Part 4

Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning til at føre denne korte historiske Skizze videre. Kun med Hensyn til Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu være mig tilladt at bemærke, at saa meget Oprørende der var i den Maade, hvorpaa Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog -- selv afset fra, at den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten af Skylden herfor -- næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser, som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, vare af en saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om hine Planer, havde Regeringen al mulig Grund til at antage, som hun da ogsaa siger selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede at skjule nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog have gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen Anden at formode det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringens Vedkommende ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det Hele var bleven overbevist om nogen anden Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at have villet forlade sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21 lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige Skyld imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at det væsentlig var en eneste Persons -- Dronning Sophie Amalies -- uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller derved, at en meget stor Del af de Kvaler, som Leonora Christina udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige Raahed osv.

Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks ydre Historie. Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt for Forf.s Børn, men da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde Forf. under Udarbejdelsen ikke have noget Haab om, at det skulde blive hende forundt selv at overgive det i de rette Hænder, og det var derfor bestemt, at en god Ven blandt hendes Omgivelser i Fængslet (se S. 246 Anm. 1) skulde besørge det til dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved Leonora Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand overflødig, og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har saa en af Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste Søn, ~Leo Ulfeldt~, og hos dennes Descendenter er det forblevet indtil vore Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det Brev, som ledsagede Oversendelsen. Det er skrevet med en Damehaand, der synes at være ~Anne Cathrine Ulfeldts~ (flere Breve fra hende opbevares paa det store kgl. Bibliothek, ~Ny kgl. Samling~, 2146c, 4^{to}), og er forseglet med det rigsgrevelig Ulfeldt'ske Segl (se ~Lexicon over adelige Familier~ 2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og Underskrift. Det lyder bogstavret saaledes:

_»Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder er hendtis i Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt ~resoluere~ mig till att brende den, ihuorwel att dends Læßning haffuer giffuet mig ljden fornøyelße, efftersom de adskillige hendelßer betreffer alle Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig er ded icke u-nyttigt att wjde, huorledis med Hender er forfahret, mens er icke fornøden, att den kommer i fremmede hender, thi ded kunde hende sig, att den kunde glæde dem, som ennu kunde wære til offuers aff woris Hadere.«_

_Udskrift: A Monsieur Monsieur le Comte Leon D'Ulfeldt &c._

* * * * *

Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869. #S. B. Smith.#

Den fangne Greffwinne

Leonoræ Christinæ

Iammers Minde

Fortalen

Til mine Børn.

Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge, da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind haffuer lenge offuer denne #Iammers Minde# werret striidig, ey kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære Børn, den att tilskriffue[11].

[10] Senere rettet til: »_haffwer mine Liidelser worren stoere oc mange, tunge oc vtallige_«.

[11] I Randen er senere tilføjet: »_efftersom ieg nu er i Haab, att miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße trende sidste Aaringer meget er lættet_.«

Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring, efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12]; att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig, ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte, haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen oc _contract_ aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte Lufft. Gud allene Æren!

[12] Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er bleven opmærksom paa dem.

Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære Børn, wil were, att I formedelst denne _Iammers-Minde_ forsickris, att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn, tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue hannem i Vlycken wilt forlade; _susspiceris_ derfor att wide om ett Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist, huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst, mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge att bære.

I huor wel min _Iammers-Minde_ icke widre indholder eller om melder, end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende Gud for diß Offuerstriidende.

Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker _Dina_ oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte _Anno_ 1651[13].

[13] De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder Anledning til at udtale mig nærmere om dem.

At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre, huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck _Anno_ 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid vntgaaet Fengsels Vlycke[14].

[14] I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger, »_udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres Uskyldighed at demonstrere_.« Hun kom imidlertid ikke længere end til Korsør, hvor ~Ulr. Chr. Gyldenløve~ foreviste hende en kongelig Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg, hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i ~Becker~'s Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441-47.

I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske _Arrest_ fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade, Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were _arresteret_. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde, huad Møde, Besuæring oc Bekümring _Processen_ (som offuer nii Vger dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att forsuare[15].

[15] Om Processen i Malmø se især ~Molbech~, Et Bidrag til Corfitz Ulfeldts Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 1 flg.); jvfr. Indledningen.

Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte, huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: _Incidit in Scyllam, qui vult vitare Charibdin_. Wii vntgick en _Arrest_ oc falt i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som war en _Arrest_, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst (effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm, huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17], som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med Taalmodighed _Gouuerneurens_, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e] Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg, foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end saa, som _Gouuerneuren_ oß spaade, att ded wille were for den sidste Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best, huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der _Gouuerneuren_ mig besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis, att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt for goed _opinion_ om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn, bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris _Exempler_ att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg, ded der att æde oc att vddricke.

[16] Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December 1661.

[17] En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes Liv haves i ~Molbech~'s Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 369-441.) Af enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes: Generalmajor ~Fuchs~'s Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i ~Wolff~'s Journal f. Politik 1816, 1, 71-78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni 1661, smstds. 1, 193-98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts Flugtforsøg, smstds. 1, 198-214 og 2, 42-47; ~Fuchs~'s Svar paa Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227-35; Memorial angaaende Korf. Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3, 135-40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte Reverser hos ~Paus~, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208-14.

[18] Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge, samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter; se ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 423 og 435-38; jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev ~Chr. Rantzov~ og ~Gabel~, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den havde fundet Sted (se ~Becker~'s Saml. til Danm. Hist. under Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for ~Gabels~ Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf. siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.

Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade selffuer, saa wel som wed sine høye _Ministri_, all kl. Gunst oc Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt. aff Dannemarckis Begiering) til _Dovers_ loed _arrestere_ oc siden wed den Forræder _Lutenant Braten_ wiiß giøre, att hand mig himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske _Resident, Simon Petcons_ Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib, som for^{te} Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].

[19] Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se især ~Danske Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den danske Resident i England, ~Simon de Petkum~; jvfr. Indledningen. -- ~Dreiers~ Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller passende at supplere Forf.s Beretning.

Her fra haffuer denne min _Iammers Minde_ sin Begyndelse. Den melder om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld wældeligen mig vdriiffue.

Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed; glæder Eder der vdoffuer.

Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.

Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder. De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne; ded wille for meget _ledere_ høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden, tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.

Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod en huer effter Muelighed erkiende.

I finder oc vdi denne _Iammers Minde_ tuende aff worris Huußis Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.

[20] Med hvad Ret ~Jørgen Skrøder~ betegnes paa denne Maade, kan ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se ~Nye danske Magazin~ 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han -- efter en Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand. ~H. C. A. Lund~ -- Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at trænge til hende.

Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg _componeret_ oc _translateret_ haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder. Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler, Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.