Part 7

Og bliv saa sød og rød og rund, faa Blomst paa Kind og Bær paa Mund.

Lad Vinden slege Nakkens Dun, og Solen kysse Halsen brun.

Lad Struben i hvert Drag af Luft nedsvælge Kløvrens Honningduft.

Har Sindet ikke ret Kulør, da flux i Sadlen op og kjør!

Ud hvor de blanke Bække gaar og Bølgeskvalp mod Stene slaar.

Hvor Faaret tøjres under Brink, mens Solen slænger Mileblink

ud over Fjorde kjøligblaa, som bitte Baade vipper paa.

Du lille Knæ, du vil faa tront, om Hjulet her skal ret gaa rundt.

Men trættes du af støvet Vej, vend om, kjør hjem, hvil ud hos mig!

23/1 1903

PROLETAR-BORGMESTEREN.

"Hvad skal de Fakler ved Raadhusets Port? Hvad er der undladt, og hvad er der gjort?" --En Mand er bleven Borgmester! "Jasaa, er det noget saa stort?"

Det er rart at se Godtfolk komme i Vej, men rager det strængt taget dig eller mig, hvem man til Borgmester vil tage? Ham, der tør sige, hvor Skabet skal staa, bremse de hovne og hjælpe de smaa, ham saa vi dem stændigt at vrage.

Saa fik vel L'hombrespillet nu en ny Matador, en Mand, der signer Stegen ved runde "Raaders" Bord, en Mand, hvis Ordner funkler saa viden om hans Plads, imens han sirligt løfter for Damerne sit Glas?

--Nej stop, kjære Broder! her tog du fejlt Bestik; din sunde, kloge Skepsis har i Dag slaaet dig Klik. Forgjæves vil du søge _hans_ Navn blandt "Folk af Stand", thi Statskalend'ren kjender ej Titlen: _Arbejdsmand_.

Men han, om hvem jeg taler, han kjender den forvist; han samled vore Skarer fra Kjælder og fra Kvist, han slog om løse Staver saa kloge, stærke Baand, og lærte os at skatte til Samholdets Aand.

Vi gjorde ham til Fører, vi gav ham en Hær, som ingen førte større hverken langt eller nær; dog ingen Snore fik han og intet Sværd ved Lænd; hans Distinktion var Kløgten, hans Hær var--Blusemænd.

Den stille Mand, der førte i ondt og godt vor Trop, ham er det, vi har løftet i Kvæld paa Skjoldet op; for Proletarborgmestren vi stak de Blus i Brand, fra hvilke Funker daler nu viden over Land.

--Rul ned, rul ned, Etatsraad! Træk Plydsgardinet til! De Fandens røde Fakler, de driver saa sært et Spil; de flimrer under Lofte i mangt et Rigmandsbo og taler frækt rødtunget om Fattigmands Haab og Tro.

Den Arbejdsmand, de lyste hjem til Borgmesterbo, han deler med os andre vor barkede Tro; _han_ leger ej med Løfter og svigter ej sit Ord, om end _det_ synes Moden _nu_ omkring de kaarnes Bord.

Den bliver ikke svimmel paa en Borgmesterstol, der stod i Slagets Stimmel i Regnskyl som i Sol, og den, der saa i Øjet saa megen ærlig Nød, han svigter aldrig Kampen om det daglige Brød.

For det maa ikke glemmes: den Kamp er ikke endt, fordi en Stol i Raadet fra Ryg til Front blev vendt. Det meste i vort Samfund er ude af Plan. Op alle Mand og drej det ind i _vor_ Meridian!

1/3 1903.

PAA Æ STUR HYW.

Fræ Kistelbakk og te Søndergord Hyw der er en elendig Graan Vej; ilyvvel: hwor mild jens Tanker ka blyw, nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej.

Der gi mi Foræller og pojed og sô og fand i æ Saând dje Fød; de laa dje Ved ad den Gryssen, de gjord, --og no er de beggitow død!

Det sukker saa sær øwer Kistelbakk og hwirmer om Søndergord Hyw. Om det ku vi hejsen faa møj aa snakk og osse en Hobben aa skryw.

31/5 1903.

