Part 5

Han var midt i sin Søndagsandagt. Stump for Stump tog han langsomt de Smaating frem der var bragt med fra det opløste Hjem. Det var lutter Nyttegenstande: Garnnøgler, Tøjstumper og lignende, der gik med efterhaanden til at holde hans og Drengens Klæder ved Lige. Men for ham var hver Ting en Relikvi der maatte tages varsomt om, og det blødte i ham hvergang en eller anden Del slap op. For hver Genstand han lagde til Side gentog han langsomt, hvad Bengta havde sagt om deres Bestemmelse, da hun laa for Døden og ordnede alt paa det bedste for ham og Drengen: „Garn til Pøjkens graa Sokker! — Lapper til hans Søndagstrøje som skal snart lægges ned paa Ærmerne! — Huske ikke at gaa for længe med Hoserne forinden de bødes!“ Det var den Døendes sidste Vilje, og den blev efterkommet i et og alt. Lasse bevarede den ordret trods sin daarlige Hukommelse.

Saa var der Smaating som havde tilhørt Bengta selv, billig Pynt med hver sin glade Historie fra Marked og Højtider, som han mumlende opfriskede.

Drengen holdt af denne dæmpede Brummen, som han ikke behøvede at høre efter eller svare paa — og som var saa behagelig at glide bort i. Han laa og døsede og kiggede ud mod den lyse Himmel, mæt og træt og med en svag Fornemmelse af noget uhyggeligt der var overstaaet.

Det gav et Sæt i ham. Han havde hørt Døren til Kostalden gaa, og nu lød der Støvleskridt paa den lange Fodergang. Det var Eleven, han kendte straks de forhadte Skridt igen.

Det krøb i ham af Glæde. Nu skulde den Fyr faa at føle, at man ikke maatte gøre Drenge noget, naar de havde en Far der kunde løfte sin Mand i stiv Arm og skælde ud — ja meget værre end Forvalteren. Nu skulde — han rejste sig over Ende og stirrede spændt paa Faderen.

„Lasse!“ kaldtes der nede i Kostalden.

Den Gamle brummede tvært. Han blev siddende men flyttede uroligt paa sig.

„Las—se!“ lød det lidt efter igen, vigtigt og utaalmodigt.

„Ja—ha!“ Lasse rejste sig og gik derud.

„Kan du ikke svare naar man kalder paa dig, din svenske Hallunk? Er du døv?“

„Jo svare kan jeg vel,“ sagde Lasse med rystende Stemme. „Men Hr. Eleven skulde nu ikke — — jeg er Fader skal jeg sige — — og Faderhjærtet — —“

„Jeg er tilfreds du var Jordemor, saa skal du svare naar man kalder! Ellers skal jeg faa Forvalteren til at snakke lidt med dig — forstaar du det!“

„Ja saa, ja jo — Hr. Eleven faar undskylde, men jeg hørte ikke —“

„Naa men vil du saa huske, at Aspasia ikke skal med paa Græs i Morgen.“

„Skal hun kælve kanske?“

„Ja naturligvis! Troede du maaske hun skulde fole?“

Lasse lo pligtskyldigst og fulgte Eleven tilbage gennem Stalden. Nu maatte det vel komme, Pelle sad op og stirrede i stiv Lytten. Men han hørte blot Faderen gøre endnu en Undskyldning, lukke Halvdøren og komme tilbage med langsomme stolprende Skridt. Saa brast han i Graad og krøb langt ned under Dynen.

Lasse gik og rodede en god Stund og smaagnavede over et eller andet; saa kom han hen og trak varsomt Dynen bort fra Drengens Hoved. Men Pelle borede sit Ansigt ned i Sengeklæderne, og da Faderen drejede det mod sig, mødte han et fortvivlet uforstaaende Blik der fik hans eget til at flakke hvileløst i Kamret.

„Ja“ sagde han med et Forsøg paa at være gnaven „du kan sagtens tude. Men naar én nu ikke ved hvor Aspasia staar, saa faar man vel være høflig ved jeg.“

„Jeg kender godt Aspasia, hun staar tredje fra Døren her,“ hulkede Drengen.

