Part 16

Der var kommet en hel anden Luft over Stengaarden. Uhyggen var borte, der sank ingen Klagetoner gennem Luften og lagde sig som Klæg og sort Sorg om én. Stengaardsbonden var den Forandringen kendtes mest paa; han var ti-tyve Aar yngre, og slog til Side i godt Humør som en der er løst af Bolt og Jærn. Han var optaget af Bedriften, jog et Par Gange hver Dag til Stenværket i sin Gig, mødte frem ved hvert nyt Arbejde og kunde godt finde paa at smide Trøjen og tage en Haand i. Lyse Marie dækkede hans Bord og redte hans Seng, og han var ikke bange for at vise at han var god ved hende. Hvor mange var ellers saadan en simpel Pige bekendt ved højlys Dag! Hans Humør virkede helt smittende og forjog baade det ene og det andet.

Ellers kunde det jo ikke nægtes, at Lasse havde sit at trækkes med. Giftesygen faldt tungt over ham med den haarde Kulde, som allerede indfandt sig i December; han længtes efter at faa Foden under eget Bord og have sig en Kvinde der var alt for ham. Helt opgivet Karna havde han vel endnu ikke; men han havde dog lovet Tækkemand Holms Kone ti blanke Kroner paa Bordet, saa fremt hun opsporede noget der passede for ham.

Egenlig havde han jo slaaet det hele af Hovedet som en Umulighed og begivet sig ind i sin Alderdoms Land. Men hvad kunde det hjælpe at lukke sig inde, naar man blot gik og ledte efter Dørene for at slippe ud igen. Lasse saa sig ud endnu engang, og det blev som altid Pelle der bragte Livet og Glæden til Huse.

Nede i Udkanten af Fiskerlejet boede der en Kone, hvis Mand fór til Søs og ikke havde ladet høre fra sig i adskillige Aar. Pelle havde nogle Gange paa Vej til og fra Skole søgt Ly mod Vejret i hendes Forstue, og efterhaanden blev de gode Bekendte; han gjorde hende Smaatjenester og fik en Kop varm Kaffe for det. Naar Kulden var rigtig hvas, kaldte hun ham altid ind. Saa fortalte hun ham om Søen og om sin Skarns Mand, der blev borte og lod hende sidde og slide sig Brødet til ved at bøde Redskab for Fiskerne; og Pelle maatte til Gengæld fortælle om Far Lasse, og Mor Bengta som laa derhjemme paa Kirkegaarden i Tommelilla. Det blev ikke til meget andet med Snakken, for bestandig kom hun tilbage til sin Mand der blev borte og lod hende sidde Enke.

„Han er vel druknet,“ sagde saa Pelle gærne.

„Nej det er han ikke, for jeg har intet Varsel haft!“ svarede hun bestemt, altid med den samme Vending.

Pelle fortalte det hele igen til Faderen, som var meget interesseret. „Naa var du saa ind om hos Madam Olsen i Dag?“ var det første han sagde naar Drengen kom fra Skole. Saa maatte Pelle fortælle enhver Ting flere Gange, Lasse kunde ikke faa det grundigt nok:

„Du har vel fortalt hende, at Mor Bengta er død? — ja vist det har du jo! Naa hvad spurgte hun dig saa ud om mig i Dag? — Ved hun om Arven? (Lasse havde fornylig arvet 25 Kroner efter en Farbror). Du kunde jo godt lade et Ord falde om det — for at hun ikke skal anse os for rene Lus.“

Pelle bar forblommede Bud baade frem og tilbage. Fra Lasse fik han Smaating med som Vederlag for det gode hun gjorde ham, broderede Lommeklæder og et fint Silketørklæde — det var de sidste Rester af Mor Bengtas Efterladenskaber. Det vilde blive svært at undvære dem hvis dette ny glippede — saa var Minderne der ikke at falde tilbage paa! Men Lasse satte alt paa ét Kort.

