Part 6

Per Kofod gloede paa ham og fløjtede: „Saa for den Lede, Kone og Barn og hele Braset uden Mad hvad? — og i Barselseng. De var jo nygifte kunde man nok se! Av for Fanden — sikke Hvedebrødsdage — av for en Ulykke.“

Han stod og gravede dybt i Bukselommen og hev en blandet Haandfuld op: Pladetobak og Fnug og Tændstikstumper — og rodet ind i det en sammenkrøllet Tikroneseddel. „Ja saa min sandten!“ udbrød han og fiskede Sedlen frem — „jeg troede Pigebørnene havde hugget Rub og Stub fra mig i Nat! Aa Pelle, gaa til Vejrs og stik dem den Ende ud! Jeg kan ikke saa godt selv — for ser du, kender jeg Fruentimmerne ret, saa holder hun ikke op det første Døgn.“ Det var den sidste Slant af Hyren, men hvad — skidt; i Morgen stak de i Søen!

„Hun holdt op at græde da jeg kom med Penge,“ sagde Pelle da han kom ned.

„Da var det sku godt. Vi Søfolk er nogle Bagbæster ser du, vi besørger paa Postelinet og æder vort Smør af en Tjærepøs — men derfor er vi nu alligevel —. For nu siger jeg at jeg havde ladt som ingenting, og taget mig noget sødt i Nat for de Penge“ — — Per Kofod gik i Staa; han gik og tyggede paa Skraaen som fortsatte han sin vanskelige Filosofi indvendig. — „Naa skidt, i Morgen stikker vi i Søen!“ sagde han pludselig.

De gik ud paa Alleenberg og satte sig i Haven, Pelle bestilte Øl. „Et Par Bajere kan jeg nok give, naar jeg møder en god Kammerat,“ sagde han. „Men ellers sparer jeg som et Bæst. Jeg maa se at faa min gamle Far herover; han gaar paa Naade og Barmhjærtighed derhjemme.“

„Saa din Far lever endnu? Jeg husker ham godt, han gik og var Kærest med Madam Olsen en Tid. Men saa kom Baadsmand Olsen uventet hjem — de troede han var blevet derude.“

Pelle lo. Der var løbet meget Vand til Havet siden den Tid, han blev ikke flov over Far Lasses Smaabedrift mere.

Rundt om fra Havens Boder straalede der Lys. De unge Par drev rundt og lod sig spaa, forsøgte sig ved Lykkehjulet eller fik deres Billede taget af Silhuetklipperen. Henne ved Karussellen hvirvlede Hvin og Musik og Skørter mellem hinanden. Nu og da hævede en mægtig Udraaber sig op over det hele med sine Vidunderrædsler, og inde fra Sangerindepavillonen hørtes Stjærnernes sprukne Anstrængelser. Smaa splejsede Levemænd kom halsende, trængte sig gennem Folkemængden og forsvandt ind i Pavillonen med et fortroligt Nik til Manden i Billethullet.

„Her er egenlig rigtig rart,“ sagde Per Kofod og skuttede sig. „I har det knusende godt paa Landjorden.“

I den brede Gang under Træerne trak Soldater og Lærlinge, unge Arbejdere og en og anden Student frem og tilbage, frem og tilbage og skottede til Tjenestepigerne, der havde stillet sig op til begge Sider og stod i Smaaklynger med hinanden under Armen. Øjnene gik mange Bud frem og tilbage, før man stansede og forsøgte sig med Ord. Kanske vendte Pigen sig bort; saa var dén ikke længer, og Ynglingen begyndte sit Træk forfra. Kanske fløj hun ogsaa med — ind i et af de lukkede Lysthuse til Kaffe, eller over i Karussellen. Der var flere hjemme fra ogsaa; hvergang Pelle hørte den bornholmske Piges sikre Stemme, rørte hans Hjærte paa sig som en Fugl der vil lette.

Han kom pludselig i Tanke om sin Sorg. „Jeg kunde godt være med til at blæse det hele et Stykke for en Aften,“ sagde han. „Se de to, du!“ Der stød to Piger Arm i Arm mod et Træ tæt ved deres Bord; de vuggede sig mod hinanden og havde jævnlig Øjnene henne.

