Part 1

Produced by Steen Christensen and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net

JEPPE AAKJÆR

SAMLEDE VÆRKER

I

JEPPE AAKJÆR

SAMLEDE VÆRKER

FØRSTE BIND

DIGTE 1885-1908

GYLDENDALSKE BOGHANDEL--NORDISK FORLAG

KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 1918

FYENS STIFSBOGTRYKKERI (DREYER)

Det er nu om ved tyve Aar siden, at jeg udsendte min _første_ Digtsamling, "Derude fra Kjærene". Senere er der fulgt fem efter foruden et Udvalg: "Liv og Sang".

I Almindelighed ordner man vel sine Vers efter deres Indhold og Samhørighed; sørger saavidt muligt for, at det ene Digt ikke misklæder det andet. Slige Hensyn er der ladet haant om i denne Udgave; her hvor det har været mig om at gjøre at vise min digteriske Udvikling, har jeg foretrukket at ordne efter Tidsfølgen, der kun er bleven brudt et Par Steder, hvor en Digtcyklus var saa intimt sammenføjet, at en Omordning ikke syntes heldig. For at faa Udviklingsbilledet saa klart frem som muligt har jeg medtaget en Del Digte, som æstetisk set hører til Undermaalerne; det gjælder først og fremmest nogle Vers, som ligger langt tilbage i min Produktion; de er kun sat ind for Perspektivets Skyld. Man maa dog ikke tro, at jeg har taget med baade Revl og Krat. 2-300 Ungdomsdigte, om _det_ gør det, har pænt maattet blive hjemme; ogsaa en Haandfuld Digte, som tidligere har været med i Samlingerne--mest i den første--har delt Skæbne med disse, fordi jeg nu af én eller anden Grund er bleven led ved dem.

Men i alt væsentlig rummer nærværende Samling hvad der har staaet i: "Derude fra Kjærene" (1899), "Fri Felt" (1905), "Rugens Sange" (1906), "Muld og Malm" (1909), "Den Sommer og den Eng-" (1910) og "Vejr og Vind og Folkesind" (1916), desuden ca. 60 Digte--det er noget nær en Femtepart--som ikke tidligere har været ude i Bogform, deraf en Snes Stykker fra de to sidste Aar.

Jeg har gjort mig megen Umage For gjennem Breve og Dagbøger etc. at bestemme det enkelte Digts Tilblivelsestid. Hvor der i saa Henseende er Uoverensstemmelse mellem, denne og tidligere Udgaver bedes nærværende lagt til Grund. Et Digt har sommetider ligget i mit Sind i Aarevis; Tallet ved Foden angiver da kun det Datum, da jeg anser det for færdigt.

Det er uhyre svært nu efter mange Aars Forløb at faa den Slags korrekt--det gjælder ikke blot Digtets Fødselsdata men ogsaa Noterne bag i Bindene--; og Fejl er der selvfølgelig begaaet. Men paa de fleste Punkter mener jeg dog, at mine Oplysninger skal holde Stik. Og de, der ikke bryder sig om mine med saa megen Møje fremskaffede Noter osv., kan jo lade dem uænsede.

Jenle, 10. August 1918.

_Jeppe Aakjær._

INDHOLD.

Aa spil de Toner Aften-Gjøgen Aftenstævne An Mari hinne Filosofi An Mari trajter Øl Anna An Wolles Dreng Arbejd! Arbejdersang Arbejdernes Læseselskab Arbejdersølvbryllup

Barnet og den gamle Gaard Bedst i Danmark Bileam og hans Æsel Bjærgmands-Snak Bjørnstjerne Bjørnson Bonde-Gymnastik Bondens Datter synger Bondestudent Bondevise Bossen Brev afbrudt Brudeslot Bryllupsvise Burns

