Part 30

Efter lang Mellemtid og efter endog at have ladet Deres sidste Brev ubesvaret, fordi jeg dengang og i de nærmest paafølgende Uger ikke til Gjengjæld for dets Oplysninger og Bemærkninger havde noget at meddele, der kunde være Dem af Vigtighed, tillader jeg mig atter i et efter min Mening meget vigtigt Øieblik at sende Dem nogle Linier for at lette mit bekymrede Sind og for lidt nærmere at forklare Forholdet med en Meddelelse, der samtidig hermed vil indløbe til Dem og Deres Kolleger fra Udenrigsministeriet. De Herrer ville derfra modtage en Opfordring til at erklære Dem om et Spørgsmaal, der maaske i dette Øieblik kan synes at falde noget pludselig ligesom ned fra Himmelen, fordi man hverken paa hint Sted eller i Statsraadet selv tidligere har villet forelægge sig eller Andre det, ligesom man ogsaa nu, mig undtagen og #indtil en vis Grad# Sponneck og Clausen, nødig rykker frem dermed, Spørgsmaalet om Muligheden af at opnaae en Løsning af vore Forviklinger ved en under hvilketsomhelst Navn fremtrædende Deling af Slesvig, altsaa om, hvad der ved Underhandlernes Afreise til Berlin kaldtes den eventuelle Basis for Underhandlingerne. Jeg beder Dem om, at Spørgsmaalet, hvordan saa Deres Mening er, maa blive alvorlig overveiet med Hensyn til Alt, hvad der i Berlin kan tages med til dets Belysning, og med Hensyn til de noget forskjellige Maader, hvorunder en saadan Udvei kunde blive betraadt, og at vi ret snart maae faae et muligst veiledende Svar. Paa Præliminariernes Basis efter den danske Opfatning har jeg for min Del aldrig ventet at naae nogen Fred, fordi Preussen ikke uden stærk Tvang kunde slutte den og Ingen for vor Skyld vilde anvende denne Tvang; i mit Hjerte tilføier jeg -- men det er nu blot min individuelle Mening --, at en Fred paa den Basis vilde medføre et saare forviklet og kunstlet og i visse Henseender ubilligt Forhold; om dette sidste (Ubilligheden) mindes jeg stærkt, naar der, sædvanlig gjennem Clausen, fra dansksindede, skjøndt tildels tydskfødte Slesvigere meddeles mig Opfordringer til at virke for, at det #paalægges alle# Slesvigere at studere i Kjøbenhavn, ikke at besøge Kiel o. s. v. Med pinlig Følelse har jeg da betragtet den lange, møisommelige og, trods hele vore Underhandleres Klogskab, Fasthed og Ufortrødenhed, frugtesløse Arbeiden paa dette Grundlag. At der ad denne Vei ikke vil opnaaes noget Resultat, ser jeg nu ogsaa af Dem i et Brev til Clausen[133] udtalt, og Erkjendelsen heraf paatrænger sig efterhaanden selv dem, der, som vor hjertensgode Konseilpræsident, kunne holde længe fast ved Haab og længe berolige sig ved at lade Sagen glide hen fra Dag til Dag. Vor Stilling er imidlertid saare alvorlig og betænkelig og kræver en snarlig Afgjørelse eller dog bestemt Tilnærmelse til den. Vore Finantser udtømmes; Tilstanden i Slesvig er utaalelig og i Sydslesvig til Spot for os; Nationens Stemning vil, saa herlig den end har vist sig, dog tilsidst slappes, især da der til dens Opløsning medvirker [paa den ene Side] en radikal Opposition i konstitutionel Form og Frihed (medens [der] hos vore Modstandere er endel af den revolutionære Enhed og Energi) og paa den anden Side Misfornøielsen med Rigsdagen. Vor indkaldte Armee koster Penge, unddrager Landboerne en overordentlig Del af Arbeidskraften og lider sagtens selv ved den ørkesløse Stillestaaen; det var udentvivl et stort Misgreb, at vi, bevæget af en Utaalmodighed og Harme, som jeg ofte og længe har bekæmpet hos mig selv og Andre, indkaldte den ifølge nogle Ytringer fra Pechlin og Reedtz om deres og Meyendorffs Mening om det Ønskelige i, at vi stode rustede. Sloges Armeen, vilde Folkets Interesse følge Kampen og glemme meget Andet, som nu beskæftiger dets Tanke. Der er saaledes herhjemme opstaaet et i det Hele med Bondevennerne identisk og af Tscherning ført Fredsparti, -- og, hvorledes Tscherning springer om, véd De; han kan altsaa uden Vanskelighed kaste sig paa at opgive Alt og foregøgle sig og Andre, at dette er Danmarks Frelse. Til denne Stemning, som imidlertid endnu er undselig og vil vige, naar en virkelig fremadskridende Bevægelse til en god Fred, var det end gjennem Kamp, klart viser sig, have da ogsaa Mændene fra Holsten ikke forsømt at henvende sig; de have ivrig søgt Tscherning, medens de ligesaa ivrig, navnlig Reventlow-Farve, bearbeidede Diplomaterne, især den for Bearbeidelse fra den Kant let tilgængelige Ungern-Sternberg; (vel var det, at vi fik deres Forslag trukket noget frem til Belysning; nu ere Heinzelmann og Prehn reiste, og jeg venter, at Greven faaer et høfligt consilium abeundi). De store Magter ere kjede af os, og da de, hvilket atter og atter viser sig, hvergang en ny Vending forsøges, ikke forstaae, hvorpaa det for os, for det danske Folk, kommer an ved Slesvig -- Noget, hvortil vi maaske bidrage ved at lægge mere Vægt paa Adskillelsen fra Holsten end paa