Part 9

„Det var saa de otte,“ sagde Kalle og pegede paa Flokken. „De fylder godt i Stuen! Alma og Alvilda dér er Tvillinger som du nok kan se. Og Alfred og Albinus ogsaa, som er ude nu i Julen; de skal læse til Sommer, saa er de fra Haanden.“

„Hvor er saa de to ældste henne?“ spurgte Lasse.

„Anna tjener Nord henne, og Albert farer til Søs — han er ude med en Hvalfanger for Tiden. Det er en Stadskarl, vi fik hans Billede sendende i Efteraaret. Kan du ikke tage det frem Marie.“

Konen gav sig nølende til at søge efter det men kunde ikke finde det.

„Jeg tror jeg ved hvor det er Mor,“ sagde en af Smaapigerne Gang efter Gang uden at blive hørt. Saa kravlede hun selv op paa Bænken og fik en gammel Bibel ned fra Hylden, den laa det i.

„Ja sikkert er det en Stadskarl!“ sagde Lasse, „der er Krop dér! Han ligner ikke paa vor Slægt; det maa være din Familie han har den Rejsning efter Marie.“

„Det er en Kongstrup,“ sagde Kalle dæmpet.

„Jasaa, er det det?“ sagde Lasse usikkert; han mindedes Johanne Pihls Fortælling.

„Marie tjente der paa Gaarden som Stuepige, og saa besnakkede han hende — som han har gjort saa mange. Det var jo før min Tid — og han svarede da hvad han skulde.“

Konen stod og flyttede Blikket fra den ene til den anden med et herreløst Smil, hun var en Kende rød over Panden.

„Der er Herreblod i den Gut,“ sagde Kalle beundrende, „han bærer sit Hoved anderledes end de andre. Og god er han — saa rent umanerlig god.“ Saa kom hun langsomt hen, lagde Armen over Mandens Skuldre og saa med paa Billedet. „Han er god nok du Mor!“ sagde Kalle og strøg hende over Ansigtet.

„Og vakkert klædt er han ogsaa,“ udbrød Lasse.

„Ja han passer paa sine Penge — det er ikke som Faderen den Sviregast. Bange om en Tikrone er han heller ikke, naar han er herhjemme paa Besøg.“

Det puslede ved Inderdøren, og en lille rynket Gammelmor kom listende frem paa Tærsklen; hun følte sig for med Fødderne og holdt Hænderne beskyttende op for Ansigtet. „Er der nogle Dødninge?“ spurgte hun ind i Stuen.

„Der har vi jo Mormor!“ sagde Kalle. „Jeg troede I var i Jer Seng.“

„Det var jeg ogsaa, men saa hørte jeg her var Fremmede — og saa vilde én jo gærne spørge Nyt. — Er der nogle Dødninge i Sognet?“

„Nej der er ikke Mormor — Folk har andet at bestille end at dø. Her er en Frier til Jer, det er meget bedre. — Det er Svigermor,“ henvendte han til de andre, „saa kan I nok forstaa hvad hun er for en.“

„Ja kom du her hen, saa skal jeg give dig Svigermor,“ sagde den Gamle med et mat Forsøg paa at gaa ind paa Lystigheden. „Ja ja, velkommen til Gaards da,“ sagde hun og strakte Haanden frem.

Kalle stak først sin frem, men saa snart hun rørte ved den slog hun den til Side: „Tror du ikke jeg kender dig din Nar!“ Lasses og Pelles Hænder befølte hun længe med sine bløde Fingre før hun slap dem. „Nej jeg kender jer ikke!“ sagde hun.

„Det er Bror Lasse og hans Søn nede fra Stengaarden!“ oplyste Kalle endelig.

„Nej se, saa det er jer — ih nej nu har jeg da! — ih saa gon! Og I er kommet over Havet I ogsaa! Ja her gaar jeg gamle Menneske og tridser om saa alene — og se kan jeg heller ikke.“

„Helt alene er I dog heller ikke Mormor,“ sagde Kalle leende. „Vi er to Voksne og en halv Snes Børn om Jer hver Dag.“

„Ja vist saa, du snakker du! Men alle de jeg var ung imellem er døde nu — og mange til som jeg har set vokse op. Hver Uge dør der nogen jeg kender, og her skal jeg Stakkel gaa og ligge andre til Byrde.“

Kalle hentede den Gamles Lænestol ind fra hendes Stue og bragte hende til Sæde. „Hvad er det nu alt for noget Snak?“ sagde han bebrejdende, „I betaler jo for Jer.“

„Betaler, ak Herregud, de faar 20 Kroner om Aaret for at have mig,“ sagde den Gamle ud i Luften.