„Det er ikke noget for mig — det passer kun for dem paa Landjorden,“ svarede Per Kofod. „For ser du de er ligesom smaa Lam, man skal kilde dem i Øret. Og saa kommer det op igen om Nætterne naar man gaar ene paa Hundevagten: Den dér løj du sødt for, og lovede at komme igen naar hun vilde løse sit Liv for dig — kanske sidder hun nu og græder og skal have et Barn. Det er ikke godt det. En Sømand skal holde sig til de uartige Piger.“

„Kvindfolk kan ogsaa være svigagtige,“ sagde Pelle.

„Naa det kan de? Jeg troede ellers ikke man gav sig af med at sparke til uskyldige Væsner, men du kvæler maaske ogsaa Smaabørn? — Nej de kommer og æder af ens Haand for et godt Ord gør de — og saa har vi Skandalen. — Kan du huske Tudeper?“

„Ja naar du selv siger det, kan jeg nok.“

„Naa, hans Far var netop Sømand og før frem paa den Maade. Og hun var akkurat saadan en Pige, der ikke kunde sige nej, men bare tro paa hvad Mandfolket stak hende ud. Han skulde nok komme igen — bevares: „Naar du hører Loftslemmen knirke, saa har du mig!“ sa’e han. Men Loftslemmen knirkede nogle Gange, og han kom ikke — saa hængte hun sig i Rebet til Lemmen. Tudeper han kom paa Sognet, og du ved jo hvordan alle hundsede ham, selv Tøserne tog sig Ret til at spytte paa ham. Han kunde ikke andet end tude, hans Mor havde grædt saa meget, mens hun gik med ham, forstaar du. Ja og saa hænge sig — han prøvede paa det to Gange. Det var Arvepart det! Hans Lod blev blot endnu værre, enhver gjorde sig en Ære af at handle ilde med ham og spørge til Strimerne om hans Hals. Ja du ikke, du var den eneste som holdt Haanden over ham! Derfor har jeg tidt tænkt paa dig. Ham er der blevet noget af! sagde jeg til mig selv, Gud ved hvor han er havnet?“ Han saá paa Pelle med et Par troskyldige Øjne.

„Nej det var nok Far Lasse det,“ sagde Pelle med helt barnligt Tonefald. „Han sagde at jeg fik være god ved dig, for du var i Vorherres Vold.“

„Sagde han i Vorherres Vold?“ gentog Per Kofod grundende „— det var sku et underligt Udtryk. Saadan mærkedes det nu forresten ikke. Der var ikke det paa Jorden, som hjalp til at bære mig oppe dengang. Det er ikke til at forstaa, at jeg nu sidder her og snakker med dig — at de ikke fik pint Livet af mig mener jeg.“

„Nej du har forandret dig meget. Hvordan er det gaaet til, at du er saa kæk nu?“

„Aa saadan som jeg er nu — det er vel min Natur; den er bare vaagnet tænker jeg. Men jeg begriber ikke, hvordan det var med mig dengang. Jeg vidste godt, at jeg kunde slaa jer ned om jeg vilde, men jeg turde ikke slaa for Jammer; jeg saá saa meget, som I andre ikke kunde se. Fanden, det er ikke til at greje ud! — det har vel været min Mors elendige Hjærtekvide der sad mig i Kødet vel. Rædslen kunde komme over mig — rent meningsløst, saa jeg maatte brøle; og saa pryglede Bønderne mig. Hvergang jeg prøvede at slippe bort fra det ved at hænge mig, pryglede de mig ogsaa. Det var besluttet i Sogneraadet, at jeg skulde have Prygl. — Og derfor siger jeg tak for mig du! En Sømand han skal holde sig til de Kvindfolk der faar Betaling for at tage sig af ham — naar han da ikke kan gifte sig. Der har du min Mening!“

„Du har døjet meget ondt,“ sagde Pelle og tog hans Haand „— det er jo en hel Forvandling med dig.“

