Part 12
Og Kvinden ved hans Side fik ogsaa tit at vide, hvor Solens Brand kan svide en gammel kroget Ryg; man hører Hakkers Klingen, men Knurren hører ingen, de enes godt om Tingen: "Endnu et bitte Nyk!"
Og Sumpens Siv fortrækker, og Vidjen Vaaben strækker, hvor Ole Ahlen brækker med Staalets plumpe Pløk; og Hønen gaar og skralder, og Studen næsten falder, mens Oles Stemme kalder: "Endnu et bitte Nyk!"
O, I som bo og bygge i tavse Bøges Skygge og føle jer saa trygge mod Hedemandens Tryk, husk paa, at Fædrelandet, at _Danmark_ blev et andet paa Mulden som paa Sandet ved slige bitte Nyk.
Vort Land skal gro og grønnes, dets hvide Kyst forskjønnes, selv Lyngens Søn skal lønnes for tusind tunge Ryk, blot længe det maa lyde fra By- som Landsbygyde, fra Øbo som fra Jyde: "_Endnu_ et bitte Nyk!"
Novbr. 1906.
I DEN GULE LUPIN.
MARKEDSVISE.
Jørgine var en Pige alt udaf Bondestand; hos Bitte Jens i Traanum der tjente hun forsand. Hun klædte sig en Søndag sent i Tyl og Mouselin og satte sig i Kanten af den gule Lupin.
Det var alt ved de Tider, da Katten lister hjem og slikker sine Poter, mens Natten bryder frem; men Soren stod der søndenomm', hvor Kløvren er saa fin; saa fik _han_ ogsaa Higen mod den gule Lupin.
Han bad om hendes "lille Haand", mens grumme skjævt han lo, hun rakte tvende, skjønt de var ret store begge to; saa bad han om et Kys og fik gelik et halvt Dusin; thi gavmild er du, Kvinde, i den gule Lupin.
Saa tog han Pigens Haand og Mund og hendes bange Barm; han krysted Nakkens brune Rund, saa Hjærtet slog Allarm. Saa tog han, hvad der ellers var i Tyl og Mouselin, mens Ørentvister sværmed om den gule Lupin.
Men da Jørgine vaagned, da var hun bleven kold; den frække Soren havde forlængst sagt Gud i Vold. Og Maanen keg saa spørgende paa Knæ og Skjørtelin, og Duggen drap saa sørgende fra gule Lupin.
Saa blev hun først forkjølet og siden--meget mer; det _er_ jo at beklage, men slige Fejler sker, saa længe Piger sætter sig i Tyl og Mouselin hos falske Mænd som Soren i den gule Lupin.
Sjørup 29/11 1906.
TELEGRAFEN PAA HEDEN.
Hvor Agrene slipper og Lyngen begynder og Heden for Alvor ta'r fat, der bor den Slider Jens Sivkjær med Kone og Ko og Kat.
Og Hytten er gammel og Koen er mager, thi smaat det skjæpper paa Lo, og kommer der Regn af Søndvesten, det drypper om Kat og Ko.
Rævlingriset om Hytten kravler og Ulvefoden gjør Slyng. Da drager de Telegrafen hen over den vilde Lyng.
Hvor pibende Pors alene sang om Høst for den ensomme Sjæl, dér staar nu ved Hyttens bugede Gavl en klokketonende Pæl.
Jens, som tænker hvor andre taler, han ønsked sig tit en Avis; men først maatte Trine ha' Væven hjem, saa maate der spares til Gris.
Saa fik han saa langt til Verden, kom udenfor Rygte og Ry; nu er det som denne tonende Traad har knyttet en Stræng paany.
Jens Sivkjærs Hytte har intet Læ af Pil og vuggende Hyld, og derfor lyder en Høstnats Regn saa øde mod Væg og Syld.
Og Traaden farer med ondt og godt, med Sejre og blodige Slag, men éns gaar Plejlen paa Hyttens Lo, og éns det drypper fra Tag.
De store Ting, som i Verden hænder, Jens Sivkjær aner dem ej; de glimter forbi hans Tærskelfjæl paa deres Tusindmils-Vej.
