Part 2

Lasse havde dengang været Mand for at redde Situationen; og endnu kunde det rette op i hans ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til at tænke paa den Bedrift. Siden naar der var Smalhans, talte han altid om at sælge Skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta skrantede efter sit Gammelkonebarsel, og der blev intet af det — ikke før hun døde efter otte Aars Elendighed, nu lige til Vaaren. Saa solgte Lasse Stumperne underhaanden og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik med til at klare enhver sit, den lange Sygdom havde tæret. Huset og Jorden tilhørte Patronen. En grøn Kiste som havde hørt til Bengtas Brudeudstyr, var det eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og sendte den forud til Havnebyen med en kørende Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen vilde byde paa, stoppede han i en Sæk, og med den paa Nakken og Drengen ved Haanden gav han sig paa Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra Rønne lagde til. Skillingerne kunde lige række til Overfarten.

Han havde været saa sikker paa sig selv under Vejs og i høje Toner fortalt Pelle om dette Land, hvor Lønnerne var saa ufattelig høje, og hvor man somme Steder fik Paalæg paa sit Brød og altid Øl til, saa Vandvognen i Høstens Tid ikke kørte rundt til Arbejderne men kun til Kvæget. Og — ja de der vilde kunde drikke Brændevin som Vand saa billigt var det, men det var saa stærkt, at det slog sin Mand i tredje Omgang. De brændte det af rigtigt Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det til hvert et Maaltid. Og aldrig skulde Pøjken fryse dér, for det var Uldent inderst og ikke dette her Blaarlærred, som det blæste rags igennem; men en Arbejdsmand som kostede sig selv holdt magelig sine to Kroner om Dagen. Det var noget andet det end Patronens lusede 80 Øre paa egen Kost.

Pelle havde hørt det samme mange Gange før — af Faderen, af Ole og Anders, Karna og hundrede andre som ogsaa havde været her. Om Vinteren naar Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og Fattigfolks Nød, snakkede simpelt hen alle om det i de smaa Torp derhjemme. Og for dem der ikke selv havde været paa Øen men kun hørte Fortællingerne om den, skød Forestillingen helt fantastiske Skud omkap med Frosten paa Ruderne. Pelle vidste det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge i deres bedste Tøj altid, og spiste Fedtebrød med Sukker paa saa tidt de vilde. Her flød Pengene ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og Bornholmerne gad nok ikke engang bukke sig og tage dem op. Men Pelle skulde samle, saa Far Lasse kom til at hælde Skramlet ud af Sækken og tømme Læddiken i den grønne Kiste for at skaffe Plads. Og endda skulde det knibe. Bare de nu snart kom af Sted — han ruskede utaalmodigt i Faderen.

„Ja, ja,“ sagde Lasse og havde Graaden i Halsen, „ja ja, du faar vel give Tid du.“ Han saa sig raadvild om. Her stod han nu midt i al Herligheden og kunde ikke engang finde en beskeden Plads til sig og Drengen. Han begreb det ikke, havde da hele Verden forandret paa sig siden hans Tid? Det dirrede helt ud i hans skjoldede Hænder, da den sidste Vogn rullede bort. En Stund stirrede han hjælpeløst efter den; saa bar han og Drengen den grønne Kiste hen til en Mur, og Haand i Haand vandrede de op mod Byen.

Lasse gik og bevægede Læberne — han tænkte. Til daglig tænkte han bedst ved at tale højt med sig selv; men i Dag var alle Ævner oppe i ham, og han kunde nøjes med at bevæge Læberne.

