Part 6

Drengene tøvede og stak en Haand ned i Hullet — jo der var varmt nede. Saa varmt endda, at Pelle syntes han maatte trække Haanden til sig og sige: Av for Pokkeren! De overvejede en Stund og gav sig derpaa til at skrabe videre nede i Hullet, saa forsigtigt som galdt det Livet. Men om lidt kom der Halmstraa til Syne i Gangen, og Jordens indre Hede var med ét Slag glemt. I en Fart havde de afdækket Reden, og lagt de nyfødte lyserøde Unger op paa Græsset — de lignede halv udrugede Fugleunger.

„De er grimme,“ sagde Pelle der ikke var helt modig ved at tage paa dem men skammede sig ved at vedgaa det. „De er meget væmmeligere at røre ved end Skrubtudser — jeg tror nok de er giftige.“

Rud laa og klemte dem mellem Fingrene:

„Giftige — er du tosset, de har jo ingen Tænder! — Der er slet ikke Ben i dem, de kunde vist godt spises.“

„Py, ha!“ Pelle spyttede.

„Jeg tør da godt bide i en — tør du?“ Rud nærmede en Museunge til Munden.

„Tør — ja vel tør jeg — men —“ Pelle nølede.

„Nej du tør ikke, for du er en _Blaapung_!“

Øgenavnet passede egenlig kun paa Drenge, der led af Vandskræk, men Pelle greb rask om en Museunge og førte den op efter Munden — nøjagtig saa nær til Læberne som Rud holdt sin. „Vil du saa selv se!“ udbrød han krænket.

Rud snakkede, med mange Fagter:

„Du er bange, det er fordi du er svensk. Men naar man er bange, skal man bare lukke Øjnene — saadan, og gabe op. Saa lader man, som om man førte Museungen lige ind i Gabet, og saa“ — Rud gabede og holdt Haanden helt oppe ved Munden; Pelle var under hans Magt og efterlignede hans Bevægelser. „Og saa —“ pludselig fik Pelle et Stød, saa Museungen fløj ned i Halsen paa ham. Han kløgedes og spyttede; Hænderne famlede i Græsset og fik fat i en Sten. Men da han kom paa Benene og skulde kaste den, var Rud allerede langt oppe paa Markerne. „Nu skal jeg hjem,“ raabte han uskyldigt, „der er noget, jeg skal hjælpe Mor med.“

Pelle elskede ikke Ensomheden, og Udsigten til en Blokade stemte ham straks til Forhandling. Han smed Stenen for at vise sin alvorlige Vilje til Forlig, og maatte sværge dyrt paa ikke at trække Had. Saa kom Rud endelig tilbage, fnisende.

„Jeg vilde have vist dig noget morsomt med Museungen,“ sagde han afledende, „men du holdt jo paa den som et Fæ.“ Han vovede sig ikke helt hen til Pelle men stod og fulgte hans Bevægelser med Øjnene.

Pelle kendte den lille Nødløgn, naar der var overhængende Fare for Prygl, men Løgnen som Angreb var ham endnu fremmed. Naar Rud, nu da det hele var glemt, sagde at han blot vilde have vist ham noget morsomt, saa var det vel sandt. Men hvorfor var han da mistroisk? Som saa ofte før forsøgte Pelle at bøje sin lille Hjærne om mulige Bagtanker hos Kammeraten, men kunde ikke.

„Du kan lige saa godt komme helt herhen,“ sagde han firskaarent. „For hvis jeg vilde, kunde jeg magelig løbe dig op.“

Rud kom. „Nu vil vi til at fange store Mus,“ sagde han. „Det er morsommere.“

De tømte Pelles Mælkeflaske og søgte sig en Muserede ud, der kun saa ud til at have to Udgange — den ene oppe i Engen, den anden midt nede paa Aabrinken. Hernede stak de Flaskehalsen ind, Hullet oppe i Engen blev udvidet til en Tragt, og de skiftedes til at holde Øje med Flasken og bære Vand op i Hullet med deres Huer. Det varede ikke længe, før en Mus smuttede ud i Flasken; og de slog Proppen i for den.