Men svøber Vinden om Tørvestak, mens Klyder trækker fra Nord, og toner Traaden i Natten som hylende Aanders Kor.
Da hænder det, Jens han vaagner, rejser sig halvt og funderer, hvisker vendt mod den tonende Stang: "Hør, hvor de telegraferer!"
Jenle 22/8 1907.
JAGTAFLYSNING.
Nu ages langsomt hjem det gule Korn, og Jæg'ren støver af sit Krudehorn; paa Turnipsmarken mellem Brak og Sæd der sidder Haren vejrende og ræd; thi den har hørt det vilde Varselsbud, der hedder Jagtsæsonens første Skud.
Jeg lider ej det fejge, skumle Knald, der bringer fattigt Dyr til Død og Fald; og derfor raaber jeg til Jenles Harer: Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer! Blot I paa eders lange, laadne Bagben kan naa _min_ Skjelgrøft bag de røde Tagsten, da skal I gaa paa Jenles Kløvermark saa trygt som hist engang i Noæ Ark!
--Du lille Hare paa den bløde Fod, du tog vel aldrig Præmie for Mod; du vælger Flugt, hvor Kampen ej er lige; det gjør selv Jæg'ren i Alverdens Krige. Naa, lad dem skjælde dig for hvad de vil, du hører dog det danske Landskab til.
Her glæded du mig mangen Morgenstund, naar Bølgens Skvulp gik blødt om Vigens Rund, og Anden dykked ned til Fjordens Bund for Motorbaadens fjerne Skruelarm; da stod du som en Stribe for min Karm! En mørkgrøn Sti du gjennem Duggen drog, den vaade Kløver dig om Øret slog, en daglys Stemning jog med dig forbi. Fra dine Poter stænker Poesi!
Thi lyses herved Fred om dig og dine! Her skal ej Haglen dig om Øret hvine. Du muntre Løber for min Gud: Naturen, jeg vil ej se _dit_ Blod i Agerfuren,
jeg vil ej finde dig i Haslens Læ med Laaret knust, med overskudte Knæ. Spring du som hidtil over Jenles Banker saa Fri, saa glad som mine egne Tanker!
Naa, denne lange Harepoesi for Høstens Aasyn konkluderer i, at kommer her en Mand med Bøss' og Taske, han skal gesvindt med mig til Fogden traske! Om Søndagsjæger eller Hverdags-Skyder han rammes her af Lovens: "Jeg forbyder!"
Jenle 29/8 1907.
AN WOLLES DRENG.
Mi Søn er bette Pejr, og a haar jo kuns den jen, og da han bløw en niaars Pold, han maatt jo ud aa tjen, han blyver tøl te Pejersdaa, om Gud vil vær ham gue, og atter æ Aalder maa en sej, æ Knæjt æ knøv og stue. Pejr er ingen kjelle Dreng, nej, saamøj en hwelle Dreng!" saa An Wolle, "der rend aalle Maag te Hjord mell æ Gord!
Tho snaar fâr Daa er po æ Sky, og Sejl er po æ Møll, han maa jo op, æ bette Kaal, og ue _med_ æ Køll. Dem rig dje Bøn ka sajtens sow, for dem staar aalt tered, men fatte Baan maa tidle op aa strid for Fød og Kled. Pejr faar helsen lær aa rend, _fræ_ æ Mues til Awers-End, lisse sore, _øwer_ Bore, _gjemmel_ Saând; hwelle Baan!
Nær Atteror den buser ind med Wand imell æ Knold, ka en Par bette naagen Færr ja wal blyw wod og kold; men hwa, Worherr han hjælper wal, saa han ka sto æ ue, den villest Ar, en Baan ka fo, det _er_ en gue Natue. Pejr er ingen Frøssenpind, han gaar glaa mod Vejr og Vind, om det hwistler mell æ Tistler wârr og wârr laangs æ Kjâr.