Da de dømte Zola Da man skød Trofast Den Fattiges Blad Den første Lærke Den Gaang te a war gywt med Lavs Den Gud jeg beder til Den jydske Lyng Den revolutionære Student Den syge Yngling Der fløj en liden Sommerfugl Der gaar saameget tilspilde De syge Typografer Det banked paa min Rude Det "levende" Ord Drachmann De Unges Forening Du blege Kvinde Du kjender ikke Engen Du og jeg Dødsramt

Efteraarsvise Endnu et bitte Nyk En Fabel En koged Hummer En Mindesten En Synd Evald Tang Kristensen

Foraar i Roskilde Forpagter Lars Forspil (til "Rugens Sange") For vi træder hverandre i Dyndet ned Fra Landsbyen Frederiksberg Fræ den Jen Jepp aa te denaan Fødselsdag Født i Juli Første Gang

Gaa i Skoven Gammel Kjærlighed Glad Vise Gravvers Grundlovssang til Fjandboerne

Hedelandet Hedens Degn Hedevandring I-II Hegel Hellesø Herkules Hjem fræ Plovgild Hjemme Hjøle-Thames Holger Drachmann Husmandsbryllup Hvad gjør det Hyldest-Telegram Høgen Høg over Høg Hørup Høst Høstvise Høvl og Knast

I Burns' Fødehjem I den gule Lupin I en Prækenbog Ifald-- Ifald jeg kunde danse I Mørke I Nattens Time I Randbøl Dal

Jacob Hegel Jagtaflysning Jacob og hans Sønner Jeg gik mig ud Jeg gik til Vinduet Jeg kysser dine Kinder Jeg var saa træt Jenn hjemm Jens Fisker Jens Hurra Jens Hvøvtrup Jens og hans Viv Jens Vejmand Johanne Rambusch Jul Juleaften Julebrev til Hjemmet Jylland Jørgen ved Bækken Ka Drebæk Karlsvognen Karup Aa Kilden Kjesten Klokken Klokkeren Ko og Hjort Kom mi bette Kipkal Kommer I snart Kornmod Kvindevalgret

Laan mig tyve Dukater Leen slibes Liden Maja Lokesæd Lykønskning Løwn og Sand

Maagen Maanen kysser Rugneget Mads Tammeses Maren Majsang Majsol Med en Cykle Med et Bind Digte Medlidenhed Mejeristsang Mejeristvise Milde Øjne Mine Helte Min Fødeby Min Hjemmen Mi Nanne, ja Min Venindes Øjne Morgendugg

Naar Rugen skal ind Nat Natmandsvise

Ole Ole Nygaard Ole Starn Om Zeus steg ned

Paa Hedens Høje Paa Lochlea Paa Munkebjærg Paa æ stur Hyw Per Søwren Pinsevise Polemisk Politisk Uenighed Pressen Proletar-Borgmesteren Pæ Sivensak

Regnvejrsstemning Robert Burns Rugens Sange Rugens kjøres hjem Rugen lægges Rævejagt Røjter Anners og hans Muer

Saadan gaar det Saa fager fór hun Saa sig mig Sagn Salling Salmetone Schandorph Se dig ud Silentium Skuespillerinden paa Heden Smeden og Missionæren Store Jon Strindberg Strømmen drev Studenter-Maj Studentersamfundets Ruskantate Svendemands Venner Sundt Blod Søren Olesen

Telegrafen paa Heden Til Marie Torden Tre-Konger Tre Trolde Trosskifte Tyendesang

Ung

Vaar Vaar-Rim Valgsang Ved Rugskjellet Ved Vesterhavet Venstrevise Viggo Hørup Vi er Siv Vi sad alene Vindenes Vise Vinterbilleder Vinterrugen

Æ gammel Smed Æ gammel Snejker Æ Muespig Æ Spøgels

Øwe æ Æwn

I NATTENS TIME.

Ja pust du kun, du Nattevind, du naar dog ej i Kamret ind trods al din Bøn og Klage; thi jeg er ung og sund og varm med solbeskinnet Haab i Barm, mens du i Kulde knager, og Kuld jeg ej fordrager.