Tilslutningen til Danmark --, kunne vi pludselig se en Afgjørelse kastet os over Hovederne, der indeholder et mere eller mindre maskeret Slesvig-Holsten, medens vi herhjemme, idet vi stivt holde paa Præliminarierne og ikke ville vige derfra, kunne faae Fredsdemonstrationer, der aldeles svække vor Stilling. Under saadanne Omstændigheder maae vi paa enhver Maade søge en virkelig Fremskriden til Afgjørelsen. Med de Stipulationer om Medvirkning ved Arvefølgereguleringen og om indtil en vis Grad at holde Indblanding ude, som fra vor Side forlanges, kan nu vistnok en Separatfred med Preussen anses som et Skridt til Afgjørelse, hvorved imidlertid altid endda staaer i Baggrunden Spørgsmaalet (hvortil jeg antager, at en Ytring af Meyendorff, som Kammerherre Reedtz har meddelt, sigter: "at Danmark saa ogsaa maatte vide, hvad det vilde gjøre med Hertugdømmerne"), paa hvilken Maade Danmark, efter foreløbig at have kuet Insurrektionen, vil tilveiebringe et Forhold, som det har Magt til at opretholde uden at ødelægge sig selv. Kommer derimod en saadan Separatfred ikke istand, vil man herfra forlange uhindret at udføre Vaabentilstandens første hemmelige Artikel, og man maa maaske gjøre saa; men det forekommer mig, sandt at sige, at mine Kolleger, dels af Frygt for Delingstanken (Moltke, Bardenfleth, Hansen, Zahrtmann), dels af en vis patriotisk (Clausen) eller militær Harme (Zahrtmann og især Hansen, der nu synes at ville have Krig à tout prix, medens han dog kaster al Skyld i Striden paa Kasinomændene, d. e. paa den danske Side, og til andre Tider erklærer det for urimeligt at slaaes uden den fuldstændige Garanti for, at Tydskland bliver udenfor) baade overse Vanskeligheden ved nu at komme tilbage til hin Artikel og Faren for en større Krig og fremfor Alt, at Sagen ikke er endt, hverken naar vor Armee staaer Norden for Eideren eller, om Gud saa vil, ved Elben, men at Spørgsmaalet atter vender tilbage om den Ordning, hvorved det da kan blive os muligt at trække vor Armee tilbage igjen og vinde Fred. Mig forekommer det nu -- uagtet jeg gjerne indrømmer, at det i alle Tilfælde kan blive nødvendigt at rykke frem med Armeen og da i Guds Navn vil stemme for at gjøre det med al mulig Kraft --, at det #iforveien# bør forsøges og overveies, om ikke det, der er Danmark bedst, idet Ringeste bedst imellem det Mulige, kan opnaaes paa den #eventuelle# Basis, hvad enten nu en Fred udtrykkelig sluttes derpaa eller i Henhold til en derpaa aftalt og indledet Overenskomst eller endog blot saaledes, at det ved Siden af en Separatfred med Preussen udtales og søges billiget, navnlig af Rusland og England og samtykket af Preussen, at det er paa denne Maade, at Kongen vil ordne Forholdet, naar Ordningen overlades ham. Naturligvis er der kun Tale om en Deling og Forbindelsen af et Stykke af Slesvig med Holsten under Forudsætning af Successionens Ordning (fælles for Danmark og det hele Slesvig med Holsten) og Holstens Forbliven udenfor den preussiske Union. Det er klart, at Forslaget til en Deling, baade for at blive fordelagtigt og for at finde Indgang hos Kongen og Andre, navnlig Moltke, allerhelst maatte fremkomme fra Slesvigholstenernes Side; det Næste var, at det, ligesom i Misfornøielse med Standsningen af de fuldførte Underhandlinger, gjenoptoges som sidste Udvei af Rusland eller England og bødes begge Partier; direkt fra os kan det ikke uden stor Fare udgaae. Jeg tilstaaer, at jeg i gjentagne Samtaler med Heinzelmann, der oftere opsøgte mig, tildels ogsaa med Reventlow-Farve har lagt dem Tanken saa nær, som det var mig muligt uden selv at gjøre et Forslag, idet jeg har forestillet dem, at det var deres Sag, da de indsaae, at deres her fremsatte Forslag var aldeles uskikket til at vinde Indgang, at udfinde en anden Vei, hvorved den nordslesvigske og sydslesvigske Interesse fandt sin Ret, og overveie, om de efter den her iagttagne Stemning troede derved at kunne udrette mere. Jeg har nu ved et igaaraftes i Statsraadet, i Henhold til en tidligere fra min og Clausens Side tagen Reservation, stillet Andragende bevirket, at det Spørgsmaal skulde forelægges vore Underhandlere, som de idag modtage fra Udenrigsministeriet. Ogsaa Clausen og Sponneck (vel og Rosenørn) ønskede det forelagt; de helde til Deling, men saa subsidiært, at jeg frygter, at de først da alvorlig gribe Tanken og ville handle efter den, naar det er for sildigt. Moltke og Bardenfleth stemte for Spørgsmaalets Forelæggelse i den Formening, at det vilde blive besvaret med et simpelt Nei. Jeg beder indstændig om, at et Nei i det Ringeste maa være tydelig udtalt med Hensyn til alle Eventualiteter eller de Eventualiteter bestemt angivne, hvorunder et Nei kunde gaae over til et Ja, og at en mulig Dissens ikke skjules. Vi staae paa et Punkt, hvor man ikke for at komme ud af det med hinanden tør skjule eller tilbagetrænge sin Overbevisning.