Ja, no po Sønde trowr a da, æ bette Knæjt faar fri, saa skuld do rele komm herom og faa æ Klør aa si; saa kan do sej mæ, om do tyggs, han blywer bovn og stue; a trowr da nok, saavidt a sir, han slæjter _po_ æ Mue. No skal _a_ skam hen aa baag; tho han skuld wal haa en Kaag, fâr han drawer øwer æ Awer væk ijen, bette Swen!
Her sejjer a en jenle Kwind' saa manne ødlet Daw; men no te Vinter ska han hjem, sku a saa sejj aa klaw! Ja, saa ska han jo røjt æ Kow og helsen go te Præjst; a _er_ da rele vis epo, _han_ sworer mell de bejst. Pejr er ingen kjelle Dreng, nej saamøj en hwelle Dreng!" saa An Wolle, "han vil aalle blyw hans Mue ant end gue."
Septbr. 1907.
[Footnote: _Kuen_, Kone; _læ sæ_, lade sig; _træj_, træde; _blyw_, blive; _den jen_, den ene; _Pold_, Polde, lille Fyr (anvendes hyppigst om Grise); _tøl_, tolv Aar; _Pejersdaa_, Peders Dag; _gue_, god; _knøw og stue_, smuk og stor; _kjelle_, forvænt og balstyrig; _hwelle_, dygtig; _Maag te Hjord_, Mage til Hyrde; _æ Gord_, Gaardene; _ue med æ Køll_, ud med Køllen (for at flytte Kreaturerne); _fræ æ Mues til Awers-End_, fra Mosen til Agerens Ende; _lisse sore_, hvert Øjeblik; _Bore_, Nyagre; _Saând_, Sand; _Atteror_, Efteraar; _buser ind_, om Vejret, der kommer med Kraft; _med Wand imell æ Knold_, med vand mellem Knoldene (nemlig i Kjærene); _naagen Færr_, nøgne Fødder; _wod_, vaade; _sto æ ue_, staa det igjennem; _den villest Ar_, den bedste Arv; _glaa_, glad; _rele_, rigtignok; _tyggs_, synes; _bovn og stue_, smuk og stor; _æ Mue_, Moderen; _haa en Kaag_, ha en Kage; _drawer_, drager; _æ Awer_, Agrene; _bitte Swen_, lille Fyr; _sejjer_, sidder; _manne ødlet Daw_, mange kjedsommelige Dage; _røjt_, røgte; _ant end gue_, andet end god.]
DEN FATTIGES BLAD.
Jeg ønsker dig Lykke paa Rejsen du Pode ved Langsøens Bred, hvor Granens fornemme Knejsen forraader Jærn i dens Ved.
Jeg ønsker dig fnysende Fjender; thi har du af dem en Skok (jeg taler om Ting, som jeg kjender!), da kommer _Vennerne_ nok.
Søg ind ad de lave Døre og op under Kvistkamrets Spær, og kast paa de nøgne Vægge et lille legende Skjær.
Hav Øjet paa Gydernes Stakler, bær Blomst til den syges Seng, og glem ham ikke, den lille forpjuskede Hyrdedreng.
Der sidder i Udmarkens Øde saa fjern fra den alfare Vej en Hob, saa maa betle sig Føde; jeg ved, at de venter paa dig.
Og andre du træffer paa Kjæret saa langt fra den banede Sti; de titter saa rædde i Vejret, naar nogen gaar dem forbi.
Og Plejebarnet der ledes til Piskningens blødende Ve, mens Fadervoret det bedes de hellige tre Gange tre--
Du skaane ej Børnenes Bødler! Du piske dem med Skorpion, om Lovens snirklede Tødler voterer _syv_dobbelt Pension!
Paa Herregaardsmarken du standse en Æsel i Snore og Frak, hvis Stok en Polsk monne danse paa Ryggen af en Polak!
Og alle de blege, der aander i Støv af Fabrikkernes Malm, og gamle Forsømte, der vaander sig rundt paa Kommunernes Halm--
Og Tyendekamrenes Mørke med Skimmel som Smykke paa Væg, der suger den tjenendes Styrke og gi'r ham en Baas mellem Kvæg--
Og Teglværkets lerede Trældom, _saa_ gammel og næsten _saa_ grum, som dengang Gud Herren i Gosen over Teglfabrikanten holdt Dom--
Og Væverskens Kamp med Maskinen, der krummer sin snigende Arm, imens den--til Staaltænders Hvinen voldtager den hostende Barm--
--Ja! Ja! Du skal finde dem alle og yde dem broderlig Trøst og være for Samfundets Øre en streng, udskammende Røst.