En Dag kunde Pelle fortælle, at nu havde det varslet hos Madam Olsen. Om Natten var hun vaagnet ved, at en stor sort Hund stod og gispede ved hendes Hovedgærde, dens Øjne lyste i Mørket, og hun hørte Vandet dryppe fra dens Pels. Hun forstod, at det maatte være Skibshunden med Bud til hende, og gik til Vinduet. Og ude i Maaneskinnet over Søen saa hun et Skib gaa med alle Sejl til. Det byggede højt op for Synet, og man saa Hav og Himmel tværs igennem det. Over Rælingen hang hendes Mand og de andre, de var gennemsigtige, og Saltvandet drev dem af Haar og Skæg og randt ned over Skibssiden.

Om Aftenen iførte Lasse sig sin bedste Stads.

„Skal vi ud i Aften?“ spurgte Pelle glad forundret.

„Nej — ja det vil sige jeg skal, et lille Ærende bare. Hvis nogen spørger efter mig, maa du sige at jeg er gaaet til Smeden efter en ny Næsering til Tyren.“

„Og jeg skal ikke med da?“ Pelle var lige ved at græde.

„Nej du maa være skikkelig og blive hjemme denne ene Gang.“ Lasse klappede ham paa Hovedet.

„Hvor skal du hen da?“

„Jeg skal —“ Lasse vilde lave en Løgn men kunde ikke faa det over sit Hjærte. „Du maa hellere lade være at spørge mig!“ sagde han.

„Faar jeg det saa at vide en anden Dag — uden at spørge?“

„Ja det gør du — ganske bestemt!“

Lasse gik men kom tilbage igen. Pelle sad paa Sengekanten og græd — det var første Gang Lassefar gik uden at tage ham med.

„Nu maa du være fornuftig og gaa i din Seng,“ sagde han alvorligt. „Ellers bliver jeg hjemme hos dig, men saa gaar der kanske meget i Stykker for os begge to.“

Saa tog Pelle sig i det og begyndte at klæde sig af. Og Lasse kom endelig paa Vej.

Der var lukket og slukket da han naaede ned til Madam Olsens Hus. Han kendte det let efter Pelles Beskrivelser, og gik et Par Gange rundt om det for at se hvordan Væggene stod. Det saa helt godt ud baade i Tømmer og Klining, og en god Bid Jord hørte der til — lige stor nok til at den kunde tilses om Søndagen, saa man kunde passe sin Dagløn de søgne Dage.

Lasse bankede paa Døren, lidt efter kom en hvid Skikkelse frem ved Vinduet. „Hvem er det?“ blev der spurgt.

„Det er Pelles Far, Lasse Karlsson,“ sagde Lasse og traadte frem i Maaneskinnet.

Skodden blev slaaet fra. „Kom kun indenfor, staa ikke der i Kulden!“ sagde en blød Stemme, og Lasse traadte over Tærsklen. Der var Sovelugt i Stuen, Lasse vejrede Alkoven men kunde intet se, han hørte Pusten som om et fedt Menneske trak i Strømper. Saa strøg hun en Tændstik og tændte Lampen.

De gav Haanden og saa imens hinanden an. Hun var i stribet Dynevaarskørt der holdt Nattrøjen samlet, og havde blaa Natkappe paa Hovedet. Gode Lemmer havde hun og en god Barm; Ansigtet lovede ogsaa godt. Hun var af den Slags, som ikke vilde gøre en Kat Fortræd naar hun ikke blev strabeseret — men nogen Slider var hun ikke, dertil var hun for blød i det.

„Saa det er Pelles Far!“ sagde hun — „det er en ung Søn du har. Naa men sid ned værsaagod.“

Lasse missede lidt, han havde nok frygtet at hun vilde finde ham gammel.

„Ja han er jo hvad man vilde kalde en Sildefødning; men jeg kan dog gøre Mands Gærning endnu — baade her og der.“

Hun lo til ham mens hun gik til og fra og satte paa Bordet — koldt Flæsk og Medisterpølse, Snaps og Brød og en Lerskaal med Fedt. „Spis! men spis!“ sagde hun „det er derpaa et Mandfolk skal kendes. Du har gaaet en lang Vej.“

Nu først kom Lasse i Tanke om, at han dog maatte give et Paaskud for sit Besøg. „Jeg skulde egenlig af Sted igen med det samme. Jeg vilde blot ned og sige dig Tak for din Godhed mod Drengen.“ Han lettede endogsaa paa sig som for at bryde op.