Nej bort med dig du Nattetrold, hvi staar du der saa fræk og kold og hamrer paa min Rude; du ved jo dog mit vante Svar, det samme som det altid var: "Aa, bliv du bare ude og hold kun op at tude!"

Men kommer Vaar og Søndenvind Og hvisker øm og mild og lind: "Kom ud min Kjæledægge" straks smider jeg i støvet Krog Examenskravets Kvalme-Bog; og saa til Spring at lægge ud over Tvangens Vægge!

Vinter 1885.

TORDEN.

Jeg sidder og stirrer paa Tordenskyen, der driver med Trusel hen over Byen.

Det ruller med Skrald, og Lynet flammer, det knitrer i Luften, og synker og rammer. En Dødens Stilhed paa Mark og i Stuer, hver Sangfugl tier, hver Skabning gruer.

I Stalden brøler det bundne Kvæg og støder Hornet mod Husets Væg.

Mens Tordenhammeren slaar derude, det ængstelig stirrer mod Staldens Rude.

Stolt skrider Skyen, hvor Himlen hvælver, den agter kun lidet, Al-Skabningen skjælver.

Som kløvende Spyd, som borende Pile de ildrøde Lyn gjennem Lufthavet ile.

Og Tordenen ruller som Latter af Trolde, saa Vandrere standse og Vejret holde.

O, vældige Syn! Et Trodsens Billed jeg ser her for mig paa Himlen stillet.

Jeg elsker dig Torden, din rensende Evnes forskrækkende Magt med Beundring skal nævnes.

Jeg ved, du kan slaa, at dit Lyn det kan dræbe, for mig er det intet; som dig vil jeg stræbe

at vække det dorske og bringe de Sløve til Tænkning og Handling og Idræt, de øve.

Bæv aldrig for Lyn, skjælv ikke for Torden; den renser jo Luften og frisker paa Jorden.

Jo sortere Skyen des klarere Solen, der straaler bag ved den i Dronningstolen.

Langt bedre en Stund under Ildskyens Kaabe end leve sit Liv som en negrende Taabe.

Langt hellere vækkes af Tordenens Røster end gaa som et Fjog og dø som en Kryster.

Rul, rallende Torden, med Drøn imod Polen, jeg ved, bag dit Skyhang der straaler Solen!

Tastumgaard 22/5 1887.

I EN PRÆKENBOG TIL MINE FORÆLDRE.

Kjære Far og kjære Mor, eders Søn er bleven stor, voxet fra sin Barnekjol', tumler sig i Slud og Sol, og han higer, og han længes, smaat han sejrer, haardt han trænges. Smaat i Livets Kamp han staar sig, tit han falder der og slaar sig. Moders Øje vogter ej længer paa "den lilles" Vej. Faders Haand ej længer frede kan om Troens Blomsterbede. Mindet om min Far og Mor gjør dog tit min Tro saa stor. Og nu har jer store Søn blot en lille barnlig Bøn: Naar I læse Herrens Ord, naar I bede Fadervor, naar jer barneblide Tro op mod Jesus danner Bro, naar I føle tryg og kjær, at Vorherre er jer nær, tænk da lidt paa mig, paa Sønnen, løft mig op til Gud i Bønnen!

Askov 14/11 1887.

HVAD GJØR DET.

Hvad gjør det, at vi haanes og jages fra Plet til Plet, naar inde i Hjærtets Kamre det hvisker, at _vi_ har Ret.

Hvad gjør det, at man mærker vor Daad med det ondes Navn, naar hele vort Væsens Attraa staar efter at gøre Gavn. Hvad gjør det, at vi slettes af Menighedstavlen ud, naar Hjærtets reneste Længsel om Kvælden gaar op mod Gud.

