Part 11

Ja, nu letter vi vor Krop, naar det dæmrer imod Dag, og saa spænder vi vor Næve om den krumme Knag; og saa segner Sæden ned over Mejeredets Arm, som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm.

Frøen mister nu sin Fred, se, han springer for mit Blad, og det samme gjør nok Ræven hist, den røde Rad! Han, som la' sin Røverborg frækt i Vangen mod min Gaard, har nu sidste Gang smagt Kyllingesteg i dette Aar.

Saa du Haren Diget sprang, bange for mit Mejeréd, mens den blinde Muldvarp borer sig lidt læng're ned. Lange Skridt gi'r brede Skaar, opad med din Hjøleknag! Solen vejrer; Mynten krydrer Marken for og bag.

Staalet synger, Suset gaar, Klinten kildrer Pigens Knæ, hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le i Læ; Krattens Tand gjør Hop paa Hop, Neget snøres med et Stød; Pigens Kinder blusser som en Sky mod Aftenrød.

Før vi atter ta'r et Tørn, faar den tørre Hals et Klunk, hist hvor Hunden Plads har funden mod den gule Dunk. Melmadstejnen--frem med den! Saa bli'r Hunden himmelglad, faar for lang og trofast Vogten en Bid Pølsemad.

Saa i Gang med sidste Kvart under Klang og stærke Skridt; nu mod Aften maa de sløve Leer stryges tidt. Og saa dufter der saa tungt rundenom af Høstens Skat, mens paa Himlen lange Skyer gaar med Bud om Nat.

Og saa runger Klokkens Malm over slagne Enge ud, og saa trækker Hyrdepigen hjem med Ko og Stud. Men vi hvæsser, og vi slaar, indtil Maanen stiger bleg; og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg!

Bovbjærg 21/10 1905.

HJØLE-THAMES.

Han bor derude ved Bysens Skjel, hvor Tidslerne voxer saa høje, hvor Følfod skygger alt Græs ihjel og sætter sin Lu i hans Trøje. Til daglig regnes han aldrig stort, men vent, til Høsten berammes, til Rugladen aabner sin videste Port-- da gaar der skam Bud efter Thames.

Naar Tidslen forlængst har spredt sit Fnug, han skrider en Dag over Toften; hans Sko har Ringe af Morg'nens Dugg, hans Le han bærer paa Hoften; saa drøner hans Trad i den gamle Gaard: der kikkes fra Bryggers og Frammes, der bydes: Kom ind! og der nikkes: Godtaar; --For alle de venter paa Thames.

Saa bugner Bordet af Sul og Mad, det bedste som findes i Huset; Madmoderen topper Kartofler paa Fad, og nytappet Øl staar i Kruset; og Gamlingen gumler og fylder sin Skrot; der prates og drikkes og drammes; og Husbonden tror, det skal svare sig godt. Hvor faar man en Høster som Thames.--

Da Thames har sluttet sit Bord med en Skraa, man ser ham til Arbejdet skride i stribede Ærmer og Buxer graa og Sokker kridende hvide. Hans Sind er muntert, hans Arm er skrap, hans Blod er den jydske Stammes; hans Hjøle blinker med Duggen omkap, og Pigerne blinker til Thames.

Saa fortner det frem efter Høstens Skik, hvor Styrken flytter paa Foden: Kornblomsten drejer sit rædde Blik, af Rugen Skjælver ved Roden. Og Staalet bryder med krum Gevalt; selv Skræppen hentes og rammes; thi Thameses Hjøle bider paa alt, men intet bider paa Thames.

Ja, stram nu Remmen, du sejge Knøs, og pas de buede Knage; vær virm med Kratten, du brune Tøs, og kik dig ikke tilbage! Thi Høstens Gjerning er ilde gjort, hvor ikke Senerne strammes, og dér med Ryg som en Ladeport i Bjørnestyrke gaar Thames.

Sin Hue har han paa Neget lagt, og Skraaen, han tog efter Davre, han tygger med begge Kjæbers Magt, som Heste tygger paa Havre. Han ser med sit arbejdsstive Blik, hvor Straaene løsnes og lammes, mens Solen sender ham Stik paa Stik og heder Skallen paa Thames.

--Har Maanen sig rejst bag Rugnegs Top, mens højere Kilderne risler, da vandrer Thames med ludende Krop dérud bag de strittende Tidsler. Han standser en Stund med sin Le paa Lænd. Af Fjerskyer Østhimlen skrammes. --Nu skrider tusinde trætte Mænd mod mørke Hytter som Thames.

