Part 9

Der staar paa Kirkegaarden et gammelt frønnet Bræt; det hælder slemt til Siden, og Malingen er slet. Det er saamænd Jens Vejmands. Hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav--i Døden, man gav ham aldrig én.

Jebjærg, 19/6 1905.

JAKOB OG HANS SØNNER.

I Sommersolglans glimter Jakobs Gaard hen over disblaa Kjær og Bavnehøje; Rugfaldets gule Vover bar ens Øje ud, hvor som Streg mod Luften Heden staar. To hvide Stude trægt for Tromlen gaar, hist hvor en Husmand stejlt med Lyngen strider; men ellers hersker Hvil til alle Sider.

En Søndag var det, fuld af Lærkelyd, Blaaklokker hang og skjalv paa hvert et Dige, Valmuen kasted sine Bægerflige og svang nu nøgen i sin røde Pryd; Hugormen trilled sig med skjællet Fryd i Vejens Sand og glemte under Badet, hvor den er edderspændt, forfulgt og hadet.

I Grupper delt gaar Folk fra Kirken hjem endnu med Salmens runde Klang i Øret, mens Troens Trylleverden taagesløret sig tegner bagom Rugens Bølgebræm. Tungt skrider Mand og Viv i Sandet frem, mens langsomt byttes Biblens Billedriger for Risengrøden, der hvor Røgen stiger.

Men tværs paa Sognevej og Kirkesti ned over bratte Hæld og høje Diger, hvor Flintestenen under Støvlen skriger, og Luften lives af den brune Bi, der kommer over Marken, kjæk og fri, en Skare Knøse, halvt som Foler kaade og halvt som Mænd, der ved at ramme Maade.

De skrider hurtigt, skjønt de vægtigt træder og holder sig bag Rugens Fald i Læ: Tørklædet flagrer, og de tunge Klæder slaar svære Folder om de stærke Knæ; de vejrer vejrklogt mod det Søde Dræ og føler jublende, hvor Blodet rinder, og ler, saa deres brede Tænder skinner.

Ja, det er Jakobs kjærnesunde Sønner, der aarligt samles paa hans Fødselsdag, og der ved Gammens-Øl og Latter lønner den gamle for, hvad Tiden slog i Kvag. Nu ta'r de Føden under andres Tag, men Hjemmet i dets gule Rugfalds-Ramme faar altid sunde Hjerter til at flamme.

Thi aldrig kildrede en Lyd vort Øre som Lærkens Legen paa sin lyse Streng, og aldrig vil en Duft vort Hjerte røre som Kabbelejens paa vor Faders Eng; hvor drømte du som i din _Moders_ Seng? Et dugfyldt Syn fra Hjemmets Kaalgaarddige opvejer tusind Mil i fremmed Rige!

--De unge Knøse hører op at larme, som raskt de skrider imod Porten frem, og Blikket lyser af en hellig Varme, thi der staar Festglans af det gamle Hjem; hvidt skinner Gaardens Væg fra Syld til Rem, og over Elmens Toppe, stort udslaget i tunge, fede Folder bølger Flaget.

Der ligger Høns ved Muren, bred' i Ryggen, og gnider Kraasen mod det lunkne Sand; igjennem Porten inde bagom Skyggen Brøndvippen kraaner med sin tunge Spand; _den_ drypper Draaber ned i Brøndens Vand; Stenbroen nys er luget, Sand er strentet, saa det er let at se, hvem der er ventet.

Om lidt de ses igjennem Porten drage; Gjenlyden røber, de gaar ej paa Taa; den alleryngste bliver lidt tilbage og fjerner skyndsomst fra sin Tand en Skraa; den snilde Ole er ej sikker paa, at gamle Jakobs Alvorstanker falder i Traad med hans om Skraa i Oles Alder.

De andre svinder gjennem Forstudøren, mens Sinken dundrer hult mod Flint og Kamp; men allerforrest gaar den stærke Søren, ombølget af sin egen Vadmelsdamp, saa smælder Klinken gjennem Støvletramp, og ind ad Karmens stedste større Flænge men ser først een, saa flere Omhængssenge.

Den rejste Luftning med Gardinet kaster, mens Blikket søger Jakobs Yndlingskrog; derinde under Bjælkens brune Knaster han sidder ved en gammel Spændebog: han stirrer op fra Bladet, mild og klog, i Tvivl hvorvidt han skal sin Finger væde, hvad eller røbe strax sin store Glæde.