Kaffen kom ind, og Kalle hældte Brændevin oven i Koppen til alle de Voksne. „Nu skal Mormor være i godt Humør!“ sagde han og klinkede med hende „hvor Gryden koger til tolv, koger den til den trettende med. Skaal Mormor, vi ønsker Jer mange Aar endnu at ligge os til Byrde i — som I kalder det!“

„Ja jeg ved det jo godt, jeg ved det jo godt,“ rokkede den Gamle, — „I mener mig det saa vel allesammen. Men alt det Lyst jeg har til at leve — det er tungt at pille Paalæget af andres Mad. Koen æder, og Katten æder, Børnene æder — vi æder alle sammen. Hvor skal din Stakkel tage det fra.“

„Stakle den som ingen Bagdel har, og ynk den som har to,“ sagde Kalle muntert.

„Hvor megen Jord har du?“ spurgte Lasse.

„Fire Tønder Land. Men det meste er jo Sten.“

„Kan du saa nok holde Føden til Koen?“

„I Fjor var det galt nok. Vi maatte rive Taget af Udhuset sidste Vinter og fodre det op — det har jo sat os en Del tilbage. Men hvad, des højere blev der til Loftet.“ Kalle lo. „Nu bliver jo ogsaa flere og flere af Børnene saa vidt, at de kan faa Føden selv.“

„De der er vokset til, giver de ikke ogsaa en Haand?“ spurgte Lasse.

„Hvor skal de vel kunne? naar man er ung har man Brug for sit selv. De faar se at tage Fornøjelserne mens Tid er; i Barndomsaarene er det ikke blevet til mange Forlystelser, og er de først gift og bosiddende, saa bliver der andet at tænke paa. Albert er god nok naar han er hjemme paa Besøg; sidst gav han os ti Kroner og en Krone til hver af Børnene. Men naar de er ude, ved én nok hvor Pengene bliver af, hvis de ikke vil staa som nogle Skrog over for Kammeraterne. Anna er nu af det Slags, som kan bruge alt sit selv til Klæder; hun har Vilje god nok til at afsé, men hun ejer bare aldrig en Øre. Og Tøj har hun knap paa Kroppen, alt det hun køber og køber.“

„Nej hun er da den underligste Skabning,“ sagde Konen, „der vil ingenting forslaa til hende.“

Slagbænken blev lukket for at skaffe Siddeplads om Bordet, og et gammelt Spil Kort kom frem. Alle skulde være med saa nær som de to mindste, der ligefrem var for smaa til at holde om et Kort; Kalle vilde forresten haft dem med ogsaa, men det gik ikke. Der spilledes „Svelte Svin“ og „Sortepær“; Mormor maatte lade sine Kort raabe op for sig. „Vi spiller med Blind!“ sagde Kalle og skuttede sig henrykt — „det skal jo være det aller fineste.“ Og Mormor var den ivrigste til at le ad Vittigheden.

Ind imellem gik Snakken blandt de Voksne.

„Hvad synes du saa om at tjene Stengaardsbonden?“ spurgte Kalle.

„Ham selv ser vi jo ikke meget til — han er paa Farten snart sagt altid, eller ogsaa sover han Donneren ud. Han er vist ellers skikkelig nok. Og det er et rigtig ordenligt Madsted.“

„Ja vi har vel nok de Madsteder der er værre,“ mente Kalle, „men det bliver vist ikke mange. De fleste maa nok siges at være bedre.“

„Jasaa, er det virkelig saa?“ spurgte Lasse forundret. „Ja ja, jeg skal nu ikke klage hvad Kosten angaar. Men lidt for meget er der at gøre for os to; og saa kan det jo blive trist at gaa og høre det Kvindfolk græde snart sagt altid. Monstro han mishandler hende? de siger jo nej.“

„Det gør han sikkert ikke,“ sagde Kalle. „Selv om han kanske skulde faa Lyst til det — hvad én godt kan forstaa, saa tør han ikke. Han er ræd for hende. For hun er djævlebesat, skal jeg sige os.“

„De siger, hun er Varulv om Natten,“ sagde Lasse med et Ansigt som ventede han at se et Spøgelse i en af Krogene.

