Part 6

Men da han saa den Mopseflok, han mimred, lo, lo atter: "Ja, var jeg ikke _Grand danois_, saa brast jeg nu i Latter!

Thi er det ej de Mopser graa, jeg var til idel Plage, hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev i mine Velmagtsdage?"

Dog, naar man er en _Grand danois_, saa passer man paa Munden; og ogsaa vores havde snart den rette Anstand funden.

Han rømmed sig og sagde: "Tak! gaa ind og smag paa Mosten; et Baand til jeres Halestump jeg skikke skal med Posten!"

--Saa endte den Deputation til hele Landets Skogren; hvor andre har Rebellion, der har de Mopser Logren.

22/8 1901.

MIN HJEMMEN.

Jeg er født paa Jyllands Sletter, der hvor Lam af Lyngen nipper, der hvor hvergarnsklædt og liden Moder tørred sine Stripper.

Helst jeg mindes Sommerkvælden, naar de tunge Stjærner tændtes, medens under Portens Mørke Stud og Hors af Selen spændtes.

Rugen stod rund mod Lervægsgavlen, bøjet svagt af Junidræet; Duggen faldt paa Gjøgens Vinge, hvor han gol i Hyldetræet.

Koen stod med Reb om Øret ved en frønnet Vognkjæp bunden med en Kat paa hver sin Side og med Drøvets Drevl af Munden.

--Inde var kun lavt til Loftet, Maanen kasted Lys i Stuen; Bedstefar i Lædertrøjen stavred om ved Skorstensgruen.

Mor gled ind ad Frammesdøren, slæbende paa Malkespanden; snart har Koens varme Drikke fyldt hver Barnekop til Randen.

Far kom kroget ind fra Stalden, hængte Trøjen op ved Bjælken, spiste tavs, indtil han sagde: "Lad os takke Gud for Mælken!"

Bad vi da i Lys fra Maanen, som kun Børn og Bønder beder, medens tunge Stjærner tændtes over brede, tavse Heder.

Kjbh. 7/12 1901.

[Footnote: _Strippe_, Træspand, hvoraf den ene af Staverne danner Haandtaget; _Dræ_, Kornets Støvblomster; _Drevl_, Dyrets nedhængende Sagl; _Frammes_, Kjøkken.]

JULEBREV TIL HJEMMET.

Hvor Marken standses af frønnet Led og Engen er Aaens Næste, der ligger en Gaard i Julefred; den vilde jeg gjerne gjæste.

Og Bjælken spænder saa tungt i Loft i denne Mindernes Bolig; hver Mus i Halmen, hver Spurv paa Toft de pipper til mig saa fortrolig.

Jeg synes de Spurve kalde mig hjem, jeg ser et Lys bag en Rude, jeg skimter en Dør, der aabnes paa Klem for en, som altid er ude.

Aa, laan mig din Vinge, du Spurvelil, ej bare din Pippen og Klage, da uden Tøven med Sang jeg vil mod Hjemlandskysterne drage.

--Vær vakkert hilset, du Søskendflok i Gaarden, hvor Dugen nu bredes, hvor Faders Spade og Moders Rok endnu med Ærbødighed fredes!

Og ser jer saa frem ad den østre Port og ud ad den vestre Længe, da har I et Syn saa omspændende stort af Aa og Agre og Enge.

Da mindes I alle den sære Tid, vi vanked der svedig og bøjet, med Skovlen paa Nakken, med Hjertet i Strid, med Udfartslængsler i Øjet.

Da mindes I ogsaa de gamle to, der nu holder Jul med hverandre etsteds, hvor Lykken er mere tro end her, hvor vi bævende vandre.

Kjbh. 26/12 1901.

JACOB HEGEL.