Lasse vilde give et vrangt Svar men sank sammen i det, grebet og afvæbnet af Drengens Fortvivlelse. Han overgav sig paa Naade og Unaade, bøjede sig ned saa han støttede sin Pande mod Drengens, og sagde hjælpeløst:

„Ja Lasse er fattig ja, gammel og fattig! en Flab kan spille ham paa Snuden. Gnistre i Vrede kan han ikke længer, og ingen Kræfter er der i Næven — hvad hjælper det saa én knytter den! Alting maa han tage imod — og lade sig slænge hid og did — og takke til! — saadan er gamle Lasse. Men saa maa du huske, at det er for din Skyld han lar sig spytte paa; ellers tog Lassefar sit Kram og gik — alt det gammel han er. Men du kan gro af det din Far muldner. Og saa faar du stoppe Graaden!“ Han tørrede Drengens vaade Øjne med Dynen.

Pelle forstod ikke Faderens Ord, men de beroligede ham alligevel, og lidt efter faldt han i Søvn. Men længe laa han og snøftede i Søvne.

Lasse sad stille paa Sengekanten og lyttede til Drengens Søvn, og da den var blevet nogenlunde rolig listede han gennem Stalden og ud. Det havde været en fattig Søndag, og nu vilde han dog hen og se, om nogen af Karlene var hjemme og havde Besøg — for saa vankede der Brændevin. Lasse nænnede ikke selv at tage op af Lønnen til at købe Snaps for; de Penge fik nok at gøre om de skulde strække til det nødvendige. —

Paa en af Sengene laa en Karl og sov, fuldt paaklædt og med Støvlerne paa — han var døddrukken. Ellers var de alle ude. Lasse opgav saa Snapsen og stolprede over mod Kælderen for at se, om der skulde være lidt Livlighed hos Pigerne. Han kunde godt have Mod paa et eller andet — nu han var løs og ledig og sin egen Mand ligesom i Ungdommens Vaar.

Oppe ved Mælkestuen stod de tre Husmandskoner der plejede at malke for Pigerne Søndag Aften. De var tæt indbundne, smaa og krøgede af Slid; Munden gik paa dem alle tre, de talte om Sygdom og anden Elendighed i en klynkende Tone. Lasse følte en øjeblikkelig Trang til at slutte sig til dem, Æmnet klang igen i ham som Tonerne af en kendt Vise, han kunde falde ind i Omkvædet af hele sin Livserfaring. Men han strittede imod og gik forbi dem ned ad Kældertrappen. „Ak ja, Døden er os alle vis!“ sagde en af Konerne, og Lasse sagde de Ord efter for sig selv idet han gik ned.

Nede i Kamrene sad Karna og lappede paa Gustavs Molskindsbukser; Gustav laa paa Bænken og sov med Kasketten over Ansigtet. Han havde smidt sine beskidte Fødder op i Karnas Skød — uden saa meget som at tage Skoene af! Og hun sad og gjorde sit Skød bekvemt, for at hans Skanker ikke skulde glide ned.

Lasse satte sig ved Siden af hende og forsøgte at gøre sig til, han trængte til lidt Hygge. Men Karna var ikke til at komme nær — de beskidte Drengekoder gjorde hende tosset i Hovedet. Og Lasse havde glemt det, eller han manglede Sikkerheden — hvergang han forsøgte med en Venlighed, slog hun fra sig.

„Vi kunde have det saa hyggeligt vi to halvgamle,“ sagde han haabløst.

„Ja og jeg kunde vel nok gøre Udvej for det der manglede,“ sagde Gustav og kiggede frem bag Huen. Den Flab som laa der og blærede sig med sine sytten Aar! — Lasse havde Sind til at vælte sig ind paa ham og lade det komme an paa Kræfterne endnu engang.

Men han nøjedes med at sidde og se hen paa ham, til de røde vippeløse Øjne løb fulde af Vand. Saa rejste han sig.