„Det er bare dumt Sludder og Overtro,“ udbrød Kalle. „Nej men hun er besat af en uren Aand, som vi ogsaa kender det fra Biblen. Spørg du Marie dér, hun har tjent hende.“

„Hun er et stakkels Skrog som har sit at trækkes med,“ sagde Konen. „Ethvert Kvindfolk ved nok noget om hvad det vil sige. Og Stengaardsbonden er nu ikke det bare Godhed heller, om end han ikke prygler hende. Hans Utroskab tager mere paa hende end noget andet vilde.“

„Ja I Koner holder jo altid sammen,“ sagde Kalle, „men en anden har da ogsaa Øjne og kan se. Eller hvad mener I Mormor; I kender det dog bedre end nogen anden.“

„Ja noget kender én jo altid til Sagerne,“ sagde den Gamle. „Jeg husker saa tydeligt som var det i Gaar den Tid Kongstrupperen kom her til Øen. Han ejed saamænd ikke andet end det Tøj han gik og stod i; men en Finstikker var han jo ligefuldt, og han holdt da ogsaa til i Hovedstaden.“

„Hvad vilde han herovre?“ spurgte Lasse.

„Hvad han vilde — gaa paa Jagt efter en Pige med Penge vel. Han gik saa her i Lyngen og drev med sin Gebøs, men det var nok ikke Ræven han var ude om. Hun løb jo ogsaa om i Lyngen og tossede, Stengaardsdatteren; hun gik nok og sværmede for den vilde Natur og saadan noget Pjank — og teede sig halv som et Mandfolk. I Stedet for at de skulde holdt hende hjemme og lært hende at spinde og koge Grød; men hun var jo eneste Datter og fik Lov at skabe sig som hun vilde. Og saa møder hun jo denne her Kræmmer, og de bliver gode Venner kantro. Han var nok Kandidatus eller Pave eller saadan noget fint Skidteri, og saa kan én vel ikke sige noget til, at et sølle Pigebarn ikke ved hvad hun gør.“

„Nej det er vist,“ sagde Lasse.

„Det har altid været pinenes galt med Blodet hos Kvindfolkene i den Familie!“ vedblev den Gamle. „Og det har sig nok saadan, at der engang var en af dem som holdt Omgang med selve Satanas. Siden har han jo Kravet paa dem, og farer ilde med dem hvergang Maanen er i Aftagende — hvad enten de saa vil eller ej selv. De rene har han ingen Magt over forstaar sig; men da de to først havde kendt hinanden, blev det nok galt med hende ogsaa. Det har han vel saa mærket — og villet drage sig ud af Tingene; for de sagde at den gamle Stengaardsbonde med sin Gebøs tvang ham til at tage hende til Kone. Og han var en haard Hund den Gamle, som nok kunde skyde sin Mand ned om saa skulde være. Men Bonde var han i hver en Del, han gik i hjemmegjort Tøj og var ikke bange for at gøre sin Dag med fra Sol stod op til Sol gik ned. Det var ikke saadan som nu, med Gæld og Solderi og Spil, derfor havde Folk noget dengang.“

„Ja nu skal Sæden helst tærskes mens den staar paa Roden, og Kalvene sælger de i Moderens Liv,“ sagde Kalle. „Men der blev I skam Sortepær, Mormor!“

„Det har man fordi man lader Munden løbe og glemmer at skøtte sit eget!“ sagde den Gamle.

„Mormor skal sværtes!“ raabte Børnene. Den Gamle bad for sig, nu var hun lige vasket til Natten. Men Børnene sværtede en Prop i Kakkelovnen og omringede hende; hun fik sin sorte Streg paa Næsen. De morede sig alle, baade store og smaa. „Det er godt jeg ikke selv kan se den,“ sagde Mormor og lo med. — „Aldrig saa ondt, det er dog godt for noget. Men jeg vilde gærne have mit Syn igen, bare i fem Minutter, før jeg dør. Det vilde være skønt at se det hele endnu engang, saadan som Kalle siger at Trær og alting vokser til — det hele Land har nok forandret sig. Og de mindste Børn har jeg jo aldrig set.“

„Det siges at de kan tage Blindheden væk derovre i København,“ sagde Kalle til Broderen.

