Part 20

I Dag skulde hun saa rejse — Falskeblakken som havde ladet sig forlede til at bedrage den der var som en Moder for hende! Fruen fulgte dem nok tilmed ud til Dampskibet, siden den lukkede Vogn skulde af Sted!

Lasse gik ind i Kamret for at lægge et og andet til Rette, saa han kunde slippe bort i Aften uden at Pelle mærkede det. Han havde givet Pelle et Papir med lidt Sukkersager med til Madam Olsen. Paa Papiret havde han malet et Kryds med en Blyknap, og det Kryds betød i al Hemmelighed, at han vilde komme til hende om Aftenen.

Mens han tog sit pæne Tøj frem og skjulte det under noget Hø tæt ved Uddøren, gik han og nynnede:

„— men Kærligheds Trang den letted min Gang, og Vejen forkortes ved Nattergals Sang.“

Han glædede sig saa urimeligt til om Aftenen, han havde ikke været paa Tomandshaand med hende nu snart et helt Fjerdingaar. Saa var han ogsaa stolt af at have taget Skriften til sin Raadighed — og det en Skrift som Pellen nok lod være at udgranske, saa skarp en Skriftlæser han ogsaa var.

Mens de andre tog deres Hvil efter Middag, gik Lasse ude og jævnede Møddingen. Vognen stod deroppe med en stor Kuffert spændt bagpaa og en anden staaende paa Højkant oppe paa Forsmækken. Lasse gik og grundede paa, hvordan nu saadan en Pige bar sig ad, naar hun laa alene ude i den store vide Verden og skulde yde Vederlag for sin Synd. Der maatte vel være Steder, hvor de antog sig saadanne for god Betaling — derovre fandtes jo alt!

Johanne Pihl kom vraltende ind ad Porten deroppe. Det gav et Ryk i Lasse da han saa hende — hun kom aldrig for noget godt. Naar hun saadan frækt stillede sig frem heroppe, var hun altid svirende, og saa veg hun ikke tilbage for noget. Det var sørgeligt saa langt Ulykken kunde trække et Menneske nedad — Lasse maatte mindes, hvilken vakker Pige hun havde været i sin lyse Ungdom. Og nu gik hun kun ud paa at presse Mønt af sin Skændsel! Han trak sig forsigtigt ind i Stalden for ikke at blive det aabenbare Øjenvidne til noget. Derinde stod han og kiggede.

Soen gik frem og tilbage under Vinduerne og kaldte med tykt Mæle, Stemmen vilde ikke rigtig lystre hende: „Kongstrup, Kongstrup! kom herud og lad mig snakke med dig! Du maa afse nogle Penge til mig, din Søn og jeg har ikke faaet Mad i tre Døgn.“

„Det er nu en helvedes Løgn!“ sagde Lasse indædt til sig selv „— for hun har sit gode Udkomme. Men hun sviner med Guds Gaver — og nu er hun ude paa at gøre Ondt.“ Han havde den største Lyst til at tage Greben og jage hende paa Porten; men hendes giftige Tunge var ikke god at komme ud for.

Hun havde Foden paa Trappen men turde ikke gaa op, noget holdt hende i Ave saa omtaaget hun var. Der stod hun saa og famlede ved Lænet og gumlede paa en eller anden Tanke. Ind imellem hævede hun sit fede Ansigt og raabte paa Kongstrup.

Jomfru Køller kom uforvarende op af Kælderen og gik mod Trappen; hun havde Øjnene i Jorden, og saa ikke Soen før det var for sent. Saa gjorde hun hurtigt omkring. Johanne Pihl stod og grinede.

„Kom her hen Jomfru og lad mig hilse paa dig!“ raabte hun. „Er du storagtig du? — den ene kan vel være lige saa ren som den anden! Det er kanske fordi du kan fare bort i en Karet og _faa_ din over Havet? mens jeg fik min i en Roerække. Er det ogsaa noget at være kar over — vi har vel staaet for den samme Korthorns? — — Du, gaa op og sig til Stolthenriken, at hans Ældste svelter! Jeg tør ikke selv for de onde Øjne!“

Jomfru Køller var forlængst nede i Kælderen igen; men Johanne Pihl blev ved at staa der og køre løs med det samme og det samme, til Forvalteren kom farende ud imod hende. Saa trak hun sig kæftende ud af Gaarden.