„Nej men hvad er det nu for noget Sludder!“ udbrød hun og trykkede ham ned i Stolen igen. „Det er jo kun simpelt men værsgod og lad det smage.“ Hun trykkede ham Redskabet i Haanden og skubbede ivrigt Maden hen foran ham. Hele hendes Skikkelse udstraalede Varme og Hjærtensgodhed, som hun stod der tæt ind over ham og puslede for ham. Og Lasse hyggede sig i det.

„Du har vist været en god Kone for din Mand,“ sagde han.

„Ja det er saamænd sandt ogsaa!“ sagde hun, idet hun satte sig ned og saa aabenhjærtet paa ham. „Han fik alt hvad han kunde have Krav paa og vel det, naar han var i Land. Han laa til Middag, og jeg passede ham som et lille Barn. Men ikke en Haandsrækning han gav mig for’et — saa bliver én jo træt tilsidst.“

„Det var Uret af ham“ sagde Lasse „for den ene gode Gærning bør kalde paa den anden. Jeg tror ikke Bengta skulde have noget saadant at sige mig paa, om hun blev adspurgt.“

„Ja der er saamænd meget at gøre i et Hus, naar det ellers er en Mand der har Vilje til at hjælpe. Jeg har jo kun én Ko, for mere kan jeg ikke overkomme; men to kunde der godt holdes, og Gæld paa Stedet er der ikke.“

„Jeg er jo kun en fattig Djævel imod dig!“ sagde Lasse nedslaaet. „Jeg har vel alt i alt halvhundrede Kroner, og ordenligt Tøj har vi at tage paa begge to, men ellers ejer jeg kun et Par gode Næver paa Skaft.“

„Det er jo ogsaa meget værd. Og bange for at hente en Spand Vand eller sligt er du ikke, kan jeg forstaa paa dig?“

„Nej det er jeg ikke. Og jeg er heller ikke bange for en Kop Kaffe paa Sengen en Højtidsmorgen.“

Hun lo til ham. „Saa skulde jeg vel have en Kys!“ sagde hun.

„Ja det skulde du vel,“ sagde Lasse glad og kyssede hende. „Og saa maa vi haabe paa Lykke og Velsignelse for os alle tre. Pøjken ved jeg jo du holder af.“

Der var endnu adskilligt at drøfte, Kaffen skulde drikkes, og Lasse skulde se paa Koen og paa Husets Indretning. Imens blev Klokken mange.

„Du maa jo hellere indrette dig her for Natten!“ sagde Madam Olsen.

Lasse stod og vaklede i det — der var Gutten som laa alene, og han skulde være paa Gaarden Kl. fire. Men ude var det koldt, og her var saa lunt og hyggeligt i alle Maader.

„Ja, jeg maa kanske hellere det,“ sagde han og lagde Tøjet fra sig igen.

— — —

Da han ved Firetiden sneg sig bag ind gennem Kostalden, brændte Lygten endnu i Røgterkamret. Lasse troede han var opdaget, og kom til at ryste, det var halsløs og uforsvarlig Gærning at være borte fra Besætningen en hel Nat. Men det var blot Pelle der laa sammensunken paa Kisten, fuld paaklædt, og sov. Han var sort og ophovnet i Ansigtet af Graad.

Hele Dagen var der noget lukket, næsten fjendsk over Pelles Færd. Lasse led under det; der var ikke andet for, han maatte ud med Sproget.

„Nu er det afgjort du,“ sagde han endelig. „Vi faar Hus og Hjem — og en vakker Mor paa Købet. Det er Madam Olsen, er du saa tilfreds?“

Pelle havde ikke noget imod det. „Maa jeg saa komme med næste Gang?“ spurgte han, lidt mut endnu.

„Næste Gang kommer du med — det bliver nok paa Søndag. Saa ber vi os tidlig fri og gaar i Besøg.“ Lasse sagde det med et eget Sving — han havde rettet sig.

