Part 1

PELLE EROBREREN. I

M. ANDERSEN NEXØ

PELLE EROBREREN. BARNDOM

ROMAN

FOLKEUDGAVE

KØBENHAVN OG KRISTIANIA GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG FORLAGETS BOGTRYKKERI 1906

OPLAG 2500 EKSEMPLARER

TIL MESTEREN HENRIK PONTOPPIDAN

TIL LÆSEREN!

Den brave Knægt jeg her sender ud i Verden nykonfirmeret og fuld af Appetit, er det ørkesløst at gaa rundt og søge Fader-Lighed til. I tolv Aar har jeg nu kælet for ham paa min Maade, og alle hans Glæder og Sorger har lydt i mig selv, fra jeg kunde krybe — i mit Sind, i mine Tarme, paa mine Rygstykker. Han er i højeste Grad min egen, og er i sin gode Ret til — som Sagaens Sønner, naar de forlod Hjemmet — at kræve Rejseordet af mig. Andre vil let nok kunne faa Øje paa alle hans Fejl, men der er ingen, der kender ham som jeg.

Er han ikke blevet til i en Haandevending, saa kræver han til Gengæld Plads — Beretningen om „Pelle Erobreren“s Kampe og Sejr bliver paa fire Bind. Men det forskrækker vel ingen i dette Land, hvor man paa Vuggen opøves i at tage de vægtigste Bøger i stiv Arm. — —

Han skulde ogsaa gærne komme i stort Følge! „Pelle Erobreren“ skulde være en Bog om Proletaren — altsaa om Mennesket selv — der nøgen, kun udstyret med Sundhed og Appetit melder sig i Livets Sold; om Arbejderens brede Gang over Jorden paa hans endeløse, halv ubevidste Vandring mod Lyset! Intet andet Samfundslag har saa stor en Baggrund for sin Livsvandring som Almuen, eller saa stærke Skæbner — hvor Proletaren kæmper, er det bestandig for det fundamentale, _han_ bliver endnu Martyr paa de simpleste Retfærdighedskrav.

Pelle kommer til at tage sin Tørn med. Andet Bind skildrer hans Læreaar i den lille Provinsby med dens gammeldags Haandværkerforhold; i tredje Bind drager han over Havet som ung Svend — mod _Kongens København_ — og er med i Arbejdernes Rejsning; sidste Bind foregaar i København som det nu er, gennemorganiseret og styret af Arbejderhænder — _Folkets København_.

Som den Svend han er, kommer han med i det hele. Og det hele skulde gærne klinge igen i ham: i _hans_ Skridt skulde det uendelige Traadd lyde af de mange, der vil kæmpe sig frem, _hans_ Sorger og Glæder skulde være bærende for de manges Livslykke.

Hvad Bogen indfrir her, bliver det Læsernes Sag at dømme om. Men til dem, der ærgrer sig over baade den ene og den anden Udgivemaade, vil jeg sige, at den her valgte Form for Udgivelse er den naturligste, hvor det drejer sig om en Bog paa fire stærke, naturligt afsluttende Bind — og at Forlaget kun fortjener Tak, fordi det ved at udsende Bogen i et forholdsvis stort Oplag og til meget billig Pris, sætter en ung Forfatter i Stand til overhovedet at faa saa stort et Værk ud.

Espergærde, 28. Februar 1906.

FORFATTEREN.

I

Det var den første Maj 1877, lige i Dagningen. Fra Søen kom Taagen fejende, i et graat Slæb der laa tungt paa Vandet. Her og dér rykkede det i den; den vilde lette, men lukkede sig igen og lævnede lige en Stump Strand med to gamle Baade der laa med Bunden i Vejret; Stævnen af en tredje Baad og en Stump Mole ragede frem af Tykningen et Par Skridt til Siden. Med bestemte Mellemrum gled en flad Bølge graablank frem af Taagen, slikkede ind over det raslende Strandgrus, og trak sig igen tilbage; det virkede som laa der et stort Dyr skjult derinde i Taagemassen og labede efter Land.

