Part 8

Der sto i wor Kalgo en jenle Pa Kôl, og nær hun no rigtig vild gott sæ, og ind war for mørk te aa træj hinne Nôl, saa kam hun herud og saatt sæ. Saa sang hun en Vis om Sorrig og Gled, og somtid a tykkes, a ka en; for det, som si Muer haar lær jen aa kwed, det skaen hold aa, ja det skaen.

Æ Dôg ku begynd aa trill i æ Kôl, og Folk ku forlængst vær i Sengi, men hun haaj no glemt baade Pesjan og Nôl for aal de Fowl i æ Engi. Og a laa og sov ind mud hinne Knæ, --for bette og stummelwon waen-- indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ; for de smo skaen sorr for, det skaen.

Gud ved, hwad hun tint, nær mæ sølle Baan hun kyst, men æ Skyer saatt Gorer? Nær a vaavnt op, fand a Dôg paa mi Haând; a tinker, det war hinne Torer. Saa haaj hun wal grædt for den Lykk, der forswand, hwormøj hun saa tegged og baen, den Daa de som Lig bor Jens Fisker i Land; for rykkes og revves det skaen.

Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa! Hun bløw nok nøj blêg mud æ Sidsten; men bleger end nowtid hun war nok den Daa, de kam og laa hind i Kisten. Der er manne, der tar fræ Tusind æ Fød og sjel ett gjør Nytt for en Kjaen, men søn bette Kwind, der haar slæft sæ tedød, hind skaen sætt høt, ja det skaen.

Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær, der gjør hwer en fatte te Hejring, saa hwisker en somtid: Aa, war _do_ Worherr, saa skuld der skam ski en Forbejring! Men no mo a ud aa si te æ Kow, om æ Gjewt en haar ædt, som a gaen; no er æ paatid, te æ Høwder faar Row; for æ Kyer skaen pass, ja, det skaen!

20/11 1904.

[Footnote: _døwed_, døjet; _gløj_, glødede; _Jaen_, Jærn (Persjærn); _nap_, knapnok; _glaa_, glad; _sperrise_, spinkel; _lilajte_, temmelig lille; _Finger_, Fingre; _Tro_, Traad; _Saws_, Sax; _øwles_, overflødig; _Trumm_, Garnende; _Klaws_, Garnfed; _sto_, stod; _Kalgo_, Kaalgaard; _Kôl_, Kaal; _kwed_, kvæde; _Dôg_, Dug; _haaj_, havde; _Pesjan_, Persjærn; _Fowl_, Fugle; _stummelwon_, usikker paa Benene; _wat mæ_, vækkede mig; _men_, mens; _Gorer_, Lyrer (lange hvide Natskyer); _nowtid_, nogensinde; _Kjaen_, Kjærne; _høt_, højt; _Fortrær_, Fortræd; _fatte_, Fattig; _Hejring_, sølle forsømt Skabning; _ski_, ske; _Forbejring_, Forbedring; _Gjewt_, Givt; _Row_, Ro; _Kyer_, Køer.]

STORE JON.

Store Jon han ønsked sig kun to Tønder Land, to Tønder Land og en Ko under Strand, eget Bo med Fred og Ro om Søndag som om Søgn: al hans Digt og dyre Drøm i tusind Arbejdsdøgn.

Oppe paa den vilde Skrænt han saa sig Himlen næst. Hej, for en Fest, naar det kuled af Vest! Sidde da ved egen Ovn, bag egen Lo i Læ, lytte tryg til Stormens Sus i eget Hyldetræ.

Fjorden der og Huset her saa godt som _nogen_ Mands. Bier i Dans om Lavendler i Krans! Gavlen gul og Væggen hvid, men Døren himmelblaa, Skrænten klædt i Trip og Trap med Lam og Geder graa.

Rug og Byg om Brønden tæt med Vippers Ringlesang, Bønner paa Stang blandt Kartoflerne hang, Havren nikked hid og did og vinked med sin Top, Hørren stod saa pæn og blaa og saa troskyldig op.

