Part 5

Til Benyttelsen af min Hjælp ved Kontorarbeidet sluttede sig meget naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted, paatog sig gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en Alder af høist 11 Aar med at lære Schlegels Natur- og Folkeret udenad og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en kort Definition af Erkjendelsen _a priori_ og _a posteriori_ og indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og Folkerettens Historie, der først hos mig vakte Forestillingen om sammenhængende videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte vel, medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser. Byfogden led af Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot tilnærmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende og harkende vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og modtage et nyt Spørgsmaal. -- Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium, hvormed endogsaa havde været forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op paa Landet, dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen med Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.

Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevægelser syntes at antyde et Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved. -- Først to Maaneder efter fødtes min yngste og, som tidligere omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at have været Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og saae hende kæmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af Trang og Savn laae for hende og Børnene[14], betoges jeg, samtidig med at jeg foreløbig vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Længsel efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede, hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige Yttringer om mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have bidraget, -- og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning, saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk og saare ringe Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold[15]. En meget rig og meget velgjørende, paa Bornholm født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis Navn baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til min Moder var tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget fjernt, lovede at betale Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler tilstod mig, efter Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved først var tænkt paa Herlufsholm (i Kjøbenhavn antoges der ikke at være god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to Sønner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder, der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og sørgede ved at sende sit kjære Barn bort til hende aldeles ubekjendte Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober, seilede jeg i de første Dage af den nævnte Maaned 1817 med en Onkel, der var Skipper, til Kjøbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ældste Broder, der da skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe efter flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa Klippen liggende lille Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besøgt hende som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem medtog jeg en ægte bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig ganske er udslettet[17].

{[14] Udgiverens Anmærkning:

Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte, sælges (den er senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt jeg har kunnet erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjøbe det Hus Øst for Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Død, og beholde en lille Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i Forening med hendes meget ringe Pension selvfølgelig ikke nok til hendes og Børnenes Underhold, og hun skal derfor i en Række af Aar have været nødt til at skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og andre Høitideligheder.}

{[15] Hertil hørte ogsaa Anskaffelsen af Brøders latinske Grammatik paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at læse.}

{[16] Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og første Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad jeg saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nærmere bekjendt med ham.}

{[17] Medens jeg førte Forsædet i Rigsraadet, spurgte en Dag en ubekjendt Herre, der paa Tilhørertribunen havde taget Plads ved Siden af en tilfældigvis tilstedeværende Slægtning af mig, denne om, fra hvilket Land dog vel den Præsident var.}

Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark-Norge opløstes[18]. Jeg lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813-1814 vor Isolering. Næsten hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold, tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten, var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig, udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.

{[18] Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning (Clausens Udtog af Snorre og Rothes Tordenskjold) og ved et Par tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fændrik, der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem.}

II.

SKOLEAARENE I FREDERIKSBORG.

1817 til 1820.

De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjøbenhavn, have kun efterladt hos mig en uklar og mørk Erindring. Uden nogen paa en Gang fast og kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af Følelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Længsel efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter det Sted og den Gjerning, hvortil jeg søgte hen, med Angst for ikke at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt Sømandslogis i en Kjælder i Lille Torvegade paa Kristianshavn, hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves efter Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af nogle Landsmænd, ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de syv Børnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og Ildspaasættelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i Forveien; med Rædsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der, saa vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre Mærkværdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbød sig for Øiet paa mine korte Vandringer med min Broder, som forberedte sig til sin Vestindiefart. For den Velgjørerinde, der havde tilsagt Hjælp til min Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig paa min Faders Mødreneside, der som Koffardikaptain laae ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og virkede for mig.[19] Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske mørkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede "Store Dyrehave", en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmærksomhed, som vor bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en Kjøbmandsgaard var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og der stiftet Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sognepræst i Skjævinge Nord for Hillerød (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem andre Præster). Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Møde i Skolen næste Dag, skjøndt denne iøvrigt saa milde Mand ikke var uden Betænkelighed ved at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste Klasse, især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra Skolen førte Præsten os dernæst til Forstanderen for Byens Hospital Dahlerup, hos hvem de to Sønner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders og Præstens fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse med Skraatag og et enkelt Vindue[20]. I dette boede jeg da i tre Aar, hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge, hvorfra jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog en Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en halv Dags Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.

{[19] Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil har boet i Kjøbenhavn.}

{[20] Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af Vinduerne i Stueetagen.}

Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg, adskilte sig fra de øvrige inde i Landet liggende Kjøbstæder, hvis stille Præg og, især under Datidens yderst indskrænkede Kommunikationsmidler, stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af Skove og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og Amtsforvalter imellem sine Beboere at tælle enkelte pensionerede militære og civile Embedsmænd, men som alle levede i saare beskedne økonomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa den -- uden Tvivl af Engelstoft conciperede -- uklare og i nogle Punkter rent forvirrede Forordning om de lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.) Fattigdommen mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes væsentlig oppe ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i Gøttingen, hvor han promoveredes som #Doctor philosophiæ#, ganske kunnet gjennembryde den Begrændsning af Synskredsen, som befæstedes ved hans Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger, især da Omsorgen for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O. Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor Alt af et overordentlig mildt og kjærligt Gemyt, der omfattede enhver god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik kjær, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover Skoletimernes Grændse (-- thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af, hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham til Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved et eneste Tællelys --), men han har derhos indgydt mig Tillid og Fortrøstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have svigtet, ligefra den Tid, da han ved den første Kvartalsexamen efter min Indtrædelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa tage dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske paa ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων[21]"[22]. Han læste Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste Klasse, i hvilken Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp mig til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at lade mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krævedes mindst et Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790-1800 uden at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse, og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os, foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes #cours de littérature#, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade, som han betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre vakte Bevægelse og nye Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forløb mærkedes i en By saa nær Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds af Beboere, hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde forudsættes; ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig gjældende. I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur alene af Sanders Odeum (1807), hvori dog fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og "Guldhornene", og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en Scene af Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende skete heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der -- efter et indholdsrigt akademisk Liv i Kjøbenhavn -- et Par Aar havde været konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet, ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel, en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.

{[21] Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.}

{[22] Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord, fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet, fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."}

Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen Haand Plautus's #Aulularia# ved Hjælp af Schmieders meget overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhørte mine to Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog; derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af Eschenburgs Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske foreløbigt Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Værk. Udenfor de gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for næsten alle Midler til Tilfredsstillelse af min Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's Geschichte des siebenjährigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et andet større Værk af speciellere militær Karakter (jeg tror af Tempelhof) tilfældig i mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i Byen boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel i øverste Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og læstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi forsynedes fra samme Sted.

Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste af dem, med hvilke jeg sad sammen i øverste Klasse, have siden givet mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prøver paa bevaret Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene Kontubernal, der med usvækket Hengivenhed har hængt fast ved mig (den anden, skikkelig, men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet glædeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjærlige Berørelser og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling og Livsopfatning.[23] At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom ret alvorlige Spørgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der engang udviklede den aldeles selvstændig hos mig opstaaede Betænkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed og Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende Grundtvigske Opdagelse, der sætter _Symbolum apostolicum_ som et gjennem de første Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke gjort.