„Forvandling — ja det maa du nok sige! det ene Øjeblik Tudeper og det næste den stærkeste Mand om Bord — der har du det hele! For ser du, det var jo det samme til Søs naturligvis, selv Skibsdrengen følte sig forpligtet til at sparke mig over Benene, naar han gik forbi. Og enhver der fik Skældud eller Klø, lod det straks gaa videre til mig. Saa var jeg altsaa kommet over i en amerikansk Bark, og der var en Neger om Bord som de alle hundsede; han krøb for dem, men du kan bande paa han hadede dem ud af det hvide i sine Djævleøjne. Men mig der behandlede ham menneskeligt, sjoflede han sku — og brød sig ikke Spor om at jeg var hvid. Og ikke engang ham nænnede jeg at lange ud efter — jeg havde jo denne bløde Klump inde over Mellemgulvet. Men saa en Gang altsaa blev det alligevel for meget — eller det dødfødte i mig var kanske brugt op. Jeg kom til at skele lidt til ham med den ene Arm, saa han skvat om, og det var i Grunden en løjerlig Oplevelse. Det var ligesom jeg vil sige i Æventyret, at Skruptudsen pludselig bli’r til et Menneske. Jeg tog saa med det samme og tærskede ham halv fordærvet; og da jeg nu var i Gang, var det vel bedst at gøre rent Bord. For ser du, jeg gik forud med det samme og tærskede dem allesammen igennem fra en Ende af. Det var sku forresten et storartet Øjeblik, sikken en Masse Ondt der sad og skulde ud af Kroppen paa én.“

Pelle lo: „Det var godt jeg kendte dig før da, ellers havde du vel hakket mig til Plukfisk.“

„Naa—e Kammerat, det var jo bare lidt Grin; man bli’r i godt Humør af at komme paa Landjorden igen, forstaar du nok. Nej men ude omkring saa hedder det: Prygler du ikke de andre, saa prygler de dig! All right, siger jeg, men Fruentimmerne skal man sku være god ved! Jeg har sagt det til den Gamle om Bord ogsaa, han er en Stadskarl, men en Svinhund til at behandle Kvinderne. Der er ikke en Havn, hvor han ikke har en Kærest. I Syden og paa Amerikakysten er det ofte Galmandsværk, saa maa jeg med og passe paa, at han ikke faar en Dolk mellem Ribbenene. Per! siger han, i Aften skejer vi to ud. All right Kaptajn! siger jeg saa — men det er Synd mod alle de Kvinder. Hold Kæft Per! siger han — de er jo gift de fleste. — Han er forresten hjemme fra — fra et lille Hus oppe i Lyngen.“

„Hvad hedder han da?“ spurgte Pelle interesseret.

„Albert Karlsen.“

„Ej ej, saa er det jo Farbror Kalles den ældste — og min Fætter paa en Maade. Det vil sige, Kalle er ikke selv Far til ham; det var én Konen havde i Forvejen — med Stengaardsbonden.“

„Saa han er en Kongstrupper?“ udbrød Per Kofod og lo højt. „Ja det kan nok passe!“

Pelle betalte, og de rejste sig for at gaa. De to Piger stod endnu ved Træet. Per Kofod gik hen mod den ene, foroverbøjet som var hun en Fugl der kunde smutte bort, pludselig greb han om hende. Hun trak sig langsomt ud af hans Tag og smilede mod hans store lyse Skikkelse. Han tog om hende igen, og denne Gang stod hun stille, med Flugten endnu i Hovedet som hun leende vendte halvt bort. Han saá dybt paa hende, saa slap han hende fra sig og gik efter Pelle.

„Hvad kan det nytte du, naar jeg kan høre hendes Klagen allerede nu — saa er én dog vel varskoet!“ sagde han med desperat Tonefald. „Men hvorfor Fanden skal netop den gaa og have Medlidenhed, der selv har været ude for det værste? — og de andre har det ikke. Saá du hvor milde hendes Øjne var? Havde jeg Penge, giftede jeg mig straks med hende.“

„Kanske vilde hun ikke,“ svarede Pelle. „Pigebørnene her er ikke gode at forstaa sig paa.“

Ude i Alleen gik nogle Mandfolk og raabte; de ledte efter deres Piger, som var rendt fra dem. En af dem kom hen — han havde Studenterhue paa.