Hvad gjør det, at vi synker med Byrden, Livet os gav, naar det lille Lys, vi tændte, maa flakke over vor Grav.

Hvad gjør det, at vi glemmes, naar Livet her er forbi, de kommer langt større efter med stærkere Tro end vi.

Askov, Efteraar 1887.

MEJERISTSANG.

Jeg synger om en Stand, hvis Ry er naa't til Engelland og gaar fra By til By, fra Rye og op til Thy, hvis Snilles Værker jog Alverden rundt paa Skib og Tog, og sælges Drittelvis til bedste Markedspris.

Vort Land var lig en Ørk, hver anden Mand en fattig Tyrk, saa gusten og saa tynd som sorten Arvesynd. Vi spiste branket Flæsk, Kartoffelgrød og Fedt og Fisk, mens farvet Smør og Ost var bare Guders Kost.

Og Jorden drejed rundt, og rundt og rundt, og den har tront, og hundred Aar løb væk ved Fedtebrød og Spæk.

Da kom en skjønne Flok af Gudesønner, tror jeg nok, herned og lærte os den Kunst at malke "Bos".

Og Koen, hun sa'e: Buh, og Malkepigen, hun sa'e: Puh! Mens skuret Malkespand blev fyldt indtil sin Rand; og med en Kjærnestav vi hamred Smørret ud deraf og smurte det paa Brød; og nu blev Kinden rød.

Paa ny kom Bud paa Stand: "Gjør Danmark til et "smørret" Land. Fej Kjærnebøtten ud med Ostekop og -klud. Saa Centrifugen op, en Skorsten rejs, hvis høje Top skal staa som Tidens Tegn i hver en Landboegn!"

De Huse rejste sig med slanke Spir langs Alfarvej. Folk kom og saa derpaa og mumled: "Kan det gaa!" De sendte, mens de gik, til Skorstenspiben op et Blik, hvori der laa et: "Nej, det gaar i Verden ej!"

Men Dampens Aand tog fat og sled for tred've Dag og Nat; der stod af Damp og Dur en Sky om Tag og Mur; det surred og det sang, en Jærntraadsnerve klang og sprang; en ny lagt ind for den, saa tog han fat igjen.

Og Larmen Fra hans Slid gik over Egnen hid og did, en Surr, en Melodi, som af en Kjæmpebi; man vented, at han skvat; men endnu ind i mørkest' Nat han tog de samme Tag, ja tar dem selv i Dag.

De Mejerister er et eviglystigt Folkefærd, med Latter, Larm og Sang henrinder Dagen lang; med Støvlen fuld af Vand og Næven i en Flødespand, i Sprøjt af alle Slags, de boltrer sig som Lax.

Drik Mejeristens Skaal i Kjærnemælk til bredfuldt Maal, og tøm den til dens Bund, for Kjærnemælk er sund, og det er Standen med, og derfor skal paa dette Sted nu Mejeristen ha' et dansk Hurra, Hurra!

Jebjærg Mejeri, Juli 1888.

STRINDBERG.

Du er en Samson i Litteraturen, dine Værker slog Revner i Samfundsmuren. Hvor du farer frem, er der Ild og Røg, styrtende Altre og røde Luer, mod dig alle andre er tamme som Duer, du er en Høg; du er Basunen, der forfærder Vrimlen, du er Titanen, der stormer Himlen.

Vi unge hader det tamme og dovne, men agter højt det titanisk forvovne; er vi ej Alle Strindbergianere, alle som du er vi Republikanere, alle vi hader det Samfundsælte, i hvilket Evner forgiftes og smelte; som du vil vi løse de stramme Bælter, der snører Livet paa alle Felter, og gjør det umuligt for andre at voxe end dem, der ofrer til Dumhedens Oxe. Tag da vor Hyldest, du Verdensomvælter; der hvor du bygger, ogsaa _vi_ telter.

Jebjærg Mejeri 1888.

BONDE-GYMNASTIK.