[Footnote: _Hyw_, Høje; _Graan_, Smule, Stump; _ilyvvel_, alligevel; _jens_, ens; _hwer Knot og hwer Vrej_, hver Knold og Sving i Vejen; _gi_, gik; _og pojed og sô_, trippede i Mulden og saaede; _æ Saând_, Sandet; _laa dje Ved ad den Gryssen de gjord_, de lagde alle Evnerne i den Smule, de fik udrettet; _beggitow_, begge; _saa sær_, saa underligt; _hwirmer_, svøber med Blæst; _en Hobben_, en hel Del.]

EVALD TANG KRISTENSEN.

Do slæft med æ Kratt øwer Jyllands Ju'd, saalæng der en Stown war aa find; do skjøtted æ Top, og do jawnt æ Ru'd, saa no gor æ let nok aa bind.

De saa, do gik ledt nær mud æ Bund, hwor aal Slavs Lig hænger ve; men det maatt da vær nø vringelworn Hund, der vild gi dæ Stræger for de'.

Tho skraft do ledt nywer, end manne ka lid, og kam der en Rawt i di Jaen, saa kyller wal ingen æ Stro tesid, om og der æ mjest ve æ Kjaen.

Do sammelt i Dyngi, Kjanner og Stror hwer fatte, øwersit Mind. A sejer for mæ: det war hwell, hwad do gjord; og Danmark ska sej dæ'æ sind.

4/6 1903.

[Footnote: _Kratt_, en tung Høstrive.]

DE SYGE TYPOGRAFER.

Det er en stille Gjærning den at sætte med rappe Fingre Ordene paa Naal, som Tinsoldater smaa dem ind at rette og klæde dem med øvet Haand i Staal. Respekt for Daaden! I Evropas Stater er ingen Hær som Gutenbergs Soldater.

Der foldes ingen Fane ud i Solen, før deres Virken spredte Tvivlens Dunst, der sidder ingen Hersker fast i Stolen, før _de_ har øvet deres sorte Kunst; fra Baggaards-Lofter har de rystet Troner omkap med Cæsar og hans Legioner.

--Naar over vaade Sten Betjenten skrider, og Lyset slukkes i hvert stænget Hus, mens Maanen ned bag fjærne Gavle glider, --da danser Møllet end om _deres_ Blus. Det maa saa være; thi ved Morgengry du kræver jo Avisen, frisk og ny.

Men Nattevaagen er en farlig Leg, den suger graadigt Livets fyldte Lampe, saa Blodets Safter bort af Aaren dampe. Se derfor blev din "sorte Ven" saa bleg; thi Blyet ikke blot som Kugle dræber, selv ved dets Støv et Gran af Døden klæber.

Se, Danmark ligger nu i grønne Skifter med Rug og Skov til Horisontens Rand; henover lave Gaarde Vinden vifter, og Tøsen bader fra den aabne Strand; her hvor det sunde Hav sig saltfyldt tunger, her var et Frelsens Hjem for syge Lunger.

Aa, I som Lykkens Nøgle, _Sundhed_ eje, som aande ind dens Ambra Dag og Nat, som vandre skjæmtende langs grønne Veje, og kaste kjækt i Vejret Eders Hat: Tænk lidt paa ham, der sidder krum i Stolen og stirrer haabløst ud mod Aftensolen.

Ja, tænk paa ham, der ved sin sorte Pult har saaret sig paa sine egne Vaaben og nu et Rov for Snigesot og Sult ser Nødens, Dødens Dobbeltporte aaben; ræk ham din Haand! Han led jo for os alle, thi bør vi alle ham til Kræfter kalde.

August 1903.

STUDENTERSAMFUNDETS RUSKANTATE

EFTERAARS-VISE.

Gjøgen galed i Danmarks Lund, og Fjordene blaaned saa vide, Havren ringled i Middagsblund-- da vaagned _Gud Storm_ under Lide; sprang han over de rædde Straa: "Den Sommer mig varer saa længe; op at trille, I Bølger smaa, og rap jer, I blæsende Drenge!"

Tog da Himlen sin Stormhat paa, og Norden begyndte at blæse; Havets Pande blev mørkegraa, og Næsset fik Skum om sin Næse. Aldrig saa jeg saa vild en Dans, de rødeste Roser de blegned; Gjøgen selv gik fra Sind og Sans, og Herreste Je, hvor det regned!

Bonden vrider sin vaade Hat; han vender sit Hors under Bakke: "Var dog Rugen paa Stænget sat, og havde man Havren i Stakke!" --Ind ad Laage og ud ad Port jog Blæsten med Tuden og Plasken. Saâ blev Skovenes Ligvers gjort, og saâ gik en Sommer i Vasken.