„De Herrer har vel ikke set noget til vore Damer?“ sagde han. „Nu har vi siddet og trakteret paa dem hele Aftenen. Saa siger de, at de bare skal et vist Sted hen — og væk er de.“

De gik ned mod Havnen. „Naar du nu kunde gaaet med om Bord og hilst paa den Gamle,“ sagde Per Kofod. „Men han er vist i Land i Aften. Jeg saa ham gaa fra Borde henad Fyraften — rigget ud til Fruentimmerjagt.“

„Jeg kender ham jo heller ikke,“ sagde Pelle — „han var allerede ude at sejle, da jeg var lille Dreng. Og nu vil jeg forresten hjem og sove — jeg begynder tidlig om Morgenen.“

De stod paa Kajen og tog Afsked; Per Kofod lovede at kigge op til Pelle naar han igen kom til Havnen. Mens de talte, raslede Døren til Agterkahytten, Tudeper trak Pelle om bag en Kulbunke. En kraftig, skægget Mand kom ud og førte en ung Kvinde ved Haanden; hun gik tungt og syntes at stritte imod. Han formelig satte hende ind paa Land, og gik saa ind i Kahytten og lukkede efter sig. Den unge Kvinde stod lidt, der kom en sagte Klage over hendes Læber, hun rakte Armen bedende hen mod Kahytten. Saa vaklede hun bedøvet bort langs Kajen.

„Det var den Gamle,“ hviskede Per Kofod. „Saadan behandler han dem alle — og de vil ikke slippe ham alligevel.“

Pelle kunde ikke faa et Ord frem; han stod og krøb sammen, knuget af noget forfærdelig tungt. Pludselig tog han sig sammen, trykkede Kammeratens Haand og fjærnede sig mellem Kulbunkerne.

Lidt henne vendte han og fulgte i Afstand efter den unge Pige, der vaklede søvngængeragtigt af Sted langs Kajen og ud over Langebro. Han var angst for at hun skulde kaste sig i Vandet, saa underligt gik hun.

Paa Broen stansede hun og stod og stirrede over mod Skibet med et forstenet Udtryk. Pelle stod stille; det frøs i ham ved Tanken om at hun skulde faa Øje paa ham. Han vilde ikke kunne holde ud at tale til hende nu — end sige se hende i Øjnene.

Men saa gik hun videre. Hendes Gang var opløst, hun lignede bagfra et af disse skibbrudne halvgamle Fruentimmere fra _Arken_, der sjaskede langs Husrækken i udtraadte Mandssko og altid havde en eller anden forunderlig Forhistorie. „Herregud,“ tænkte Pelle — „er nu hendes Drøm forbi? Herregud.“

Han fulgte hende paa Afstand gennem Smaagaderne. Først da han vidste at hun maatte være oppe i sin Lejlighed, gik han ind gennem Tøndegangen.

VII

Paa Bunden af Pelles Sind laa der en utydelig Forestilling om, at han var udsét til noget særligt; det var den gamle Lykkedrøm, der ikke helt kunde tilfredsstilles ved de gode Tilstande for alle, som han vilde hjælpe til at skabe. Skæbnen var ikke længer til som en tung knugende Forudbestemmelse til Elendigheden — der kun kunde brydes af Miraklet; man var selv Herre over Fremtiden — det var jo den han byggede rastløst med paa!

Men ud over det var der noget mere, noget han og Tilværelsen havde mellem sig og som ingen anden paa Jorden kunde overtage. Hvad det var, gjorde han sig heller ikke nu Rede for; det var noget der bare løftede ham ud over alle andre, hemmeligt saa kun han selv følte det. Det var den samme dunkle Fornemmelse af at være indviet, der altid havde baaret ham frem; og naar det blev til et bestemtere Spørgsmaal, svarede han sig selv med sin Barndoms tillidsfulde Nik: Jo han skulde nok! Som var det, der skulde vederfares ham, bestandig saa stort og forunderligt, at det ikke kunde siges, ja ikke tænkes engang.