Et Par sultne Krager holdt til paa en sort oppustet Genstand dernede — vel sagtens Aadslet af en Hund. Hvergang Bølgeslikket gled frem, lettede de og holdt sig svævende et Par Alen oppe med Benene strakt lodret ned mod Byttet, som hang de usynligt ved. Naar Søen igen sukkede tilbage, lod de sig dumpe og borede Hovedet dybt ned i Aadslet; men Vingerne holdt de nu højt opspilede, klar til at lette for det næste Slik. Det virkede med en Tidsmaalers Regelmæssighed.

Et Raab dirrede ind over Havnen, og lidt efter hørtes den tunge Lyd af Aarer der arbejdede over en Baadkant. Lyden fjærnede sig udefter og hørte tilsidst helt op. Men saa gav en Malmklokke sig til at arbejde, det maatte være paa den yderste Mole. Og ude fra Dybet hvor Aareslagene var forsvundne, svarede et Tudehorn. De blev ved at svare hinanden med et Par Minutters Mellemrum.

Byen var ikke til at se, men nu og da flaktes Stilheden deroppe af en Sten- eller Kaolinarbejders Jærnklamper mod Stenbroen. Den skarpe Takt kunde høres længe, til den pludselig blev borte om et eller andet Hjørne. Saa blev en Dør aabnet og der lød en kraftig Morgengaben, nogen gav sig til at feje Fortov. Vinduer blev slaaet op her og dér, og forskellige Lyd drog ud som Hilsen til den graa Dag. „Dit Svin, har du nu ikke ligget tør igen!“ skreg en skarp Kvindestemme; der lød korte gennemtrængende Smæk og et Barns Graad. En Skomager begyndte at banke Lær, lidt efter faldt han ind i Arbejdet med en hellig Sang:

„Kun én er værd vor Sang I Brødre kære: det Lam paa hvem Alverdens Synder laa.“

Melodien tilhørte en af Mendelssohns _Lieder ohne Worte_.

Paa Bænken under Kirkemuren sad et Baadelav og stirrede langsynet ud efter Søen. De lænede forover med Hænderne hængende foldede ned mellem Knærne, og bakkede paa deres Snadder. Alle tre havde Ringe i Ørerne mod Forkølelse og andet Ondt og indtog nøjagtig samme Stilling — som var den ene bange for i mindste Maade at adskille sig fra den anden.

En Rejsende kom slentrende ned oppe fra Hotellet og gik hen til Fiskerne. Han havde Kraven op om Ørerne og krøb sammen i Morgenkulden. „Er der noget paa Færde?“ spurgte han høfligt og tog Huen af. Hans Stemme lød morgenrusten.

En af Fiskerne bevægede Knoen en Smule i Retning af Hovedtøjet, det var Formanden for Baadelavet. De andre stirrede urokkeligt lige ud med lukkede Miner.

„Jeg mener siden der ringes og Lodsbaaden ligger ude og tuder,“ gentog han. „Ventes der maaske Skib?“

„Det kan gærne være; én kan jo aldrig vide’t!“ svarede Baadføreren utilgængeligt.

Den Fremmede saa ud som han var Genstand for grov Uforskammethed, men tog sig i det. Det var jo ikke andet end det sædvanlige Hemmelighedskræmmeri — indgroet Mistro mod alt, hvad der ikke talte deres egen Dialekt og saa ud nøjagtig som de selv. De sad der og var indvendig urolige trods det træede Ydre, skelede til ham i Smug og ønskede ham godt og vel borte igen. Han fik Lyst til at pine dem lidt.

„Gudbevares, det er maaske en Hemmelighed?“ sagde han leende.

„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Fiskeren knotten.

„Ja jeg forlanger naturligvis ikke noget for ingenting! Det slider jo ogsaa paa Kæbetøjet at lukke det op og i. Hvor meget plejer De at faa?“ Han tog til Pungen, det var hans Hensigt at fornærme nu.