„Det koster vel Guld det?“ spurgte Lasse.

„Hundrede Kroner koster det nok allermindst,“ mente Mormor.

Kalle saa tankefuld ud: „Om vi nu solgte hele Skidtet, skulde det være underligt, om der ikke blev et Hundrede Kroner til overs. Saa kunde Mormor faa sit Syn igen.“

„I Gud Fader fri os!“ udbrød den Gamle „sælge Hus og Hjem — du er nok ikke rigtig i Hovedet du. Smide store Kapitaler væk paa en gammel udslidt Ting som mig, der staar med det ene Ben paa Kirkegaarden. Jeg kunde vist aldrig ønske mig det bedre end jeg har det!“ Hun havde Taarer i Øjnene. „Gud fri mig dog vel for at gøre en saadan Ulykke paa mine gamle Dage.“

„Skidt vi er jo unge endnu!“ sagde Kalle. „Vi kunde sagtens faa begyndt paa noget nyt Marie og jeg.“

„Har ingen af jer hørt, hvordan Jakob Kristians Enke har det?“ spurgte den Gamle afledende. „Det staar nu for mig, at hun skal først til’et og saa jeg. Jeg hørte Kraagen minde derover ad i Nat.“

„Det er vor næmste Nabo inde i Lyngen,“ sagde Kalle forklarende. „Ja saa, skulde det være paa Hældingen med hende? hun har ikke fejlet noget i Vinter det jeg ved af.“

„Da kan du godt tro der er noget om’et,“ sagde den Gamle sikkert. „Lad hellere en af Børnene løbe derover i Morgen.“

„Ja naar Mormor har taget Varsel saa — Jakob Kristian selv varede ogsaa godt nok ad, da han gik hen og døde. Vi var jo ogsaa gode Venner gennem mange Aar han og jeg.“

„Viste han sig?“ spurgte Lasse højtideligt.

„Nej men en Nat — rigtig stygt Oktobervejr var’et — vaagner jeg ved at det banker paa Yderdøren; det er nu tre Aar siden godt og vel. Marie hørte det ogsaa, og vi laa og snakkede om jeg skulde staa op. Det blev nu bare ved Snakken, og vi var lige ved at nikke hen, da det igen gav sig til at banke. Jeg springer saa op, faar et Par Bukser paa og aabner lidt paa Døren, men der var ingen. Det var da besynderligt, siger jeg til Marie og kryber i Seng igen; men jeg er ikke kommet godt og vel under Dynen før det banker tredje Gang. Nu blev jeg ærgerlig, jeg tændte Lygten og gik rundt om Huset; der var ingenting at se eller høre. Men om Morgenen kom der jo Bud, at Jakob Kristian var død om Natten netop ved den Tiden.“

Pelle sad og lyttede efter Samtalen, han skubbede sig helt ind til Faderen af Frygt. Men Lasse saa ikke selv videre tapper ud. „De Døde er nok ikke altid lige gode at komme ud for,“ sagde han.

„Aa Fan, naar én ikke har gjort noget Menneske ondt og altid givet enhver sit, hvad kan de vel saa gøre én?“ sagde Kalle. Mormor sagde ingenting men sad og rokkede meget sigende med Hovedet.

Nu kom Konen ind og satte en Krukke Fedt og et stort Rugbrød paa Bordet.

„Det er Gaasen,“ sagde Kalle og stak overgivent til Brødet med sin Tollekniv „vi har ikke rørt den endnu — der er Svedsker indeni. Og det dér er Gaasefedtet. Værsgod og hug ind!“ — —

Saa skulde Lasse og Pelle tænke paa at komme hjemad, og begyndte at binde Tørklæder om Halsen. De andre vilde ikke slippe dem endnu; de snakkede frem og tilbage, og Kalle sagde Morsomheder for at holde paa dem en Stund endnu. Men pludselig blev han gravalvorlig — der hørtes Klynken ude i den lille Gang, nogen tog i Døren og opgav det igen. „Jagu er dette Spøgeri,“ udbrød han og saa ræd fra den ene til den anden.

