Part 11

Aftalen var hundrede Slag, men da Rud havde faaet de ti rejste han sig og vilde ikke mere.

„Saa faar du heller ikke Pengene,“ sagde Pelle. „Vil du, eller vil du ikke?“ Han var rød af Spænding og Anstrængelse, Sveden stod allerede i Perler ned ad hans slanke Ryg — han havde lagt godt i. „Vil du eller vil du ikke? — Fem og halvfjerds Slag da!“ Pelles Stemme dirrede af Iver, han maatte spile Næseborerne ud for at faa Luft nok, hans Lemmer kom til at ryste.

„Nej — tres kun — du slaar saa haardt! Og saa vil jeg have Skillingen først, ellers kan du snyde.“

„Jeg snyder ikke,“ sagde Pelle mørk. Men Rud stod ved sit.

Pelle bugtede sig, han var som en Væsel der har smagt Blod. Med et Ryk slængte han Mønten til Rud og stødte ham knurrende omkuld. Det græd i ham fordi han havde kvittet 40 Slag, men han lovede sig selv at lægge des bedre i.

Saa slog han, langsomt og af al Kraft, mens Rud borede Hovedet ned i Græsset og knugede Pengestykket fast for at samle Styrke. Der var Had i hvert Slag, han slog, og de gik som Stød gennem Kammeratens Legeme, men han vaandede sig ikke. Nej, der var ingen Klem i hans Vaanden sig, Mønten han holdt i Haanden tog nok Smærterne. Men om Pelles Krop brændte Luften som Ild, Armene begyndte at slaa Klik af Træthed, for hvert Slag sank hans Lyst — det var et Slid, surt Slid bare. Og Skillingen — den dejlige 50-Øre gled længer og længer bort, nu skulde han til at være fattig igen — og Rud græd ikke engang. Ved det 46de Slag vendte han Ansigtet og rakte Tunge. Da stak Pelle med et i at tudbrøle, smed de optrævlede Nældestængler langt fra sig og løb over ad Granerne til.

Der sad han saa Resten af Dagen under en Klit og sørgede over sit Tab, mens Rud laa nede under Aabrinken og badede sit vablede Legeme med vaad Ler.

X

Per Olsen var alligevel ikke den de havde anset ham for. Nu da han var blevet udfriet paa den Maade, havde det vel været i sin Orden om han havde givet det stakkels Skrog Lange Ole en hjælpende Haand — som dog var kommet i Elændighed for hans Skyld. Men se om han gjorde! Nej han tog fat at ture. Svir og Sværm og flagrende Skørter stod der om ham hele Sommeren, og nu til Fistje flyttede han op og tog Arbejde paa Stenværket — for at blive mere sin egen Mand. Der var ikke Frihed nok for ham paa Stengaarden. Det gode i ham han endnu ikke havde sat over Styr skulde nok faa Fødder at gaa paa deroppe.

Lange Ole kunde jo ikke blive paa Stengaarden, Krøbling som han var. Han fik halv Løn udbetalt som en Forekommenhed fra Bondens Side; det var mere end han havde Kravet paa — og altid saa meget at han kunde komme hjem og forsøge sig med et eller andet. Mangt et Arbejde lod sig til Nød udrette med én Haand, og nu mens han havde Pengene skulde han vel ogsaa anskaffet sig en Jærnklo; den kunde spændes paa Haandleddet og var ikke ueffen til at holde paa Redskab med.

Men Ole var blevet svag i det og havde svært ved at tage en Bestemmelse. Han blev ved at gaa paa Gaarden og drive, alt det Forvalteren jog med ham for at faa ham væk. Til sidst maatte de sætte hans Tøj Vesterud, uden for Gaarden; og der stod det og flød det meste af Sommeren. Han selv laa omkring i Stakkene og tiggede sig Mad af Folkene i Marken. Saadan kunde det jo ikke blive ved at gaa naar Kulden indfandt sig.