Pelle var med om Søndagen, de havde fri fra midt paa Eftermiddagen. Saa gik det ikke an at bede sig fri saa snart igen, men Pelle saa jo sin vordende Mor saa at sige hver Dag. For Lasse var det vanskeligere. Naar Længslen efter Kæresten kom for stærkt over ham, gik han og nussede til Pelle var faldet i Søvn, saa klædte han sig om og listede af.

Dagen efter en saadan forvaaget Nat var han ikke meget værd til sit Arbejde, han gik og snublede over sine egne Trin. Men hans Øjne lyste ungdommeligt, som havde han sluttet hemmeligt Forbund med Livets stærkeste Magter.

XVI

Erik stod oppe ved Hovedtrappen, med hængende Skuldre og Ansigtet vendt halvt mod Muren; der stillede han sig op hver Morgen ved Firetiden; han stod og ventede paa at Forvalteren skulde komme ned. Klokken var seks, det var lige begyndt at lysne.

Lasse og Pelle var færdige med Mugningen og den første Fodring, nu var de sultne. De stod i Døren til Kostalden og ventede paa at Madklokken skulde lyde; ovre i Dørene til Hestestalden stod Karlene og kiggede langt de ogsaa. Da den var et Kvarter over gik de mod Kælderen med Karl Johan i Spidsen, Lasse og Pelle rykkede ogsaa ud og skyndte sig mod Folkestuen, Madlængslen lyste ud af dem.

„Naa Erik, nu skal vi ned og æde!“ raabte Karl Johan i Forbigaaende; Erik kom frem fra Krogen ved Trappen og tøflede efter dem ned. I Maven fejlede han da ingenting.

De aad Silden i Tavshed — Maden tæppede Munden fuldstændig. Da de var færdige, bankede Forkarlen i Bordet med Knivskaftet, og Karna kom ind med to Fade Søbe og en Stabel Fedtebrød.

„Hvor er Bodil i Dag?“ spurgte Gustav.

„Hvad ved jeg af det? hendes Seng stod urørt i Morges,“ svarede Karna hoverende.

„Det er Løgn i din Hals og Bump i din fede Nakke,“ sagde Gustav og huggede Skeen i Bordpladen.

„Du kan jo selv gaa ind paa Kamret og se efter — du kender jo Vejen,“ sagde Karna spydsk.

„Og hvad gaar der af Eleven i Dag, at han ikke ringer?“ sagde Karl Johan. „Har ingen af jer Piger set ham?“

„Nej han sover nok over sig,“ raabte Bengta ude fra Bryggerset. „Men lad ham det — jeg har ingen Lyst til at løbe der og ruske Liv i ham hver Morgen.“

„Skulde du ikke gaa op og vække ham, Gustav?“ sagde Anders plirende. „Kanske saa du noget morsomt.“ De andre lo saa smaat.

„Skal jeg vække ham, saa bliver det med denne her Musegilder,“ svarede Gustav og viste en stor Kniv. „For saa tror jeg nok jeg tager hans Virkemidler.“

Nu kom Storbonden selv ned, han holdt et Papir i Haanden og saa meget oprømt ud. „Har I hørt det sidste Nyt Folkens? Hans Peter har i Nattens Mulm og Mørke bortført Bodil.“

„Hvad Fan, begynder nu Pattebørnene ogsaa?“ udbrød Lasse kry. „Jeg maa vel til at passe paa Pelle dér, at han ikke skal løbe bort med Karna — hun har det jo med Ungdom.“ Lasse følte sig som Mand i Laget, og var ikke bange for at stikke en ud.

„Hans Peter er femten Aar,“ sagde Kongstrup irettesættende — „og i hans Hjærte raser Lidenskaben.“ Han sagde det saa komisk alvorligt at de alle brast i Latter. Kun Gustav lo ikke, han sad og klippede med Øjnene og hev op i sit Hoved som en fuld Mand.

