Part 31

Kan Danmark gjennemføre, hvad det har kæmpet for? Forsaavidt derunder indbefattes Adskillelse mellem Slesvig og Holsten, har jeg ikke troet det letteligen muligt uden paa Grund af Præliminarierne. Derfor har jeg holdt fast ved dem og søgt paa enhver Maade at fjerne fra hvem det skulde være den Tanke, at Danmark igjen kunde tilstede den forrige Forbindelse imellem Hertugdømmerne, og gjøre det indlysende, at dette i høieste Grad vilde udsætte Danmarks Vel og Europas Fred for ny Fare. Af de fremmede Diplomater er det især paa Baron Meyendorff, at man har maattet søge at virke. Han er gaaet fuldkomment ind paa de fremførte Grunde, men har ikke tillagt dem den Vægt, som vi gjøre. For ham er det Hovedsagen, at det danske Monarkis Integritet sikres, og, naar dette er opnaaet, mener han, at det er af underordnet Vigtighed, hvorledes Forholdet mellem Hertugdømmerne bliver ordnet, eller at endog Statsklogskab raader til at styrke Forbindelsen mellem alle Monarkiets Dele. Lignende Ytringer gjenlyde fra St. Petersborg. Da nu derhos Baron Meyendorff ikke arbeider saa meget for nogen Ting som paa at forhindre en Konflikt imellem Rusland og Tydskland og det er kjendeligt samt i og for sig naturligt, at Rusland søger at undgaae en slig Konflikt, troer jeg ikke, at vi fra sidstnævnte Magt kunne vente tilstrækkelig Hjælp til at opnaae en Fred endog paa Præliminariernes Grundlag, i det mindste ikke, hvis Preussen byder en anden Udvei, som Rusland finder antagelig. Dette stemmer ogsaa ganske med det Budskab, som Meyendorff bragte fra Varschau. Vel faae Præliminarierne ifølge dette Budskab en fornyet Styrke, naar Preussen ikke gjør andre antagelige Forslag, og endmere, dersom Londoner-Protokollen, dens Artikel 3 indbefattet, bliver underskreven, men efter det Foranførte og de Betragtninger, som jeg i mit Brev til Minister Clausen af 8de d. M. har opstillet angaaende Preussen, maa jeg dog anse det i høieste Maade tvivlsomt, om Preussen nogensinde kan bringes til at undertegne en saadan Fred paa Præliminarierne, som vi kunne være tjente med. Da Preussen fremkom med sit Fredsforslag af 17de April, fandt Alle det i den Grad urimeligt, at man troede, at vor Sag vilde blive bragt et godt Skridt fremad ved det Indtryk, som det vilde gjøre ved de fremmede Hoffer. Lord Palmerston kaldte det uantageligt, Grev Nesselrode infamt. Men nu raader man os til at gaae ind paa dette Forslag, i alt Fald med en Forandring i Artikel 3, naar det kun kan blive til Sandhed og faae en virkelig Freds Virkning, navnligen derved, at Preussen trækker sig ud af begge Hertugdømmer. Fra den Tid, en saadan Stemning har vist sig, -- fra sidste Halvdel af Mai -- har jeg maattet forelægge mig selv og omhandle med mine Kolleger det Spørgsmaal, hvorhen vi føres ved at antage en saakaldet simpel Fred, og jeg har maattet sige mig, at dette snarest er mod Helstaten, hvilken jeg i de foregaaende Forhandlingers lange Tid har betragtet som en Umulighed. I den simple Fred vil Preussen have et Forbehold af Tydsklands og Danmarks gjensidige Rettigheder for derved at holde Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Ret til Forbindelse aabent. Dette Spørgsmaal skal altsaa senere omhandles med Tydskland. Antages det nu end, at Danmarks Paastand: at denne Forbindelse var af en saadan ren administrativ Natur, at Regjeringen har været beføiet til at hæve den, er rigtig, saa maa det dog anses for temmelig afgjort, at Tydskland ikke vil anerkjende Rigtigheden deraf, og jeg frygter for, at vi, hvis fremmede Magter lægge sig derimellem for at forhindre en ny krigersk Konflikt, heller ikke ville vinde deres Anerkjendelse. De ville under Sagens tvivlsomme Beskaffenhed helst holde sig til den længe bestaaende status quo. Under Samtalerne med Baron Meyendorff, der ikke kan holdes fri for mange tydske Indskydelser, har jeg ikke kunnet bringe det videre end til at faae ham til at indrømme, at det kan være #tvivlsomt#, om Hertugdømmerne have nogen egentlig Ret til fortsat administrativ Forbindelse. I sit Hjerte anerkjender han maaske saadan Ret, og han mener ialtfald, at Billighed taler for at indrømme Forbindelsen, som Hertugdømmerne sætte saa stor Pris paa, og at Danmark overvurderer den Fare, som deraf kan befrygtes. Under slige Omstændigheder vil det være #ved Hjælp af Helstaten, at man maa beskytte sig mod det selvstændige Slesvig-Holsten#. Den franske Gesandt Persigny antager vel, at Frankrig, England og Rusland, naar Fred først er afsluttet og vi have faaet Tydskerne ud af vore Lande, ikke ville tillade, at Tydskland paany angriber Danmark eller navnligen lader sine Tropper gaae over Eideren for den gamle Strids Skyld, og troer derfor, at det i Virkeligheden bliver Danmark overladt uden fremmed Indblanding at ordne Slesvigs Forhold. Men, foruden at jeg ikke er overbevist om, at vi kunne stole derpaa, saa vil det dog have den største Vanskelighed at indføre og opretholde ved Vaabenmagt en Tilstand, som de fleste Indvaanere i Hertugdømmerne og hele Tydskland anse for Uret, især da vi fra fremmede Magter end ikke kunne vente nogen moralsk Understøttelse, eftersom de ville være tilbøielige til at antage, at Foranstaltningen er baade uklog og ubillig. Forholdet vilde være et andet, hvis vi fik en Fred efter Præliminarierne; thi Retsspørgsmaalet vilde i saa Fald være afgjort til Danmarks Fordel.