Men saa en Dag i Efteraaret var Tøjet væk; Johanne Pihl — Soen kaldet til daglig Brug — havde taget ham til sig. Hun følte vel Kulden hun ogsaa trods alt sit Fedt, og som Ordet siger: to holder lettere Varmen end én. Men enten hun nu gjorde det for det ene eller det andet — Lange Ole kunde takke sin Skaber for hende. Der hang altid Flæsk i hendes Skorsten.

Lasse og Pelle imødesaa Skiftedagen med Spænding. Hvad vilde den bringe for Folk denne Gang — deraf afhang jo saa meget. Foruden Hovdreng (Forkarl) skulde de have ny Anden- og Tredjekarl og nogle ny Piger. — Paa Stengaarden skiftede hvad skifte kunde. Karna det Skrog var jo bunden til at blive, hun havde sat sine gamle Aar op efter Ungdom og vilde partu være dér hvor Gustav var! Gustav blev fordi Bodil blev — saa umenneskeligt han holdt af den Pige, skønt hun ikke var det værd. Og Bodil selv vidste nok hvad hun gjorde! Det kunde aldrig gaa helt naturligt til, naar man som hun klædte sig i kostbare bokøbte Klæder.

Lasse og Pelle _blev_ simpelt hen, fordi de ikke havde noget andet Sted i Verden at ty hen. Hele Aaret ud kastede de Planer til at gøre Forandring, men naar Opsigefristen nærmede sig blev Lasse stille og lod den drive over.

I den senere Tid havde han drømt ikke saa lidt om at gifte sig igen. Der var noget gudsforladt over denne enlige Tilværelse for en Mand i hans Alder; man blev gammel og udslidt før Tiden, naar man ikke havde Kone og Hus at raade over. Inde i Lyngen i Nærheden af Bror Kalles laa der et Hus han kunde faa uden Udbetaling. Han drøftede det ofte med Pelle, og Drengen var med paa alt nyt.

Det skulde være en Kone, som kunde efterse alting og gøre det lidt hyggeligt inden Dørs; og et Arbejdsmenneske maatte hun fremfor alt være. Lidt til bedste var heller ikke ilde, men det fik nu blive som det kunde med det, bare Sindet var godt. Karna havde passet i alle Maader, baade Lasse og Pelle havde bestandig noget til overs for hende fra den Gang hun udfriede Pelle af Elevens Klør; men der var jo ikke noget at stille op saa længe hun havde den Kuller. De fik se Tiden an; kanske fik hun sin Fornufts Brug — eller der viste sig noget andet.

„Saa bliver det nok Kaffe paa Sengen Søndag Morgen!“ sagde Pelle henrykt.

„Ja og kanske anskaffer vi os en lille Hest og indbyder Bror Kalles til en Køretur iblandt,“ føjede Lasse højtideligt til.

* * * * *

Nu var det endelig Alvor. Om Aftenen havde Lasse og Pelle været hos Landhøkeren og købt Tavle og Griffel, nu stod Pelle i Stalddøren med bankende Hjærte og Tavlen under Armen. Det var en rimkold Oktobermorgen, men Drengen var ganske hed i Hovedet efter Vasken; han havde sin pæne Trøje paa og var vandkæmmet.

Lasse gik og trippede omkring ham, børstede her og dér med sit Ærme og var endnu mere benovet end Drengen. Pelle var kommet til Verden til trange Kaar, var blevet holdt over Daaben og maatte tjene for sit Brød fra liden af — altsammen lige som han selv. For saavidt var der ikke Forskel at se, det kunde godt være Lasse selv om igen, lige fra Slugørerne og Koslikket i Panden til den Maade Drengen slog Skank og sled sine Bukser forneden. Men dette her var noget lysende nyt. Aldrig havde Lasse selv eller nogen af hans gaaet i Skole, det var noget nyt der kom inden for Slægtens Rækkevidde, en Himmelens Miskundhed var det der timedes Drengen og ham selv. Det føltes som en Forskydning opad, det umulige kom inden for Rækkevidde, hvad kunde der ikke alt hænde et Menneske som havde Boglærdom. Man kunde blive Smaamester, Skriver, ja kanske Skolelærer.

