Part 4

Ung Herkules kasted sig rundt i sin Seng; skjøn Omphale laa ved hans Side. "Hvad er det dig fattes, min egen Dreng? hun fritted med Øjne saa blide.

Ung Herkules rejste sig op med et Sæt, saa Sengen i Fugerne jamred: "Nu vel, jeg er bleven af Ømheden mæt og aander saa trangt her i Kamret.

Jeg ledes ved i Alkover smaa saa hvide Kvinder at kryste og længes efter paa Fjælde graa med laadne Skjælmer at dyste.

Jeg hader din Seng og din trinde Lænd, din Hal, hvor Narren slaar Mølle; o, Omphale, Omphale, ræk mig igjen min Løvehud og min Kølle!"

Kjbh. 21/1 1898.

DA DE DØMTE ZOLA.

Saa fik du da endelig Digteren dømt, du Verdens forbandede Skjøge, der aldrig Tid eller Stund har forsømt Nationernes Synder at øge, der tog vore Sønner og tæred vort Brød, der myrded og hærged og fængsled og skød, til du var alene om Magten.

Det vidste alt længe den menige Mand, der pløjer og hamrer og høvler, at intet kan trampe et Folk og et Land som Krigerens pløkrede Støvler, at Retten er fældet, at Loven er brændt, at Spydet er mod den retfærdige vendt, hvor Sablen støttes af Korset.

Og saa blev han dømt, den glødende Aand, Evropas digtende Tænker, der løfted mod Gud sin besværgende Haand for En, der sad bøjet i Lænker. Nu slæbes han selv til Fængselets Krypt, og der vil de gjemme ham sikkert og dybt, mens Stjærnerne tændes og slukkes.

Men det vil du angre, du franske Nation, der bor i de hundrede Stæder og vandrer omkring mellem Rhinen og Rhôn' og nævntes i Verden med Hæder. Der kommer en Dag, da Navnet Dreyfus vil fylde dit Blod med isnende Gys og rødme din sænkede Pande.

Og da vil der løsnes et Suk i din Barm mod ham, der for Retfærd har dystet, mod ham, du forfulgte med Raaben og Larm og flaaede Ordnen af Brystet; og da vil du samle hver Stump af hans Ben, og smykke hans Minde og kranse hans Sten og pynte dig selv med hans Hæder.

Kjbh. 22/1 1898.

BEDST I DANMARK.

Lyd af Latter, Klang af Gafler, Taler for den nye Præst, som for Bisp og for Kolleger fejrer en lukullisk Fest.

Stegen dufter, Vinen perler rødligt paa de hvide Skjæg, medens Kristus tornekronet vaander sig paa Salens Væg.

Og de fromme Gubber glædes kristeligt ved Øl og Mad, og ydmygeligt de tømmer Glas og Bæger, Skaal og Fad.

Og de løfter sig i Sædet under Rømerglassets Klang, og de synes, der er dejligt i vor lille Dannevang.

"Tro mig, Venner", siger Bispen, sætter Gaflen lidt i Hvil, mens hans Blik langs Bordet glider i et stort og saligt Smil:

"Al den Sorg, som Folket trykker. Kivet mellem Mand og Mand, al den Men, som Hadet brygger i vort elskte Fædreland--

det er blot en liden Skygge; faar vi først den rette Tro, skal paany de Daner bygge kristeligt i Fred og Ro.

----Aa, vi kjender disse Røster, disse plumpe Raab om Brød; maa jeg spørge, mine Præster, lider man i Danmark Nød?

Føder Gud ej Ravnens Unger, overstraaler Liljens Dragt ikke, som Salmisten sjunger, selve Salomons i Pragt?

Bølger ikke Kornet fagert paa den blide danske Vang; klinger ikke lifligt sammen Lærkeslag og Klokkeklang?

Intetsteds der ofres bedre til Begravelse og Jul; ingen Mad os bedre smager end det gode, danske Sul.

Hvorfor da misunde Frankrig, hvorfor skue hen til Schweiz? --Aa, vi har det godt i Danmark! ----Ræk mig Stegen, Pastor Steisz!"

23/1 1898.

SMEDEN OG MISSIONÆREN.

Den raske Smed har alt optændt sit Baal, og Hamren danser paa det røde Staal, mens Smedjens Rum af Gnistesværme fyldes, og Loftets Sod af Flammerne forgyldes.

