Part 10

Der lister hist foran mig en kroget, gammel Mand med Melmadstejnen over Øxebladet; paa tynde Træsko svinder han bag Plantagens Rand og standser ved en Gran i Snevand badet. Snart lyder Øxeslaget med dybe Ekko-Suk, mens rytmisk Træet slipper sit Styrt af Draabedug; min Sjæl med Træet skjælver ved disse Dødsenshug i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Hist klumper sig i Taagen en Klynge Hytter graa med møre Døre og med skjæve Gavle; der staar et Barn bag Ruden her i den første Vraa, af Kjedsomhed det ramper paa sin Tavle. Her sidder mangen Moder og ved ej Raad for Brød, der ligger mangen Stakkel og venter paa sin Død, mens Øjet ængstet følger den matte Tørveglød i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Ak, underverdens-trist er en Hedehyttes Vraa, dens Veje plørede, dens Stier slemme! Barmhjertighedens Engel har her saa langt at gaa, og derfor bliver han som oftest hjemme; men Vinteren er trofast med Flyvegigt og Kuld, af klare Snekrystaller den puster Kaalen fuld, og Maaren gnaver Huller i Hyttens Hattepuld i Dagene omkring ved Tre-Konger.

--Da spaltes der en Flænge i Vinterdagens Graa, en munter Straalepil mit Hjerte rammer; jeg havde næsten glemt, at din Hvælving er blaa, du høje Himmel over Jordens Jammer. Aa se, hvor Straalen spiller--paa Mossets grønne Plyds, paa Lyng, paa Rug, paa Rævling, paa Raadyrbukkens Kryds! Det er til Jordens Hytter et nedslængt Fingerkys i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Sjørup 3/1 1906.

JENS HVØVTRUP.

Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok: aah--ja, ta mæ mi Bøss! En høstlig skrigende Vildgjæsflok saa lydt under Nathimlen larmer.

Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn, aah--ja, ta mæ mi Bøss! og maader gnistrende Krudekorn og klapper sin pludrende Kvinde.

Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag, aah--ja, ta mæ mi Bøss! skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag, og Flagermusene piber.

Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa, aah--ja, ta mæ mi Bøss! hvor Gaasen svaler den brede Taa og gynger sin tyngende Fedme.

Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig, aah--ja, ta mæ mi Bøss! Da spærres hans Vej af Troldkjærsig, hvor stygt om Natten det kogler.

Her slynger Taagen sit lange Slæb, aah--ja, ta mæ mi Bøss! mens Rørdrum spuler sit gule Næb i Sumpens svovlede Bløder.

Hugormen skeler med Mus i Flab, aah--ja, ta mæ mi Bøss! og Tudsen sidder med Hængegab og drejer sin natlige Skralde.

Her sidder Aalen i Tørvepyt, aah--ja, ta mæ mi Bøss! og glor paa Maanen bag Tudsespyt, mens Padderokkerne knarker.

Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr-- aah--ja, ta mæ mi Bøss! med Vildgjæs er han nu ligekjær, hvor nært end Skrigene frister.

Thi den der synker paa Troldkjærsig, aah--ja, ta mæ mi Bøss! han griber ikkun i Taagens Flig, hvorved sig ingen har løftet.

Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs-- aah--ja, ta mæ mi Bøss! han _vil_ gaa lige, men _gaar_ i Kreds, hvordan end Sigtet han tager.

Det perler ham koldt bag Hatterem-- aah--ja, ta mæ mi Bøss! "Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem, mit Hus og min ventende Kvinde?"

Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd, aah--ja, ta mæ mi Bøss! mens Foden synker i dyben Dynd, og Bobler om Støvlerne brister.

Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring, aah--ja, ta mæ mi Bøss! Snart tykkes den Noget, snart Ingenting, mens Kredsen om Jægeren snævres.

Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør, aah--ja, ta mæ mi Bøss! og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør paa Nattens strittende Grene.

Det dunser og punser om Grob og Grøft, aah--ja, ta mæ mi Bøss! som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft, mens Lygtemænd hopper paa Gungen.

Selv Tørveskruen saa sort og stiv, aah--ja, ta mæ mi Bøss! har snappet sin Naboskrue om Liv og danser, saa Top-Tørven flyver.

Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind, aah--ja, ta mæ mi Bøss! Saa skyder han ind i den Hvirvelvind, saa Synerne daaner i Skraldet.

Han kravled iland ved sit tro Gevær, ahh--ja, ta mæ mi Bøss! mens Gryet frelsende steg bag Kjær og viste kun dryppende Vidjer.

Men siden dued han aldrig stort; ahh--ja, ta mæ mi Bøss! de sa' om Skytten, han blev forgjort hin Nat derude paa Gungen.

Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær, aah--ja, ta mæ mi Bøss! Den Lygtemands-Skyden har gjort ham Sær og mærket Jens Hvøvtrup for Livet.

Han ses ved Kirken i Sol og Sus-- ahh--ja, ta mæ mi Bøss! den blegeste Mand i Herrens Hus, og altid med Ho'det han nigrer.

Dog mest han kredser om Troldkjærsig, aah--ja, ta mæ mi Bøss! og altid han fabler om Vildgjæsskrig og Sumpens tombede Syner.

Saa maaler han op sit sidste Skud Krud: aah--ja, ta mæ mi Bøss! og sletter saa al sin Kvide ud, mens Ekko fra Bakkerne skogrer.

Sjørup 14/1 1906.

[Footnote: _Bløder_, moradsige Væld; _Tudsespyt_, Slimkager af øjede Tudseæg i sumpet Vand; _Væld (og Vilder)_, enhver Vandudbulning i Kjærbund; _Grob_, bruges om baade Grøft og Dige; _Gungen_, Hængedynd; _nigrer_, rokker ustandselig; _tombede_, smaataabelige.]

KARLSVOGNEN.

I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver, hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys, hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver under Almagtens Pust og det Eviges Gys--

I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol; og naar Jordbuens Skygger har faget de andre, staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!--

Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave, jeg har ridset _dit_ Billed i Rudernes Rim; jeg har set dig saa stor over sneede Grave, men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.

Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude, og jeg løfted fra Puden min brændende Kind, stod _du_ tindrende tavs i min øverste Rude og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.

Du har fulgt mine Fjed paa den drømmende Hede, hvor i Dalen jeg søgte det vildfarne Lam; naar bekymret jeg standsede, træt af at lede, stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam.

Naar det braged om Natten i Isgangens Panser, medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg, og _din_ Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser, stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg.

Du har lyst paa min Sti over rimslagne Enge, hvor i Mørket sig vender det frysende Kvæg, du har kortet min Kvæld, naar jeg ventede længe med det rullende Skud bag de dølgende Flæg.

Du har tryllet mit Sind, saa jeg knap kunde sove, naar du spejled din Pragt i den mørknende Fjord, du har baaret min drøm gjennem slumrende Skove med dit funklende Hjul og din Stjært imod Nord.

Naar det lyste bag Krat af den segltynde Maane, og det suste saa sagte i Midnattens Siv, har jeg skimtet _dit_ Hjul bag den vigende Blaane med min skjælvende Arm om den Elskedes Liv.

Du har løftet min Sjæl mod det Eviges Vrimmel, naar jeg stirrende stod paa min natvaade Toft, og min søgende Tanke omsvirrede svimmel som et usseligt Møl under Stjernernes Loft.

--Da den urfødte Mand havde hvælvet sin Hytte, stod du lysende højt for hans skinddækte Dør; og _hans_ Slægt vil du se som Udslettelsens Bytte, thi for dig er Aartusind som Hug gjennem Rør.

Se, du løfter din Lygte i Lidelsens Nætter, og de døende Slægter du lyser paa Vej; naar _min_ Kvæld stunder til, og sig Skyggerne tætter, lad mig lukke mit Blik om en Straale fra dig!

Sjørup 21/1 1906.

[Footnote: _Blaane_, Sky.]

PAA HEDENS HØJE.

Snart er du slettet ud, mit Barndomsland hvor Rylen pylred om sin simple Rede, hvor Porsen stod i Krans om stille Vand, mens Maanen svæved over Moser brede. Vemodigt gaar mit Blik blandt tavse Minder som før, naar Duggen døbte _Barnets_ Kinder.