De andre Fiskere kastede stjaalne Blikke til Baadføreren — bare han ikke løb den paa Grund!

Baadføreren tog Piben fra Tænderne og vendte sig mod sine Kammerater: „Nej som jeg sagde jer, hvad det angaar, saa kan somme Folk rejse om og prange med hvad det skal være.“ Han varskoede dem med Øjnene, Udtrykket i hans Ansigt var uldent. Kammeraterne nikkede; de gottede sig, den Handelsrejsende kunde se det paa deres fjogede Miner.

Han var rasende, her stod han og blev behandlet som Luft og var alligevel til Bedste for dem. „For Fanden Mennesker, har I ikke lært saa meget, at man svarer høfligt paa et høfligt Spørgsmaal?“ sagde han opbragt.

Fiskerne saa frem og tilbage til hinanden, de holdt stum Raadslagning.

„Nej men jeg skal sige os, at engang skal den jo komme kantro,“ sagde Baadføreren endelig.

„Hvad for en den for Pokker?“

„Damperen kan jeg vel vide. Og det plejer gærne at være ved denne Tiden — dermedsaa!“

„Naturligvis — det forstaar sig,“ vrængede den Rejsende. „Men er det nu ogsaa værd at tale saa højt om det?“

Fiskerne havde vendt ham Ryggen og stod og gravede i deres Snadder.

„Her til vort er vi ikke saa aabenmundede som visse andre Folk, og vi faar Føden alligevel,“ sagde Formanden til de andre. De brummede noget til Bifald.

Den Fremmede drev ned ad Havnebakken, Fiskerne saa lettet efter ham. „Sikken en Hagga!“ sagde den ene, „han vilde nok gøre sig til. Men du gav ham da hvad han har godt af længe.“

„Ja gu bed det,“ svarede Baadføreren selvfølende. — „Det er det fine Skidt én skal vare sig mest for.“

Nede midt paa Havnebakken stod en Værtshusholder og gabede uden for sin Dør, til ham gentog Morgenvandreren sit Spørgsmaal og fik straks Svar — Manden var Københavner:

„Jo ser De, vi venter jo Damperen i Dag fra Ystad med en gevaltig Ladning Slaver. Billig svensk Arbejdskvaj forstaar De, som lever af Fedtebrød og Spegesild og slæber for tre. De sku’ piskes paa Navlen sku’ de, med en gloende Istap — og Bønderbæsterne forresten med. — — Det skal vel ikke være et lille Glas paa Morgenkvisten?“

„Nej tak, jeg tror næsten ikke — saa tidlig.“

„Ja ingen Aarsag. Saa lidt kan jeg sku ikke give tilbage paa.“

— — —

Paa Havnepladsen holdt der allerede en Del Bøndervogne, og hvert Øjeblik kom ny rullende oppe fra, i fuld Fart. De nyankomne styrede deres Spand saa langt frem som muligt, undersøgte med et kritisk Blik Sidemandens Heste, og satte sig saa til at halvsove, sammenfaldne, med Pelskraven op om Hovedet og en stor klar Draabe under Næsen. Uniformerede Toldere, og Lodser der lignede uhyre Pingviner drev uroligt om, spejdede ud over Søen og lyttede. Hvert Øjeblik ringedes der med Klokken paa den yderste Mole, og Lodsbaadens Tudehorn svarede et Steds ude i Tykningen over Søen — med en lang grim Tuden som fra et sygt Dyr.

„Hvad Bølen var det?“ spurgte en Bonde der lige var kommet, og tog forskrækket i Tømmerne. Frygten meddelte sig fra ham til Hestene; de stod og sitrede med Hovedet højt løftet, og blev ved at lytte ud over Søen med spørgende Angst i Øjnene.

„Det var bare Søslangen der gav sig lidt,“ svarede en Toldbetjent. „Den lider altid af Vinde i dette taagede Vejr — den er Vindsluger skal jeg sige os.“ Tolderne stak Hovederne sammen og grinede.

