Part 7

Da vaagner jeg en Midnat og hører noget hænde: da drejer Gud deroppe sin tunge Møllehat! Snart hvisker det -- og drypper ved Gavlens _søndre_ Ende. Og tusind Skove knoppes i een eneste Nat!

7/4 1916.

SØNDENVIND.

Rugens Dræ fylder Aftenluften. Digets Læ holder længst paa Duften. Hys, hys, hys, hvad er det, som glider? -- Tys, tys, tys! bare Byg, som skrider!

Sagte Trin --, hvad kan det dog være? Søndenvind, er her no'et i Gjære? Hys, hys, hys! To som sammenglider, tys, tys, tys! nu mens Byggen skrider.

Gjøgen lo. Rugen rørte Vuggen. Hendes Sko væded Kløverduggen. Hys, hys, hys, ikkun Nat tør vide, -- tys, tys, tys -- hvad med Byg kan skride.

Pigens Mund løfted sig og kyssed, før i Blund atter hun blev dysset. Hys, hys, hys, Stjerneskud henglider, tys, tys, tys! -- nu mens Byggen skrider.

I smaa Sæt Vind om Diget hveger, rokker let Lyng og Lammeleger. Hys, hys, hys! Ti dog, Gjøg, omsider, -- tys, tys, tys! nu mens Byggen skrider!

Pust fra Syd, Klydeklynk i Enge, Rislelyd over Maanestrenge. Hys, hys, hys, Duft af Hø saa vide, tys, tys, tys! nu mens Byg vil skride.

Tavsheds Hvælv spænder over Kjæret. Vinden selv staar og holder Vejret. Hys, hys, hys, Fred til alle Sider, tys, tys, tys! nu mens Byggen skrider.

16/4 1916.

VESTENVINDEN.

O, Vestenvind, min Barndoms Vind, du har endnu det samme Sind i Alvor som i Spøg, det samme lystige Tagfat, det samme Sus om Møllehat og Kirketaarnets Fløj, det samme stærke Orgelbrus fra Glamhulsskar og Lyngtørvshus, som da _jeg_ frøs som Vogterknøs i Kjæmpehøjens Sus.

O, Vestenvind, o, kaade Vind, som kom ad Hjemmets Gaardsled ind paa egen høje Hest, strøg bort vor Lades Lyngkalot og greb den bredt i Tagets Tot hvor Grebet faldt dig bedst, -- hvor rasled det med Tag og Rør forbi den lave Forstudør, mens Far løb til: Gud fri os vel! Fik Laden nu sin Rest!

O, Vestenvind, o, barske Vind, hvor slog du tit min Barnekind og rusked mig mit Haar, naar Far han stod der lav og vred, mens Møntørvsklumpen sejled ned fra Toppen af hans Gaard! For hvert et Rusk i Aas og Tag vi frygted Fald og Dommedag. Men Huset holdt med Rim og Boldt. _Du_ havde tabt dit Slag!

Saa for du ud paa brede Kjær og muntrede den Storkehær som øved sig til Træk. Du drejed Viben som en Ten, mens Hjejlen stod paa lave Ben og trykked sig ved Bæk. Og hver en gammel Kaalgaardpil, den hvined op som Sav for Fil, dens Blade fløj med Raslestøj midt ind i Stormens Ril.

En Mølle staar paa Bakken fjern med sløve Sten og ormædt Kværn dybt i sin Spaantags-Krop, dens Sejl gaar sløvt og slapt omkring, men faar _du_ ved dens Vinge-Sving, flux gaar det i Galop! Og Møllehatten staar paa Sned, og det gjør Møllersvendens med! da faar det Art, naar _du_ gir Fart til Døgnets træge Fjed!

O, Vestenvind, o, stride Vind, hvis Regn drev Blodet til vor Kind og Kalken af vor Væg, du mejsled Jydens skarpe Træk, alt blødt og vegt det sleb du væk og strøg ham stridt hans Skjæg, -- hans Blik du gjorde langt og frit, skabt til at spejde milevidt med vaagen Magt til at gi' Agt fra stormrørt Hav og Klit.