Og som han traskede af Sted blev hans undskyldende Tanker til undskyldende Ord. „Fan,“ udbrød han og sendte med et Stød af Ryggen Sækken længere frem over Nakken, „inte skal man tage det første det bedste som mælder sig; nok er det ikke klogt heller! Lasse har vel Ansvaret for to kan jeg tænke, og han ved hvad han vil — og saadér! Har vel været i fremmed Land før i Dag skulde jeg tro! Og nok kommer det bedste altid til Slut, at du véd’et, Pøjke.“

Pelle hørte kun svagt efter. Han havde allerede trøstet sig, og Faderens Ord om at det bedste nok var i Behold for dem var ham kun et svagt Udtryk for en mægtig Sandhed — den at hele Verden skulde blive deres med alt hvad den rummede af Vidundere Rub og Stub. Han var allerede i Færd med at tage den i Besiddelse — med vidtaaben Mund.

Han gik med en Mine som skulde han sluge Havnen med alle dens Skibe og Baade, og de store Bræddestabler, der nok saa ud til at være hule indeni. Her var Legeplads her — men ingen Drenge! Mon Drengene her var ligesom de hjemme? han havde ingen set endnu. Kanske havde de helt andre Maader at slaas paa, men han skulde nok klare sig — blot de vilde komme én ad Gangen. Dér stod jo et stort Skib helt oppe paa Land, og man var nok i Færd med at flaa Huden af det. Jasaa, Skibene havde Ribben ogsaa, ligesom Kørne!

Ved det store Træskur midt oppe paa Havnepladsen satte Lasse Sækken fra sig. Han gav Drengen et Stykke Brød og sagde til ham, at han skulde blive og passe paa Sækken; saa gik han opefter og forsvandt. Pelle var dygtig sulten, han holdt om Brødet med begge Hænder og huggede graadigt i sig.

Da han havde pillet de sidste Krummer op af sin Trøje gav han sig i Lag med Omgivelserne. Det sorte i den vældige Gryde dér var Tjære, han kendte det godt men havde aldrig set saa meget paa engang. Fy Fan, om man drattede dér ned mens det kogte — det blev nok værre end selve Svovlpølen i Helvede det. Og dér laa nogle vældige Fiskekroge, just Mage til dem der hang i tykke Jærnkæder ud af Skibenes Næsebor! Mon der endnu fandtes Kæmper der kunde fiske med en saadan Krog? Stærke Johan lod dem nok ligge han!

Han fastslog ved Selvsyn, at Bræddestablerne virkelig var hule, og at han med Lethed kunde komme ned paa Bunden af dem — blot han ikke havde haft Sækken at trækkes med. Faderen havde sagt han skulde passe paa den, og han slap den ikke ud af Hænderne et Øjeblik; da den var for tung at bære, maatte han slæbe den efter sig fra Genstand til Genstand.

Han opdagede et lille Skib, ikke større end at en Mand kunde ligge strakt i det, og fuldt af borede Huller i Bunden og paa Siderne; han forskede sig frem til Skibstømrernes store Slibesten, der var næsten saa høj som en Mand. Her laa krumme Planker hvori der sad Søm saa store som Lensmandens ny Tøjrpæle derhjemme; og det Skibet var tøjret ved dér, var det ikke en rigtig Kanon som de havde plantet?

Pelle saa det altsammen og undersøgte hver eneste Ting paa fornøden Maade — snart blot ved at spytte vurderende paa den, snart ved at sparke mod den eller kradse i den med sin Lommekniv. Traf han paa et eller andet sælsomt Vidunder der ikke ad anden Vej vilde ind i hans lille Hjærne, saa satte han sig overskrævs paa det.

Dette var en hel ny Verden, og Pelle var i Gang med at erobre den. Ikke en Trævl vilde han lævne. Havde han nu haft Kammeraterne fra Tommelilla her, saa skulde han have forklaret og sat dem ind i det altsammen. Jøsses hvor de vilde glo stort! Men naar han igen kom hjem til Sverig vilde han fortælle om det; saa sagde de nok Løgnhals til ham haabede han.