RECITATIV:

Naar Stormen med de røde Teglsten spøger omkring en gammel frønnet Skolegaard, hvor en ærværdig Lind i Krogen staar --en munter Flok mod Hovedstaden søger.

De strømmer ind fra alle Landets Egne med Laser af Horats endnu i Jakken, med Somrens sidste Rose frækt i Frakken,-- en Fryd for Damer og en Gru for Degne.

Hvem elsker ikke disse kaade Fanter, der har Entrébillet til al Ballade! Er de end grønne, de er aldrig fade; de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.

Dog hvad skal Ungdom med "det møgle Guld"? Spørg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen; den svarer, mens den henrykt soler Bringen: "Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!"

Tal ej til dem om Høstens visne Løv, det falder, aa, saa let paa Russens Hue,-- ræk du ham hellere en høstlig Drue, før den har blandet sig med Jordens Støv.

Velkommen, Rus, som er for Klynken døv! Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade, skjønt I er blæst herind med Høstens Blade!

Saa skal det være! Ingen sure Fjæs skal skjæmme Festen; spids din Mund og blæs ad hver en Vranteper, og bar Ulykker lad hagle over hver en Eddik'brygger!

RUSSEN SER LOKALERNE.

Nu et Tryk paa Knappen der! Saa er vi paa Trappen her med Mathiesens Leg i Isens penselsvungne Hvirvelvejr. Se den Dames Fødder smaa! Hu, de er af Kulde blaa! Var det Schack han sa' til Lachmann: "Giv dog Barnet noget paa!" Opad vi aser i stigende Syner; Gassen lyner. Og det lyner af din Kunst, Mathis!

Venstre Sving! Paa dette Sted lad os sagtne vore Fjed; brug blot Maatten, _something rotten_ følger tit fra Gaden med. Her er Stedets læsesal, hisset blinker en Pokal; den er funden eller vunden, og nu staar den der til Pral. Saadan hos Romerne puniske Snabler, --"fulde Snabler"--stod i Stabler,-- blad du blot i _Bloch_!

Fra Trofæ til andet Fæ! Voilà, en Tyr af Træ! en Forening af--hvor god dog! Heltemod og Kalveknæ. Tyren er et Æventyr: Gjør man her for stærkt Postyr, hvis i Salen løftes Talen, ramler Halen af det Dyr. Hvil dig mod Væggen hvor Venus'er slumrer, mens det skumrer, mens det dumrer hult fra Gaden ind.

Saa til Husets Helligdom ogsaa kaldt: "det tavse Rum"; "dér maa bies, dér maa ties", saa selv _Berendsen_ blir stum. Her er Storhed hængt paa Søm; se dig bare rundt og døm: _Brandes'_ Smil bag Glaret glimter, _Høffding_ skimter frem i Drøm. Der har vi jo _Drachmann_ med Silke i Vesten! Han er Præsten, Digterpræsten i hvert Sangerlaug.

Ser du Bispens Have der som en Drøm i Maaneskjær? Lysets spinkle Straalestrenge gynge, hænge i dens Træ'r. Eller se St. Petri hist --mellem Taaerne en Gardist-- i sin grønne Kjortel stige spydrank lige for vor Kvist! "Tror du, at Kirkegaardsaanderne spøger?" Dumme Thøger, dumme Thøger, Bispen staar paa Vagt!

Sidde her med Pen og Bog, bli'e som _Høffding_ vis og klog, hvas i Talen som en _Hørup_, naar hos Lørup Viddet jog; spalte med en _Brandes'_ Glød, kaste Guld i Sprogets Skjød som _hin Syge_, der paa Flugten hist ved Bugten fandt sin Død---- Rus, her er Templet, og her er Exemplet; giv selv Stemplet, Viljesstemplet; ret dig, og bliv stor!

Tænk dig her en Vinternat! Sne i Dans om Pigens Hat! Langs med Muren bløde Byger kjælent stryger som en Kat. Nu blir Stormen rigtig slem; --_du_ maa følge Frøknen hjem-- Hatten krammes, Skjørtet strammes, Knæet træder yndigt frem. Byd hende dog Armen, mens hjemad det lakker! Hvor hun takker, hvor hun takker med sin Port paa Klem!