Hvad skulde de nu gøre med den? Pelle foreslog at de skulde tæmme den og dressere den til at trække deres smaa Markredskaber; men Rud satte som sædvanlig sin Vilje igennem — den skulde ud at sejle!

Henne hvor Aaen drejede og havde hulet sit Leje ud til en hel Kedel, lavede de en skraa Bane og lod Flasken rutsje ned i Vandet med Halsen forrest, som en Skude der løber af Stabel. De kunde følge den i dens Bue under Vandet, til den dukkede op med et skraat Stød og stod og vuggede paa Vandet som en Bøje med Halsen lige op. Musen gjorde de grinagtigste Hop mod Proppen for at slippe ud; Drengene sprang i Græsset af Henrykkelse.

„Den ved godt hvad Vej den kom ind — den ved det!“ De gjorde dens mislykkede Hop efter, tumlede ned paa Maven igen og vred sig overgivent i Græsset. Men omsider blev det gammelt.

„Skal vi tage Proppen af?“ foreslog Rud.

„Ja — aa ja!“ Pelle vadede hurtigt ud efter Flasken og vilde sætte Musen i Frihed.

„Vent lidt dit Øg!“ Rud rev Flasken fra ham. Han holdt over Mundingen, mens han satte den midt ud i Vandet. „Nu skal vi faa Løjer!“ raabte han og skyndte sig op.

Det varede lidt, inden Musen opdagede at der var fri Bane, saa sprang den. Det mislykkedes, og Flasken kom i vuggende Bevægelse, saa andet Spring blev skraat og prellede af mod Siden. Men saa fulgte en Række Spring lynsnart paa hinanden, et helt Bombardement; og pludselig fløj den højt ovenud af Flaskehalsen og paa Hovedet i Vandet.

„Det var et Spring der havde vasket sig!“ raabte Pelle og sprang oppe i Græsset, lige op, med Armene strakt ned ad Siden, „— den kunde lige knibe sin Krop igennem, lige akkurat du!“ Han sprang igen og gjorde sig tynd.

Musen svømmede til Land, men der var Rud og satte den midt ud igen med Foden. „Den svømmer godt,“ sagde han og lo. Saa styrede den mod den anden Bred. „Pas paa for Søren!“ skreg Rud, og Pelle sprang til og satte den fra Land med et kraftigt Spark. Den svømmede raadvild frem og tilbage midt i Hullet, saá de to dansende Skikkelser hvergang den nærmede sig en Bred, og vendte og vendte i en Uendelighed. Den laa dybere og dybere — Pelsen blev vaad og trak den nedad; tilsidst svømmede den helt under Vand. Pludselig spilede den sig ud i et Ryk og sank til Bunds, med alle fire Lemmer udstrakte som en aaben Favn.

Pelle havde i et Glimt fanget det raadvilde og hjælpeløse — maaske genkendt det. Ved Dyrets Spjæt brast han i Graad — et lille Skrig — og løb storbrølende op over Engen mod Fyrreplantningen. Noget efter kom han tilbage. „Jeg troede gale mig Amor var løbet væk,“ sagde han gentagende og undgik omhyggeligt at se Rud i Øjnene. Stille vadede han ud og fiskede med Foden den døde Mus op.

De havde lagt den paa en Sten i Solen for at den skulde leve op igen. Da det ikke lykkedes, huskede Pelle en Historie om nogle Folk der var druknet i en Sø derhjemme, og som kom til sig selv igen da man skød med Kanoner over dem. De slog de hule Hænder sammen over Musen, og da det heller ikke førte til noget besluttede de at begrave den.

Rud kom i Tanke om, at hans Bedstemor i Sverig netop blev begravet i disse Dage, og det fik dem til at gaa frem med en vis Højtidelighed. De lavede Kiste af en Tændstikæske og pyntede den med Mos; de laa paa Maven og firede med Sejlgarn Kisten ned i Graven — med stor Omstændelighed forat den ikke skulde komme til at staa paa Hovedet. Et Tov kunde jo springe, det hændte undertiden; og Illusionen tillod ikke, at de rettede ved Kistens Stilling med Hænderne bagefter. Siden kiggede Pelle ned i sin Hue, mens Rud læste over den afdøde og kastede Jord paa. Og de smed Graven til.

