Part 7

Og nu holdt man Jagt paa ham paa tredje Uge. Hjem turde han ikke komme, der blev passet paa _Arken_ Nat og Dag for at fange ham — han holdt jo af sin Mor! Gud ved hvor han færdedes nu i det kolde, sludfulde Efteraar? Madam Frandsen gik saa ene og forladt derovre paa sin Kvist, det var en trist Tilværelse. Hver Formiddag kom hun over og bad Pelle se efter i _Arbejderen_, om man havde taget ham. I Byen var han, Madam Frandsen og Pelle vidste det! Politiet regnede ogsaa med at han var her, og mente at en Række natlige Indbrudstyverier kunde henføres til ham. Han holdt vel til i Skur og Villahavernes tomme Hundehuse!

Beboerne fulgte bekymret hans Skæbne. Han var vokset op for deres Øjne, han havde aldrig forgrebet sig paa noget her men altid respekteret _Arken_ og dens Opland — hvad der saa muligvis kunde siges ham paa; og han holdt af sin Mor! Han havde ogsaa været i sin gode Ret til at forsvare Drengen, der var en skikkelig lille Fyr. Moderen _var_ meget syg; de boede inde paa Bunden af en af de lange Gange, og Knægten var hendes eneste Støtte! Men det var halsløs Gærning at forgribe sig paa Politiet, den største Forbrydelse af alle paa denne Jord; man maatte snart sagt hellere myrde sine egne Forældre — hvad Straffen angik. Fik man fat i ham, blev det nok Tugthuset, for Betjenten havde slaaet sit kønne Ansigt i Smadder mod Stenbroen. Meddelelsen til Bladene lød paa, at enhver anden end en Betjent vilde have faaet en Hjærnerystelse.

— — —

Gamle Madam Frandsen tog gærne Loftsvejen, naar hun gik over til Pelle for at snakke om Sønnen, „Man maa være forsigtig,“ sagde hun. Undertiden kneb hun Munden fast sammen og trippede uroligt; saa vidste han, at der var noget særligt paa Færde.

„Skal jeg fortælle dig noget?“ spurgte hun og saa beladen paa ham.

„Nej lad hellere være,“ sagde Pelle. „Hvad man ikke ved, kan man ikke komme til at vidne om.“

„Du skulde lade mig snakke, Pelle — ellers løber jeg kanske og vrøvler over mig til fremmede. Her gaar jeg gamle Snakkehoved og har ikke en eneste at betro mig til. Og snakke højt med mig selv tør jeg heller ikke, for saa har Pipmanden det hele gennem Bræddevæggen. Det er næsten ikke til at holde ud, og jeg ryster for at min tandløse Kællingemund skal gøre Fortræd for ham.“

„Saa sig det da,“ sagde Pelle smilende. „Men De maa tale sagte.“

„Han har været her igen,“ hviskede hun straalende. „I Morges da jeg kom op, laa der Penge til mig i Køkkenet. Ved du hvor han havde puttet dem? i Vasken du — han er en fornuftig Dreng. Han maa søge herhen over Tagene — anden Maade kan jeg ikke tænke mig, saadan som de passer paa. Men vil du saa ikke give mig Ret i, at han er en god Dreng?“

„Bare De nu kan holde tæt med det,“ sagde Pelle bekymret; hun var jo saa stolt over sin Søn.

„Mm,“ sagde hun og klaskede sig paa den indfaldne Mund — „det er der ingen Fare for. Og ved du hvad jeg har fundet paa, for at Snushanerne ikke skal undres paa hvad jeg lever af? Jeg syr Kludesko du.“ Saa kom den lille Marie med Spand og Gulvklud, og den gamle sjokkede af.

Der var en død Overgang paa Mester Becks Værksted, saa Pelle arbejdede mest hjemme i denne Tid. Han raadede nu selv over sin Tid, og kunde benytte Dagen naar Folk var hjemme, til at opsøge sine Fagfæller og faa dem ind i Organisationen. Det kostede ofte lange Overtalelser; og for hver Mand han fik til at melde sig ind var han stolt. Han lærte sig til at skønne i en Fart over de forskellige Slags Mennesker og bøjede sin Fremgangsmaade efter deres Karakter; de forsagte kunde man true ind, andre maatte lokkes eller kunde tales i Kulør med de ny Læresætninger. Det var en god Øvelse, han vænnede sig til at være smidig i Tanken og have sit Stof parat. Følelsen af at hans Herredømme over Midlerne stadig voksede, lagde Sikkerhed i hans Fremtræden.