Men Hjertet sejrer. Fyrrebordet knager, og Spændebogen gjør et lille Hop, da han med Hænderne om Skiven tager og langsomt løfter sig fra Bænken op; nu ranker han sin arbejdsstive Krop. En herlig Gubbe! Ho'det staar mod Loftet, men Skikkelsen er kantet, tung og hoftet.

Og over Fyrreskivens blanke Flade de brune Hænder krystes i et Kast; og som han vilde Slægtens Kræfter grade, vor gamle Jakob trykker dybt og fast; hans Haand er stærk og sejg som Bjælkens Knast! At Sønnerne sig ej for Trykket ømmer, det siger ham: De er af ormfrit Tømmer!

Den gamle er nu lutter Liv og Røre; hvert Øjeblik han skifter Smil og Plads; han løfter Kovsen ved dens gule Øre og fylder blinkende et Brænd'vinsglas; han drikker til og smasker veltilpas og langer Snapsen rundt til alle Stole fra store Sørens til den lille Ole.

Og da de hede Strubers Tørst er slukket, og hver især med _sit_ Lykønskningsnik har Velkomstskaalen under Vesten stukket med ordfaa Ønsker efter Landsens Skik, da slaar en liden Stund al Tale Klik, til Jakob henter Skuffen med Tobakken, saa man faar Fyr, _da_ gaar der Hul paa Snakken!

Thi faar de Piben tændt, de danske Bønder, og Snakken rejst om Hest og Ko og Stud, vær glad, ifald du ved, hvor det begynder, thi hvor det ender, ved endikke Gud! _En_ Æmte ude, strax et Overbud! Og Solen kan gaa ned, og Dagen slukkes, før _deres_ Videtørst i Dvale vugges.

Og Svar og Spørgsmaal som en Haglen falder om andre Sognes Avling, Sæd og Stik; helst hører Jakob dog om Hestes Alder --han kjender sine egnes paa en Prik-- om hvad i Mandags man for Smørret fik, om hist en stads Ko godt i Spanden lægger, om her den nye Hingst nu smukt bedækker.

--Da løftes Faldet let fra Frammesdøren saa mod Komfuret ses et Forklæd' hvidt; det gi'r et ubehersket Kip i Søren, da _Kirsten_ træder ind med raske Skridt; jeg tror saamænd, de begge rødmed' lidt, en gammel Udvej for det unge Hjerte, før det Forstillelsernes Kunstgreb lærte.

_Hun_ kom til Gaards som Tøs i Fordums Dage, før Jakobs Hustru standsed brat sin Rok og la' det gamle Hoved tungt tilbage med "Kappens" Strimler om sin Sølverlok; da hængte Kirsten bort sin Barneklok, tog voxen Kjole paa og brygged, bagte og gjorde syvfold mer, end Tøs kan magte.

Og det staar skrevet i de blanke Stager, i Kob'rets røde Spejl--en Fryd at se! i Ovnens Malm, i Bænkens hvide Flager, at hun er Hjemmets altid vaagne Fé; hun præger Stuen til dens mindste Ske, og sagte svinder Døgnets Rids og Rifter, hvor stille _hendes_ hvide Forklæd' vifter.

Snart dufter Huset da af friske Klejner, og Kaffen damper paa den rene Dug, mens Solens Finger skjælmsk paa Bjælken tegner, hvad den af Kovsen dypped frem i Smug; og gamle Jakob vrister Sug paa Sug fra Merskumspibens tørre, trange Strube, og Kirsten byder rundt med Smilegrube.

Og da nu Kaffen og den gode Kage forlængst har Fundet et retfærdigt Sted, gaar Jakobs Tanker til de kjære Plage, som gaar paa Græs i Engen tæt derved; _han_ maa derud; kanskesig _de_ gaar med? "Ih, ja!"--Enhver nu efter Huen famler, snart staar tilbage kun forladte Skamler.

De raske Knøse kan ej roligt fare, men alting endevendes, højt og lavt; de springer som den morgenglade Hare og rutter sorgløst med den unge Kraft; i "stiv Arm" løftes Skovlen ved sin Skaft, og alt maa prøves fra den nye Spade til Hakkelsemaskinens vilde Blade.