„Pas nu for alting paa Tavlen, at den ikke gaar itu!“ sagde han manende. „Og se til at gaa af Vejen for de store Drenge til du kan klare dig med dem. Men vil nogen for ingen Pris lade dig i Fred, saa se du kan komme til at slaa først! Det betager de fleste Lysten, især om du lægger godt i; den der slaar først slaar to Gange, siger man for et gammelt Ord. Og saa faar du høre godt efter og lægge dig paa Sinde alt hvad Læreren siger; og vil nogen lokke dig til Sjov og Løjer bag hans Ryg skal du ikke gaa med til det. Husk ogsaa at du har et Lommeklæde og brug ikke Fingrene, for det er ikke annasét. Men naar ingen ser det kan du godt spare Kluden forstaas — des længer varer den. Og tag Vare paa din pæne Trøje. — Skulde Lærerens Madam byde dig ind til Kaffe, saa maa du ikke tage mere end ét Stykke Kage at du ved det.“ Lasse rystede paa Hænderne mens han talte.

„Det gør hun vist ikke,“ sagde Pelle lidt overlegent.

„Ja, ja, gaa nu at du ikke skal komme for sent — den allerførste Dag tilmed. Og skulde der mangle et og andet Værktøj, saa maa du sige at vi skaffer det straks — vi er jo ikke rene Lus heller.“ Lasse slog sig paa Lommen; men der var ikke rigtig Smæld i det Slag, Pelle vidste godt at de ingen Penge havde — de havde taget Tavle og Griffel paa Kredit.

Lasse stod og saa efter Drengen saa længe han kunde øjne ham — saa gik han til sit Arbejde med at knuse Oljekager. Han kom dem i Blødekarret og bar Vand paa, mens han gik og smaasnakkede med sig selv.

Det bankede paa den udvendige Stalddør, og Lasse gik hen for at lukke op — det var Bror Kalle.

„Goddag Bror!“ sagde han med sit fornøjelige Smil — „se her kommer Makkedoren fra Stenløse.“ Han vrikkede indenfor paa sine Hjulben, og de hilste hjærteligt, Lasse var henrykt for Besøget.

„Tak for sidst!“ sagde han og tog Broderen om Haandleddet.

„Det er ellers noget længe siden. Men nu kigger I vel op en Aften med det første? Mormor har et godt Øje til jer begge to.“ Kalle stod og plirede gavtyveagtigt.

„Hvordan har hun det saa det gamle Skind, kom hun nogenledes over det med Øjet? Pelle kom forgangen hjem her og fortalte, at Børnene var kommet for Skade at stikke en Kæp ind i Mormors Øje. Jeg blev helt ilde ved’et — I maatte nok til og med have Dokter.“

„Ja det kom nu lidt paa en anden Maade,“ sagde Kalle. „Jeg havde selv flyttet Mormors Spinderok om Morgenen jeg lavede noget i hendes Stue — og saa glemte jeg jo at sætte den paa Plads igen. Da hun saa vil bukke sig ned og tage noget op fra Gulvet, støder hun Blaartjørnen op i Øjet — hun er jo vant til at enhver Ting staar nøjagtig paa sit Sted. Saa det er egenlig mig Æren tilkommer.“ Han lo over hele Ansigtet.

Lasse rokkede medfølende med Hovedet: „Og hun kom nogenledes over det?“

„Nej det er nu saa rent galet og — hun mistede Synet paa det Øje.“

Lasse saa misbilligende paa ham.

Kalle tog sig i det, meget forskrækket saa det ud til.

„Ih sikke noget Sludder jeg staar og fortæller — hun mistede Blindheden paa det Øje vilde jeg jo have sagt. Er det nu ikke for galt ogsaa — man stikker Øjet ud paa et Menneske, og saa tager hun fat at se. Jeg tror sku jeg vil ud og kurere for Blindhed herefter, for det er der ikke mange Ben i.“

„Hvad siger du har hun taget fat at —? Nej nu bliver du for lystig; man skal ikke spøge med alting heller.“

„Ja ja, Spøg til Side som Profeten sagde han fik Klø af sin Kælling. Men hun kan virkelig se med det Øje nu du!“

Lasse saa en Stund mistroisk paa ham før han overgav sig. „Det er ligegodt et Mirakel!“ sagde han saa.