Helst hans Drøm tog lød af Høst, naar Neg bli'r lagt paa Skrav. Sol gled i Hav under Fløjt fra hans Nav, Selen skar i Skuldren ind, mens Vej sit Læs han brød, strid paa Foden Kvinden gik æbag hans Vogn og skød.

--Store Jon han bar sin Drøm igjennem tred've Aar; hvidt blev hans Haar under slidsomme Kaar; Tørvemosen gav ham Brød og Lejehuset Ly, ingen Gud har hørt _hans_ Suk og ingen Mand _hans_ Kny.

Mellem Lyng og Moser graa han lister altid om, stærk som en Bom om end Ryggen blev krum; gaar hans Blik saa brat paa Flugt, hans Lyngle rent istaa, ved jeg længst, hvad Store Jon nu atter grubler paa.

7/1 1905.

KILDEN.

Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvæld, jeg kan ikke andet bestille; jeg kan ikke tordne som Fossen fra Fjæld, om ogsaa jeg ønsked og vilde, for jeg er en glad lille Kilde.

Jeg kan ikke drive de Værker af Jærn, gi' Hundreder nok at bestille, men gjerne jeg drejer Møllerens Kværn, og Husmandens Gryn skal jeg pille, for jeg er en god lille Kilde.

Men helst vil jeg ligge og nynne min Sang og lege som Barnet med Stene og klæde dem over med Alger og Tang og atter kysse dem rene.

Og gjerne jeg spejler det ensomme Siv og Høstnattens rødlige Stjerne, naar alt, hvad der mærkes af Døgntumlens Liv, er Fragtmandens Vogn i det Fjerne.

Naar Søvnen tager den bly Viol, og Duggen hun driver i Enge, da spænder jeg over min Bølgestol de allerklingreste Strenge.

Og Maanen vender sit Horn mod Nord; min Fader, Himlen, han lytter; min værdige Moder, den sovende Jord, i Drømme Fødderne flytter.

Jeg bliver saa glad ved mit eget Spil, ved Røsten fra Jordens Indre, og Sivet paa Bredden nitter dertil, og rødlige Stjerner tindre.

11/1 1905.

AFTEN-GJØGEN.

O, du min Barndoms glade Fugl, saa hører jeg dig atter! Mens Rugen duver tung og gul, jeg sidder bag en Hyld i Skjul og lytter til din Latter.

Da stiger for mit Øje frem de svundne Barndomsdage, jeg ser paany dit gamle Hjem med Bænk ved Gavl, med Port paa Klem og Mos paa alle Tage.

Det sukker i de grønne Flæg langs Dammene i Vesten; og der gaar Mor bag Ladevæg og lægger Lat til Nattebleg, mens Far han flytter Hesten.

Hør Køllens dumpe Ekkoklang mod Gaardens hvide Længer, hvor Mønningstigen staar saa lang, og Ovnskod og Toggerstang paa Flintevæggen hænger.

Der stiger Røg fra Nadvergrød; for Døren svales Øllet; en Duft af nybagt Sigtebrød, og lange Lyd af Pumpestød, mens Karlen vander Føllet.

Og Katten med de stride Haar er hoppet ned fra Balken; dens Hale stift i Vejret staar, slesk-spindende om Mor den gaar, mens hun tar fat paa Malken.

I Bluse, Seglesmæk og Klok vi Børn om Moder hveger, mens paa den lyse Stjerneflok, paa "Pejers Pig" og "Mari-Rok" hun over Koen peger.

Og Mælken spruder varm og fed, og Malkekoen dryner, mens Mor maa gi' os smaa Besked om, "hvorfor Stjerner falder ned", og "hvorfor Kornmo lyner".

Og Rugen stod i ydmyg Ro og drak af Nattesaften, og Gjøgen hang i Hyldebo og vippede og skoggerlo, som her den ler i Aften.