Hej, der var to, der rev de gamle Plejle fra deres spindelvævsbetrukne Ro og lod dem susende i Luften stejle med Bump og Bulder paa den mugne Lo! Jo, det er flinke Gutter begge to! Se hvor de smidigt sig i Midjen rækker, mens Slaglens Vaand hvert Straa til Jorden strækker!

Skjønt Jakob længst er over Ungdomsalder, han ler dog lunt af deres Brydetag; han maner helst til Fred, _før_ nogen falder, og høger ad de altfor voldske Slag. Han frydes som et Barn paa denne Dag; han nyder Tumlen, skjønt af gammel Vane han nu og da maa tysse og formane.

En dyndet Svaling staar om Gaardens Gavle og glider ad dens aabne Luger ind fra Sig og sumpet Kjær, hvor Igler kravle, og Padden sitrer i sit klamme Skind. Hver Vækst staar rank; thi der er ingen Vind; kun Trævlekronen rokker som bedrøvet, fordi en Humle tynger den i Støvet.

Men alles Længsel er de brede Enge, der rander Synet udfor Jakobs Port, de kavlinggule, bløde Himmelsenge for Hingst og Klod og Oxers hvide Hjord; her har den gode Gud et Eden gjort, her hersker Fred, her bor Uskyldigheden, her græsser Plagen ind mod Fugl paa Reden.

Derhen de søger nu i muntre Klynger med Jakob foran paa den vaade Sti; Gulpurven paa den høje Tidsel gynger, men sætter af, før de er vel forbi; Græshoppen driver dulgt sit Feleri, gloøjet Frø, brat revet ud af Drømmen, gaar her bardus paa Hovedet i Strømmen.

Hvor Jakob nu er bleven virm paa Sokken! Det er til Nød, de unge kan naa med; først da de svedte staar ved Plageflokken, han sagtner med et Sæt de faste Fjed; højtideligt han aabner Lukkets Led, og een for een han lader ind dem stige og sætter Haspen for sit Kongerige.

Nu er det ikke mere kaade Drenge, der under alskens Løjer jager rundt. Nu er det Bondens Kuld med Miner strenge, nu er de voxne Mænd i voxen Dont; saa skilles de, saa de gaar da i en Klunt, saa ser det ud, som Kjæde de formerer; men overalt de vejer og vurderer.

Bestandig foran ser man Jakob trave; han gaar som i Triumf fra Dyr til Dyr; med Fingerspyt han lægger Haar i Lave langs Føllets Koder, saa det ikke fly'r; han maaler Krydset paa den unge Tyr, han ser i Plagens Mund, og som i Tanker han klapper Hoppen paa dens runde Flanker.

De frie Engens Dyr er vel til Mode ved den Vurderelyst, de her har vakt, og Føllet rejser rankt det fine Ho'de, og Hingsten praler med sin Mankes Pragt; kun Studen har sig tvær paa Bugen lagt, mens Kalven saglende sin Mule væder og snuser til de nye Vadmelsklæder.

Men da nu Jakobs Runde er til Ende, opløses langsomt Kredsens Alvorsring, og atter kan man sig til Legen vende med Løben, Bryden, Kast og Grøftespring; de slaas og dratter om for ingenting, og Jakob følger dem med Faderblikke: "Aa, Drenge, Drenge, stød jer end'lig ikke?"

Men hvem var det, der fik den løbske Grille, at Jakob skulde med at springe Buk! Først værger han sig højt, saa ganske stille, saa lægger han sin Pibe med et Suk; saa stiller han sig bred og tung paa Hug, saa ler han op, saa det i Skrotten knager, mens sidste Springer han i Luften tager!

Som Larmen sagtner af, og Legen standser, der gaar en Iling over Grøft og Kjær; en Hvirvelvind et Steds med Mosset danser, og Siv og Padderokker krydser Sværd; nu ved hver Bonde, det bli'r andet Vejr; selv Hjertegræssets tusind Dværgebjælder nervøst, men sikkert om Forandring melder.

Den Skygge fra de mørke Uvejrsrande, som i hin Iling over Egnen trak, den dvæler længst paa Jakobs høje Pande, mens Ilden slukkes tyst i hans Tobak; han tænker paa sit Kløverhø i Stak og dividerer tavs sit Afkoms Mængde i Høets Hob og Tordenskyens Længde.

