Part 13

[Footnote: _Torren_, Torden: _opô_, paa: _Skjek_, Skjæg; _æ O_, Aaen; _æ Togger_, Fiskevaad; _Slidder_, Sludder; _Komeddi_, Opdigt; _særd_, sæde, passe; _skrid_, bryde gennem skederne; _Minnet_, Midnat; _Ywers_, Ivers; _træn_, trængte; _æ Brikker_, Øjnene, Gluggerne; _en Pa Kopp_, et Par Kaffeknægte; _æ Pløg_, Pløgen, slusket Mandfolk; _Kaaren_, Karen; _fredle_, fredelig; _fomlt_, følte efter; _stywle_, saa meget vel; _summed paa_, overvejede; _manne slavs lig_, allehaande Ting; _tint_, tænkte; _Hos_, Følhoppe; _fuel_, fole; _fortrødt_, fortrudt; _dums heller dremm_, smaasove eller drømme; _æ Stoder_, Stodderen, hendes Mand; _vrødt_, rodede; _pasle_, tilpas; _Hjat_, Hjærte; _stummel_, snuble; _o æ Vej_, paa Vejen; _nowed_, naaed; _Vrej_, Sving; _en Pót_, et let Stød; _kjek!_, en-to-tre!; _mødt o æ Lowt_, midt paa Loftet; _hwer Log er lot_, hver Luge er lukket; _rædle_, fæl; _to po_, tog paa, gav Hals; _jestejes_, et eller andet Sted; _hesøwer_, histovre; _æ O_, Aaen; _Furd_, Fod; _flir_, grine i Skjægget; _trimmelt To_, trimlet Taa, slog Kulbøtter; _ûnd_, ondt; _Buend_, Bonde; _raw_, hælde; _mi Kaw_, Kejthaand, venstre Haand; _wot_, wæret; _fild_, faldt; _a tøtt_, det forekom mig; _Saând_, Sand; _lo ad æ Jurd_, laa langs med Jorden; _Skru_, Tørveskrue; _en bette Graan_, en lille Smule; _Lu_, Hue; _naple_, knap nok; _en stywle Bied_, et haardt Stykke Arbejde; _stinned_, gjorde stiv; _hwerken flik heller flak_, ikke komme ud af Stedet; _en Bor_, en Hjulbør; _kjor_, kjørte; _sin_, siden; _how_, huske; _drewl heller drow_, knap nok trække Vejret; _værkle_, vred og sur; _aa plow_, at pløje; _Kistel_, Hedebanke paa min Fars Mark.]

BJÆRGMANDS-SNAK.

VED EN MARKFEST PAA KAPHØJE 12. JULI 1908.

Midnat. En Snes Hyrdedrenge staar omkring Højen med tændte Fakler og raaber i takt:

"Bjærgmand, Bjærgmand, er du derind', kom ud med di' sytten Egepind'"!

En gammel sidskjægget _Bjergmand_ skyder sig i Vejret fra Højens Top:

Aa, ti dog med den Skrigen, dumme Drenge! Hvi raaber I mig gamle Trold af Senge, nu Fæet gumler trygt i Bondens Gaard, og Midnatsklokken rundt i Hytter slaar. Hvi maa jeg ikke mer i Højen blive og slibe mine lange Flinteknive, med hvilke jeg skal Julegalten stikke og gjerne gad jer allesammen prikke, fordi I ej kan la en Stymper ligge.

Hvi raaber _I_ om mine Egekjæppe! Jeg har jo ej saameget som en Skræppe; man tager fra mig alt, selv Stok og Sten, tilbage levnes nogle muldne Ben, som ingen Djævel gider mer annamme. Aa, kunde jeg med Flinteøxen ramme hver Skjælm, der roder i mit gamle Hus og vælter Dyssens Stene, Sand og Grus i Haab om Fund af en Stump irret Guld; dog Gud Ske Lov, de mest faar Trynen fuld af Potteaske og Ligkistesmuld. Her kommer de med Skovl og Mergelpig og giver Højens Sider Stik paa Stik, og lytter til, om noget skulde klinge. Aa, det kan svie i min Bjærgmands-Bringe, saa jeg i Flinteflækker kunde springe.