V. 1-3: 6/6 1898, V. 4-9: 14/1 1905.

[Footnote: _Lat_, Lærred; _Ovnskod_, Redskab, hvormed Brødet føres ind og ud af Ovnen; _hveger_, farer hid og did; _Pejers Pig_ og _Mari Rok_, Stjernebilleder i Orion; _dryner_, undertrykt Brølen; _Kornmo_, natlige Høstlyn.]

VINTERBILLEDER.

Nu tager den Bonde Bælgvanter paa og kryber i Faareskindstrøje, thi Marken skures af Blæsten raa, i Lænker rasler de Bække blaa, og Sneen hvirvler om Høje.

Fortvivlet strækker forladte Plov af Mulden de rustrøde Arme; nu voxer der Klimper ved Hjortens Klov, hver Mus i Kjæret, hver Fugl i Skov de bliver saa pilkende arme.

Der sidder en Krage i Faders Pil, uroligt den vipper og vender; den skriger under sit korte Hvil, som gnedes et Søm mod en rusten Fil, og Sulten i Øjnene brænder.

Om Grenen spænder hans krumme Taa, saa Ledene synes at knage; han dækker sig til med sin Vinge graa, stort andet haver han ikke paa, den stakkels frysende Krage.

Jeg sidder og ser paa hans haabløse Dont igjennem den hvidfrosne Rude; det gjør mig saa inderlig, blødende ondt for den gamle fjedrede Vagabond, hvem Himlene har stænget ude.

Jeg henter hos Moder en liden Brad; han spejder og Skrotten skulter, "Kom ned og smag paa den gode Mad! Naa, skab dig ikke, din gamle Rad! Jeg skyder ej Krage, som sulter."

Men Bonden, han haver slet ingen Nød; han tørrer i Vanten sin Næse, sin Sok han varmer ved Ovnen rød; i Saltkarret Sul og i Bænkkrogen Brød, saa kan han ad Vinteren blæse.

Hans Hors hun gumler bag kornfyldt Lo og æder lidt mer, end hun orker, hans Køer kælver, hans Faar faar to; i Halmbunken ligger hans hvide So med udstrakte Lemmer og snorker.

Og Bonden nyder sin lunende Stald, hans Hors _med_ Haaret han stryger; til Faarene henter han Hø paa Hjald, hans Høns han lokker med Kluk og Kald, og Kalvenes Rygge de ryger.

Saa linner han langsomt Gavllugens Slaa og ser over hvirvlende Ager; retsindigt han vender den tunge Skraa; der er som en Drøm i hans Øjnes Blaa, naar Sneen om Vindfløjen jager.

Men Gamlingen grunder i Aftægtskrog med Ørene gjemt under Huen; han suger paa Piben saa livsensklog, som tømtes et Dyb i hvert Drag han drog; men Gløderne ta'r han fra Gruen.

Hans aldrende Mage ved Rokkens Hjul saa lidet i Skumringen syner: "Det bliver da vist en _strenge_ Jul; aa Gud ha' Lov for det rare sul, og for de velsignede Klyner!"

_Han_ banker sindigt sin Pibe ud mod Bordbenets knastrede Tapper, imens fra Gruen et Skumringssprud nu glimter i Kjedlernes Kobbertud og nu i hans Sølverknapper.

Men dæmpet lyder den dumpe Plejl fra Loen i Sne begravet; snart ligger Gaarden med Tag og Tegl paa Hedens knygende, hvide Spejl som Øen i Verdenshavet.

21/1 1905.

[Footnote: _strenge_, en Forstærkning af streng; _Klyne_, store Mosetørv.]

Æ SPØGELS.

A kam op ad Resendaal og øwer æ Brow ved Mølgord; der a mødt en Treals-Kaal, det war den død Jens Kjølgord. "Haah! Haah! A faar aalle Naad! A haar kwol mi Nobomand, og a haar brænd mi Laad!"