13/2 1906.

RUGEN KJØRES HJEM.

Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Tofterne tage, mens som et Kjølspor af sejlende Røg Støvskyen ligger tilbage!

Rugen er tjenlig, og Himlen er ren, Boghvededuften den driver paa Vinden, Pigen blandt Klynger paa buttede Ben vandrer med Solhat om Kinden.

Sydsolen vejrer i væltede Neg, hør, hvor det smælder i Kapslen af Klinten! Hvepsen nu driver sin solgyldne Leg, Gloheden koger i Flinten.

Vognene rasler med hoppende Skrav, Kuskene kraaner med Foden mod Fjælen, vugger i Hoften til Hestenes Trav, holder Balancen med Hælen.

Hist et Par Faar har i Sporet sig lagt: "Let dog paa Sulet, I pelsrede Taaber, tag eders gispende Flanker i Agt; hører I ikke, man raaber!"

Hjulene rasper i Grus og i Sand, Faarene styrter med Brægen i Grøften, staar der og glor udaf faaret Forstand, svaler paa Heden med Snøften.

Aarerne svulmer paa Hestenes Bug, Kusken nu letter sin svedige Hue, svinger saa op om den Klyngede Rug, hej, i en svimlende Bue!

Smidigt han springer fra Fadingens Rand, fritter om Øllet og linner ved Korken, drikker og svælger og slukker sin Brand, griber saa modigt om Forken.

Bindersken ordner sin kridhvide Hat, strammer dens Baand om sin buttede Hage, hopper paa Vognen og raaber: "Tagfat!" Knøsen maa Skoene tage.

Negene aander den tungeste Duft, gribes paa Forken og hvistes fra Græsset, svæver et Nu mod den lysende Luft, sejler saa ned over Læsset.

Vognen sig flytter i Ryk og i Trav, Svøbet saa langt gjennem Stubrene slæber, Skjælbasser løber om Hjulenes Nav, hvæsser de arrige Kjæber.

Forken staar plantet, og Læsset er paa, Kusken ta'r Plads bag den nærmeste Hamle; Bindersken daler med spjættende Taa, bruger hans Skulder som Skamle.

Sagte hun synker som Rughøstens Ny! Knøsen ærbødigt om Anklerne fatter, skyder sig ind under Solhattens Sky-- ... Glutten sig værger med Latter.

Atter det ringler i Kobler Og Stjært, Hjulene hugger, og Stubrene knaser, Øgene frygter den knaldende Snært, spænder de duskede Haser.

Kusken han skrider saa tæt og saa sejg, styrer saa snildt over Huller og Halder, støtter sit Læs, hvor hans Vej har et Vrej, stivrer dets Vægt, før det Falder.

Støvet det gjør ham som Burren saa graa, Skarnbassen bumser med Smæld mod hans Nakke, Loke saar Havre, og Himlen er blaa, Møllen slaar Kors paa sin Bakke.

16/2 1906.

[Footnote: _pumrede_, laskede; _Skrav_, en firkantet Ramme af træ udenom Høstvognens Fading (en _Skrav_vogn); _kraaner_, knejser paa en selvsikker Maade; _hvistes_, kastes i Vejret; _Skjælbasser_, de store Løbebiller; _Bindersken_, den Kvinde, som binder Negene sammen to og to til en _Tvilling_; _Halder_, Fordybninger i Hjulsporet; _Vrej_, brat Sving i en Vej; _Lokes Havresæd_, kaldes det Lysfænomen, der på varme Dage ses som en sitrende dis mod fjern Horisont.]

NAAR RUGEN SKAL IND.

Nu er det længe siden, men end det gjemmes i _mit_ Sind hvordan i Barndomstiden den kjære Rug kom ind, hvordan dens kjærnetunge Top ved Moders svage Kræfter blev lagt i Lugen op.

Først bredte Mor et Klæde saa ømt som nogen Højtidsdug; der maatte ingen træde med Sko i Høstens Rug; saa fejed hun med Limens Rest hvert snavset Straa tilside som for en Hædersgjæst.

Den kjære Rug var Gjæsten, som gjorde hvert et Barn saa spændt; se, Far han lægger Vesten og sér saa indadvendt: En Skjælven i et ydmygt Sind, en Bøn til Altets Skaber, før Avlen bringes ind.