--Engang de stødte Piggen i mit Laar; af Harme sprang der Gnister af mit Haar; min Kone holdt mig ved mit Skjæg saa længe. Jeg ellers havde langet dem en Flænge! Se, hvor mit gamle Oldtidshus er plyndret, hvert Jordskud rodet om, hver Kampsten søndret. De usle Rester, Pakket ikke tog, kan næppe dække mer mit gamle Skrog.

Her sidder jeg, naar Tordenregnen falder i Sommernætter paa mit Lyngtørvs-Hjald; mens Agerhønen ræd paa Kuldet kalder, jeg tæller Tiden mellem Lyn og Skrald, og slikker Luen lang om Lo Lade, jeg takker Thor for al den rare Skade.

Mest sidder jeg dog i den klamme Jord, hvor Lyngens Rødder frem af Væggen gror og sagte i mit side Skjæg sig snor; der kan i Fred man tænke sig tilbage til længst forsvundne, gamle, gamle Dage, da alle Høje var i god Behold, og man tog Hensyn til en agtet Trold, der leved end og spiste Ofrets Rest, da her ved Højen første Gang stod Fest, og Blodet damped højt af slagtet Hest; ak, fire Tusind Aar det snart er siden! Som Karupaaens Vand saa skrider Tiden;-- da var der Sumpe, hvor der nu er Gaard, og Ulv og Bjørn gik rundt, hvor nu staar Faar. Jeg har ej fra Historien min Viden, jeg følger helst min egen Almanak, i Lyngtavl tegnet over Kistelbak.

Men han, som her blev viet Højens Fredning, han var en modig, vild, skindskjortlet Hedning, der faldt i blodig Kamp, i Odins Dyst; jeg saa dem trække Pilen af hans Bryst. Hans Grav, hans Sværd, hans Guld det arved jeg. Hvor det er gjemt?--Det rager ikke dig!

Aa, det er længe, længe, længe siden; selv flyder jeg nu som et Vrag paa Tiden, fordømt til Marterbaalet af en Viden om det, som knap den Lærdes Gisning naar: Aatusinders mulmslørede: Igaar.

Dog hvorfor dvæle ved et falmet Minde? Langt hellere sin krumme Nakke stinde og rende Hornet ind saa dybt man kan i Nutidsdogmets dorske Præstemand.

Saa vil jeg da mit Skjæg paa Matten sprede og eders Tanker mod min Vaaning lede; thi ej blot Minder søger mig histnede, der kommer andre Gjæster til min Rede.

Muldvarpen stikker tidt sin kolde Snude med natlig Raslen mod min Jordtørvsrude; Skarnbassen løber her og tigger Snus, en Hestepære faar han i Kardus; ham kan man ikke ha i ord'nligt Hus; det Svin, han gaar med Skrotten fald af Lus!

Og Tudsen med de mange Vorter paa hun kommer kravlende paa slimet Taa ind ad min Dør, saa tit det blot kan gaa, og med et Svup hun sætter sig paa Bagen, saa vil hun gnubbes under Dobbelthagen; men er jeg kort for Ho'det, kan det hænde, hun faar et Troldspark i den bedste Ende. Klørattenbenet gaar her tit og pisker; den ynder godt, jeg sjælden tænder Lys. I Juninattens første Morgengys Firbenets Svans mig under Næsen visker. Og bag ved Ovnen i en rolig Krog jeg har min Skjødehund, den fede Snog; han ruger paa en Cyprianus-Bog, jeg fra en gammel Præst i Sevel stjal en Nat, han havde sig en Perial. En gammel Trold han maatte sig jo kjede; om ikke han fandt paa lidt Spas dernede; jeg har den nysseligste Fuglerede med fire søde Hugormunger i, og naar man bare de smaa Puds vil drille, aa, saa kan deres smalle Tunger spille præcis som Brodden paa en tirret Bi.