Og ude i den blide Foraarsdag ned fra hans gamle Hyttes skjæve Tag der lyder Fløjtetriller, det er Stæren. Da træder over Tærsklen Missionæren.

Vor Smed ham hilser med et Nakkekast, imens Hans Fromhed taler haardt og hvast om stakkels Syndere i Djævlens Vold, om dem, der rystes rundt i Satans Sold, om Ordets Under os om Verdens Salt og _Bønnen_, der har Lægedom for alt.

Vor raske Smed har ladet Hamren synke, og over Panden tegner sig en Rynke.

"Hvad taler du om Synd og evig Død; jeg maa vel skaffe mig og mine Brød; thi den Maxime gjælder kun hos eder, at _den_ faar gratis Brød, der flittig beder.

Hvad Troen angaar har enhver vel sin; hvorfor bebrejde _mig_, jeg ej har _din_? Du beder sammenkrøben i dit Kammer, jeg beder her med Haanden om min Hammer. Og hvem kan vide, Præst, maaske dens Klang naar højere end eders Salmesang.

Men lad mig nu i Ro, for I skal bede, men jeg",--han pirred op i Ilden--"jeg skal smede".

Ad øde Veje svinder Missionæren,-- men bag ham hamrer Smeden, fløjter Stæren.

25/1 1898.

DET BANKED PAA MIN RUDE--

Det banked paa min Rude alt i den sene Nat; derude stod min Yngling, min Elskede, min Skat.

Jeg tog ham om hans Hoved og kyssede hans Kind; hvor kunde jeg vel nægte min Gut at komme ind!

Og op han sprang i Karmen saa let som en Bold, og ned i mine Arme, mens jeg hans Hænder holdt.

Han slynged sig ind til mig saa smygende let, og vugged mig og kyssed mig saa hedt, aa, saa hedt!

Han løfted mig fra Jorden med Armen om mit Liv; jeg blev i hans Favntag saa veg som et Siv.

Han løfted mig, han kyssed mig, han favned mig saa fast, at mit Hjærte det bæved, og mit Bælte det brast.

Saa ved jeg ikke mere; jeg svimled i hans Kys, mens ind ad Vindvet vælded Fuldmaanens brede Lys.

Og lad kun Verden snakke og sige, hvad den vil, der er dog ingen Lykke som Elskovens til.

Vinter 1898.

KLOKKEREN.

En Klokker er Klokker hvordan det gaar, men denne var bare et Klokkefaar.

Det hvideste Lam i hans Menighed, med hende attraaed han Enighed.

Han fried til Grete med fagre Ord, men Lammet løb brægende hjem til sin Mor.

Den Klokker ikke et Suk begreb og hængte sig saa i sit Klokkereb.

Vinter 1898.

TRE TROLDE.

Der var tre vældige Trolde; de drak sig drivende fuld; saa blev de tapre og bolde og sloge hverandre omkuld.

En gik paa Hodet i Dammen, én rullede ned i en Grøft, den sidste krængede Hammen og styrted med Brøl i en Kløft.

Vi se, at naar Troldene drikke og siden begynde at slaas, da gaar det Bæsterne ikke en Smule bedre end os.

Vinter 1898.

BRUDESLOT.

Ude paa Per Krænsens Vestermark bag en gammel Pil med skallet Bark staar et tomt og faldefærdigt Skur, brugt i fordums Tid som Kalvebur.

Vindvet skeler stygt mod Jorden ned, Døren knap af sine Hængsler ved; men i Hytten er en Bunke Straa, det har mangen Jomfru hvilet paa.

Denne Hytte er et Trylleslot, Egnens smukke Piger ved det godt, der saa mangen fik sin Brudeseng, mer end Løfte om den første Dreng.

Der er herligt i den Hyttes Skjød, naar en Hedebrand gjør Himlen rød; Juninattens Maane skjænker Lys, Bondes sunde Datter Kys paa Kys.

Vinden leger i den gamle Pil, Græssets Sanger gnider glad sin Fil. Gik der nogen paa den øde Sti? Det var blot en Brok, der strøg forbi.

Hu, i Piletræet skreg en Ravn, Morgenrøden tænder alt sin Bavn, Marken sløres af en blaalig Em, to og to gaar unge Elskte hjem.

Natten lænker mig til Pigens Mund, der er Trolddom paa den Hyttes Bund, Egnens smukke Piger ved det godt, og de kalder Hytten: Brudeslot.