Der staar en Bygning i en gammel Gade, hvor Dagens Bulder intet Ekko faar; en fornem Jævnhed smykker dens Facade, og der er Stemning om den hvide Gaard; fra slidte Fliser op dit Fodtrin bæver os med en Højtidsklang mod Væggen slaar, og der staar skrevet; Porten er kun snæver, ad hvilken du til Gyldendalen naar.

Det blev et Forraadshus mod Tiders Trængsel, som fornemt hvidt det stod i Døgnets Slud: og hver Gang Døren drejed paa sit Hængsel, fløj derfra Tanker over Norden ud; de spredtes viden om som Dræ paa Heden, bar Smil og Graad til mangt et følsomt Sind, hist kom de kjært som Frø til Fugl i Reden, og her de sprængte sure Hjærners Spind.

--Hvem haaber mer ved _Staal_ et Folk at tage? Er Krudtets Fam omsider dreven væk, der staar paa Marken kun lidt Blod tilbage og saa en nedskudt Fane bag en Hæk. Nej, _Tidens_ Sejre, _vore_ Troja-Kampe de vil nu vindes paa en anden Vis: En fattig Bog undfanget ved en Lampe har tit bragt Glemsel for en Hærs Forlis.

Og derfor Tak til dig, du tavse Spreder, hvis gyldne Mærke blinker fjærn og nær; en stille Mand, en fast og rolig Leder af Bøgers stolte, fri Erobrerhær. Af Danmarks Største har du faa at savne af dem, hvem ingen Storm rev Sejl af Raa; fra Norge hented du de digre Navne, der er som graa Granit at løfte paa.

Bag hin Erobring af de Bedstes Bøger vi skimter mere end lidt praktisk Sans, vi ser bag Pultens Rand en Mand, der søger ej blot sin egen Hæder, men sit Lands. Om _Dybden_ af din Daad maa Tiden dømme; men derfor alt Nationens Ros du faar, at du gav Ly til dem, hvis Hjærners Drømme med Nordlysstræben imod Zenith gaar.

Kjbh. 19/1 1902.

VIGGO HØRUP.

Grøn staar Vinterrugen ind mod snelagt Gaard; tung og bred i Smugen Sjællands Bonde staar; skyet Panden luder, Øjet graadfyldt ser. Aa! saa har han spurgt det: Hørup er ej mer!

Runden af vor stærke, sejge Bonderod bar han Folkets Mærke paa sin Herde god. Folket gjaldt hans Tanke, Folket rundt vor Sø, Folket, hvor det vender Furen under Ø.

Kornets Sus og Sange leged i hans Stil, Sol fra Vig og Vange tindred i hans Smil; Skalkeblinket lyned, kom du ham for nær, som en Dolk, der vendes brat i Solens Skjær.

Landets Bøgedale hvisker end hans Lov; aldrig bedre Tale klang i Sjællands Skov; Bøgen stod og lytted med sit fine Blad, Folkets tyve Tusind jubled hjærteglad.

Med den danske Sommer var hans Aand i Pagt, Sprogets Bær og Blommer ved hans Haand blev lagt. Som en Valmukrone over Nælders Top steg hans ranke Klarhed over Vrøvlet op.

Hørups Manddoms-Tanker --Høst af bedste Tægt-- blev som Redningsplanker for en kæntret Slægt. Dumt at tro, han skjæmted, blot fordi han lo; Alvor stod bag Spøgen med sin Bondetro.

Snart de høje Bøge grønnes om hans Gaard, der hvor brune Høge ned fra Luften slaar.

_Han_ var Høgens Frænde. Frihed var hans Krav; Sjælland var hans Vugge, nu er det hans Grav.

Kjbh. 20/2 1902.

FREDERIKSBERG.

Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner klang etsteds saa hjemligt som her om _dit_ Slot? _Haven_ med Brud i de vuggende Kroner-- er det end lidt gammelt, det pynter dog godt. _Fred'rik_ bag Porten i gammeldags Kjol-- kanske lidt barsk, men godmodig for Resten; Godheden randt af _din_ lunende Sol, Barskheden kommer af Blæsten.