Forsinkelsen i Arbejdet tog han igen ved at hænge dobbelt i naar han var ved det, staa tidlig op og blive længe ved.

Han holdt sig borte fra Genboerne paa tredje; men naar han hørte Hannes lette Skridt i Træværket derovre, kiggede han i Smug. Hun gik sin lige Vej som en Nonne — til Arbejdet og hjem igen — med Blikket mod sine Sko; aldrig saá hun op til hans Vinduer eller til nogen Side. Det var som hendes Væsen havde fuldbyrdet sin lette Flagren og nu laa hen og groede.

Det undrede ham, med saa fremmede næsten ligegyldige Øjne han betragtede hende, som havde hun aldrig kommet ham ved. Og han kiggede nysgærrigt ind i sig selv — nej der var ikke gaaet noget i Stykker i ham! Appetitten var god nok og Hjærtet slet ikke at mærke. Det maatte have været en fager Løgn saa, en Luftspejling af den Slags, Vandringsmændene mødte paa deres Vej. Køn var hun jo, men noget æventyrligt var det ham ikke muligt at faa Øje paa; Gud ved hvorfor han havde ladet sig hilde saadan ind? Naa, godt var det han ikke var blevet hængende — der var ingen Fremtid hos Hanne!

Madam Johnsen blev ved at hænge hengivent ved ham og kom ofte over for at faa en Passiar; hun kunde ikke glemme de gode Dage de havde haft sammen. Det blev altid til Jammer over Hanne; den gamle gik og følte sig forladt af hende:

„Kan du forstaa hvad det er med hende, Pelle? Hun gaar som i en Døs, og til alt hvad jeg siger, svarer hun blot: Ja Mor, ja Mor! Jeg kunde gærne græde, saa underlig tomt lyder det — som en Røst fra Graven. Og Lykken snakker hun aldrig om mere — eller smykker sig for at tage imod den! Bare hun dog igen vilde tage sine Narrestreger fat og gaa og kigge efter det fremmede, saa jeg kunde se jeg havde mit Barn igen. Men hun gaar bare og falder hen, og stirrer frem i sin Døs som var hun midt ude i Tomheden. Luner har hun ingen flere, men gaar saa ensartet med de øde Tanker som et vandrende Lig. Kan du forstaa hvad der skader hende?“

„Nej, jeg ved ingenting,“ svarede Pelle.

„Du siger det saa underligt, som om du vidste noget og ikke vilde frem med det — og her gaar jeg Stakkel og ved hverken ud eller ind!“ Den skikkelige Kone gav sig til at græde. „Hvorfor kommer du heller aldrig over til os mere?“

„Aa jeg ved ikke — jeg har saa meget, Madam Johnsen,“ svarede Pelle undvigende.

„Bare hun ikke er forgjort, hun tager slet ingen Del i hvad jeg fortæller hende. Du kunde ogsaa sagtens se over til os — kanske livede det hende lidt op. Du skulde ikke hævne dig paa os nu! Hun holdt jo alligevel af dig paa sin Vis — og for mig har du været som en Søn. Ser du saa ikke over til os i Aften?“

„Jeg faar vist ikke Tid — jeg skal se ad,“ sagde han stille.

Saa gik hun, underligt tungt og slæbende; hun bar sine halvhundrede Aar slet. Pelle havde ondt af hende, men faa sig selv til at gaa derover kunde han ikke.

„Du er rigtig ond,“ sagde Marie og traadte vredt i Gulvet — „det er stygt af dig!“

Pelle rynkede Panden: „Det forstaar du dig ikke paa, Marie.“

„Aa, tror du ikke godt jeg ved! — Men ved du, hvad Konerne siger om dig? At du er ikke noget Mandfolk, ellers kunde du have givet Hanne et Klip i Vingen.“

Pelle stirrede forundret paa hende, han sagde ikke noget, men saá blot paa hende og rystede paa Hovedet.

