Part 6

[Anm.: _Nøjesvis_, Nytaarsvise; _slan_, slaaet; _æ Or_, Aaret; _gan_, gaaet; _Sel_, Sele; _sædr_, passer; _den Ot_, den tilmaalte Del; _anner djes_, andres; _Maan_, Morgen; _æ Glajs_, Glasset; _skjødløs_, skjødesløse; _Mued_, Mode; _Len_, Ophør; _i Gras_, itu; _Kjørmes Knud maatt bus_, Nordenstormen maatte rejse sig i sin Vælde; _fust_, fare bort; _Skaw_, Skave; _Skyw_, Skive; _Træjring_, Gavtyv; _skaw_, gnave; _vi_, vid; _jenle bette Hyr_, en lille Bestilling; _Row_, Rug; _syk_, synke; _plot_, plukkede; _dwalsk_, slem, haardt; _Aând_, And; _braa Haak_, dygtig Klø; _Gjewt_, den Portion, man giver et Dyr i Krybben; _Sor_, Saar.]

18/1 1914.

HANS KAARSBERG.

Der red en Rytter over Steppen hvast; saa muntert hoppede hans Huekvast.

Der sad en Doktor i et Vennelag, og ingen hørte Hanen varsle Dag for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag.

Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde, der hopper Bægrene af Fryd og Glæde.

Et mandigt Hjærte og en følsom Aand, Kirurg og Jæger -- samme sikre Haand!

Og _skal_ den vilde Hare _skydes_ tam, i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham! Han vil ej skjænde Skovens Tempelro ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko. Han kjender Brokkens Hus og _Vildtets_ Veje, men sænker Bøssen for at se _det lege_.

Paa Fantasiens høje Ørkenridt -- hvor skued han fra Sadlen milevidt! Vi har Poeter nok i emsig Dont, men faa med denne Digters Horisont.

Den Nattergal har lidet rørt hans Sind saalidt som »Poppedreng« paa sukret Pind, og endnu har han holdt sig i at daane, selv om i Sorø Sø han saa en Maane.

Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl, og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl. Det stærke Blik, der kunde haane vildt, det har jeg set bag Brillerne saa mildt, naar Poesiens glade Glimmertraade blev snoet til Streng ved høje Guders Naade!

24/1 1914.

LANDARBEJDER-SANG.

Saa langt jeg stirrer i Danmark ud, jeg skuer vist tusinde Hytter; de skaller i Frost, og de drypper i Slud, i Blikstille staar de og lytter; og Vinden hvisker ved Gavlens Straa, mens Solen gaar mægtig af Havet. Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa, dér ligger din Skjæbne begravet.

Vi skatted for længe til Pragt og Prunk bag klingende Titler og Navne; hvor een kan føre sig stolt og strunk, maa hundrede sukke og savne. Men Folkets Lykke var sjældent dér, hvor Falke om Duerne rives, langt oftere hist paa lave Kjær, hvor Byggen ved Midsommer trives.

Naar Danmark ligger i lyse Tavl saa kjært mellem Bøg og Linde, mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl har virket det -- han og hans Kvinde? Mon ej med Troskab i Savn og Flid I brugte Ploven og Hakken? Hvorfor faar I da en ussel Hvid, mens andre ta'r Lønnen og Takken.

Hvor Greven stænger sit Vangeled for andre end Hjort og Hare, mens Slideren dyrker sit magre Bed -- dér synes mig Landet i Fare. Men I, hvis Arv blev den stærke Krop, de hærdede Muskler og Arme, stem Ryggen mod og skub Leddet op, og kun et Par Grever vil larme!

Men skal I vinde jer Ret en Dag, I faar den vist ej som Gave, først efter mange og drøje Slag mod Fejghed, ja Kolber og Stave. Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem, og skulde for Alvor det gjælde, se ikke skræmte fra Døren frem, som Hønen ser op fra sin Nælde.

Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar, den fører I helt for os alle. Skal Lykken trives i Danmarks Gaard, maa Fordommes Stenmure falde! Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet, lad Lehnsjordsfasanen sig svinge -- men Manden har dog en større Ret, og Retfærd en videre Vinge.

14/5 1914.

LILLE EDITH.

Det var i den Time, hvor Ax og Rør sig sænker mod Aftenrød: et legende Barn kom til min Dør saa tindrende glad og sød.

Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort nedringled paa Axlen frit, og Blikket, saa kandisbrunt og stort, omsvævede skjælmsk og blidt.

Hun smuttede ind og ud igjen, som Straalen gjennem et Glar, imens en vimrende Hundehvalp hun løftede op og bar.

Hun legede ned ad min Trappesten med Blomster og Hund og alt; hun legede under den Rosengren paa trinde, fjedrende Barneben. _Da_ midt under Legen hun faldt!

Hvorledes? hun rejser sig ikke op! Hun løfter ej Haanden mer; det sprælske Knæ og den lille Krop nu ligger saa tungt som Ler.

-- Du elskede lille Edith-Sjæl, som vied til Sorg mit Hus, end staar der Spor af din Barnehæl herudenfor i mit Grus.

Du lille Straale fra Livets Vaar, hvi havde du al den Hast? -- En Straale kommer, en Straale gaar, og ingen kan holde den fast.

Du gled tilbage mod Dybets Favn til Solen, der sendte dig ud. De _Vise_ strides om Solens Navn, de _Grædende_ kalder den: _Gud_.

6/8 1914

BRYLLUP.

Du var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst, naar den stryger langs pløjede Kjær, du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring, og din Latter laa rede og nær.

Og du fór paa dit Hjul langs de stenslagne Spor, mere rapt end den spejdende Ravn, og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod, mens Udholdenhed kroned dit Navn.

Du tog Bøssen fra Knag, blev en Jæger med Lyst, stolpred hjem under Fuldmaanens Skjær, mens i Natten du lytted til Regnspovens Fløjt højt til Vejrs over Barndommens Kjær.

Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven, og dit Venskab blev uden en Sprag, intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund ingen Rømning fra Ord eller Sag.

Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol, stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl, og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa, at en Orm havde stunget din Hæl.

Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany, alle Skyggerne gled deres Vej, hør Forjættelsens Klokker de ringer mod Sky, og de Klokker de ringer for dig!

Thi en Kvinde har listet sin Arm under din, du har vundet den yndigste Ven, hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil og gi Liv til din Ungdom igjen.

Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul, synes Dagen dig møjsom og sort, ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Knæ, hun vil stryge dig Skyggerne bort.

Se det lyner af Sværd, mens I slutter jer Pagt, der staar Angst af den bævende Jord. Men om Verdner end brænder, skal Elskov ej dø, se, dens Blomst staar i Asken og gror!

23/9 1914.

SØLVBRYLLUP.

Femogtyv' Aar de gi'r mange Slags Kaar, de gi'r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar. Femogtyv' Aar gi'r den Smule, vi naar, giver Godtvejr og graat Vejr og Høst efter Vaar.

Femogtyv' Aar de gi'r Føl, de gi'r Faar, de gi'r tusinde Ting, som en Bonde attraar. Femogtyv' Aar gi'r en Mage og Maar, giver Børn i din Stue og Liv i din Gaard.

Femogtyv' Aar giver Sølv i dit Haar, ogsaa Sølv i din Pung, om dig Lykken bistaar. Femogtyv' Aar giver Skrammer og Skaar, giver let Sind og træt Sind, mens Skyerne gaar.

Femogtyv' Aar gi'r den Lykke, du faar, gi'r dig Pligtslid og Gigtslid i Lænder og Laar. Femogtyv' Aar gi'r en Mand i hans Gaard, gi'r dig Præg, som du bærer, til Domsklokken slaar.