Glade Søgutter i blaat Tøj og hvid Halsklud gik omkring og kælede for Hestene, eller pirrede dem i Næseborerne med et Halmstraa for at faa dem til at stejle. Naar Bønderne vaagnede op og skældte, lo de fornøjet og sang:

„En Sømand han maa lide langt mere ondt end godt, godt, godt!“ —

En stor Lods i Islænder og Bælgvanter fór uroligt rundt med en Raaber i Haanden og brummede som en nervøs Bjørn. Nu og da krøb han op paa Molehovedet, satte Raaberen for Munden og brølede ud over Vandet: „Hører — I — noget?“ Brølet blev længe ved at ride udad paa de lange Dønninger op og ned; herinde efterlod det trykkende Tavshed. Og pludselig kom det igen oppe fra Byen som en uformelig Lallen der fik Folk til at le.

„N-e-j“ lød det lidt efter tyndt og langtrukkent ude fra Dybet. Og man hørte atter Hornet tude, en lang hæs Lyd der vuggedes ind med Dønningerne og brast gurglende i Skvulpet under Bolværk og paa Beddinger.

Bønderne var nærmest uden for det hele, de smaablundede eller sad og svippede med Pisken for at faa Tiden til at gaa. Men alle andre var under Spænding. Efterhaanden var der samlet en Del Mennesker paa Havnen: Fiskerne, Søfolk som endnu ikke var forhyrede, og Smaamestre som ikke kunde blive hjemme paa Værkstedet for Uro. De kom strygende med Skødskindet for og begyndte hæsblæsende at drøfte Stillingen; de brugte Søudtryk, de fleste af dem havde faret til Søs i deres unge Dage. Det at Damperen skulde komme var altid en Begivenhed der samlede Mennesker til Havnen; men i Dag havde den de mange Mennesker om Bord, og der var allerede gaaet en Time over Tiden. Den farlige Taage gav Spændingen et Højtryk; men efter som Tiden gik veg Spændingen for en dump trykket Stemning. Taagen er den Søfarendes værste Fjende, og der forelaa mange uhyggelige Muligheder. I bedste Fald havde Skibet vel ramt Land for langt til Nord eller Syd og laa nu et Steds derude paa Søen og brølede og tog Lodskud, uden at turde røre sig. Saa var Kaptejnen som et ondt Vej, og Matroserne sprang som Katte. Stop! — Langsomt frem! — Stop! — Langsomt back! Første Mester stod selv ved Maskinen og var graa og nubret af nervøs Spænding. Dernede i Maskinen hvor de slet intet vidste, lyttede de sig Ørerne ud af Hovedet til ingen Nytte; men oppe paa Dækket sansede hver Mand for Livet. Rorgængeren vogtede paa Kaptejnens styrende Haandbevægelser saa Sveden sprak af ham, Udkigsmanden paa Bakken stirrede og lyttede ind i Taagen til han hørte sit eget Hjærte slaa, hver Mand paa Dækket var saa han spillede. Og Dampfløjten tudede advarende. — Men kanske laa Skibet allerede paa Havets Bund.

Alle kendte det, hver Mand havde paa en eller anden Maade været med i denne overladede Farespænding — som Skibsdreng, Fyrbøder, Kaptejn, Kok — og fik noget af den i Blodet igen nu. Kun Bønderne var udenfor det hele, de blundede, nikkede op med et Sæt og gabede lydeligt.

Søfolkene og Bønderne havde altid ondt ved at forliges, de var lige saa forskellige som Jorden og Havet. Men i Dag gik man ligefrem og saa sig indædt arrig paa Bønderne for deres ligegyldige Holdning. Den tykke Lods havde allerede flere Gange været i Klammeri med dem, fordi de holdt i Vejen for ham; og da en af dem gav sig en Blottelse faldt han straks over ham. Det var en ældre Bonde, som vaagnede op ved at han var ved at nikke forover; han saa utaalmodigt paa sit Ur og sagde:

„Det trækker ellers noget længe ud, Kaptejnen kan nok ikke finde Baasen i Dag.“

„Han er nok snarere dumpet ind i en Kro under Vejs!“ sagde Lodsen lysende af Ondskab.