--"Ak, det var en Omvej, du!" Rus, du gaar vist fler endnu, hvis paa Talen kjendes Ka'len! --Nu til Salen staar vor Hu. Hvilken pragtfuld Kreds af Mænd! _Lachmann_, hvad er her for Spænd? Damer! Sang're! Tretten, fjorten! Nu stak _Morten-_ _sen_ i Rend! "Hej, hvad skal hænde?"--_Athene_ vil tale! "Er I gale, bindegale!" Sæt dig, Rus, og ti!

PALLAS ATHENE FRA SALENS BAGGRUND.

Da Tankerne var klare, og Himlene var blaa, i slanke Søjlers Gange gik _Platon_ sølvergraa. Turkiser og Karfunkelsten sad i hans Kappes Bræm; og som Karfunkler sprudlede hans skjønne Tanker frem.

Da Lusene var mange og Tankerne var faa, sad _Thomas af Aquino_ i Klostercellen graa; snart steg hans Aand mod Englene, og snart en Lus han knak; for begge Dele yder vi ærbødigst Thomas Tak!

Da Heltene var tyndet af, men Lusen end i Flor, drog _jeg_ fra Lysets Attika hid til det skygraa Nord. Her staar jeg nu i denne Sal med Lansen helst i Ro; dog hænder det, jeg prikker til én af de Lus paa to.

LIDT PASSIAR MED RUSSEN.

Vi er et Samfund--det ved du nok-- hvorom der føres megen Tale; vi vinder Garn af Athenes Rok og sværmer for det Ideale. Og vi har Digtere i Hobetal; de digter Digte, som en Digter skal; Sommer og Vaar hjemme de gaar, men kommer ud om Efteraaret.

Og vi har Fagfolk i Politik, hvoraf enhver kund' vær' Minister, der kjender Toldloven paa en Prik og vor Export af Smør og Ister; der drøfter Fremtid med den store Sfinks, der drejer nydeligt ved: rechts! og links! Altid paa Sko! Hjemglædens Ro de nyder bare, naar der stemmes.

Og vi har _Blege_, og vi har _Graa_, men vi har ikke mange _Røde_; og dem vi har, gad vi gjærne flaa og give hen til Ravneføde. De _Rødes_ Time--var den vel forbi! Det Graa er der dog mere Stemning i! Siger du nej, tier helst jeg, for du har Stemmeret i Aften.

For du er Intet, og du er Alt, og du er ej med Fraser foret; og du er Humle, og du er Salt-- at sige: der er dem, der tror'et, Paa denne Højtidsdag skal Troen staa: En Rus tør kun Forvorpne tvivle paa! Skaal da, min Ven, nik lidt herhen, og tøm dit Glas, mens du er ædru!

SILENTIUM.

Der kom fra Kathedret et gjaldende Raab: Vi har ingen Brug for Studenter! Søg ud, hvor I bygger med sikrere Haab, hos os I kun Skuffelser henter! Bliv Kellner i Kjøge, bliv Høker i Hals, gaa ud paa vore Torve og hold Fisk tilfals! Prøv Amerika! "Der kom jo _Jensen_ fra." Rejs ad Hekkenfeldt! "Der er saa mange meldt." Se efter i _Berling_, der ved de dog bedst, om nogen har Brug for Studenter.

--Aa, skjær dig ved Diget en Fløjte saa lang, og blæs denne Tale et Stykke! Tro aldrig, at Danmark er bleven saa trang, at ej hun har Plads for _din_ Lykke. Naar Læsset skal over den drøjeste Knold, og "bedre Folk", de skynder sig i god Behold, naar en nyfødt Sag igjen bekjender Flag, naar fra _Friheds_ Træk vi Sminken ønsker væk,-- naar Grunden skal spules i Augias Gaard, ja, da blir der Brug for Studenter.

Der stiger af Sumpen saa mangen Slags Dunst, der gaar os som Kolden i Kroppen, og Skokke af Hjærner i Liv som i Kunst forvirres af Lygtemands-Hoppen. Men hvis den skal kvæles den svovlede Brand, der sænker nu sin Tane over Danmarks Land, hvis forsagte Sind til Haab skal hjælpes ind, hvis den golde Gus skal ud af Gaard og Hus, hvis Tærsklen skal sænkes, saa Lyset naar frem-- --ja, da blir der Brug for Studenter.