„Bare den nu ikke er skindød og vaagner op igen!“ udbrød Pelle pludselig. De havde begge hørt mange uhyggelige Historier om Skindøde, og gennemgik sammen alle Muligheder: hvordan man vaagnede op, og ikke kunde faa Luft, og bankede paa Laaget, og gav sig til at æde af sine egne Hænder — til Pelle tydeligt kunde høre det banke paa Laaget dernede. I en Fart fik de Kisten op og undersøgte Musen; ædt af sine Forpoter havde den ikke, men den havde ganske bestemt drejet sig om paa Siden. De begravede den igen; for en Sikkerheds Skyld gav de den en død Skarnbasse med i Kisten og stak et Halmstraa ned i Graven for Lufttilførsel. Saa pyntede de Tuen op og satte en Mindesten.

„Nu er den død du!“ fastslog Pelle alvorligt.

„Ja det er den min Sjæl — saa død som en Sild.“ Rud havde lagt Øret til Straaet og lyttede.

„Nu er den vist oppe hos Gud i al sin Herlighed, helt højt højt oppe.“

Rud blæste foragteligt:

„Aa dit Fjols, tror du den kan kravle der op.“

„Mus kan da godt kravle!“ Pelle var muggen.

„Ja, men ikke gennem Luften — det kan kun Fuglene.“

Pelle følte sig slaaet af Marken og trængte til Hævn.

„Saa er din Bedstemor heller ikke i Himlen!“ erklærede han afgjort. Der sad alligevel Nag i ham endnu fra det med Museungen.

Men det var mere end Rud kunde lade sidde paa sig. Han var ramt lige i Slægtsfølelsen og gav Pelle en i Siden med Albuen; og i næste nu trillede de rundt i Græsset med hinanden i Haaret og gjorde kejtede Forsøg paa at ramme hinandens Næse med knyttet Næve. De væltede rundt i en Klump hvor snart én snart den anden var ovenpaa, hvæsede hæst, stønnede og gjorde drabelige Bevægelser. „Jeg skal faa dig til at nyse rødt“, sagde Pelle indædt og hævede sig over Modstanderen. Men i næste Øjeblik var han nede igen; og Rud hang over ham og udstødte de frygteligste Trusler om blaa Øjne og dansende Sole. Deres Stemmer var tykke af Lidenskab.

Og pludselig sad de over for hinanden i Græsset og overvejede, om de skulde stikke i at skraale. — Saa rakte Rud Tunge, Pelle gjorde Skridtet videre og gav sig til at le, de var igen de bedste Venner af Verden. De rejste Mindestenen der var væltet i Kampens Hede, og sad siden med hinanden i Haanden og hvilede ud efter Stormen — noget mere stille end sædvanlig.

Det var ikke fordi der sad mere ondt i Pelle; men Spørgsmaalet havde faaet selvstændig Betydning for ham, der maatte Mening ind i det. Det sprang grundende frem i hans Øjne, og han udbrød tænksomt:

„Ja men du har jo selv fortalt, at hun var lam i Benene.“

„Ja hvad saa?“

„Saa kunde hun da ikke kravle op i Himlen.“

„Aa dit Kadaver — det er jo hendes Aand!“

„Saa kan Musens Aand ogsaa godt være deroppe.“

„Pyh! Nej for Mus har ingen Aand.“

„Saa? — Ellers kunde de vel ikke aande!“

Dér stod Rud! og der var det kedelige ved det at han gik paa Søndagsskole. Næverne havde været gode nu igen; men hans Instinkt sagde ham, at Pelle før eller senere vilde faa Overtaget i at slaas. Og Bedstemoderen var i al Fald reddet.

„Ja“ — sagde han eftergivende — „og aande det kunde den. Men saa har dens Aand faret op og væltet Stenen om du — det har den!“

En fjærn Lyd naaede ned til dem, langt oppe mod Hytten tegnede en tyk Kvindeskikkelse sig; hun stod og vinkede truende.