Her har _han_ vandret, din Stoltheds _Aladdin_, smile til dine Børn paa sin ensomme Gang; her bag de hældende Kroner han kvad din kanske lidt for vege, men dybtfølte Sang. Nu staar han hugget i Malmen den graa, der hvor af Færdsel det buldrer i Natten, viser dig, Borger, hvor langt du kan naa, blot der en Gnist under Hatten!

Fortid og Nutid paa Vejene mødes, sagte de formæles i Havernes Duft; Asfalten bredes, mens Stokrosen rødes, Traaden strammes ud mod den lysende Luft; Kranerne knirker, og Hamrene slaar, funklende Lys under Sporhjulet spruder, medens histude, hvor Havglitret gaar, lang'ligt en Stordamper tuder.

--Der kommer en, han maa med i min Vise: Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat; sirligt han tripper der midt ad sin Flise, Foden følger efter, hvor Stokken er sat. Frakken den lange af gammeldags Snit hopper en Kjende ved Føddernes Listen, Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt-- kjender du saa Pensionisten!

Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner, naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt; Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner, Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net! Skræm hende ikke ved gjækkende Tegn; hun gaar med Blussen sin elskte i Møde, her hvor med Duft i _dit_ skjærmende Hegn natligt Syrenerne gløde.

Vinteren 1902.

GRUNDLOVSSANG TIL FJANDBOERNE.

Der er et Land saa indeklemt etsteds paa Jyllands Kort; blev Stedet end af Verden glemt, saa er det Land dog vort; thi paa dets brune Tuer sad vi som Børn og sang, og fra dets Høje skued vi Verden første Gang.

Der flyver Viben lavt om Gaard mod Blæst og Bygevejr, og Sommeraftnens Tofler slaar højt over tavse Kjær. Mod Høstens Tid af Lyngen der titter røde Bær, og tusind Lærkers Syngen dig følger, hvor du er.

Og der gaar Solen langsomt ned imellem Banker graa, mens Hors naar hjem fra Dagens Béd og Møllens Vinger staa. Hen under Himlens Arker gaar lange Dales Gys, mens langs de øde Marker der tændes Lys bag Lys.

Og der er Bonden jævn og støt, i hvert et Savn forsøgt; men Savnet gjør ham ej forknyt og avled aldrig Frygt. --Han kjørte Sand paa Mosen og Mosejord paa Sand; det gav _ham_ Gryn i Posen og Hæder til hans Land.

Hvor Ploven altid holdes blank, der er ej Fattigdom; hold Agren ren og Modet rank, om og din Ryg blev krum! Thi _Frihed_ vil kun dvæle hos ranke Sind som Gjæst, men lamme, syge Sjæle dem fly'r den fra som Pest.

Og naar du henter Traven hjem, og naar du Engen slaar, og naar din Plejl med Fynd og Klem hen over Halmen gaar-- da husk, at "Grundlovsgaven" med Junidagens Sol har Drøjsel lagt i Traven og Hynde paa din Stol.

--Og dette Land saa indeklemt paa Danmarks vestre Kort-- kanske det dog ej rent er glemt, blot Sløvhed jages bort. Og derfor skal du tage dig Mænd til Folkets Raad, der frem og ej tilbage vil styre Tidens Baad!

22/5 1902.

[Footnote: _Tofler_, Bekkasiner; _Béd_, den Tid, Dyrene er i Arbejde; _Arker_, de hvide Fjerskyer; _Drøjsel_, Forslag.]

PRESSEN.

Fordum Fyrsters kjøbte Slave, nu Monarkers Ligemand; brudt er længst Censurens Stave; Synet frit til Hav og Land; Pressen--løst af Fortids Vold-- staar nu kun i egen Sold.