A kam te aa bevverist, som jen der blywer koldslavn; Bette Kos og Jøsses Krist! A sto som a war troldtavn. "Haah! Haah! A faar aalle Naad--"

Mi Kuen haaj faat en Baaen mir, derfor haaj a hat møj Rend; æ Daw war kort, æ Suel war nier, æ Maan haaj faat si Nøj tænd. "Haah! Haah!--"

A war blêg, men Jens war swot. "Aa Gud! do mo ett haad mæ! for war a osse slem te'e Kwot, saa mo do no bewaar mæ!" "Haah! Haah!--"

Saa laa a Damp da som en Røj hen øwer Blød og Knoldkjâr; mi Hueser de løf fuld af Døj, endda de far war aaltarr.

A vild jo rend æ Spøgels træt; det bløw for haadt te mi Sid. Da a haaj rend den halle Næt, vi war ino alisid. "Haah! Haah!--"

Og bløw æ _te_, a fæk nø Len --og Len det fæk a sommsind-- saa lisse sor, a sak ijen, det brøll imud mi Trommhind: "Haah! Haah! A faar aalle Naad! A haar kwol mi Nobomand, og a haar brænd mi Laad!

Det to mi Lu o Kistelbakk, det war ett te aa hold ve'e; mi Hor det løwt sæ i mi Nakk, mi Skjot war wot af Koldswed.

Ja der war hejsen Faar paa Fæd --det war ett nøj a _tint_ jenn; a rend, saa for mi Træskobed, der stented Kamp- og Flintstjen.

Søn kam a ind til Resengord, men aalste war æ Pwot lot; æ Hund de glammed lisse sor; baag hwer en Rud war swot, slot.

Men lig hwor no han bowr Jens Gaad, I ved: mi Kuens Halbror-- dér faarer a søndenom æ Laad og vejstenom æ Kalgord. "Haah! Haah!--"

Æ Spøgels han war hejs ett sien, han flywer om æ Laadswing, saa Bankerot og Taag og Stien det danst som anner glaad Ting.

Æ Nøj war gaven for en Blaan; _da_ gaalt æ Kokk i Mølgord, a vend mæ, som a lig sku daan, da sak den laang Jens Kjølgord: "Haah! Haah! A faar aalle Naad! A haar kwol mi Nobomand, og a haar brænd mi Laad!"

23/1 1905.

[Footnote: _Brow_, Bro; _Kaal_, Karl; _kwol_, kvalt; _bevverist_, skjælve stærkt; _koldslavn_, greben af Koldsygen; _Nøj_, Ny; _swot_, sort; _haad mæ_, hade mig; _Kwot_, Kort; _Blød_, moradsige Kjær; _Døj_, Dynd; _far_, før; _aaltarr_, aldeles tørre; _alisid_, jævnsides; _Len_, Lindring; _sommsind_, undertiden; _sak_, sank; _Lu_, Hue; _Hor_, Haar; _løwt sæ_, løftede sig; _Skjot_, Skjorte; _wot_, vaad; _hejsen_, ellers; _tint jenn_, tænkte bare; _stented_, sprang heftigt; _søn_, saaledes; _aalste_, alle Steder; _æ Pwot lot_, Porten lukket; _lisse sor_, hvert Øjeblik; _Kalgord_, Kaalgaard; _hejs_, ellers; _Blaan_, Sky.]

Æ MUESPIG.

No søen vil du aaltsaa forlaad mæ, Jens Fløj, og læ mæ sejj jenne aa sørr-- og græd ved mi Stripp, nær a malker mi Kow, og sukk, nær a ponne om mi Tørr! Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj, nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues, nær æ Røg fræ mi Skorsten den drywer saa laant, og du plejer aa komm her med en Rues!

Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj, og do fæk mi Buttel aa bær, da skuld en saa nej te di Haând og di Trow, saa haaj en wot fri no for aa græd. Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj, saa haaj æ wot letter no aa løw; men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind, ja saa vil vi som-mjest hinaan bedrøw.

