Part 19

„I staar jo og drømmer lige ud af Øjnene,“ sagde Karl Johan og forsøgte at slaa Armene om dem alle. „Vil I ikke med ned?“

Nu var alle godt trætte. Ingen sagde noget, for Karl Johan førte jo; men Pigerne havde en Tilbøjlighed til at sætte sig ned.

„Nu er der kun Ekkodalen til Rest,“ sagde han opmuntrende, „og den ligger paa Vejen tilbage. Den maa vi have med, for det er Tøj det! Der skal I høre et Ekko, som hede Helvede ikke har Mage til.“

Det gik trevent, Fødderne var ømme af Lærfodtøjet og den megen Gaaen til Unytte. Men da de saa kom fra den stejle Klippevæg ned i Dalen og havde drukket af Kilden, kviknede de til. Karl Johan stillede sig op med skrævende Ben og raabte over mod Klippen: „Hvad er Karl Johans største Glæde?“ Og Ekkoet svarede paa staaende Fod „Æde!“ Det var ovenud grinagtigt, de maatte alle forsøge det hver med sit Navn — selv Pelle. Da det var udtømt lavede Mons paa Stedet et Spørgsmaal, som fik Ekkoet til at svare med en Uartighed.

„Saadan noget maa du ikke lær’en,“ sagde Lasse. „Sæt nu her kom fine Damer, og han saa gav sig til at raabe det efter dem.“ De var lige ved at dø af Latter over den Gamles Vittighed; og han var saa henrykt over Bifaldet, at han blev ved at gentage den for sig selv paa Tilbagevejen. Ho, ho — helt til Rotterne var man vel ikke endnu heller.

Da de naaede tilbage til Vognen, var de skrupsultne og gav sig til at holde Maaltid. „Noget maa man jo have at staa imod med, naar man gaar saadan og driver,“ sagde Mons.

„Se nu,“ sagde Karl Johan da de var færdige, „nu kan enhver have Lov at gaa som han lyster. Men Kl. 9 paa Slaget samles vi her igen. Saa skal vi køre hjem.“

Oppe ved Pladsen gav Lasse Pelle et hemmeligt Puf, og de gav sig til at handle med en Kagekone til de andre var kommet godt foran. „Det er ikke rart at være tredje Hjul til en Vogn,“ sagde Lasse. „Nu vil vi to gaa lidt paa egen Haand.“

Lasse gik og strakte Hals. „Søger du nogen?“ spurgte Pelle.

„Nej ikke just det, men jeg undres paa hvor alle de Mennesker kommer fra. Her er fra hele Landet, kun nede fra Lejet har jeg ingen set.“

„Tror du ikke Madam Olsen kommer herind i Dag?“

„Ja Gud ved,“ sagde Lasse — „det kunde forresten være morsomt at hilse paa hende. Jeg skulde nu gærne tale et Par Ord med hende ogsaa. Du har jo unge Øjne — kan du ikke holde Udkig?“

Pelle fik 50 Øre, som han maatte give ud til hvad han vilde. Rundt om Pladsen sad Lyngens fattige Koner ved smaa Stader og solgte kulørte Sukkerstænger, Honningkager og Toøres-Cigarer. Foreløbig gik han fra Kone til Kone og købte for én eller to Øre af hver.

Henne under Trærne stod Blinde Høyer, som var kommet lige fra Hovedstaden med nye Viser; der var tæt med Mennesker omkring ham. Han spillede Melodien paa sin Harmonika, hans lille visne Kone sang for, og hele Skaren fulgte forsigtigt med. De der havde lært Melodierne gik syngende bort, og andre trængte sig frem paa deres Plads og erlagde 5-Øren.

Lasse og Pelle stod og lyttede i Udkanten. Der var ingen Nytte til at betale Penge, før man vidste hvad man fik for Varer; i Morgen var de Viser alligevel over hele Øen og gik gratis fra Mund til Mund. — „_En Mand paa firsindstyve Aar_ — ny og gemytlig Vise om hvordan det gaar, naar en affældig Mand tager sig en ung Kone!“ raabte Høyer hæst, inden Sangen begyndte. Den Vise brød Lasse sig nu ikke stort om. Men saa kom den forfærdelig sørgelige Vise om Sømanden George Semon der tog saa øm en Afsked med sin Pige:

— — og sagde naar atter her jeg staar, da glad med dig jeg til Kirke gaar.