Se hvor langt dit Rige spænder, sammenholdt af Ørsteds Aand! Om en Ø i Havet brænder, Asken samles i _din_ Haand. Ruslands Trusel, Finlands Graad naar til dig ad samme Traad.

Malmen, som i Jorden lytter, blev dit Lunes Gyngehest; ud og ind Maskinen flytter Blad paa Blad til sidste Rest. Bonden til sin Aften-Grød drøfter Kinas Morgen-Nød.

Slukkes end hvert Lys i Staden, brænder et endnu hos dig; ruger Tavshed over Gaden, til _dit_ Hus naar Søvnen ej. Remmen haster vildt af Sted, Hjulet mumler sit derved.

Tanker, som for Øret synger, naar de bæres ud ved Gry, smidigt sig om Valsen slynger, krystes mellem Staal og Bly; Ordet, klædt i Malmens Dragt, vandt dig Rang af Verdensmagt.

Som Kyklopens er din Gjerning, du Minervas yngste Søn! Held har sjældent fulgt din Tærning; Skuldertræk var mest din Løn; dog, saa langt Kulturen naar _dine_ Spor i Agren staar.

Bonden, som med Blink i Øjet klapper glad sin hvide Gris, Svenden, som i Søndagstøjet spørger sejgt om sin Avis; Doktor, Høker, Skolemand fyldte ved _din_ Brønd sin Spand.

--Hvad end Tidens Strøm vil føre hid af Skum og Storm og Slud, vil du staa med Haand bag Øre lyttende i Natten ud. Dermed er din Gaade sagt: Du er Tidens Hejrndalsvagt!

Juni 1902.

SØREN OLESEN.

Gamle Søren, lad mig mindes end en Gang med Pen i Haanden, hvad du var for mig og mange, mens du selv var ung i Aanden:

Bred paa Foden, bred om Lænden, bred og djærv og tung i Talen; Stemmen blød og vemodssløret som et Aaløbs Fald i Dalen.

Intet Hovmod, ingen Fraser, stille Ord om Kristensynet, og to milde, brave Øjne ærligt lysende bag Brynet.

Ordet sank i aabne Hjærter blødt som Hattedug paa Kornet; intet Brøl i Domsbasunen, intet Hyl i Helvedhornet.

Og tilsidst, naar Talens Mildhed havde Sindene bevæget, svam og bølged Salmens Toner varmt igjennem Kjæmpeskjægget.

Stærkest var du, naar du talte Hjærtets Sag bag Bjælklofter, hvor Forsamlingen og Ordet begge gik i Bondekofter.

Der hvor Rævekløgt og Goldhed svinger Klokken hist paa Tinge, fik din Tale noget nedstemt, som de golde kaldte "ringe".

Men for den, der sad og hungred efter _Ærlighed_ alene, var _dit_ Ord imod de andres ogsaa her som Brød mod Stene.

--Gamle Søren, tunge Sorger tynged paa din gamle Nakke; længe saa jeg paa dit Aasyn, at dit Held gik ned ad Bakke.

Skjælmen lo endnu i Øjet, men med Skjælmen kjæmped Taaren; nu er Kampen altsaa sluttet, og dens Udfald nævnes: _Baaren!_

30/7 1902.

JENN HJEMM.

Æ Blaaner de drywer, og æ Swaanner de flywer, og æ Fowl de flokkes i æ Kjâr; æ Blaad de salder, og æ Hawl de ralder, og æ Blæst den tar i æ Dar. Men a sejjer ind ved æ Skyw og tarer æ Dôg af mi Rud; for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw, er ind saa laant bejer end ud.

Æ Suel den skjenner, og æ Skyg den gjenner, og æ Kokk de gaaler saa glaad; æ Plejl den pikker, og æ Klokk den dikker, og æ Ugl--hun sejjer o æ Laad. Men a ska _wal_ hold mæ i Rumm, for ind er det mjest af mi Gled; nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst, saa blywer æ Brokk i hans Red.