„Ja ja, du vil nok Ungdom i Aften du!“ sagde han bittert til Karna — „men dine Aar løber du vel ikke fra, du heller! Kanske kommer du bare til at slikke Skeen efter de andre.“

Han gik over i Kostalden og gav sig i Snak med de tre Husmandskoner, der fremdeles talte om Sygdom og Elendighed og Død som var der ikke andet til paa Jorden. Lasse nikkede og sagde: „Ja ja, det er vist.“ Han kunde af Hjærtet sige god for det alt sammen, og han kunde lægge mangt og meget til de andres. Det gav Varmen i en gammel Krop; han blev helt behagelig til Mode — saa lemydig!

Men da han laa paa Ryggen i Sengen kom det tunge igen, og han kunde ikke sove. Til daglig sov han som en Sten saa snart han fik smidt sig over Ende, men i Dag var det Søndag og han havde dette pinende Nag i sig over at være forbigaaet af Tilværelsen. Saa meget havde han lovet sig af Øen her, og saa var der ikke andet end Slid og Slæb og Bekymring — ikke det Gran andet.

„Lasse er gammel ja!“ sagde han pludselig højt, og de Ord blev han ved at gentage, lidt og lidt varierede, til han faldt i Søvn: „Gammel er han Staklen — og ude af Spillet! — Ak saa gammel!“ De Ord rummede det hele.

Han vaagnede igen ved Sang og Hujen ovre paa Landevejen:

„Og Drengen som du gav mig med det sorte krøllede Haar, han er nu voksen bleven, ja bleven, ja bleven, ret til en Yngling stor!“

Det var nogle af Gaardens Karle og Piger der kom hjem fra Morskab. Da de svingede ind paa Kørevejen til Gaarden blev de tavse.

Det var lige begyndt at lysne, Klokken kunde vel være to.

IV

Klokken fire var Lasse og Pelle i Tøjet og slog Dørene op fra Kostalden ud til Marken. Derude rullede Jorden sig ud af sin hvide Nataande, og Morgenen løftede sig forudsigende. Lasse stillede sig gabende i Stalddøren og fastslog Dagens Vejr; men Pelle lod Luftens slørede Toner og Lærkesangen — alt dette der steg — slaa mod sit lille Hjærte. Med aaben Mund og usikre Øjne saa han ind i det ufattelige som hver ny Dag var med alle sine utænkelige Muligheder. „I Dag maa du tage Frakken med, for op imod Middag faar vi Regn,“ kunde Lasse saa sige; og Pelle kiggede ud i Luften for at komme efter, hvor Faderen nu vidste det fra. For det slog gærne til.

Saa gav de sig til at muge Kostalden, Pelle skrabede ned under Kørne og fejede efter i Floren, Lasse læssede paa Børen og trillede ud. Klokken halv seks nød de deres Morgenmaal — Spegesild og Søbe.

Saa drev Pelle ud med Ungkvæget, han havde Madkurven paa Armen og Klaffen slynget mange Gange om Halsen. Faderen havde lavet ham en kort tyk Ringstav, som man kunde rasle advarende med og kaste efter Kvæget; men Pelle foretrak Klaffen, fordi han endnu ikke havde Kræfter til at bruge den.

Lille var han, og det kneb ham i Begyndelsen at gøre Indtryk paa de store Magter, han havde under sig. Han kunde ikke faa sin Stemme til at lyde skrækindjagende nok, og Uddriften var strængt Arbejde, især oppe ved Gaarden hvor Sæden stod høj paa begge Sider af Markvejen. Kreaturerne var morgensultne; og de store Stude gad slet ikke flytte sig for ham, naar de først havde faaet Mulen begravet i Kornet og han stod og pryglede løs paa dem med Klaffens stumpede Skaft. Den seks Alen lange Snært, som for en øvet Haand klippede Huden af Kreaturerne i smaa trekantede Huller, kunde han slet ikke svinge; og sparkede han Studen i Hovedet med sin Træsko, lukkede den blot godlidende Øjnene og græssede sindigt Bagen til ham. Saa brød han sammen i selvopgivende Skraalen, eller fik smaa Anfald af Raseri hvor han angreb blindt og søgte at komme Dyrets Øjne til Livs — men lige meget hjalp det. Kalvene kunde han altid faa til at flytte sig ved at sno Halen paa dem, men Studenes Haler var for kraftige.