Men før den snilde Jakob ret faar mælet, er Flokken fløjet over Sten og Stok; den samme Tanke har enhver besjælet, et Nik, et Blink mod Skyen her var nok; her handles enkeltvis og dog i Flok: Et Nu, og Kobler klirrer, Piske knalder, og lange Vogne over Toften skralder!

--Hvor er det spændende for unge Kræfter at kappes med den vilde Tordensky! Lynsnærten saver, Skraldet raver efter og styrter stadig i et Hul paany; nu straaler Regnen i din Naboby, nu taages Engene, nu rejses Vinden, mens Spændtheds klare Sved dig striber Kinden!

O Duft af Hø, naar Tordenregnen truer, du er mig mere skjøn end alt, jeg ved! Du er mig mere kjær end vilde Druer, et himmelsk Laan til fattig Jordiskhed; svæv om mit Leje, naar _min_ Sol gaar ned! Driv længe lavt hen over Danmarks Enge, og svøb dig lindt om Fremtids Digterstrenge!

--Da sidste Læs--end dækt af Tørvejrs Kaabe-- forsvandt med Klang bag Ladeportens Rand, slog smældende den første Tordendraabe med Vægt af Faldet ned i Vejens Sand; knastørre holdt paa Loen Hø og Mand, mens Lynet vildt bortødsled sine Straaler, og Regnen tømte alle Vredesskaaler.

--Det vilde Vejr er alt af Marken slaget, den høje Himmel atter fejet ren; nu hænger Regnen kun som Dryp i Taget og staar som Dam paa hule Flintesten; nu kukker Gjøgen fra sin Hyldegren, og Millioner Kim langs Solbrands-Stier har aabnet deres tørre Mund og dier.

Og atter prates der i Hjemmets Stuer om Kjærest'folk, om Bryllup, Præst og Degn; men gamle Jacob gjennem Ruden skuer mod sine Ro'r, "der trængt' saa haardt til Regn". Nu staar hver Stilk paany i Haabets Tegn; dog dvæler noget i hans Øjenkrige, han vil ha' frem, men ikke ret kan sige.

--Men Aftnens Enge damper nu saa vide, og Afskedstimen for de unge slaar; da drager Jakob Søren lidt til Side og siger lavmælt, mens de andre gaar: "Ja Søren, du faar hjem til Efteraar! _Jeg_ føler Ald'ren; Gaarden vil ej rente; du _har_ jo Kirsten; hvi skal I da vente!"

Ærbødigt hilser de den gamle Fader og gaar saa bort hen over Bol og Brak langs vaade Havrefald og Turnipsrader ind mellem Kvæg og Agerhø i Stak; og Nattens Dampe fugter Fod og Frak, den vaade Muld gjør deres Støvler tunge, mens Grødeduften kildrer Svælg og Lunge.

Kartoffelblomstens blide Bloster slipper sin Duft mod Skyen fra sin Bakketind; og Rugen rokker paa de svulne Vipper og gynger dem i Slummer Kind mod Kind; Boghvedens Aande vælder bi-sød ind; den lyse Nat i Tavshed lægger Kaaben om Jordens Skulder efter Tordendaaben.

Men under Sommernattens høje Maane staar Jakob længe ved den hvide Væg; Havfugle dunkelt over Himlen skraane, Horsgummen gjepper mellem Mosens Flæg; en Taare triller ned i Jakobs Skjæg; hans Hjerte rinder fuldt af Dagens Minder, mens Sønneskaren tyst i Natten svinder.

Jebjærg 28/6 1905

MAANEN KYSSER RUGNEGET.

Du smaa, du smaa, du søde smaa, jeg kysser dig fra Top til Taa!

"Fra Top til Taa? Jasaa! Lad gaa! lad Kysset gaa fra Top til Taa og om igjen og ned og op fra Negets Taa til Axets Top. Men stop, o stop! Der sprang en Strop!"

Nej! nu gaar Rimet i Galop! Taa og Top, Kysgalop, Stropper ned og Bændler op!

Hvad staar der? En Barm i Knop! Og histnede: Knæ i Hop!

Knæ og Knop, Rosers Hop, hvide Liljer ned og op! "Elsk mig! Tag mig! Tavl og Top!"