„Soen kalder paa dig,“ sagde Pelle; de to Drenge kaldte hende aldrig andet indbyrdes.

Saa maatte Rud af Sted. Han fik Lov at tage det meste af Madkurvens Indhold og aad løbende; de havde haft for travlt til at spise.

Pelle satte sig op i Klithegnet og holdt Maaltid. Som sædvanlig naar Rud havde været ude hos ham begreb han ikke, hvor Dagen var blevet af. Der var et Ophold i Fuglesangen, og ikke et eneste Kreatur laa ned længer, saa Klokken maatte mindst være fem.

Oppe ved Gaarden var de i Færd med at age ind. I fuld Trav gik det, ud og hjem, ud og hjem; Karlene stod op i Vognbunden og pryglede løs paa Hestene med Enden af Tømmen. Og de svingende Læs fór af Sted langs Markvejene; de lignede strittende Smaakryb, der er bleven overrasket og piler i Skjul.

Der kørte en Enspænder ud fra Gaarden og tog Landevejen fat mod Staden, i stærkeste Trav. Det var Stengaardsbonden; han skulde nok til Staden og ture, saadan som han kørte! Saa var det galt derhjemme, og der blev Graad paa Gaarden til Natten.

Ja, ja, nu kørte Far Lasse ud med Vandvognen, saa var Klokken halv seks. Det kendtes ogsaa paa, at Fuglene begyndte deres hyggelige Aftenkvidder, der gik lav og tindrende lige som Solens Straaler.

Langt inde over Stenværket hvor Kranerne tegnede sig mod Himlen, steg nu og da en Røgsky til Vejrs og brast i et Springvand af Klippestykker. Langt om længe kom Knaldet drattende, i Stumper og Stykker; det lød som en løb og daskede sig paa Laarene med Bælgvanter.

De sidste Timer var altid lange — Solen blev saa langsom i det. Og Tiden havde heller intet Indhold, Pelle selv var træt, og Aftenstilheden lagde sig dæmpende i Vejen for stærke Ytringer. Men nu kørte de ud til Malkning deroppe, og Kvæget begyndte at græsse sig op efter den Kant af Engen der vendte mod Gaarden; saa stundede det.

Og endelig begyndte Vogterdrengene at jodle ovre ved Nabogaardene, først én, saa faldt der flere ind —:

„Aa driv hjem, aa—haa, aa—aa—haa! Aa—haa, aa—haa! Aa—haa, aa—haa! Aa driv hjem, aa—aa—haa! aa—haa!“

Fra alle Sider dirrede den bløde Sang over det faldende Land; som en lykkelig Graad løb den ud i Luftens begyndende Tindren, og Pelles Kvæg blev saa langstrakt i sine Bevægelser. Men endnu turde han ikke drive hjem; der vankede Knubs af Forvalteren eller Eleven om han kom for tidlig.

Han stod øverst ved Engen og gennede for Hovedet af sine stundende Kreaturer. Og da de sidste Toner af Hjemdriftsangen var døet helt hen, stemte han selv i og traadte til Side. Kreaturerne løb med en egen kort Trippen og fremstrakte Hoveder; Græssets Skygger laa i lange fine Striber hen over Jorden; Dyrenes Skygger var uendelige. Nu og da brølede Kalvene langeligt og slog over i Galop. De længtes — og Pelle længtes.

Bag en Glime skød Solen lange Straaler ind gennem Rummet, som havde den taget alle sine Ævner hjem for Natten og nu strakte dem i én Higen, fra Vest til Øst. Alting pegede i lange tynde Striber, Kreaturernes Higen laa synlig efter dem i Luften.

I Barnets Sind var der slet intet ude mere; alt var taget hjem og rakte sig fremover i en næsten syg Længsel efter Faderen. Og naar han endelig svingede om Hjørnet med Hjorden og gamle Lasse stod der, lykkeligt smilende med sine hudløse Øjne, og aabnede Leddet til Folden, saa brast det for Drengen og han kastede sig grædende ind til Faderen.