Netop for en stor Del for ikke at komme ind paa Helstaten antager jeg, at De er tilbøielig til Deling (den eventuelle Basis). Delingen vil tilfredsstille Nationalitetshensynene, give Ro i vort konstitutionelle Liv og gjøre Statsmaskinen simplere, end naar der skulle være baade Rigsstænder og Landsstænder og man begge Steder skal forhandle baade paa Tydsk og Dansk. Men, skjøndt jeg derfor maaske vilde berolige mig ved en udført Deling, vilde jeg ikke have Dristighed nok til at gribe saa voldsomt ind i den historiske Udvikling. Jeg ængstes ikke ved den oftere fremførte Paastand, at Tydskerne, naar de først havde faaet et Stykke af Slesvig, senere vilde fordre Resten. Men jeg frygter for, at det Baand, der skulde holde de to Dele af det danske Monarki sammen, vilde blive saa svagt, at det enten snart ved Tydsklands Tiltrækningskraft vilde briste, eller ialtfald ikke kunde forhindre, at de to Dele i Sager angaaende baade den indenlandske og udenlandske Politik gik hver i sin Retning. Forholdet er ikke det samme som med Sverrig og Norge; thi disse Stater ere ved deres hele Beliggenhed og flere Omstændigheder henviste til at følge samme Politik, navnligen med Hensyn til Udlandet. Heller ikke troer jeg, at man kan henvise dertil, at vi efter Præliminarierne søge at sætte Holsten i en isoleret Stilling; thi, ei at tale om, at vi ikke derved rive et Land over, som i umindelige Tider har udgjort et Hele, og at Tabet af Holsten ialtfald vilde være mindre, end om et stort Stykke af Slesvig fulgte med, saa antager jeg, at Hertugdømmerne ved de mange Baand, som sammenknytte dem og skulde vedblive, om den fælles Forvaltning end hævedes, og ved en ensformig Udvikling ville holdes fastere sammen end efter Delingen den nordlige og sydlige Del af det danske Monarki, da disse sandsynligvis vilde blive udviklede i forskjellig Retning. Skjøndt jeg ikke anser det for en Lykke, at vi have Tydskere Nord for Eideren, kunne de dog, da vi nu engang have dem, gjøre Nytte ved at holde fast paa deres Brødre Syd for Floden. Ved deres Forbindelse mod Nord hindres de derhos fra at følge bemeldte Brødre. Angaaende Delingen kunde vel endnu nogle Betragtninger være at tilføie, men, da Papiret er fuldskrevet, vil jeg standse for denne Gang.

Med uskrømtet Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivneste #A. W. Scheel#.

Høivelbaarne Hr. Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet, Dr. Madvig, Ridder af Dannebroge pp.

* * * * *

Kjøbenhavn den 10de Januar 1851.

Høistærede Hr. Kollega!