Han græd dog ikke længe ad Gangen over sine smaa Midlers Fallit. En Aften fik han Faderen til at sætte en Brod i den ene Træskosnude; siden blev hans Spark respekteret. Dels af sig selv dels gennem Rud lærte han ogsaa at finde de Steder paa Dyrene der gjorde ondt. Kviekalvene havde deres ømme Sted i Yveret og Lysken, de to Tyrkalve i Testiklerne; et velrettet Slag mod et Horn kunde faa de store Stude til at bøge af Smærte.

Uddriften var stræng, men selve Vogtningen var et Herreliv. Naar Kvæget først var faldet til Ro over Græsningen, følte han sig som en General og lod sin Stemme lyde ustanselig over Engen, mens det gik i hans lille Krop af Stolthed og Magtfølelse.

Det kneb for ham at være borte fra Faderen. Han kom ikke hjem til Middag, og bedst som han gik og legede kunde der falde Fortvivlelse over ham; han bildte sig da ind at der var sket Faderen noget ondt, at den store Tyr havde taget ham paa Hornene — et eller andet. Saa lod han det hele i Stikken og løb skraalende hjemad, men kom i Tide til at huske Forvalterens Pisk og traskede tilbage igen. Han raadede Bod paa Længslen ved at vælge sin Standplads saaledes, at han kunde holde Øje med Markerne deroppe og se Faderen, naar han gik ud for at flytte Malkekvæget.

Han lærte sig til at snitte: Skibe og smaa Markredskaber og Haandstokke med mønstret Bark — Kniven faldt godt i hans Haand, og han brugte den flittigt. Timevis kunde han ogsaa staa paa Toppen af en Bavtasten — han troede det var en Ledstolpe — og forsøge at slaa de skudlignende Knald med Klaffen. Han maatte krybe til Vejrs for overhovedet at faa Snærten fra Jorden.

Naar Kvæget midt paa Formiddagen lagde sig, var han ogsaa gærne træt. Saa satte han sig paa Panden af en af de store Stude og holdt om Spidserne af dens Horn. Og mens Studen laa og gumlede, svagt dirrende som en Maskine, sad han paa dens Hoved og skraalede af fuld Hals Sange om ulykkelig Kærlighed og grufulde Massemord.

Henad Middag kom Rud løbende og var skrupsulten; Moderen jog ham hjemmefra naar Maaltiderne nærmede sig. Pelle delte altid sin Madkurv med ham, men krævede at han skulde genne et vist Antal Gange for hvert Stykke Mad. De to Drenge kunde ikke undvære hinanden en Dag til Ende. De tumlede sig i Engen som to Hundehvalpe, sloges og blev gode Venner igen tyve Gange om Dagen, svor de frygteligste Trusler om Hævn der skulde komme i den og den Voksnes Skikkelse, og sad i næste Øjeblik med hinanden om Halsen.

En halv Fjerdingvej bred Bræm af Klitter skilte mellem Stengaardens Marker og Havet. Inden for Klitterne var Jorden stenet og laa hen som mager Græsning; men paa begge Sider af Aaen kilede en Strimmel saftig Eng sig ind mellem Klitterne, der var dækkede af Dværgfyr og Marehalm for at binde Sandet. Her paa Engen var der bedst Græsning, men det var besværligt at passe begge dens Sider, da Aaen løb imellem. Og det var med haarde Trusler indskærpet Drengen, at intet Dyr maatte sætte sin Fod i Klitten, da den mindste Rift kunde fremkalde Sandflugten. Pelle tog Tingene helt bogstaveligt, hele den Sommer tænkte han sig noget som en Eksplosion, der fik det hele til at ryge i Luften saasnart et Kreatur betraadte det. Og denne Mulighed hang bagved alting som en Skæbne, naar han vogtede hernede. Naar Rud kom og de skulde lege, drev han Kvæget op paa den magre Græsgang, hvor der var Plads nok for det.