Ak, de har kortet mig saa mangen Kvide! Jeg lærer jo de smaa den Kunst at bide paa rette Sted med Virkning og Forstand, saa ikke Biddet blir det bare Vand, men skjult og successive slaar sin Mand. Jeg holder Knoen hen, de styrter frem, de hugger til, min S'æl, med Fynd og Klem! Naar rigtig arrigt de med Halen svinger og falder an imod min lodne Finger, jeg ler, saa Højens Kampestene springer! Og har den Smaa saa gjort sit Svendestykke, jeg følger ham til Dørs med mit: Til Lykke!

Helhesten dumper tit min Dør forbi; for den Slags "fint Besøg" jeg helst er fri, han er en skumsk Person og gaar og rager i mange Ting, hvori _jeg_ nødig tager. Han er en Krikke, Fanden engang sko'de, et Fjols, en Fæbas, uden Spor af Ho'de. Desuden er han ej af rigtig Troldeslægt, Og derpaa maa der lægges megen Vægt.

Nej, saa er Lygtemanden noget andet; skjønt ogsaa hans Familieskab er blandet, en Friskfyr er han, det har tit jeg sandet; kun Skade, Manden stinker saa forbandet. Jeg ser ham færdes tit langs Karup Aa; han gaar, som med en Fjandbo-Donner paa, med Blus paa Lampen og med Lygten tændt han kredser om det vaade Element. En Hopsa danser han med Tørveskruen, og Pyttens Paderokker stryger Buen.

--I Daugbjergdaas der bor min Bedstefar, med ham jeg fik mig tit en Passiar. Naar alting tav, og Maanen hang saa klar, jeg satte mig saa tit paa Højen op, _han_ sad alt bred og tung paa Daasens Top; hans Huekvast mig hilsed med et Nik, hans Pibe damped, Svaret kom og gik; alvorligt Lyngen nikked til vor Tale; Fjends Herreds lange, dybt nedskaarne Dale sig strakte lyttende i Altensvale; en Nøkkerøse rejste sig paa Taa, hvor Sivet stod og kjæmmed sine Smaa ved Bredden af en ensom Mølledam; de lurede, de Skjælmer, men fik Skam; den Bjergmandstale gik dem lidt for højt, af Meningen forstod de knap en Døjt. Det samme gjør vel I, saavidt jeg sér, nu skal jeg ikke sige meget mer.

O, Bedstefar han har slet ingen Nød, af Grøftermudder dejgner han sit Brød, og fra den gamle nære Hønenmose hans Kone henter Vand i sin Stunthose og holder til hans gamle Mimremund; kanske en Tudse ligger paa dens Bund, ah, det var Smaus! Ja, Bedstefar kan drikke, naar Tørsten tit maa _mig_ i Struben stikke.

Vi Trolde kan som andre _sultne_ blive; saa ta'r jeg én af mine Flinteknive og skjærer mig en lækker Graastensskive og smører Blevver paa; den Melmad er solid; man slikker Fingren efter sidste Bid.

Godnat, du gode gamle Aakjær By med dine Gaarde under Nattens Sky, dig vil jeg intet ondt, du gav mig Ly i Højen her. Men Kirken hist i Fly, der staar og knebrer med sit Klokkebly ved Aftentide som ved Morgengry, den sendte jeg en Gang en Mindesten, som dem man rejser over Kjæmpers Ben, jeg slængte den i Luften med et Kast saa Neglene paa mine Fingre brast. Jeg siger jer, den Sten, den havde Hast! Men var det ikke ret en evig Skam, jeg sigted fejl, fik ej paa Taarnet Ram, til Bunds gik Stenen, plump! i Fleskidam.