„Hvad er der Pøjke, hvad er der?“ spurgte den Gamle saa med Bekymring i Stemmen, og strøg en rystende Haand over Barnets Kind. „Har nogen gjort dig ondt? Naa ikke — da var det vel! Bedst er det nok at de hytter sig — for glade Børn staar i Guds egen Varetægt. Og Lasse skulde vel heller ikke blive god at nappes med han, om det kom dertil. — Ja saa du har længtes? Da er der skønt at være i dit lille Hjærte, og Lasse kan kun være glad han. — Men gaa du nu ind og æd — og græd ikke.“

Han snød Drengens Næse med sine haarde krogede Fingre og skubbede ham læmpeligt af Sted.

V

Manden som var udsendt af Gud og havde de alvorligt bebrejdende Øjne, var Pelle ikke længe om at komme ud over. Han viste sig at være en slet og ret Smaamester nede i Lejet, som talte i Forsamlingshuset om Søndagen; det hed sig tilmed at hans Kone drak. Rud gik i Søndagsskole hos ham, og han sad smaat i det — han var ganske almindelig.

Desuden havde Gustav faaet en Kasket, hvis Puld kunde vende tre forskellige Sider ud — en af blaa Dyffel, en af vandtæt Voksdug, og en af hvidt Lærred til Solskinsbrug. Det var en spændende Viden, som fortrængte alt andet og laa pirrende fremme i Pelles Bevidsthed mange Dage; han brugte Vidunderkasketten til at maale alt stort og attraaværdigt med. Indtil han en Dag gav en smukt snittet Haandstok for Tilladelsen til selv at gøre Kunststykket med at krænge Pulden. Saa fik han endelig Ro, og Kasketten maatte ind i hans dagligdags Verden den ogsaa.

Men hvordan saa der ud i Proprietær Kongstrups store Sale? Dér laa vel Pengene paa det bare Gulv, Guldet for sig og Sølvet for sig; og midt i hver Dynge stod et Skæppemaal! Hvad betød Ordet _formaalstjenlig_, som Forvalteren brugte naar han talte med Storbonden? og hvorfor brugte Karlene Ordet _Svensk_ som Skældsord mod hinanden — de var jo svenske allesammen? — Inde bag Klippebrynet hvor Stenværket laa, hvad var dér? — ja dér var jo Gaardens Grænse til den ene Side! Han havde ikke været der endnu, men skulde derind med Faderen saa snart Lejlighed gaves; rent tilfældigt havde de faaet Spørgedom paa, at Lasse havde en Broder som ejede Hus derinde. Saa det var jo forholdsvis kendt.

Histnede laa Havet, det havde han selv sejlet paa! Ude paa det gled Skuder baade af Jærn og Træ, men hvordan kunde Jærn flyde som var saa tungt? Vandet i Havet maatte være stærkt, for i Dammen gik Jærn øjeblikkelig til Bunds. Midt ude var Dammen bundløs, saa der blev man nok ved at synke i al Evighed! Den gamle Tækkemand havde i sin Ungdom haft over hundrede Favne Reb dernede med et Dræg ved for at finde en Spand op, men han naaede aldrig Bund. Og da han vilde drage Rebet op igen, var der nogen dybt nede som greb fat i Drægget og vilde trække ham ned, saa han maatte slippe det hele.

Gud Herren — ja han havde stort hvidt Skæg lige som Kaasegaardsbonden; men hvem holdt Hus for ham paa hans gamle Dage? Sankte Peter det var nok hans Forvalter det! — Hvordan kunde de gamle tørre Kør føde lige saa unge Kalve som Kvierne? — — — — — — — — — — — — — — — — —

Der var én stor Selvfølgelighed, som man ikke rettede sin Spørgen paa og overhovedet ikke tænkte over i den Forstand, fordi det var selve Grundlaget for al Tilværelse — Far Lasse. Han var der simpelthen, stod som en tryg Mur bag alt hvad man foretog sig. Han var det egenlige Forsyn, den sidste store Tilflugt i ondt og godt; han kunde alt hvad han vilde — Far Lasse var almægtig.