„Hvad glor du paa?“ spurgte hun og stillede sig udfordrende op foran ham „— tror du maaske ikke, jeg siger hvad jeg vil for dig? Lad være og glo siger jeg dig, ellers faar du én!“ hun var brændende rød i Hovedet af Skamfuldhed. — „Skal jeg sige noget der er meget værre, siden du glor paa mig med det Fjæs, hvad? Jeg tør godt.“ Hendes Stemme var haard og hæs, hun var helt vild af Arrigskab.

Pelle følte godt, at det var Skammen der sled i hende; hun maatte have Lov til at løbe Linen ud. Han tav men tog ikke sit bebrejdende Blik væk fra hende. Pludselig spyttede hun ham i Ansigtet og løb ind til sig selv med en ond Latter.

Derinde slog hun en Stund haardt med Tingene og faldt saa til Ro, gennem Stilheden kunde han høre hende hulke sagte. Han gik ikke derind. De havde taget saadanne Tørn før, og han vidste, at hun Resten af Dagen skammede sig over sig selv og led ved at skulle se ham i Ansigtet. Den Følelse vilde han ikke krænke.

Han klædte sig om og gik ud.

VIII

_Arken_ laa hen som en tung graa Masse nu; der var mørkt altid, Efteraarslyset kunde ikke naa ned. I det indre af Massen rugede bestandig bælgmørk Nat; de der holdt til dér maatte lytte sig frem som Muldvarpe. Mørket bar Lyde frem som ikke kunde gøre sig gældende i Sommerlyset; der lød en ustanselig Mudren ud, af Væsner som færdedes halvt i Blinde. Naar Søvnen for en Stund tog det, afslørede Nattestilheden endnu en Verden; Væggetøjet brød sig hørligt Vej under de gamle Tapeter, Rotter og Mus og Træorme arbejdede omkap; Mørket lugtede helt krydret af det dryssende Ormemel. Overalt i den gamle Kage arbejdede Opløsningen ved tusend Smaadyrs Hjælp. Undertiden blev det til en voldsom Lyd der vækkede Pelle, naar en eller anden Bjælke var undergravet og faldt ned i nyt Leje. Saa vendte han sig om paa den anden Side.

Naar han var ude om Aftenen lagde han gærne Vejen om ad Strøget for at faa Del i Lysglansen; Butikkernes rige Luksus holdt noget vaagent i ham, der lod sig drage styrkende Sammenligninger mellem her og dér. Naar han kom fra den oplyste By ud i sit eget Kvarter, laa Smøgerne som hæslige Afløb for Mørket, og _Arken_ ragede uhyggelig op mod Nattehimlen som et tungt Bjærg. Skumle Kælderaabninger førte ned i Bjærgets Rødder, og dernede i de mørke Indvolde færdedes gustne snavsede Skabninger med en osende Lampe. Det var alle dem der levede af _Arkens_ Elendighed, Jærnhandlere, Marskandisere, og Aagerkarle der laante Penge ud mod haandfaaet Pant. De gik sky og rodede mellem besynderlige Dynger; Mørket havde slaaet sig i dem, Pelle maatte altid tænke paa de _Underjordiske_ derhjemme. Saadan havde Klippens Fod aabnet sig for ham i hans Barndom, og han havde gysende set Dværgene pusle om mellem deres forbandede Skatte. De gik her som graadige Trolde, pillede Grundlaget bort under _Arkens_ sorgløse Væsner saa de en Dag faldt ned i Kælderen — og aad dem med Hud og Haar. Den onde Side af Æventyret var i al Fald ingen Løgn!

— — —

En Dag i Mørkningen krængede Pelle Arbejdet af sig og gik ud for at missionere, Pipmanden var faldet ned fra Hønsestigen i en stor Donner for nogle Dage siden, og nede i Gaarden laa Kvarterets Unger rundt om Stedet hvor han slog sig ihjæl, og lyste med Svovlstikker. De kunde tydelig se et mørkt Aftryk af Form som et Menneske og var meget optagne.