„Ogsaa det saagu!“ svarede Bonden uden i Øjeblikket at gøre sig nøjere Rede for Havets Veje. Tilhørerne slog en hoverende Latter op og lod Misforstaaelsen gaa videre ud over Havnepladsen. Man stimede sammen om den uheldige Mand. „Hvor mange Kroer er der herfra til Sverig?“ raabtes der.

„Ja der er for nem Adgang til det vaade derude, det er Ulykken,“ blev Lodsen ved. „Ellers kunde enhver Grødæder føre et Skib. Det er jo bare at holde godt til højre om Mads Hansens Gaard, saa er Landevejen lige for. Og Satan til Landevej! Telegraftraad og Grøfter og en Rad Popler paa hver Side — lige grundforbedret af Sogneraadet. Grøden af Skæget, et Smask til Kællingen og op paa Kommandobroen. Er Maskinen smurt Hans? Ja, ja, saa rejser vi af i Guds Navn — ræk mig Stadspisken!“ Han efterlignede Bøndernes Maade at tale paa. „Pas nu paa Kroerne, Far!“ føjede han til med pibende Kvindestemme. Der var umaadelig Latter, den klang ondt af den trykkede Understemning.

Bonden sad ganske roligt og tog imod hele Skyllen; han dukkede blot Hovedet lidt. Da Latteren var ved at lægge sig, pegede han paa Lodsen med Pisken og sagde til de omstaaende:

„Det var Fanden til Hoved der sidder paa det Barn! Hvis Far er du min Dreng?“ vendte han sig til Lodsen.

Der var flere der lo, og den tykhalsede Lods blev opsvulmet i Hovedet af Raseri. Han greb fat i Vognfadingen og rystede den, saa Bonden havde ondt ved at blive siddende. „Din visne Knoldsparker, din Svineavler, din Møgkører!“ brølede han rasende „skal du komme her og dutte voksne Folk og kalde dem Dreng! og ræsenere over Skibsfarten oven i Købet hæ — saadan en luset Kreditpels! — Nej skulde du nogentid faa Lyst til at tage din fedtede Nathue af for andre end Degnen derhjemme, saa tag du den af for den Skibsfører, der kan finde sin Havn i en Taage som denne her. Det kan du hilse og sige jeg har sagt.“ Han slap sit Tag i Vognen saa den slog over i den anden Side.

„Jeg maa vel hellere tage den af for dig, siden det ikke lader til at den anden kan finde os i Dag,“ sagde Bonden grinende og strøg sin lodne Hue af, saa et stort skaldet Hoved kom til Syne.

„Skjul den Barnerumpe i en Fart, eller min Salighed jeg giver dig nogen i den!“ raabte Lodsen blind af Raseri og vilde krybe op i Vognen.

I det samme lød som gennem Telefon en fjærn spæd Kvækken ude fra Dybet: „Vi — hører — en — Dampfløjte!“

Lodsen sprang ud over Molen og slog i Forbifarten til Bondens Heste saa de stejlede; Mænd gjorde klar ved Fortøjningspælene og kom skurende frem med Landgangsbroerne i vild Fart; Vognene der havde Halm bag i som de skulde hente Kvæg, gav sig til at køre skønt de ingen Steder havde at køre hen, de malede rundt paa én Plet. Alt var i Bevægelse. Fæstemænd med røde Næser og slu Øjne kom pilende oppe fra Skipperknejpen hvor de havde holdt Varmen.