{[133] Et Brudstykke af dette Brev af 8de Juni 1850 findes i Clausens Levnedsoptegnelser S. 372. Udgiveren.}

Naar jeg betænker, under hvilke Forhold og Indtryk De har tilbragt nu snart 6 Maaneder i Berlin, ser jeg først ret, hvilket Offer der forlangtes af Dem, dengang vi bade Dem gaae derhen, og, idet jeg føler, hvad De har gjort for os, glæder det mig destomere, at De ved legemlig at udholde Anstrengelser og Bekymringer saa vel har befriet os fra den Bebreidelse, vi, navnlig Clausen og jeg, ellers havde maattet gjøre os.

Gud lade dem finde en Vei, der leder ikke først og fremmest til vore Modstanderes Ydmygelse, men til vort Vel!

Med den oprigtigste Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivne #J. N. Madvig#.

P. S. Statsraadet har ikke villet indrømme mig at opsætte et Møde under Kongens Forsæde, hvori skal delibereres om Separatfred eller Forlangendet at rykke ind efter den hemmelige Artikel, til den Tid, da Deres og Kollegers Svar kan være her. Imidlertid ligger det i Sagens Natur, at i hint Møde Intet kan vedtages, der præjudicerer Indflydelsen af De Herrers Svar, eller at ogsaa jeg for min Del maatte træde ud. Vi ere sædvanlig skikkelig langsomme; kommer det saa engang med Hast, ile vi stærkt.

Høivelbaarne Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., Dm. pp.

* * * * *

Berlin den 15de Juni 1850.

Høitærede Hr. Minister!