Jeg ved det vel: Min Sorg er i det Blaa; Kulturens sko'de Spand sin Vildvej drager; man river ikke Døgnets Vogn i Staa, fordi et stakkels Digterhjerte klager; maaske dog én sig ømt til Redning bukker, før Furen sig om Lærkens Unger lukker.

Kun Ros til dig, du Rydningsmand, der lod dit Plovjærn synge gjennem Sandets Øde, der søgte Guldet under Gyvelrod, men fandt kun Skuffelser og fattig Føde! Hver Graastensblok, du kan af Lyngen lirke, skal staa som Bauta over ædel Virke.

Thi Ploven, Ploven maa jo ha' sin Gang, selv hvor den flænser vore Minders Have; den skrider fremad med sin vilde Klang, og flytter stille Danmarks Gjærdestave; den kan ej agte, om en Orm i Furen blev sønderlemmet under Jærnets Skuren.

Og dog--hver Gang jeg staar paa Hedens Høje og vender Blikket mod den vante Grund, da brister der en Taare i mit Øje, og Klagesange vælder i min Mund: Er det den Jord, hvor jeg som Barn har leget, den Lyng, det Kjær, jeg kaldte højt mit eget?

Hvor er da Vibetrækkets dumpe Sus, det Tungsindsdrag igjennem Jyllands Nætter, og Lyngtørvsdiget bag det hvide Hus, hvor Solen tørred Hyttens Mælkesætter, hvor er det gamle Led, hvor Gjøgen kukked hver Livsens Kvæld, naar Portene blev lukked?

Og hvor er du, min blide Klokkelyng, der skjalv saa ræd i Aftnens første Brise, og Ulvefodens vilde Bændelslyng, og Leverblomstens blege Øjenlise? Spørg ikke mer. Hver Blomst i Lyngen ender med Top og Tavl som Trævl om Harvens Tænder.

Som fremmed gaar jeg i min Barndoms Kjær, ej Siv, ej Bær, ej Busk blev Mindet levnet; Gulspurven smutter ikke mere dér, Blaaternen er med Skrig fra Stedet stævnet; kun hist ved Mosen, langs dens brune Rande end Humlen drikker Mjød af Lyngens Kande.

O frie, lyngombarmede Natur, hvis Ensomhed saa tit min Pande dugged, min Sjæls Husvalerske i Mol og Dur, som jeg en Flygtning og en Udelukket: Som Digt og Æventyr, som Trold i Bakke, du enes aldrig godt med Plov og Hakke!

Men I, som skrider nu med Maalesnor henover Jyllands fattig-brune Hede, som leder Slavekobler i jert Spor og skræmmer Hjejlen bort fra Æg og Rede, I kan vel taale denne ene Stemme, der synger om en Fryd, jeg ej kan glemme.

Ja, I som stykker Lyngens Rester ud i husmandskarrige smaa Firkantsbidder, som bytter mod Plantagers Bjærgfyrsklud hin høje Alvor i de vilde Vidder, skal engang paa Eftermælet bøde for denne "Daad", naar den er stemplet: Brøde!

Mit Fædreland, hvor nært dit Syd og Nord, hvor snart man kan til dine Grænser kjøre! Dog rig, mangfoldig var mit Hjemlands Jord, nu bli'r det ogsaa snævert indendøre; Fra Sønder rykker ind Plantagers Stimmel og sætter Skodder op for Jyllands Himmel.

Naar før jeg stod ved Hedens lave Rande, saa Lokkelegen over Aaser blaa, saa Ørknens Sky paa fjerne Højder strande, det var, som om et Aasyn paa mig saa. Det Aasyn har I brændt med Ild og Aske og givet det en tom og fremmed Maske.

Lad Skoven spejle sig i Bæltets Vove, lad Bøgen samle Marv om Øresund, men fri den _jydske_ Mand fra Prøjserskove, der gjør ham fremmed paa hans egen Grund; med _Hedens_ Alvor er hans Sjæl fortrolig, den lagde Højhed om hans lave Bolig.

Spar denne Rest af hærdet Urtidsjord, den Solfaldsbro, den Blæstens brune Bane, hvor Oldtids Sti sig dulgt i Lyngen snor, og Luftens Syn slaar ud sin lyse Fane. Lad ikke haant om Hedens "golde" Gave; det Land er fattigt, som er _idel_ Have.