„Ja det samme sagde jo Dokteren — den spidse Pind havde nok virket som en Slags Operation. Men det kunde lige saa godt have taget den anden Retning. Jo vi havde sku Dokter tre Gange til hende — det kunde jo ikke nytte at knibe paa Skillingen.“ Kalle stod og forsøgte at mave sig, han havde stukket Tommelfingrene i Vestelommerne.

„Det kostede vel mange Penge det?“

„Det samme tænkte jeg ogsaa, og jeg var ikke aller gladest, da jeg spurgte Dokteren hvor meget det blev. 25 Kroner sagde han, og det lød ikke anderledes end naar vi andre beder om et Stykke Fedtebrød. Vil Dokteren gøre mig den Tjeneste at vente et Par Dage, saa jeg kan faa Koen lidt ordenlig solgt, spurgte jeg. Hvad — siger han og glor oven over Brillerne, De vil vel ikke sælge Koen for at betale mig — det maa De paa ingen Maade gøre, jeg venter til bedre Tider. Vi slipper alligevel let, selv om vi skal af med Koen, sagde jeg. — Og hvordan det? spørger han mens vi gaar ud til Vognen — det var Kaasegaardsbonden der kørte for mig. Saa fortalte jeg ham, at Marie og jeg havde tænkt en Del paa at sælge det hele, for at Mormor kunde komme over og blive opereret. Han sagde ingenting til det men krøb op i Vognen, og jeg stod saadan og knappede Fodposen om ham. Men med et griber han mig i Kraven og siger: Hør ved De hvad De lille hjulbenede Væsen? (Kalle efterlignede Lægens „fine“ Tale) De er det bedste Mennesker jeg har truffet, og De skylder mig ikke en rød Øre! Det var jo forresten Dem selv der udførte Operationen. Saa skulde jeg vel næsten haft Penge til, sagde jeg. Saa lo han og slog mig oven i Krukken med sin Skindhue. — Det er en Stadsmand den Dokter — og forpinenes dygtig; de siger om ham, at han kun har en Slags Mikstur, som han kurerer al Slags Daarlighed med.“

De sad oppe i Røgterkamret paa den grønne Kiste, Lasse havde fundet en Slat Brændevin frem. „Drik Bror“ sagde han gentagende „der skal noget til at holde Fugten ude i dette Oktoberrusk.“

„Tak for det — men drik selv du! Nej men hvad jeg skulde sige, du skulde se Mormor, hun gaar omkring og titter paa alting med sit ene Øje; om det saa bare er en Knap kan hun blive ved at glo paa den. Ja saa det ser saadan ud og det saadan? hun har jo glemt hvordan Tingene ser ud. Og naar hun saa ser en Ting, gaar hun hen og føler paa den bagefter — for at faa at vide hvad den er for noget siger hun min Sjæl. Os vilde hun nu slet ikke kendes ved de første Dage; naar hun ikke hørte os tale eller gaa, troede hun vi var fremmede Mennesker — alt det hun saa os for sine Øjne.“

„Og de Smaa —?“ spurgte Lasse.

„Jo tak, Annas den er tyk og fed, men vor egen staar ligesom lidt i Stampe. Det er ligegodt de unge Søer man skal lægge til paa. Det er sandt —“ Kalle tog sin Pengepung frem „mens vi er ved det, lad mig saa ikke glemme de ti Kroner jeg fik af dig til Barslerne.“

Lasse tog afværgende for sig. „Lad det være du, du kan have ondt nok at døje endda. Hvormange Munde er I nu, 14-15 Stykker vel?“

„Ja, men de to patter deres Mor ligesom Præstekonens Kyllinger, saa det er den rene Besparelse. Og skulde det gaa haardt paa, er én vel nok Mand for at snyde et Par Skilling ud af Næsen ogsaa.“ Han snød Næsen med et rask Tag og rakte Haanden frem — der laa en sammenlagt Tier i den.