Saa fatter Far om Spaden og graver i det gule Klæg to Huller langsmed Laden foran den hvide Væg: i dem skal Vognens Fælger slaa og staa som i en Fælde, til Væltningen gaar paa.

--Og Vognen værdigt skrider; det første Læs for Lugen staar; ud fra dets tunge Sider saa dybe Skygger slaar. De varme Øg i Nip og Nap af Moders milde Hænder faar Ax og Mule-Klap.

Og alle Hænder jager, og alle Fødder er i Rend; i Støvet Læsset brager for brede Rygges Spænd. Højt svinger Hjulet som et Rat, og paa dets Drejeskive har Børnene sig sat.

Mor ta'r paa Neget Sæde og linner lidt ved Baandet skjørt; "Det er endda en Glæde, naar Kornet er _saa_ tørt!" Og med sin matte spinkle Arm hun løfter Rugens Tvilling ind ad den lave Karm.

Og Neg for Neg forsvinder og bliver under Bjælken sat; og Far faar røde Kinder og Spindelvæv om Hat. Men Mor er lige hvid og bleg, hvormeget hun end stræber med Rugens tunge Neg.

Det gaar mod Aftentide; snart skinner Maanen fuld og rund paa Gavl og Vægge hvide og ned i Vognens Bund. Mor standser træt og titter ind; Far kommer hen til Lugen og klapper hendes Kind.

Og Barnet, som har løbet sig træt i Dagens muntre Leg, det er nu stille krøbet ind under Hjulets Eg; dér høres dette skarpe Knald fra Vognens Fjæl mod Sandet af Ørentvistens Fald.

Og mellem Hjulets Eger gaar Stjerneblink og Maaneskin, og milde Vinde hveger, mens Barnet slumrer ind. Saa slutter Far i Jesu Navn, og Hjemmet gaar til Hvile med Høsten i sin Favn.

15/2 1906.

[Footnote: _Lime_, Kost af Rævlingris; _Tvilling_, Dobbeltneg; _hveger_, en blødtflakkende bevægelse.]

MORGENDUGG.

Gal nu min Hane, Dagen er nær, kjølige Kjær drager sit Vejr, Solkuglen stiger til Gjøgenes Kuk af Morgendugg.

Højene svømmer paa Dampe i Dans, Kløver i Krans spiller i Glans; Straalerne leger til Kildernes Kluk i Morgendugg.

Klokkerne dangler med stigende Klang, Rugen i Vang svajer sin Svang. Bonden paa Toften opsender et Suk i Morgendugg.

Vinden begynder sin spøgende Dont, Møllen faar tront, Vingen gaar rundt; Løget paa Mønningen slipper med Buk sin Morgendugg.

Bien paa Brættet gi'r Lyd som i Graad, Vingen er vaad-- Blomsten er vaad; tvætter saa Snuden for Gaarsdagens Fnug i Morgendugg.

Lammet i Dalene strækker sin Rad, patter saa glad, napper et Blad. Pelsene damper paa Bede og Buk af Morgendugg.

Dugg over Eng saa er Høslet en Fest; slæng nu din Vest, saa gaar det bedst; Stænglerne styrter for Leernes Hug i Morgendugg.

Se hvor det ligger i Ædelstensskjær Tage og Trær, Marker og Kjær! Landet og Vandet--Alverden er smuk i Morgendugg!

1/2 1906.

DEN FØRSTE LÆRKE.

Den første Lærke, den første Lærke! vort hjerte jubler i Dagens Sol. Den første Lærke, den første Lærke! Den Syge drejer sig i sin Stol.

Den første Lærke, den første Lærke, skjønt Sneen skeler fra Grøften op; den første Lærke--det første Mærke paa Vejen mod Rosens første Knop!

1/2 1906.

BONDEVISE.

Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst, hvor Bakken hun skraaner mod Sønder, hvor Græsset gror højt om min skjæggede Hest, hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst-- for Lærker er, hvor der er Bønder.

Dér spættes min Ager hver evige Vaar af alle de friskeste Blommer, og Vinden den stryger min Rug ad dens Haar, og Dræet det hvirvler som Røg om min Gaard, og Bierne surrer om Sommer.

Der vader de Kvier i blankeste Strand, mens sirligt de løfter paa Halen, og Tøsen hun lokker og kalder fra Land, og Solen den glimter i Mælk og i Spand, og Byggen den skyder en Alen.