Femogtyv' Aar! Om I sleger hæ' slaar, kom I bare _igjen,_ om med Hæder I gaar. Femogtyv' Aar! Kom med Sødme som Saar, vi skal vandre jer ud, om vi stumler hæ' staar!

9/10 1914.

VED SUSAAEN.

Det var ved Susaaens Vande, du tripped saa ung og sund, med Aftenens Guld paa din Pande og Kyssets Dug paa din Mund.

Der var i de danske Skove ej Rønnebær mere rød end dine Læber var røde hin Aften mod Nedgangens Glød.

Det var ved Susaaens Vande, jeg husker ej Sted eller Stund, kun Lysets Leg paa din Pande og Kyssets Dug paa din Mund.

18/10 1914.

GODT MOD!

Den skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang, han kukker helst til den, som først er ude, og Morgensolen saa jeg mangen Gang at slænge Guld igjennem fattigst Rude.

Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol, det styrker Landets Marv og Ligevægten, det gjør selv Gaasebænk til Kongestol og skyder Stræbepiller under Slægten.

8/11 1914.

* * * * *

TRE KRIGSDIGTE.

MILITARISTEN TALER:

Brænde skal Verden, brænde skal alt, Slotte, Kaféer, Katedraler, ej blot dit Forraad af Mel som af Malt, hvad du har sparet af Sødt eller Salt, men ogsaa de blaa Idealer!

Himlen histoppe, Guds Jagtrevier, drysse den skal som brændt Papir ned over trampede Sletter! Siden med Krudtrøg og Mørseres Brum atter vi fylder det tomme Rum og Klodens bestjærnede Nætter.

6/12 1914.

DIPLOMATER.

Moses styrede Israels Stat, Aron var øverste Diplomat med to gyldne Horn udi Panden.

Moses gik sig en Morgentur, Aron tog sig en Middagslur, men hvem der ej sov det var Fanden.

Da Aron vaagned og Moses kom hjem dem mødte alt Folket, som dansede frem med trukken Kniv mod hinanden.

6/12 1914.

KEJSERENS GUD.

Han talte for Fronten til Folk og Hær; med Jernhaand løfted han højt sit Sværd og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud: »Vid, Kejserens Gud er en vældig Gud!«

Han førte de Hære mod Frankerland, og Byer og Borge gik op i Brand. Da trodsed en Fæstning hans Herskerbud. Men Kejserens Gud er en vældig Gud!

Det lød i Stormen: »En Mørser frem!« Da splintredes alt fra Syld til Rem. Kun Grus var Borgen ved tredje Skud. Jo, Kejserens Gud er en vældig Gud!

6/12 1914.

* * * * *

SALME.

(AF »JENS LANGKNIV«.)

Tag min Sjæl naaderige Gud, før min Marterpæl skyder nye Skud! Satans Vingestræk rev min Modstand med. Tag mig Synder væk til din Fred!

Syndsens Spe stinger Kjød og Blod, Taarens Anger-Ve drypper for min Fod. Alt hvad jeg fik kjær, Moder, Viv og Ven -- Verdens Bygevejr bar det hen.

Slangen bed; Smertens Skaal løb fuld, mens i Mulm jeg stred for en Sjæl af Guld. Om min Kjærlighed regnes mig til Fejl -- Herre, skjær den ned med din Segl!

29/12 1914.

HILSEN TIL ESBJERG

Her gik Træk af vilde Svaner over denne Grund engang, der hvor nu de høje Kraner synger deres Kjættingssang. Sneglehus og Muslingskal her gav Plads for Skibes Tal.

I de høje Maanenætter bli'r din Bølge tit saa kaad, vildt den over Molen sætter ned i Bark og Fiskerbaad. Fløjten ryster Torv og Tind, naar din Englandsbaad gaar ind.

Kjække By af Bølgens Naade, Havet rigt og lunefuld vipper dine Fiskerbaade, slænger for din Port sit Guld. Sommerkvældens Vestenvind aander Salt paa Barnets Kind.