Men han kom aldrig tilbage, for Stormen faldt over dem i femogfyrretyve Dage, Provianten slap op, og Pigens Ven sank hen i Vanvids Mørke. Han drog sin Kniv mod Kaptejnen og forlangte at komme hjem til sin Brud; Kaptejnen skød ham ned. Saa styrtede de andre sig over Liget, bar det til Kabyssen og kogte Suppe paa det:

„Men hjemme venter den stakkels Pige, hun vil fra Stranden slet ikke vige. Hun vil staa Brud, ak den stakkels Mø ved ej, at Brudgommen maatte dø.“

„Den er vakker,“ sagde Lasse og rodede rundt i Pengepungen efter en 5-Øre, „den faar du forsøge at lære — du har jo Gehør for sligt.“ De puffede sig gennem Mængden helt hen til Spillemanden og begyndte varsomt at synge med, rundt om dem snøftede Pigerne. — — — —

De drev op og ned mellem Teltene, Lasse var noget stundesløs. Det var en hel lang Gade af Danseboder, Telte med Gøglere og Panoramamænd, Beværtninger. Udraaberne stod og svedte, Værtshusholderne gik frem og tilbage foran Teltaabningen som graadige Rovfugle. Endnu var der ikke rigtig Gang i Sagerne, de fleste Mennesker var ude omkring paa Udsigtspunkterne; eller de morede sig i al Skikkelighed — kilede løs paa Kraftprøven og gled ud og ind af Gøglerteltene. Der var ikke den Mand, uden han var i Følge med sin Kvinde. Ved Beværterteltene gik mangen en i Staa, men Fruentimmeret svang ham forbi; saa gabede han og lod sig slæbe op i en Karussel, eller ind i Panoramateltet hvor man saa de dejligste Billeder af, hvordan Kræft og andre Elendigheder regerer i Menneskets Indre.

„Det er rigtig Sager for Kvindfolkene dette her,“ sagde Lasse og sendte et Suk ud efter Madam Olsen paa maa og faa.

Paa Madvigs Karussel sad Gustav højt til Hest med Bodil om Livet. „Tju Gamle!“ raabte han idet han snurrede forbi, og daskede Lasse om Ørerne med sin Kasket der havde den hvide Side udad. De straalede som Dagen og Solen, de to.

Pelle vilde have sig en Karusseltur. „Saa vil jeg jagu ogsaa have noget, der kan faa det til at gaa rundt!“ sagde Lasse og gik ind og tog sig en „Gjøk“ — Kaffe med Brændevin i. „Der er somme der kan gaa saadan ud af den ene Beværtning og ind i den anden, uden at det mindsker i Pengepungen,“ sagde han da han kom ud. „Det kunde være morsomt at forsøge — et Aar bare. — Hyss!“ Henne ved Max Alexanders „Grønne Hus“ stod Karna ganske alene og saa sig saa langeligt om; Lasse trak Pelle udenom i en stor Bue.

„Dér staar jo Madam Olsen hos en fremmed Mand,“ sagde pludselig Pelle.

„Hvor?“ det gav et Sæt i Lasse. — Ja dér stod hun jo, og havde Mandfolk paa! og ivrig var hun i Snakken! De gik foran hende uden at stanse op — saa kunde hun jo selv vælge.

„Ih men saa vent dog lidt,“ raabte Madam Olsen og kom løbende saa Skørterne slog Smæld om hende; hun var rund og mild som altid, og struttede af mange Lag godt hjemmevirket Tøj — der var ingen knappe Steder.

De gik sammen opefter og talte lidt om ligegyldige Ting; af og til vekslede de Øjekast om Drengen, som var dem i Vejen. De maatte gaa saa adstadigt uden at turde røre ved hinanden — han led ikke det mindste Fjas.