Pelle sad og red paa en uhyre Mast, der laa strakt hen ad Tømmerpladsen paa nogle Egeknægte. Han spændte Fødderne sammen under Masten, som han havde hørt Ridderne i gamle Dage gjorde det ved deres Hest, og fantaserede at han greb fat i en Ring og løftede sig selv, Hest og det hele. Han sad til Hest midt i sin nyopdagede Verden og struttede af Erobrerstolthed, slog med den flade Haand paa Hestens Kryds, og huggede Hælene i Siden paa den mens hun skraalede en Vise af fuld Hals. Sækken havde han maattet slippe for at komme herop:

Højt oppe i Smaaland der dansede Smaadjævle med ladede Pistoler og riflede Gevær; alle de Smaadjævle de spilled paa Fioler, selve Gubben Satan spillede Klaver.

Midt i sin støjende Glæde kastede han et Blik i Vejret, stak i at tudbrøle og lod sig dumpe lige ned i Hugspaanerne. Oven paa Skuret Faderen havde anbragt ham ved stod en sort Mand og to sorte, halsende Helvedeshunde; Manden stak Overkroppen helt ud af Tagrygningen og truede ad ham. Det var en gammel Galionsfigur, men Pelle troede, det var selve Gubben Satan der kom for at tage ham til Straf for den dristige Vise, og stak i Rend opefter. Et Stykke oppe kom han i Tanke om Sækken og stansede. Han brød sig ikke om den Sæk — og Prygl fik han heller ikke om han lod den i Stikken, for Far Lasse slog aldrig; den fule Djævel vilde ogsaa æde ham op om han vovede sig derned igen — allermindst; han saa tydelig, hvor det lyste rødt af Næseborerne baade paa ham og Hundene.

Men Pelle betænkte sig alligevel. Faderen var saa øm over den Sæk, han vilde ganske sikkert blive bedrøvet om han mistede den — kanske græde som da han mistede Mor Bengta. For første Gang maaske var Drengen ude for en af Livets alvorlige Jærnprøver og stod — som saa mange Mennesker havde staaet før ham — med Valget imellem at ofre sig selv eller ofre andres. Kærlighed til Faderen, Drengestolthed, den Pligttroskab der er Samfundets Vuggegave til de Fattige — det ene med det andet afgjorde Valget. Han bestod Prøven — men ikke tappert; han tudbrølede hele Tiden mens han med Øjnene stivt rettede paa den Onde og hans Helvedeshunde luskede tilbage efter Sækken og i stift Løb slæbte den efter sig op ad Gaden.

Ingen er vel en Helt før Faren er overstaaet. Men heller ikke da fik Pelle Lejlighed til at gyse over sit eget Mod; for da han først var uden for den sorte Mands Rækkevidde og Skrækken skulde have sluppet sit Tag i ham, tog den blot en ny Form. Hvor blev nu Faderen af? han havde jo sagt at han straks kom igen! Om han nu slet ikke kom igen mere? Kanske var han gaaet bort for at blive af med sin lille Dreng, der blot var til Besvær og gjorde det vanskeligt for ham at faa Tjeneste.

Pelle forstod saa fortvivlet godt at det maatte komme dertil, mens han brølende trak af med Sækken. Saadan var det jo gaaet andre Børn ogsaa af hans inderlige Bekendtskab. Men de kom til Pandekagehuset og fik det godt, og Pelle selv han skulde nok — — kanske opsøgte han selve Kongen og blev taget i Huset og fik Prinsepogene til Legekammerater og sit eget lille Slot at bo i. Men Far Lasse skulde ikke faa et Fnug, for nu var Pelle vred og hævngærrig skønt han brølede lige løssluppent. Tre Dage skulde han faa Lov at staa og dundre paa Porten og tigge for sig, og først naar han græd ynkeligt — nej han fik vel have Lov at komme ind straks, for Far Lasses Graad det var det pinagtigste i hele Verden. Men han skulde ikke faa et eneste af de Søm, Pelle havde fyldt sine Lommer med nede paa Tømmerpladsen; og naar Kongens Kone kom med Kaffe paa Sengen til dem — —

Pelle stansede baade sin fortvivlede Graad og sine lykkelige Fantasier — ud fra en Beværtning øverst i Gaden kom Far Lasse selv lyslevende. Han saa sjæleglad ud og holdt en Flaske i Haanden.