O, Vestenvind, vor Stammes Vind, du gaar som Dønning i vort Sind med Hav og Bølgeslag; _vi_ gaar med dig fra Bryn til Hæl, i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjæl indtil vor Dødedag! Vor Tro, vor Trang er Del af dig, vort Væsens Hang randt helt af dig, vor Ynglings Trods, naar han skal slaas, vor Oldings Tungsindsdrag.

O, Vestenvind, o, karske Vind, stryg du kun frit paa Agren ind og blæs paa mig og mit! Vor Avl du lidet fjerner af; hvad der skal komme Kjærner af maa ogsaa ruskes lidt! du sætter Orgeltonen til vor gyldne Havres Harpespil. Det Brød, hvis Saft _du_ gir din Kraft, med Tak vi tage vil.

O, Vestenvind, -- du stærke Vind, som suste til vor Vugge ind med Pust paa Øjets Laag, skrid bygeklædt fra Hav til Hav og syng en Salme ved vor Grav af Stormens Salmebog! Tugt mildt men fast din Stammes Børn at de des mer kan staa for Tørn og ligne dig og slaa sig Vej selv gjennem striden Tjørn!

14/4 1916.

* * * * *

JENS HVAS.

ET BLAD AF SALLINGS RIMKRØNIKE.

Der var engang en Sallingbo, hans Navn det var Jens Hvas. Fordi han tog ved anden Tro, de slog hans Hals i Gras.

Hvor Vestenvinden vild og gal end strigler Lyngens Aas, der sad den Herre i sin Hal alt paa det barske _Kaas_.

Hvor stærkt Nordvest end rejste Vind om Kaases krumme Strand, drog værre Storme dog herind fra Syd og Sachsenland.

De Klostre sprængtes, Nonner skreg, Landsknægte gik og kom, Graamunke løb ad Sognevej og keg sig rædde om.

Jens Hvas red ud at hente Skat paa Hestens sorte Hov, og hvor han ej fik Mønten fat, der tog han Stud for Plov.

Ondt fôr han frem paa Sallingholm, men værst i Fjandboland; den arme Bonde vild og olm i Stilhed knuste Tand.

Men Hævnen gaar paa rappe Sko, hvor Tiden vorder ond, og den som krænker Bondens Bo, han gaar paa sumpig Bund.

-- Brat Skipper Klæmers Stimandsflok ind over Salling brød; den første med saa vild en Kok, den Kok han var sgi rød!

Ham slap nu Klæmer af sit Bur, vildt lød dens Galens Gjald, imens den fulgte Koks Natur og fløj fra Lad til Hjald.

»Brand!« skreg man fra det stengraa Kaas, »en paasat Nattebrand!« »Brand!« slængte Lyngens brune Aas langt over Maanevand.

Hævnflammens Leg om Spir og Spær blev set helt ind til Fly. Limfjordens Bølger bar dens Skjær vidt over Mors og Thy.

Nu gnubber Bonden fro sit Ben. »Den Brand hun varmer godt!« Saa ler hvert Kræ, som fra sin Gren ser Ild i Rævens Slot.

De Høvder brøled under Strand, en Ræv tog ilde paa, imens en natlig Ryttersmand ad Skive til lod staa.

»Saamænd, Jens Hvas, du rider vel!« -- han ud paa Manken laa -- »men om du red dit Øg ihjel, det vilde nap forslaa!

For Bonden er nu bleven gram som nogen Bøl bag Plov. Du skjænked ham _for_ bedsk en Dram i sidste Skatterov.«

-- Jens Hvas red over Skive Bro, det dundred højt og hvast. Hans sorte Øg paa fire Sko jog vid're uden Rast.

Men før de naaede næste By, Jens vendte brat sin Hest. Derinde under Nattens Sky det volmer rødt i Vest.

Vildt snøfter her hans sorte Øg fra Bakkens brede Aas, thi begge lugter Hjemmets Røg: histude brænder Kaas!

Og se! og se! fra Sals til Sals nu flaxer Klæmers Kok og galer af sin røde Hals fra Lad og Bjælkestok!

Den Nat saa mangt et Sallingtaarn til Sylden brændte ned, mens Borgens Herre højvelbaar'n husvild paa Heden red.