Saasnart det var Solskin løb de nøgne om. Havet turde de ikke vove sig ned til af Frygt for Forvalteren, der ganske sikkert stod oppe i Hovedbygningens Kvist og holdt Øje med Pelle altid gennem sin Kikkert. Men i Aaen badede de — af Vandet og i Vandet igen i det uendelige. Efter stærk Regn svulmede den op og var da ganske mælkehvid af Kaolin, som den rev løs af Brinkerne længere inde; Drengene troede det var Mælk fra en uhyre stor Gaard langt inde i Landet. Med Højvande gik Havet ind og fyldte Aaen med Tang, der raadnede og farvede dens Vand purpurrødt. Det var Blodet af alle de druknede derude fra Søen.

Mellem Badene laa de under Klitten og lod Solen slikke sig tørre. De undersøgte vidtløftigt deres Legemer og udvekslede Mening om de forskellige Legemsdeles Brug og Betydning; paa dette Punkt var Rud den overlegne i Viden og optraadte belærende. Ofte kom de op at trættes om, hvem der var bedst udstyret med et eller andet —: havde det største. Pelle misundte saaledes Rud hans uforholdsmæssig store Hoved.

Pelle var en lille harmonisk bygget Fyr, han havde lagt sig Huld til siden han kom til Stengaarden. Huden strammede glansfuld over Legemet og havde en varm solbagt Farve. Rud havde en tynd Hals i Forhold til Hovedet, Panden var kantet og fuld af Ar efter talrige Fald. Han manglede fast Herredømme over sine Lemmer og var slem til at slaa og støde sig; rundt om paa ham var der blaa, underløbne Pletter som vanskelig vilde fortage sig — han havde daarligt Lægekød. Men han var ikke saa redelig i sin Misundelse som Pelle; han hævdede sig ved at prale sine Skavanker op til lutter Bedrifter, saa Pelle endte med at misunde ham alting af et ærligt Hjærte.

Rud havde ikke Pelles aabne Sanser mod Verden, men han havde mere Instinkt og besad paa Punkter en næsten genial Ævne til at foregribe det, Erfaringen først skulde lære Pelle. Han var allerede til en vis Grad gærrig — og mistænksom uden at forbinde bestemte Tanker med det. Han aad Broderparten af Maden og havde mange Udveje til at sno sig fra Arbejdet.

Bag deres Leg laa, klædt i de barnligste Former, en Kamp om Overtaget, og Pelle var indtil videre den der trak det korteste Straa; i værste Fald forstod Rud altid at tale til hans gode Egenskaber og vende dem mod ham.

Og under dette var de de bedste Venner af Verden og kunde ikke undvære hinanden. Pelle gik og kiggede langt efter „Soens“ Hytte naar han var alene, og Rud stak hjemmefra saa snart han saa sit Snit.

* * * * *

Det havde regnet stærkt op ad Morgenen til Trods for Lasse, og Pelle var gennemblødt til Skindet. Nu trak den blaasorte Byge bort derude over Havet, og Baadene stod midt i den med alle de røde Sejl oppe og kom dog ikke af Stedet. Solen stak og glitrede i det vaade, saa alting kom til at se henrykt ud; og Pelle gik og hængte sit Tøj til Tørre paa Dværgfyrren.

Han frøs og krøb ind under Pær, den største af Studene, der laa og tyggede. Det dampede af Studen, men Pelle kunde ikke blive myg ude i Lemmerne hvor Kulden havde bidt sig fast. Kinderne faldt ogsaa ind mod Tænderne, og Mellemgulvet bævrede paa ham.

Og saa kunde den ene af „Rinkerne“ ikke engang unde ham Ro. Hvergang han rigtig fik boret sig ind under Studen og skulde samle lidt Varme, stræbte den bort over Skellet mod Nord. Der var ikke andet end Sand dér, men dengang den var Kviekalv havde der været et Stykke Blandsæd — det kunde den huske endnu.