Se Fædrelandet løfter sig frem i Foraarssol med Hjem ind ved Hjem; langs Banker graa staar Rugen og gror, igjennem Engene Bækken sig snor. Hist et Gjærde, her en Skov rammer Agrene ind, Karlen nynner bag sin Plov i den lunende Vind; langs med Stranden Skibe sejler, Himlen i Havet sig spejler.

I dette Land har Bønderne slidt i tusind Aar, før Landet blev dit; de rydded Skoven, Lyngen de sved, saa i Bugter sig Hugormen vred. Ploven skar, og Jærnet brak, Muldet glinsed i Sol, Stene kløv'des, Rødder knak For det synkende Staal: Bondens Kamp for Hjem og Føde: Bag ham laa Landet i Grøde.

Da kom en Tid med Svøber og Sved, hvor Trællearbejd bøjed ham ned, hans Knæ sig krummed, tung blev hans Gang, og Panden sænkedes, Brystet blev trang. Kraften stivned i hans Lænd, Gigt hans Lemmer forvred, Musklen trætned i sit Spænd i den evige Sved. Haard er Krig for Brød og Lykke; Arbejd gir krogede Rygge.

Fra disse Bønder stammer vi ned; vi slider selv, som Fædrene sled; hvor deres Arbejd gik under Tvang se, der gaar vort under Frihed og Sang. Bondeblodet ruller tungt, det er mættet med Kraft, det er sundt om ikke ungt, det en Fortid har haft. Te jer da, saa alle skjønner: disse er Bøndernes Sønner!

Men Slidets Mærker fjern fra jer Krop! De brede Skuldre løft dem kun op; sæt Foden frem i Arbejdertakt, saa det kan skjønnes, at I er en Magt! Senen i den stærke Arm,-- gjør den spændstig og lin, Blodet i den brede Barm,-- lad den ildne som Vin! Øv jer flinkt, saa I fornemmer Sundhed i Sjæl som i Lemmer!

Gid Held maa følge al eders Flok! Naar Pligten kalder, møder I nok, og følger Tidens gjaldende Lur, for det er Ungdommens rette Natur. I vil elske dette Land, som staar grønt her i Vaar, I vil hjælpe, hvor I kan, paa de trykkede Kaar. Har I adlet eders Kræfter, lad det da voxe derefter!

Jebjærg, Foraar 1890.

VI SAD ALENE--

Vi sad alene i den stille Kvæld, ved Siden plaskede et Kildevæld.

Fra Dalen steg der op en hvidblaa Røg, og paa et Dige kukkede en Gjøg.

Naturen var saa tavs, og vi var tavse; endogsaa Gjøgen gjorde nu en Pavse.--

Da følte jeg, en Kind blev lagt mod min, saa blød som Barnets og som Silke fin.

Og mens hun Armen om mit Hoved slog og blidt og langsomt mig imod sig drog--

med Ord, der siden i mit Øre bæve, hun hvisked sagte: "Det er skjønt at leve!"

Jebjærg 18/7 1890.

ARBEJD!

I Skaglen skal du drage den lange, lange Dag. Gaa ej med Suk tilbage i Tøjet som en Plag, men træk som gammel Hest, læg Bringen ud i Selen, og fremad uden Skelen; da gaar dit Arbejd bedst.

18/7 1890.

UNG.

Han var endnu en skjægløs Gut, men med et vildt og uredt Haar; i Sjælen Lys, i Tanken Krudt;-- og enogtyve Aar.

Han elsked Sandhed som sin Sjæl, men blev en Skjælm og Løgner kaldt; det slog hans glade Tro ihjel, hans Frejdighed, hans alt!

Det tændte i ham Hadets Brand og ætsed al hans Glæde ud, indtil paa Livets golde Sand han stod foruden Gud.

Da saa det ud, som han forgik; men det var blot et kort Sekund, saa lyste Ilden i hans Blik, og Smilet om hans Mund.