„Dansk Brændevin, Pøjke!“ raabte han og vinkede med Flasken. „Huen af for det danske Brændevin! — Men hvorfor har du grædt? — jasaa du blev bange. Og hvorfor blev du bange? hedder ikke din Far Lasse kanske — Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Og han er ikke godt at drages med, han slaar haardt han, om han tirres! Komme og kyse smaa skikkelige Pøjker, fy fan! de faar vel agte paa deres Indvolde! Var end den hele vide Verden fuld af brændende Djævle, Lasse er her han, og du skal ikke være ræd!“

Mens han skældte saa opbragt tørrede han ømt Drengens graadsnavsede Kinder og Næse af med sin ru Haandbalg og fik atter Sækken paa Nakken. Der var noget rørende brøstfældigt over hans ludende Skikkelse, idet han pralende og trøstende travede ned mod Havnen igen med Drengen ved Haanden. Han stolprede i de store Fedtlærsstøvler, hvis Stropper stak ud til Siden og havde en forbavsende Lighed med Pelles Øren; af den gamle Vinterfrakkes gabende Lommer stak til den ene Side den røde Lommeklud, til den anden Flasken. Han var blevet lidt løsere i Knærne nu, og Sækken truede hvert Øjeblik med at tage Magten fra ham — den stødte ham forover og tvang ham til at smaaløbe ned ad Bakken. Affældig saa han ud, maaske de store Ord bidrog deres dertil. Men Øjnene lyste fortrøstningsfuldt, og han smilede ned til Drengen, der løb ved hans Haand.

De nærmede sig Skuret, og Pelle blev helt kold af Skræk — Manden stod der endnu. Han søgte om paa den anden Side af Faderen og vilde trække ham ud over Havnepladsen i en stor Bue. „Der er han igen,“ sagde han klynkende.

„Ja saa det var den dér, som var efter dig?“ sagde Lasse og lo højt — „og han er tilmed af Træ. Da er du ogsaa den tapreste Pøjke, jeg har kendt! Der skal ikke mangle stort i, at én kan sende dig mod en død Høne naar du faar en Kæp i Haanden.“ Lasse blev ved at le og ruskede fornøjet i Drengen. Men Pelle var lige ved at gaa i Jorden af Skamfuldhed.

Nede ved Toldboden traf de en Forvalter, som var kommen for sent til Dampskibet og ingen Folk havde faaet. Han stansede sit Køretøj og spurgte Lasse om han søgte Tjeneste.

„Ja vi søger begge to,“ svarede Lasse kry. „Vi vil tjene i samme Gaard — som Ræven sagde til Gaasen.“

Forvalteren var en stor kraftig Mand, og Pelle gøs af Beundring over Faderen, der turde tale ham saa dristigt til.

Men den store Mand lo godmodigt. „Saa skal han dér vel være Forkarl?“ sagde han og svippede til Pelle med Pisken.

„Ja det bliver han sikkert engang,“ sagde Lasse med stærk Overbevisning.

„Han kommer nok til at spise nogle Skæpper Salt først. Naa men jeg har Brug for en Røgter og vil give dig 100 Kr. for et Aar — skønt du skal have forbandet ondt ved at fortjene dem, efter hvad jeg kan se. Drengen bliver der vel altid en Bid Brød til, men han maa naturligvis udrette den Smule han kan. Du er vel hans Bedstefar!“

„Jeg er hans Far — for Guds og Hvermands Aasyn,“ svarede Lasse stolt.