Rinkerne var to Kør der var skudt ud af Malkebesætningen paa Grund af Goldhed. Det var to sure Kreaturer, altid misfornøjede og ude paa Fortræd; og Pelle hadede dem rundeligt. To rigtige Pulverhekse var det, som ikke engang Prygl bed paa. Den ene var en Brumleko, den sparkede i Jorden og brumlede som en gal Tyr, bedst som den gik og græssede; og naar Pelle gik imod den vilde den tage ham paa Hornene. Kalv kunde den ikke blive med, men den gik og vilde ride de andre — og satte de skikkelige Stude Fluer i Hovedet; og naar den kunde se sit Snit, aad den Pelles Madklæde. Den anden Rinke var gammel og havde Kringelhorn, der pegede ind imod dens Øjne, af hvilke det ene var hvidt i Stenen.

Det var Brumlekoen, der nu var paa Spil. Hvert Øjeblik maatte Pelle op fra sit Leje og skælde: Hej Blakka din nederdrægtige Rinke, vil du vende! — han var hæs af Fortørnelse. Endelig brast hans Taalmodighed, han greb en forsvarlig Fæpāl og tog sig for at løbe Koen ind. Saasnart den saa Hensigten, satte den i Løb opefter mod Gaarden, Pelle maatte gøre en stor Bue for at faa den drejet ned mod Hjorden igen. Saa gik det i strakt Løb ud og ind mellem de andre Kreaturer, Hjorden blev forvirret og løb hid og did, Pelle maatte for en Stund opgive Forfølgelsen mens han fik den samlet. Men straks tog han fat igen, Forbitrelsen kogte i ham og fik ham til at springe som en Bold, hans nøgne Legeme tegnede lysende Sløjfer mod den grønne Eng. Han var kun et Par Favne fra Koen, men Afstanden blev ved at holde sig, han kunde ikke løbe den ind i Dag.

Han stansede oppe ved Rugen, og Koen stansede næsten i samme Øjeblik; den huggede et Par Duske Sæd og slog lange Slag med Hovedet for at vælge sin Retning. I to Kattespring var Pelle der og havde den i Halen. Han drev den Fæpālen over Snuden saa den snurrede ud af Sæden, og nu gik det i flyvende Fart ned mod de andre, mens Slagene regnede ned over dens Knokler. Henne fra Klitten kom hvert Slag drabeligt igen som Hug mod en Træstamme og fik Pelle til at svulme, Koen forsøgte at slaa ham fra sig under Løbet, men han var ikke til at ryste af. Den satte over Aaen i lange Spring, frem og tilbage, Pelle hang nærmest og svævede i Luften; men Slagene blev ved at regne ned over den. Den blev træt og sagtnede Løbet; tilsidst stod den helt stille, hostede og lod sig prygle.

Pelle smed sig plat ned paa Maven og gispede. Haa haa, det gav endelig Varmen! Nu skulde hun nok, Bæstet —. Han væltede pludselig om paa Siden med et Sæt — Forvalteren! Der stod en fremmed skægget Mand over ham og saa paa ham med alvorlige Øjne. Den Fremmede blev længe ved at stirre paa ham uden at sige noget, og Pelle vidste ikke sine levende Raad for de Øjne; saa havde han ogsaa Solen lige i Ansigtet om han vilde se igen paa Manden — og Koen stod endnu der henne og hostede.

„Hvad tror du nu Forvalteren siger?“ spurgte Manden endelig stille.

„Han har vist ikke set det,“ hviskede Pelle og saa sig sky om.

„Men Vorherre har set det, for han ser alting. Og han førte mig paa din Vej for at stanse det onde i dig, mens det endnu er Tid. Vil du ikke gærne være Guds Barn?“ Manden satte sig ved Siden af ham og tog hans Haand.

Pelle sad og ruskede i Græsset, og ønskede han havde haft sine Klæder paa; han nikkede.