Karlene var blevet vækkede i Utide ved hendes Skrigen op, de stod søvndrukne og spejdede bag Lodørene. Lasse holdt spændt Udkig fra Stalden og Pigerne havde samlet sig i Bryggerset — hvad vilde der nu ske. De ventede alle et eller andet forfærdeligt Udbrud.

Men der skete ingenting. Her hvor Fruen havde haft Ret til at ryste Himmel og Jord, — saa troløst havde de faret frem imod hende — her tav hun. Gaarden laa saa rolig som paa de Dage, hvor det var kommet til en Slags Forklaring mellem dem og Kongstrup holdt sig i Skindet. Fruen gik forbi Vinduerne deroppe og var at se til som enhver anden — der skete ingenting!

Ord maatte der dog være faldet, for den Unge saa dygtig forgrædt ud da de steg til Vogns, og Kongstrup havde sit fortumlede Væsen. Saa rullede Karl Johan af med de to; Fruen lod sig ikke se. Hun skammede sig vel dér hvor det tilkom de andre.

Der var intet sket som kunde løse Spændingen ud, og den laa som et Tryk over dem alle. Hun maatte have besindet sig paa sin ulykkelige Lod og opgivet at staa paa sin Ret, netop nu da enhver maatte give hende Medhold! Denne Ro var saa unaturlig, saa urimelig, at den gjorde tung og forstemt i Sindet. Det var jo, som led andre paa hendes Vegne og hun selv ikke havde noget Hjærte!

Men saa gik der Hul paa det, Graaden begyndte at sive ud over Gaarden, stille og jævnt som et rindende Hjærteblod. Hele Aftenen randt den udover, saa fortvivlet havde Graaden aldrig lydt over Stengaarden — den gik alle til Marv og Ben. Hun havde taget det fattige Barn til sig som sit eget, og det fattige Barn sveg hende — enhver følte paa sig selv hvor ondt hun maatte have det.

Om Natten steg Graaden til Skrig saa desperate, at selv Pelle vaagnede ved det — vaad af Sved. „Det lyder som af en i den yderste Nød!“ sagde Lasse og trak hastigt Bukserne paa, hans Hænder rystede og vilde ikke makke ret. „Hun har da vel aldrig lagt formastelig Haand paa sig selv?“ Han tændte Lygten og gik ud i Stalden, Pelle fulgte nøgen efter.

Saa med et tav Skrigene, saa brat som var Lyden hugget over med Økse; Stilheden der faldt paa sagde saa dødt, at det var for stedse. Gaarden sank i Nattemulmet som en udslukt Verden. „Nu døde vor Madmoder,“ sagde Lasse frysende og bevægede Fingrene hen over sine Læber, „maatte Gud tage lidt mildt imod hende.“ De krøb angst i Seng.

Men da de kom op om Morgenen, saa Gaarden ud som paa enhver anden Dag; Pigerne klaprede og larmede ovre i Bryggerset som sædvanlig. Lidt efter hørtes Fruens Stemme deroppe, hun sagde Besked om Arbejdet. „Jeg begriber det ikke,“ sagde Lasse hovedrystende „— saa brat kan ellers kun Døden stanse noget. Hun maa have en forbasket Magt over sig selv.“

Nu saas det ret, hvilket dygtigt Kvindfolk hun var. Hun havde ikke sat noget til i den lange Ørkesløshed, der kom Gang i Pigerne, og Kosten blev bedre. Og en Dag mødte hun op i Kostalden for at efterse om de malkede rent. Ret og Skel øvede hun ogsaa. En Dag kom de fra Stenværket og klagede, de havde ikke faaet Arbejdsløn i tre Uger. Paa Gaarden fandtes ikke Penge nok. „Saa maa vi skaffe,“ sagde Fruen, og de maatte paa Stedet stille an med at tærske. Og en Dag Karna gjorde for meget Vrøvl, fik hun en knaldende Lussing.