Oppe ved Paviljonen var der helt sort af Mennesker nu, man kunde føje gaa et Skridt uden at træffe Kendinger. „Det er værre endnu end naar Bierne sværmer,“ sagde Lasse, „det er ikke værd at vove sig derind.“ Et Sted var Bevægelsen udadgaaende, og ved at følge den kom de ned i en Dal, hvor en Mand stod og raabte og huggede Næverne i en Talerstol. Der var Missionsmøde; Tilhørerne laa lejret i Smaagrupper langt op ad Skraaningerne, en Mand i lange sorte Klæder gik stille fra Gruppe til Gruppe og solgte Smaaskrifter. Han var hvid i Ansigtet, og havde tyndt rødt Skæg der faldt langt ned.

„Ser du ham dér?“ hviskede Lasse og puffede til Pelle. „Gud min Sjæl om det ikke er Lange Ole — og med Handske paa den lemlæstede Haand. — Det var ham, som maatte tage Synden paa sig for Per Olsens falske Sværgedom!“ vendte Lasse sig forklarende til Madam Olsen. „Han stod ved Maskinen dengang Per Olsen skulde have undgældt med sine tre Fingre, og saa blev det hans der røg i Stedet for. Han kan nu være glad for den Fejltagelse alligevel, de siger han er kommet svært saa højt paa Straa i de Helliges Lag. Og fin i Huden er han blevet som en Frøken — det er noget andet end da han læssede Møg paa Stengaarden. Det skal være Plasér at sige Goddag til ham engang igen.“

Lasse var helt stolt af at have tjent sammen med den Mand og stillede sig foran de andre, han vilde gøre Indtryk paa sin Veninde ved at sige et rigtig djærvt: Goddag du Ole! Lange Ole var ved den nærmeste Gruppe, nu kom han hen til dem og skulde række Traktaterne frem. Men et Blik paa Lasse fik ham til at tage Haand og Øjne til sig; han sukkede dybt og gik med bøjet Hoved til den næste Gruppe.

„Saa I hvor han vred Øjnene i Hovedet?“ sagde Lasse spottende. „Naar Skidt kommer til Ære, ved det ikke hvordan det vil være! Han havde jo ogsaa faaet Ur paa Lommen og lange Klæder paa — forhen havde han ikke engang Skjorten paa Kroppen. Og en ugudelig Djævel var han! Men Fanden hytter sine, som Ordet gaar; det er nok han som har hjulpet ham frem, ved at forbytte Pladserne ved Maskinen. Der har de ligegodt snydt Vorherregubben saa Øjnene randt paa’n.“

Madam Olsen tyssede paa Lasse, men „Gjøken“ kom op i ham sammen med Vreden: „Saa _han_ vil ikke kendes ved hæderlige Folk, som kommer til sit paa en ærlig Maade og ikke ved Filureri! Ja de siger jo, at han nu er Kærest med Gaardmandskonerne hvor han kommer frem; men engang maatte han sku tage til Takke med Soen.“

Folk begyndte at lægge Mærke til dem, og Madam Olsen tog Lasse bestemt ved Armen og trak af med ham.

Solen stod lavt nu. Oppe paa Pladsen gik Masserne og trampede rundt og rundt som i en Trædemølle; nu og da kom en fuld Mand farende og banede sig en bred Vej i Folkestimen. Nede fra Teltpladsen kogte Larmen op: Lirekasser der sled hver sin Melodi, Udraabere, Dansegulvenes Orkestre og de taktfaste Stamp af en Skotsk eller Rejlænder. Kvinderne gik i Klynger og drev op og ned, med lange Blikke ind i Beværterteltene, hvor deres Mandfolk sad, nogle stillede sig op ved Teltaabningen og stod og gjorde lokkende Tegn ind.

Inde under Trærne stod en døddrukken Karl og labbede op ad en Træstamme, en Pige stod hos ham og græd i sit sorte Damaskes Forklæde. Pelle betragtede dem længe, Karlen havde Klæderne i Uorden, og dængede sig over Pigen med et fjollet Grin naar hun grædende søgte at rette ved hans Tøj. Da Pelle vendte sig om, var Lasse og Madam Olsen blevet borte for ham i Færdslen.