Men støst af de Sorger, du gjord mæ, Jens Fløj, war den, te a ett kan dæ glemm; a hower hwer Tor og hwer Blink i di Yw, og nok saa ring en Bevren i di Stemm. Og nær nu den Bitte er føj dæ, Jens Fløj, kaski du da linner paa mi Dar; og saa tar du mi Haând for en jenle Graan Staând, men æ Frør di synger i æ Kjar.

26/1 1905.

[Footnote: _søen_, saaledes; _sejj_, sidde; _jenne_, alene; _sørr_, sørge; _Stripp_, Malkespand; _ponne_, smaapusler; _jenle_, enlig; _gan_, gaaet; _æ Mues_, Mosen; _laant_, langt; _aa_, at; _Rues_, Rose; _Daa_, Dag; _plot_, plukked; _Krusbær_, Tyttebær; _Buttel_, Bærspand; _saa_, sagt; _Trow_, Tro; _haaj_, havde; _wot_, været; _aalle_, aldrig; _løw_, leve; _som-mjest_, næsten altid; _hower_, husker; _Tor_, Taare; _Yw_, Øje; _den Bitte_, Barnet; _føj_, født; _en jenle Graan Staând_, et Øjeblik; _men_, mens; _æ Kjar_, Kjæret.]

HELLESØ.

Og ledes din Sjæl ved Dagens Støj, og har du en Vunde, som brænder, da sæt dig her under Lyngskrænten høj og fold dine Hedningehænder, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her byttes langsomt den gyldne Dag og Solens Brand over Mulde med Hedens kølige Aandedrag og Søens skvulpende Kulde, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Paa Brinken knæler en Jenbærbusk, bag hvilken det tøvende skrusler; hvad skyldes de Snøft og de Skumringsrusk? Aa, det er kun Brokken, der pusler, mens Maanen Skjarer paa Hellesø.

Her trækker besværligt den fede And imellem de lyngkranste Vande, og tit dens buttede Vinges Rand vil strejfe Fuldmaanens Pande, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her bader ensomt i Sivets Læ den Bondes fyldige Datter, og Bølgen favner det hvide Knæ og kysser det atter og atter, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Og Sivet drypper sin tunge Dug i Søens spejlende Strømme, og Bølgen lander med bløde Kluk, og Rørene rasler i Drømme, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her sladrer Vinden om bløde Kys, naar to har fundet hinanden, og gule Iris og Brudelys staar tændte langs Holmeranden, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

--Et luftigt Bud fra en bortgjemt Gaard, hvor Rugen samler til Kjærne, et Skrig af Klirer, et Bræg af Faar, er natligt Skud i det Fjerne, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Og Kalmus dufter saa æblesødt som Liljer i Brudens Kammer, og Stjerner stiger af Vestenrødt og svinder i Østenblammer, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Sjørup 28/1 1905.

[Footnote: _skjarer_, skinner (om Lysets Glimten); _Jenbær_, Enebær; _skrusler_, støjer paa en hemmelighedsfuld Maade; _Brok_, Grævling; _Blammer_, enhver stor Lysudfoldelse.]

DEN JYDSKE LYNG.

Her har _jeg_ staeet i tusinde Aar, sust for de Slægter, der svinder og kommer, nikket Goddag til den brydende Vaar, viftet Farvel til den hastende Sommer.

Regnen og Haglen har kjæmmet min Lok, Vindene spredte mit rødlige Bloster, medens langs Bakken den stinkende Brok luskede hjem til sit blindfødte Foster.

Jeg var den fredløses Tilflugt og Havn; tit har jeg skjærmet den saarede Hare; Lærkernes Spæde laa trygt i min Favn, saa imod Himlen med Øjne saa klare.

Tyttebærkonen sin rødnende Frugt krumbøjet sanked trods Lændernes Smerten; Hugormen kravled i Vrid og i Bugt, spilled med Brodden og svinged med Stjærten.

Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang, Loke drog saaende lavt over Sletten; opskjørtet Tatersken gik her engang med sine ravnsorte Haar under Hætten.

Har jeg ej skjærmet, o Jylland, din Jord, lagt mig som Værn om din Flyvesands-Bringe, dæmmet for Klitten, hvor Uroen bor, hvæsser i Blæsten sin Marehalms-Klinge.

Spørg hver en Spove, der spejder langs Strand, spørg hver en Klyde, der løfter sin Klage, om jeg bør skygges ihjel paa mit Sand, om jeg fortjener i Flammen at sprage.

Spørg hver en Mand i smaarudede Hus, der hvor han bred ud fra Dørkarmen skuer, om _han_ vil miste _mit_ klagende Sus eller _mit_ Vidsyns de vældige Buer.

Spørg, om _han_ længes mod Skovene blaa, naar--mens i Morg'nen han spreder sin Mergel-- Gjederne bræger, og Lærken den graa løfter sin Top i den duggede Spergel.

Vel er min Ranke kun mager og tør, lidt _jeg_ kun yder til Fadet og Bøtten; ringe jeg skattes af Oxer og Kø'r, men saa desmere af Sangeren, Skytten.

--Sært som min Hede er Menneskets Krav; _Brød_ skaber ikke hans Lykke alene; mæt ham med Velstand; før nogen ved af, skjælver hans Hjerte i Suk efter--_Stene_.

Und mig da Fred paa min Fædrenegrund! Lad mig i _Sandet_ dog Rødderne sprede! _Brød_ skal du hente fra _Muld_markens Bund, _Vidsyn_ og _Fred_ paa min drømmende Hede.

Aakjær-Sjørup, V. 1-5: Sommeren 1901. V. 6-12: 1/2 1905.

GLAD VISE.

Grønt gror nu Sivet, ja; grønt gror nu Sivet, ja, en Seng med Dun er ej saa lun som en blandt grønne Siv, trara!

Vi er fulde, vi skaaler og skjænker paa'et, vi er fulde--vi skaaler og skjænker paa'et; vor Præst han kys't Per Spill'mands Frow, og præked forkert ved at tænke paa'et.

--En Seng med Fyld, en Seng med Dun, en Seng blandt grønne Siv, aaja, men ingen Seng er dog halvt saa lun som Armen om Pigens Liv, trara!

Sjørup, Febr. 1905.

AN MARI TRAJTER ØL.

Nej Fanden sku fæjst sæ da mir te Jens Kræme! Her stor søn en Stoder og trower, han ska læ mæ, hwordan _a_ ska brygg, hwordan a ska baag, hvordan _a_ ska legg en Flæskbøst i Laag!

Og pinwon og gjerre det er jo æ Swin; _hwer_ Pott po æ Hyld saa kigge han i'en. _Saa_ tar en formøj af hans Miel og hans Maalt, _saa_ skuld en ha spaared ham tow Kjanne Saalt; ja haar en kjend Maagen!--Det er aalle saa møj som den usleste bette Taar Wand, en ska løj, saa ka han lav Vejlo og slaa med æ Dâr, saa det rister i baade Tallerkner og Fâr. --Han blywer da jen Tid længer og warr!

Nej, haaj en saa stej sæ endda te Kræn Skræjer; der kund en hejsen ha hat æ nø bejer! Han bøj mæ en Bøst saa tyk som mi Lor og Tow af den villerst For i æ Gord foruden mi Løn.--Men dér war jo Bøen, og han so jo Enki; og det er ett søen aa tur med anner dje skjødløs Knæjt, saa der bløw da ingen Brød af _den_ Bejt.