„Saa maa du heller aldrig glemme, at Gud Fader ser alt hvad du gør, selv i den mørkeste Nat ser han det. Vi vandrer altid for Guds Aasyn. Men kom nu; det er ikke sømmeligt at løbe nøgen om!“ Manden tog ham ved Haanden og førte ham hen til Tøjet; derpaa gik han over til den nordre Side og gennede, mens Pelle klædte sig paa — Rinken var allerede derovre igen og havde trukket et Par andre med sig. Pelle saa forundret efter ham, han drev ganske stilfærdigt Kvæget tilbage, brugte hverken Sten eller Raab. Inden han naaede tilbage, havde Blakka igen overskredet Skællet; han vendte om og gennede den ind, lige saa sagtmodigt som før.

„Det er ikke nogen nem Ko,“ sagde han mildt, da han kom tilbage — „men du har jo unge Ben. Skal vi saa ikke brænde den dér?“ han tog den tykke Knippel op fra Jorden — „og gøre vor Gærning med de bare Hænder? Gud vil altid staa dig bi, naar det kniber! Og vil du være Vorherres rette Barn, saa skal du i Aften fortælle Forvalteren, hvordan du har baaret dig ad — og tage din Straf.“ Han lagde Haanden paa Pelles Hoved og saa en Stund paa ham med dette uudholdelige Blik. Saa gik han, Kniplen tog han med sig.

Pelle kiggede længe efter ham. Saadan saa altsaa en ud, der var udsendt af Gud for at vare ham ad! Nu vidste han det, og det skulde vare noget, før han igen løb en Ko fordærvet. Men gaa til Forvalteren og melde sig selv — og faa af Piskesnærten over de bare Ben — det skulde han dog ikke have noget af! Saa maatte Gud Herren hellere blive vred — om han nu ogsaa virkelig kunde se alting? Værre end Forvalterens kunde det aldrig blive.

Hele Formiddagen var han stille til Sinds. Mandens Øjne hvilede paa ham ved alt hvad han foretog sig, og røvede hans Frejdighed. Han prøvede sig tyst frem og fik alting fat fra en ny Side; det var ikke raadeligt at støje op, naar man altid vandrede for Gud Faders Aasyn. Han slog ingen Knald med Klaffen, men pønsede saa smaat paa at brænde den ogsaa.

Men lidt før Middag kom Rud, og det hele var glemt. Han røg af et Stykke Spanskrør, som han havde snittet af sin Moders Kakkelovnsrenser, og Pelle tiltuskede sig et Par Drag for et Stykke Mad. Først satte de sig op at ride paa Studen Amor, der laa og tyggede Drøv. Den tyggede roligt videre med lukkede Øjne, lige til Rud trykkede det brændende Spanskrør mod dens Halerod; saa lettede den sig hastigt, og Drengene trillede ud over Hovedet paa den. De lo og udmalede brovtende hver sin Kolbøtte for den anden, mens de gik op i Rén for at søge efter Brombær. Derfra gik det til nogle Fuglereder i de smaa Graner, og endelig tog de fat paa deres bedste Leg — at grave Musereder ud.

Pelle kendte hvert et Musehul i Engen; de laa paa Maven og undersøgte dem omhyggeligt. „Her er et som er beboet“ sagde Rud, „vil du bare se her er Møddingen.“ — „Ja her lugter af Mus,“ bekræftede Pelle og stak Næsen ned i Hullet. „Og Straaene vender udad — de gamle er nok ude!“

Med Pelles Kniv skar de Grønsværen bort og gav sig ivrigt til at grave med to Stykker Potteskaar. Jorden røg dem om Ørerne mens de snakkede og lo.

„Naa for Søren hvor det gaar strygende!“

„Ja saa rask kan Strøm da ikke arbejde.“ — Det var en berømt Slider, der fik 25 Øre mere om Dagen end andre Høstarbejdere og brugtes til at „trække“ Arbejdet.

„Vi kommer snart lige rags ind i Maven paa Jorden.“

„Ja, men der er gloende hedt inde.“

„Aa Sludder vel?“ Pelle holdt betænkeligt inde med Gravningen.

„Jo det siger Skolelæreren.“