Æ Gord blyver gammel, æ Laad krykker sammel, og æ Sals haar en Klink i si Dar; æ Tækki er røwn, æ Fløj den er fløwn, og æ Gowl den hwæler te Nard. Men hvad vil ett hæld og forfald, om Naadens Visdom ska raad! Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør, a høt ham da føst baag æ Laad.

Ja, her haar a sungen, og her haar a sprungen, og her haar a hat mi Kon Gled; og her haar a sowed, og her haar a plowed, saa snaar æ Tiddaws war tered; og her haar a gavn med mi Maag, og her haar a funden mi Fød, og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem, ilav mi Forælder de død.

Mi Faar saatt Snaare, mi Muer hun kaare imell hun gik med æ Ryw; men da de bløw kroged, og æ Øwnsyen doged, de so som no a, ved æ Skyw; de listed sæ ud te æ Hjørn; der kund de saa knøw sto og kig; no legger de inden æ Kjerregordstett ledt nurden den søndele Dig.

Æ Vief hun skriger, o æ Blæst den stiger, og æ Popler haar tront med aa swing; æ Regn den pilrer, og æ Vildgjæs hwilrer, og æ Ugl hun letter o æ Ving. Ja, Ungdom og Gled de er henn, og Sommerens Daw de er drøwn, og den der ett mir faar en Lærki aa hør, han tinker paa dem, der er fløwn.

1/8 1902.

[Footnote: _Jenn hjemm_, ene hjemme; _æ Blaaner_, Skyerne; _Fowl_, Fugle; _salder_, aftager; _ralder_, rasler; _sejjer_, sidder; _æ Skyw_, Bordskiven; _nær_, naar; _æ Knoger_, Lemmerne; _laant_, langt; _æ Kokk_, Hanerne; _bus_, storme (om Vinden); _Brok_, Grævling; _Gord_, Gaard; _krykker sammel_, synker sammen; _æ Sals_, Stuehuset; _Tækki_, Taget; _røwn_, revet; _Fløj_, Vindfløj; _Nard_, Nord; _Kukmand_, Gjøg; _Kon_, Smule; _Maag_, Mage; _bette Krumm_, bitte Smule; _kaare_, kartede; _doged_, dugged; _so_, sad; _tront_, travlt; _pilrer_, smaaregner; _hwilrer_, larmer; _drøwn_, dreven væk.]

MI NANNE, JA.

Der gor en O her vejsterpo med Fleg omkring og Kwanne, ja; aak, der war det en Lyst aa go i Awtensdôg med Nanne, ja!

Æ Suel er nied, men øwer æ Hied der flywer en Pa Tanne, ja; æ Gjej han slaar, æ O den gor med aal mi Sind mud Nanne, ja.

Nys drøw en Æl; no kam en Hwæl som fræ wor Møllers Swanne, ja; aak, de er tow, ka sow i Row, nær a mo tink paa Nanne, ja.

Æ Nætter er no mørk og kold, æ Vejlo wot og vande, ja, men a gaar øwer Kjâr og Knold og vejsterud til Nanne, ja.

Der stor en Lys i Nannes Rud for mæ og ingen anner, ja, te ett a gor i Syk derud, men vinder hjem te Nanne, ja.

Ved Piggerbøen det tit er swær aa skjell æ Own fræ Kjanne ja, men det tar a mæ aalle nær, saalæng a haar mi Nanne, ja.

For gor æ gjemmel ondt hæ godt, og stige heller strande a, saa er _hun_ mej i mi Komplot, mi Dawsens Gled, mi Nanne, ja!

10/8 1902.

[Footnote: _Fleg_, bredbladet Græsart; _Kwanne_, en Skjærmplante; _Awtensdôg_, Aftendug; _Tanne_, Terner; _Gjej_, Gjedden; _æ O_, Aaen; _Æl_, Byge; _Hwæl_, Skrig; _Row_, Ro; _wot og wande_, vaadt og vandet; _Kjâr_, Kjær (Flertal); _Syk_, Synk; _skjell_, skille; _æ Own_, Avnerne; _Kjanne_, Kjærner; _gjemmel_, gjennem.]