De var nok gaaet saa smaat i Forvejen, og han gik nedad, hele Gaden til Ende. Saa vendte han mismodig om og søgte op efter Pladsen; han borede sig ind og ud i Strømmen og havde sine Øjne alle Vegne. „Har I ikke set Far Lasse?“ spurgte han ynkeligt naar han traf Kendinger.

Inde i den tykkeste Sværm gik en stor Mand og deklamerede lyksaligt, med Panden i Sky. Han var Hovedet højere end de andre og meget bred; men Godheden lyste af ham, han vilde omfavne alle. De veg skrigende til Side, saa der blev en bred Vej, hvor han gik. Pelle holdt sig bagefter ham og slap frem gennem den tykkeste Masse; derinde stod Herredsbetjente og Skovløbere fordelte hver paa sin Post, støttet paa tykke Knipler. De havde Øjne og Øren paa Vagt, men blandede sig ikke i noget. Det hed sig, at de havde Haandjærn i Baglommen.

Pelle var kommet ned paa Vejen i sin fortvivlede Søgen. Vogn efter Vogn arbejdede sig forsigtigt frem gennem Dunkelheden ind under Trærne, saa rullede de frem i det blændende Aftenlys og tog Landevejen fat med store Knald. Det var de Hellige der kørte hjem.

Han kom i Tanke om Tiden og spurgte en Mand hvad Klokken var. Ni! Pelle maatte løbe for ikke at komme for sent til Vognen. Paa Vognen sad Karl Johan og Lyse Marie og spiste: „Kom op med og faa dig nogen Mad!“ sagde de. Pelle var hungersulten, han glemte alting mens han aad. Men saa spurgte Karl Johan om Lasse, og Kvalen meldte sig paa ny.

Karl Johan var gnaven; ikke en eneste var mødt ved Vognen, skønt det var den aftalte Tid. „Nu er det bedst du holder dig nær ved os!“ sagde han da de gik opefter, „ellers kan du let blive slaaet fordærvet.“

Oppe i Skovbrynet kom Gustav løbende. „Har ingen af jer set Bodil?“ spurgte han gispende, han havde oprevne Klæder og Blod paa Skjortebrystet. Han jog stønnende videre og forsvandt under Trærne. Derinde var der helt mørkt, men Pladsen laa i et sælsomt Lys, som ingen Steder kom fra men syntes at være ladt i Stikken der af den flygtende Dag. Ansigterne tonede spøgelseagtigt blege frem derude i Lyset — eller stod som sorte Huller i det for pludselig at bryde frem, dybtrøde af Blodbrand.

Menneskene tumlede rundt i øre Klynger, hvinende og larmende. Hede Par glemte sig selv midt i Vrimlen; to Mænd kom gaaende med hinanden kærligt om Halsen, pludselig laa de og væltede sig i Slagsmaal. Andre blandede sig i det og tog Parti uden at kere sig om Oplysninger — det blev til en hel væltende Dynge. Saa kom Øvrigheden og slog løs med sine Stokke; de der ikke løb deres Vej blev bundne og smidt ind i en tom Stald.

Pelle var helt syg og holdt sig ind til Karl Johan, det sprat i ham hvergang en Bande nærmede sig dem. „Hvor er Far Lasse?“ sagde han klynkende, „lad os gaa og finde ham.“

„Aa hold Mund!“ udbrød Forkarlen, der stod og anstrængte sig for at faa Øje paa sine Medtjenere. Han var gal i Hovedet over denne Uefterrettelighed. „Staa ikke der og tud! Løb hellere ned ved Vognen og se om der er nogen kommet.“

Pelle maatte af Sted, saa ilde han var ved at vove sig ind under Trærne. Løvet hang lyttende tyst, men oppe fra Pladsen drev Larmen herned i Byger, og i Mørket under Buskene rørte Livet sig puslende og tog Stemmer af Fryd eller Graad. Pludselig skar et Hvin sig gennem Skoven og fik ham til at klippe sammen i Knærne.

Karna sad bag i Vognen og sov, lænet til Forsædet stod Bengta og græd. „De har sat Anders fast,“ hulkede hun. „Han blev vild, og saa lagde de Haandjærn paa ham og satte ham fast.“ Hun fulgte med op.