Der rinder de Dage i Sommer og Tø med alt, hvad den Bonde maa gjøre; for Føllet vil klappes og Faaret ha' Hø, Smaaspurve fra Taget mig fritter om Frø, og Grisen vil klø's bag sit Øre.

Her har jeg min Lykke, her har jeg mit Hjem, her har jeg mit Kald og min Kvinde; har Ploven og Ageren trættet hvert Lem, tyst glimter et Skjær mellem Pilene frem; da tænder _hun_ Lyset derinde.

Der gaar som en varmende Strøm i mit Sind ved Arnelysenes Kalden; hjem nikker mit Spand i den krydrede Vind; hos _hende_ jeg sætter til Skiven mig ind, mens Øgene gumler i Stalden.

4/2 1906.

Æ GAMMEL SMED.

Og her kommer _a_ med mi Hywl og mi Kjep og mi Hej-hej-ha og mi Haah-- Og hwis I vil skink mæ en jenle bette Sep, saa blywer mi Øwen saa glaad.

Saa skal a fortæl jer en Krumm om mæ sjel og mi Hej-hej-ha og mi Haah-- hwordan a kam hen aa slaa Tysker ihjæl og sjel kam saa skamle te Skaad.

--I faromgoddaw drøw a Verden omkring med mi Hej-hej-ha og mi Haah-- tho a ku jo syssel ved hunder Slavs Ting --og æ Pigger--de war mæ saa raar!

A klinked dje Grydder, a hwet dem dje Saws og dje Hej-Hej-ha og dje Haah-- hwor bløw de da mild! A sku hold ved dje Klaws, og de vidst jo aalle nø Maad.

_A_ smej, og _a_ sang, og a klaared mæ godt med mi Hej-hej-ha og mi Haah, og dér var skam jen, a ku gjan ha faat, og _hun_ war nu ett med de baar!

Men _a_ sku no ett vær Mari hinne Mand med mi Hej-hej-ha og mi Haah, for _a_ maatt jo hen aa værg for æ Land, for den war sgi kommen i Faar.

_Det_ myldred med Tysker, ihwor en so hen, med mi Hej-hej-ha og dje Haah, og Tysker war sjalden Menneskens Ven, saalaant da æ Kuller ska raad.

De dænged wos te med dje Bly ag dje Stjen og dje Hej-hej-ha og dje Haah-- og øj mæ da rejn den jen af mi Bjen og ga mæ mi Skrup og mi Skaad.

De toen da fræ mæ her nejen mi Knæ med dje Hej-hej-ha og dje Haah-- og gav mæ saa jen, de haaj huggen af Træ --og saa denneher bette Plaad.

Æ Daw de gik ad, og æ Tysker war gan med dje Hej-hej-ha og dje Haah-- og saa kam _a_ hjem og gywt mæ med Ann og slo mæ hernied po æ Gaad.

Der sejjer a hejsen og hytter mæ godt med mi Hej-hej-ha og mi Haah, og skulter mæ javnle og kikker saa smaat, nær æ Vind den flywer med æ Blaad.

For no er a gammel og gro i æ Tow, i mi Hej-hej-ha og mi Haah;-- men en Hywl kan a sløv, og en Hest ka a skow og legg Ægstol ind i en Spaad.

Naa, no'el a res mæ, og saa'el a go med mi Hej-hej-ha og mi Haah-- mi Kjep haar a ved mæ, mi Rasp--og mi Skro, mi Hywl den vinter ved æ Laad.

7/2 1906.

[Footnote: _Hywl_, Hjul; _Sep_, Draabe (om Spiritus); _i faromgoddaw_, i gamle dage; _hwet_, sleb; _Saws_, Sakse; _Klaws_, Garnfed; _baar_, bare, fattige; _Kuller_, Kugler; _øj_, ødte; _nejen_, nedenfor; _bitte Plaad_, Medaljen; _gan_, gaaet; _Gaad_, Bygaden; _hejsen_, ellers; _hytter_, nærer; _skulter_, skutter; _æ Tow_, Ulden; _en Hywl ka a sløv_, et Hjul kan jeg forme; _Ægstol_, Ægstaal; _Spaad_, Spade; _Laad_, Lade.]

SUNDT BLOD.

Jeg bærer med Smil min Byrde, jeg drager med Sang mit Læs; jeg er som den vilde Hyrde, der gjenner sit Kvæg paa Græs.