Uden for Tøndegangen stansede han ved Marskandiserskens Kældervindu — Pipmandens Værktøj laa udstillet i Vinduet. Aha, hun havde faaet Klo i det ogsaa! Hun gik dernede og rodede, skurvet og fæl at se til, gumlede paa et uappetitligt Stykke Mad og jog sammen ved hver Lyd oppe fra — af Angst for sine skidne Penge. Pelle trængte til et nyt Hælejærn og gik ned og købte Pipmandens, han maatte slaas med hende om Prisen.

„Naa, har De saa tænkt over mit Forslag?“ spurgte hun da de havde handlet.

„Hvad for et Forslag?“ Pelle lod uvidende.

„At De skulde lade det Lappeskomageri fare og være mig til Hjælp i Forretningen.“

Naa det! Nej Pelle var ikke helt færdig med at tænke over det.

„Da skulde én ikke synes der var meget at betænke sig paa. Jeg har budt Dem mere end De kan tjene ellers, og meget at bestille er her ikke, da jeg holder en Mand til at hente og bringe Sagerne. Det er mest for at have en mandlig Medhjælp; jeg gamle Kvindfolk gaar saa alene her. Og De er saa paalidelig ved jeg jo!“

Hun trængte til nogen der kunde forsvare alle hendes Tusender, som hun gik og gemte omkring i Kælderrummene. Pelle vidste det nok — hun havde været ude efter ham før.

„Jeg egnede mig vist ikke til at leve af andres Elendighed,“ sagde han leende. „Kanske slog jeg Dem ihjæl og gav alle Grunkerne til de Fattige.“

Marskandisersken stirrede et Øjeblik forfærdet paa ham. „Fy hvor var det stygt sagt,“ udbrød hun gysende, „det ligner ikke Deres gode Sind at spøge med saadan noget. Nu tør jeg ikke være her i Kælderen, naar De er gaaet! Hvor kan De dog spøge saa raat med Liv og Død; her gaar jeg med Livet i Hænderne Nat og Dag og ejer dog ikke det Gud la’r skabe — det ved den Levende jeg ikke gør, det er bare Sludder! Og dér gaar Alverden og glor paa mig som om de vilde sige: Jeg slog dig gærne ihjæl for dine Skillinger, du! Ogsaa derfor vilde jeg gærne have et paalideligt Menneske i Forretningen, for hvad nytter det jeg ingenting ejer, naar enhver tror det? Og her er saa mange Døgenigte i Kvarteret, som gærne kunde falde paa hvad som helst.“

„Ejer De ikke noget, saa vær De bare rolig,“ sagde Pelle drillende. „En tom Mave plejer ikke at give onde Drømme.“

„Ejer, ejer — naturligvis ejer én altid lidt! Og Pelle,“ — hun bøjede sig fortroligt over mod ham med et smiskende Udtryk — „nu kommer Mary snart hjem, kanske allerede til Sommer. Hun har tjent saa meget derovre at hun kan leve, og staar i sin bedste Ungdom endnu — hvad siger du til det? I det sidste Brev beder hun mig se efter en Mand til hende — han skal bare være køn, for hun har jo Penge nok til begge to. Saa vil hun have stor Lejlighed inde i den fine By og egen Ekvipage — og bare leve for sin smukke Mand; hvad siger du til det, Pelle?“

„Ja det maa der jo tænkes over,“ svarede Pelle, han var i overdaadigt Humør.

„Tænkes over? kan der være noget at betænke sig paa. Mangen fattig Greve tog saamænd mod det Tilbud med Kyshaand, om man havde ham her.“

„Men jeg er ingen Greve — og nu maa jeg af Sted.“

„Vil du saa ikke se Billederne af hende da?“ Den gamle gav sig til at rode i en Skuffe.