Lasse stod hos Karl Johan og Lyse Marie; han saa udfordrende paa Pelle, inde i hans sammenknebne Øjne var der tændt en lille opsætsig Glød.

„Saa var det altsaa kun Mons og Raske Sara,“ sagde Karl Johan og mønstrede dem.

„Men Anders da? Du vil vel ikke køre fra Anders?“ hulkede Bengta.

„Anders ham er der ingenting at gøre ved!“ sagde Forkarlen. „Han kommer nok af sig selv, naar han engang slipper ud.“

De fik opspurgt, at Mons og Raske Sara var nede paa et af Dansegulvene, og gik derned ad. „Nu bliver I her!“ sagde Karl Johan haardt og gik ind for at tage et Overblik over de Dansende. Derinde brændte Blodet som dansende Sole; Ansigterne lignede Ildkugler der trak røde Kredse i den blaa Taage af Sveddamp og Støv! Dump! dump! dump! Takten faldt drønende som en Dommedagsnæve; og ude midt paa Gulvet stod en Karl og vred sin Jakke, saa Vandet plaskede.

Fra et af Gulvene væltede en stor Karl ud med to Piger. Han havde en Arm om Halsen paa hver af dem, og de foldede trofast Armene om hans Ryg. Huen sad ham i Nakken, han var ved at gaa i Luften af Ubændighed, men følte sig for behageligt besværet til at ytre sig ved Spring; saa spærrede han Munden vidt op: „Tag mig Fanden! tag mig Satan! tag mig syv Hundred Djævle!“ jublede han saa det gjaldede, og drog ind under Trærne med sine Piger.

„Det var nok selve Per Olsen,“ sagde Lasse og saa langt efter ham — „det er et Mandfolk det! Han ser vist ikke ud, som om han skulde bære paa nogen Syndegæld til Vorherre.“

„Hans Dag kan vel komme endnu,“ mente Karl Johan.

Ved et rent Tilfælde fandt de Mons og Raske Sara, som sad og sov i hinandens Favn paa en Bænk under Trærne. „Saa skulde vi vel se at komme hjem?“ sagde Karl Johan langtrukkent; han havde gaaet saa længe og været retskaffen, at han var blevet tør i Halsen. „Der er vel ingen af jer, der giver et Afskedsglas?“

„Det gør jeg,“ sagde Mons — „hvis I vil gaa med op i Paviljonen og drikke det.“ Mons var gaaet Glip af noget ved at sove, og følte Trang til at komme Pladsen en Gang rundt. Hvergang et Hyl traf dem, sprang han ved Raske Saras Side og svarede med en lang Hujen. Han prøvede at slide sig løs, men hun holdt ham fast i Armen; saa svingede han med den tunge Ende af sin Kuglestok og hujede udfordrende. Lasse spjættede med sine gamle Lemmer og efterlignede Mons’ Hujen; han havde Mod paa alt andet end at køre hjem han ogsaa. Men Karl Johan slog i Bordet — nu skulde det være! Og han fik Medhold af Pelle og Kvinderne.

Ude paa Pladsen fik et Vræl dem til at stanse, Kvinderne søgte bagved hver sit Mandfolk. En Mand kom løbende i bart Hoved, fra et stort Hul i Tindingen flød Blodet ned over Ansigt og Kravetøj, hans Træk var fordrejede af Rædsel. Bagefter ham kom en anden, ogsaa i bart Hoved — og med dragen Kniv. En Skovløber traadte i Vejen for ham men fik hans Kniv i Skulderen og faldt; Forfølgeren sprang videre. Idet han jog forbi dem, udstødte Mons et kort Hyl og sprang ret i Luften; den anden fik hans Kuglestok lige i Nakken og sank sammen med et Suk. Mons gled bag nogle Klynger og forsvandt; nede ved Skovbrynet stod han og ventede paa dem. Han svarede ikke paa Hylene mere.

Karl Johan maatte føre Hestene ved Hovederne til de fandt ud paa Vejen, saa satte man sig til Vogns. Bagved var Larmen forsvunden, kun et enkelt langt Raab om Hjælp skar Luften og faldt igen.