„Hun har lagt sig et nyt Sind til,“ sagde Lasse.

Men de gamle Arbejdsfolk kunde genkende baade det ene og det andet fra deres unge Dage. „Hun har taget Slægtens Sind,“ sagde de „— en rigtig Køller er hun.“

Saadan gik Tiden uden Forandring, hun var støt i sin Ro som hun forhen havde været støt i sin Jammer. Det laa ikke til Køllerne at sadle om, naar de først havde sat deres Sind ind paa noget. Saa kom Kongstrup hjem fra Rejsen; hun kørte ikke ud efter ham men tog imod ham paa Trappen, mild og god. Enhver kunde se hvor glad og forundret han blev — han havde nok ventet sig en anden Modtagelse.

Men om Natten da alle laa i deres gode Søvn kom Karna og bankede paa Karlenes Vindu. „Staa op og kør efter Doktoren!“ raabte hun „men I faar skynde jer!“ Raabet klang af Liv og Død, og de tørnede hovedkulds ud. Lasse der havde for Vane kun at sove med det ene Øje ligesom Hønsene, var første Mand paa Pletten og havde allerede Hestene ude af Stalden, faa Minutter efter jog Karl Johans Køretøj ud af Gaarden. Han havde en Mand med sig til at holde Lygten. Det var bælgmørkt, men man kunde høre Vognen skære sig frem i vild Fart, til Lyden blev ubegribelig tynd. Et Øjeblik tog den ny Klang — Køretøjet var drejet ind paa den makadamiserede Vej en halv Mil borte; saa døde den hen.

I Gaarden gik de og skuttede sig og kunde ikke finde Ro, de drev ind i Kamrene og ud igen for at stirre op til de høje Vinduer, hvor man løb frem og tilbage med Lys. Hvad var der sket? Det var noget med Proprietæren, for nu og da hørte man Fruens kommanderende Stemme nede i Køkkenet — men hvad? I Bryggers og Folkestue var der mørkt og stængt.

Hen paa Morgenen da Doktoren var kommet og havde taget Sagerne i sin Haand, faldt der noget mere Ro over det hele, og Pigerne saa Lejlighed til at smutte ud i Gaarden. Straks vilde de ikke sige, hvad der var paa Færde; de stod og saa undvigende til hinanden og lo saa besynderlig fæisk. De fik det da efterhaanden frem ved at fortælle saa den ene saa den anden i smaa Stød: Kongstrup havde i et Anfald af Vildelse øvet Vold mod sig selv — han havde nok været drukken. Deres Ansigter fortrak sig hæsligt i en Blanding af Rædsel og Fnisen; og da Karl Johan alvorligt spurgte Lyse Marie: I lyver da vel ikke? brast hun i Graad. Der stod hun og lo og græd mellem hinanden, det hjalp ikke, alt det Karl Johan skammede hende ud.

Men sandt var det, skønt det lød som den forrykteste Sansage, at en Mand kunde gøre noget saadant ved sig selv. Det var en Sandhed der tog baade Mund og Mæle!

Det varede noget inden man kom sig saa vidt, at man kunde anvende sin Tanke paa det; men saa var der ogsaa et og andet der faldt lidt urimeligt. I Beruselse kunde det ikke være sket, for Stengaardsbonden drak aldrig hjemme; han drak overhovedet ikke at nogen vidste, men tog sig blot et Glas i et godt Lag. Snarere var det Anger og Ruelse; med det Liv han havde ført lod det sig dog høre — skønt det faldt underligt ud, at en Mand af hans Beskaffenhed skulde bære sig saa desperat ad.

Men det var ikke tilfredsstillende! Og ganske læmpeligt, uden at nogen kunde pege paa noget Spring, vendte alle Tanker sig mod hende. Hun havde ændret sig paa det sidste, det Køllerske Blod var brudt frem i hende! Og i den Slægt havde de aldrig ladet sig træde ned uhævnet.