Nej Pelle stak bare af. Han havde tidt nok set disse Billeder, tilsmudsede af Kælderluften og Kællingens ækle Hænder, der gengav Mary, snart svaj og stribet som en Tigerkat syngende paa den fine Varieté i St. Petersborg, snart nøgen i en Kaabe af hvidt Pelsværk alene mellem en Flok russiske Officerer — Fyrster sagde den gamle det var. Der var ogsaa et Billede fra _Akvarium_, hvor hun svømmede nøgen mellem sælsomme Planter i en stor Glasbeholder, uden andet paa end Guldskæl og Diamantsmykker. Der var god Krop i hende — det kunde han nok se; men at hun kunde fordreje Hovedet paa stenrige Fyrster og blokke dem for Tusender blot ved at klæde sig nøgen begreb han ikke. Naa, og _han_ kunde altsaa faa hende til Kone nu — og faa alt det for’et, som hun selv havde skrabet ind! Det var forresten meget festligt!

Han gik rask ind gennem Strøget. Det smaaregnede. Lyset fra Lygter og Butikker straalede igen i Brolægningens Væde; der var en festlig Glans over Gaden. Han gik frem med en Fornemmelse af at hans Sind var løftet ud af Hverdagen: Den skidne Kælling der snyltede paa _Arkens_ Elendighed, og avlede en pragtfuld Datter som sugede sig fast paa Rigdommen! — og saa til sidst han Pellepøjken med Svinelykken, som en Slags „Krøllet Dreng“ oven paa det hele! Det var da engang det saa længselsfuldt ventede Æventyret! Han hævede Hovedet og lo. Pelle der ellers blev besk af Forsmædelsen, havde faaet Sans for Livets Guddommelighed.

Turen i Aften galdt Rabarberkvarteret; Pelle havde en Liste at gaa frem efter og afsøgte hvert Kvartér for sig, for at undgaa unyttigt Rend. Han tog først en Skomagersvend i Smedegade; det var en af Meyers faste Folk, og han belavede sig paa en haard Dyst. Manden var ikke hjemme. „Men De kan godt melde ham ind,“ sagde Konen. „Vi har talt om det i den senere Tid, og er kommet overens om at det er det rigtigste!“ Det var en Kone efter Pelles Hoved; mange nægtede Manden hjemme naar de fik hans Ærende at vide, eller smækkede Døren i for ham; de var kede af hans Rend.

Han var oppe forskellige Steder i Gartnergade, Slotsgade og paa Nordvestvej, inde over Baggaarde og op ad mørke snævre Trapper til Kvistene eller ned i Kælderne. Overalt samme Fattigdom; det var altid de daarligste Huller Skomagerne logerede sig ind i. Noget Resultat gav det ikke; nogle var flyttet eller Adressen var gal, andre vilde bestemme sig eller sagde rent ud nej. Hos de vaklende lovede han sig selv at komme igen — dem skulde han nok faa bearbejdet; de andre mærkede han sig og gemte af Vejen til bedre Tider — deres Dag skulde ogsaa nok komme! Han blev ikke nedslaaet af at gaa forgæves men glædede sig ved den ene. Dette her var et Taalmodighedsarbejde, og Taalmodighed var det eneste han altid havde haft rigeligt af.

Han drejede om i Jægergade og steg op i en Kaserne, helt op til Taget og bankede paa. En høj mager Mand med tyndt Fuldskæg lukkede op, det var Peter, hans Lærekammerat hjemme fra. De kom straks i Snak om Læretiden og Værkstedet derhjemme med alle de snurrige Kumpaner; Mester Jeppe var der ikke mange gode Ord at sige om, men Mindet om Unge Mester fyldte dem med Varme. „Jeg har tænkt meget paa ham gennem Aarene,“ sagde Peter, „han var ikke noget almindeligt Menneske — derfor maatte han dø.“

Der var noget fortænkt over Peter, og hans Hule gjorde Indtryk af Ensomhed; ingenting mindede om den løse Fyr, der altid skulde ud og bisse. Men inde i hans sammenknebne Øjne luede der noget opsætsigt; Pelle sad og grundede paa hvad det var ved ham. Han havde dette blegede Udtryk som havde han skiftet Ham; men til de Hellige hørte han efter Talen at dømme ikke.

„Hør Peter, hvordan er det — hører du egenlig til vore?“ spurgte han pludselig.