„Hør selv her hvad han skriver — det laa paa hans Seng.“ Kongstrup holdt Papiret teatralsk ud fra sig:

„Naar Proprietæren læser dette, er jeg borte for bestandig; Bodil og jeg har besluttet at flygte bort i Natten. Min strænge Fader giver aldrig sit Minde til vor Forening, derfor vil vi nyde vor Kærligheds Lykke paa et skjult Sted, hvor ingen kan finde os. Det er stor Synd at lede efter os, for saa har vi besluttet at dø sammen hellere end at falde i vore Fjenders onde Hænder. Jeg væder dette Papir med Bodils og mine Taarer. Men Proprietæren maa ikke fordømme mig for mit sidste fortvivlede Skridt, naar jeg ikke kan andet for min store Kærligheds Skyld.

Hans Peter.“

„Han læser nok Historiebøger den Fyr,“ sagde Karl Johan. „Han kan blive god engang.“

„Ja han kender paa en Prik hvad der skal til til en Bortførelse“ svarede Kongstrup fornøjet. „Om det saa er en Stige, har han faaet den slæbt hen til Pigekammervinduet — skønt det er i Højde med Jorden. Bare han var halv saa grundig til Landvæsnet.“

„Hvad nu? de skal vel eftersøges?“ spurgte Forkarlen.

„Ja jeg ved ikke — det er næsten Synd at forstyrre deres unge Lykke. De kommer jo nok af sig selv naar de bliver sultne. Hvad mener du Gustav — skal vi holde Klapjagt paa dem?“

Gustav svarede ikke; han rejste sig kort og gik over mod Kamrene. Da de andre kom over var han gaaet i Seng.

Hele Dagen laa han og sagde hverken bu eller bæ, naar nogen kom ind til ham. Det gik ud over Arbejdet, og Forvalteren var gal i Hovedet. Han led i det hele ikke den ny Maade Kongstrup var ved at indføre — med Frihed for enhver til at tale og gøre akkurat som de lystede.

„Gaa ind og vip Gustav af Sengen!“ sagde han om Eftermiddagen de gik paa Loen og rensede Sæd. „Vil han ikke med det gode, saa klæd ham paa med Magt.“

Men Kongstrup, som selv stod og førte Vægten til Bogs, lagde sig imellem. „Nej er han syg, maa han ogsaa have Lov at ligge,“ sagde han. „Men det er vor Skyldighed at gøre noget for hans Helbredelse.“

„En Sennepskage,“ foreslog Mons og saa udfordrende paa Forvalteren.

Kongstrup gned sig i Hænderne: „Ja det var godt! Gaa du over Mons og faa Pigerne til at lave en Sennepskage vi kan lægge ham i Hjærtekulen; det er jo dér han har Ondet.“

Da Mons kom med Kagen, gik de i Procession over for at anbringe den, med Proprietæren selv i Spidsen. Kongstrup saa godt Forvalterens onde Øjne: Igen et Spild af Arbejde for nogle Tossestregers Skyld! sagde de. Men han havde nu engang Lyst til at more sig lidt, og Arbejdet kom vel nok fra Haanden.

Gustav havde nok lugtet Lunten, for da de kom var han i Tøjet. Siden gik han og passede sit, men var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp. Han lignede en der har faaet Maanesyge.

Nogle Dage senere rullede en Vogn ind i Stengaarden. I Agestolen sad en bred Bonde i Pels, Hans Peter sad ganske indhyllet ved Siden af ham, og bag i Vognbunden laa den smukke Bodil i lidt Halm og krøb sammen af Kulde. Det var Elevens Fader der bragte de to Flygtninge tilbage, han havde fundet dem paa et Logi inde i Staden.

Oppe paa Kontoret fik Hans Peter sine Klø saa det kunde høres. Saa blev han sluppet ud i Gaarden og gik der tudende og skamfuld, til han faldt i Leg med Pelle nede bag Kostalden.

Bodil blev der taget strængere paa. Det var nok den fremmede Bonde, der forlangte at hun skulde væk straks; for Kongstrup var ikke ellers haard af sig. Hun maatte pakke sit Tøj, og over Middag blev hun kørt af Gaarde. Hun saa blid og god ud som altid, ret et Himmerigs Barn lignede hun da hun kørte væk — havde man ikke vidst bedre.

Næste Morgen var Gustavs Seng tom. Han var som blæst væk — med Kiste, Træsko og alting.