Naar Rugen gynger paa sin grønne Skaft, og Hjejlen fløjter blødt mod Aftentide, da nyder Bonden ret sit Forspands Kraft og nynner ved at høre Ploven skride, da føler han hin Grund ved tusind Traade at være slynget i _hans_ Livsdøgns Gaade.

--Se den, som fik en Minderest i Klemme, som saa sin Barndoms Lykkeland forraadt, han synger mest med Skjælven i sin Stemme og gaar ad Stier, andre ej har traadt. _Jeg_ har nu bedt for Jyllands brune Hede; der burde _bydes_, hvor jeg _kun_ kan bede.

Far varsomt, I, som skalter med en Jord, I ej har traadt med Barnets myge Fødder; den ved kun slet, hvor Lyngens Lykke bor, der ej har leget ved dens brune Rødder. Men brænder I end Gyvlens sidste Ranke, I brænder ej mit Digt og Digtets Tanke!

Sjørup 23/1 1906.

VI ER SIV.

Første Siv:

Lille Bror, hvad var der fat, saadan som _du_ peb i Nat?

Andet Siv:

Aa, jeg drømte noget Stygt, saa jeg skjælver end af Frygt: Tænk, der kom en fæle Mand, af hans Mund der stak en Tand, og den bed mig ved min Rod, saa det isned alt mit Blod. Aa, han var saa ond og sort! Bare han er kommen bort!

Vi er Siv, vi er Siv, vi maa vare paa vort Liv!

Første Siv:

Det var nok den fæle Plov, han som roder bag hin Skov; han er ond; men Gudskelov, kommer han vist aldrig her i det gamle Knoldekjær.

Men hos mig en Hare laa, aa, saa blød at slege paa; for jeg strøg ham med min Dusk ad hans lange Ørebrusk; se, der sidder Haar endnu i min Top af Pelsens Lu.

Andet Siv:

Han er vist en farlig én, saadan han kan bruge Ben; det er sært at tænke paa, naar en anden én maa staa.

Første Siv:

Bare han kom snart igjen til mit lune Leje hen. Man er næsten som et Træ, naar man saadan kan gi'e Læ.

Vi er Siv, vi er Siv, men _vort_ Liv er ogsaa Liv.

Andet Siv:

I _min_ Busk en Angemus har sit lille tætte Hus; jeg kan føle, den har smaa, fire, blinde, perlegraa; naar den gamle gaar sin Vej, piber de omtrent som jeg. For i Dug med Maaneskin smutter Musen ud og ind. Har _jeg_ Dug i Dusken graa, staar den paa sin Bagbens-Taa, og saa langt, den Smaa kan naa, slikker den mit glatte Straa. Det er næsten som et Kys. Den er sød. Der er den! Tys!

Første Siv:

Hvad er det for tunge Stamp? Kuskeraab og Hestetramp!

Andet Siv:

Jorden gynger, hvor _jeg_ staar.

Første Siv:

Skagler slider i _mit_ Haar. Harelejet trædes ned! Noget koldt ved Roden gled ...

Andet Siv:

Aa, der er den sorte Mand med den lange, krumme Tand!

Første Siv:

Ja! Jeg ser ham: Ploven, Ploven, fra den anden Side Skoven!

Skaan os, Plovmand, lad os staa! I min Busk en Hare laa.

Andet Siv:

Og _min_ Mus har fire smaa!

Vi er Siv, vi er Siv! Vi har kun det ene Liv!

Første Siv: Av! nu kløved han min Rod!

Andet Siv: Aa! nu sled han bort _min_ Fod!

Vi er Siv, vi er Siv! Vi har intet Krav paa Liv!

Sjørup 31/1 1906.

RUGENS SANGE.

_"Jeg er ikke en Profet og ikke en Profets Søn, men jeg er en Hyrde og en Mand, som sanker vilde Morbær."

Amos 7,14._

FORSPIL.

Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod, jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit Blod; den hvide Rug, den blide Rug, som mod min Tinding slaar --det er som tusind Fingre smaa paa Sølvtangenter gaar.