Men har du bragt _Haanden_ af Klemme til _Kroppenes_ Glæde og Gavn, vi venter, du rejser din Stemme for _Sjælenes_ sukkende Savn.
Løft Faklen mod Loftets Fjæle derinde i Smaamandens Hjem, saa alle Skyggerne stjæle sig bort til Helvedes Gjem!
Giv aldrig Pardon til det onde, der æder som Trøsk i Træ; da sænke deri din Sonde og bryde det over dit Knæ!
Du være den fattiges Værner, du være den riges Ris! Da faar du ej Ordner og Stjærner, men bævende Læbers Pris.
10/9 1907.
PÆ' SIVENSAK.
Med Pølseryg og Istervom og Nakken stiv og Armen lagt i Bugt omkring et Jerseyliv, med Merskumspiben næsten til hans Kalveknær, saa vralter frem Pæ' Sivensak, som danser der.
Saa værdig han røgter sin Polkerer-Dont, som dansed han paa Toften med sin Rugstak rundt; se Sveden, hvor den drypper paa hans Støvlelæ'r! Javist er det Pæ' Sivensak, som danser der.
Ved Væggen sidder hviskende hans Slægt paa Rad, mens Gulvet gynger bange for hans Hartkorns-Trad, og Dansens Takter mases af hans Indad-Tæ'r og drejer med Pæ' Sivensak, som danser dér.
Hans Skuldervrik, hans Nakkefold, hans Mund saa sur, hans hovne Blik, hans Knappers Sølv, hans Tokas-Uhr, det ringler, og det raaber højt til en og hver: "Se, det er nu Pæ' Sivensak, som danser her!"
Men inderst sidder Svimlen i hans Hjernekrog og klaprer som med jærnbeslagne Kistelaag; hans Øjne staar som Tudsens under Tordenvejr: "Gud naade mig, Pæ' Sivensak, som danser her!"
En Skrædder sad i Krogen bag en Skjørtebræm, og stak han under dansen brat en Klumpfod frem; og Folk sig rakte højt paa deres Støvletæ'r: "Ih, Kors! det var Pæ' Sivensak, som trimled dér!"
14/9 1907.
JEG GIK MIG UD.
Jeg gik mig ud at vandre for Grædefred at faa saa fjern fra alle andre, som ogsaa græde maa.
Jeg skræmtes af en Stemme og fandt en lille Bæk, som ikke vilde skræmme, men bare vilde væk.
Knap hørte jeg dens Syngen, min muntre Barndomsven, før Graad og Hjertetyngen var stille vejret hen.
Ømt bad jeg Bækken vente en ringe Dugfaldsstund; et Kys jeg vilde hente fra dens jublende Mund.
Men før jeg mærked Duggen igjennem mine Knæ, jeg hørte Bækkens Klukken nu bag det næste Træ.
Paa al min Bøn og Klage kun samme Svar: "Gaa hjem! Thi _du_ kan gaa tilbage, men _jeg_ kan kun gaa _frem!_"
Saa sang hun, Engens Datter, og svandt bag Svingelgræs. Det lød som Pigelatter i Havrens sidste Læs.
14/9 1907.
BOSSEN.
Din Randsel er lappet og graa, Farlil, og Sjappet gaar ind til din Taa, Farlil. I Sølen du sætter din Saal, Farlil, men hvor har du sat dig dit Maal, Farlil?
Du hutler og "fægter" dig frem, Farlil, men fægter dig vanskelig hjem, Farlil, og Tørsten forfølger din Sjæl, Farlil, som Skyggen din skjævtraadte Hæl, Farlil.
I Regn var du aldrig en Helt, Farlil, med Himlen Som Tag og som Telt, Farlil; men tørres af Solen din Sok, Farlil, da svipper du glad med din Stok, Farlil.