Saa klynkede det igen, og Konen slog Hænderne sammen. „Det er jo Anna!“ udbrød hun og aabnede hurtigt Døren. Anna traadte grædende ind. De faldt forundret over hende med Spørgsmaal fra alle Sider, hun svarede ikke men græd blot.

„Og du har faaet Frihed til at besøge os i Julen? — og kommer grædende hjem, du er mig en net en,“ sagde Kalle leende. „Sikken én — du faar tygge en Sut til hende Mor.“

„Jeg er jo jaget af Plads,“ fik Pigen endelig hulket frem.

„Da er du vel ikke det!“ udbrød Kalle med forandret Tonefald. „Men hvorfor da? — har du stjaalet? eller været storsnudet?“

„Nej men Bonden skyldte mig for, at jeg var gode Venner med Sønnen paa Gaarden.“

Som et Lyn gik Moderens Øjne fra Pigens Ansigt til hendes Skikkelse — saa brast hun ogsaa i Graad.

Kalle kunde intet se, men han fangede sin Kones Adfærd og forstod. „Ja saa,“ sagde han stille — „ja saa?“ Den lille Mand lignede et stort Barn, hans Udtryk svingede, det kom og gik skælvende i hans godlidende Ansigt. Saa sejrede Smilet igen. „Naa men saa er det jo udmærket!“ udbrød han og lo op. „Skal gode Børn kanske ikke tage Møjen fra Forældrene, alt som de vokser til og ævner det? Faa du nu Tøjet af Anna og sæt dig hen, du er vel sulten du. — Det kunde heller aldrig falde bedre, nu vi skal have Bud efter Madammen alligevel!“

Lasse og Pelle trak Halsklæderne op for Munden efter at have budt Farvel Stuen rundt. Kalle kredsede omkring dem og snakkede ivrigt, han havde ingen Ro: „Kom snart igen I to, og tak for Besøget og Skænken Bror Lasse! — Ja saa“ sagde han pludselig ude i Yderdøren og lo helt ovenud „— og det bliver tilmed stort; Svoger til Bonden paa en Maade! Fy fan Kalle Karlsson, du og jeg skal nok til at sætte Næsen højt nu.“ Han fulgte dem lidt hen ad Stien, stadig snakkende; Lasse var helt trist ved det.

Pelle vidste vel, at det med Anna betragtedes som en stor Skam, og begreb ikke at Farbror Kalle kunde bære sig saa glad. „Ja, ja“ sagde Lasse, idet de stolprende fandt sig Vej mellem Brokkerne, „Kalle er den han altid har været han! Han ler dér hvor andre græder.“

Det var for mørkt til at gaa markløst, de fulgte Stenværkets Kørevej Sønder efter for at naa ned til Landevejen. Her ved Korsvejen, hvis fjerde Arm førte ned til Lejet, laa Landhøkerens Bod der tillige var Smugkro.

Da de kom ned mod Smugkroen, lød der stærk Larm indefra. Døren sprang op, og nogle Mænd væltede ud med et Mandslegeme foran sig der trillede rundt paa Vejen. „Nu har nok Politiet overrasket Smugdrikkerne!“ sagde Lasse og gik ud i Pløjningen med Drengen for at slippe uset forbi. Men i det samme blev der sat en Lampe i Vinduet indefra og man fik Øje paa dem.

„Dér gaar jo Stengaardsrøgteren!“ lød en Stemme „— høj Lasse, kom herhen!“ De gik derhen og saa en Mand ligge paa Jorden og sparke med Ansigtet nedad; Hænderne havde han bundne paa Ryggen, han kunde ikke holde Ansigtet fri af Snavset.

„Men det er jo Per Olsen,“ udbrød Lasse.

„Ja vist saa“ svarede Høkeren. „Kan I ikke tage ham med hjem? han er ikke rigtig i Hovedet.“

Lasse saa betænkelig fra sig til Drengen. „En rasende Mand — det kan vi to ikke.“

„Aa han har Hænderne bundne. I holder bare i Enden af Rebet, saa gaar han skikkeligt med,“ sagde en af Mændene. Det var Stenarbejdere oppe fra Værket. „Ikke sandt du, du vil gaa skikkeligt med?“ spurgte han og sparkede ham ind i Siden med Træskosnuden.