Han saá sin lige Vej og vandrede stærk og frejdig fremad paa den. Fjender gaves der ikke andre end dem en klog Mand kunde faa Øje paa; de onde lurende Magter, der i Barndommen havde hængt knugende over hans Hoved, var Skyggerne af Fattigmands Elendighed! Andet ondt var der ikke, og det var ogsaa Uhygge nok. Han vidste nu at Skyggerne var lange; Morten havde Ret. Fordi han selv løb fremme i Lyset og legede, da han var Barn, kunde hans Sind godt formørkes af alle deres Elendighed, der var døde eller stred paa fjærne Steder; det var jo derpaa, Solidaritetsfølelsen skulde bygge. Det overnaturlige var simpelthen ikke til, og det var godt for dem der skulde kæmpe ved deres fysiske Kraft. Ingen usét Gud sad og havde sine egne Planer for og krydsede ens Foretagender; hvad man vilde, det kunde man ogsaa føre igennem, blot man satte nok af Kræfter ind paa det. Kræfter, det var det alt kom an paa! Og Kræfterne var der jo, de skulde blot forenes til at virke sammen.

Det undrede altid Folk, at han som var saa ivrig og solid i det, holdt til i _Arken_ og ikke ude paa Nørrebro hos de andre, i Hjærtet af Bevægelsen. Det undrede ham selv ogsaa, naar han traf til at tænke over; men han kunde nu engang ikke rive sig løs. Her paa Bunden af det hele havde han fundet Venner i sin Nød, han var for trofast til at vende dem Ryggen, nu det gik godt for ham.

Han vidste de vilde føle det som Svig; Beboernes Forgudelse af de tre forældreløse Børn var ført over paa ham ogsaa; han var jo Hittebarnet, den fjerde i „Familien“. Og nu var de tilmed stolte af ham!

Det laa ikke for _Arkens_ Væsner at lægge Planer for Tilværelsen; de lod den Dag i Morgen sørge for sit eget, Fremtiden eksisterede slet ikke. De var sorgløse Fugle der havde lidt Havari engang og glemt det, mange af dem tog Føden hvor de fandt den; saa forkomne de kunde være, fik den mindste Solstraale dem til at kvidre op og glemme det hele. Bevægelsen og det ny pludrede de letsindigt om, som sladrende Stære der har opsnappet Lydene i Forbifarten.

Men dér gik Pelle støt ud, lagde Skuldre til og kom hjem til dem igen! Han var ikke bange, han turde se Tilværelsen lige i Øjnene, og tage et fast Tag i den Fremtid de gysende lukkede Øjnene for. Hans Navn fik en egen Klang af det — Pelle var en Prins! Skade kun, at han lod til ikke at ville have Prinsessen!

Stor og velvoksen var han, og han synede endnu større for dem. De kom til ham med deres Elendighed og læssede den paa hans stærke Skuldre. Saa kunde han bære den for dem! Og Pelle tog imod det, med en styrkende Fornemmelse af, at det maaske ikke var helt hen i Vejret naar han befandt sig her — nær Bunden af det hele!

* * * * *

Nu for Tiden var det Enkemadam Frandsen og hendes Ferdinand der var i Forgrunden — et Sted skulde Ulykken jo husere!

Ferdinand var en kraftig attenaars Fyr, med et stærktbygget Hoved der saa ud som var det oprindelig indrettet paa at rumme Alverdens Viden. Han brugte det til at slaa Skaller med; anden Anvendelse havde han ikke for det.