XX

Ude i Læ bag Stuehusgavlen sad Kongstrup vel indpakket og stirrede frem for sig med intet sigende Øjne; den tynde Vintersol stod lige ind paa og narrede Foraarstegn frem, Spurvene muntrede sig i Solskinnet omkring ham. Hans Hustru gik fra og til og puslede om ham, svøbte bedre om hans Fødder, og kom med et Sjal han skulde have over Skuldrene. Hun rørte varmt ved ham med Bryst og Arme, idet hun bagfra bredte Sjalet over ham; og han rejste langsomt Hovedet og lod sin Haand glide ned over hendes. Der blev hun saa staaende en Stund med Brystet lænet til hans Skulder og saa ned paa ham som en Moder, med Øjne der hvilede i lykkelig Besidden.

Pelle kom daskende ned over Gaarden, slikkende sig om Munden. Han havde benyttet Madmoderens Optagethed til at liste ned i Mejeriet og faa sig en Drik skørnet Fløde hos Pigerne — og drille dem lidt. Han struttede af Sundhed og slentrede saa lykkelig skødesløst af Sted som ejede han Alverden.

Rent umanerligt saa han voksede og sled — det var ikke til at holde Klæder paa Raden af ham! Han stak sine Lemmer langt ud af hver Stump Tøj han fik paa, og sled af sig lige saa fort Lasse bare kunde skaffe. Bestandig maatte der anskaffes nyt til ham, og før man fik vendt Øjnene i Hovedet havde han jaget Arme og Ben langt ud af det ogsaa. Stærk var han som en Eg, hvor det galdt en Løft eller andet der ikke fordrede Udholdenhed, maatte Lasse lade sig sætte til Vægs.

Selvstændighed havde han ogsaa lagt sig til, Fyren; det blev med hver Dag vanskeligere at gøre sin Faderret gældende. Det vilde nu komme, saa snart Lasse blev Mand i sit eget Hus og kunde slaa Næven i eget Bord — men naar skete det? Som Sagerne nu stillede sig, saa det nærmest ud, som Øvrigheden ikke vilde have at han og Madam Olsen kom skikkeligt sammen. Baadsmand Olsen havde jo varslet redeligt om sin Hedenfart, og Lasse mente det blot var at bestille Lysning. Men Øvrigheden blev ved at gøre Vanskeligheder og krongle rundt — paa rigtig Prokuratormaner; saa var der et Spørgsmaal som maatte undersøges og saa et andet, der var Frister og Tilsigelser til en død Mand om at indfinde sig inden den og den Tid — og Fanden og hans Oldemor. Det hele var bare sat op, for at Lovtrækkerne kunde fede sig rigtig.

Opholdet paa Stengaarden var han grundig træt af; hver Dag fremsatte han den samme Klage til Pelle: „Det er jo ét surt Slid fra man staar op til man lægger sig — den ene Dag som den anden Aaret rundt, som var man i Slaveriet! Og Vederlaget for det rækker knap til at holde Bagen ordenlig dækket. Intet er der at lægge til Side af, og naar man en Dag er udslidt og ikke duer mere, kan man lægge sig over paa Fattigvæsnet.“

Værst af alt var dog Driften efter engang igen at arbejde med sit eget, den sad som et Suk i Kødet paa Lasse, han kunde blive syg i sine Hænder af Længsel efter den Fornemmelse det var at gribe i sit eget. I den senere Tid funderede han bestandig paa at bryde over tvært og flytte sammen med sin Kærest uden Lov og Dom. Hun var villig det vidste han — hun trængte haardt til at faa en Mandshaand i Huset. Og Snakken gik alligevel om dem; det kunde ikke arte sig stort anderledes, om han og Drengen kom til at gaa og gælde for hendes Logerende. Navnlig naar de gik paa selvstændigt Arbejde.

Men Drengen var ikke til at overtale, han var for nidkær paa Æren; hvergang Lasse slog paa den Stræng, blev han besynderlig studsk. Lasse lod som det var Madam Olsens Paahit og ikke hans. „Jeg er jo heller ikke særdeles stemt for det,“ sagde han — „Folk vil vel jage til at tro det værste straks! Men her kan vi dog ikke blive ved at gaa og slide hver en Trævl af Kroppen for ingenting. Og ikke et frit Aandedrag har man her paa Gaarden — altid bunden.“

Pelle svarede ikke paa det; han var ikke stærk i Grunde, men vidste hvad han vilde.