„Ak Jesus, Jesus!“ stønnede Per Olsen blot.

„Hvad har han gjort da?“ spurgte Lasse — „hvorfor har I slaaet ham fordærvet?“

„Vi maatte give ham nogle Prygl, fordi han vilde hugge sin ene Tommelfinger af. Han forsøgte det flere Gange Svinet, og fik den halv af — vi maatte prygle ham til at lade være.“ De viste hans Tommelfinger frem, den var helt blodig. — „Saadan et Kreatur, begynde at hugge og skære i sig selv fordi han faar en Pægl Brændevin! Vilde han slaas, var her vel Mandfolk nok det foruden!“

„Vi maa vel have en Klud om, han forbløder sig jo Staklen!“ sagde Lasse og trak nølende sit røde Lommetørklæde frem. Det var hans Søndagstørklæde, og han havde lige faaet det rent. Høkeren kom med en Flaske og hældte Fingeren over med Brændevin — for at der ikke skulde gaa Kulde i den. Den Saarede skreg højt og slog sin Kind mod Jorden.

„Vil ikke en af jer slaa Følge?“ spurgte Lasse. Men ingen svarede, de ønskede at trække sig ud af det, for det Tilfælde noget kom op for Øvrigheden. „Ja ja, saa faar vi to til det i Guds Navn,“ sagde han henvendt til Pelle, hans Stemme rystede. „Men I kan vel hjælpe ham op i det mindste — saadan som I har smidt med’en.“

De rejste ham op; hans Ansigt var forslaaet og blodigt. I deres Iver for at redde hans Finger havde de mishandlet ham, saa han knap kunde staa paa Benene.

„Det er Lasse og Pelle,“ sagde den Gamle og forsøgte at tørre hans Ansigt af „— du kender os vel Per Olsen? Vi vil følge dig hjem, hvis du vil være god og ikke gøre os ondt — vi mener dig det vel, vi to.“

Per Olsen stod og skar Tænderne mod hinanden og rystede ned gennem Kroppen. „Ak Jesus, ak!“ var det eneste han sagde; der stod hvid Væske i hans Mundvige.

Lasse gav Drengen Enden af Rebet at holde i. „Han skærer Tænder, Djævlen har vel allerede sit for med ham,“ hviskede han. „Men hvis han vil noget ondt, trækker du i Rebet af al Magt. Og gaar det rent galt faar vi springe over Grøfterne.“

Saa satte de sig i Bevægelse hjemefter. Lasse maatte have Per Olsen under Armen, han vaklede og vilde falde hvert Øjeblik; stadig mumlede han for sig eller skar Tænder.

Pelle traskede bagefter og holdt i Rebet; det krøb koldt igennem ham — af Frygt og hemmelig Tilfredshed. Saa havde han da set én, som han vidste var evig fordømt! — saadan som Per Olsen saa de altsaa ud, der blev Djævle i det andet Liv. Men ond var han ikke! han var den skikkeligste af Gaardens Karle mod Pelle, han havde købt den Flaske til dem — ja og han havde lagt Pengene ud af sin egen Lomme indtil Majdag!

VIII

Ilél, ilél, hvor hun skar! Stengaardsbonden lod den graa Hingst stryge til og sad og saa optaget ud over Markerne, som anede han ikke at der var nogen i Hælene paa ham — men Fruen generede sig saa sandt ikke. Hun piskede paa den Røde af alle Kræfter, og lod Gud og hvermand se hvad hun var ude for!

Og det var ved højlys Dag de saadan kørte og tossede paa Vejene, i Stedet for at holde Ufreden inden for fire Vægge som andre ordenlige Folk! Det maatte man sande, at fine Folk var der ingen Skam i!

Saa skreg hun og stod op i Vognen og slog løs paa Hesten — med Skaftet saa galt! Kunde hun nu ikke lade ham køre ud til sin Dulle hvem det nu var, og saa fyre i for ham naar han kom hjem. Herregud at hun blev ved efter tyve Aars det samme og det samme — Kvindfolk var sandelig udholdende!