Og fæst saa dit Blik paa det frelsende Vejr, der retter selv skjæveste Hytte! Idyllen er ude, en Stormtid er nær, og ingen fra Stormen kan flytte; den leger med Lande som Havet med Rav, det er som Aanden atter delte Land og Hav; Torsken den gaar der, og Manden han staar her,-- Borgen gaar i Synk til Bod for Hyttens Ynk; men hvis du tør staa under Stormskyens Bryn --ja, _da_ blir der Brug for Studenter!

Septbr. 1903.

FRÆ DEN JEN JEPP AA TE DENAAN.

VED ANTIKWARBOGHANDLER JEPP POULSENS 25-ORS JUBILÆUM.

Do handler med Skrøwter, som hwer Mand ved, og do forstôr æ, saa mari! De Bøgger, a skrøw i mi Ansigts Swed, dem sæler do laant under _Pari_.

Og kløftig det e' do, tak Skam dæ for _de_, saa møj der no blywer bor te dæ, det skuld da go mie end ondele te, om ett der war nøj, der hænd ve dæ.

No, Lykk ve di Disk, og Lykk i di Stow! Vi _ka_ saagu aa'sammel træng'e! Og gjør mæ saa aalle di Priser _saa_ grow, te ett a ka praang med dæ længe.

29/10 1903

[Footnote: _denaan_, den anden; _saa mari_, minsandten; _hænd_, hængte; _praang_, handle.]

HUSMANDSBRYLLUP.

Der er et Ord, som ingen Mand tør glemme: at kun for Haabets Barn er Lykken hjemme. For Tvivlens syge Bønner den lukker grumt sin Dør; men frejdig Sundheds Latter den skjænker helst Gehør. Held da dig, som fik lært at smile! Held enhver, som ved Arnens Hvile Lykken fandt!

Lad aldrig Livets Modgang jer forknytte, om end jer Rigdom blev en ensom Hytte! Med Enighed forinden er Stuen høj og lys, ved ømme milde Hænder udslettes Nattens Gys. Flidens Arm stille Fadet fylder, Kvældens Sol fattigst Vraa forgylder,-- Kvældens Sol!

Hvor Tvende ret fik Kjærlighed i Eje, var Gangen let om end ad trange Veje; thi hvad den ene høsted, den anden bandt i Neg, og saadan I forvandler en trælsom Dag til Leg. Trofast Gang gjennem Modgangs-Vrimlen! Lavt ved Jord tit var nærmest Himlen-- lavt ved Jord!

Og byg saa eget Hus paa egen Ager, saa gjennem egen Muld I Furen drager. En lille Plet ved Gavlen med Bær og Blomster smaa; og inde bag Gardinet skal ogsaa Blomster staa! Ude Flid, lange Skaar for Ruden, inde Fred og en Glut i Puden,-- inde Fred!

12/11 1903.

SE DIG UD.

Se dig ud en Sommerdag, naar de Bønder tromler: Land æfor og By æbag, Lærkesang og Humler, Byg i Skred og Bær i Blost, Barneleg om frønnet Post. Rugens Dræ med Duft af Most i Drift om brede Gaarde!

Danmark er et lidet Land, strakt fra Nord til Sønder, har dog Brød til alle Mand, Kjøbstedfolk som Bønder. Rugen med det svulne Knæ voxer langt i Bakkens Læ; Humlekop og Pæretræ faar Sol mod hvide Gavle.

Færgen med det brede Bryst, klædt i Staal og Plade, pløjer Vej fra Kyst til Kyst over Bælters Flade. Kobberspir og Tag af Tegl ser sig selv i Havets Spejl; langvejs ude hvide Sejl mod grønne Øer bovner.

Toget stønner tungt af Sted, højt sig Røgen løfter; Plagen staar ved Vangeled, slaar sig løs og snøfter. Hyrden kobler sine Kø'r; Aftensuk i Siv og Rør; fra den aabne Smededør gaar lange Skumrings-Gnister.

Slider Byen, danske Mand, altfor stærkt din Trøje, tag et Maal af Danmarks Land fra dets egne Høje: Synet--fjernt af Banker lukt-- bliver frit mod Bælt og Bugt --stemningsfyldt som Hejreflugt om Kvæld, naar Sol gaar under.

21/12 1903.

HEDENS DEGN.

Saa synger jeg da om en gammel Degn, der ser saa langt over Lyng og Hede og glider i eet med den Langsynsegn, hvor Urkok skogrer, og Ræv har Rede. I faar nu lytte. Vor Degn vil flytte; om lidt saa pinder han her sin Hytte og gaar sin Vej.