„Om jeg nu rømte herfra en Nat, saa tænker jeg du kom lunkende bagefter.“

Pelle tav stædigt.

„Jeg tror nu jeg gør det — for dette er ikke til at holde ud. Nu skal du have ny Skolebukser, hvor skal det komme fra?“

„Ja gør du det da — saa gør du som du siger.“

„Du har let nok ved at slaa alting hen i Røg,“ sagde Lasse mismodigt „— du har Tiden og Aarene for dig! Men jeg lakker mod Alderdommen, og ingen har jeg til at tage sig af mig.“

„Hjælper jeg dig da ikke med alting?“ spurgte Pelle bebrejdende.

„Jo — jo vist, du gør saamænd dit bedste for at gøre det lettere for mig, ingen skal komme og sige andet. Men ser du — der er visse Ting du ikke — der er noget“ — Lasse gik i Staa, hvad kunde det nytte at forklare en Dreng Mandslængsler. „Du skulde nu ikke være saa stiv, skulde du ikke!“ Lasse strøg bedende ned ad Drengens Arm.

Men Pelle var stiv. Han havde allerede døjet nok af Spydigheder fra Kammeraterne i Skolen og ligget i adskillige Slagsmaal, siden det kom ud at Faderen var Kærest med Madam Olsen. Gav de sig nu til at leve sammen for alles Øjne, saa blev det ikke til at begaa sig. Pelle var ikke bange for et Slagsmaal, men han maatte have Retten paa sin Side naar han skulde sparke ordenlig fra sig.

„Flyt du saa ned til hende da! saa drager jeg bort!“

„Hvor vil du saa drage hen?“

„Ud i Verden og blive rig!“

Lasse løftede Hovedet som en gammel Dragonhest der lytter til et Signal; saa blev han duknakket igen.

„Ud i Verden og blive rig — javist,“ sagde han dvælende, — „saadan tænkte jeg ogsaa, da jeg var i din Alder. Men det gaar ikke saadan til — naar ikke man er født med Sejrsskjorten.“ Lasse tav og sparkede tankefuld Strøelsen ind under en Ko; han var nu ikke helt vis paa, at Drengen ikke var født med Sejrsskjorten alligevel. Han var en Sildefødning — de var altid bestemt for det værste eller det bedste; saa havde han det Koslik i Panden som betød Lykke. Glad og fuld af Sang var han — og lethaandet til alting; alle vandt han for sig ved sit Sinds Beskaffenhed. Troligt nok laa Lykken og ventede ham et Steds derude.

„Men dertil fordres nok først og fremmest, at man er ordenlig konfirmert. Tag du hellere dine Bøger og læs paa din Præstelektie, at du ikke skal blive vist tilbage! Jeg skal nok fodre færdig.“

Pelle tog sine Bøger og satte sig oppe paa Fodergangen midt for den store Tyr; han læste halvhøjt, Lasse gik frem og tilbage og syslede. En god Stund passede enhver sit; saa kom Lasse hen — de nye Lærebøger Pelle havde faaet til Præstelæsningen trak ham.

„Er det Bibelhistorien, den dér?“

„Ja.“

„Staar det deri om ham som drak sig svirende?“

Lasse havde forlængst opgivet at lære at læse — han havde ikke Hoved til det. Men han var bestandig optaget af hvad Drengen foretog sig, Bøgerne øvede en egen Tryllevirkning paa ham. „Hvad kan nu dér staa for noget?“ kunde han forundret spørge og pege paa noget Tryk, eller: „Hvad for mærkværdigt har du saa om i Dag da?“ Pelle maatte fra Dag til Dag holde ham underrettet. Og de samme Spørgsmaal vendte ofte tilbage, Lasse huskede ikke godt.

„— Ham du ved som Sønnerne trak Bukserne af, og blottede deres egen Faders Skam?“ vedblev Lasse da Pelle ikke svarede.