Det lyder som af Leg i en spændbuet Hal, hvor Dansen lokker Ringlelyd af Lampernes Krystal. Det Lokkespil, det Klokkespil fra Sommerrugens Top, det er den kjære danske Lyd, hvorved vi voxed op.

Den driver som en Hymne over Lyngtages Egn, den toner som af Fløjter om de levende Hegn; og bag om Bæk og Brombærhæk og Kjær og dyrket Jord den møder Bølgesangen fra den vindrørte Fjord.

Sjørup 1/2 1906.

RUGEN LÆGGES.

Stigen op og Lugen ud! og saa gaar Far paa Lofte, øser Rug i Skjæppemaal og stryger ømt dets Rand; Skjæppen tømt og Sækken Fyldt, saa bæres Rug paa Tofte, hvor i Drøm for Harven staar det røde Hestespand. Skyen gaar saa lav og tung, og Blæst med Løvet jager, Lammet tygger avet om bag Digets vaade Læ; Lærken hænger med sin Top, ved Gavlen Viben klager, Bygens Draaber drypper fra det lave Piletræ.

Langs ad Agrens fede Ryg de hvide, fyldte Sække glimter som en Perlerad imod den sorte Grund; hvidere end dem og alt er denne Maagerække, som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund. Øget nikker, Harven gaar i Maagers hvide Vrimmel, Muldens Aande stiger tungt om Faders Sædeløb, Haglen slæber lavt sit Vaad henover Vestens Himmel; men den Mand, der saar sin Rug, gi'r ej for Vejret Kjøb.

Far han gaar med tange Trad henover Muldens Væde, tænker paa den _næste_ Høst og paa det kjære Brød; Sæden flyver fra hans Haand og springer højt af Glæde; atter er den given hen til Jordens Moderskjød. Efteraarets vilde Sus i Øgets stride Manke, Haglens Hop i Sædekurv og Maagens hvide Bug, Stort og Smaat--det væves ind i Bondens Alvorstanke; aldrig er hans Kald saa skjønt, som naar han saar sin Rug.

3/2 1906.

VINTERRUGEN.

Tit op fra din Ager! Hvor gaar det, du Smaa? Staar du ej og ta'r Kuld om din krybende Taa? Kan du hytte din Haand? Kan du føle din Fod? Er det ikke som Is ved din Rod?

Nu er Blæsten saa skrigende, skjærende kold, og den hviner som Sav, og den puster som Trold, og den hvister med Sandet og slænger med Grus og holder det argeste Hus.

Og din Ager sig løfter mod Frosthimlens Rund, og det knager af Kulde i Bakkernes Bund; og du ligger saa bar med dit grønnende Blad og ser ud, som endda du var glad.

Jamen sig mig da, spædeste, gyser du ej, naar det saadan om Natten ta'r rigtig paa Vej, naar det bryder i buske og brækker i Krat, naar Haglskyen slænger mod Vindvet sin Hat, naar Haren hun søger i Kaalgaarden ind og gjør sig saa krum i sit fattige Skind, naar Straataget fyger som Gnister i Brand fra Ladens forpiskede Rand?

Da høres fra Hytterne Vuggerne gaa; dér lettes ved Puder, dér stoppes ved Straa, dér kysses og bysses om mørkrædde smaa, enhver med _sin_ Stumpdyne paa.

Kun _du_ ligger bar paa din vildene Skrænt med Bladet _fra_ Stormhjørnet vendt.

_Din_ Moder sig strækker saa stivnet og kold, og Brystet er gustent, og Barmen er gold; men Himlen i Vrede har rakt dig en Blé af Midnattens skingrende Sne.

Du putter dig ned, og du hygger dig hen; om Solen hun smiler, _du_ smiler igjen. Den Vildeste Vinter, den ondeste Storm besejrer dig ikke, du krybende Orm! Det er, som du vidste: I Lykke og Nød du strider for Menneskets Brød.

--Dér staar du paa Toften bag Hus og bag Gaard med Saft i din Stængel og Grønt i dit Haar, et groende Minde i smeltende Sne om det, som _er_ sket og _skal_ ske.