Havets Rytme, Flod og Ebbe, lad den svulme i dit Blod! Smaalighedens strøgne Skjæppe -- nej, til den er du for god! Jydens Kløgt og Handelsaand slaar din Haand i Verdens Haand.

Salt i Blodet, Salt paa Tungen -- ej blot Salt paa Fedtogbrød! -- Aabent Sindet, aaben Pungen -- da har Staden aldrig Nød. Havets blanke Landevej blinker for dit Barn og dig.

Naar en Dag hint Verdensbulder stilner i en Broderfred, naar Evropas syge Skulder atter læmpes lindt i Led, da gjør snart en Nytids Gry dig til Jyders Første-By!

18/3 1915.

NIELS BRANSAGER.

Saa lyst et Sind, som her gled under, jeg mødte kun den ene Gang; thi du, som her i Kisten blunder, var Folkets Barn i Tro og Trang, og alt hvad Skjønt det Folk skal naa, _dit_ Ynglinghjærte nynned paa.

En Stridsmand var du blandt de kjække, det kjendtes trindt om Sjællands Kyst; da kom en Pil fra Dødens Snekke og traf dig i dit unge Bryst. Men selv paa Smertens Sygeseng du fingred ved din Buestreng.

O, Livets Gud, som skjænker Kraften, hvi høsted du hans Rug saa grøn og ringed Solen ned før Aften for denne Lysets muntre Søn? Ubrugte Evners lyse Guld -- hvor tungt paa jer at kaste Muld!

Men naar det gror i Danmarks Ager og gjærer varmt i Folkets Sind, og naar paa Sejrens Dag vi flager, _hans_ lyse Navn gaar med os ind -- med Duft af Kløver mild og sval -- i Mindets høje Frihedssal.

-- Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande, kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund, før over Gravens mørke Rande han sænkes ned i Sjællands Grund, hvor Blomst skal spire, Haab skal gro af Fædrejord og Ynglingtro!

2/4 1915.

JENS HANS HYWLBOR.

Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn end en Hywlbor, men han war kjend øwr æ hiele Sogn for hans Hywlbor. Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt, den tut for Tier, den fløjt for Fjedt, Jens hans Hywlbor, Jens hans Hywlbor.

Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem po hans Hywlbor, og det war nøj der haaj Fynd og Klem, -- spør æ Hywlbor! Dér lo hans Wanter, dêr hwilt hans Dunk, dér gik han sjel lisse strøg og strunk baag hans Hywlbor, baag hans Hywlbor.

Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand baag hans Hywlbor, og spyt teframm øwr en javn Tønd Land fræ hans Hywlbor. No haaj han Edels og Hus og Skywl, og Brændmen nok te en kristle Ywl po hans Hywlbor, po hans Hywlbor.

Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk med hans Hywlbor, da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk i hans Hywlbor. »Harens!« raaft Jens. »Kluk-klunk!« swor æ Dunk, og niedad skor æ med Skump og Skunk i hans Hywlbor, i hans Hywlbor!

Det tyt æ Hund' war for gløj en Vals med en Hywlbor; der hwirlt en Kytter fræ hwer en Sals mod hans Hywlbor. De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn, saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn med hans Hywlbor, med hans Hywlbor.

_Det_ peef og klawed sæ uden Ro fræ æ Hywlbor; det war en Jammer aa hør opo _aa_ en Hywlbor! Æ Dunk den hopped i hyw Galop, æ Bruus strat ud, men æ Hund holdt Trop med æ Hywlbor, med æ Hywlbor.

Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk i æ Hywlbor; fár Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk, støwt æ Hywlbor. Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav; æ Dunk -- den trilt ad en Mergelgrav uden Hywlbor, uden Hywlbor.