Til bløde Skvulp af Tastumsø gik Vugg' i Dommerby, mens Hævnens Brande, Ø ved Ø, stod rødt paa Sallings Sky.

Urolig Hesten fletter Ben med Hop og Snøft og Spring. Med Ildskjar over Øjensten vredt slænges den omkring.

Til Viborg kom de tidlig nok! Her brød Jens Hvas sin Ed. Saa tog ham Bødlen ved hans Lok, mens Øxen gjord' Besked.

Til det den var slet ikke sen, for ogsaa den var hvas. Hans Tyrehals, hans Nakkeben sprang som det skjøre Glas!

Og anden Tid med andre Mænd drog ind i Sallingland, mens røde Plage stak i Rend langs Limfjords grønne Strand.

-- Der var engang en Sallingbo. Hans Navn det var Jens Hvas. Fordi han brød sin Riddertro, de slog hans Hals i Gras.

17/3 1916.

MOR VED BRØNDEN.

Min Mor var bleven gammel, dog endnu mere svag; langs Stuens lange Skammel hun listed hen sin Dag.

Derude lyste Vaaren; dens Haner alle gol; hvidvingede Duer sig svang i dens Sol.

Hver Morgen friske Fugle paa Pilens lodne Gren, mens Stæren sad og basked paa Brøndens Vippesten.

Men Mor saa tungt mod Dagen og den glinsende Stær; den Vaar blev ikke hendes, det følte hun her!

Den tynde Haand hun stemte mod det smertende Bryst: »For mig har Livet mistet sin Fryd og sin Lyst.«

De hvide Duer svinged om det mossede Tag, og Stærehannen jubled; men Mor blev mere svag.

Da fødtes en Beslutning i Hjærtets dybe Grund, i hendes tunge Øjne den tindred en Stund.

»Aa, daj mig ud til Brønden! Kom, Dreng! Giv mig din Haand!« hun ivred af sin vante, beslutsomme Aand.

Jeg tænker vel, hun droges af den samme Urtidskraft, som Væld og klare Kilder til hver en Tid har haft.

Det lidende og syge vil staa en fattig Stund og dulmes ved det, som er rent og frisk og sund.

Det hvide Sand laa strentet paa Gangens gule Sten, hvor Solen havde prentet sin Krins saa varm og ren.

Men foran Forstudøren randt Lysets fulde Flod, hun vakled ud i Strømmen med prøvende Fod.

Og Gaardhanen galed og rysted Strubens Lap, mens Hønsene de løb mod den Savnede omkap.

Og Duerne paa Taget, som trukne i en Snor de svang sig ud i Luften til Ære for »vor Mor«.

Men Moders Blik var sløvet i syge Nætters Ve. Der var kun eet, kun Brønden, _hun_ higed mod at se.

Vel sligt kan tykkes mange kun smaat og ingenting, men denne Brønd var Centrum, hvor _hendes_ Liv var Ring.

Og hendes Slægt og Mødre i samme gamle Gaard var gaaet i Kreds om Brønden i flere hundred Aar.

Her havde de da siddet paa den slidte Malkestol, naar Aftentoflen trommed og Kaalgaardsgjøgen gol.

Naar der stod Ring om Maanen, og andre Himmeltegn i Sky, og Tordenblaanen gav Løfte om Regn.

Her fandt de Læ og Føde, Hvil for den matte Krop, her blev de, til de døde, som Bi, der er slidt op.

Som deres _hendes_ Verden, -- en Lykke ikkun tynd; som deres _hendes_ Færden i Kredsgang om en Brønd!

Sin tynde Haand hun rakte ud mod dens Ramme graa; hun kunde lige magte at lægge den derpaa.

Dybt nede mellem store, ringsatte Kampesten der laa den stille Kilde, fredhellig og ren.

Et stort, tungsindigt Øje saa oldingfjernt paa Syn; aarhundredgammelt Mosset hang over som Bryn.

Engang i Fortids Ælde var Kilden tryllet frem for siden tavs at vælde som Midtpunkt for et Hjem.