„Naa Noah!“

„Ja rigtigt, Gubben Noah — den som Gustav brugte at spille. Hvad mon han drak sig svirende i — han Gubben?“

„Vin.“

„Var det Vin?“ Lasse trak Øjenbrynene i Vejret — „da har han Noah været en fin Mand. Patronen derhjemme drak ogsaa Vin naar det skulde gaa stort til! Jeg har ladet mig fortælle, at der skal meget til før det slaar sin Mand — og det er dyre Sager. Staar _han_ ogsaa deri som snød saa gudserbarmeligt? — hvad var det nu han hed?“

„Laban kanske?“

„Laban, ja vist! At jeg kunde glemme det ogsaa, for en rigtig Laban var han, saa Navnet slaar mærkværdigt godt til paa’n. Det var ham som lod sin Svigersøn faa begge Døtrene — og tjene dem af paa Dagløn tilmed! Om de havde levet nu, var de vist kommet i Slaveriet baade han og Svigersønnen, men i de Tider tittede Øvrigheden nok ikke Folk saa nøje paa Papirerne. Det skulde være Plasér at vide, om en Kone ogsaa havde Lov at have to Mænd dengang. Beretter Bogen ikke noget om det?“ Lasse stod og rokkede nysgærrigt.

„Nej det gør den vist ikke,“ svarede Pelle aandsfraværende.

„Naa, ja, jeg skulde vel ikke forstyrre,“ sagde Lasse og gik til sit Arbejde. Men det varede ikke længe før han igen kom hen: „De var nu sluppet fra mig ved et Tilfælde de to Navne; jeg begriber ikke, hvor jeg havde mit Hoved henne i det Øjeblik. Men de store Profeter har jeg godt nok Rede paa — hvis du vilde overhøre mig.“

„Kom saa med dem da!“ sagde Pelle uden at tage Øjnene fra Bogen.

„Du faar vel stoppe Læsningen saalænge,“ sagde Lasse „— ellers kunde du gaa vild i det.“ Han holdt ikke af, at Pelle havde Lyst til at behandle det som Barnemad.

„Naa jeg gaar vel ikke vild i de fire store!“ sagde Pelle overlegent, men lagde alligevel Bogen sammen.

Lasse tog Snusen ud fra Underlæben med Pegefingeren og slog den i Gulvet for at have Munden klar; han trak op i Bukserne og stod en Stund med lukkede Øjne, mens han bevægede Læberne i indvendig Overhøring.

„Kommer de snart?“ spurgte Pelle.

„Jeg maa vel først se til at de er der!“ svarede Lasse ærgerlig over Forstyrrelsen, og tog fat at memorere igen. — „Esajas, Jeremias, Exekiel og Daniel!“ han slyngede dem hastigt ud, for at ikke noget skulde slippe fra ham under Vejs.

„Skal vi ogsaa tage Jakobs tolv Sønner?“

„Nej ikke i Dag, det turde blive for meget for mig paa én Gang. I min Alder faar man fare frem med Læmpe, jeg har jo ikke dine Aar. Men hvis du vil gaa de tolv smaa Profeter igennem med mig.“

Pelle gik dem langsomt igennem, og Lasse gentog dem én for én. „Djævel til Navne de har kunnet finde paa i de Tider!“ udbrød han pustende — „én kan føje krænge Munden efter dem! Men jeg skal vel faa Krammet paa dem.“

„Hvad vil du med dem, du Far?“ spurgte Pelle pludselig.

„Hvad jeg vil med dem —“ Lasse kløede sig paa det ene Øre. „Jeg vil naturligvis — hæ — da var det Fanden til dumt Spørgsmaal! — hvad vil vel _du_ med dem? Lærdom er nok god at have for den ene som for den anden — og naar nu alt det vakre er blevet mig forholdt i min pure Ungdom. Du vilde kanske beholde det for din egen Mund?“

„Nej for jeg gav nok Pokkeren i alt det Profetvæsen — om ikke jeg _skulde_.“

Lasse var ved at gaa bagover:

„Da er du ogsaa den ugudeligste Prygl jeg har truffet paa, og fortjente ikke at være født til Verden! Agter du ikke Lærdommen større? Du skulde være glad, du er kommet til Verden i en Tid hvor Fattigmands Barn faar Del i alt saa vel som den rige. Saadan var det nok ikke i min Tid — ellers — hvem ved? — kanske gik jeg nu ikke her og muggede, om jeg havde lært noget i min Ungdom. Se du til, at du ikke sætter en Ære i din Skændsel!“

Pelle fortrød halvvejs hvad han havde sagt. „Jeg er paa øverste Bænk nu!“ sagde han for at rense sig.