Jens Bruus han so paa en Knold og græd uden Hywlbor: »Mi Ywlbrændmen -- no legger æ dér -- og mi Hywlbor --! Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied; men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier po en Hywlbor, po en Hywlbor!«

[Anm.: _Hywlbor_, Trillebør; _tut_, tudede; _Tier_, Tjære; _Ywlbrændmen_, Julebrændevin; _strøg_, nydelig; _tyt_, syntes; _teframm_, fremefter; _Edels_, Mad; _Skywl_, Husly; _Haag_, Hage; _harens_, afsted; _skor æ_, skar det; _Skunk_, Stød; _gløj_, hæftig, hed; _hwirlt_, hvirvlede; _Kytter_, Køter; _kløj_, kløede; _skjenn_, løbe løbsk; _holdt Trop_, h. Stand; _wakk_, vakle; _støwt_, styrtede; _sô_, sad; _bjerres_, bjærges;]

14/5 1915.

SEJ MÆ, SKA VI MEJ I KRI?

Sej mæ, ska vi mej i Kri? Kan æ dryw wor Dar forbi? Vi er Bønder for Worherr, løwer derfor helst i Fred.

Fred mo te, hwor nøj ska grow, Fred po Awer, Fred po Low; Fred i Hus som Kongens Gord, det er søen, en Land bestor!

Hwad de Stur fæk rejen nied i en Ywbliks Kowtehied kan de biel og bittesmo krassel mej, te de blywr gro.

Vi vil _Kamp,_ men aalle _Kri_. Kamp det er der Mjenning i. Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel. Kri slaar Lyw og Mand ihjel.

Der er andt, vi haar aa gjør, ogsaa andt end ælt wor Smør: Gjør wor Land saa skjøn og fri, te dem bejst kund tryws deri.

Det mo vær wor dawle Lær: Urets Brød mo ingen tær, ingen Ridt paa naaen Mands Nakk, liggud Ret i Gord og Brakk!

Hwis en Ryk bløw krum med Ær, hwis en fæk formøj aa bær, len en lidt, og lidt ijen; dæ vil anner saa gi Len!

Nys wor Low bløw lig for aall, søen en Low vil vi behold. Krænkes den, saa slaar vi te, saa de skal blyw legn derve!

[Anm.: _rejen_, redet; _Kowtehied_, Overmod; _krassel_, mase; _tryws_, trives.]

24/7 1915.

BARN OG MOR.

Vug mig, Mor, mens min spæde Livskim gror; vug det Onde af min Vej, vug det Sunde op i mig! Vug mig, Mor, mens mit Pust i dit sig snor.

Vug mig, Mor, nu da Rug til Ringlen gror, Lærkesang paa Søndenvind smyger i din Nynnen ind. Vug mig, Mor, saa jeg rank som Rugen gror.

Vug mig, Mor, ved en Bøn for det, du tror. End vi vakler samme Vej, siden kanske slipper _jeg_! Vug mig, Mor, mens vi begge barnligt tror!

Vug mig, Mor, varsomt i mit Skjæbnespor; vug mig til en helstøbt Mand, glad ved Hjem og Fædreland. Vug mig, Mor, til at staa ved Arv og Ord!

Vug mig, Mor, løs saa op din Trøjes Snor, da bag Barmens Særkesøm di'r jeg til mig Livets Strøm. Vug mig, Mor, mens ved dig jeg di'r mig stor.

Vug mig, Mor! I din Aande Søvnen bor. Naar jeg sænker Øjet i, svæver Drømmens Gud forbi. Vug mig, Mor! Snart jeg følger i hans Spor.

7/8 1915.

INVALIDEN OG KRISTUS.

Jeg pløjede min Ager fra Øst og til Vest, at pløje var mig altid som en Fest -- jeg pløjed uden Ro, uden Rist, Herre Christ, til _Krigen_ tog først mig og saa min Hest.

Min Hest, som jeg har klappet paa Mulen mangen Gang, fordi den gik saa villig for sin Stang, dens Bug rev de op med en Gnist, Herre Christ, nu ligger den som Aadsel fjernt i Vang.