Se, Duggen driver fra Norden hen over det bøjede Korn, mens Solen stiger af Jorden imellem Oxernes Horn!

Jeg ser over tindrende Marker og langt mod den blaanende Fjord, jeg stirrer paa sejlende Arker, men finder ej tolkende Ord.

Jeg slænger Skalmejen for Munden; jeg trækker saa lang dens Lyd, at Kilderne klukker i Lunden, og Bukkene bræger af Fryd!

--Hvor kan I dog gruble og græde, saa længe Guds Himmel er blaa! _Mit_ Hjerte skjælver af Glæde, blot Duggen dynker et Straa,

19/2 1906.

[Footnote: _Arker_, Fjerskyer.]

VED VESTERHAVET.

Havet gaar højt, Stormen har Tag i dets Manke; Fraade og Sprøjt hvidner den ludende Banke. Halvt under Vand, truet af Braadd og af Brand Høfdernes Enhjørningshorn imod Brændingen stanger.

Natten gaar ind, Skummet fortoner i Graanen; Fyret gir Skin, Stormen faar Vækst under Blaanen. Klinten sit Bryst værger mod Voldsmandens Kryst. Brænding og Skrænt under Brøl over Havstokken brydes.

Bølgen gaar frem, buer sin vældige Pande, breder sin Bræm, Løfter de kogende Vande, styrter mod Klint, knuses til Sprøjt paa dens Flint, slænger sig over og spyr mod den flygtende Maane.

Havnattens Bryn drukner i Dybet en Stjerne, fjernt under Sky'n vipper en enlig Lanterne. Taagen fra Vest sadler sin graadige Hest, sænker sin havsalte Gus over vindslidte Tage.

23/2 1906.

JUL.

Den gamle Skorsten hælder slemt men se, hvor tæt den ryger, mens Nordensne til Klokkeklemt lavt over Marken stryger. Det puster tungt om Bondens Gaard og spreder Kavringduften, der ud af alle Sprækker staar og blander sig med Luften.

Og Bondens Kone gaar saa trind bag blommede Gardiner og bærer Fadet ud og ind med højtidsfulde Miner. Og Bonden sidder bred paa Bænk og la'r sig Maden smage og byder Tyendet en Skjænk og Barnet Julekage.

Ja, Julen er den fagre Tid, da alle Skjel udslettes, et Hvil i Aarets lange Strid, da alle Munde mættes. Selv Tiggersken, det gamle Skrog, med Posen over Nakken nys gumlende af Gaarde drog med tunge Spor i Bakken.

Ja, Julen, du er Mindets Fest, med Lys i blanke Stager, da den, der sad vort Hjærte næst, paany mod Porten ager; da Sneens Fald mod Markens Favn hvert Hul i Jorden sletter og tegner Julens blide Navn i Skovens Maanepletter.

15/5 1906.

FRU JOHANNE RAMBUSCH.

Før luded den Bonde saa grætten mod Væg, mens Burren hang fast i hans filtrede Skjæg: men nu har det regnet i Korn og i Krat, og Bonden i Sjørup fik ogsaa en Blat. Hurra da for Regnen som gjorde sin Pligt! Hurra for hver Hytte i Sjørup Distrikt! Kom Gutter og ræk nu jer Moder adræt af dryppende Blomster en høstlig Buket.

Plantagen har Dufte, som ingen faar fat, det kogler derinde ved Dag som ved Nat; mens Gjæsten han nipper til Doktorens Vin, staar Granen og nikker mod Fruens Gardin. Hurra for de Hænder, der pynted saa kjønt med Gyvelens Guld og med Granenes Grønt! Hurra for den Hygge, hvis smilende Magt besejrer hvert Hjærte ved Ynde og Takt!

Snart Høstskyen mørkner den solblanke Dam, fra Stubmarken bræger de klippede Lam, og Hundenes Halsen og Doktorens Skud fra Kjæret vil bringe os gjaldende Bud. Hurra for hver Ælling ved _Pedersens_ Dam! Hurra for de brægende, klippede Lam! Vor Frue hun frygter ej Stormgangens Hvin, hun smiler saa tryg bag sit hvide Gardin.

--Nys sad her en Sanger og knytted med Magt gjenstridige Tanker til Rytmernes Takt; da Vaaren sig nærmed, han greb til sin Hat; men saa tog Plantagens Smaasangere fat; de ejer Talentets den guldslagne Mønt, og de vil fuldende, hvad _jeg_ har begyndt; utrættet de kvidrer hver Morgen paany om Doktorens Bolig bag Granhækkens Ly.