Lasse saa paa det hele med en Mands overbærende Smil — Barnestreger! Nu fattedes det blot, at Karna skulde klemme sin tykke Krop gennem Kældervinduet en Nat og forsvinde som en Røg hun ogsaa — paa Jagt efter Gustav.

Det skete nu ikke. Men hun blev mild til Sinds mod Lasse igen, spurgte til hans og Pelles Tøj og vilde gærne gøre det godt for dem.

Lasse var ikke blind, han saa godt hvad det trak op til, og det gik i ham af Magtfølelse. Der var to, han kunde faa nu naar det skulde være; blot han strakte en Haand ud, greb Kvindfolkene efter den. Han gik i en Festrus hver Dag, og der var Dage hvor han var saa højt oppe, at det hviskede ubændigt i ham om at gribe til. Der havde han gaaet og traadt saa adstadigt paa Jorden alle sine Dage, gjort sin Pligt og levet sit Liv i al pæn Skikkelighed! Hvorfor skulde han ikke for én Gangs Skyld lade staa til — og prøve at springe igennem de brændende Tøndebaand han ogsaa? Der var en lokkende Kraftudfoldelse i det.

Men det retskafne i ham sejrede. Han havde altid holdt sig til den ene som Skriften paabød, og det vilde han blive ved med. Det andet var kun for de store — Abraham som Pelle var begyndt at fortælle om, og Kongstrup. Pelle maatte heller aldrig faa Anledning til at sige sin Fader noget paa dér; han vilde staa ren for sit Barn og kunne se ham i Øjnene uden at blinke. Og saa — ja Tanken om, hvordan de to Kvinder vilde tage det i Fald det blev opdaget, kunde rent ud sagt faa Lasse til at misse med sine røde Øjne og dukke Hovedet.

* * * * *

Lidt hen i Marts kom Fruen uventet tilbage. Proprietæren havde indrettet sig helt hyggeligt uden hende, og hun kom nok temmelig bag paa ham. Lyse Marie blev straks furet ned i Bryggerset; naar hun ikke helt blev jaget væk, var det fordi der var bart om Pigehjælp paa Gaarden siden Bodil rejste. Fruen havde en ung Slægtning med, som skulde være hende til Selskab og hjælpe hende med det indvendige.

Det syntes at gaa rigtig godt imellem dem, Kongstrup holdt sig hjemme omkring og var adstadig. De tre kørte ud sammen, og det var svært saa Fruen hængte sig ved hans Arm, naar de var ude og viste den Unge Gaardens Tilliggende. Det var let at se, hvorfor hun var kommet tilbage — hun kunde ikke leve ham foruden!

Men Kongstrup lod ikke nær saa glad ved det; han havde sat sin Kaadhed over Styr igen og trukket sig mere tilbage. Naar han saadan færdedes, kunde han godt se ud, som laa der noget usynligt paa Lur efter ham og han frygtede en Overrumpling.

Dette usynlige rakte efter de andre ogsaa. Fruen greb aldrig ondt ind i noget, hverken lige til eller ad Omveje; men alligevel strammedes alting; man bevægede sig ikke længer frit over Gaarden, men skottede op til de høje Vinduer og skyndte sig forbi. Luften fik igen det trykkende over sig, som gjorde uvillig og krængd og i daarligt Humør.

Gaaden lagde sig atter tung over Stengaardens Tag. Gaarden havde gennem Slægtled været saa manges timelige Velfærd eller Ulykke — den var bygget op paa det; derhen drog endnu bestandig de fleste Tanker. Det dunkle — Rædslen, Uhyggen, de uklare Anelser om Magter der vilde ilde — var vant til at søge den Vej som mod en Kirkegaard.