Min Plov staar nu og ruster og synker halvt i Jord, mens Ukrudt om Muldfjælen gror; min Hvede, som jeg saa'de der sidst, Herre Christ, af den har Ravne næppe levnet Spor.

Min Hustru, min Anna, som sammen med mig stred, fra Sol stod op til møjsom den gik ned, mer ribbet nu end Kragen paa Kvist, Herre Christ, den Stakkel gaar en Tiggers tunge Béd.

Og mine raske Drenge saa ferme alle fem, den yngste dog den kjæreste af dem, hvem gir dem deres Brød uden Brist, Herre Christ, naar deres Far nu aldrig vender hjem!

Jeg pløjede min Ager med Hors og med Hest, jeg pløjed den, som gik jeg til en Fest; jeg pløjed den saa gjerne som sidst, Herre Christ, om ej jeg havde mine Hænder mist.

Vinter 1915.

BONDEFJOL.

Der hænger paa min Nabos Væg en gammel Bondefjol; dens Strenge stritter nu med Skjæg, og kløvet er dens Stol, dens Skrueværk er graat af Støv, selv ser den ud som blind og døv, men har du Haandelag, da prøv den gamle Bondefjol!

Paa rusten Søm, i Uldgarnsstrop, den hængte, -- lidt paa skraa; hvor tit som Barn jeg kravled op og strakte mig paa Taa. Da lød til mig dens Brumlestreng som Humlens i en mosset Eng, hvor Far med Tejne, Tøs og Dreng var gangen ned at slaa.

Aa, den er fuld af kaade Ting, den gamle Bondefjol, af Hamborgskotskens Stamp, og Sving af Svejtrit og Tyrol; det koger af dens Lydhul op med Skjørtesus og Pigehop, og Konefødder i Galop ind under Hvergarnskjol'!

Saa har du fulgt vor Bonde god, _min_ trældomsbrudte Slægt, og lettet ved det sunkne Mod og linnet Aagets Vægt. Om Ridefogden, rød og tyk, lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg, et Strøg paa dig -- da veg hvert Tryk af Hoveri og Ægt!

I dig laa gjemt den sidste Gnist af Glædens Alterbrand, naar Spil og Dans og Skjørtehvist var sat i Rigens Band. Da -- lænet til en stubbet Kind -- du lo endnu om Kys og Kvind, ja, listed dine Toner ind til surest Mørkemand.

Om Præsten i sin sorte Kjol lod salte dig et Ris og smæded dig fra Prækestol med Marcus og Mathis, dog Ungdom saa til Ungdom hen, og Glutten smiled til sin Ven, og Søndag Aften klang igjen din vante »Repetis«!

Saa længe Lærkers glade Hær har Bo i Kløvervang, vil danske Hjærter kræve mer end altid Salmesang; du gamle slidte Bondefjol, du passer slet i Degnestol; hvor Juninattens Gjøge gol, der heded os din Klang!

Min Barndoms kaade Violin, læn dig mod denne Kind; om end dens Stubber kradser din, har _vi_ det samme Sind, den samme Jubel i vort Bryst, den samme Sang i Nød og Lyst, som svulmer om den danske Kyst fra Korn og Søndenvind.

5/4 1916.

KJØRMES KNUD.

»Kjørmes Knud' han holder herud' med hans fir' hwid' Sud'.« _Buendmandssej'._

Kjørmes Knud, hør ham tud te hans krid-hwid Stud, nær han swinger hans Swøef fra Nordowst om dje Snud! Kjørmes Knud med hans Stud sætter sni øwer Fur saa det knarker af Frøst fræ dje Bringstykk og Pud.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, a haar tit høt dæ tud som i Daa, nær æ Rim den vild blind mæ mi Rud. Kjørmes Knud, Kjørmes Knud sikken Vejlo derud! I haar Snø i jer Skjek bode dæ og di Stud.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, det war faale te Stud, søn det wolmer og kwolmer med Snø fræ dje Snud. Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, faa da Hold paa di Stud; tho æ Himmel den stor i jen Toeg for mi Rud!