Og jages du væk fra din Kro, Farlil, du slænger dig under en Bro, Farlil; der klukker Aaen saa godt, Farlil, men Lejet er lovlig vaadt, Farlil.
Saa glider du gjennem vort Land, Farlil, langs Lovens vovede Rand, Farlil; fra Skæbnen faldt mangt et Skrup, Farlil, og Fogden gav ogsaa sit Skub, Farlil.
Som ormstukken Frugt du Faldt, Farlil, din Jordmor blev aldrig betalt, Farlil, og gled du en Dag paa din Vej, Farlil, mon nogen vil Spørge om dig, Farlil?
--Vel er du en Gast og en Strik, Farlil, men jeg har set i dit Blik, Farlil; dér sidder en Fange i Bolt, Farlil; han har det saa trist og saa koldt, Farlil.
Den Fange bag Øjnenes Glug, Farlil, jeg selv har mærket hans Suk, Farlil; og naar han hulker i mig, Farlil, da bøjes min Skulder mod dig, Farlil.
16/9 1907.
KOMMER I SNART!
Raabet stiger i Morg'nens Skjær: Kommer I snart! jager som Blæst om Sig og Kjær, hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r: Kommer I snart, I Husmænd!
Tiden ruller med store Ting; --kommer i snart!-- tungt dog drejer dens Hjul omkring; I kan øge dets træge Sving; --kommer I snart, I Husmænd!
Aaget bøjed jer Far og Mor --kommer I snart!-- knuger jer selv, jert Barn, jer Bror, venter paa Vuggens spæde Nor --kommer I snart, I Husmænd!
Landet lyser af Korn og Kvæg --kommer I snart!-- _Eders_ Kvinde bag klinet Væg malker Geden med striden Skæg --kommer I snart, I Husmænd!
_Dovne_ sugede Jordens Marv, --kommer I snart!-- Tusind Tønder til Taabers Tarv! Hvad _de_ vraged, blev eders Arv; --kommer I snart, I Husmænd!
Neg I sanked til andres Lad --kommer I snart!-- søbed som Tak for Svedens Bad Trællens Æde af Hundens Fad --kommer I snart, I Husmænd!
Staa ej bundne jer Bødler bi! --kommer I Snart!-- grib jer Spade og hug jer Fri! I er tusind, hvor de er ti! --kommer I snart, I Husmænd!
Jenle. 20/9 1907.
TYENDESANG.
Her kommer fra Dybet den mørke Armé og fordrer af Verden et Svar; skjønt Dagningens Glimt i vor dryppende Le er al den Fane vi har, vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret og løfter i Vejret paa Skjændselens Bræt den Tusindaars-Lænke, vi bar.
Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad, kun denne vor skorpede Haand; til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad, i Ørkner vandred vor Aand. Du Herre, som højt gjennem Samfundet red hen over de Rygge, du trykkede ned, nu smyger vi af dine Baand!
Vi harved din Ager, vi skar dine Neg, vi strigled din blommede Hest, vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg, naar selv du gik pyntet til Fest. Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm, hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm, og Svindsoten kommer som Gjæst.
Vel er vi en kuet og slidende Hob, kun Trælle i Velstandens Gaard, i Samfundets Aske en nedtrykket Job, der skraber sin Byld med et Skaar; snart Svinger for Ruden dog Opgjørets Lyn, se op, Kammerater, det lysner i Sky'n, Befrielsens Malmklokke slaar!
Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo, hvor dundrende plejlene gaar: kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo, se ud fra de hældende Vraa'r! For Fronten Reveillen nu Løfter sin Klang, lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang, _jer_ Dagning paa Ruderne staar.
Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind, og sving imod Lyset din Hat! Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind og Rester af Letsindets Skat. --Da pløjer vi muntre vort bølgende Land, naar først vi har Friet vor kuede Stand fra Tusindaars-Trældommens Nat.
1/10 1907.
Æ GAMMEL SNEJKER.