Og nu samlede det sig over denne Kvinde, der havde saa tung en Skygge, at alting lysnede naar hun drog bort. Hendes uendelig jamrende Protest mod Forurettelsen slog formørkende ud og drog alt det tunge til sig. Hun kom ikke engang tilbage for at bøje sig ind under, hvad der ikke kunde være anderledes —, men for at fare fort med fornyet Styrke. Undvære ham kunde hun ikke og byde ham noget godt heller ikke; hun var som de Væsner, der kun kan leve og aande i Ilden og alligevel jamrer sig derinde. Hun vred sig i Flammerne og holdt dem dog selv ved Lige — Lyse Marie var hendes Værk, og nu havde hun bragt den nye Slægtning til Huse. Saadan kom hun ham i Møde, for saa at ryste Huset over ham med sin Klage.

En saadan Kærlighed var ikke Vorherres Værk; _Magter_ holdt til i hende.

XVII

Hu som det bed! Pelle var paa Vej til Skole, han pressede sig i Luntetrav op mod Stormen. Ved den store Tjørn stod Rud og ventede; han sluttede op, og de løb ved hinandens Side som to medtagne Øg, pustende og med sænkede Hoveder. Trøjekraven var krænget op om Ørerne, og Hænderne søgte ned inden for Bukselinningen for at faa Del i Kropsvarmen; Pelles Trøjeærmer stumpede, hans Haandled var violette af Kulde.

De sagde ikke stort men bare løb; Stormen snappede dem straks Ordene af Munden og stoppede den med Hagl, det var ikke til at faa Luft nok til Løbet eller lukke et Øje op. Hvert Øjeblik maatte de stanse og sætte Ryg mod Vejret, mens de fyldte Lungerne og pustede varm Aande op over det følesløse Ansigt. Det værste var Overgangen inden man kom rigtig op mod Vinden og i Trit igen.

De tre Fjerdingvej fik Ende, og Drengene drejede ind i Fiskerlejet. Hernede ved Stranden var der næsten Læ, det oprørte Hav brød Vinden. Der var ikke stort af Søen at se; det der stak frem her og dér af Bygerne, kom som en vandrende Mur og væltede brølende sammen i hvidgrønt Kog. Vinden rev Toppen af Bølgerne i arrige Rusk og førte salt Regn ind over Landet.

Læreren var ikke kommet. Oppe ved Pulten stod Nilen, han var i Færd med at dirke den op for at faa fat i en Pibe, Fris havde beslaglagt i Timen. „Her er din Kniv!“ raabte han og smed en Tollekniv over til Pelle der rask stak den til sig. Nogle Bønderdrenge væltede Kul i Kakkelovnen der i Forvejen var gloende, henne ved Vinduerne sad en Flok Tøser og hørte hinanden i Salmevers. Udenfor brød Havet ustanselig ind og væltede sammen; naar dets Drønen sank et Øjeblik steg vilde Drengestemmer i Vejret. Alle Lejets Drenge løb derude i Havstokken, de sprang ud og ind under Brændingen der saa ud som vilde den knuse dem — og halede Drivtømmer i Land.

Pelle var knap tøet op, da Nilen fik ham med ud; de fleste af Drengene var dyngvaade, men de lo og dampede af Iver. En af dem havde bjærget et Navnebrædt fra et Skib — _Enfoldigheden_ stod der. De slog Kreds om det og drøftede Skibets Art og Hjemsted i en mundhuggende Tone.

„Saa er Skibet gaaet under,“ sagde Pelle alvorligt. De andre svarede ikke, det var altfor selvfølgeligt.

„Ja“ sagde en Dreng nølende „Navnebrædtet kan da ogsaa være revet løs af Søerne; det har jo bare været sømmet paa.“ De undersøgte det omhyggeligt igen — Pelle kunde intet særligt opdage ved det.

„Jeg tror nu snarere Mandskabet har revet det af og smidt det i Søen — den ene Nagle er trukket ud,“ sagde Nilen og nikkede mystisk.

„Hvorfor skulde de vel gøre det?“ spurgte Pelle vantro.

„Fordi de har slaaet Kaptejnen ihjæl og selv taget Kommandoen, dit Nød! Saa døber de bare Skuden om og sejler som Sørøvere.“ De andre Drenge bekræftede det med Øjne der lyste af Æventyret — _dens_ Far havde fortalt det, og _dens_ havde endda selv været med til det. Han vilde jo ikke naturligvis, men saa blev han bare bundet til Masten mens Mytteriet gik for sig.