Om Lærken vil fjæle sin frysende Top, du hvisker frimodigt: "Stig op! Stig op!" Og nærmer sig Vaaren med sejrende Spil. _din_ Stængel slaar Takten dertil.

5/2 1906.

STENSAMLERSKEN.

Hvi vanker du gamle Kvinde dér paa Agren agter og frem? I Foraarsmorgenens første Skjær forlod du hungrig dit Hjem. Hvad sanker du op af den Riges Rug, fattige Ane Malén? Finder du noget for Disk og Dug? "_Jeg_ finder kun Sten".

Hun tripper afsted foruden Ro som én, der jages i Drøm, mens Duggen væder de hullede Sko og Skjørtets flossede Søm; jeg ved jo nok, hvad du tænker paa, fattige Ane Malén; Derhjemme græder for Brød de Smaa, _her_ sanker _du_ Sten!

Det knækker af Gigt i de gamle Knær, forinden hun Skjørtet faar fyldt; saa vandrer hun hen til Dyngen dér og slipper sin trælse Bylt. Tro ej, _hun_ drømmer om Dugg og Sligt: fattige Ane Malén-- hun tænker paa Davre og ej paa Digt, _hun_ sanker jo Sten.

Mens Dagen fødes saa blank og ny, og Solen runder sin Bug, _din_ fattige Skygge gaar som en Sky henover den Riges Rug. Det er mig så sært at tænke paa, fattige Ane Malén: Hvor andre samler sig Kjærv og Straa, _der_ sanker _du_ Sten.

6/2 1906.

VED RUGSKJELLET.

Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel, mødte dog sin Hjertenskjær paa Rugens gamle Skjel, satte sig i Græsset ned blandt Klokkeblomster bly, tog saa op sit Fingerbøl og gav sig til at sy. Dyre du og dig! _Din_geli-og-lej, _dik_kedu-og-_dik_kedi, og _din_gelu-og-lej!

Solen glimted ellevild i Annas Fingerbøl, Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Møl. Lærken sang, og Luften drev med Dræ og Duft af Pors; Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors. Dyre du og dig! Dingeli-og-lej--

Anders sad og fingred tavs om Pibekandens Fals, saa, hvor Rugens Vipper strøg om Annas brune Hals, hørte, hvor de sølverlo og lokked flere til; Vipperne, de Luxer smaa, de kysser, hvor de vil. Dyre du og dig! Dingeli-og-lej--

Banked han saa Piben ud imod sin Støvletaa, lagde kritisk øjet til og rensed med et Straa, smed saa brat det Hele hen og rykked farlig nær, hvisked om den brune Hals og alt det fine Vejr. Dyre du og dig! Dingeli-og-lej--

Annas rappe, blanke Naal i Luften standsed lidt; Armens fine strakte Rund fortoned sig i Hvidt. Greb han da paa samme Tid om Hals og Vipper smaa, kyssed Annas Kind og Mund omkap med Rugens Straa: Dyre du og dig! Dingeli-og-lej, dikkedu-og-dikkedi, og dingelu-og-lej!

Naal og Traad ved første Kys i Snerren sank af Skræk; Annas nye Fingerbøl det trilled ogsaa væk. Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo; bittesmaa Mariehøns løb over Annas Sko. Dyre du og dig! Dingeli-og-lej--

Mens som Amoriner smaa opsteg de brune Møl, Gyldenring blev lovet hen for Tab af Fingerbøl. Rugen ringled vidt og bredt om Kys og Kjærlighed; hvad det mindste Ax har hørt, den hele Ager ved, Dyre du og dig! Dingeli-og-lej, dikkedu-og-dikkedi, og dingelu-og-lej.

8/2 1906.

JENS OG HANS VIV.

De to kan ingen skille ad, Jens og hans Viv; de delte sammen Seng og Fad, Jens og hans Viv; de delte sammen mer endnu; Fælleshaab og Fælleshu, Jens og hans Viv.

Saa gaar de ud i Søndagsro, Jens og hans Viv, at se om Rugen snart er mo, Jens og hans Viv. Og Kistetøjet har de paa, blommet Shawl og Vadmel graa, Jens og hans Viv.

De ser til alt paa deres Vej, Jens og hans Viv; selv mindste Kræ de glemmer ej, Jens og hans Viv; de nikker mod den grønne Byg, stryger Kalven ad dens Ryg, Jens og hans Viv.