ARBEJDERSANG.

Junkerspiren kaster stolt med Nakken, naar han peger paa sit Adelsskjold. --_Vi_ er Børn af dem, der brugte Hakken ligefra den første Fortids-Old. Adel, Fyrster steg paa _vore_ Rygge, og vi bar dem over Ørkners Sand: fedeligt de sad i Palmers Skygge, naar vi andre savned Brød og Vand.

Adelsskjoldet er et tvivlsomt Mærke, hvisker om, hvor højt en Mand kan naa, naar hans Rovinstinkter blot er stærke, og han selv tilpas er snu og raa. Hakken, ak, gjør ingen Mand til Greve, skjænker knap en Hytte trang og lav, gi'r os Feber-Kost, imens vi leve, og naar vi er død'--en Fattiggrav.

Vi blev født, hvor Lyset langsomt piner sig igjennem Baggaardssmøgers Graa, der hvor kolde stønnende Maskiner hugge Tidens Stræng i Stumper smaa. Intet Haab og ingen Himmelstige stræbte op til Lysets klare Blaa. Hvem har givet Solen til de rige for at svøbe Mørket om de smaa?

Thi som Planten, naar den Lyset savner, bøjes langsomt, skjælver ned og dør, saadan blev vort Liv som golde Avner, Evnen selv randt bort som Sne, der tø'r. Dampmaskinens strubehede Aande pustes mod vor Kind i dybe Støn, ingen agter paa vor blege Vaande, alle har kun Tanke for vor _Løn_.

Disse lange, lysforladte Gader overskygged vore Barndoms-Aar; disse kolde Huses Rude-Rader blinked aldrig med et Strejf af Vaar. Men vor Arm blev stærk, vor Haand blev hærdet ved at gribe om Maskinens Staal; og vort Øje spejder uforfærdet mod et stort og gyldent Fremtidsmaal.

Ja, som Samson i sin unge Styrke bar Filisterporten bjærghøjt op, stige vi en Dag fra Gydens Mørke over Grav og Grøft til Lysets Top. Med det _gamle_ Samfunds Port paa Ryggen lejre vi os i en Verden ny, og mens Taagen letter, smiler Lykken fra det _nye_ Samfunds Morgengry.

Septbr. 1902.

VENSTREVISE.

Nu har vi læst Aviser nok og kjender eders Planer, nu venter vi det Rytterchoc, der sprænger nye Baner, der slænger kjækt i Mudder-Grav de blinde Fortidsjætter, og Folkets Ret og Folkets Krav paa Hædersbænken sætter.

Vort Statsskib blev paa Bedding sat, det trængte haardt til Spanter; det havde Brud paa Ror og Rat og Læk paa alle Kanter. --Nu raader vi, I kaster los, før Vreden gaar i Gjæring, nu er det Tid, at Skroget faar den sidste Overtjæring.

Taalmodighedens sagte Vals I vil saa gjerne lire, men Strikken, om Ideens Hals blev ofte det: at fire. Den kjække Skipper fanger Mod, naar hvidest Søen bovner. Drik Vinen, mens den end er god, og Øllet, før det dovner!

I tyve Kjedsomhedens Aar vi har Forbedring ventet; saa gid vor syge Tvivl nu faar omsider Sakramentet! Kald Grøde frem i Folkesind, og Vækst i Danmarks Dale, og ring med nye Klokker ind en bedre Rigsdagstale!

Ja, vi vil ud i aaben Dyst, hvor Saltstænk frisker Blodet, ej ligge under Dødvandskyst og samle Vand i Ho'det. Og lad os saa faa Flaget op og Skuden ud at sejle; sund Politik er salten Hav og ingen Brakvands-Vejle.