Lasse lo ad Kunststykket, men vilde ikke høre Tale om Pengene. En Stund stod de og stak dem til hinanden. „Naa ja ja!“ sagde Kalle tilsidst og beholdt Sedlen — „saa faar du have hjærtelig Tak da. Og Farvel Bror, nu maa jeg hjemad.“ Lasse fulgte ham ud og sendte mange Hilsener. „Vi kommer nok og ser til jer med det første,“ raabte han efter Broderen.

Da han lidt efter kom ind i Kamret, laa Sedlen paa Sengen; Kalle maatte have set sit Snit til at lægge den der, Tusendkunstner som han var. Lasse lagde den saa til Side for at stikke den til Kalles Kone naar Lejlighed gaves.

Længe før Tiden gik Lasse og holdt Udkig efter Drengen. Ensomheden faldt ham lang, nu han var vant til at have ham om sig fra Morgen til Aften. Endelig kom han, forpustet af Løb, han havde længtes han ogsaa.

Der var intet sket hverken af frygteligt eller mærkværdigt i Skolen, Pelle maatte fortælle omstændeligt Punkt for Punkt. „Naa hvad kan saa du?“ havde Læreren spurgt og taget ham i Øret — helt venligt forstaas. „Jeg kan trække den gale Tyr til Vands, uden at Far Lasse hjælper det mindste til,“ havde Pelle svaret, og saa lo hele Klassen højt. „Ja ja men kan du læse?“

Nej det kunde Pelle jo ikke — „ellers var jeg vel ikke kommet her“ havde han været lige ved at tilføje. „Godt var det at du ikke svarede det“ sagde Lasse „— men hvad saa mer da?“ Ja saa blev Pelle sat paa den nederste Bænk, og hans Sidekammerat blev sat til at lære ham Bogstaverne.

„Kan du saa dem da?“

Nej Pelle kunde dem ikke den Dag. Men da der var gaaet et Par Uger, kunde han de fleste af dem og skrev dem efter med Kridt paa Stolperne. Han havde ikke lært at skrive, men hans Haand kunde gengive alle Ting han havde set, og han tegnede Bogstaverne ligesom de stod trykt paa Tabellerne.

Lasse gik og kiggede paa dem under Arbejdet og fik dem gentaget i det uendelige; men de vilde ikke rigtig hænge ved. „Hvad er saa det for en, den dér?“ maatte han idelig spørge.

Pelle gav den overlegne: „Den, har du allerede glemt den? den kunde jeg bare jeg havde set den én Gang! Det er jo F.“

„Ja det er det jo ogsaa, ja vist! — jeg begriber ikke hvor jeg har mit Hoved henne i Dag. F ja — det er jo F det! — Mon hvad den kan anvendes til?“

„Den skal staa først i Ordet Eftermiddag naturligvis!“ sagde Pelle vigtigt.

„Ja naturligvis du — men det har du nu ikke af dig selv, Læreren har sagt dig det.“

„Nej jeg har selv fundet det ud.“

„Naa har du det? Ja klog er du jo blevet — bare du ikke bliver saa klog som syv galne.“

Lasse var forstemt; men snart gav han Køb og slog over i udelt Beundring for Sønnen. Og Undervisningen fortsattes mens de syslede. Det var et Held for Pelle, at Faderen var saa langsom i det; for selv kom han ikke stort af Stedet, da han først havde tilegnet sig alt det der umiddelbart lod sig gribe af en kvik Forstand. Drengen der skulde undervise ham — Sjæsk kaldtes han — var Klassens dummeste og havde altid siddet nederst, til Pelle nu kom og løste ham af.