Hele Dagen er medgaaet til en Konference med Hr. Usedom, Deliberationer og andre uopsættelige Forretninger og den yderst knappe Tid, som er mig levnet, tillader mig kun i allerstørste Hast at nedskrive nogle Strøtanker, fornemmeligen til Svar paa Deres ærede Brev af 11te d. M. Vi ere alle tre enige i at erklære os bestemt imod, at den "eventuelle Basis" nu bringes frem under Underhandlingerne her. Den er aldeles uforberedt og vil bringe os ind i en uoverskuelig Række af nye Forviklinger. Selv Preussen, som nok vilde gaae ind paa samme, naar det selv kunde faae Fordel af den, vilde komme i stor Forlegenhed ved et Forslag om denne Basis. England og Rusland vil den være imod, og de ville ikke kunne bringes til at foreslaae den uden i alt Fald efter megen Overveielse, Raadslagning og Brevvexling. Noget aldeles bestemt kan man imidlertid ikke sige derom, da aldrig under Underhandlingerne er sket den mindste Antydning i den Retning fra nogensomhelst Kant. Efter flere Overveielser blev det mellem os vedtaget, at vi i vort officielle Svar skulde indskrænke os til det officielle Spørgsmaal. Kun vil Pechlin i sit Navn vedlægge nogle yderligere Bemærkninger, da Ideen tidligere er forsvaret af ham. Skulde der nu tænkes paa Ideen, maatte det efter min Mening helst ske ved en direkte Forhandling med Hertugdømmerne. Jeg vilde foretrække Delingen for det af Modpartiet paatænkte Slesvig-Holsten, d. e. disse Hertugdømmer forbundne indbyrdes i administrativ og legislativ Henseende og med Kongeriget kun ved Personalunion, da, naar Monarkiet skal opløses i to ligeberettigede Stater, den danske Del helst maatte blive saa stor som muligt, men jeg troer ikke, at et Slesvig-Holsten kan sættes igjennem, med mindre Danmark forsømmer en klog og retfærdig Politik. Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrække Delingen for et aldeles selvstændigt Slesvig, men om et saadant, som er alle Partier imod, kan der neppe længere være Tale, efter at vi ere komne bort fra Præliminarierne, paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et Medusahoved end som et hjælpende Nødanker. Hvad staaer da tilbage, naar man ikke vil gaae ind paa Delingen? Enten at tilkæmpe sig fri Raadighed over Slesvig eller Helstatsideen. Jeg har indtil den sidste Tid troet, at det Første var muligt, men jeg er bleven meget tvivlsom i saa Henseende efter de seneste flere Skuffelser, fornemmelig af de Forhaabninger, som vi have sat til Petersborg og Varschau. Herfra hørte vi stærke Toner, medens Preussen endnu var noget moderat, men de ere blevne svagere og svagere, eftersom Preussen har vist sig mere og mere perfid. Ved egen Vaabenmagt -- om man end kunde tænke paa i Tidens Længde at støtte sig derpaa -- kunne vi neppe sætte en saadan Adskillelse af Slesvig og Holsten igjennem, som de kongelige Tilkjendegivelser af 24de og 27de Marts 1848 forudsætte. Tydskland, som er enigt i at holde paa Forbundsbeslutningen af 17de Septb. 1846, vil ikke tillade det, og der er kun lidt Haab for os om fremmed Hjælp. Den eneste Mulighed er kun, at de venskabelige Magter, naar vi først kunne faae de tydske Tropper ud af Slesvig, ikke ville tillade, at disse komme derind igjen. Vi trænges saaledes hen paa Helstatsideen, som jeg havde troet begraven, idet Oprøret opstod. Helstaten anses af de venskabelige Magter som den eneste #kloge# og #retfærdige# Politik, da Danmark ved organiske Baand bør søge at knytte sine Dele sammen og bør anerkjende, at den gjennem Sekler bestaaende, skjøndt i Tidernes Løb paa forskjellig Maade modificerede, men siden 1831 ved flere kongelige Tilsagn garanterede Forbindelse mellem Slesvig og Holsten giver en Ret til fremtidig Bestaaen. Ikke blind for de Misligheder, som Helstaten fører med sig, maa jeg dog for min Person foretrække den for Delingen, og jeg troer ikke, at den enten i Danmark eller Hertugdømmerne vil møde saa stærk Modstand som i Aaret 1848. Det har vist sig, at det Ønskelige ikke altid er opnaaeligt.