„Se se, saa maa der jo alligevel være lidt ved dig endnu — hvis du da er kommet ærligt til ham. Men kryb nu op om du vil dit eget Vel, jeg har ikke Tid at holde her. Du faar ikke et saadant Tilbud hver Dag.“

Pelle syntes hundrede Kroner var en syndig Masse Penge, Lasse som den ældste og fornuftigste havde derimod en Fornemmelse af at det var altfor lidt. Men skønt det ikke var gaaet op for ham endnu havde Morgenens Erfaringer pillet stærkt ved hans lyse Syn paa Fremtiden; Snapsen havde til Gengæld gjort ham ligeglad og rundhaandet til Sinds. „Lad gaa til da,“ sagde han og slog stort ud med Haanden. „Men Patronen skal vide, at vi ikke vil have Spegesild og Søbe tre Gange om Dagen. Et ordenligt Kammers faar vi ogsaa have — og Søndagsfrihed.“ Han hev Sækken og Drengen op i Vognen og kravlede selv bagefter.

Forvalteren lo:

„Du har nok været her paa Landet før, Gamle? Men det kommer vi nok ud af altsammen; du skal faa Flæskesteg med Rosiner i og Rabarbergrød med Peber paa, saa tidt du gider aabne Munden.“

De kørte ned til Dampskibet efter Kisten og rullede saa ud ad Landet til. Lasse som genkendte dette og hint forklarede vidt og bredt for Drengen. Ind imellem stjal han sig til at tage en Dram, Forvalteren maatte ikke se det. Pelle frøs og borede sig ned i Halmen, han krøb helt ind under Faderen.

„Tag dig en Slurk,“ hviskede Lasse og listede Flasken til ham. „Men pas paa, at han ikke ser det, for han er ful. Det er en Jude.“

Pelle vilde ingen Snaps have. „Hvad er en Jude for en?“ spurgte han hviskende.

„En Jude — Kors i Jøsses Pøjke at du ikke ved det; det var jo Juderne som korsfæstede Kristus. Derfor maa de nu vandre hele Verden over og sælge Uldtøj og Naale og saadér; og snyder gør de overalt hvor de kommer frem. Kan du ikke huske ham som snød Mor Bengta for hendes vakre Haar? nej det var jo nok før din Tid — det var en Jude det ogsaa. Han kom en Dag jeg ikke var hjemme, og pakkede alt sit fine Kram ud, der var nok baade Kamme og Naale med blaa Glashoveder og de fineste Hovedtørklæder. Og Kvindfolk kan jo ikke staa for saadant fint Kram, de bliver ligesom jeg vil sige en af vi andre naar nogen holder os en Flaske Brændevin for Næsen. Mor Bengta havde nu ingen Penge, men han den fule Fan vilde give hende det fineste Hovedklæde, naar han maatte skære en liden Ende af Flætningen. Og saa skærer han den af helt oppe ved Nakken. Kors i Herrens Fryd hvor var hun som Flint og Staal naar hun blev gal — hun pryglede ham ud af Huset med en Rage. Men Flætningen tog han med sig, og Tørklædet var noget Skidt som det var at vente. For Juderne er nogle fule Djævle, som har korsfæstet — — —“ Lasse begyndte forfra.

Pelle mærkede lige akkurat Faderens sagte Brummen. Det drejede sig om Mor Bengta, men hun var jo død nu og laa i sorten Jord — hun knappede ikke hans Underbul i Ryggen mere, og varmede hans Hænder naar han frøs. — Jasaa de kom tilmed Rosiner i Flæskestegen her til Lands; de maatte have Penge som Græs. Der laa nu ingen paa Vejene og flød, og farlig fine var Husene og Gaardene ikke heller. Men det besynderligste var, at Jorden her havde samme Farve som hjemme, skønt det var et fremmed Land. I Tommelilla havde han set et Landkort, hvor hvert Land havde sin egen Farve. Men det var altsaa Løgn det!

Lasse var forlængst gaaet i Staa, han sov med Hovedet paa Drengens Ryg. Flasken havde han glemt at skjule.

