Part 5

Tuende _Observationer_ haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før werret _noteret_. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc icke en Gned kommer aff en Gned[21].

[21] Hele dette Stykke er senere overstreget.

Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn, att I icke lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke haffuer wilt tage imod den Leylighed, wed huilcken ieg til min Friihed haffuer kundet komme. Naar I ded rett betencker, saa haffde ded huercken werret Eder eller mig tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste haffde tagen imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste mit Fengsel att vntkomme for hannem att opsøge, til sidste Aande-Dret att opwarte oc tienne; min Skyllighed haffde ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war hoeß Gud vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som gaffnligt were wille, oc att ded icke war der Wey til worris fratagne Formue att komme, huorfor ieg den vdslog oc søgte i ded Sted mit Hierte til Roelighed att skicke oc mit paalagte Kaarß taalmodeligen att bære. Wil Gud ded saa føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med Glæde effter yderste Formue for Eder, mine hierte kiære Børn, wære ett Wersens Træl oc vdi Gierningen erwiiße, att ieg aldrig wiger fra min Plict, att ieg icke er mindre en goed oc retsinnig Moder, end som ieg haffuer werret en troe Hustru. Vdi midler Tiid lader Guds Willie were Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc lawe, att ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne; vnder huis trygge Waretect ieg Eder alle troligen wil befale oc bede, att hand Eders Fader oc Moder, Eders Raadførere oc Ledismand wille were. Beder I igien for mig, att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc fremdelis som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded, som søger hoes Eder

Mine hierte kiere Børn Eders hulde Moder _Leonora Christina_ _V. E. G._[22]

[22] Slutningen af Fortalen fra Ordene: ~Vdi midler Tiid~ indtil _V. E. G._ incl er -- paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en Uagtsomhed synes at være blevne skaanede -- senere overstreget. Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685. Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt. Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere Tilskrevne, men med mindre Typer[*] for endnu tydeligere at betegne Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.

[*] Afskriverens bemærkning: Teksten fra "Ieg haffwer oc ihuekommet" til "anden i Fortred."

Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian IV.s Skrivkalendere (~Schlegel~, Samml. zur dän. Geschichte 2 Bd. 1, 61 og ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 338) født den ~8. Juli 1621, gammel Stil~. Dette svarer nu rigtignok til den ~18. Juli, ny Stil~, men for det Første bruger Leonora Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve hin Tidsangivelse 18. ~Juli~ fremkommet ved en Rettelse af en ældre Dato, 11. ~Juni~, som endnu ganske tydelig læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra Leonora Christina selv -- og der er ikke Noget, som modsiger, at hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv -- bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11. ~Juni~, tilbage, og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende, forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en Anden en anden. Den yngre ~Sperling~, som, selv om han ikke var den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng. 2110 a-b, 4) den 11. ~Juni~, ganske som vort Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den foregivne Selvbiografi (~Bang~'s Samlinger 2, 126) har ligesom ogsaa ~Holberg~ (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572), ~Paus~ (Corf. Uhlefeld 1, 25) og ~Schønau~ (Lærde Fruentimmer S. 319) den 22. ~Juli~. ~Hofman~ (Portraits historiques P. 5 pag. 83 og Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. ~Juni~.

Skreffuen i ded Blaa-Taarn _Anno_ 1674 den 18. _Iulii_, mit Fengsels ded elffte Aar, min Fødsels Dag, oc Alders 53. Aar.

Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig Tacksigelse worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod mig, stacket effter Kongl. _Majt._ kom til Regieringen.

Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis _Majt._ Dronningens særdelis Naade.

Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att ihuekomme Hendis _Majt._ Dronningens Frue Moders, den dydige Landt-Greffwinne aff Hæßens, Naade imod mig.

Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663 indtil _Anno_ 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i Meening der weed min _Iammers Minde_ att ende, efftersom ieg fant hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att ded er bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc haffue forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att Fengsel haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større Farligheder oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer wærret de, som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax der effter erre bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som haffwer hafft derris rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden liid Nød. Uskyllig Fengsel undertrycker icke eens Ære, men den forøger Æren. Mangen een haffwer i Fængsel faaet stoere Widenskaber oc erfaret de Ting, de før icke kunde naae. Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa offte til mig selffwer: _Trøst dig, du Fange, du est lycksalig._

Efftersom ded 1674. Aar ickun war Hælten aff miine Fengsels Dage, saa haffwer ieg i denne min _Iammers-Minde_[23] tilføyet ded, som siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer tildraget. Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. _Maj_.[24] Gud allene Æren, som Kongl. _Majt._ til Retferdighed haffwer beweget!

[23] I Randen er tilføjet: »_udi hwilcken er antegnet adskillige Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud gaff Styrcke_«.

[24] Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet, før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne Afslutning -- skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet -- notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen af Fortalen.

Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang mig wærende mit Fængsel bleff beretet:

1. Kongl. _Majts._ _Premier Ministre_, Greff _Christian_ aff Rantzov, døde i _September_ Maanet 1663. Leffwede icke den Dag att dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff Sachsens Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand den Dag att see (effter hands Angiffwende) et Træ Billede til min sl. Herris Spott att _parteris_. Døden war hannem meget bitter.

2. Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig Sygdom; sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war icke større, end som henders Piine war. Man kunde paa Taarnet høre hender skriige. Hun bleff ført paa en Dyne need i Byen oc døde der.

3. _Able Catharinæ_ Døe war meget smertelig. Haffde hun før søgt hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff hun siden aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde Byller paa himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent. All den Piine udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken Batskerns Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde rædde hender fra Døden.

4. _Secreterer_ Erich Krag, som haffde laded see sit onde Hiertelaw imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc sund, haffde til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed oc skreff wed sit Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff, der finder hands Folck (effter lang Biien) hannem døe.

5. _General Major Friderich_ von _Anfeldt_,[25] som meere end som een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand døde saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske oc en Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele Øyesyn icke imodstaa, bleff rasent, fordi en anden fick en Ære Tittel, hand adtraade; ded war wel ringe att tabe Sind oc Santz for. Hand wille intet høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke Dronningen oc den regierende Dronning, offwertalte hannem endeligen der til. Der hand haffde annammet _Sacramentet_, sagde hand: »Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu ist das nu guth?« Bleff weed att bande oc læstere oc døde saa hen.

[25] Det er: Fr. v. _Ahlefeldt_.

6. Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren _Sckack_.

7. Dißligeste _Canzeler_ Peter Ritz.

8. Kongl. _Majt._ Kong _Friderich_ den 3^{s} Død forfremmede Stadtholder _Christoffer Gabels_ Døe. Hand følte, att Encke-Dronningens Haed meget imod hannem formaatte, ynskede sig Døden; Gud bønhørte hannem.

9. Ded haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære Widne til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg skulle selffwer beklage hannem. Naar ieg hørte hannem skriige, da rant mig forrige Tiider i Sinde, oc tenckte offte, huorledis et Menniske kand lade sig forføre at giøre den ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære haffwer nyt.

10. _Magister Buck_, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war tre Dage maalløß, førend hand døde.

11. Den Sckelm oc uguddelig Krop _Christian_, som giorde mig saa megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii Foed oc til sin Hoßbonde, Maans Armfeld[26], i Iylland, kom hand i Trætte med Presten, som wille, att hand skulle staa Skriffte for et Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm sticker Ild paa Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer inde brent, som meente att rædde noget aff sit Goedz, oc all Præstens Formue lagt i Aske. Præsten wille icke forfølge den Sckelm med Retten, befalede hannem den rætte Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang Tiid i Fryct oc forskræckede sig, naar hand saae nogen komme, som gick noget hastig, raabte da høyt oc med Rystelse sagde: »Nu taer de mig«, løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i Marcken oc med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer ihiæl, thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been, Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som hand haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke saa christelig, som hand haffde død under Bødels-Haand, hand saa forfløyen om talte icke att skiøtte om, der som hand ickun kunde bringe en anden i Fortred.

[26] Det er: ~Arnfeldt~.

Iammers Minde

eller

En Ihuekommelse om, huis

sig med mig, _Leonora Christina_, vdi ded Blaa-Taarn tildraget haffuer fra _Anno_ 1663 den 8. _Augusti_ indtil _Anno_ 1674 den 18. _Iuli_[27].

[27] Der har først staaet: »_#Anno# 1674 den 11. #Iuni#_« (jvfr. S. 13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med Leonora Christinas egen Haand: »_#Anno# 1685 den 19. #Maj#_.« Derefter er saa igjen -- og, som det synes, endnu med samme Haand -- 11. ~Iuni~ forandret til 18. ~Iuli~ (Blækket, hvormed denne Rettelse er foretaget, sees tydeligt ~ovenpaa~ den Streg, der er draget hen over de udslettede Ord).

Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre. Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere, som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were. Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi _Iesu_ Naffn min Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed, Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret, att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!

[28] ~Epicteti~ Enchiridion cap. 43.