Part 3

Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den Maade, hvorpaa jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa Haandskriftets Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning, at jeg har troet at burde anvende saa meget større Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed, som Haandskriftet, efter at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende tilbage til det Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil gjøre en fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om det bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at jeg til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg, hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres Ret, nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en helt ny, som det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen er om Udgivelsen af større haandskrevne Arbejder fra en ældre Tid. Men naar jeg ikke vilde beholde Haandskriftets Interpunktion, fulgte deraf ganske ligefrem, at jeg heller ikke kunde slutte mig til det i den Maade, hvorpaa det anvender de store og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for ikke at tale om, at jeg, overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum eller i det Hele et større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det nærmest følgende Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til, om Haandskriftet havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de utallige Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større Adskillelsestegn til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med store Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin Interpunktion, vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre til Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet hele Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket ogsaa her heltigjennem at følge et eget System, og naar jeg da har valgt omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags, kun med en noget hyppigere Brug af store Bogstaver til de egentlige Substantiver og en noget sparsommere Brug af dem til de ikke-egentlige Substantiver[9], da har jeg gjort det, fordi dette System, uden i det Enkelte at gjøre Fordring paa at gjengive Haandskriftets Skrivemaade paa det omhandlede Punkt, dog i det Hele giver et almindeligt Indtryk af den. Thi alle Inkonsekventser fraregnede staar virkelig Haandskriftets Anvendelse af Begyndelsesbogstaverne Nutidens meget nær, og den væsentligste Forskjel er, at det er noget sparsommere i Brugen af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne Sammenhæng særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger og Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller Forf. i deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3 eller flere Ord. Men dette hører til de Ejendommeligheder ved hendes Skrivemaade, som jeg ubetinget har ment at burde bevare i Gjengivelsen, og idet jeg nu ~i det Hele~ har været nødt til at underkaste de saaledes adskilte enkelte Ord de samme Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som alle Haandskriftets andre Ord, have nogle af de paagjældende Ordforbindelser etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende (jeg skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje, at der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført Princip, og at jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige fra, hvad der ellers maa kaldes Reglen, naar en konsekvent Gjennemførelse af den vilde indvirke forstyrrende paa Læsningen (jeg skriver: Under Officer, Premier Minister, Spaa Kone osv.). -- Men naar jeg paa de nævnte Punkter har troet mig berettiget, ja tildels endog forpligtet til at gaa noget friere tilværks ligeoverfor Forf.s Skrivebrug, har jeg derimod i alle andre Henseender bestræbt mig for at gjøre Gjengivelsen saa tro som mulig. Jeg har allerede ovenfor omtalt, at jeg helt igjennem har beholdt Haandskriftets ejendommelige Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig har jeg da ogsaa fulgt Forf.s Retskrivning Bogstav for Bogstav, og jeg har paa denne Del af Gjengivelsen anvendt saa megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis ikke tør sige mig fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig selv, at jeg er ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa meget mere Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er yderst inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let kunde komme til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende kommer paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig, at Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den mig stillede Opgave, betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis Bedømmelse man ikke maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex. fra en og anden Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved Interpunktionen eller ved Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi det er netop den større Omhu, jeg har følt mig forpligtet til at tilvende hin, som af og til kan have gjort mig mindre skarptseende paa de andre Punkter. Hvor et Ord eller et Bogstav ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af Forf., har jeg rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren Lejlighed til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige, har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt mig paa en noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske vist var i Besiddelse af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab, var hun dog i de grammatiske og orthografiske Enkeltheder saa usikker, at det i det enkelte Tilfælde næsten er umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord forekommende Fejl maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl, og jeg har derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord blive ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene selv, eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot bestode i urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver (man maa saaledes ikke forundre sig over at finde Ord som: Re#c#ident, vi#c#itere, Mu#ht#, Verrä#ht#erei o. m. a.). Med Hensyn til de fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke har gjort nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende til Brugen af Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart blive opmærksom paa, at der blandt de af Forf. anvendte franske og latinske Substantiver findes enkelte, som hun stadig skriver med smaa Begyndelsesbogstaver (hvad der for nogle af de førstes Vedkommende aabenbart hænger sammen med, at hun tænkte sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da troet at burde gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til den oprindelige Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed, forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en og samme Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen udslettet 2, 3 og flere Gange, inden Forf. har fundet en ret passende Plads til den, og i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis kun aftrykt den paa det Sted, hvor den sidst er anbragt. Rettelserne har jeg for det Meste optaget udenvidere i Texten. Dog hændte det af og til med Rettelser af rent formel Art, at den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække for den senere, og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at blive staaende ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig ligeoverfor enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en Uagtsomhed af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet jeg har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under den egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger, som ere udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres Sted, har jeg optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet en Bemærkning om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre der kun var Tale om et ganske enkelt Ord, som var udslettet af rent formelle Hensyn og, vel at mærke, med Urette udslettet.

[9] Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har trykt ~alle~ Substantiver med store Begyndelsesbogstaver og ~alle~ Ikke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at specificere her.

Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end den i det Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de Anmærkninger om historiske Forhold og Personligheder, hvormed jeg har ledsaget Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke store Fordringer. For adskillige Læsere tør det maaske antages, at de ville indeholde ret velkomne Supplementer til Forf.s Beretning, for Historikere af Faget ville de forholdsvis kun sjeldent frembyde noget Nyt. Naar jeg dog tør haabe, at dette af og til vil være Tilfældet, beror det kun paa, at jeg til deres Udarbejdelse undertiden har benyttet mindre almindelig kjendte haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra skét i et saadant Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig maa jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har haft Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.

Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet at kunne lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske Indhold ved en summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik forud for og mere eller mindre umiddelbart førte til den Situation, hvormed den egentlige Skildring begynder. En saadan følger da strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig bede bemærket, at den indskrænker sig til det Allernødvendigste og kun giver Begivenhedernes yderste Omrids eller saa Meget af dem, som maa ansees for nødvendigt, for at Læseren ikke skal være ganske uvidende om, hvad der menes, naar der hist og her i Værket gjøres en Hentydning til dem.

Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var hun allerede ikke mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning af ét Fangenskab med et andet. Det var blandt Svenskerne, hun gjorde sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den svenske Regering. Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret Ulfeldt Amnesti og Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke fundet for godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod bestemt paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt, han overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt offentligt Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede ydede Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Men det varede ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse afløstes paa Ulfeldts Side af en stedse tiltagende Misfornøjelse, som han ikke engang søgte at skjule, og paa Karl Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro til Ulfeldts Ærlighed. Denne Mistro syntes at skulle blive retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan, som en Del af Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske Aag, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med den danske Regering, havde forraadt denne nogle af Svenskernes Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen paa Kjøbenhavn. Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt Sag mod Ulfeldt, han blev sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og hans Hustru maatte dele hans Fangenskab. Sjeldent har Leonora Christina haft Lejlighed til i højere Grad at aflægge Prøve paa sin overordentlige Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde Forhold. Thi da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af et højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets Brug netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af hans heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og Djærvhed skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands fuldstændige Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske, men paa den anden Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller ikke i alle Punkter lige fyldestgjørende, og da Sagen, efter at have slæbt sig hen i 14 Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav var død), endelig optoges til Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt Bevis nødt til at frikjende ham. Men Ulfeldt havde ikke fundet det raadeligt at afvente denne Dom. Nogle Dage før den blev afsagt, havde han set Lejlighed til at undslippe sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne styrede han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte gjøre ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede til Staden -- men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til Lybek --, var indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget af denne Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen, bleve baade hun og hendes Mand -- uden Hensyn til Bestemmelserne i Roskildefreden, der jo rigtignok heller ikke udtrykkeligt vare optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat -- arresterede og førte til Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershuus Fæstning. Dette gik for sig i Slutningen af Juli 1660.

Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium i Leonora Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det mindst kvalfulde. Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor Adolf ~Fuchs~, var en yderst haard og streng Mand, i hvis Adfærd mod Fangerne der ikke blot spores en ubøjelig Pligtfølelse, men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt man ikke kan frikjende hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og til at have udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal Maade, at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere, som det var dem tilladt at være sammen. Men efterat et Flugtforsøg var mislykket og opdaget, blev ogsaa denne Gunst dem nægtet, og de bleve nu (i Juni 1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art end det tidligere, hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse og Opvartning. Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og Premierminister Grev Christian ~Rantzov~ i September Maaned ankom til Bornholm. Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov alligevel skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen, fik han med det Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem Gouverneuren og de Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske Ægtepar end denne Undersøgelse -- hvis Resultat i alt Fald praktisk var foregrebet derved, at det, endnu inden den begyndte, var bestemt, at Fuchs skulde afløses af en Anden i sin Post -- var det dog, at Rantzov ogsaa havde medbragt Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne om Betingelserne for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som han var af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert Offer, som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De vigtigste blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyen, at han skulde annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter, at han ikke maatte forlade Fyen uden Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos nogen udenlandsk Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der kunde være til Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af disse Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661, og her maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik III. Som fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham Ellensborg i Fyen, der hørte til Leonora Christinas Arv efter hendes Mormoder Ellen Marsvin. Hertil afrejste han med sin Gemalinde den 27. December.

Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt, falde endnu dybere. Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod tilbage, og som det altid hidtil havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin Hustru med sig i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa Ellensborg, før han begyndte at træffe Forberedelser til at slippe bort derfra igjen. Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud, søgte og erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort i Juni Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til Aachen rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i denne By opholdt han sig nu -- fraregnet en kort Udflugt til Paris af en allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. S. 32 Anm. 1 -- hele dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den 24. Maj 1663 forlod Leonora Christina ham for, efter hans egen indtrængende Opfordringer, at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 9 Anm.). En Tidlang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person, lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende dette umuligt. Den danske Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige Meddelelser, som vare i højeste Grad kompromitterende for Ulfeldt. De udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en Skrivelse, hvori den danske Regering underrettedes om, at en stor Fare truede Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en betroet Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i Flensborg, Detlev v. ~Ahlefeldt~, sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad han erfarede, var, at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at være traadt i Forbindelse med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor ~Span~, havde aabenbaret denne, at der var et stort Parti i Danmark, som var misfornøjet med Regeringen, og at dette Parti havde henvendt sig til ham -- Ulfeldt -- med Begjæring om at skaffe Landet en anden Konge. Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at kunne hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne Sag. Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet den danske Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den dog foreløbig at holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode Kurfyrsten af Brandenburg om paany at sende Span til Ulfeldt, for at man kunde faa nærmere Oplysninger om hans Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men da man kort efter fik at vide, at Leonora Christina var i England, har man rimeligvis antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og man henvendte sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig snart, at man havde taget fejl, men man var nu bleven kjed af at vente, og uden at oppebie Spans Indberetning om hans anden Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III. paa de allerede foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den 24. Juli afsagde den bekjendte Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som Landsforræder fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid i Følge de indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid, men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist sig til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig dog ved ganske aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den Fangne. Imidlertid skulde hun dog bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for hende. En engelsk Officer, ~Braten~, bildte hende ind, at han vilde skaffe hende ombord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da hun nu en Nat i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til dette Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i England, Simon de ~Petcum~, som opholdt sig i Nærheden med nogle bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina imellem sig og bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib, som af Petcum var fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.