Sjørup 25/7 1906.

DE UNGES FORENING.

Unge Mand med staalsat Hu, Led i denne ny Forening, vover du at ha' en Mening og er ej halvfjerds endnu! Véd du ej, at Visdomstanden bryder sent og langsomt ud? Først naar Kalv faar Horn i Panden, agtes den for fuldgod Stud. Jo, du véd det altfor vel, thi du faar det tit at mærke, hvor Instinkterne er stærke til at slaa alt ungt ihjel. Først naar noget stort er skimlet, og dets Ophavsmand er himlet som Fornægter af det ny, faar hans Tanke Verdensry. Var det ikke Gorm hin _Gamle_, som fandt paa det Land at samle, og som skjænked' det sit Præg: side Kofter, hvide Skjæg! Oldingfærd og Oldinglader møder os paa Torv og Gader, og blandt Thingets Stolerader bliver Oldingvisdom Lov. Og saa siger man dog frækt, _vi_ den nye Tid skal bære. --Takker for den store Ære; men man gjør saa tung dens Vægt! Danmarks Ungdom! altid skuffet, altid hundset, traadt og puffet, kan du kæmpe end en Stund, kan du værge dine Skarer mod det danske Hang til Blund og fra Rolandshornets Bund lokke nye Klang-Fanfarer! Ak, du tier; men jeg ved Smilets Mening paa din Læbe: Nytter det, vi _fremad_ stræbe, naar vi _bagfra_ hugges ned? Bar vi ej mod Højdens Tinder tit en jævn og lavfødt Mand, bar ham glad med røde Kinder, saa' hans Fødder Fæste finde, Saa' ham--uden Tak at svinde, mens vort Hjærte stod i Brand! Løftet did til Ærens Top drog han Stigen med sig op, skyndte sig at kaste Dragten, som han før blandt Brødre bar, mens hans nye Skrædder skar den, han bærer med Foragten!

Det er slige Drab man mindes, Drab af tro og Fremgangsmod, indtil Skammen i vort Blod sammen med vor Ligkrans tvindes. Disse Nævestød i Siden, denne Marsch foruden Rast, disse Haab, der altid brast, gjorde os til Mænd før Tiden. Og som Mænd i egne Klæ'r, Mænd, der ej for Trusler viger, Mænd, der ingen Dødsed sviger, er det, at I ser os her. Er vi end lidt stram om Kinden, vi har Munterhed forinden, Mod til Skjæmt og Raad til Sang om en knækket Fanestang. Og vi véd, hvad Vej vi vil! Maalet, som vi sigter efter, som vi gav de unge Kræfter, er saa retfrem-ligetil. Vi vil ikke lege med, der, hvor Riflen sætter Prikken over Verdenspolitiken, vi vil ikke Krig--men Fred; men for Fredens Skyld kan hænde maa en Dag vi Bavnen tænde.

Hold jer muntre, hold jer vaagen, Samlingsraabets dumpe Gjald kan med Raaddenskabets Fald lyde brat som Skud i Taagen; Reaktionens danske Hund hyppigt sig paa Halen Sætter, tuder i de lyse Nætter stygt mod Maanens blege Rund. Russervældets Bjørnekuld har nu Labben godt i Klemme, nægter sig for alle hjemme --uden for Hr. Rothschilds Guld. Bonden rykkes fra sit Blund, ser sig rundt med stille Glæde; thi hvor Ulve Ulven æde, er der ingen synlig Grund just for Lammet til at Græde.

Men lad andre sætte Prikken over Verdenspolitikken, naar vi dér har leget med, blev vi altid ladt i Stikken.

Nej, Programmet, som er vort, er kun jævnt og hjemmegjort, hentet--ej fra Lærestole, men fra Livets haarde Skole.

Vi har læst det i dit Øje, stakkels fattigklædte Mor, naar du ved det grove Bord lappede vor Barnetrøje-- set det i dit Alvorsblik, Far, naar du kom hjem fra Mosen, lændekrum med Dynd paa Hosen, brudt af tusind Spadestik. Kravet var de simple Ord: _Ret til Stemme, Ret til Jord!_ Ingen Greve er saa stor, at han kan os Vejen spærre; thi det kan end ej Vorherre, om han vil,--hvad _Skjælme_ tror. Slaa da Fylking om jer Sag! Lad dem ej jer Ret fornærme! Langt fra Døgnets Gøgl og Bærme, midt i Støj og Stempelslag skal I finde Kampens Flag gjemt i Arbejdsblusens Ærme!