Foraar 1898.

VAAR-RIM.

Moders Dyner er lagt paa Hæs, Koen dryner--hun vil paa Græs, Bien brummer om Kubens Mund, Toflen trommer mod Aftenstund.

Viben skriger, dens Kuld er fuld, Blomsten stiger af solbagt Muld, Hønen nipper et Korn i Flæng, Musen pipper i Barselseng.

Katten med hvide Sokker paa gaar paa Diget blandt Klokker blaa, nyser hastigt i Lysets Bad, spiser paa Skrømt et dugget Blad.

Nu ta'r Pigerne Pynten paa, Forklæ'r hvide og Tøfler smaa, Perlekransen om nysat Haar-- Tøflerne danser mod Gildesgaard.

Sommer 1898.

[Footnote: _dryner_, et langtrukkent, undertrykt Brøl hos Koen; _Toflen_, Bekkasinen.]

REGNVEJRSSTEMNING.

Fra ensom Vraa jeg stirrer ud i Dagens Graa og Vejrets Slud.

Nys pisked Regn mod Husets Væg, nu hænger Dryp i Tagets Skjæg.

De Draaber falder een for een og splintres brat mod Gaardens Sten.

En Draabe fik ej andet Kald end det at pønse paa sit Fald.

--Som Dryp fra Tag saa synker ned min Nat, min Dag mod Evighed.

Og uden Stands, mens Regnen slaar, _idag_ forvandles til _igaar_.

Een Draabe fyldt af Lysets Guld, een levret sort som Jordens Muld.

Saa drypper ned ens Hjærteblod i Evighedens staalgraa Flod.

29/6 1898.

MEDLIDENHED.

Kom alle Hunde til min Dør og vilde saa gjærne slikke, jeg væbned mig med mit spanske Rør og prygled den hele Klike.

Gik alle Præster, som Gud har skabt, frem for mig med Bedekranse og bad for min Sjæl "som gaar fortabt", hvor skulde min Svøbe danse!

Bliv fra mig med jeres Medlidenhed! Jeg aldrig for Døden skjælved; og reddes ved jer!--nej, hellere ned i Kvalernes dybeste Helved.

--Ej saa, at jeg hader den milde Haand, der glatter Fortvivlelsens Rynke, men blot den flade, forhyklede Aand, der smigrer sig selv ved at ynke.

Ej dem jeg hader, som Lindring bar til Fattigfolks livshaarde Vaner, men dem, der selv først Røvere var, og senere--Samaritaner.

Giv Retfærd Sæde ved Verdens Ror, fri Folket fra Dumhedens Mare, sørg for, at ingen gjør ondt mod sin Bro'r, da kan du "Medlidenhed" spare.

Da voxer der Brød til hvert sultende Barn, der leger langs Rendestensbrættet, og Lasten, der fisker med lovløse Garn, skal ingen fange i Nettet.

Da skaber enhver sig sit eget Behov, og ingen Nødlidende gyser. Først da er der Mening i Sang og i Lov, naar ingen sulter og fryser.

Efteraar 1898.

GAA I SKOVEN.

Er du syg i dit Sind, er der Brod i din Sjæl, er der Ebbe og Fald i dit Mod, har Misundelsens Giftyngel stunget din Hæl og beslimet din Sti, at som havrullet Pæl den bedragerisk svigter din Fod, sidder Sorg ved dit Fad, sidder Savn ved dit Krus, er der lavt til dit Loft, er der trangt i dit Hus-- gaa i Skoven!

Er der Lys over Hjem, er der Majsommervind, er der Vaarhimles tindrende Blaa; er der vuggende, sukkende Drøm i dit Sind, er der Længsel mod _en_, der har rødnet din Kind, skjønt den før kun var gusten og graa; synes Verden dig daarende blank som et Spejl, og dit Liv som et Hav med vel tusinde Sejl: gaa i Skoven!

O, du susende, brusende, rodstærke Skov med din Bøgs blødt omfrynsede Blad! Under blankstammet Birk skinner Daadyrets Bov, i din Jord staar der Spor af dets flygtende Klov, i din Top kvidrer Smaafugl sig glad; og med Høg over Bøg glider Tankerne ben for at vende tilbage som Drømme igjen gjennem Skoven.

14/5 1899.

HØGEN.

Vær hilset Høg over Granetop, du stolteste Fugl i Skoven! Du stirrer trodsigt mod Himlen op, din Flugt er vild og forvoven.