Da fyldtes han endnu engang af Ungdomsmodets Helligaand, i Brystet løsnede en Sang sig ud af sine Baand.

Og Hjærtet slog, og Barmen steg, og Livet laa der langt og lyst som Fjorden under Solskinsleg, med Blink fra Kyst til Kyst.

August 1890.

AA, SPIL DE TONER--

Aa, spil de Toner, du spilled før, og spil dem saa godt, du lærte, saa spiller du Djævlene fra min Dør og Himmerig ind i mit Hjærte.

Saa standser Skyggernes sære Spøg, Dødsrædslen slipper sit Bytte, og Driftens evigt-huggende Høg den standser sit Hak for at lytte.

Saa jages Syndernes sorte Flok af Sindet som rædde Fugle, Hjærtets Furier sættes i Blok, og Vilddyret kryber i Hule.

Jeg bli'r saa fri, jeg bli'r saa glad som Lam, der paa Toften springer, Sorgernes Skyer skilles ad, mens Mindernes Klokker ringer.

Hjørlunde 12/2 1891.

I RANDBØL DAL.

Jeg drømte, at jeg sad i Edens Lund, og Solen baded den i hede Flammer; en Bæk igjennemskar dens Blomsterbund, og Eva vandred nøgen blandt dens Stammer.

Smaaengle vimsed allevegne om og sladred under røde Parasoller, og ud fra Havens Dyb Gud Fader kom med Kappen lagt i Værdighedens Folder.

Og tusend Fugle sang fra Cedres Top, og Duen kurrede i Rosens Ranke; Guldfluesværme lived Luften op, og Abel fletted Baand i Løvens Manke.

Og der var Livsens Lykke, hvor jeg saa, og ingen Broder gav den anden Skrammer, men Bien summede fra Straa til Straa, og Tubalkain svang den tunge Hammer.

Jeg vaagnede og saa mod Himlen ud, mod Vest og Nord og Øst stod Skovens Rammer; alvorlig knejsed Granen i sit Skrud, og Bækken vandred nøgen blandt dens Stammer.

Her er saa yndig i den svale Dal med sine Graner, sine Hytter lave; selv _uden_ Engle, uden Nattergal er Randbøldalen ret en Edens Have.

2/6 1891.

FØDT I JULI MAANED--

Saa du er født i Juli Maaned, da Himlen allerblidest blaaner, da Bølgen paa den danske Sø gaar klukkende fra Ø til Ø,-- da Rug og Hvede Kjærne sætter, og gule Blomster Marken spætter, da Føl og Kalv paa Engen springer, og Leens Blad paa Toften klinger, da Sivet sig for Vinden krummer, mens Tordenregn paa Taget trommer, kort sagt: midt i den danske Sommer!

Nu er det først jeg rigtig fatter din friske, lyse Barnelatter, der altid mig om Sommer minded: saa har du Sommervejr i Sindet!

Naar nu om Lidt du Dame bliver og lange Skjørter indforskriver, og "Magasin du Nord" Korsettet faar hvert et Træk af Barm udslettet, og lagt _dig_ i de samme Skruer som andre kjælne Modeduer-- o, glem da ej for Selskabskjolen hin Fødselsskjænk fra Junisolen.

Hjørlunde 10/7 1891.

DET "LEVENDE" ORD.

Af levende Menneskers døde Tale lærte jeg intet; af døde Mænds levende Værker lærte jeg alt. Leve de døde!

19/9 1891.

DU BLEGE KVINDE--

Du blege Kvinde med det blonde Haar, som ud og ind i mine Tanker gaar og skaber i mit Sind den søde Hygge, du som jeg ej for Verdens Guld vil miste, og som engang vil græde ved min Kiste,-- dig ønsker jeg af al min Sjæl: til Lykke!