Et Hjem, et Hjem! et fattigt og dog et helligt Navn, en lille grønnende Verden med tusinde Haab og Savn.

Og Kilden i Hjemmets Midte -- som Draaben paa Blomstens Bund -- den læsked, uden at fritte, hver Dyre- og Menneskemund.

Herhen kom -- lige fra Ploven -- med Sved under Bringetøj, med brudte Hudpletter paa Boven det gamle, udslidte Øg.

Og Føllet, som blot skal sig øve og endnu ej ved, om det tør, men finder det voxent at prøve det samme, som Moderen gjør --

Hvor higed hun, Koen, mod Aften, herhen mod det blinkende Trug, naar Føden og Mælken og Kraften udspiled Yver og Bug!

Og Faaret fra solsveden Ager, og Studen, som kjørnede Byg, hver kom de saa hul og saa mager, men gik som en Tromme saa tyk.

Saa blev den saa mild en Trøster ej bare for Hors og Ko, en god, forbarmende Søster for alt i Mark som paa Lo.

Om Høg slog ned over Lærke, og Vingen var ej for sen, den Svage fandt Skjul mod den Stærke i Brøndens mossede Sten.

Og Barnet, det klynkende spæde, blev døbt i Treenigheds Navn i Vand, som med Spil og med Kjæde var løftet fra Slægtsbrøndens Favn.

Og havde den døende Olding nu naaet sine Lidelsers Maal, der raktes ham stille fra Brønden en sidste kvægende Skaal.

-- Saaledes den fædrene Kilde i Dag som bestandig laa og spejled en ringe Rille af Foraarshimlenes Blaa.

Af Feber halvt forvirret den gamle keg derned; det var, som om hun stirred dybt ind i Evighed.

Al hendes Sorg og Kvide, hver bitter Vemodsstund, alt, hvad en Sjæl maa lide, saa op fra Brøndens Bund.

Al Slægtens Graad og Klage af Kvinde som af Mand, dens Uraad -- Aar tilbage -- hun læste det her i Vand.

-- De talte længe sammen det stumme Øjensprog, der tænder Hjærteflammen før baade Munds og Bog.

O, ja, de talte sammen, om Lykkesavn og -Synd, mens Taaren tegned Ringe i hendes Skjæbnebrønd.

Men Lærkesangen skingred ind gjennem Port og Gaard, mens Foraarsvinden fingred ved Moders isgraa Haar.

Men ej hun agted Sangen, ej Vindens varme Sug; et Strejfblik over Vangen, der laa saa grøn med Rug.

Saa vendte hun Vaaren Ryggen med alt, den bar i sit Skjød, gik ind og ordned sin Bryggen og alt til en hedelig Død.

[Anm.: _Aftentoflen_, Bekkasinen; _Tordenblaanen_, Tordenskyen.] 18/4 1916.

MAJNAT.

Naar Vildgaasen larmer Valborgnat, hvem lægger sig da til at sove? Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat langs Fjord og knoppende Skove.

Derude straaler en Stjerne saa stor, at helt den fylder mit Øje; den samme Stjerne forvist jeg tror, jeg saa over Barndommens Høje.

Og Vibeskriget rækker saa langt; dog længere Længslerne rækker. Hvor bliver ens Hjærte bitterlig trangt, naar Klyden i Majnatten trækker!

Det pipper i Mos, og det pibler i Græs, det sprætter i hældende Kroner; der kommer en Duft fra det yderste Næs af tusinde smaa Anemoner.

Saa ensomt bræger det spæde Lam paa Bakken langt i det fjerne, og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam, som sang det fra Stjerne til Stjerne.

29/4 1916.

BROEN.

Tusind Aars Skille. Saa slog de Bro. Saa drog de over i Vogne og Sko, Tiggere, Trækkere, Kræmmere, Friere, alle de tusinde Somres Forbiere, stejlende Plage som skejtende Ko, alt drog nu over den dumrende Bro.

Ligskarer skred her i sindigste Ro. Brudefærdsforspand paa klapprende Sko; Selesølv glimtede, Kobletøj klingrede, Spillemandstoner mod Brobuen skingrede. Bruden i Stadsen, saa blid og saa god, nikked til Aakanden under sin Fod.