Du kløver Brisen i vilden Lyst, mens grønligt Øjnene spejde: du hugger dit Næb i din Fjendes Bryst, og aldrig du skjænker ham Lejde.

Du er en Røver for Gud og Mand, i Blod du sølede Hammen; du ser med Foragt paa den vrikkende And, der spejler sin Fedme i Dammen.

Jeg elsker vel ej din blodige Klo, men Flugtens Sus om din Bringe, dit vilde Blik fra dit stolte Bo og Solens Blink paa din Vinge.

16/5 1899.

KLOKKEN.

Jeg kommer langs en øde Sti, der gjennem Rug sig slynger, mens Aftenklokkers Harmoni sig ind i Sjælen synger.

Den sære Sang af Klokkers Klang ved Sommeraftentide, det er et Stykke Hedenskab, som alle godt kan lide.

Bestig en Høj en Junikvæld, lyt spændt ud over Landet, og mærk dig denne dybe Lyd af Graad og Jubel blandet.

Og prøv, om ikke du endnu, mens Myg om Øret svirre, kan høre Oldtidsslægters Tro i Klokkemalmet dirre.

Juni 1899.

KJESTEN.

Ung Kjesten red sine Foler tilvands --horrihej.-- Der sad ved Aaen den sorte Frans --horrihej. Og Frans han hwøwted, og Kjesten gled paa nøgen Fod i hans Arme ned-- --hor-ri-hej!

Gud naade dig Kjesten i Franses Arm. --horrihej-- thi aldrig du laa ved saa falsk en Barm. --horrihej.-- Han lokker alle de Piger smaa, der færdes om Kvæld ved den dampende Aa. --hor-ri-hej!

Hvad hjælper Vægren en Pigelil --horrihej-- naar Natten kogler, og Manden vil --horrihej. En Sivbusk ved en lulllende Aa er svigefuld Grund at hvile paa --hor-ri-hej!

Det var alt langt over Midjenat --horrihej-- før Kjesten fik sine Foler fat horrihej.-- Saa blussende rød hun hjemad red, hans Kys,--endnu de paa Kinden sved --hor-ri-hej!

Ej mere saa hun den sorte Frans --horrihej.-- Ej mere rider hun Føl tilvands --horrihej; men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa, mens Taarer drypper paa Vrist og Taa --hor-ri-hej!

Jebjærg 12/6 1899.

SAADAN GAAR DET.

Der gik saa krumme Veje ned til den blide Aa, hvor Padderokker neje om Ællingerne smaa--

Hvor Baaden sagte strammer den tynde Hampesnor, og Trævlekronen brammer i blegrødt Silkeflor--

Hvor Gjedden staar og stirrer med gnavent Underbed, mens smaa Libeller svirrer sylfidelet afsted--

Hvor Rylen gaar og nusser blandt Breddens vaade Sten hvor Viben Vingen pudser, og Storken viser Ben.

Men saa kom Industrien og saa paa den Idyl; den aged ud paa Engen en hæslig Hoben Fyld.

Den tinged og den tegned og rammed Bjælker ned; i sytten lange Uger gik hundred Mand og sled.

Da letted Stork og Ryle, i Skræk de langvejs fór; selv Baaden rædselsslagen rev ud sin Hampesnor.

Og Aaens Vande vred sig i Skum om Værkets Hjul, og selve Gjedden bed sig i Kjæben i sit Skjul.

Men Dampens Dæmon snøfter urolig Dag og Nat, og kjækt Fabrikken løfter sin sodbedækte Hat.

Dens Varer er de beste, dens Ry er viden kjendt; afvigte Vinter gav den sin Stifter ti Procent.

De gamle krumme Veje blev macadamisert. Gud ved om Fremgangsmaaden dog ikke var Forkert!

Jebjærg 5/8 1899.

AFTENSTÆVNE.

Naar Køerne er malket, og Mælken siet op, og Æggene er samlet ind fra Vrøvlen, naar Kattene har faaet sig en Taar i deres Kop, og Kalvene en Borren Hø i Bøvlen, da stænger jeg for Hytten, dog ikke altfor haardt, jeg sætter beresten en bitte Pind i, den vil min snilde Hendrik med Lethed lirke bort, mit Kammers ligefor det gaar du ind i.