„Ja jeg ved det vel, men derfor bør du ikke stikke Hænderne i Bukselommen — for mens du puster æder de andre Grøden. Der er vel intet sluppet fra dig i den lange Juleferie?“

„Nej vist er der ikke det!“ sagde Pelle selvsikkert.

Lasse tvivlede heller ikke, men lod blot som han gjorde det, for at faa Drengen til at gaa i Tøjet. Han vidste ikke noget herligere end at høre Lærdommen bruse af fuldt Vejr, men det blev vanskeligere og vanskeligere at faa Pøjken til at yde sig. „Kan du nu ogsaa være sikker?“ blev han ved „var det ikke bedst at se efter? Det er saa beroligende at vide, at ikke noget er kommet bort for dig — saa meget som du maa have i Hovedet.“

Pelle følte sig smigret og overgav sig. Han strakte begge Ben fra sig, lukkede Øjnene og begyndte at vugge mekanisk frem og tilbage. Og de ti Guds Bud fra Bjærget, Patriarkerne, Dommerne, Josef og hans Brødre, de fire store og de tolv smaa Profeter — hele Verdens Lærdom hvirvlede fra hans Læber i ét langt Aandedræt. For Lasse var det som selve Universet malede lysende rundt om Gudfaders Aasyn med det mægtige hvide Skæg. Han maatte dukke Hovedet og korse sig, saa meget der dog kunde rummes bag den Drengs Barnepande.

„Gad vidst hvad det koster at gaa den studerende Vej?“ sagde Lasse da han igen følte Jorden under sig.

„Det er nok dyrt — tusend Kroner vel, aller mindst!“ mente Pelle. Ingen af dem forbandt noget bestemt ved Tallet — det betød blot det uoverkommeligt store.

„Skulde det være saa ufattelig dyrt?“ sagde Lasse. „Jeg funderer paa, naar vi nu faar vort eget — det maa vel blive til noget engang — kunde du saa ikke komme til at gaa hos Fris og lære ham Haandværket af for en rimelig Betaling, og have Kosten hjemme? Saa blev det vel til at overkomme.“

Pelle svarede ikke — han følte ingen Trang til at komme i Degnelære. Han havde faaet sin Kniv frem og stod og skar paa noget i en af Baasstolperne, det forestillede den store Tyr med Hovedet nede ved Jorden og Tungen ud af den ene Mundvig. En Klov helt fremme ved Mulen angav, at Dyret sparkede Jorden op i Vrede. Lasse maatte stanse, for nu begyndte det at tage Lighed efter noget. „Det skal nok være et Kreatur det?“ sagde han — han havde gaaet og grundet paa det hver Dag, efterhaanden som det blev til.

„Det er Volmer dengang han tog dig paa Hornene!“ sagde Pelle.

Lasse kunde straks se, at det skulde forestille den Ting, nu da han fik det fortalt. „Det er svært saa troværdigt,“ sagde han — „men saa fnysende vred som du har gjort’en, var han nu heller ikke! Ja ja, lad os nu hellere se at komme i Gang med Arbejdet; det dér kan ikke brødføde sin Mand.“ Lasse holdt ikke af den Skavank hos Drengen, at han skulde ligge og sætte Tegninger op med Kridt eller Lommekniv alle Vegne; der var snart ikke en Bjælke eller Væg uden den bar Mærker efter ham. Det var brødløse Tossestreger, og Proprietæren var i Stand til at blive gal i Hovedet, om han kom i Stalden og traf til at se det. Lasse maatte jævnlig slaa Kogødning over de mest fremtrædende Tegninger, at de ikke skulde træde i Øjnene paa urette vedkommende.