Broen stod krum over Aakandestrøm, fint som en Hjerneskal over en Drøm. Aarene, Skyllene skaved og skured den, Isgangens Rimnætter saved og fured den. Naar den befores, det lød som en Fjol, der bliver strøget lidt nær mod sin Stol.

Da kom en Svale og tog sig et Hvil efter vist _tusinde_ mødige Mil. Rækværkets Fløjarm den satte sig skraas paa, Svalen hun ynder alt, hvad der gror Mos paa, tittede, kvidrede: »Her vil jeg bo, her under Storstrømmens buede Bro«.

Dynd kom fra Aabredden, Straa kom fra Toft. Luften var Væggene, Brobuen Loft. Herlig blev Reden hun klined og kitted sig, muntert i Pavsen hun sad og kvivitted sig. Saa kom en Mage med Spejl paa sit Bryst, saa kom der Dage med Tant og med Lyst.

Snart laa de skjæreste blaagrønne Æg, saa fulgte Unger med bittesmaa Skjæg, Aastrømmen ringlede, Sydvinden luftede, Dunhamre svinglede, Aakander duftede. Svalemor havde sit sureste Stræb med at faa fyldt de smaa krævende Næb.

Nu blev der Liv bag de bugede Fjæl, Broen var Legem, hvor Svalen var Sjæl. Strømmen slog Grødegrøntskranse om Pillerne, Solglimt faldt skraat ned fra Broplankerillerne, Aborren vifted sin kløftede Svans sagte til Takten af Langalgers Dans.

Aldrig jeg kjendte mer salig en Ro end under Kvæld ved hin buede Bro. Høet er slagen og dufter fra Sigene, Aaen den blide smaaklukker i Vigene. Svalen hun jager for strygende Sejl, smækker med Vingen det rygende Spejl.

Klokker i Sønder og Klokker i Nord ringer da Fred over Himmel og Jord. Broen nu mørkner alt til under Buerne. Blomsterne lukker sig rundt om paa Tuerne. Klokkernes fjerne tungsindige Slag døves og stærkes af Engbrisens Drag.

Brobuen kroger sig mer i sin Drøm. Snart kan jeg høre hvert Dryp i dens Strøm. Svalen i Dyndvuggen breder nu Vingerne, Ungerne under dem skutter Smaabringerne, mens over Allivets slumrende Bo Himlen udspænder _sin_ Evigheds-Bro.

4/5 1916.

HAVREN.

Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa, mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa. Bonden kalder dem for mine Fold. Gud velsigne ham, den Bondeknold!

Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang over grønne Banker Dagen lang; Humlen brumled dybt sin Melodi, og et Rylefløjt gled ind deri.

Viben fløj om Brak og Pløjemand og slog Kryds for baade Plov og Spand. Kryds slog Bonden ogsaa over mig for at gi' mig Helse med paa Vej.

Mens i Dug jeg groede Fod for Fod, groede Sangen sammen med min Rod; den, som ydmyg lægger Øret til, hører Lærkens Triller i mit Spil.

Det kan kolde Hjærner ej forstaa: Jeg er Lærkesangen paa et Straa, Livets Rytme døbt i Sommerdræ, mer end Gumlekost for Øg og Fæ.

Søndenvinden, o! han har mig kjær; derfor kan han aldrig la' mig vær', smyger sig med Hvisken til mig ind nu ved højre, nu ved venstre Kind.

Naar han puster paa min gule Top, maa jeg vugge med ham ned og op, indtil alle mine Bjælder gaar, som naar gyldne Hamre sammen slaar.

Juniregnen gjorde myg min Muld, Julisolen gav mig af sit Guld, Sundhed risler mig i Top og Skaft. Det er derfra Plagen har sin Kraft.

Jeg er Ven med Dug og Grødevejr, Ven med Landets lyse Bøgetræer, Ven med al den danske Sæd, som gror øst for Hav som vest for Sund og Fjord.

Jeg faar Solens sidste lange Blink, før den dukker ned bag gullig Brink, og naar Aftenklokken ringer Fred, staar jeg paa min Taa og ringler med.