Der gor en Mand mell Grønning-Knold --vi letter po wor Hat-- hans Mind vil Salling læng behold, --den letter po si Hat. Æ Blæst ka flyw, æ Storm ka bus, det rokker ett den Snejkers Hus, men letter po _wor_ Hat.--
Han er lidt rynked i æ Bark, --vi letter po wor Hat-- men inderst ind en hwelle Knark, --vi letter po ver Hat; og stil ham mud en Timmerdyng, da ka do trow, hans Yws ka syng. --a letter po mi Hat!
Han haader Brændvin som æ Dæwl --a letter po mi Hat-- og saa do ham handtir en Hæwl, _do_ letted po di Hat.-- Æ Sommerdaw han haar æ trunt, ved Vintertid da gor han rundt og letter po hans Har.
For hwer en Knot, for hwer en Knast, der stented mud hans Hat, for hwer den Diel, han haar slaan fast, vi letter po wor Hat Wor Tap ska dripp, wor Øl ska skyll! A trowr saagi hans gammel Møll no letter po si Hat.
Her staar vi i den Snejkers Stow og letter po wor Hat, ja for ham sjel og for hans Frow vi letter po wor Hat; for aall de Daw og aall de Or, der glaadle kam og laangle gor, vi Letter Po wor Hat.
Okt. 1907.
[Footnote: _bus_, jage hæftig af Sted; _Snejker_, er baade Snedker og Tømrer; _hwelle_, dygtig; _Timmerdyng_, Tømmerstabel; _Yws_, Økse; _Hæwl_, Høvl; _trunt_, travlt; _Knot_, Ujævnhed; _stented_, fór imod; _slaan_, slaaet; _Or_, Aar; _glaadle_, med Glæde.]
EN MINDESTEN.
PAA MIN FØDEGAARDS MARK.
Her vendte Far sin Plov, aa, saa mangen, mangen Gang, naar Graalærken højt over Sandmarken sang. Her gik min stille Mor i sin grove graa Kjol og saa med tynget Blik mod den synkende Sol. Thi satte eders Søn denne liden graa Sten til Minde om en Færd, der som Duggen var ren.
28/2 1908.
MAJSOL.
Solen ler saa godt og mildt, den stryger Sæden frem, lokker ud den lyse Filt om Bøgebladets Bræm-- Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest; men Solen i din egen Sjæl den ler dog allerbedst.
Solen duner Knøsens Kind, gi'r Rugen blanke Knæ, varmer Lammets myge Skind i Digets Søndenlæ-- Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest; men Solen over Hjemmets Dør gaar brave Hjærter næst.
Solen er saa elskovsfuld, den favner Jorden bred, kysser Lærkens spæde kuld, saa Duggen triller ned-- Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest; men Sol paa Minders Myggesværm gav mangen Drøm sin Rest.
Solen tænder Blomsterblus, hvor Engen før var graa, Iris og Ranunkulus og Brudelys ved Aa-- Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest; men Solen ved en Brudgoms Barm hun skjænker skjønnest Fest.
14/5 1908.
HØG OVER HØG.
Nypudset i Solen sad munter en Myg; frem mased en Skarnbasse kluntet og tyk; og Myggen, som sad der saa rent og saa rart, blev væltet i Gruset ved Langtrynens Fart, --for han havde Hast-- saa Myggens Nakkeben sitrende brast.
Skarnbassen fremstenter paa stræbende Ben og kratter med Kloen i Støv og i Sten; frem stormer Cyklisten i rygende Sved; han henter den arme, han hjuler den ned; for han havde Hast; dens pansrede Indvolde boblende brast.
Cyklisten slaar Sløjfer om Gaarde og By; da driver imod ham en ravnesort Sky: Lyntungen udstrækkes saa lang og saa gul; to spaltede Pæle slaar Kors for hans Hjul; det Lyn havde Hast! Blandt Ting af Værdier en Hjerneskal brast.
9/6 1908.
HJEM FRÆ PLOWGILD.
Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil før, og Løwn og Komeddi ka en sajt faa aa hør, men hvis I vil lyd te forstandig Taal, saa skal a hwerken dejt heller praal men baare betrow jer en mærkele Spel, der justemint er passired mæ sjæl; og det a fortæler jer, det ska sgi særd, for _det_ er saa sikker, som a sejjer hêr:
Naa, det var en silde Avtenstaan med ingen Stjanner og ledtle Maan; det war søen omkring ved Sehansdastid, æ Byg war lig betint paa aa skrid, æ Hawer det samm, men _det_ vild bi og si, hwad æ Byg fæk lawed istand, og om ett Worherr sku send en Taar Wand.
Det war lig under Minnet, om no a ka how; der var Lys i Gammel Jehanneses Stow; a haaj wot oppe te Ywers aa plow; nu træn a saa Fandens haadt te aa sow, det war knap, en kund hold æ Brikker opp; jaja, vi _haaj_ jo faat en Pa Kopp, --æ Kaal fæ jæn, fâr han, æ Pløg, kjor hjem te Kaaren med Vovn og Øg.--
A gik saa fredle, som Folk ka go; a fomlt i æ Lomm, om a haaj mi Skro; a war ett saa fuld, a ku stywle sto, saa læng da a kund ta Støtt ved æ Dig! A gik og summed paa manne Slavs Lig,
a tint paa æ Hos, der snaar sku fuel, paa bette Jens, der imaaen skuld i Skuel, paa hwad en haaj handelt, og hwad en haaj snødt, det sidst skuld en inden si Død ha fortrødt.
Og a tint paa Kaaren, der lo derhjemm og sejtens hwerken ku dums heller dremm, fordet te æ Stoder gik her og vrødt; for nær a er søen saa pasle fuld, saa haar a aaltid en Hjat af Guld. Naa, a bløw ved aa stummel astej; a holdt mæ det bejst a kund o æ Vej, indte a nowed Kræn Søndergaards Vrej.
Der war æ, som nøj haaj gin mæ en Pót; og kjek! bløw aalt saa kwollendes swot som mødt o æ Lowt, nær hwer Log er lot; og lig som en rædle Hund to po jestejes hesøwer vejsten æ O, der er nøj, der vil list en Løkk om mi Fud og ryw mæ baglænds om o æ Jurd: og no ka I flir, og no ka I snakk-- men her begynd mi Gummer aa hakk, for a hører en Stemm, og det war den Slemm, der trimmelt To øwer Kistel-Bakk.
--Gud spaar jen evig for aal Ting ûnd, hwad enten det saa ska mød Præjst heller Bûnd!
--Saasnaar a ku mærk, te hwad Sid det vild raw, a fæk mi Kjep flytt øwer i mi Kaw; det sled i mi Bowser, det røw i mi Maw; saa ræj haar a aalle wot i mi Daw!
_A_ rend, og _a_ fild, og _a_ fild og _a_ rend; a tøtt, a maatt vær ved _Verdens_ End, men bejje mi Træsko stod faast i æ Saând, den jen kam aalle forbi den aan.
A lo ad æ Jurd som en vælted Skru, mi Kjep en bette Graan vejsten mi Lu. A tint o manne kristele Urd, som a haar lær af mi Faar og mi Mue; a prøved føst aa løs fræ æ Burd, men mi Howkommels haar alle wot gue, og det, a fæk saå, war nø fuldajte Slurd.
A lowed Worherr, om han kjend mæ nø Raa, aa tejn mæ te Aalters imaaen den Daa: den fatte Ma Sah sku faa en Skipp maalt, og Bette Drejs en Stykk aa æ Gaalt. --Gud naad mæ--a fæk æ saa naple holdt!
Det bløw mæ helsen en stywle Bied; æ Bjenn vild op, men æ Hued vild nied. A to i æ Lyng og stinned mi Nakk, men a ku hwerken flikk heller flakk, a tøtt, det gi rundt med æ hile Bakk; æ stur Kaphyw war saat po en Bor; æ Hywl rend rundt, og æ Dæwl han kjor!
Hwad sin der passired, ka Kaaren sgi how; _a_ fand mæ tesengs i wor pænest Stow, saa syg, te a hwerken ku drewl heller drow, og Kaaren war værkle, og a maatt low, te hwis a mie to te Ywers aa plow, a aalle vild legg mæ ved _Kistel_ aa sow.
11/6 1908.