Min Kone, som saa til,--hun er lidt hed, da Stenen rendte vild, hun blev saa vred, og hug mig her i Skjægget blindt og brat, som naar et Lyn slaar ned i Daugbjærg Krat. _Min_ gik forkert--sligt virker altid klamt-- men Mærens, kan I bande, _den_ var ramt!

Farvel, nu skal man ned og pudse Svansen, om lidt saa ser I mig igjen--i Dansen. Jeg tager nogle med af mine smaa, som Pigerne kan ha' at slege paa.

Juni 1908.

MAAGEN.

Vær hilset du Maage ved Sallinglands Kyst, med Stormenes Stænk paa dit skumhvide Bryst, med Brændingens Tang om din buttede Taa-- du Vejlernes Vægter, hvad vogter du paa?

Du lægger saa kjælent dit Hoved paa Sned; saa har du en Rede bag Rørholmens Bred; du næbber saa tænksomt dit dunede Skrud; saa venter du Unger, før Ugen gaar ud.

Og tripper de frem under Rørenes Skjæg med spæde smaa Spor over Vadernes Klæg, da dikker dit Hjærte af moderlig Lyst, da glimter din Vinge saa vidt under Kyst.

12/6 1908.

HØVL OG KNAST.

Høvlen gik! galant! gelik! saa Bænkens Planker sukked, frem og frem mod Brættets Bræm; der stod en Knast og mukked:

"Jeg er fast, for jeg er Knast, mig tør du ikke bide, jeg gir Skaar, som stedse staar i Æggens blanke Side!"

Høvlen bed; den blev saa vred ved disse Hovmods-Finter; Jærnet klang, og Planken sang, og Knasten røg i Splinter!

14/6 1908.

OLE STAM.

Der stod en lille vred Mand, en tæt Mand, en bred Mand, der stod en lille vred Mand, og det var Ole Stam.

Han talte fra et Stenhæld om Lovbrud og Méngjæld, hans Tale klang som Stenmæld imod en Krigerhjælm:

"Der staar nu Svend blandt Standsmænd, blandt Kongsmænd og Klansmænd; men hvor er vore Landsmænd fra Bælt og Vesterhav?

Skal Retten krænges bagvendt, og Svig gaa som dagkjendt, staar Danmarks Gaard som tagbrændt, Ruin fra Aas til Syld.

Til Loven blir istandsat, er du Svend, en bandsat, og Krig og Tvedragt landsat saa langt vor Kyst har Næs.

Sligt raaber jeg mit Nej til, thi Valgfif og fejgt Spil det faar man aldrig mig til, det sværger Ole Stam."

Saa strøg han bredt sit Fuldskjæg, sprang tungt ned mod Muldvæg, mens Kongekaabens Guldlæg i gylden Harme skjalv.

Men Svend drog ud til Spærkryst, til Bloddaad i Nærdyst, kløv Danmarks Barm i Hærlyst; sandt spaa'de Ole Stam.

--Vi finder let en bred Mand, en glat Mand, en skred Mand, men giv os tit en _vred_ Mand som denne Ole Stam.

Ja, var der altid Mænd til, der ej vil, hvad Svend vil, men lægger Ryg og Lænd til, naar Lvkkens Læs staar fast.

20/6 1908.

[Footnote: Om _Ole Stam_ og hans Protest med Svend Grathes Kongevalg (1147), hvor Jyder og Fynboer holdtes udenfor, se Saxo Grammaticus' _Danmarks Krønike_ (Winkel-Horns Oversættelse), Side 100.]

LOKESÆD.

Loke han saar, Loke med Smil over Hederne gaar; tror du, det bare er Dis eller Fam, hvad han saa bredt over Sletterne slænger, ser du da ikke, hvor Hyrde som Lam, begge bag Busken med Ørerne hænger.