Og som om en mægtig Klo havde grebet ind i Bevægelsen stod alt pludselig stille igen i anspændt Lytten — en fjærn forsvindende Brølen af en Dampfløjte klagede nyfødt et Steds langt borte. Man listede sammen i Klynger, stod i forstenet Lytten og sendte onde Blikke til de urolige Køretøjer; var det virkeligt, eller var det et Foster af saa manges hæftige Ønsker? — maaske et Varsel for hvermand om at Skibet i dette Øjeblik gik til Bunds? Havet sender altid Bud om sine onde Gærninger; en Lem knirker for de Efterladte, naar Forsørgeren gaar bort, eller der pikkes tre Gange paa de Vinduer, som vender ud mod Søen — der er saa mange Maader.

Men saa lød det igen, og denne Gang gik Lyden i fine Toneriller over Vandet, det samme sitrende Halvfløjt som naar Gaddiserne letter — den var levende. Og Tudehornet svarede den ude i Sejlløbet, og Malmklokken inde paa Molehovedet; saa atter Tudehornet — og Dampfløjten i det fjærne. Og saaledes blev det ved, en Ledetraad af Lyd blev spundet mellem Land og det ubestemte Graa derude, frem og tilbage. Det kunde tydelig fornemmes herinde paa den faste Jord, hvorledes man famlede sig frem efter Lyden derude — den hæse Brølen tiltog langsomt i Styrke, veg lidt til Syd eller Nord men tiltog stadig. Og andre Lyd brød igennem, tung Skuren af Jærn paa Jærn, Skruens Larm naar den bakkede eller atter slog fremad.

Lodsbaaden gled langsomt frem af Taagen. Den holdt sig midt i Sejlløbet, bevægede sig sindigt indad og tudede uophørligt. Den slæbte ved Lyden en usynlig Verden efter sig hvor Hundreder af Stemmer mumlede tykt ind i Raab og Klange og klaskende Fodtrin — en Verden der flød i Blinde her i Rummet tæt ved. Saa dannede der sig en Skygge i Taagen hvor ingen havde ventet det, og det lille Dampskib brød frem — en Kolos at se til i det første Overraskelsens Øjeblik — og lagde sig midt i Indløbet.

Nu brast den sidste Rest af Spænding over det hele, hvert Menneske maatte foretage sig et eller andet for at løse sig ud. De tog ved Hovedet af Bøndernes Heste og rykkede dem tilbage, bankede Hænder, forsøgte en Vittighed eller lo blot støjende og stampede i Stenbroen. „God Rejse?“ spørges der af en Snes Stemmer paa én Gang.

„_All right!_“ svarer Kaptejnen oprømt. Og nu er ogsaa han udløst, Kommandoraabene ruller fra ham, Skruen løber kogende baglæns, Trosser flyver gennem Luften, Dampspillet gaar med syngende Metalklang. Og bredsides arbejder Skibet sig ind til Bolværket.

I Druknehullet mellem Bakken og Broen, inde under Overdækket og Agter — alle Vegne myldrer det. Det er et underligt fjoget Mylr som af Faar der rejser sig paa hinandens Ryg og maaber. „Sikken en Ladning Kvæg!“ raaber den tykke Lods op til Kaptejnen og stamper henrykt i Molen med sine Træskostøvler. Der er Faareskindshuer, gamle Soldaterkasketter, ræverøde skabede Hatte, og Kvindernes tækkelige sorte Hovedtørklæder. Ansigterne er saa forskellige som gammelt indskrumpet Svinelær og ung gulnende Frugt, men Savn og Forventning og en vis Livsgraadighed lyser af dem alle. Og Øjeblikkets Usædvanlighed lægger et Skær af Dumhed over dem, som de dér kiler sig frem eller rejser sig over hinanden og stirrer med aabne Miner paa dette Land, hvor Lønnerne skal være saa høje og Brændevinen saa gudsforbasket stærk.

De ser de tykke pelsklædte Bønder og de anløbne Fæstemænd.