26/9 1902.

BJØRNSTJERNE BJØRNSON.

Hvor Ørnene drømmer bag rimtynget Gren, der sidder en Gamling som hugget i Sten; hans Manke den bruser som Elveskum, og Fjældkilder klunker der rundenom.

Mens Sagaens Stortid i Mørke er endt, og Oslo er sunken, og Hlade er brændt, og Høvdingenavnet en Frase snart, hin Aulestads-Høvding har Tiden spar't.

Der jog som en blaanende Elv i hans Blod, som Laksens i Fossen saa stridt var hans Mod; han vilde se Norge og Norden stærk, i Nordfolket skue _sin_ Ildsjæls Værk.

Han byttede Hjærte med Ungdommens Hær; i haardhændet Kamp fik vi Høvdingen kjær; han flytted ej Grænser med Støbestaal, men vakte vor Længsel og gav den Maal.

Først sad han med Grundtvig i Kærren hos Thor, og Graaulven tuded, mens Bukkene for; saa drog han med Darwin paa Højfjældsfærd, saa Verdener stige af Solbrandsskjær

Og Sangene randt fra hans undrende Streng saa friske som Blomster af nyslaaet Eng; de kommer imod os fra Eng og Ø med Ungpige-Latter og Duft af Hø.

Og Bøgerne fulgte i Sangenes Spor; hans Værker langs Kysten som Langskibe for, og lagde den gamle saa brat til Land, stod Pressen og Kirken og alt i Brand.

Han knalded med Pisken fra Solgudens Vogn, Hans Hærpile hasted fra Sogn og til Sogn: men sank over Sindet et Pust af Fred, da sang han for Norge, saa vi sang med

--Højt løfter vel Dovre sin snehvide Krop: i højere Glans naar dog Ætlingen op; de tvende vil favne den norske Jord, mens Skibe og Skægter gaar rundt om Fjord.

4/12 1902.

JULEAFTEN.

Og Far gaar rundt paa Loen og ryster Halm og Havrestraa, han bærer Vand til Koen og Mælk til Kalve smaa; han stikker Hø i Faarets Hæk og stryger det om Kinden, imens han glider væk.

Og Katten staar paa Hjaldet og strækker Hals og springer ned og mjaver lidt i Faldet af bare Kjælenhed; og Hakkelsemaskinens Hug de skjærer gjennem Kvælden som haarde, tunge Suk.

Og Far han ta'r nu Limen og fejer op og rejser Vind, mens Sølver-Maanestrimen staar over Tærsklen ind; han skifter Halm i sine Sko og sætter Pind for Døren og skjænker Kvæget Ro.

Saa staar han lidt og grunder med Øjnene mod Jorden vendt; han gi'r sig gode Stunder, for nu er Dagen endt. Fra Ladetagets gamle Skjæg det drypper støt og stændigt mod Syldens gule Klæg.

Saa gaar han hen til Hunden, der vogter bønligt paa hans Færd: "Hvorfor skal du staa bunden, nu Julen er saa nær!" Dens Lænke klang mod Stenen brat Pasop kan næppe sanse, han springer som besat.

Men bag de lave Ruder der vikles Dug af Mangelstok; paa Risten Stegen spruder, og Mor har sat sin Rok. En Krans af Gran om Spejlet gaar, trearmet Julelyset paa Messingstagen staar.

Stadstøjet frem er hentet, og Ovnen staar paa blanke Ben, med Sand er Gulvet strentet helt ud paa Trappens Sten, og over Bedstemoders Stol der straaler Strygejærnet mod Loftet som en Sol.

Saa træder ind i Stuen besindigt Karl og Arbejdsmand og skubber langsomt Luen ind over Bænkens Rand; de spejder langs det hvide Bord os rokker sig til Sæde foruden mange Ord.