Loke han saar, Loke med Smil over Vangene gaar, Klinten rasler i Bondens Rug, Sæd og Stængler faar rustne Stjerner. Meldrøjeaxet med bulden Bug lyser haansk over syge Kjærner.

Loke han saar, Loke med Smil mellem Gaardene gaar; Giften triller i Grisens Trug. Løgnen stenter mod Kirkens Ruder, Ufred daler paa Disk og Dug, Sot og Syge paa Vuggens Puder.

Loke han saar, Loke med Smil gjennem Thingene gaar; mærked du, Husmand, lidt Lovklipperi, fik du et Risp i dit Fattigmands-Øre, da er det Lokesæden i Hi, som nu har spiret bag "Udvalgets" Døre.

Loke han saar, Loke med Smil gjennem Domhuset gaar, Retssværdet hænger med Rust i sit Ri, Rigsæblet slet om Fortryktheden værner. Lokefrøet blev Ormen deri, huled det ind til de raslende Kjærner.

Loke han saar, Loke med Smil gjennem Tronsalen gaar; se, hvor han tér sig med Titler og Tugt; Ordener strør hen som Sukker og Fluer. Hofmandens Ryg faar en spørgende Bugt, Æsler af Faget bli'er blide som Buer.

Loke han saar, Loke med Smil gjennem Hjærterne gaar, Smiger han drysser, hvor Ørene klør, Rænker han rinker som Humle om Staver, høster saa siden i blideste Bør Fejghed i Skjæpper og Frafald i Traver.

Loke han sjaar, Loke han slænger sin Sæd, hvor han gaar. Vogt da paa Spiren i Sjælenes Bund, værn om din Rankhed, dit mandigste Eje; der hvor han møder en rankfødt og sund, er der slængt Staal paa den Snigendes Veje.

23/6 1908

LØWN OG SAND.

Tho wal er a en simpels Mand, der haar kuns lidt aa fred; en Hus paa naple en Tønd Land, en Kow, en Kal, en Bed. Wor Brød er bar, wor Tilme tar, vi Folk ve'æ Uderand; te derfor vi er minder ward, er mie Løwn end sand.

Wal maa den Fatte ta hans Skrop, hwor Peng ka klaar det mjest, hwor den, de løwter høitest op, er den, der haar de flest. Ja, Peng ka laan den dovn en Pud og fyld en Fraadsers Spand, men te de ka gjør Mænd af Klud er mie Løwn end sand

A fraager ett den mindste Krumm om Guld og Grunkers Lyst, ett hwad du bærer i di Lomm, men nærer i di Bryst; staar der en Usling i di Hjat, en Dosker baag di Pand, da er di Peng, di Skat laant mie Løwn end sand.

Det war jo da en sølle Mand, hwor _saa_ hans Taal haaj Vægt, der fræ hans Stud sku hint Forstand og fræ hans Hejst Respægt; fand han saa Vej te Kongens Burd, ja, sjel te fremmed Land, er al hans Tragten, Lyw og Urd møj mie Løwn end sand.

Og haar du wot en syndig Slog, mod Fattefolk en Hwal, æ Præjst vil rues dæ, for og baag, blot der betaales wal; men er æ nu ett mie end stræng, ja næjsten aa forband: Den Rues, der koster aalflest Peng, er mie Løvn end sand.

En Grev er faale høt paa Stro, a ka nap Kikk derop; _hans_ Dragt er laa med Silkitro, _min_ slovrer om mi Krop. Men læ ham rid wos Smofolk nied og lurk af Gylden-Kand, hans Stads, hans Fjas, hans Muderhied er mie Løwn end sand.

De Pisk, som han og hans haar laa i Wolker paa _wor_ Ryg, de vender wal tebaag en Daa med Klem og Attertryk. Vi sejler med en Krown i Mast, men Mand og Skif maa strand, hwis det, vi fører i wor Last, er mie Løwn end sand.