Saa var der ét, naturligt Midtpunkt i Verden, Pelle selv. Om ham maatte alt lejre sig, hver Ting var til for hans Skyld — for at han kunde lege med den, gaa og grue for den, eller lægge den til Side til en stor Fremtid. Selv de fjærnere Trær, Huse og Stene i Landskabet, som han aldrig havde været paa nært Hold, tog Stilling til ham, enten venligsindet eller som Fjender. Og Forholdet maatte gøres nøje op for hver ny Ting der kom inden for hans Sfære.

Lille var hans Verden, han havde først lige begyndt at skabe den. En god Armlængde til alle Sider var der nogenlunde fast Land, udenfor drev den raa Materie, Kaos. Men Pelle fandt allerede sin Verden uhyre, og havde god Vilje til at gøre den uendelig. Han huggede umætteligt ind, hans opspilede Sanser drog alt det til der kom inden for Rækkevidde; de var som et Maskinsvælg hvori Materien uafladelig styrtede sig i hvirvlende Smaadele. Og i Suget bag dem kom andre og andre — hele Verdensaltet var paa Vandring hen imod ham.

Pelle formede og satte fra sig, tyve ny Ting i Sekundet. Jorden voksede ud under ham til en Verden, der var rig paa Spænding og groteske Former, Uhygge og de mest dagligdags Ting. Han færdedes utrygt i den, for idelig var der noget der forskød sig og maatte omvurderes eller skabes om; de selvfølgeligste Ting slog over og blev med ét til haarrejsende Vidundere — eller omvendt. Han gik om i en bestandig Undren, og forholdt sig afventende selv til de kendteste Ting. For hvem vidste hvilke Overraskelser de vilde berede.

Dér havde han hele sit Liv haft Lejlighed til at fastslaa, at Bukseknapper var drejede af Ben og havde fem Huller, et stort i Midten og fire mindre udenom! Og saa kommer en Dag en af Karlene hjem fra Staden med et Par nye Bukser, hvori der sidder Knapper som er af skinnende Metal og ikke større end en 25-Øre. De har kun fire Huller, og Traaden skal ligge overkors i dem, ikke fra Midten og ud som i de gamle.

Eller den store Solformørkelse som han havde været spændt paa hele Sommeren, og som alle de Gamle sagde vilde drage Verdens Undergang efter sig. Han havde glædet sig til det — navnlig det med Undergangen; det vilde være noget af en Oplevelse, og et eller andet Sted i ham sad der en Stump Fortrøstning til, at han nok skulde klare den for sit Vedkommende. Solformørkelsen kom ogsaa som den skulde, det blev tilmed Nat som ved Dommedag, Fuglene blev saa stille, og Kreaturerne brølede og vilde løbe hjem. Men saa blev det lyst igen som ellers, og det hele løb ud i ingenting.

Saa var der uhyre Rædsler, der med et Slag afslørede sig som bitte smaa Ting — gudskelov da! Men der var ogsaa Glæder som skabte hæftig Hjærtebanken — og blev til slet og ret Kedsomhed naar man kom hen til dem.

Langt ude i den taagede Masse drev der usynlige Verdener forbi som intet havde med hans egen at skaffe; en Lyd ude fra det ubekendte skabte dem helt og holdent i samme Nu. De blev til paa samme Maade, som Landet her den Morgen han stod paa Damperens aabne Mellemdæk og hørte Stemmer og Støj gennem Taagen: vamsede og mægtige, med Former der virkede som uhyre Bælgvanter.

Og inden i én var der Blodet og Hjærtet og Sjælen. Hjærtet havde Pelle selv fundet ud af, det var en lille Fugl som var lukket inde; men Sjælen borede sig som en Orm derhen i Kroppen hvor Begæret sad. Gamle Tækkemand Holm havde trukket Sjælen som en tynd Traad ud af Tommelen paa en, der led af Stjælesyge. Pelles egen Sjæl var kun god, den sad ham i begge Øjenstene og spejlede Far Lasses Billede, saa tidt denne saa ind i dem.

