Part 6

{[23] Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A. Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg endnu var i næstnederste Klasse.}

Trods mit gode Forhold til Skolen og mine Kammerater hvilede der over mit Forhold og Væsen gjennem hele min Skoletid et tungt Tryk. Fattigdom og Savn vedblev, uagtet den ovenfor nævnte Velgjørerinde snart paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og Ophold, at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig Anskaffelsen af Læremidler og paatrykte efterhaanden mit Ydre et altfor tydeligt Præg. Om Deltagelse i Noget udenfor Skolen, der krævede Udgift, f. Ex. Dandseundervisning, kunde der ikke være Tale. Jeg erindrer, at jeg for at kunne yde mit Bidrag til en Fødselsdagsgave til vor kjære Rektor maatte sælge det eneste Klenodie, jeg havde medbragt fra Hjemmet, en lille Sølvmedaille, der var givet mig i Faddergave. Nøden blev mig desto bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min Moder, der i det fjerne Hjem havde at sørge for fire yngre Søskende, alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis store Opoffrelser og Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen mellem Fremmede, der ikke altid forstod dens Virkninger eller ydede den Deltagelse eller dog Skaansel. I det Hus, i hvilket jeg boede, og hvis med mig jevnaldrende Sønner vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for den talrige egne Børneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld nok, aflede Interessen temmelig fra de der anbragte fremmede Skoledisciple og sjeldent og sparsomt lade disse tilflyde en Opmuntring og venlig Ytring, og til ingen anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak mig sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrød en vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg en Aften, efterat en adskillige Aar ældre Datter af Huset ved det store Fællesbord i nogen Tid havde drillet mig ved en Fortælling, der fremstillede mig i et komisk Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager De Fortællingen endnu engang, erklærer jeg det for Løgn, Jomfru", og derved imponerede hele Forsamlingen, den strenge og myndige Husfader iberegnet. Ogsaa paa Skolen kom det en enkelt Gang til et lignende Udbrud ligeoverfor en Lærer, som jeg ellers vel kunde lide, men som havde tilladt en af ham forkælet Meddiscipel ustraffet at krænke mig[24]. En Erstatning for Meget, jeg savnede, bød mig i de tre Somre, jeg var i Frederiksborg, den deilige Skovnatur, i Særdeleshed Indelukket og Præstevangen, i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore Græsbænke, og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning, hvis Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker og Uhr hørtes vidt om i Skovene og vakte Minder og Drømme, ligesom Aftenvandringerne under Taarne og Hvælvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert Udraab. -- Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen udenfor Selskabslivet og selskabelige Fornøielser i Frederiksborg (kun engang medtoges jeg til en Forestilling paa et Privattheater), og desto naturligere synes jeg at kunne og burde forbigaae "de tredive Tyranner", men kan det dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i Brug just i min Skoletid, betegnedes endnu længe derefter vidt og bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med Frederiksborg, den Kreds af smukke eller dog tækkelige og tiltrækkende unge Piger af bedre Familier, der i hine Aar udmærkede Frederiksborg og oplivede dets Baller og dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den græske Historie og den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benævnelsen hentedes, kan udfylde Rammen helt med Navne. Efter min hele Stilling til Selskabslivet har jeg ikke vexlet noget Ord med nogen af disse Tyranner med Undtagelse af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af hvilke den ene forekom mig at være en af de alleryndigste, og maaske en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede dengang noget svage Syn tillod, glædet mig ved Beskuelsen og været inddraget i den eiendommelige, maaske ikke i alle Henseender sunde Athmosphære af Fortryllelse og Forelskelse, som de udbredte. Et særligt Indtryk erindrer jeg at have modtaget og søgt ved om Sommeraftener vandrende igjennem Staldbygningerne foran Slottet at høre to unge Piger, som jeg neppe nogensinde ellers mødte, synge indenfor det aabne Vindue i Husareskadronens Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter Professor Bendtsens Aftale med Sognepræsten paa Grund af mine Arbeider ved Indtrædelsen i øverste Klasse (man pleiede ellers at konfirmeres i tredie Klasse) fritoges for hvert andet Møde hos Præsten, deltog to Døtre af en Adelsmand, der beboede et Landsted ganske nær ved Frederiksborg og havde en Mellemting imellem et Hof- og et Forstembede, og som hørte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen. De traadte som andre Døtre af Honoratiores altid i Følge med Præsten ind i Konfirmandværelset, hvor de jævnere Familiers Børn og jeg som den eneste Repræsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg har altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg desuden efter Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have vovet, men jeg glædede mig aldeles uskyldigen hver Gang ved Beskuelsen af deres ædle Skikkelser og deres Skønhed, og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med trofast Glæde, og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg Slot havde deres Moder til Borddame, kunde jeg ikke lade være at sige hende, hvilken stille Hengivenhed jeg havde ydet Døtrene, med hvem jeg aldrig har talt.[25]

{[24] Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne fra de fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og levede som Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det danske Sprog mægtige. De forsvandt dog først efter min Bortreise fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at deres Anliggender besørgedes igjennem det kjøbenhavnske Handelshus Duntzfelt.}

{[25] Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M., bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender ønskelig Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem Tyrannerne.}

Den 24de September 1820 tog jeg paa den sædvanlige Maade, men med dyb Bevægelse Afsked med min Rektor og med Skolen. Det var Skik, at Dimittenderne paa en bestemt Aften en efter en gik ind til Rektor i den Skoleklasse, hvor han sad ved sit ensomme Lys, og der modtog sit Skoletestimonium under en fortrolig og kjærlig Tiltale og Formaning. Denne bar for mit Vedkommende det stærkeste Præg af hans Godhed og besvaredes, omend ikke i Ord, med den inderligste Tak. Et besynderligt Indtryk gjorde det, at den stille Mand, der i Skolen uden Undtagelse tiltalte sine Disciple i øverste Klasse i 3die Person med Ordet "man" (f. Ex. "man er en Æsel, Nielsen"), efter Overrækkelsen af Testimoniet ligesaa uforanderlig anvendte Pronomenet "De"; det var Emancipationstegnet. Og dog har jeg i min Skoletid aldrig betraadt den Mands Familiebolig nede under Skolen, som var mig saa god, og som jeg elskede saa høit; saa streng var Afsondringen imellem hans vistnok saare tarvelige Husliv og Skolen. -- Særegne Forhold bevirkede, at jeg i mine akademiske Aar yderst faa Gange og yderst kort gjensaae Frederiksborg og Bendt Bendtsen; jeg har ofte bebreidet mig, at jeg ikke noksom ydede ham Gjengjæld for den kjærlige Stolthed, hvormed han fulgte sin Lærlings Fremskridt paa den akademiske Bane som Lærer i hans Yndlingsfag: Latin; jeg er vis paa, at han satte Pris paa, at hans tredie Søn -- den for nogle Aar siden, efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe Kathedralskole, afdøde Carl Bendtsen, en kjær Kammerat og Ven af mig, -- som philologisk Student var min Respondens, som det da hed, da jeg i 1828 disputerede for Doktorgraden. -- Den 25de September 1820 kjørte jeg med en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans Raadighed stillet Vogn til Kjøbenhavn, for den 1ste Oktober at indstille mig til Examen artium, saaledes som den dengang afholdtes ved Universitetet.

III.

STUDENTERAARENE, EMBEDSEXAMEN OG MAGISTERGRAD.

1820-1826.

Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold foreløbig ordnede, idet jeg paa den førnævnte Velgjørerindes Bekostning og ved fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder, saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald -- jeg opnaaede Udmærkelse -- tilfredsstillede ikke blot særdeles min Velgjørerinde, til hvem jeg fra nu af fik en nærmere stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af hvis Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt samme Held, og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glæden var desto større, da tilfældigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev udmærket[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten ind at se en Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (-- jeg troer dog, at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som Provsten indlagde paa det mig anviste Værelse --), hvad der var fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling, at Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understøttelse, idet daværende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og opfordrede mig til med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V. Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes endog med en overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom, og jeg modtog de Understøttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ eller ivrig Bestræbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres Bekostning[27]. De Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket mig, vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste af en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade ved Bogkjøb og ved at hjælpe mine Brødre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte mine Finantser i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende, at jeg i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Fornødenheder.

{[26] Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem indeholdtes.}

{[27] Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig, at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.}