Pelle vilde lige til at skyde den ned i Halmen, men Forvalteren — der forresten ikke var Jyde men Sjællænder — vendte sig i det samme og fik Øje paa den. Han bød Drengen kaste den i Grøften.

Ved Middagstid naaede de deres Bestemmelsessted. Lasse vaagnede idet de rullede ind paa Stenbroen i den store Gaard og famlede mekanisk i Halmen. Men pludselig besindede han sig paa hvor han var, og blev ædru med et Ryk. Dette var jo saa deres nye Hjem! det eneste de havde at holde sig til og vente sig noget af paa denne Jord. Og idet han saa ud over den store Gaard, hvor Middagsklokken netop lød og kaldte Tyende og Daglejere ud af alle Døre, forsvandt al hans Selvtillid. En fortvivlet Følelse af Værgeløshed overvældede ham og fik hans Ansigt til at skælve i afmægtig Bekymring for Sønnen.

Hans Hænder rystede under ham da han krøb af Vognen; han stod der raadvild og prisgivet alle de forskende Blikke derhenne fra Nedgangen til den mægtige Stuebygnings Kælder. De snakkede om ham og Drengen og lo allerede. I sin Forvirring greb han til den Beslutning at gøre saa gunstigt et Førsteindtryk som muligt, og gav sig til at tage Huen dybt af for hver enkelt; Drengen stod ved Siden af og gjorde lige som Faderen. Det mindede om Markedets Klovner, og derhenne ved Kælderhalsen lo de højt og bukkede efterabende, de begyndte ogsaa at raabe op. Men saa kom Forvalteren atter ud til Vognen, og de forsvandt hurtigt ned i Kælderen. Oppe fra Stuehuset lød en fjærn enstonig Lyd som ikke vilde høre op og uvilkaarlig bidrog til at virke nedtrykkende paa de to.

„Staa nu ikke dér og skab jer,“ sagde Forvalteren haardt — „men skrup ned til de andre og faa noget i Skrutten. I faar Tid nok til at gøre Abekattestreger for dem.“

Ved disse opmuntrende Ord tog den Gamle Drengens Haand og stavrede hen mod Kælderen med fortvivlet Sind. I hans Indre græd det af alle Kilder efter Tommelilla og Kungstorpet; Pelle knugede sig angst ind til ham. Det uventede var pludselig blevet til et ondt Udyr i begges Fantasi.

Nede i Kældergangen lød den underlig langtrukne Lyd forstærket, og det gik op for dem begge, at det var en Kvindes Graad.

II

Stengaarden som for Fremtiden skulde være Lasses og Pelles Hjem, var en af Øens største Gaarde. Men gamle Folk vidste, at da deres Bedsteforældre var Børn laa der kun et Tohestesavl, som tilhørte en Vevest Køller, et Barnebarn af Jens Kofod, Bornholms Befrier. Under ham blev Huset til Gaard — han sled sig ihjæl paa det, undte nok hverken sig selv eller de andre Maden. Og de to Ting blev ved at gaa i Arv i Slægten — den elendige Føde og det med at udvide.

Markerne paa den Kant havde været Sten og Lyng for ikke saa forskrækkelig mange Kuld siden; Smaakaarsfolk havde brudt Jorden og slidt sig op Hold efter Hold for at holde den i Kultur. Rundt om Stengaarden boede lutter Husmænd og Tohestes Folk, som havde købt med Sved og Sult og lige saa let kunde tænke sig at sælge deres Forældres Grav som deres lille Ejendom; de hang ved den til de faldt fra, eller til Uheldet tog dem.