De ved ikke hvor de skal gøre af sig selv og staar i Vejen overalt, Matroserne jager dem bandende fra Side til Side i Skibet, eller slænger uden Varsko Luger og Stykgods over Benene paa dem. „Varsko, din svenske Jævel!“ raaber en Matros der skal slaa Jærnportene op. Svenskeren hummer sig forfjamsket, men Haanden farer for egen Regning til Lommen og piller nervøst ved den store Foldekniv.

Landgangen er klar, og de halvtredje Hundrede Passagerer strømmer fra Borde — Stenhuggere, Havnearbejdere, Tjenestepiger, mandlige og kvindelige Daglejere, Karle, Røgtere, en og anden ensom lille Vogterdreng, og elegante Skræddere der holder sig langt fra de øvrige. Der er unge Mænd saa ranke og velskabte som de ikke fostres paa Øen her, og Stakler saa tilrakkede af Slid og Savn som de aldrig bliver det herhjemme. Der er endogsaa Ansigter imellem som lyser af aaben Ondskab — og andre der gnistrer af Energi eller skæmmes af store Ar.

De fleste er i Arbejdstøj og har kun det med sig de gaar og staar i, her og dér har en et Stykke Redskab paa Nakken — en Skovl eller Jærnstang, De der har noget Rejsegods faar vendt godt op og ned paa det af Toldvæsnet — Tøj er saa billigt i Sverig. En og anden Pige som er lidt svær maa finde sig i Toldernes grovkornede Spøg, dér er f. Eks. den smukke Sara fra Cimrishamn som alle kender. Hvert Efteraar rejser hun hjem og kommer igen hvert Foraar — i de mest velsignede Omstændigheder. „Det er Kontrabande,“ siger Tolderne og peger; de siger den samme Vittighed hvert Aar og har gaaet og glædet sig til den. Men Sara som ellers er saa ilter og rap i Kæften, stirrer bly mod Jorden — hun har 20 Alen Klæde viklet under Skørterne.

Bønderne er lysvaagne nu. De der tør, forlader Hestene og søger ind i Flokken, de andre vælger sig deres Arbejdskraft ud med Øjnene og raaber den an. Hver anlægger sit Maal — Skulderbrede, beskeden Holdning, Usselhed; men de arrede og ondskabsfulde Ansigter er de bange for, de overlades til Forvalterne paa de større Gaarde. Der bydes og tinges, hvert Øjeblik kryber en eller to Svenskere op i Halmen bagi og ruller bort. — —

Lidt afsides stod en ældre ludende Mandsling med en Sæk paa Ryggen og en 8-9 Aars Dreng ved Haanden; ved deres Fødder stod en grøn Kiste. De fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang en Vogn rullede bort med nogle af deres Landsmænd, rykkede Drengen utaalmodigt i den Gamle, der saa talte beroligende til ham. Den gamle Mand undersøgte Bønderne én for én med bekymret Mine og bevægede Læberne imens — han tænkte. Stadig løb de røde vippeløse Øjne i Vand ved den vedholdende Stirren, og han tørrede dem med den grove snavsede Sækkehals.

„Ser du den dér?“ sagde han pludselig til Drengen og pegede paa en lille tyk Bonde med Æblekinder. „Tro om han ikke skulde være god mod Børn? Skal vi forsøg’en, Pøjke?“

Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs paa Bonden. Men da han hørte at de skulde følges ad, vilde han slet ikke have dem — Drengen var altfor lille til at tjene Føden. Og saadan gik det dem hver Gang.

Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans Søn Pelle.

Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været paa Øen en Gang før — for omtrent en halv Snes Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at sige i sin bedste Arbejdskraft, og havde ikke en lille Dreng ved Haanden som han ikke vilde skilles fra for alt i Verden — det var Forskellen. Det var det Aar, Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og lavede til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse vovede alt paa ét Kort han, og benyttede de Par Kroner han fik for Huden af Koen til at drage til Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret var de tre Munde, men da havde han ogsaa et Hundrede Kroner at se Vinteren i Møde med.