Men alt maa ske med Læmpe, og alt maa gaa med List og du, min elskede, maa gaa paa Sokker, for mærkede min Fader vor Hensigt, tror jeg vist, at jeg fik Hug og du, ja du fik Pokker. Og derfor vær forsigtig, min egen, egen Skat, kom først til Døren, naar min Far han snorker, og hvil i mine Arme, og vær hos mig i Nat, og jeg skal elske dig saa ømt, jeg orker!

5/8 1899.

SKUESPILLERINDEN PAA HEDEN.

Legende Barn af en legende By, hvor tør du danse paa Lynghedens Høje, hvor tør du juble din Trille mod Sky, her hvor enhver har lidt Graad i sit Øje!

--Heden har Skræmsel, og Heden har Savn, Sangen og Glæden, dem kjender den ikke; sidder der to med hinanden i Favn, er det med sky og med nedslagne Blikke.

--Saadan omtrent har man skrevet og sagt, lidt vi dog agter den Jeremiade! Er end vor Hede alvorlig i Dragt, yder dens Tuer dog Læ for de glade.

Hør, hvor det jubler af Lærker i Sky; hørte du gladere Sange derhjemme? Legende Barn af en legende By, løft kun med Lynghedens Lærke din Stemme.

Græshoppen sidder saa trind og saa glad, gnider sig Skanken i Mangel af Fele, stryger og lytter og lirer sit Kvad, stolt af sig selv og tilfreds med det Hele.

Legende Barn af en legende By, dans du kun dristigt paa Lyngen den brune, og, naar du trættes, bag Porsbuskens Ly del med en Sanger dit smittende Lune.

Jebjærg 13/8 1899.

OLE.

Ole sad paa en Knold og sang lal-la-la! Faar og Beder omkring ham sprang --tral-la-la!

Lyngen sused, og Skyen gled, Udflugtslængsler i Hjærtet sved.

Heden stænged, og Mindet spandt; Moders Øjne dog stærkest bandt.

Snart den Ting dog blev aabenbar; Minder gjør ikke Sagen klar.

Stak saa Ole en Dag i Trav, stod med ét ved det store Hav.

Øjet skinnede, Taaren randt, intet mere i Verden bandt.

Over Havene Hyrden fór, Faarene staar der endnu og glor.

Ej kan Bede og Faar forstaa --lal-la-la! Længslers Tog over Bølger blaa --tral-la-la!

Jebjærg 13/8 1890.

KOM MI BETTE KIPKAL.

A haar tjent Jens Masen no halvanden Or, skjønt han er en Asen _i_ og _om_ hans Gord.

A maa pas hans Høwde, a maa ref hans Fyld; haar æ ett aa løw ve, saa faar a æ Skyld.

A haar gyd hans Ruesstok, a haar past hans Lamm, drøwen med hans Goesflok aa og i æ Damm.

Rejen med hans Følkloj, fløt en affentow, rend æ Gord si Møllboj, nær de anner sow.

Der haar ingen frej mæ, a haar hat æ stræng, skjønt æ Stoder stej mæ næjsten uden Peng.

--Kom mi bette Kipkal, kom mi bette Kwi! Hosbond han er hwipgal søn ved Awtensti.

Derfor maa du rapp dæ no mi bette gul; her haar a di Klaptræ, hwor haar do di Mul?

Bløw wor Hosbond hwipgal, det war ild aa spør; kom mi bette Kipkal med di løjen Ør!

13/8 1899.

[Footnote: _Høwde_, Kreaturer; _ref hans Fyld_, ribbe hans Fjer (Gaase- og Hønsefjer); _haar æ ett_, har _det_ intet (= Kreaturerne); _gyd hans Ruesstok_, gjødet hans Roser; _Rejen med hans Følkloj_, redet med hans Plag; _fløt en affentow_, flyttet den af og til; _Møllboj_, Møllebod; _frej mæ_, fæsted mig; _stej mæ_, fæsted mig; _Kwi_, Kvie; _hwipgal_, hastig gal; _gul_, gule; _Klaptræ_, Bindsel; _løjen_, laadne.]

MADS TAMMESES MAREN.

Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok; hwer Sønde sáa rend dæ paa Towten en Skok; men hwa skal en gjør med dem Piger saa smo, hwem alle gefalle, men ingen maa fo.

De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads, drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas; men ingen te Ringen war rigtig tepas, for klared han Maren, han straaned paa Mads.