Jeg skal ringle Barnet til dets Seng, ringle Taagen op af Sump og Eng, ringle Freden over Hjemmet ind, ringle Bønnen frem i fromme Sind.

Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar over lyse Vange Aar for Aar, ringler om, hvor Sang og Kjærve gror herligt sammen paa den danske Jord.

8/5 1916.

PAA SALLINGS JORD.

Paa Sallings Jord er der godt at bo, naar Solen varmer paa Tage, naar Byg vil skride og Havre gro og Fuglen søger sin Mage. Naar Duft af Kløver mod Vindvet gaar, og Rugen op til din Axel naar, da gaar din Sang sin Solskinsgang, mens Gjøgen kukker skjælmsk fra Bakken.

Den Svend, som tumler med Sallings Muld, faar let en Skilling paa Lommen, thi Landets Sølv bliver her til Guld, naar Høstens Time er kommen. Bag Laden stables de høje Hæs, mens Koen træder saa bredt i Græs. Hver Godtvejrsdag din røde Plag maa trække Rigdom hjem til Loen.

-- Og her blandt Frænder nu sidder to, som valgte sig et Hjem paa Bakken, hvor _hun_ skal malke den røde Ko, mens _han_ skal harve paa Brakken. Thi Haand i Haand det er Livets Fryd, og Trofasthed er saa skjøn en Dyd. Tag Livet ret! Og bli'r du træt, da lyt en Stund til Gjøg i Enge.

15/8 1916.

POVL MED DEN TUNGE SKOVL.

Der løber saa mangen en krinklet Sti hen gjennem det jyske Hedeland, hvor Hvepsen stryger dig harm forbi, og Ormen triller sig lang i Sand. Ved en af Stierne staar et Hus bag skaarede Volde af Ahl og Grus, og Huset viser en Ko paa Baasen, et Sprag i Gavlen, et Knæk i Aasen.

Her havde sin Hjemmen den stærke Povl, en ordknap Slider fra Blæstens Egne, han kaldtes Povl med den tunge Skovl, thi Skovlen fulgte ham allevegne, ej blot til Grøftning blandt Flæg og Rør, nej, selv ved Kirkens beslagne Dør, hvor Salmen blandes af Mand og Kvinde, stod Skovlen ude, mens Povl var inde.

Dog sjælden de saa ham i Bedehus, hvor Stolen laases med Gud for Øje, langt oftere bad han bag Vold af Grus, hvor ingen stener en lappet Trøje; et ordløst Suk og et dybtgjemt Støn blev Hverdagssliderens Søndagsbøn; men een Gang skreg han i Smertens Svimmel sin Vaande vildt imod Hedens Himmel.

Han havde en Datter fra Ungdomsaar; i Skriftebogen staar løst hin Gaade; som Syerske drog hun fra Gaard til Gaard, fik selv en Datter -- paa samme Maade. Men som der læses: Alt Kjød er Hø, en Gammel _skal_, og en Ung _kan_ dø. Før Aar var omme, hun maatte bøde med Livets Part for sin unge Brøde.

Men Povl han vaander sig i sin Seng og kan ej Søvn paa dens Hylskind finde; ved Roden skjælver hver Nervestræng, mens Graadens Sky vil ham Øjet blinde. »Det bitte Væsen, det spæde Nor, skal det henslænges paa Sognets Bord!« Før Solen striber hans Hørgarnslagen, er Povls Beslutning for stedse tagen.

Der skrider en Mand gjennem Himmelknog hen over et hylende Vinterøde, hans frosne Øren bag Rendefog opfanger Lyde saa klingert-sprøde. Hans Øjne brænder bag klistret Sne, men ikke nok til helt frit at se. Hvor dybt hans Trad end i Driven sættes, i samme Nu bag hans Hæl de slettes.

Han skjærmer bredt med sin krumme Arm en Bylt, som synes kun lutter Klude: det lille Nor, han mod Stormens Harm har laant sit Hjærte til Vuggepude. Dets Varme gaar til _hans_ Ribben ind, dets Putren gløder ham Sjæl og Sind, saa nærmere han til Stormen triner, mens Klædets Frynser for Blæsten hviner.