Ved Deres forestaaende Reise[135] ere det danske Monarkis fremtidige Udviklings-Udsigter fra deres Side, som hidtil have holdt paa Danmarks Ret ligeoverfor Slesvigholsteinismen eller den denne optagende gamle Helstat, lagte saaledes i Deres Hænder, at det i det Ringeste er klart, at man ikke vil kunne komme tilbage fra, hvad De, omend uden Fuldmagt til at afslutte Noget, foreløbig indrømmer og anerkjender, eller senere fastholde eller tilbageerobre, hvad der ikke nu for visse Eventualiteter reserveres. De vil da tilgive, at jeg i Erkjendelse af Øieblikets afgjørende Vigtighed med faa Ord privatim og med den af denne Meddelelsesform følgende Uforbeholdenhed udtaler for Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte, om jeg end derved for den allerstørste Del kun henviser til Punkter, der af Dem ere overveiede, og hvorom nu hverken Beslutning kan tages eller Forskrift gives. De véd, at for mig personlig de praktiske Vanskeligheder, det i mine Tanker Kunstige og Komplicerede ved det Organisationsprojekt, som De i Grundtræk medtager, har en stor Vægt trods den Dygtighed og Kløgt, hvormed det er udkastet og motiveret. Men, afset herfra, kan jeg ikke tænke mig, at det vil lykkes Dem enten at faae Fyrst Schwarzenberg selv til at gaae saaledes ind derpaa, at man havde en nogenlunde Sikkerhed for dets Gjennemførelse, naar Preussen og det øvrige Tydskland gjorde Modstand -- som de visselig ville --, eller at bevæge Baron Meyendorff til bestemt Virken derfor enten nu hos Schwarzenberg og Østerrig eller siden mod Østerrig og Tydskland, især da det Sidste vilde være betinget for en Del af Englands Anskuelse og Optræden. Det Høieste, De i denne Retning vil kunne opnaae, er i mine Tanker en mindre Paatrængen paa, at vi øieblikkelig og før "de agtbare Mænds" Sammentræden skulle erklære os for en Helstat bygget paa den ugunstige Fortolkning af status quo ante. Der bliver da tilbage at undersøge, hvorvidt man kan aabne en Indgang for saadanne Forslag og Ideer, der, naar det principale Forslag maa frafaldes, dog yde Danmark nogen Løn for Kampen og nogen Sikkerhed for Fremtiden. Det gjælder at vinde, hvad der kan vindes, for den danske Nationalitet baade i og for sig og som eneste solide Bærer af et politisk Legeme med Sammenhængskraft og af en selvstændig politisk Eiendom for Kongehuset, naar dette skal betragtes som Statens Eier efter autokratiske Synsmaader; men naturligvis maa Nationaliteten saalidet som muligt fremtræde som Noget, hvorfor der gjøres Fordringer for dens egen Skyld; den maa (hos Meyendorff overveiende) betegnes som politisk Moment og #Middel#, tildels (hos Schwarzenberg) som en Hindring, som ikke kan omgaaes; jeg skulde aldeles ikke beklage mig, hvis jeg ad usynlige Veie kunde høre Dem baade hos M. og Schw. spotte lidet, trække med nogen Medlidenhed paa Skuldrene over de bornerte nationale Bestræbelser osv., naar kun Formaalet i Realiteten fremmedes; anderledes vilde det tildels forholde sig hos Englændere; der kunde Nationalitetshensynet med tilbørlig Forsigtighed -- især befriet fra al Bismag af professorship -- mere direkt gjøres gjældende. Særdeles magtpaaliggende maa det i mine Tanker være, forsaavidt man kommer ind paa dette Thema, at adskille Nationalitet og Skandinavisme og fremhæve, hvorledes Savnet af Tilfredsstillelse og Tillid hjemme, af en tryg Overvægt i den egne Stat er det, der i Danmark lettest fremkalder de skandinaviske Ideer og Stræben for deres praktiske Realisation. Det forekommer mig dernæst, at, ligesom Successionssagen i og for sig er af største Vigtighed, saaledes vil ogsaa et stærkt fremtrædende Ønske om dens Ordning som det, der skulde give det i Spidsen trædende dynastiske og hel-monarkiske Princip fornyet Styrke og Fasthed, være egnet til at skaffe andre beskedent bagefter fremtrædende Synspunkter en velvilligere Betragtning. Den Tanke, som jeg nu for min Del ønsker under denne Form forberedet, sat i fornyet Bevægelse, prøvet med Hensyn til dens mulige Antagelse -- thi videre kan der jo #nu# ikke gaaes --, kjender De altfor vel, til at jeg her udførlig skal komme ind paa dens Fremstilling; hvorledes den bedst forskjønnes i den Retning, der kan regne paa Bifald, vil De udentvivl selv bedst