Der gik et skarpt Smil over Peters Ansigt: „Til vore — det lyder lige som naar der spørges: Kender du Jesus? — Er du blevet Missionær?“

„Det maa du gærne kalde det,“ svarede Pelle frejdigt — „naar du saa vil melde dig ind i Organisationen. Dér savner vi dig.“

„Jeg savnes vist ikke, — jeg tror ikke et Menneske savnes, naar bare han forretter sit Slid. Nu har jeg prøvet det hele, baade Kirken og Sekterne; men der er ingen der har Brug for et Menneske. De vil have en Tilhører mere, og en de kan tælle med. Det er ens over det hele.“ Han sad og saa fortænkt frem for sig, pludselig slog han med Haanden som jagede han noget til Side. „Jeg tror ikke paa noget mere, du Pelle! der er ikke noget som er værd at tro paa.“

„Tror du da heller ikke paa de Fattiges Oprejsning? Du har ikke prøvet at gaa til Bevægelsen?“ spurgte Pelle.

„Hvad skulde jeg dér? Det er jo bare mere Mad de vil — og den Smule Føde jeg trænger til faar jeg nok. Men kan de faa mig til at føle jeg er et Menneske — ikke blot en Maskine der kræver lidt mere Smørelse. Jeg vil lige saa gærne være en mager Hund som en fed.“

„Det kan de vel nok,“ svarede Pelle overbevisende. „Naar vi staar sammen, maa de respektere den enkelte ogsaa og høre efter hans Fordringer. Fattigmand faar sit Ord med i Laget du!“

Peter rørte utaalmodigt paa sig: „Hvad gavner det mig, om jeg kan prygle Folk til at se paa mig? — det er mig knusende ligegyldigt! Men ser de paa mig af sig selv du? — og siger ved sig selv: Se der gaar ogsaa et Menneske skabt i Guds Billede, og tænker og føler sit eget lige som jeg! — Det er det jeg vil ha’e.“

„Jeg begriber ærlig talt ikke, hvad det er du vil med dit _Menneske_,“ sagde Pelle ærgerligt. „Er det noget at rende Hovedet mod Væggen for, naar der ligger fornuftige Ting og venter. Lad os organisere os — og se at komme ud af Slaveriet! Saa siden kan enhver more sig som han vil.“

„Naa ja ja, naar det er saa let at komme ud af Slaveriet, saa hvorfor ikke — meld du mig bare ind,“ sagde Peter med en svag Antydning af Ironi.

„Tak for det, Kammerat!“ udbrød Peter og rystede glad hans Haand. „Tag saa og gør noget for Sagen.“

Peter saa sig forladt om. „Det er et ækelt Vejr du er ude i,“ svarede han blot og lyste ham ud.

Pelle gik langs Kapelvej over mod Nørrebro, han vilde over og hilse paa Morten. Blæsten jog Løvet langs Kirkegaarden og piskede Slagregnen i Ansigtet paa ham; han holdt sig tæt ind under Kirkegaardsmuren for Læ og skød Hovedet frem mod Vejret — han var i fortræffeligt Humør. Det var to nye til, nu battede det efterhaanden! En sær Patron var Peter blevet; det Ord Menneske, Menneske blev ved at hakke meningsløst inde i Pelles Øre. Naa, han fik ham da paa Listen!

Pludselig hørte han lette løbende Trin bag sig, en Mandsskikkelse kom op paa Siden af ham og stak ham en lille Pakke i Favnen uden at sagtne sin Fart. Lidt fremme blev Skikkelsen borte; det forekom ham at den forsvandt over Kirkegaardsmuren.

Han stansede under en Lygte paa Nørrebrogade og undersøgte forundret Pakken; den var forsvarlig bundet til med Sejlgarn. „Til Mor,“ stod der paa den med klodset Skrift. Pelle grundede ikke længer; gennem det Ord Mor hørte han tydelig Ferdinands rustne Stemme. „Nu bliver Madam Frandsen glad,“ tænkte han og stak Pakken i Lommen; den sidste Uges Tid havde hun ikke haft noget Bud fra Ferdinand, han turde nok ikke vove sig ud paa Kristianshavn mere. Han fattede ikke, hvordan Ferdinand var kommet paa Sporet af ham. Mon han skulde holde til herude i Rabarberlandet?