To Ugers Skolegang pillede stærkt ved Pelles Forestillinger paa dette Omraade. Han mødte op i ængstelig Forventning de første Dage, al hans Kækhed havde forladt ham da han traadte over Skolens Tærskel, for første Gang i sit Liv syntes han han var saa rent umulig. Skælvende af Højtid aabnede han sig for dette ukendte ny, der vilde afsløre Alverdens Mysterier for ham blot han holdt sine Slugøren godt aabne — og det gjorde han. Men der var ingen ærfrygtindgydende Mand som betragtede dem kærligt gennem Guldbriller — mens han fortalte dem om Sol og Maane og Alverdens Vidundere. Op og ned ad Midtergangen gik en Mand i snavset Lærredsfrakke og med graa Skægstubbe ud af Næsen; han gik og svippede med Spanskrøret og røg sin Pibe, eller sad oppe ved Katedret og læste sin Avis. Skolebørnene larmede og tumlede, og naar Larmen brød ud i aabent Slagsmaal, fór Manden ned fra Katedret og slog løs med sin Kæp. Og Pelle selv, ja han var — for bestandig syntes det — koblet til en beskidt Dreng, der var fuld af Kirtelsaar og som kneb ham i Armen, hvergang han ikke læste sit b-a — ba, b-e — b rigtig. Den eneste Afveksling var en Times daglig Overhøring i Lærebogens tunge Anmærkninger, og saa Lørdagens uhaandterlige Salmevers.

En Tid slugte Pelle det hele raat og bragte det trofast videre til Faderen, men saa løb han træt. Det laa ikke til ham at forholde sig ørkesløs til Omgivelserne ret længe, og en skønne Dag havde han smøget alle Formaninger og Forsætter af sig og var midt ude i Løjerne.

Der blev mindre at lære fra sig, men saa var der til Gengæld de tusend Gavtyvestreger at fortælle om. Og Far Lasse rystede paa Hovedet og begreb ingenting; men le med maatte han.

XI

„Vor Gud han er saa fast en Borg, han kan os vel beva—re, han er vor Hjælp i al vor Sorg, vort Værn i al vor Fa—re; den gamle Fjende led er nu for Alvor vred, stor Magt og Argelist han samler mod os vist, ej Jorden har hans Li—ge.“

Hele Skolen sad og bølgede i Takt frem og tilbage og tærskede Salmer i en ustanselig Liren. Lærer Fris gik frem og tilbage i Midtergangen og røg sin Pibe, han tog sin Bevægelse efter en Times Læsning i Berlingeren. Spanskrøret vuggede i Luften som en Taktstok; nu og da faldt det ned paa Ryggen af en Synder, men altid kun naar en Linje gik ud — som en Slags Udraabstegn. Lærer Fris holdt ømt over at Rytmen ikke brødes. — De Børn der ikke kunde Salmen, blev baaret med af Massen, nogle nøjedes med at bevæge Læberne, andre lavede selv Fyldetekst. Naar den blev for slem lo Sidemændene, og saa faldt Spanskrøret.

Naar et Vers løb ud slog Fris hastigt det næste an — Kværnen var tung at sætte i Gang igen naar den først gik i Staa. „Vor eg—!“ og de halvhundrede Unger kørte videre:

„Vor egen Magt den er kun svag, let kan os Fjenden fæl—de — — —“

Saa havde Fris igen et Pusterum, han kunde nyde sin Pibe og naa at lulle sig ind i denne Støj der talte om stor og flittig Virken. Naar det gik som nu satte Forbitrelsen sig for en Stund, han kunde smile i Tanker mens han gik op og ned, og — saa gammel han var — se lyst paa Tilværelsen. Den og den kom forbi og stansede for at glæde sig over Fliden herinde, og Fris slog forstærkende med Spanskrøret og følte et længst hensovet Ideal røre paa sig: Det var et helt Kuld af Ungdom han opdrog for Livet, det næste Slægtled han var i Færd med at skabe.

Da Salmen løb ud fik han dem uden Ophold drejet over i „Hvo ikkun lader Herren raade —“ og derfra igen i „Vi tro, vi alle tro paa Gud!“ De havde haft dem alle tre for hele Vinteren, og nu havde han dem endelig efter et uhyre Arbejde saa vidt, at de kunde dem nogenlunde i Kor.

Salmebogen var Lærer Fris’ Livs Bedrift, fyrretyve Aars Degnevirksomhed havde ført med sig at han kunde den hele udenad. Dertil kom saa medfødte Anlæg! Fris var fra Barn udset til Præst og drev som ung sine Studier i Overensstemmelse dermed. Guds Ord faldt godt i hans Mund, og han havde de bedste Udsigter, da en ond Fugl kom helt nede fra Faraos Enge for at bringe ham i Ulykke. Fris faldt to Trapper ned fra Sjælesørger til Degn og Børnepisker. Han tog dét med Børnene som en næsten for gennemskuelig Straf fra Himlen, og indrettede Skolen som et Præstekald i det smaa.