_Det_ hviskede Povl, mens hans Rygrad gøs »Du naar det aldrig! Du er jo vildet!« Hans hede Sved under Skjorten frøs, men nye Draaber sprang frem og trilled. Da hikked Vejret en ringe Stund; da steg der Bøn fra en graadfyldt Mund, thi midt i Ørknen bag Knogets Drive han saa sin Hytte mod Næets Skive.

I Stønnen han aabned sin Gangdørs Slaa og la' sin Bylt paa den Langbordsplade, saa var der først dette at tænke paa: den Spædes sutrende Mund at made. Her søgtes Raad hos den gamle Ko, hun ømmed sig lidt ved hans kolde Kno; men Takken for Koens varme Drikke blev snart to spillende Barneblikke.

Da tændtes en Glans i hans Tungsindsblik; saa skjøn ham tyktes hans lave Stue; fra Lyngtørvsbaalet paa Gruen gik mod frosne Lemmer saa varm en Lue; han bøjed sig dybt mod Barnet ind og kjendte saa myg sin stride Kind. Snart drap mod den Spædes Tindingaare den sidste Sne med hans første Taare.

Saa kom der nu Dage, ja Nætter med, hvor Povl forsoned sig helt med Livet, da lød det mildt fra hans Sengested: »Ja, Gud har taget, men ogsaa givet.« Han drejed sig rundt med stor Umag og lyttede ned mod et Aandedrag, hvor Barnets Leje just saa var stillet, at Maanen løfted dets Drømmebilled.

Og alt i Stuen blev højstemt Ro, om ogsaa Ræven derude jamred, om Væggen gav sig for Tryk af Ko, og Dødninguhret i Bjælken hamred; et varsomt Strøg mod den Spædes Kind, saa haledes atter Søvnen ind, mens Maanen delte sin milde Flamme med Vuggens Puder og Hedens Damme.

Det sker, at Povl med den tavse Mund lar af sit Barn sig i Haaret drage og snakker da mer i én saadan Stund end før i alle hans Levedage. Han løfter det op i Nøds og Lo at klappe Næsen paa Husets Ko. Thi Ko og Barnet forstaar hinanden i Kraft af den dampende Mælk i Spanden.

-- -- Men aldrig trætned den stærke Povl, og aldrig hørte han op at slide, og aldrig rusted hans tunge Skovl, skjønt Gigten martred i Lænd og Side. Hvor Gruset blinker i vaade Lag, der slog han »Harpen« med vilde Slag. Endnu mens Maanen steg blank bag Krattet, dens Staaltraads-Strænge i Ødet skratted.

Mens Skovlen skar i den haarde Grus, stod Barnevognen paa Grusgravsbrinken, der fletted han Barnet et Halvskjærmshus mod Vejrets Luner og Solens Blinken, og fandt han en særlig broget Sten, han rensed den først mod sit Buxeben, og gav han sin Yndling det sjældne Stykke, hun jubled, som fik hun et Demantsmykke.

En Ruskregnskvæld under Efteraar han havde lidt længe i Graven nølet; skjønt Barnet laa gjemt under Pudens Vaar, det blev dog af Aftenens Luft forkjølet. Det gik til Lungen, og Glansen veg fra Øjet, mens Graderne steg og steg helt op mod Udslettelsens dunkle Porte, mens Lægen og Hjælpen var Mile borte.

Til Fader, til Søn og til Helligaand blev tryglende Bønner øst og stammet, mens Sliderens skjælvende grove Haand tog varsomt Kjende, om noget strammed. Men Bønnens Porte var stængt for Povl; før Dagningen brød i hans tunge Skovl, da havde han ingen Bønner flere, men Himlen ejed en Engel mere.

Han vandred forvirret den ganske Dag omkring sin Hytte i daadløs Jammer, mens Ot'dagsværket med Sølverslag udhamred Tiden i Dødens Kammer. Ej Kalv fik Æde, ej Ko fik Vand, ej rørtes Si eller Malkespand. Da Nyet blev tændt under Alts Forbliven, han klædte Liget paa Langbordsskiven.