28/6 1905.

BARNET OG DEN GAMLE GAARD.

Der laa paa Toften en gammel Gaard med vinde Vægge og side Tage. Dens Syld er sunken, men Mindet slaar sin Kreds derom alle Dage.

For der gik Føllet paa slanke Ben, og Hønen kagled bag støvet Nælde, og Myren jog over breden Sten, mens Stolpen frønned af Ælde.

Og der Staar Mor i sin Bryggersdør og rækker Far en Taar Urt af Øsen; han blæser, drikker og blæser, før han rækker Resten til Tøsen.

Og ind og ud ad den lave Port som Vævens Skyttel saa svitter Svalen; og Solen skinner paa Smaat og Stort, og Hanen muntrer med Galen.

--Hvor er nu henne den gamle Gaard, dens Svalereder bag møre Lægter? "Det gamle falder, det ny bestaar"-- er Lov for skiftende Slægter.

Hold op at flagre, du Svalelil, lad Glemsel tage de gamle Reder; luk Øjet op, og dit Hjerte til, det nytter intet, du leder!

De gamle Huse vil styrte om, de gamle Vaner, de gamle Skikke; er Marven borte og Skallen tom da hjælper Taarerne ikke.

--Men du, som hviler i Vuggen dér og smiler op fra din hvide Pude, du kjender intet til Livets Færd og ej til Verden derude.

Du er i Dagens den stride Blæst en muntert glidende Foraarssvale; vi andre kives om Lykkens Rest, du la'r Vorherre betale.

Vi andre ræddes i Tvivlens Nat, naar Bølgens Vrede vort Lys vil slukke; du slumrer trygt uden Ror og Rat, endda _din_ Baad er en Vugge.

Sov trygt du lille, i Vuggen hist, mens Æblet rødnes i Hast bag Løvet, og Bygen kommer med stakket Frist og slænger Frugten i Støvet.

Ja, du skal voxe dig sund og stor, og du skal altid i Sandhed vandre; en Dag saa tager _du_ Viv og Jord og bliver Mand som vi andre.

Saa staar du vel, som vi andre staar, og tryller Ranker om sunkne Stene og stirrer ud mod en falden Gaard, mens Solen synker bag Grene.

Silkeborg 9/9 1905.

BONDENS DATTER SYNGER.

Giftes vil hver Pigelil og nødig altfor silde; Lykken kommer, naar han vil, men smaat til Bryllupsgilde; en ta'r Maal af Arv og Aar, gylden Høst og gyldent Haar, en gaar efter Gods og Gaard, men _jeg_ vil ha' en glad Mand!

Den si'r Hyp, som Tømmen faar. Og _han_ skal Buxen bære paa hans Toft som i hans Gaard, for Buxen gjør ham Ære. Linner han saa Klinken lidt, hører jeg min Husbonds Skridt, gaar mit Hjerte godt og blidt ved Tanken om en glad Mand.

Han vil Hjemmets Ærind gaa ved Kjøben som ved Sælgen, ikke fuld i Kroen staa og tylle Øl i Bælgen! Ønsker han en liden Rus, ta'r han den i eget Hus, spytter ej i andres Krus for det gjør ingen glad Mand.

Gaar han i sin egen Dont, han nynner under Hjalde; halser ikke Huset rundt og øser ud sin Galde; _han_ staar ikke vred af Seng, gamser glubsk af Folk i Flæng, snart af Tøs og snart af Dreng, for det gjør aldrig glad Mand.

Vælter Sne mod Tærsklen ind og spreder langt sit Lagen, aldrig ængstes dog mit Sind, hvor _han_ har Styrestagen! Barnet glad paa Gulvet gaar, Grisen trind i Stien staar, alting trives--Fæ og Faar, i Gaarden hos en glad Mand!

Driver Regn For Søndervind, mens _han_ maa Agren pløje, kommer sent og tavs han ind med Dryp fra Skjæg og Trøje-- _jeg_ skal gjør' ham Sengen lun, varme Dyne, klappe Dun, hæng' hans Frak, hans Sok til Gru'n og sove ved en glad Mand.

Kvinder er som Blomster smaa, de gror kun godt i Glæde. Faar _jeg_ den, jeg tænker paa, saa skal jeg aldrig græde; snildt jeg snurrer da min Rok, pusler om min Gutteflok. --Aah, der bliver Lykke nok, naar man først har en glad Mand!