Ras Væwer han skæwer en Kjende for vidt, og Pejer han sejer saa bettele ledt; Jepp holdt sæ for kroged, og Povel for rank, og Wolle haaj salle en Ør i æ Bank.

Øg søn gik der Or, og søn gik der Daw, den Bejlen te Maren kam aalle ilaw; ad Ore saa gik hun i Pever og Frø, saa no war hun gro, hwo hun hejsen war rø.

Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt; no holder der salle en Kjæft paa æ Towt; og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn te Tâf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.

Husk endle, I Piger, i Træsko og Skow; Der tæskes, imen der er nøj o æ Low; der kommer de Dage--ja det ved Worherr! da I vil ha alle, men ingen ha jer.

Jebjærg 15/8 1899.

PER SØWREN.

Med Bisselær i mine Sko og godt Humør til Færden, med ringe Mønt, men Tørst for to saadan kom jeg til Verden. Min Mor gik rundt og Grise skar, min Far han spilled paa Lire, hvis det var _ham_, der var min Far, for Sognet har skjænket mig fire,-- thi een var for lidt for Per Søwren!

Hvorfor jeg egentlig blev til, paa det jeg grunder stændigt, men kun eet Svar der komme vil: Min Mor fandt det nødvendigt! Ej sættes paa Anklagebænk du, som er nu i Graven; da Livet var din enest' Skjænk saa Moder: Tak for Gaven! Den slides med Taal af Per Søwren.

Og jeg gaar rundt Fra Hus til Hus og klinker gamle Fade og limer Hank paa søndret Krus og holder Godtfolk glade. At sidde ved en halvtømt Kop og kildre Fjol paa Halsen, mens Pigebørn gjør høje Hop og tumler sig i Valsen; Hej, det er et Liv for Per Søwren!

I fordums Tid jeg viden drog og drev mod Syd med Stude; men da det ikke mer Forslog, saa samlede jeg Klude. Jeg bragte Piger Markedskram og Baand og Blonder stive, fik hist et Kys og her en Dram, og hvad en Glut kan give; for sligt er en Skat for Per Søwren.

Jeg aldrig gaar en Kro forbi, naar jeg har Mønt i Pungen; den Mand, der slider støvet Sti, maa ogsaa læske Tungen. En Mark paa Disken slænger jeg: "Nu Vært, lidt rap paa Haanden! Een Pæl til dig og to til mig! saa skal vi fugte Aanden; men een er for lidt for Per Søwren!

I hvert et Sogn der sad en Tøs for mig i stille Venten, og naar tilsidst jeg rev mig løs, hun fulgte mig til Stenten; der sa' hun mig et ømt Farvel og kyssed mig paa Panden; og bagved næste Sogneskjel der mødte mig--den anden; for een var for lidt for Per Søwren!

Ja, saadan fór jeg Landet om og stavred over Heden, fra Storken fløj, til Viben kom, og Sommeren var leden. Den Sommerdag blev aldrig lang, naar Tørsten først var slukket; een Lærke over Issen sang, og een mod Munden klukked, for een var for lidt for Per Søwren!

--Og gaar det saa en Dag paa Held med Krus og Rus og Resten, saa gjør jeg op min Syndegjæld og træder ind for Præsten: "Du Mand, hvis Fag det er at tro: naar jeg er død og borte, saa bed for mig en Bøn, nej to, og ikke altfor korte, for een er for lidt for Per Søwren.

Thi Folk af min Kaliber, Præst, de glemmes let i Vrimlen, de bydes sidst til Livets Fest, og de har længst til Himlen. Og var jeg undertiden slem, saa hils nu din Vorherre, og sig fra mig, jeg kjender dem, der var adskilligt værre, og dog kommer ind før Per Søwren.

Ja, snart er Per en gammel Knægt med Skimmelsvamp paa Tanden, han slingrer under Livets Vægt, hans Øl staar surt i Kanden. Og er en Dag der ingen Per at øjne under Festen, da trænges ej til Spørgen mer, enhver vil gjætte Resten; Godnat og Guds Fred med Per Søwren!

16/8 1890.

DEN GAANG TE A WAR GYWT MED LAVS.

Den Gaang te a war gywt med _Lavs_ --aa jøsse, jøsse jammen! da strented a med Gled mi Klaws, mi Daa gik hen med Gammen.

For bejer Mand war ett end Lavs --aa jøsse, jøsse jammen-- de skjønnest Ting a fæk tegavs, og aalti holdt vi sammen.