Han var langtfra ikke dum, snarere maatte man kalde ham en begavet Fyr. Men Begavelsen var efterhaanden blevet af en underlig Art. Fra lille Barn havde han maattet slaas med en fordrukken Fader for at værge Moderen, som ikke havde anden Beskyttelse. Den altfor ulige Kamp _skulde_ kæmpes, og maatte nødvendigvis afstumpe hans Smærtefornemmelser og Sans for Fare i det hele taget. Han vidste hvad der ventede ham, men gik blindt paa naar Moderen blev angrebet — som Hunden gaar løs paa de store Rovdyr; hang sig hylende i den store Mands Blynæver og var ikke til at ryste af. Han hadede Faderen, og vilde af den Grund være Politibetjent naar han blev stor. Med sit afstumpede Gaa-paa Mod egnede han sig godt til det; han blev Bølle!

Efterhaanden som han voksede til og fik Kræfter, blev Kampen ikke saa ulige mere. Faderen frygtede ham og lurede paa Hævn; og en Gang Ferdinand havde taget for voldsomt fat, meldte han ham og fik ham straffet. Drengen fandt det var en blodig Uretfærdighed; Mærkerne var jo en Følge af Slagsmaalet, og dette igen af, at Moderen ikke kunde være i Fred.

Fra nu af hadede han Politiet og gav ved enhver Lejlighed sit Had til Kende; Moderen var den eneste han hang ved nu. Det var et Lyspunkt at Faderen døde; men det kom for sent til at forandre noget. Ferdinand havde allerede længe forsørget Moderen paa sin egen Maade — halv uden om den bestaaende Orden.

Han var vokset op paa Gaden og hørte allerede fra lille til de hemmeligt mærkede; Politiet kendte ham godt, og ventede blot paa en Lejlighed til at byde ham indenfor — Ferdinand kunde se paa Betjentenes Øjne, at de regnede sikkert med hans Besøg og holdt en opredt Seng til ham derinde i Hotellet paa Nytorv.

Men Ferdinand lod sig ikke saadan nappe; havde han noget tvivlsomt for, saa forstod han i al Fald at klare sig godt fra det. Han var en ualmindelig smidig og kraftig Fyr, der heller ikke var bange for at tage fat; tilfældigt Sjov havde han en Del af og skilte sig altid godt fra det. Men hvergang han blev puttet ind i noget med Fremtid i, et ordnet Arbejde der skulde læres og tilegnes taalmodigt, gik det altid i Stykker for ham.

„Tal du til ham, Pelle,“ sagde Moderen, „du er saa støt i det, og dig har han Respekt for.“ Pelle talte ogsaa med ham og hjalp ham med at finde en Gærning, der laa for ham; og Ferdinand tog fat med god Vilje. Men naar han naaede et vist Punkt, kunde han ikke mere.

Moderen manglede aldrig det nødvendige, han skaffede det bare til Veje i sidste Øjeblik. Ellers stod han og hang nede i en eller anden Portaabning ved Torvet, med Hænderne i Lommen og den bløde Skulder lænet til Muren. Han var altid i Kapsko og Muffediser; med visse Mellemrum spyttede han ud over Fortovet, hans vandblaa Øjne fulgte Forbigængerne med et uudgrundeligt Udtryk. Betjenten der patruljerede udfordrende forbi hans Stade, frem og tilbage, skelede hadsk hver Gang han passerede, som om han vilde sige: „Kan vi ikke snart faa Ram paa den Laban — hvorfor laver han ikke en Frikadelle?“

Det kom ganske af sig selv en Dag, og ikke paa Grund af nogen Kejtethed fra hans Side — i _Arken_ lagde man særlig Vægt paa det — men for hans go’e Hjærtelags Skyld. Havde Ferdinand ikke været den han var, saa havde den aldrig revnet for ham; for han var en begavet Dreng.

Han var inde hos Urtekræmmeren paa Hjørnet af Torvet og skulde købe sig for en Femøre Skraa; en otteaars Dreng inde fra _Arken_ stod ved Disken og tiggede om lidt Mel paa Kredit til sin Mor. Urtekræmmeren gik og lavede et farligt Postyr: „Skrives — javist! man har jo nedsat sig her paa Hjørnet for at føde alle Kvarterets Fattige hva’? Pengene i Morgen hæ! det er svært som man altid har Penge i Morgen i dette elendige Fattigkvarter. Men i Morgen kommer bare aldrig!“

„Hr. Petersen kan være ganske sikker,“ sagde Drengen lavmælt.