Bovbjærg 16/10 1905.

GAMMEL KJÆRLIGHID.

Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard, og wor Øwn ka ett wal skimm æ Dar, og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo, og vi spilder æ Mad aa æ Far, Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard, og æ Kjæp den maa værg for æ Bjen, og æ Vægg maa gi Støtt, nær æ Træsko ska flytt, og æ Furd maa ta Wor o æ Stjen.

Det war alln i æ Føsten, Kræn Nargaard, da war vi en bitte Graan lin, og wor Øwn de war klaa, og wor Tanker war glaa, og wor Klejmon war flunkend og fin. Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard, nær do mødt mæ dernied i æ Kjar, og do løvt mæ iland øwer Vilder og Wand-- for æ Engi war sjalden ret tarr.

Ka do how, te do kyst mæ, Kræn Nargaard, en Sønde, a band dæ di Kled? A ved aalle nø Daa, a haar wot snaar saa glaa, og ino kan a græd ved mi Gled. Men si Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard, og wor Suel gik jo snaar for en Blaan; for som Wand skjeller Hy--ja som Himmelens Sky, saa skjelles jen Ven fræ enaan.

Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard, og saa laangle æ Daw læ sæ slid! Men en tar jo si Torn, og en bærer si Born, saalæng en maa her gaa og strid.

--Læ wos saa komm te Stumlen, Kræn Nargaard, og forglemm, hwad der ett ka vær alln! --Ka _do_ skimm, om æ Hyld ino stor med si Fyld, for de sejer, æ Blaad ska vær faldn.

Bovbjærg 16/10 1905.

[Footnote: _nøj aaldre_, hen paa Alderen; _skimm_, faa Øje paa; _blo_, blaa; _æ Far_, Fadene; _stogend_, foroverbøjede; _æ Bjen_, Benene; _nær_, naar; _ta Wor_, tage Vare; _o æ Stjen_, paa Stenene; _alln_, anderledes; _æ Føsten_, ens første Tid; _da war vi en bitte Graan lin_, da var vi skam smidige; _klaa_, klare; _glaa_, glade; _Klejmon_, Klæder; _tyt om dæ_, holdt af dig; _æ Kjar_, Kjærene; _how_, huske; _Sønde_, Søndag; _Kled_, Tørklæde; _aalle_, aldrig; _wot_, været; _ino_, endnu; _hwerrer_, vender, forandrer Retning; _Blaan_, Sky; _Wand skjeller Hy_, Vand bortfører Hø; _enaan_, en anden; _jenle_, enligt; _laangle_, langelig, langtrukken; _Torn_, Tørn; _Born_, Byrde; _Stumlen_, Vaklen; _æ Hyld_, Hyldetræet; _si Fyld_, Træernes Blomster eller Blade.]

EN KOGED HUMMER.

De to mæ paa tredve Favne Wand, ja nue vil sej: en halvhunde; de støste Fiskre paa Ferring Strand de kund saa nappele bund'e.

Fâr gik a saa dawle og gro, aaja! No haar a en Kjowl saa rø. Søen gôr æ gjan mæ det Gued, en ska ha: Det kommer--nær en er dø!

Bovbjerg 19/11 1905.

ØWER Æ ÆWN.

Haar do hør, haar do hør, te Pe Døw han er dø og hans Kuen sejjer Enk lisse strag som en Mø!

A kund ett gaa forbi; a war nied i æ Kjar og føl atter i æ Skru, om æ Tørre de var tarr; a saatt sni ad æ Pwot og kam vejsten æ Haw--

--Do haar aalle hat Maagen te Lykk i di Daw! Der er ikki en Enki i hile wor Sown --ja saa a i sejsten!--_saa_ knøv og _saa_ bown.

Hun er rig, hun haar Peng, hun haar Medler som Skidt, hun haar Kister som Hus;--a haar wot der saa tidt-- og dæ Kyr og dæ Øg og den Avl, som der stôr! Det er hejsen nø andt end di egn Skrantings-Gord, Fæk do hind i di Snaar--war æ ind, war æ ue, --ja hun sku sgi snaar løwt di Hywl i æ Fue!