Det hid sæ jo osse, te han vild ha tavn mæ --ja søn te hans Kuen da!-men hwa sku det gavn mæ? Tho han er jo gammel, og gro o æ Bælle og snaar da saa grim, som en Mennesk ka blyw; som no den hèr sølle Haandtiring med æ Yw --og a'el sgu ett ha en Mand, der er skjelle! En ska ett ta enhwer.--Tho de'e da de færrest, der ett ka gaa og skjelt sæ en Kjærrest; men justemint find sæ nøj, en ka lid o en Kaal aa slaa Bund po, en Venskab aa slid o-- aah, det ka endda kost jen nø Beswær! For fand en sæ jen, en tyt, en haaj kjær, saa ska æ nok pass--jow det war ett sær! te saa er der osse anner o æ Tær.

No trowed mæ Synder, te _Soren_ holdt a mæ. Her gor _a_ og gjemmer hwer Diel, som han ga mæ! Ja, hwa _a_ haar lid for den skjødløs Dreng!

A _elsker_ ham--ogsaa saa det er faale! Hans Billed hænger øwer mi Seng. Æ Ramm den kost mæ en jawn Rigdaale!

Han kam her, saa tit mi Hosbond war ud, søn hen ad Awten, nær aalting war still; aanej, hwor bløw en da kanter og hwell, saasnaar te Soren han pikked o æ Rud! Og nær han kam ind, bløw der ingenting spaae; han haaj æ saa godt, som en Mennesk ka haae; en læd dem regir laant mir, end en mo, om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo; og ingen ska sej, te a bid heller kratte ham-- men laa han forlæng, ja hwad tho saa wat a ham.

--Og saa ska en nu ha aa hør i æ Bøj, te den forbandede Flaani Mett Fløj baade Nætter Og Daw staar og drøwsker atter ham!

Aa Jøsses, hwor bløw a da lid ved æ Los i Guer po æ Kjergaard! A Sto med no anner og glowed po Tolle-Thames hans Kos; a vender mæ om og gor ad æ Stett; hvem trower I, a møder anner end Mett!

Hun bruser forbi mæ,--søen!--kallepros; æ Buend--de bred saawal som de small-- de blæst jo om hind, som de war gal, og a tær forsuer mæ--ja læd mæ ett band-- men det er da bode sikker og sand, te _de_ haaj kost øwer syv Mark æ Al!

Hwa søen Stø jen hun haar godt ved aa hed sæ, hun haar jo æ Faar og æ Kjærrest te aa kled sæ. Men hwad haar ennaaen sølle Hjavl wal af Gled?

Der sto _a_ og bid i æ Knud af mi Kled; for hwad ka æ hjælp, te en _viser_ si Vred! En er, som en er, som en bløw af Worherr, og mukk imud ham er der ingen der tær!

Men ta den Kjærrest, ennaaen holder ve, nej, det sku no aalle ha Low aa vær te! Og mo æ ett roves, saa mo æ wal hwiskes: En Hjaani som Mett--a _tykkes_ hun sku piskes! Ja hwis _a_ haaj Majt, som blot a haar Ajt! --Aae Jøsses endda, tho der taft a æ Trajt!

Sjørup, 7/2 1905.

[Footnote: _Stoder_, Stodder; _læ mæ_, lære mig; _Flæskbøst_, Flæskeside; _Laag_, Lage; _pinwon_, paaholdende; _løj_, lunkne; _Vejlo_, Vejr; _warr_, værre; _Lor_, Laar; _Tow_, Uld; _villerst_, bedste; _Enki_, baade Enke og Enkemand; _Beit_, Ovnfuld Brød; _hid sæ_, hed sig; _skjelle_, skeløjet; _skjelt sæ_, liste sig til; _tyt_, syntes; _faale_, mer end forfærdeligt; _kanter_, oplivet; _hwell_, duelig; _spaae_, sparet; _haae_, ha' det; _wat_, vækkede; _Flaani_, Flane; _drøwsker_, higer hæftigt; _æ Los_, foragtelig Benævnelse paa en ung Kvinde (svarer til det mandlige: Lømmel); _tolle_, enfoldig; _Kos_, Kors; _Stett_, Stente; _kallepros_, meget kjæphøj; _æ Buend_, Baandene; _tær_, tør; _forsuer_, forsværge; _Stø_, Stykke; _hed sæ_, pynte sig; _sølle Hjavl_, sølle én; _Hjaani_, halvfjantet Fruentimmer: _æ Trajt_, Tragten.]