Nede ved en lille Skovsø havde nogle forglemte Piger samlet sig paa Engen og legede paa egen Haand. Den hvide Damp laa over Græsset som et lysende Vand, og Pigerne stod frem af den med Overkroppen. De gik i Rundkreds og sang Skærsommernattens Sang. Ren og klar steg den muntre Sang op, og var saa underlig trist at høre paa alligevel — fordi de der sang den var ladt i Stikken af Svirekarle og Slagsbrødre:

Vi skal danse paa Bjærg og Bakker, slide op vore Sko og Sokker. Hej hop, min lille Hjærtesnup! vi vil danse til Solen rinder op. Hejhop, du skønne! nu har vi danset i det Grønne.

Tonerne lagde sig saa mildt i Øre og paa Sind; Minde og Tanke maatte rense sig for det der kunde være af hæsligt, og lade Dagen selv komme til sin Ret som den Festdag den var. En uforlignelig Dag havde det nu været for Lasse som for Pelle — med Oprejsning for mange Aars Tilsidesættelse. Skade at den var forbi og ikke først skulde til at begynde.

Paa Vognen var de matte nu, de nikkede hen eller holdt sig tavse. Lasse sad og arbejdede nede i Lommen med den ene Haand. Han søgte at faa et Skøn over, hvad Penge der var til Rest. Det var dyrt at holde Kærest, naar man ikke vilde staa tilbage for Ungdommen i nogen Henseende. Pelle sov og gled længer og længer nedad, til Bengta tog hans Hoved i sit Skød; hun selv sad og græd sine modige Taarer over Anders.

Det dagedes stærkt, da de rullede ind paa Stengaarden.

[1] Nattergalen.

XIX

Herskabet paa Stengaarden var næsten bestandig i Folkemunde, aldrig var de helt ude af Befolkningens Sind. Der blev tænkt og talt lige saa meget om Kongstrup og hans Kone som om hele det øvrige Sogn tilsammen, de var jo Brødet for saa mange, Forsynet baade i ondt og godt; intet af hvad de foretog sig kunde være ligegyldigt.

Det faldt ingen ind at anvende samme Maal og Vægt paa dem som paa andre; de var noget for sig selv, Væsner der havde faaet meget at raade med og kunde gøre og lade som de vilde — sætte sig ud over alle Hensyn, og holde Lidenskaber. Det der udgik fra Stengaarden var for stort for almindelige Mennesker at sidde til Doms over, det kunde være svært nok at tyde hvad der gik for sig — selv om man var det hele paa saa nært Hold som Lasse og Pelle. For dem som for de andre var Stengaardsfolkene Væsner for sig, der levede deres Liv under større Forhold saa halvvejs mellem Mennesker og Magter — i en Verden hvor saadan noget som uudslukkelig Brynde og vanvittig Kærlighed huserede.

Hvad der skete paa Stengaarden gav derfor anderledes Spænding end Sognets andre Begivenheder. Man lyttede maabende og spændt til den mindste Ytring deroppe fra det høje Stuehus, og ved Udbruddene kom man til at ryste og gik om knuget af Uhygge. Saa klart Lasse i de rolige Perioder kunde synes han havde det hele for sig, saa rykkede Livet deroppe pludselig uden for den daglige Erkendelse igen, og slog sig omkring hans og Drengens Verden som en Taagesfære hvor lunefulde Magter krigede — lige over éns Hoved.

— — —

Nu var Jomfru Køller paa Gaarden paa andet Aar trods alle ilde Spaadomme; det havde tvært imod udviklet sig derhen, at enhver maatte tage sin Tanke i sig igen. Hun holdt bestandig mere af at age med Kongstrup til Staden, end af at blive hjemme og være Fruen til Opmuntring i hendes Forladthed — saadan er nu engang Ungdommen. Ellers bar hun sig anstændigt nok, og det var vitterligt, at Proprietæren igen var faldet tilbage i sit gamle Hotelkæresteri derinde. Fruen selv nærede da heller ingen Mistro mod sin unge Slægtning — om hun nogensinde havde gjort det. Hun havde kastet al sin Godhed paa den Unge som kunde det været hendes Datter; og ret ofte var det hende selv, der fik Jomfru Køller med paa Vognen for at passe paa ham.