Sjørup. 27/7 1906.

HJEMME.

Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø: Der skal _to_ til at leve, kun _een_ til at Dø.

Der er saa stille i Huset, for nys gik Natten Forbi; en Flue brummer i Kruset, og Uhret paa Væggen slaar ti.

Jeg sidder og tumler med Tanker, som Dagen nægtede Form; det skygger fra Vildvinsranker, paa Ruden kryber en Orm.

Fjernt tripper det nede i Stuen; det er min Elskte, min Skat, der løfter de Kjedler af Gruen og sætter i Orden til nat.

Hun bærer ind fra Altanen Geranien gylden og varm; som Børn i Slummer saa hælder de Kronerne mod hendes Barm.

Da knirker der stille ved Karmen; ind vælder saa frisk en Luft; _hun_ kommer og klapper mig Armen, jeg kjender Geraniens Duft.

Hvor Tanken og Rimet ej dækker Papirets ventende Blad, en dugget Reséda hun lægger og smiler skalkagtigt og glad.

Hun svøber min Lok om sin Finger og nærmer sin dunede Kind; hun peger mod Ormen, der svinger som jeg i sit selvgjorte Spind.

Med Lempe, og Tanden i Læben hun fjærner den frygtede Pen og skrider nu, kjækt i sin Stræben, imod sin afvæbnede Ven.

Hun taler om Maane bag Skove og trækker Gardinerne til, saa hvisker hun: "Nu skal vi sove!" Jeg svarer: "Ske som _du_ vil!"

Leith 5/10 1906.

ROBERT BURNS.

Ved Skotlands gamle Eg dit Hors du bandt, imens du lyttede til Bækkens Tone; du _aanded_ Sang, hvert Digt en Diamant, der overfunkled dem i Stuarts Krone.

Som fattig Tolder lod dit Folk dig dø, dets største Hjerte, sønderbrudt og ene; længst slog dog Folkekulden om til Tø; nu faar du Statuer paa høje Stene.

Martyrens Lod den samme alle Vegne! Imens han leved, slog man ham med Sten; men naar hans Hænder slapt i Døden segne, man gjør Mirakler med hans Dødningben.

Leith 25/9 1906.

PAA LOCHLEA.

Her har han gaaet den ranke Mand bag Harv og Plov i al Slags Vejr og digtet om det skotske Land og gjort det for al Verden kjær.

Her har han traadt sin Rytmes Takt med Mulden om sin tunge Sko og følt den første Elskovs Magt i Dansen paa en stampet Lo.

Her spired dette hvasse Vid, der satte mangen Hykler mat, mens selv han drev med Ko og Kid; og Regnen drypped fra hans Hat.

Her har han smagt al Armods Tort, følt Kløften mellem Rang og Aand og set en elsket Far gaa bort med Rykkerbreve ved sin Haand.

O, Skotlands Lorder viden kjendt, lad Skammen skrive paa jer Ryg: En Aand kom til jer himmelsendt, Nationen lod den tærske Byg!

12/10 1906.

I BURNS FØDEHJEM.

Jeg har gaaet i gyldne Slotte, staaet i høje Kathedraler, men dit Hjem, du store Skotte, dybere til Sindet taler.

Her sprang Folkesangen klinger frem af Skotlands Grund og Stene, munter som Forellen springer under Flodens Askegrene.

Byd en Skotte hundred Borge for den ene Bondehytte, og han svarer dig med Stolthed: "Ej for tusind vil jeg bytte!"

15/10 1906.

ENDNU ET BITTE NYK.

Han Ole bor paa Heden med Sand og Ahl forneden, med Rugen svang og sveden og Spergelhøst for Byg. Ved Sliddet tungt og treven med Spaden og med Greben er Oles Mundheld bleven: "_Endnu_ et bitte Nyk!"

Gaar Stud i Staa for Ploven, og ømmer den paa Kloven, mens Kragen tyr mod Skoven, og Solen gaar i Syk,-- er Barnet lagt til Puden, blev Praasen tændt bag Ruden, det lyder _end_ til Studen: "Endnu et bitte Nyk!"