JENS FISKER.

Jens Fisker han bo'de derude ved Aa, hvor Græsset er grønt, og hvor Himlen er blaa.

Men hjælper det noget, ens Himmel er blaa, naar Livet er grimt, og naar Tanken er graa?

Og nytter den noget, den lullende Aa, naar Kjællingen baade vil bide og slaa?

Saa lod da Jens Fisker sit Skallevaad staa og søgte sin Vædelse uden for Aa.

Han sov som en Orne og drak som en Saa, mens Fisken slog op i den sorlende Aa.

Hans Kjælling, Marie, den gnistrende graa, hun garver ham Ryggen snart gul og snart blaa.

Jens Fisker han tygger med Taarer sin Skraa: "Gud hjælpe hver Kristen, hvis Kjælling vil slaa!"

Jens Fisker han trækker hans Vandstøvler paa: "Nu gaar jeg og drukner mig, So, i min Aa!"

Men Kjællingen larmer med Kjæften paaskraa: "Aa, Stodder, lad du kuns saa Støvlerne staa!

Jeg ved da, at Folk, der vil drukne i Aa, de trækker ej nye Vandstøvler paa!"

"Ja, ja", svarer Staklen, "men skal de _nu_ staa, jeg henter dem, naar du mindst tænker derpaa!"

--Jens Fisker han kyler sig ud i den Aa til Brasener brede og Skaller saa graa.

Men det er da noget, enhver kan forstaa; her slutter ej Visen om Jens og hans Aa.

--Naar Uglen er ude, og Natten er graa, da kommer Jens Fisker til Huset ved Aa.

Han lirker ved Pind, og han letter ved Slaa og trækker med Stønnen de Vandstøvler paa.

I Hylsklædet trimler sig Kjællingen graa med klaprende Tænder og strittende Taa.

Naar Timen er ude, hun hører ham gaa som Torden, naar den har faa't Vandstøvler paa.

--Det samme, det samme hver Nat, som er graa! Hun mister sin Snøvs ved at tænke derpaa.

Hun vaager med Lys, og hun stænger med Slaa; dog gjæster Jens Fisker med Bulder sin Vraa.

Men Kjællingen klager med Kjæften paaskraa: "Aa, at jeg dog ej lod ham Støvlerne faa!"

Saa sprang hun som Tudsen fra Brinken i Aa. Nu spøger de--hver med _sin_ Vandstøvle paa.

Jebjærg, Juni 1905.

JENS VEJMAND.

Hvem sidder der bag Skjærmen med Klude om sin Haand, med Læderlap for Øjet og om sin Sko et Baand, det er saamænd Jens Vejmand, der af sin sure Nød med Hamren maa forvandle de haarde Sten til Brød.

Og vaagner du en Morgen i allerførste Gry og hører Hamren klinge paany, paany, paany, det er saamænd Jens Vejmand paa sine gamle Ben, som hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten.

Og ager du til Staden bag Bondens fede Spand, og møder du en Olding, hvis Øjne staar i Vand-- det er saamænd Jens Vejmand med Halm om Ben og Knæ, der næppe ved at finde mod Frosten mer et Læ.

Og vender du tilbage i Byger og i Blæst, mens Aftenstjærnen skjælver af Kulde i Sydvest, og klinger Hammerslaget bag Vognen ganske nær-- det er saamænd Jens Vejmand, som endnu sidder dér.

Saa jævned han for andre den vanskelige Vej, men da det led mod Julen, da sagde Armen nej; det var saamænd Jens Vejmand, han tabte Hamren brat, de bar ham over Heden en kold Decembernat.