Det er paatrængende nødvendigt, at Statsraadet fatter skarpt i Øie, hvad Danmark #kan# og #bør# gjøre med Hensyn til Hertugdømmerne, og hurtig handler derefter. Det gjør mig ondt, at de fremkomne Fredsforslag ere saa slette, og at vi paa Grund af den stærke Rustning ere komne næsten i den Nødvendighed at maatte benytte den 1ste hemmelige Artikel. Følgerne af den fornyede Konflikt ere uoverskuelige.

I et Brev, som jeg har modtaget idag, siges, at Rygtet gaaer i Kjøbenhavn, at Baron Meyendorff har gjort de danske Underhandlere og Reventlow-Preetz Forslag om en fælles Statholder for begge Hertugdømmer. I den Anledning vil jeg, især da jeg i mit sidste Brev til Minister Clausen ikke skrev noget om den fælles Statholder, bemærke, at det, førend vi modtoge Underretning derom fra Kjøbenhavn, har været mig aldeles ubekjendt, at M.[134a] i sine Samtaler med R. P.[134b] har gaaet ind paa Ideen om en fælles Statholder. Det forundrer mig saa meget mere, som saavel jeg som mine Kolleger have flere Gange sagt ham, at Danmark, i det mindste saalænge det holdt paa Præliminarierne, ikke kunde gaae ind paa nogetsomhelst Fællesskab i Hertugdømmernes Bestyrelse. Specielt har der ogsaa for flere Maaneder siden været talt om Umuligheden af en fælles Statholder.

{[134a][134b] Meyendorff og Reventlow-Preetz? Udgiveren.}

Jeg nødes til at slutte og vil ønske, at der maa være Sammenhæng i disse neppe læselige Linier, som Tiden ei tillader at gjennemse.

Med sand Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivneste A. W. #Scheel#.

Hr. Minister Madvig, R. af D.

* * * * *

Berlin den 18de Juni 1850.

Høistærede Hr. Minister!

Mit Brev af 15de d. M. skrev jeg under urolig Bekymring over det Standpunkt, hvorpaa vor Sag er bleven bragt, og under det ubehagelige Indtryk, som var blevet efterladt fra Konferencen samme Dag med Hr. v. Usedom. Naar jeg hertil lægger, at jeg maatte skrive i største Hast og under idelige Afbrydelser, maa jeg frygte for, at der er meget at udsætte paa Indhold og Form af Brevet.

Man byder os en Fred, hvorefter den fjendtlige Armee skal vedblive at holde et af de danske Lande besat. Denne Bestemmelse gav Anledning til følgende Samtale mellem Baron Pechlin og Usedom. P. Hvad er Øiemedet? U. At observere. P. Hvem? U. Dem eller (lagde han rettende til) hele Verden. P. Vil Preussen da altsaa endnu efter Freden betragte os som Fjender? U. Nei, men lignende Exempler har man havt i Frankrig 1815, og, da Freden lader mange Spørgsmaal aabne, kan Tydskland ikke trække sine Tropper ganske tilbage. Heraf følger altsaa, at Preussen ved selve den saakaldte Fred betinger sig en fjendtlig Stilling i vort Land for at kunne faae de uafgjorte Spørgsmaal løste til sin Fordel. At en slig Fred er uantagelig, forekommer mig klart, og det havde heller ikke stor Vanskelighed at overbevise Baron Meyendorff derom, uagtet han raader os at gaae ind paa enhver Fred, naar den kun er nogenlunde antagelig. Da Preussen vil forbeholde sig at tage Stilling hvor det skal være i Holsten, kom dets Tropper uden Tvivl til at tjene den slesvig-holstenske Armee som Repli og besatte vel, saasnart denne rykkede ind i Slesvig, Rendsborg og Eidergrændsen. Jeg frygter for, at det samme vil ske, dersom vi benytte den 1ste hemmelige Artikel af 10de Juli 1849. Vel skal Preussen efter denne trække sine Tropper ud af begge Hertugdømmer, men, da det tillige skal opfordre Tydskland til at opfylde den Forbundspligt at gjenoprette lovlig Orden i Holsten, var det ikke usandsynligt, at det under Tydsklands nuværende Forhold vil paa sin Vei selv overtage denne Forbundspligt. At trække sig ud af Sagen har Preussen enten ikke Lyst eller ikke Mod til.