Aah, Lykkens Ævler smides ue, for wos aa tykk, iblind; jæn fand en rødden, jæn en sue, enaan dem rød og trind; jæn fæk en Lispund, jæn en Kwint, jært ber, enaan maa band; te _de'er_, som Worherr haar tint, er mie Løwn end sand!

Nej, vi faar hjælp wos sjel af Syk og ett blyw mutt og matt, ihwad der tynger paa wor Ryg og klemmer om wor Hjat. Ka do ett gaa med lapped Trøj og livvel løwt di Pand, da er di Ward kuns Pyt og Pøj og mie Løwn end sand.

Ja, nok er a en fatte Mand, det maa a tit bekjend! mi Ryg tar Kuld, mi Støwl tar Wand, mi Peng faar jawnle End; mi Kuen maa legg med Halm te Lej og malk te fremmed Spand; --men derfor læ sæ spark og træj ska blyw mie Løwn end sand!

Juni 1908.

[Footnote: _simples_, jævn og fattig; _naple_, knapnok; _Bed_ ,Bede; _Tilme_, Sul, Paalæg; _Uderand_, yderste Rande; _den Fatte_, den Fattige; _men te_, men at; _fraager_, spørger; _Hjat_, Hjærte; _Dosker_, dumrian; _Taal_, Tale; _hint_, hente; _Urd_, Ord; _wot_, værst; _Slog_, Rad, Asen; _en Hwal_, en Hallunk; _rues_, rose; _aa forband_, til at forbande; _Rues_, Ros; _faale høt_, farlig højt; _nap_, knap; _Silkitro_, Silketraad; _slovrer_, slubrer; _lurk_, klukdrikke; _Muderhied_, Kryhed; _Wolker_, Valker, Striber; _tebaag_, tilbage; _Attertryk_, Eftertryk; _Krown_, Krone; _Skif_, Skib; _ue_, ud; _for wos aa tykk_, saa vidt vi kan se; _rødden_, raadden; _sue_, sur; _enaan_, en anden; _Worherr_, Vorherre; _tint_, tænkt; _Syk_, Synk; _livvel_, alligevel; _løwt_, løfte; _Ward_, Værd; _jawnle_, jævnlig; _Kuen_, Kone; _læ sæ_, lade sig; _træj_, træde; _blyw_, blive.]

MIN FØDEBY.

Der gaar en Aa i min Faders Eng, den kan jeg ingensinde glemme, den gled som Drøm om min Barneseng med blød og klukkende Stemme, den favner varligt en lille By, hvor Kavlingblomsten er altid ny, og Aa og Kjær og Byen her det kaldes under ét for Aakjær.

Her kukker Gjøgen saa sent om Kvæld, mens Høgen spejder fra Kaphøje, og Alfer danser om Kildens Væld i Taageskjørt og Kjæruldstrøje, og Klokken toner saa dybt og stort om det, vi Mennesker ej fik gjort; thi Klokkeklang og Hyrdesang forenes godt paa grønne Enge.

Her sad vi smaa ved vor Moders Rok og hørte Speltetenen snurre, for Døren galed den hvide Kok, hans Høne sov bagved en Burre; en Valmu funkled ved Hjemmets Gavl, om Syldens Sten jog der Myrekravl. Maaske lidt smaat, men dog hvor godt at mindes sligt blandt alt det store!

Kanske er Æblerne her lidt smaa, kanske en lille Kjende sure, men Rugen knejser saa højt paa Straa og skjæpper godt bag lave Mure. Ved Davren faar du ej mange Ord, man gjemmer Skjæmten til Nadverbord. En Dugfaldsstund fra Dalens Bund her raktes mig min Hyrdefløjte.

Har Aakjær strøget sin tunge Le og grebet bredt de krumme Knage, du Mand fra Staden, kom ud og se, hvor lange Trin en Knøs kan tage, hvor Neget bindes med lette Baand af Aakjærpigens adrætte Haand; hun svigter ej, men følger dig, din Hjælp i Høst, din Glut i Dansen.