Urtekræmmeren blev ved med at snærre, men gik dog i Gang med at veje Melet af. Der var stablet Gaardkoste og andre Varer op foran Vægten, men Ferdinand kunde se, hvordan Urtekræmmeren hjalp paa Balancen med Fingrene. „Han snyder paa Vægten, fordi det er til de Fattige,“ tænkte han, og følte et ondt Stik i Hovedet hvor Tanken opstod.

Drengen stod og puslede med noget i sin lukkede Haand, pludselig faldt en Mønt paa Gulvet og trillede rundt dernede. Urtekræmmeren kastede et lynsnart Blik mod Pengeskuffen, idet han sprang over Disken og huggede Drengen i Nakken. „Ej ej,“ sagde han skarpt, „sikken en lille behændig Gavtyv!“

„Jeg har ikke stjaalet!“ skreg Drengen og søgte at vride sig løs og komme hen til Kronen. „Det er Mors Penge!“

„Lad Drengen være,“ sagde Ferdinand truende. „Han har ingenting gort.“

Urtekræmmeren tumlede med Drengen, der rev og sled for at faa fat i Pengestykket. „Har han ingenting gjort?“ stønnede han pustende — „hvorfor raaber han saa stjaalet uden at der er sagt et Ord? Og hvor kommer Pengene fra? han skulde jo have Kredit fordi de ingen havde! Nej tak, den er for tyk.“

„Det er Mors Penge!“ skreg Drengen og sled forbitret i Urtekræmmerens Hænder. „Mor er syg — det er til Mikstur!“ Saa stak han i at brøle.

„Det er rigtig nok at hans Mor er syg,“ sagde Ferdinand knurrende. — „Og Apotekeren giver vist ikke Kredit. Nu skulde De ta’e og lade ham være, Petersen.“ Han traadte et Skridt frem.

„Tak den er forresten godt fundet paa,“ lo Urtekræmmeren haanligt og rev Butiksdøren op. „Hej Betjent, her!“

Betjenten der havde Vagt ved Hjørnet af Børnehuset kom hurtig over.

„Her er en Knægt der gør Kunster med andre Folkses Kroner,“ sagde Urtekræmmeren oprømt „— tag Dem lidt af ham, Iversen.“

Drengen sparkede endnu, Betjenten maatte holde ham ud fra sig i stiv Arm. Det var en lille pjaltet, forsulten Fyr, et eneste Blik sagde Betjenten, at det var en af Slagsen han havde faaet Fingre i. Saa slæbte han af med ham, der var ingen Grund til at gøre mange Ophævelser.

Ferdinand gik efter dem og lagde Haanden paa Betjentens Arm. „Hr. Betjent, Drengen har ingenting gort,“ sagde han — „jeg stod selv og saá paa at han ingenting gore! Og jeg kender hans Mor.“

Betjenten stansede og maalte ham truende. Saa slæbte han videre med Drengen, der stadig krængede for at komme løs og brølede: „Min Mor er syg, jeg skal hjem til hende med Miksturen!“ Ferdinand holdt Trit med dem i sine tynde Kapsko.

„Skal han slæves paa Raadhuset, saa gaar jeg i hvert Fald med og vidner!“ blev han ved — „for han har ingenting gort. Og hans syge Mor ligger og venter paa Mixturen.“

Betjenten vendte sig irriteret: „Jo det var forresten et kønt Vidne — den ene Ravn hakker nok ikke Øjnene ud paa den anden! Se du til dine egne Affærer — og skrub af!“

Ferdinand stansede. „Hvem siger du _du_ til, din Sjover?“ mumlede han og skulede ondt efter Betjenten. Pludselig tog han Tilløb og gav Betjenten en Skalle i Nakken, saa han styrtede med Ansigtet mod Stenbroen og Hjælmen trillede langt hen ad Gaden. Ferdinand og den lille Knægt sprang til hver sin Side og undløb.