Og at _han_ gad! Ligge i evig Ufred hjemme for en Hotelmadams eller et andet Kvindfolks Skyld, der vel ikke kunde være stort anderledes at gaa i Lag med end hans egen! Der skulde sku et langmodigt Sind til for at være Jon paa den Manér — men det var vel det der kaldtes Kærlighed, ret betragtet!

Tærskemaskinen var gaaet i Staa, Folkene paa Stengaarden hang ud af Lugerne og morede sig kongeligt. Det var da Væddeløb, et Syn for Guder var det at se den røde Hoppe hale ind paa Hingsten som havde han glemt at yde Vederlag for sig! Tju hej, her var der sku to Søndage i én Uge! Lasse var kommet frem om Hjørnet og fulgte den vilde Kørsel med Haanden over Øjnene — Mage til Kælling havde han ligegodt aldrig kendt, saa var Bengta da et rent Guds Lam! Kaasegaardsbonden, som stod i Porten da det skar forbi, tænkte i sit stille Sind det samme; og ud over Markerne slap de Redskabet, stirrede og korsede sig. De var sandelig besat af Driften de to! det var den rene Djævel der red dem begge!

Tilsidst maatte han jo stanse for Skams Skyld og vende om. Hun krøb over i Vognen til ham, og den Røde gik pænt bagefter med sit tomme Køretøj. Hun havde lagt Armen hen om hans Ryg og saa glad og sejrsæl ud, præcis som Herredsbetjenten naar han havde gjort en god Fangst; men han lignede en Forbryder af værste Slags. Saadan kom de agende ind paa Gaarden igen! — — — —

En Dag kom Kalle for at laane ti Kroner og indbyde Lasse og Pelle til Barsel næste Søndag. Pengene fik Lasse efter nogen Vanskelighed af Forvalteren oppe paa Kontoret, men Indbydelsen maatte de sige nejtak til, saa haardt det holdt; der var ikke Tale om at faa fri igen. En anden Dag var Forkarlen borte. Han var forsvundet om Natten og havde ført sin store Kiste med sig, saa nogen maatte have været ham behjælpelig. Men de andre Karle i Kamret svor dyrt paa at de intet havde mærket, og Forvalteren maatte opgive at komme ind i Sagen alt det fnysende han var.

Saadan skete der et og andet, som satte Blodet lidt i Bevægelse for en Dag eller to, men ellers var Vinteren trang at komme igennem. Mørket havde Magten det meste af Døgnet, og rigtig lyst i Krogene blev det aldrig. Kulden trykkede ogsaa, naar man ikke netop befandt sig i den hyggelige Stald; der var altid varmt, og Pelle turde færdes der i det tykkeste Mørke. I Folkestuen sad de og dasede de lange Aftner uden at have noget at tage sig til. De brød sig ikke meget om Pigerne men sad og spillede Kort om Brændevin — eller fortalte uhyggelige Historier, der gjorde det til en halsbrækkende Ting at slippe over Gaarden ned til Stalden naar man skulde i Seng.

Per Olsen var for sin Ordenlighed avenseret til Forkarl da den anden rømte. Lasse og Pelle var glade ved det, for han stod paa deres Parti naar nogen vilde spille med dem. Han var blevet et pænt Menneske i alle Henseender, rørte næsten ikke Brændevin og holdt sit Tøj i god Orden. Lidt for stille var han selv for Gaardens gamle Daglejere og Koner, men de vidste hvorfor og holdt af ham — fordi han stod paa den Svages Ret, og for den Skæbne der hang over ham. „Han gaar og _lyes_“ sagde de, og naar han saadan ligesom lyttede indad mod det ubekendte, undgik de saa vidt muligt at forstyrre ham.

„I skal se han frir sig, den Onde faar intet Krav paa ham,“ mente baade Lasse og Husmandskonerne naar de ved Søndagsmalkningen drøftede Per Olsens Udsigter. „Der er dem, som selv Vorherre ikke kan finde noget at udsætte paa.“

Pelle hørte efter og kiggede hver Dag paa Arret paa Per Olsens Tommelfinger; naar Gud tog sin Straffedom bort maatte det vel forsvinde!