Omkring dig kredser i Sten og Jærn den vide Verdens Landeveje, men set af ingen din Arbejdskværn du maatte bravt i Skyggen dreje. Saa lev da stedse her i din Dal med Hedelærker for Nattergal, og stak dit Hø ved Aa og Sø i denne Krans af disblaa Banker.

Juli 1908.

KVINDEVALGRET.

Der skrider i Lyset er frelsende Tog, det kalder ved Smaamandens Døre, paa Lovgiver-Porten det rungende slog, selv døveste Drog maa det høre. Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem, og Hænderne vinker, hvor Toget gaar frem.

De Mørkets Dæmoner, som Natten har dulgt, bortglider paa Flagermusvinger, og Frihedens Alfer, som Toget har fulgt, de søndrede Lænker hensvinger. Og Manden slaar Følge med Sindet i Brand; men Kvinden hun tøver med Øjet i Vand.

Thi hvor skal hun tage det villende Mod, som Guderne nægted de svage! Vemodig hun løfter sin hildede Fod og stirrer mod Vuggen tilbage. Dog Maalet har luet, og Længslen er vakt, en Dag vil den voxe til flammende Magt.

For længe hun sad under Formynder-Arm og leged med Pynt og med Dukker, for længe--som Fugl i sin gitrede Karm-- hun nipped til Smiger og Sukker; men snart vil hun vaagne af Smigeren mæt, da gnider hun Øjet og kræver sin Ret.

Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd staar adlet blandt Jordlivets Goder, den skulde du nægte din kjæreste Ven, din Hustru, din Søster, din Moder! Nej, delte de Byrden i Felt som i Lejr, hvor skjændigt at nægte dem Part i vor Sejr!

Hvor Mændene brydes med Klinge og Kno, der skulde hun tyssende træde, hvor Skjæbnerne trampes med sømslagne Sko, der vilde hun Saarene væde; det Ømhedens Sind, som er Himlenes Skjænk, med hende da smykked vor Lovgiver-Bænk.

Befrielsens Mærke staar tegnet i Sky'n omkring i de fødende Lande, og Luften er svanger med Torden og Lyn, og Kravene stiger som Brande. Agnete, vær vaagen, det ringer mod Dag, snart Havmanden slipper sit kvælende Tag!

20/7 1908.

KO OG HJORT.

Hvor Lehnsgodset dækkes af sin milelange Skov, der høstes intet Brød, og der synger ingen Plov; uplukket Bærret raadner om Blodbøgens Rod, mens dovne Snegle lever paa den bredeste Fod.

Og der hvor Grøften siver bag en frønnet Plankebro, der staar en gammel vommet og kantet Husmandsko; de lange, tynde Klove de fransker et Korn, og venstre Øje trues af det kringlede Horn.

Forlængst hun har opslikket hvert ædeligt Straa, hver Skræppe og hver Vejbred, som Mulen kunde naa, og hun har strakt sit Hampetøjr, ja Nakken nær af Led, saa hendes gamle Øre det svider derved.

Nu staar hun der og vender saa langsomt sin Skraa; stort er det sagtens ikke, Fæho'det tænker paa; det bulper i Vommen af Tomhed og Vind, en Taare skrider skjævt ad den skindmagre Kind.

Da dryner hun og vaagner af sin fæiske Drøm, hun jager rundt i Rebet som stukket af et Søm, hun brøler vildt mod Skoven og snuser til sin Pæl, en Oprørsgnist har fænget i en Drøvtygger-Sjæl.

Derinde ligger Skoven, saa bred og saa lang, med grødegrønne Sletter og Græshoppesang. Skovsyren breder Tæppet under Bøgeskyggens Læ, og Svingeldusken dikler Ungbirkens hvide Knæ.