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, ka du skjøtt dæ derud, tho do hwister med Halmstakk som anner med Klud. _Øwr_ æ Møn! Læd no vær! Ka do ogsaa kjør dær! Hwem haar røjt dæ di Stud, da do sidst haaj em fræ.

Kjørmes Knud, med di Stud kyr do twat for mi Rud med en Stjat lisse laang som fræ Naur og te Bur. Kjørmes Knud, vælt derud no æ Skorsten si Tud, saa Gud naadigen spaar jen æ Taag po æ Mur!

Kjørmes Knud kjørr med Stud twat paa Marker og Mur, øwer Knold, øwer Kjar, øwer klukkendes Tud, Kjørmes Knud, Kjørmes Knud. Hej! no skjenner hans Stud og tar Herred og Sown i jen brølendes Fur!

[Anm.: _sætter sni øwer_, sætter skraas over; _Skjek_, Skjæg; _faale_, farlig; _wolmer_, ryger; _skjøtt dæ_, vare dig; _hwister_, smider med; _røjt_, røgted; _twat_, tværs; _Stjat_, Vognstang; _Tud_, Tude, Pibe; _æ Taag_, Taget; _Tud_, lukket Trærende under Engveje; _skjenner_, løber løbsk.]

11/8 1916.

* * * * *

DE FIRE VINDE.

NORDOVST.

Sneflokke kommer vrimlende hen over Diger trimlende, det knyger ud af Himlene, det sluger Hegn og Gaard, det ryger ind ad Sprækkerne til Pølserne paa Rækkerne, og Faarene ved Hækkerne faar Blink i Pelsens Haar.

Og Poplerne bag Mønningen, de duver dybt i Dønningen, og over Stakke-Grønningen omtrimler Kjærv og Neg, det klaprer én om Ørerne, fra Portene og Dørene, bag hvilke de smaa Sørene' har rustet sig til Leg.

Og Gammelmor i Klokkerne med Huen og Graalokkerne, hun haler op i Sokkerne og ser forsagt derud, for nu er Kaalen liggende, og nu staar Tjørnen stikkende og spidder Sne paa Piggene, og nu kom Kjørmes-Knud!

10/3 1916.

PAASKEØSTEN.

Hvem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten, thi jeg har hørt den stændig op gjennem trange Aar: »Kong Faraos« Jordemoder, den hvasse Paaskeøsten, sendt ud for at dræbe den nyligfødte Vaar.

Som Is er hendes Aande, saa hæs er hendes Strube, og alt, hvorved hun rører, det krymper ind af Kuld; hun driver Bien baglænds tilbage i dens Kube og fryser hver en Spire, der pipper over Muld.

Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen -- hun kan det ikke unde det allermindste Læ, hun blæser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen og stankler om og bjæler, det lille Mæhæ.

Og Bellisen, den Blomst, som er altid først paa Pletten, den faar saa røde Øjne i Paaskeøstens Vind, som krænger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten, saa den ad Jorden strækker sin lille kolde Kind.

Og Rugen hist paa Bakken, den løfter let paa Bladet, mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten; men før dens matte Knæ blir af _andre_ Vinde badet, før kan den ikke rankes til Stængel eller Gren.

Altanens Ranker rasler saa tørre som en Knokkel, og Kakkelovnen ryger, for Røgen vil »slaa ned«, den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel, og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed.

Og Bedstefar, han skyder sig kuldskjær ud af Døren, hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa, og rund i Ryg han standser i Stakkens Læ hos Søren og prater om, hvor tidlig man _forhen_ kunde saa.

Men Paaskeøsten skaver i Skar og Kjæmpehøje og slænger efter Harven det vildførte Sand, og Lærkeungen ligger med dens Støv i sit Øje, og Plovmanden føler dens Knasen ved sin Tand,