Hvor Vindene farer saa haardt af Sted og bøjer alt, hvad de ej kan brække, der burde der krydses et Mærke ved de faa, som Stormen ej kunde knække. Den gamle vidste: Hver Storm vil miste sin Kraft mod Aften og bort sig liste som Pust i Korn!

Thi siger vi Tak til den gamle Degn, der holdt sig rank i de onde Dage; der findes ej Lys i hin aabne Egn, som ej vil blinke en Tak tilbage. En Lærers Gjerning, den kræver Værning, den kræver Solskin--og Mistros Fjerning, om den skal gro.

Og _mere_ var han end en gammel Degn, der sidder værdig i Hyndestolen; paa Menighedsskuden var han Kaptajn langt mer end den, der fra Gud har Kjolen. Naar Præsten "søgte" med Bøn og Lygte, hvem, tror I da, maatte "Kaldet" røgte, om ej vor Degn!

Og kom man en Aften saa til hans Dør med Støv paa Sko og med Lyng i Hatten, da stod han paa Trappen der rank som før og holdt os fængslet til langt paa Natten. Fra Solen dukked, til Dør blev lukket, fra Gjøgen kukked, til Lys var slukket: eet Lattervæld!

Ja, tit vil jeg savne den gamle Degn. Men søger Foden de vante Stier, mens Raaen ser ud fra Plantagens Hegn, og Heden skjælver af Melodier: min Bylt jeg sætter, min Ryg jeg retter, min lynggraa, falmede Hat jeg letter for _Hedens Degn!_

31/12 1903.

MAJSANG.

Hej hvilken herlig Vind! Nu blæses Somren ind, Skyggen skrider over fjerne Høje; Gjøgen, den glade Skjælm, kukker fra Digets Ælm; Bonden knapper op sin korte Trøje.

Landet af Dis er fyldt, Staden er solforgyldt; blid den Syge indved Muren lister! Blomsten slaar Øjet op, Hækken har Knop ved Knop; du kan næsten høre, hvor de brister.

--Ingen er idel Aand, vi ikke idel Haand; vi har Længsler, som i Sjælen skjælver; Længsler mod Frimands Kaar, Længsler, som Næring faar, naar sig Himlen--blaa om Jorden hvælver.

Slupne fra Vintrens Tørn, staar vi da Vaarens Børn her med Sommerblæsten i vor Fane; hvor vi end Lejren slaar, naar vi end Sejren faar-- under lyse Himle gaar vor Bane!

25/4 1904.

FOR VI TRÆDER HVERANDRE--

Der staar en Purle ved Vejens Sving, en Egeknast saa Forkrampet; den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring, og aldrig den blev til nogenting, fordi den for tidlig blev trampet. For vi træder hverandre i Dyndet ned.

Ja Livets lovende Førsteknop den ødtes grumt for de fleste; thi raged ogsaa en enkelt op med Jærn i Veddet, med Frugt i Top, det blev dog kun Purl det meste. For vi træder hverandre i Dyndet ned.

Den argeste Ulv i Skovens Skjød blev slikket engang af sin Moder. Men _du_--hvad Svar mon _din_ Haardhed bød, hvis atter hin Røst af Himlen brød: "Hvad har _du_ gjort med din Broder?" For vi træder hverandre i Dyndet ned.

Det Barn, som vaagner af drømfyldt Blund-- den hele Sol vil han kræve; men lad ham først kjæmpe en Livsens Stund, da vil for at vinde en Straale kun hans tryglende Læber bæve. For vi træder hverandre i Dyndet ned.

Juni 1904

OLE NYGAARD.

Han var en stille Vandringsmand, hvis Sjæl var i hans Sag; han spurgte ej om Navn og Stand, men kun om Hjærtelag. Hans Arbejdsmark var Lyngen og Landet nær derved, og Hedelærkens Syngen har stedse fulgt hans Fjed.

Han gik saa glad sin Solskinssti fra Vuggen til sin Grav, og aldrig gik han Hus forbi, hvor Døren kun er lav. Hvor Hedebarnet brunes blandt Tørvestakke graa, der lyste ret hans Lunes sig Tumlen med de smaa.

Han trykked mangen barket Haand, der var af Feber hvid; han løsned tit de værste Baand i Fattigdommens Strid. Hvor vilde Magters Skygge hang som en Tordensky, der hjalp han til at bygge for Fredens Gud et Ly.