Blodet var det værste, derfor lod Far Lasse sig altid aarelade naar der var noget i Vejen med ham — de onde Vædsker skulde ud. Gustav tænkte meget paa Blodet og kunde fortælle de underligste Ting om det; han gik og snittede i sine Fingre blot for at se om det var modent. En Aften kom han over i Kostalden og viste en blødende Finger frem; Blodet var helt sort. „Nu er jeg en Mand,“ sagde han og svor vældigt. Men Pigerne gjorde blot Nar ad ham, han havde ikke baaret sin Tønde Ærter paa Loftet endnu. — — — —

Saa var der jo Helvede og Himlen — og Stenværket hvor de huggede hinanden med tunge Hammere naar de var fulde. Folkene i Stenværket det var Jordens største Kæmper, en af dem havde spist ti Spejlæg paa én Gang uden at blive syg. Og Æg var dog selve Kraften.

Nede i Engen hoppede der Lygtemænd søgende om i de dybe Sommernætter; en af dem holdt sig altid i Nærheden af Aaen, og stod og spillede paa Toppen af en lille Stenbunke som laa der midt i den fede Eng. For et Par Aar siden havde en Pige en Nat født et Barn herude i Klitterne, og da hun ikke vidste sine levende Raad for Far til Barnet, druknede hun det i et af de Huller, Aaen skærer hvor den drejer. Gode Mennesker rejste den lille Dysse, for at Stedet ikke skulde gaa i Glemme; og over Dyssen gav Barnets Sjæl sig til at brænde i de dybe Nætter, paa den Aarstid Pigen havde født. Pelle troede, Barnet selv var begravet under Stenene, og pyntede nu og da Bunken med en Fyrregren; men paa det Sted af Aaen legede han aldrig. Pigen kom jo over Havet, i Slaveriet paa mange Aar; og Folk undredes paa Faderen. Hun havde ingen lagt ud, men Gud og hvermand vidste hvem det var alligevel. Det var en ung fremmelig Fisker nede fra Lejet, og Pigen var af fattigste Slags; saa der kunde aldrig blevet Tale om et Par af de to. Pigen havde vel saa foretrukket dette her, fremfor at løbe ham paa Dørene om Hjælp til Barnet — og sidde i Lejet som Væverpige med en uægte Unge til Spot og Spe! Og det maatte man sige, at han holdt Ørerne godt stive, hvor mangen en maaske vilde have skammet sig og taget ud paa Langfart.

Nu i Sommer, to Aar efter at Pigen kom hen, gik Fiskeren en Nat langs Stranden hjem mod Lejet med nogle Garn paa Nakken. Han var en haard Hund og betænkte sig ikke paa at tage den korteste Vej op over Engen; men da han kom godt inden for Klitten, var der en Lygtemand i hans Spor og han blev angst og gav sig til at løbe. Den halede stærkt ind paa ham, og da han sprang over Aaen for at lægge Vand mellem sig og Aanden, greb den fat i Garnet. Saa skreg han Guds Navn og løb sanseløs fra det hele. Næste Morgen ved Solopgang hentede han og Faderen Garnet, det havde faaet fat om Dyssen og laa tværs over Aaen.

Saa søgte Knøsen til de Hellige, og Faderen forlod sin Svir og fulgte ham. Tidlig og silde kunde man træffe den unge Fisker ved deres Møder, og ellers gik han om som en Misdæder med hængende Hoved, og ventede blot paa at Pigen skulde komme hjem fra Slaveriet, saa han kunde gifte sig med hende.

Pelle var med i det hele. Pigerne talte gysende om det, naar de hang paa Karlenes Skød i de lange Sommeraftener, og en kærlighedssyg Karl indefra havde lavet en Vise om det, som Gustav sang til sin Harmonika. Saa græd alle Gaardens Piger, selv Raske Sara fik Vand i Øjnene og begyndte at tale til Mons om Forlovelsesringe.

En Dag Pelle laa paa Maven og trallede og fægtede med de nøgne Fødder i den blanke Luft, saa han en ung Mand staa nede ved Dyssen og lægge Stene paa den som han tog af sine Lommer; derpaa knælede han. Pelle gik hen til ham.

„Hvad bestiller du?“ spurgte han dristigt — han følte sig paa sit eget. „Læser du Aftenbøn?“