Ellers gik Dagene som sædvanlig, Fruen laa jævnt under for sin Smaadrik og sin Kummer. Naar det onde havde sin Tur, græd hun over sit forspildte Liv; og var han hjemme paa det samme, fulgte hun ham med sin Anklage fra Stue til Stue, indtil han spændte for og tog Flugten — midt om Natten. Væggene var saa inddrukne af hendes Stemme, at den aad sig tværs igennem alt som en sørgelig Dur. De der traf til at være oppe om Natten for at vaage ved Kreaturer eller lignende, kunde høre hendes tunge Tale hakke endeløst deroppe, selv om hun var alene.

Men saa begyndte Jomfru Køller at lave paa at rejse; hun hittede ret hovedkulds paa, at hun vilde til Hovedstaden og lære noget saa hun kunde sørge for sig selv. Det kom besynderligt, da hun dog havde al Udsigt til at arve Proprietærens engang. Fruen blev helt elendig ved at skulle miste hende, hun glemte rent sine andre Bekymringer og gik og snakkede for hende bestandig. Selv efter at det hele var slaaet fast, da de stod i Rullestuen sammen med Pigerne og gjorde Jomfru Køllers Tøj i Orden til Rejsen, blev hun ved med sit — til ingen verdens Nytte. Hun havde det jo med ikke at kunne slippe Taget igen hvor hun først fik fat — som alle Stengaarderne!

Der var noget besynderligt ved Jomfru Køllers Paastaalighed; hun havde ikke engang klart for sig hvad hun vilde tage sig til derovre. „Hun skal vel saa over og lære at koge?“ sagde en og anden med et forblommet Smil. Husmandskonerne gjorde sig Ærende op paa Gaarden med Mælkespanden for at forhøre sig hos Pigerne om Jomfru Køllers Vask: Der var Tegn her og Tegn dér!

Fruen selv havde ingen Mistanke. Hun som ellers altid laa under for Mistanken baade i Tide og Utide, var slaaet med Blindhed her. Det kom vel af, at hun stolede saa fuldt ud paa sin Slægtning — og saá saa meget i hende! Hun sansede ikke at sukke engang, saa optaget var hun af at faa alt i god Orden. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; Jomfru Køller havde nok haft Hovedet fuldt af helt andre Ting, slig en Forfatning hendes Sager var i.

„Jeg er nu glad for, at Kongstrup rejser over med hende,“ sagde Fruen til Lyse Marie, en Aften de sad omkring den store Stoppekurv og bødede den Unges Hoser efter Vasken. „København skal være en slem By for uforfaren Ungdom at komme ind til. Men Sine begaar sig nok, hun har Køllerslægtens gode Bund i sig.“ Hun sagde det helt barne-enfoldigt; der kunde trampes ud og ind i hendes Hjærte med store Træsko paa, saa mistroen hun ogsaa var. — „Til Julen kommer vi kanske over og ser til dig Sine,“ føjede hun til i sin Hjærtens Godhed.

Jomfru Køller aabnede Munden og snappede Vejret i Angst men svarede ikke. Hun holdt sig bøjet over sit Arbejde, og saa ikke paa nogen den hele Aften. Hun saa aldrig frit paa nogen mere. „Hun skammer sig over sin Træskhed!“ sagde de. Hende kunde Dommen da naa, hun skulde have vidst hvad hun gjorde og ikke gaaet mellem Barken og Træet — tilmed her hvor den ene havde sat al sin Lid til hende. —

Oppe i den øvre Gaard var den ny Karl Pær i Færd med at gøre den lukkede Vogn i Stand. Erik stod hos og hang, han saa ulykkelig og forpint ud Staklen — som altid naar han ikke var i Nærheden af Forvalteren. Hvergang et Hjul skulde af eller paa, maatte han sætte sin Kæmperyg under den svære Vogn og løfte. Lasse kom frem i Stalddøren engang imellem, for at danne sig et Skøn over hvad der stod paa; Pelle var i Skole første Dag i det ny Halvaar.