Mor titter frem bag Klinken, af Skorstensilden rød om Kind. Far kjender hendes Blinken og henter Flasken ind; _det_ stemmer alle Sind i Dur, den klare, gyldne Vædske er farvet med "Tinktur".

--"Fik Øget nok at æde, og har nu Koen ingen Savn, saa sæt jer kun til Sæde enhver i Jesu Navn; med sulten Mund er ingen glad, men der er langt til Bunden i Julens Sulefad."--

Snart høres Skeer klinge, og hvert et Sind er mildt og mæt, og Duftens fede Ringe omslutter Skaren tæt; og Pudlen med det laadne Bryst ser op fra Bordets Tremmer i lækkersulten Lyst.

Men ude drypper Taget, og Himlen staar saa høj og kold; selv Maanen er nu draget med Lygten Gud i Vold. Men langs den mørke, vaade Jord staar tusind Lys og blamrer fra Bønders Julebord.

24/12 1902.

ARBEJDERSØLVBRYLLUP.

Femogtyve lange Aar hvirvled Sne i tynde Haar, lagde Rynkespil om Øjet, magred Kinden, Ryggen bøjed --saadan skreves Livets Kaar.

I en Tid, hvor alting brast, holdt I ved hinanden fast; I har ej jert Sind forandret, trofast har I Vejen vandret uden Vaklen Haand i Haand.

Sorgen kom som hyppig Gjæst, Sygdom røved Lønnens Rest, Vaagelampens spæde Flammer lyste fra jert snævre Kammer mangen søvnløs Midnatsstund.

Øde Nætters Barnegraad gjorde ofte Kinden vaad; tit har I med stille Vaande lyttet efter Barnets Aande, naar paa Trappen Døden stod.

Dog for den, som haaber fast, aldrig rigtig Lykken brast; Sorgens Dag og Graadens Nætter, bange Sjæles Rædsel sletter Evighedens Finger ud.

Gjorde Troen Gangen let, da har Tvivlen tabt sin Ret; bar I bedre Livets Kulde; satte trygg're Fod i Mulde, da var Troen Lykkens Ven.

Solen i Guds klare Dag fandt vel ogsaa eders Tag, blinked skjælmsk paa Blomst bag Rude, leged ømt paa Vuggens Pude, titted ned i Barnets Drøm.

--Femogtyve svundne Aar her med Stav i Haanden staar, hilser tavse paa hverandre, nikker mod jer, før de vandre ind til Evighedens Kaar.

Decbr. 1902

DU OG JEG.

Mit Liv jeg tager som en Arbejdsdag med meget trælsomt Stræb og ringe Mag, men imod Kvælden kryber jeg i Ly, og naar saa Kvæget vralter mæt mod By, da skal vi sidde ved en kalket Gavl og skue langt hen over Grønsværstavl, hvor Haren hopper om paa lange Ben og snuser ivrigt til de vaade Sten, mens Lyngen svajer lidt i Vindens Drag, og Solen synker ned ved Kølleslag; men før den vældig ned bag Heden gaar, den væver røde Traade i _dit_ Haar, og hvor den ej fik saaet de gyldne Drys, der gaar jeg varsomt efter med et Kys.

23/1 1903.

MED EN CYKLE TIL MIN KJÆRESTE.

Hvis du vil altid være min, skal denne Cykle være din.

Og styr den snildt og led den let, og flyt dig frit fra Plet til Plet.

Kjør aldrig nogen Mand omkuld, han være ædru eller fuld.

Riv ej din Næstes Port af Led; det vil du ikke frydes ved.

Ja, vogt dig vel for Grøft og Bæk, for hule Spor og Tjørnehæk.

En Politibetjent er fæl, men værre dog en Lygtepæl.

Mød aldrig Danmarks favre Møer; da hellere en Kobbel Køer;

de sidste _kan_ af Vejen gaa, de første bumser lige paa.