Og her staar hun og svelter over Grusvejens Spor, mens Skovens Dufte tirrer de brede Næsebor; hun snøfter ind og svælger hver Luftning lind og varm, mens dobbelt Sulten knurrer i den rumlende Tarm.

Med et hun buer Ryggen og den benede Krop, og med et Stød hun vrister sin Pæl af Gruset op; det gamle Øre svider helt blodigt derved, og Yveret det slænger, mens hun slunter afsted.

Hun braser ind i Skoven ad den korteste Vej, "Adgang forbudt" og "Skovfred"--hun ænser det ej! Hvor urørt Engen lyser af Borst og Gyldenris, der snuser hun sig frem til det tabte Paradis.

Den hvasse Tunge smutter som en Slange hid og did, de blanke Græsstraa hviner, naar Tanden faar Bid, og indefra hun trindes om Lænder og Lysk, mens nedtraadt Mynten dufter romantisk og kysk.

--Brat slingrer over Græsset en Skygge lang og sort, og høj og kodespændstig fremskrider en Hjort; Græshoppen gjør en Pavse og Skovfrøen flyr, mens knejsende sig nærmer det junkerlige Dyr.

Han bærer som sædvanlig saa hoven den Hat, som Gud ham i et Lune paa Panden har sat; hans Øjne skuer koldt over duvende Græs, mens Næsens Fløje dirrer under Prustningens Pres.

Det huer ej hans Højhed at dele Skovens Ro med denne Plebejer af en vommet Husmandsko, hun staar ham i Næsen som Sennep og som Stank, vil Skroget ikke flytte, jagu' faar hun Bank!

Først prøver han de Kunstkneb, der har bragt Sejren før, og vredt han krummer Halsen som Mosens Vind et Rør; men Koen hun vralter saa tungt og saa trygt, hun kjender vel til Sult men kun lidet til Frygt.

Men Koens plumpe Flegma gjør Hjorten bindegal; Standsæren staar i Bobler bag hans tykke Pandeskal: "Det ligner godt det dumme, plebejiske Pak at pytte ad min Krone og min junkerlige Tak!

Der slæber hun ved Øret sin skidne Tøjrepæl, med Snavs paa Laar og Lænder og Skarn paa sin Hæl, for sløvt ved Aftentide at malke Strippen fuld til Hyttens kirtelsyge, forsømte Børnekuld.

Men jeg gaar frit paa Sletten og frit i hver Mands Korn og sænker mod Protesten mit højttakkede Horn, unyttige Skoves unyttige Drot, en Yndling at min Frænde i det grevelige Slot!"

Det var omtrent de Tanker, han ytred gjennem Fnys; da gik der op for Koen et osende Lys: "Den Fyr paa disse stilkede, skabagtige Ben har maaske Ondt isinde mod en skikkelig én!"

Ej længere hun naa'de i sin trevne Tankegang, før Hjorten sine Takker straatrammende svang; de suste ned og fælded et saadant Ribbensstød, at Koens Harm og Smerte som Brøl af Struben skød.

En Kamp der nu begyndte, som næppe før er set; ej nogen turde gjætte, hvem først sattes Bét; thi Junker Hjort han fjedred og fæsted og sprang, mens Koens Klove strittede og fire Patter svang.

Og langt igjennem Skoven lød Hornenes Knald, Kopandens dumpe Støden, Gevirets rappe Fald; thi Hjortehugget ramte fraoven og ned, men Koen hun "gik under", marvgruttende og bred.

Mod denne voldske, plumpe Bersærke-Boxerkunst var Spændstighed og Gratie i Længden omsonst. Da Hjorten vilde flygte med Mulen fuld af Blod, to Hornspyd i hans Bringe de bødlede imod.

De tykke Kohorn rased, mens Øjnene saa rødt, og vildt henover Sletten blev Hjorten baglænds stødt, indtil imod en Stamme han førtes saa fast, at Hornstødet braged i Ben som i Bast.