Men sin saa bløw a gywt med _Klavs_ --aa jøsse, jøsse jammen-- mi Trow a føst haaj gin te Lavs og no no ga--a hamen!

Men der fæk a sgi hwedt mi Saws! --aa jøsse, jøsse jammen-- den Klavs det er det bare Snavs, hwor aalt gaar ud paa Drammen.

Og mæler a en Muk mod Klavs --aa jøsse, jøsse jammen-- saa brøler han: "Herut, haraus!" saa rød som Kok i Kammen.

Og blywr æ Gywr ett ssat o Klavs --aa jøsse, jøsse jammen-- saa skir æ sajtens jetiddavs, a drowner mæ i Dammen.

17/8 1899.

[Footnote: _strented_, vand Garn; _Klaws_, Garnfed; _hwedt_, hvæsset; _Gywr_, Gjordene; _jetiddavs_, engang.]

JØRGEN VED BÆKKEN.

Hun vogtede Faar, han ejede Gods, og han aattede Gaard; dog ofte han søgte bag Lynghedens Høje den Fattige Tøs i den falmede Trøje, og drog hun med Hjorden forbi, med et: Hov! han standsed sin Plov.

Men Mette hun veg. _Saa_ mange han elsked, _saa_ mange han sveg; hvor turde da hun gi' sit Hjærte til Kjende og haabe, han mente det ærligt med hende? Hvor tit blev den fattige ikke forladt blot efter en Nat.

Men saa blev han ond, og Eder og Trusler besudled hans Mund; men Mette, hun flygted bag Lynghedens Høje, mens han stod ved Ploven med Graad i sit Øje. Og bøjet han pløjed, og Solen gik ned. Og Dagene gled.

Han tumled og drak; de stærkeste flygted, hvor Kniven han trak. Man vidste, hvor _Jørgen ved Bækken_ var inde, der kjendtes ej Fred for Mand eller Kvinde, een var der, som kunde ha' blidnet de Kaar, men hun drev med Faar.

Saa var det en Nat, da legedes atter et blodigt Tagfat. Fra Krosalen hørte man Fjolbuen dure og Sinkstøvler trampe i Svejtrit og Ture, og ned gjennem Huset man skogred og drak og røgte Tobak.

Da lød der er Brag, som skulde det varsle den yderste Dag; halvtslumrende Gjæster slap Hanken paa Kanden og saa med Forfærdelse rundt paa hinanden. Forvirringen, Larmen og Raabene steg, og Værten blev bleg.

Saa gik der en Dør; man kjendte en Mumlen som Susen i Rør; man mærked paa Støjen og Talen forvildet, at Jørgen ved Bækken var kommen til Gildet. Det vidste i Salen hver svedende Svend, at nu blev der Spænd.

Først svang han en Stol og mased med den baade Spill'mand og Fjol; saa greb han i Bringen den bredest i Laget og hev ham til Vejrs, saa det braged i Taget; ad Gulvet han rulled ham hen med et Skvalp: "Af Vejen, din Hvalp!"

Nu sluttedes Kreds. Snart stod der om Kjæmpen af Karle en Snes; som Gjæs, der napper i Angst efter Ræven, saa førte de Slaget med Rysten og Bæven; og Spændingen voxed, og Salen blev tømt, og Øllet forsømt.

Men Jørgen han stod saa spændstig i Læggen, saa fast paa sin Fod; hans blaanende Aarer de svulmed paa Armen, paa Læben der lyste et Smil gjennem Harmen; hans Knoer de hvidnede, Øjet skød Lyn bag mørknende Bryn.

Saa styrted han ind, og Flokken sig spredte som Avner i Vind. Dog ej de formaaed at fly for den stærke, der susede ned som Høg over Lærke med Buler og Skrammer, saa Blodet det drap med Praasen omkap.

En Raaben, et Rend af rasende, rædde, bestøvlede Mænd! Hist krummed sig een, og her styrted en anden med kløvede Læber og Buler i Panden. Hvor ikke hans Haand kunde gjøre sin Del, han planted sin Hæl.

Og Flokken svandt ind; snart stod der paa Gulvet kun han og _Jens Pind_, en Oxe i Styrke, Krakiler for Resten, der stredes med alle fra Smeden til Præsten; til Dato med _Pinden_ slet ingen fik Has; nu kom han tilpas.