Hele Lejet bar Spor af hans Virksomhed; det stod smaat til med Læsning og Skrivning, men naar det drejede sig om Salmevers og Skriftsteder var disse Fiskere og Smaahaandværkere ikke nemme at slaa. Fris tilskrev sig Æren af, at de voksne sad nogenlunde i det og de unge fik ordenlig Hyre. Han fulgte hver enkelt af dem med noget af et Faderøje og fandt dem egenlig vellykkede alle. Og han stod sig godt med dem naar først de var ude af Skolen; saa kunde de komme til den gamle Pebersvend og faa en Passiar, og lette sig for et eller andet.

Med den forbandede Yngel der netop nu sled Skolebænkene, var det derimod altid en anden Sag; den strittede imod Lærdommen med Hænder og Fødder, og Fris lovede den intet godt af Fremtiden.

Fris hadede Ungerne. Men han elskede disse firskaarne Salmer, som hele Klassen syntes at forslæbe sig paa mens han selv kunde traktere dem i stiv Arm. Og naar det gik som i Dag, kunde han helt glemme at der var Unger til, og give sig hen i dette endeløse Optog, hvor Kolonne efter Kolonne defilerede forbi ham — i Rytmens Fodslag. Det var ikke Salmevers heller, det var en mægtig Opmarsj af Livets stærke; under det spandt sig i én endeløs Tone alt det Fris selv var kommet tilkort paa. Derfor nikkede han saa lykkeligt, og det stærke Fodslag slog op om ham som en Hærenes Tak, et Ave Cæsar.

Han sad over tredje Tillæg af Berlingeren men læste ikke; Øjnene holdt han lukkede, Hovedet bevægede sig sagte efter Rytmen.

Børnene plaprede ustanselig løs, de trak knap Vejret, de var hypnotiserede af den monotone Ordflom. Det mindede om Gæssene, der af Ræven havde faaet Lov at bede en Bøn før de blev ædt, og nu bad og bad i en Ustanselighed. Da alle tre Salmer var til Ende begyndte de af sig selv forfra, Kværnen gik stadig højere, de traadte Rytmen med Fødderne, og det blev til mægtige Stempelslag — hele Drøn! Fris nikkede med saa den lange Haardusk slog ham i Ansigtet, han kom i Ekstase, reves med saa han ikke kunde sidde roligt paa Stolen.

„Og myldred Djævle frem paa Jord og os opsluge vil—de, vi frygte dog ej Faren stor de deres Trusler spil—de.“

Det lød som et Stampeværk, nogle huggede Tavlerne mod Bordene, andre brugte Albuen mod Pladen. Fris hørte det ikke; han hørte kun den mægtige Takt — af fremrykkende Hærskarer.

„Lad rase Mørkets Drot med Løgn og Mord og Spot — —

Pyh! Pyh!“ — det hele var stanset med ét Slag, hele Skolen sad og holdt sig for Næsen. „Pyh! Pyh!“

Fris dalede saa det krøb igennem ham. Han aabnede Øjnene og begreb bitterligt, at han igen havde ladet sig overrumple! „I Satans Unger, I Helvedes Unger!“ — han stod brølende midt iblandt dem med Spanskrøret. „Hvem? Hvem?“ spurgte han hidsigt „er det dig Morten?“

Morten gav sig til at græde helt vellykket og mumlede noget om at han ikke tog imod den Slags — han skulde nok faa sin Far til at snakke med Læreren.

„Peter, Marta!“ hvæsede Fris. En Dreng og en Pige rejste sig og gav sig til at gaa Rækkerne ned og snuse til Rygge for at finde den skyldige. Det hele var i Opløsning nu, der brød Slagsmaal ud rundt om; Pigerne var de værste, de hvinede og anklagede hverandre. Fris slog haandløst.