Men Stengaardsslægten vilde købe — bestandig købe og udvide sig, og den maatte købe ved Ulykke. Overalt hvor Misvækst og Sygdom og Uheld med Kreaturer slog til en Mand saa han ravede, købte Køllerne. Saaledes voksede Stengaarden, fik mange Bygninger og fik Tyngde; den blev saa tung en Nabo som Havet er det, hvor det æder af Landmandens Jord, Mark for Mark og der intet er at stille op. Saa blev én ædt og saa den næste; enhver vidste at Turen kom til ham før eller senere. Ingen gaar i Rette med Havet; men alt hvad der rugede af Ondt og Uhygge over Fattigmands Liv kom svævende deroppe fra. Dér holdt Mørkets Magter til, rædde Sind pegede bestandig mod Stengaarden. „Det er godt gødet Jord,“ kunde Egnens Folk sige med et eget Tonefald der rummede Forbandelsen; men videre vovede de sig ikke.

Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes fortræffeligt i det skumle Lys der faldt over Gaarden af saa mange rædde Sind — og følte det som Magt. Mændene var raske til Drik og Kortspil; men de drak aldrig mere end at de baade kunde se og sanse, og spillede de sig en Hest fra først paa Aftenen, saa vandt de gærne to i Nattens Løb.

Da Lasse og Pelle kom til Stengaarden, mindedes de gamle Husmænd endnu Bonden fra _deres_ Barndom Janus Køller — ham der mere end nogen anden satte Fart i Sagerne. I sin Ungdom sloges han en Nat Kl. 12 med Fanden oppe i Kirketaarnet og overvandt ham — og siden lykkedes alting for ham. Hvordan det nu var eller ikke saa røg paa hans Tid den ene Nabo efter den anden, og Janus gik rundt og overtog efter dem. Behøvede han en Hest mere spillede han sig den til i Trekort — og saadan paa alle Omraader; den Lede selv lagde alting til Rette for ham. Hans største Fornøjelse var at køre gale Heste til og de der traf til være født Julenat paa Slaget tolv, kunde tydelig se den Onde sidde hos ham i Sædet og holde Tømmen. Han fik en beskidt Død som venteligt var! En tidlig Morgen kom Hestene løbende hjem til Gaarden, og ham selv fandt man ved Vejsiden med Hovedet knust mod et Træ.

Hans Søn igen blev den sidste Stengaardsbonde af den Slægt. Han var en gal Djævel med meget godt i; naar nogen havde en anden Mening end han slog han ham i Jorden; men han hjalp altid dem det gik galt for. Paa den Maade blev der aldrig nogen der gik fra Hus og Hjem; og da han havde det i sig at han skulde gøre Gaarden større han ogsaa, købte han Land op inde i Lyngen og Klipperne. Men han lod det klogelig ligge hen for det Stads det var. Han bandt mange til Gaarden ved sine Haandsrækninger, og gjorde dem afhængige saa de aldrig forvandt det; Husmændene maatte slippe deres eget naar han sendte Bud, og han var aldrig i Bekneb for billig Arbejdskraft. Det var knap nok Folkeføde den Mand bød paa, men han spiste altid selv af Fad med de andre. Og Præsten var hos ham paa det sidste, der var ikke noget at sige paa hans Henfart.

Han havde ligget to helgode Koner ihjæl, og alt det han havde for det var en Datter med den sidste. Og hun var ikke engang helt rigtig. Allerede da hun var elleve Aar kom nok Blodet over hende — hun løb da og gjorde sig til for alle og enhver. Men der var ingen der blot turde se til hende, for de var bange for Stengaardsbondens Gebös. Senere slog hun sig til den anden Side igen, hun udstafferede sig med en Stok ligesom et andet Mandfolk, og gik og drev alene om derude i Klipperne i Stedet for at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme sig nær.

Kongstrup, den nuværende Stengaardsbonde, var ført. Han kom til Øen bortefra for en Snes Aar siden, og endnu var ingen blevet klog paa ham. Han havde det dengang med at drive om i Lyngen og ingenting tage sig til ligesom hun, og saa var det jo ikke saa underligt, om han kom ud for den Gamles Gebös og maatte gifte sig med hende. Men forfærdeligt var det!