Men do sworer jo ett! Do ska lyd te mi Taal! A' el fandenmæ ett sejj for døw Folk og gaal! Tho do ka wal forstaa, te en vil dæ di Bejst, nær en pæger paa den, som en tyt, do ku fejst!

Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj ett søen og log! Ta di Lejerlu aa, smid en hen i æ Krog! Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo, og sejj ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro. Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin: Do ska hen og ta Kys ved den rig An Katrin!

Jøsses Kos, bitte Bøn! for en Kuen do da fôr! ja, Katrin hun ska snaar sætt dæ Stywr te di Gord! For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind, saa _do_ ska nott lav hind aaltfor møj Vind. Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme, hun ka hopp te æ Lowt, nær æ Gal den ta ve. Men haar _det_ nøj aa sej, te æ Kjælling er stræng, nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng, hinne nybærend Kwier og blankhwonned Kal, hinne Grunker og Bunker, det Hil med det Hal, hinne trørre Alens Væv, hinne Syv-Markes Særk, som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk,-- hinne Maalt, hinne Gaalt, om i Saalt om ilyw, hinne Høns po æ Raan, hwer en blikkendes Yw --hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof: Ka do vind hind te Kwind, er æ din jo tehof.

--Naa, der kam nok æ Øg; ja kom saa ad æ Dar, men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar. Ih men bi! Læ mæ si: er do snøg om di Haag? --Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag, og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag; og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg, for søen fôr do aalle æ Sow i di Sæk. Kom no op og astej, men det lyser af Daa, og hold wal ved æ Krikk, te do ett hwistes aa, men kom hedle te Bøj, og Worherr vær dæ gud; saa der ett ska gaa Skej a di Fagter og Urd. Læ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di Kapp, nær di Hejst gôr i Sto for Katrin hinne Trapp, og vær lin i æ Knogl, men pas wal o æ Fud, nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!

----Hwa for nøj, hwa for nøj!--Hwa er _do_ for en Kaal. Ska do søen sto og koj for aa now en Krumm Saadl! Og her haar en gjord dæ saa fin og saa snøg, og saa ka do ett kravl opo en Kon Øg!

--Ta æ Saadl aa æ Krikk! Sæt di Lejerlu o, og sej _do_ som en Taari og drewl øwer æ Skro!

Bovbjærg 21/11 1905.

[Footnote: _sejjer_, sidder; _strag_, glat i Huden; _æ Kjar_, Kjærene; _Skru_, Tørvestabel; _tarr_, tørre; _sni_, tværs over til; _Pwot_, Port; _Sown_, Sogn; _saa_, sagde; _knøv og bown_, kjøn og imponerende af Ydre; _wot_, været; _og dæ Kyr_, og sikke Køer; _hejsen_, ellers; _Skrantings-Gord_, en Smule Gaard; _sgi_, sandelig; _Fue_, Fure; _lyd_, høre efter; _fejst_, fæste; _snøg_, pyntelig; _sej ett søen og log_, sid ikke saadan og glo (at _loge_, kikke op paa en halv tvivlende halv forlegen Maade); _Lejerlu_, Læderhue; _Saadl_, Sadel; _opo_, paa; _res_, rejs; _gilik_, rap; _Stywr_, Stivere; _hinne Sind_, hendes Vilje; _nott_, nu ikke; _trørre_, tredive; _æ Skræjjer_, Skrædderpige; _Kjærk_, Kirke; _Gaalt_, Galte; _ilyw_, ilive; _Raan_, Pind til Hønsene; _Yw_, Øje; _Drof_, Draabe; _drevler_, savler: _men_, mens; _hwistes_, slænges; _hedle_, skikkelig; _Skej_, ilde Snak; _Knogl_, Fodled; _Kaal_, Karl; _koj_, jumpe; _Krumm_, Smule; _en Kon Øg_, en Smule Hest; _o_, paa; _Taari_, Taabenakke.]

TRE-KONGER.

Jeg vandrer her saa ensomt ud ad min Hedevej, mens Gryet kjæmper mellem mørke Banker, og Tøvejrstaagen tætter sig over Slugt og Slej, og Vintermulmet tynger mine Tanker. Det er saa tungt at lytte til vaade Vindes Sus, naar Vinterregnen prikker i Landevejens Grus, og Juleøllet dovner i blommet Bondekrus i Dagene omkring ved Tre-Konger.