De løfter Lammet, Husets Trøst, Jens og hans Viv; de mener, den faar gaa til Høst, Jens og hans Viv; og Kløv'ren, som har Mergel faa't, nu tykkes de, den tegner godt, Jens og hans Viv.

Da naar til Rugens gule Fald Jens og hans Viv; did lokked Duft og Fuglekald Jens og hans Viv; og Rugens Kjærne sød og rund rækker mod hinandens Mund Jens og hans Viv.

Saa vandrer rundt om Rugens Tægt Jens og hans Viv; de tror, den bliver god til Vægt, Jens og hans Viv; og _Straaet_ selv er godt iaar! Ja, en herlig Høst de faar, Jens og hans Viv.

Men de har ogsaa trolig slidt, Jens og hans Viv, og Torn og Tidsler høsted tidt Jens og hans Viv. --Med Aftensol paa kroget Ryg vandrer tryg om Rug og Byg Jens og hans Viv.

9/2 1906.

KORNMOD.

Det er favnende Nat over øde Kjær; Lysene slukkes i ensomme Ruder. Det er Tiden mod Høst, det er Stjerneskjær; Sivene luder, mens det lyner.

Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord, Engene aander, og Duggbadet frisker; Vinden gaar tyssende hen over Jord, Flægene hvisker, mens det Lyner.

Oxerne drejer de duggslagne Horn, standser i Drøvet med opspærret Øje; Bankerne skvulper i Bølger af Korn, synes saa høje, naar det lyner.

Himlen staar tavs over tiende Land; Øret kan høre, hvor Rødderne drikker; Dværg-Aspen bævrer ved flammedøbt Vand, Tidslerne nikker, mens det lyner.

Rugfaldet krydser de tyngede Straa, ta'r mod Velsignelsens lysende Naade; Vipperne sænker sig ydmyge, graa, dryppende vaade, mens det lyner.

Frøerne springer saa vildt om min Taa; Længslerne vil, jeg til _hende_ skal vandre. Elskende Sjæle, som duggede Straa, nærmes hverandre, naar det lyner.

19/2 1906.

HØST.

Og aldrig stemmes en Sjæl saa glad, det være sig Mands eller Kvindes, som naar det dufter af Myntens Blad, og Negene samles og bindes.

Og aldrig puster en Vind saa blødt, som naar det lyner i Østen; og aldrig kysser en Mund saa sødt, som naar det dugger om Høsten.

Og aldrig jeg mindes en Mark saa grøn som den om mit Hjemlands Haver; og ingen Sol har jeg set saa skjøn som den, der gik ned mellem Traver.

19/2 1906.

LEEN SLIBES.

Hør hvor den hyler, den gule Sten, rørtes dens jamrende Drav vel af nogen? Ja saa minsandten, paa brune Ben staar jo den Sliber i Krogen!

Saa er da Leernes Fred forbi; nu skal de luftes, de støvede "Pinde", Odden skal glimte i Solen fri, Dugg over Knagerne rinde.

Se dog ved Svinget den spinkle Knægt! Huen ham dybt over Ørerne synker; der hvor han ret skal gi' Nedsvinget Vægt, Buxerne folder og rynker.

Sliberen buer de brune Ben, spytter imellem saa fedt over Bladet, nynner saa smaat, mens den gule Sten dykker og stiger af Badet.

Stenens Stænken gjør Purken vaad; Ærmet vil tørre de grimede Kinder; Sliberen skjænder og høger kaad, Purken sig hurtigt besinder.

Laden ligger i Skyggens Fred; Sliberen føler med Tomlen paa Æggen, ynder dog stadig ej dens Bed, buer saa atter paa Læggen.

Stenen stritter paa Væggens Tavl, Tudsen glor frem fra de vædede Burrer; Rugen ringler saa gul om Gavl, Handuen danser og kurrer.

10/2 1906.

HØSTVISE.

Nu er Sæden lang og gul, tung i Top og strunk i Straa, og den sidste Kukmand er forlængst rejst sønderpaa. Og nu hvæsser vi vor Le, og saa mejer vi vort Korn, og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn.