Part 9

Den 13. _Augusti_, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem. Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff, att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester Gabel oc _Secreterer_ Krag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, _Madame_, wide, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att hand haffuer _susspition_ paa Eders Persohn, att I skulle were en Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl. Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som der vdi war _interesseret_, oc huorledis ded sig ret med den Sag haffde.« Der _Canzeler_ ophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre _suspect_, oc raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig, huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist, hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt. Ia, ieg kand sige, att hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig, om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde: »Maa ieg faa att wiide, paa huad _Fundament_ hand beskyllis, saa wil ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg kand«. _Canzeler_ sagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der effter kom en aff _Canceliet_ ind (som ieg ey kiender), haffuende stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter igien. Der paa sagde _Canzeler_: »Her er nu icke widre att giøre end lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße. Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi de _protesterede_, att Corfitz G. aff Vlfelt aldrig nogen _Communication_ med nogen aff dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc Vnderdanighed _etc._ Der effter bleff ett Papir oplæst, aff Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold, att de med G. Corfitz Vlfelt ingen _Correspondentz_ haffde hafft oc vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede. Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war ey _Documenter_ indført, paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc Giensuar, der war ey anden _Fundament_ end blotte Ord: att hand war befunden en _criminel_ att were, hand haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarkis Crone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffne _Protesstationer_ anderledis haffde bewiist, huor for hand som en _criminel_ dømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war gaaen[69], vdi huilcken de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den haarde Dom war _funderet_. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke, _Madame_, att der erre _Documenter_, huor effter wii erre gaaen; der sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg). »Maatte ieg faa de _Documenter_ att see, der beder ieg om for Guds Skyld. _Les apparences sont bien souuant trompeuses._ Huad maatte min Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange _Arrest_, fordi de _susspicerede_, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc Hands Mts. _Ministri_ haffde _corresponderet_! Nu wed ded ingen bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa de _Documenter_ att see?« Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand gaar med Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen Herre war _obligeret_, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant, der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester _movertis_ der wed, saa att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren oc til Canzeler: »Mig synnis, att ded er 14 Dage siden, att Dommen bleff _publiceret_.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger, maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de _Documenter_, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før, att der ware _Documenter_, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded, føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne _absolute_ Regieringer tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som war _iremediable_. Der Krag _Protocollet_ oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg bleff tilspurt, om ieg vdi min Mands-Dom deelactig wille were, haffde ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant war ded?« Strax suarte _Canzeler_: »Ney, hun sagde icke saa, men hun begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Ieg _repeterte_ mine Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for meget _Affecterne_ kiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand oc _Inventor_ aff den v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc Skiold. Der Herrerne ware bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind, oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig: »Eßet, _Leonora_! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kunde _simulere_. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen, satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun), »ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den Snack nogle Gange haffde _repeteret_, sagde hun til mig: »Er ded icke sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner. Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den noget _diuertere_, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde: »Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.« Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor offuer ieg bekom Fred for hender. _Cathrina_ gick op oc neder aff Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr. suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: »Ick denck, de Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom. Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted _ordineret_; bad hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel bedre igien. Offuer Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd oc haffuer den endnu[75].

[69] Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens, Universitetets og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til Sagen henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne til Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om Ulfeldts Planer, aftrykt hos ~Paus~ 2, 221-74. (De 5 førstnævnte Aktstykker ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra Borgerstanden meldes ellers Intet.

[70] I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »_Der Kongl. Majet. [Symbol: stort C om firtal] war død, war ingen vdwald Printz, saa att ded stoed Stenderne frit att wæle, huad Konge dennem behagede, huorfor Hertogen aff Holstein, Hertog Friderich sl., tilbød min Herre, att dersom hand wille formaa, att hand kunde bliffue wælt til Konge, da skulle Fyns Land wære hands, oc giøris en dobbelt #Alience# med hands oc worre Børn. Men min Herre vdslog ded, wille icke hielpe til att støde [Symbol: stort C om firtal]. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris #vota#, men min H. striide dennem imod._« -- Hermed kan jævnføres Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet paa Bornholm, ~Wolff~'s Journal for Politik 1816, 1, S. 194.

[71] Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev ~afsagt~ den 24. Juli. Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens Offentliggjørelse ved ~Trykken~, der næppe har fundet Sted før et Par Dage senere; jvfr. ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 8.

[72] I Randen er senere tilføjet: »_Ded war tilgaaen, lige som ieg tenkte; der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue, effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen# holtis, en Part icke haffde seet, huor paa Dommen sig funderte; maatte dog skriffue med vnder, om de icke wille were forfalden vdi kl. Vnaade._«

[73] Senere er tilføjet: »_oc spurte, om mig war tilsted at tale paa den Dom. Alle taw stille._«

[74] De sidste Punktummer (fra: _Hand er nu_ etc.) ere senere overstregede, og deres Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16-17.

[75] I Randen er senere tilføjet: »_Man skal wiide, att den Dun Dyne war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa Reden, saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi._«

Den 14. _Augusti_, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem, att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr. suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarte _Cathrina_), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig. Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil Klocken imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den Afften icke komme til att tale med mig for Anna.

[76] I Randen er senere anmærket: »_Ieg hørte selffuer denne derris Samtale._«

Den 15. oc 16. _Augusti_ paßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig, oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig, som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skal myre Eder selffuer.« Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade hender siden see, att ieg syde dennem i. Men Sagen war, att ieg haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effter Forregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine Strømper. Maren meente, ieg haffde en _Funtanele_ paa ded eene Been, fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war henders meget goede Wen, haffde en _Funtanele_, som ingen vden hun wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.

[77] Jvfr. S. 39.