De glider eet for eet, de Ungdomsaar, Minutter, Dage, Uger gaar og gaar, om lidt er du og jeg vel ogsaa gamle; saa staar en Dag ved Dødens Port et Par, krumbøjede, som stille hjælpes ad, svagsynede, frem til en Grav at famle----

O nej! De maa ej svinde altfor brat, man maa ej røve os vor sidste Skat, vi _maa_ forenes, før det er for silde! Nu netop, mens vor Tanke Gnister slaar, og Elskovsstrømmen bredt i Aaren gaar, var Tid at ringe ind til Bryllupsgilde.

Jeg burde ta dig i min unge Arm, som her jeg sidder, elskovsglad og varm, med Aaren fyldt af al den Fryd du tændte, og skjænke Dig saa varm og blød en Stol, et Hjem med Roser og med Morgensol---- men, kjære elskte, du faar vente, vente!

Thi jeg er fattig. Jeg fik intet Guld; af Sten har Skjæbnen maalt mig Skjæppen fuld, men Brødet skifted den iblandt de andre. Og Venneflokken var som oftest tynd, men tykkere var Sladrens ækle Dynd, der slænges efter dem, som ene vandre.

Nej, jeg fik ingen Gaard med lange Agre, og ingen Køer, fede eller magre, det højeste, jeg naaede, var--Kredit! Men jeg fik Fantasi, og Haab i Strømme og smukke Tanker, fagre Elskovsdrømme, mod slige Skatte vejer Guld kun lidt.

Og jeg fik dig, du blide, blonde Pige, og endnu aldrig har jeg mødt din Lige, saa sand og elskelig og kvindefin; og det er mig den største Fryd af alle, naar lange Skygger over Vejen falde, at sidde med din varme Haand i min.

Da bliver mine Følelser saa blide, da ser jeg Guder gjennem Luften ride, da er jeg lutter Nerve og Musik; da viger Jordens Smuds, og Linden dufter, og milde Vindes Vift min Kind omlufter;-- mens al Bekymring drukner i _dit_ Blik.----

6/11 1891.

MIN VENINDES ØJNE.

Har du set min Venindes Øjne, de store skiftende brune, der snart er fyldte med Helvedeskval, snart straaler i Latter og Lune?

Hvor er det dog fat med de Øjne? De minder om Søer i Skove; de suger i sig min vaagne Ve, min Hvile, naar jeg vil sove.

De er som Fjorden i Stille med sejlende Skyer over, men dybe, dybe som Havet selv, og dunkle som rørte Vover.

Nu er de som Engenes Taage, og nu som spejlende Brønde; nu ligner de Damme i Maaneskin i deres bedaarende Ynde.

Der luner en Ild i de Øjne, en vild fortærende Lue; den dølges ej helt af de sænkede Laag og Brynenes bøjede Bue.

Det raser bag disse Vipper; der er Graad i Øjnenes Kroge; men brat kan der komme et Øjekast, der minder om tirrede Snoge.

--Jeg har stirret for dybt i de Øjne, der fristed som strømmende Vande, paa Bunden af hvilke vi tror at se Æventyr-Himle og -Lande.

En Dag vil min Sjæl fange Kræfter og vikle sig af sine Løgne og kaste sig i denne sugende Sø og synke til Bunds i de Øjne.

Kjbh. 3/2 1892.

FØRSTE GANG.

Aa, giv mig saa det ene Kys! Hvad kan vel det forvolde? Du loved mig det ganske nys, ens Løfter skal man holde. Du har jo nok alligevel, hvad skal da Karrigheden til?

Du ved, jeg trænger det saa haardt, jeg skal jo ud at fare, skal mange, mange Mile bort fra dig, min lille Klara. Kanske jeg kommer alt til Vaar, kanske om--mange, mange Aar.

Du vil! O, Glut, hvor er du sød, hvor takker jeg dig, Klara. Men hvorfor bliver du saa rød? Der er jo ingen Fare. Du skjælver, Klara, som et Rør? Aa, du har aldrig kysset før!