Morten sad og skrev i et tykt Hæfte, han lukkede det hastigt da Pelle kom ind.

„Hvad er det?“ udbrød Pelle og vilde aabne Hæftet — „skriver du i Skrivebog endnu?“

Morten lagde forvirret sin Haand paa Hæftet. „Naa forresten,“ sagde han med ét, „du kan godt faa det at vide — jeg har skrevet et Digt! Men du skal lade være at sludre om det.“

„Læs det for mig du!“ bad Pelle.

„Jamen du skal love mig at tie stille med det. Ellers tror de andre bare jeg er halvtosset.“

Han var helt undselig og læste stammende. Det var et Digt om de Fattige, der bar det hele i deres oprakte Arme og resigneret saá paa, at de deroppe gjorde sig til Gode. Det hed: Lad dem falde! — og de Ord kom igen som Omkvæd i hvert Vers. Og da Morten nu var i Aande, læste han ogsaa en lille stilfærdig Historie om Fattigfolks Kamp for Brødet.

„Det er nu knusende storartet!“ udbrød Pelle begejstret — „det er vældig godt du! Jeg begriber bare ikke, hvordan du faar det sat sammen — især Versene. Men du er nok Digter — det har jeg forresten altid troet; for der er noget underligt ved dig. Dine egne Meninger har du — og du holder heller ikke af at lade dig klippe! — Men hvorfor digter du ikke noget stort og spændende som er værd at læse; det om os er der ikke noget interessant ved.“

„Det synes jeg nu netop!“

„Nej det begriber jeg ikke. Hvad kan en fattig Fyr vel opleve?“

„Saa tror du ikke paa det store da?“

Jo det gjorde Pelle nok: „Men derfor bliver vi da ikke med én Gang til Herligheder.“

„Du vil læse om Grever og Baroner,“ sagde Morten. „Saadan er I alle, jer selv opfatter I alligevel som noget Rak, naar det kommer til Stykket. Jo I gør, men I ved bare ikke af det! Det er Slavenaturen i jer, saadan ser de højere Samfundslag paa jer, og saa gør I det uvilkaarlig selv ogsaa. Ja lav bare Ansigter, for sandt er’et! I gider ikke høre noget om eders Lige, for I tror saamænd ikke der kan komme noget fra den Kant! Nej det skal være fint — bare fint! Helst spyttede man jo paa Fortid og Forældre og rykkede selv op i det fine; og da det ikke kan lade sig gøre, forlanger man det af Bøgerne.“ Morten var gal i Hovedet.

„Hov hov,“ sagde Pelle beroligende, „saa slemt er det vel heller ikke.“

„Jo det er!“ udbrød Morten hæftigt. „Og ved du hvorfor? Fordi I ikke har forstaaet endnu, at Mennesket er helligt, saa det er lige meget hvor det færdes!“

„Er det helligt?“ sagde Pelle leende. „Jeg er da ikke hellig — jeg troede heller ikke du var.“

„Jeg vil haabe for dig at du ogsaa er det,“ sagde Morten alvorligt. „For ellers er du ikke anderledes end en Hest eller Maskine der gør et Stykke Arbejde.“ Saa tav han med en Mine som var der snakket nok om den Ting.

Mortens lukkede Udtryk gjorde Pelle alvorlig. Han kunde nok paa Dril lade som det var noget Sludder, men Morten var en af dem der saá indad — her var kanske igen noget han ikke forstod!

„Jeg ved godt, at jeg er en Klovn sammenlignet med dig,“ sagde han godmodigt. „Men derfor behøver du ikke straks at blive gal i Hovedet. — Kan du forresten huske Peter, som stod i Lære hos Jeppe sammen med din Bror Jens og mig? Han er herovre — jeg traf ham før. Han spekulerer ogsaa saadan indad; men kan ikke finde Bund i det saadan som du! Han troede paa ingen Verdens Ting, og skidt var det med ham. Han vilde have godt af at tale med dig.“

„Jeg er jo ikke Profet — det er du snarere,“ svarede Morten ironisk.