udfinde. Naar det Søgte betegnes som en indre, Lovgivning og Administration lettende, det materielle Samkvem mindst mulig afficerende og ligeoverfor Udlandet forsvindende Demarkationslinie, der for Fremtiden skal befrie Kongen for de besværlige Forhandlinger og Foranstaltninger i Anledning af Nationalitetskonflikter, afviges der ikke fra Sandheden; Delingsnavnet maa jo undgaaes saameget [som] muligt og det Hele fremtræde som en Koncession til Holsten og navnlig til det holstenske Ridderskab og Godsbesidderklassen, der, naar Dänischwold og Schwansen administreres med Holsten, næsten bliver uberørt af Demarkationslinien, en Omstændighed, der ogsaa i Virkeligheden skaffer Tanken Indgang hos Nogle af Klassen. I Wien vil der vel ikke være nogen særlig Adgang til at erfare, hvorvidt Tanken paa en saadan Løsning aldeles og endelig er opgiven og bortkastet af Lord Palmerston, men, træffer De Lord Westmoreland, vilde det vel endda ikke være saa vanskeligt at føle sig frem. Men, hvad det især ligger mig paa Hjertet at udtale, er Følgende. Jeg tør ikke lukke Øinene for den Mulighed, at De ligesaavel finder Adgangen spærret for en til Delingen sig nærmende Tanke[136], til hvilken De jo heller ikke har den Tillid som jeg, som for en Løsning i Retningen af det udkastede Projekt, og at det forekommer Dem umuligt og unyttigt at udskyde Fastsættelsen af Grundformen for den endelige Ordning endog blot til de "erfarne Mænds" Sammenkomst; jeg haaber og ønsker af Hjertets inderste Grund, at dette ikke maa være saa; men jeg vil og tør ikke undlade at tænke mig, at De kunde bringes til at anse en anden og virkeligere Helstat end den, De forleden kaldte saaledes, for en uundgaaelig Nødvendighed og da med Deres deciderede og paa det Praktiske rettede Karakter besluttede selv at gaae ind paa Tanken og at træde i Spidsen for dens Gjennemførelse til mindst mulig Skade for Danmark. For dette yderste Tilfælde anraaber jeg Dem da ret inderlig om at redde det eneste Værn for Nationaliteternes ligeberettigede Stilling i Slesvig, den eneste Form, hvorunder denne kan blive til en Virkelighed, derved, at det nordlige Slesvig i det, der mest umiddelbart berører og bestemmer Folkedannelsen, i Kirke- og Undervisningsvæsen underlægges en med Kongeriget fælles Bestyrelse, saaledes som hidtil Als og Ærø (skjøndt paa Als med mindre Virkning formedelst Hertugens Indflydelse) og det Tørninglehnske, hvilke Deles hidtilværende Stilling afgiver det bedste Udgangspunkt for at skaffe denne, den beskedneste og sidste, Fordring Indgang som præfigureret i status quo ante. Hvad derved vil være reddet, er, skjøndt lidet af Udseende, endda et værdifuldt Resultat, især i Forbindelse med Toldgrændsens Ophævelse; nu derimod at opgive ogsaa her, hvad der ved Tillisch's Bestyrelse er vundet, gjenoplivet og forberedet, vilde være at slaae Danmarks Sag det sidste og dybeste Saar. Naturligvis hører med hertil Retten til slesvigske Embeder efter en Dannelse, vunden ligegyldig om i Kjøbenhavn eller Kiel. At jeg ved saa særdeles at lægge Vægt paa denne Sag som det Sidste og Yderste, der maa søges reddet, ikke just ledes af Stræben efter at udvide min Virkekreds og Indflydelse, behøver jeg ikke at sige. Under en saadan Sagernes Vending vilde der ikke være Spørgsmaal for mig om nogen Deltagelse i Regjering eller høiere Bestyrelse, en Sphære, hvorfra jeg, ogsaa hvis vore Anliggender, som Gud give, tage en bedre Gang, saare gjerne trækker mig tilbage. Intet vilde falde mig lettere end at gjøre Plads for en Anden, hvis en god eller taalelig Løsning kunde vinde større Udsigt ved at befries fra Andel i det Skin af ensidig Nationalitetsbestræbelse og doktrinært Demokrati, der nu engang, det vide vi jo alle, klæber ved Ministre, der 1848 vare Professorer.

{[135] Den bekjendte Reise til Berlin, Wien osv. om Notabelprojektet (Projektet om "de agtbare Mænd"). #Udgiveren#.}

{[136] Tilføiet Randbemærkning: Skjøndt jeg vil være en af de sidste til at troe paa Umuligheden, maa jeg resignere.}

Held og Lykke ledsage Deres Reise til vort Fædrelands Bedste!

Deres ærbødigst hengivne #J. N. Madvig#.

Hr. Finantsminister, Grev Sponneck, R. af D.

* * * * *

Kjøbenhavn, den 23de December 1863, Aften.

Deres Excellence