Vær rolig, søde Klaralil, nej, græd dog ej, du kjære! Den Sag er ganske ligetil, det er saa let at lære. Nu bøjer du din fine Hals, saa bliver der et Kys tilfals.

Nu tog jeg det; ja se det, du, Begyndelsen var vakker; saa du vil kysse mer endnu; kys du kun væk; jeg takker! Du gjør det bedre selv end jeg, og, Klara, hvor det klæder dig!

--Nu kysser jeg dig Dag og Nat, saa længe det vil vare, og bliver hos min egen Skat; nu vil jeg ikke fare. Thi var det ikke Synd mod dig, om jeg fo'r ud og drukned mig!

Kjbh. 4/2 1892.

IFALD JEG KUNDE DANSE--

Ifald jeg kunde danse, jeg valgte den skjønneste ud af alle skjønne Piger og dansed mig hende til brud.

Med Armen om hendes Midje efter en Galopade midt paa Gulvet jeg standsed og raabte: Leve de glade!

Saa atter i Tonernes Malstrøm jeg kasted mig med hende og lo og sang, og dansed lige til Verdens Ende.

Men nu kan jeg ikke danse, end ikke en Galopade, og derfor er jeg brændt inde med denne Skaal for de glade.

Kjbh. 24/2 1892.

LAAN MIG TYVE DUKATER--

Laan mig tyve Dukater, da skriver jeg dig et Digt fuld af Sprogets Topaser, saa stemningsmættet og rigt.

Laan mig tyve Dukater, saa drikker jeg en Perial og glemmer al min Armod, og at jeg er bindegal.

Laan mig tyve Dukater, da alt imod intet jeg vædder, at jeg skal "højne Niveauet" og faa betalt min Skrædder.

Laan mig tyve Dukater, da gjør jeg saa stort et Gilde for undervurderte Talenter og for det sultende Snille.

Laan mig tyve Dukater, da holder jeg en Tale, mens Vinen mig stiger til Hodet, med Tro paa det Ideale.

Laan mig tyve Dukater, du faar dem med Renters Renter, naar salig jeg skuer de Glæder, som arme Poeter venter:

Hint demokratiske hinsides, hvor jeg faar de saligste Skinker, men Rigfolk skal strides og bides om "Lobskovs" og Hundekjødsfinker.

1/3 1892.

MINE HELTE.

Min Helt det er den stærke Lucifer, der svang fra Øst mod Mørkets Gud sit Spær, min Helt er du, Lysbringeren Prometheus, som klippespiddet endnu raabte: "Ve, Zeus!" Min Helt er Saul, hin Fyrste i Judæa, som stred, forladt af Gud, mod hele Filistæa. _Min_ Helt er hver en vild, titanisk Kjætter, der bar en Fakkel gjennem Jordens Nætter!

1/3 1892.

FØDSELSDAG.

Gid du maa skjænke Verden endnu meget Smør og aldrig savne Kjøbere af Mel og Sukker; brænd ikke inde med din Hamp og Hør, hav altid Lænsere af dine Krukker!

Gid dine Kaffebønners søde Em maa længe Fryde hver en gammel Kjælling, din Sago finde Vej til hvert et Hjem, din Ris beaande Sallingboens Vælling!

O, gid den Mælk, som mistet har sit Fedt, maa længe kvæge Sallingboens Grise, ja gid at al din Ost maa blive ædt, hver Draabe Valle vorde Svinespise!

Lad sent Bicyklen ruste i din Stald og aldrig Kjedlen tabe af sin Spænding; noter dig nøje Konjunkturens Fald; sæt over Grøften i en snæver Vending.

Da vil du staa i Livets Cykleløb som Sejerherre, naar de andre styrte; thi den som holder ud og ej gir Kjøb, han faar Medaljens Guld og Hædrens Myrte.

2/3 1892.

LIDEN MAJA.