Og traf du ham en Middagsstund i Sommerugens Læ nedsegnet i et stille Blund med Tasken mod sit Knæ, hvor kunde han da smile hvert Fnug af Træthed hen og glad og vaagen ile ud til sin Dont igjen!

Det er ved stille Daad som hans, at dette Land skal gro; vel spørges sligt ej udenlands men slaar os ved sin Tro. Her kjendtes ingen Vaklen: "Gjør Gavn, saa langt du kan! Ræk Haanden ud til Staklen; kanske han da bli'r Mand!"

--Saa mangt et liv blev ringet ned med Klokkens sidste Klemt. --Om _ham_ ved Hyttens Barn Besked, _hans_ Daad har Hjærter gjemt. Naar Maanens Straaler vide belyser Hedens Sti, da vil de ikke glide _hans_ lave Grav forbi.

18/6 1904.

AN MARI HINNE FILOSOFI.

Som a gik med mæ sjel, a saa te mæ sjel, og mæ sjel saa ijen te mæ: Hold Yw med dæ sjel og pas nyw po dæ sjel, for anner de passer kuns _sæ_.

Men a swored mæ sjel, og a saa te mæ sjel, akkuraat som a no sejer _dæ_: Pas en Bett po dæ sjel heller ett paa dæ sjel-- det er jet og det samm for mæ!

22/6 1904.

[Footnote: _hinne_, hendes; _sjel_, selv; _saa_, sa; _Yw_, Øje; _nyw_, nøje; _sæ_, sig; _en Bett_, en Smule; _jet_, eet.]

ARBEJDERNES LÆSESELSKAB.

Om Danmarks Strande render den blanke Bølgesnor; men ingen Bølger glimter, hvor Arbejdshæren bor; med tunge gyldne Straaler gaar Solen i sin Seng, før den har naaet at skinne paa Gydens Tøs og Dreng.

Hvor Sol og Bølge svigted, tog Arbejdshænder fat, de tændte Lys paa Kvisten og Haab i Gydens Nat; thi der hvor Hjærter ildnes ved trofast Sammenhold, er Brødet mindre bitter og Stuen mindre kold.

--Det var i Tider trange I satte Hjem og Bo; Forræderi mod _Loven_ den op i Synet lo; Oplysningsfaklen stredes med en Ministerpraas, og _Lysetænd're_ gjemte man helst bag Bolt og Laas.

Men I tog fat og rydded med Armen krum og stærk, og Salen her i Aften den lyser af jert Værk. Fra lange Bogreoler gaar nu en slagen Gang til Kjæld'rens Barn som Kvistens, til Gyden mørk og trang.

--Pas paa den Skat af Bøger og jeres Samlingssal! De er mod al Slags Trældom et ildfast Arsenal. Mens Malmkanoner splintrer Kulturen som et Glas, _vi_ kjæmper for, at Bogen skal ta' Kanonens Plads!

Vi kjæmper for den Fordring, at i hver Himmelegn skal Rig og Fattig nyde den samme Sol og Regn! Vi tror, at Slidets Sønner har Krav paa anden Ret end sultes ud og spiddes paa Krigens Bajonet!

Og stod end aldrig Bragen og Bulder om vor Færd, vi var dog smaa Soldater i Aandskulturens Hær. Og aldrig skal vi trættes, men evigt flytte frem vor Fakkelvagt mod Mørket, der knuger Gydens Hjem.

8/10 1904.

RØJTER-ANNERS OG HANS MUER.

Tho a er jo Røjter, og a er fræ _Fløj_, mi Muer hun kam jo fræ _Trøwed_. Hun nær sæ som Skræjer, ilav a blæw føj, Og aaltid med Armud hun døwed. Hun ried og stak æ Næt med æ Daa og gløj saa geswindt hinne Jaen; det er træls aa vær te, nær en nap tær vær glaa, for æ Fød skaen ha, ja det skaen.

Hun war kuns en sperrise, lilajte Kwind, men som hun kund brug hinne Finger; ja nær en Naals Tro hun sku risp heller twind, de gik som æ Lærki si Vinger. Og som hun da kund handtir hinne Saws! Hwer øwles Strimmel fæk a en, hwer Tro og hwer Trumm, der flid aa fræ æ Klaws for æ Bøen skaen gled, ja det skaen.