Part 24

Den 2. _Maj_ kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand, at ieg wist kom ud aff Fængselet; oc ware adskillige, som spurte Taarngiæmmeren: om ieg kom ud i Afftis, oc huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde icke holde sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand til mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [_sic_] Frøcken! I kommer wist nock ud. Der erre de, som meener, att I allerede er ud[e].« Ieg sagde: »Ded raader Gud for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa med mig?« Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia« (sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke holde sig for Graad oc gick bort. _Ionatha_ fornam da, att min Forløßning stundede til, wille skylffwe sin Sorrig; sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men icke ieg« (oc Taarene stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog forwist, att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa skeer ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« _Ionatha_ meente, att ieg haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe hafft Haab siden første Dag, ieg bleff fængselet, att Gud skulle endeligen forbarme sig offwer mig oc see til min Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud om Taalmodighed til att forwente hands Hiælpis Time, oc den haffwer oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens Tiime nu kommen, saa wil ieg bede Gud att giffwe mig den Naade hands stoere Welgierninger rætsindeligen att erkiende. _Ionatha_ spurte, om ieg icke war wiß paa att komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis for wist, att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa Reißen. Ieg swarte: »Der er ingen Wißhed i tilkommene Ting. Der kand komme Forfald i Kongens Reiße, oc der kand komme ded, som kand forhindre min Friihed, om den enskiønt kand wære _resolueret_ denne Tiime. Dog weed ieg, att mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet Eders Sorrig, ieg fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage att sørge, thi I mister med min Friihed Eders aarlige stoere Løn oc Eder[s] Ophold[249]. Mindis I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle sætte Eders Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I kunde icke wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa Allerdommen. Om ieg døde, saa saed I udi Armod, thi saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis ud for den Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor[250]. I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor ille hand haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære paa hannem. Nu for nogen Tiid siden haffwer hand icke tort, fordi ieg læste hannem sin Texst oc truede ham att forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter, att hand bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne derris frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da icke wille forlade hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded stoed i min Mact; thi ieg kunde icke wiide, huorledis miine Wilkor kunde bliffwe.

[249] I Randen er bemærket: »_Quinderne, som betiente mig, finge huer Maanet 8 Rdr._«

[250] I Randen er bemærket: »_Hun loed ham lære Bilschnider Handw[e]rck._«

Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa _Ionatha_ oc Ole wiste intet, hwad der wille bliffwe aff.

Den 19. _Maj_ om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole noget sacte paa den uderste Dør. _Ionatha_ gick til Døren. Ole sagde saa sacte: »Kongen er alt borte, hand reiste Klocken 4[251].« Om hands Glædis Haab war stoer, wed ieg icke, men den warte ickun stacket. _Ionatha_ sagde mig Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. _Majt._ Lycke paa hands Reiße (ieg wiste alt, hwad _Ordre_ der war udloffwet), oc syntist mig paa henders Ansict, att hun war nogenledis _content_. Klocken 8 kom Tøtzløff op til mig oc berettede, att Groß _Canzeler_ Greff _Allefeldt_[252] haffde sendt Sloßfogden en kongl. _Ordre_, at ieg skulle mit Fengsel entledigis oc gaa der ud, naar ieg wille (den _Ordre_ war aff Kl. _Majt._ underskreffwen, Dagen førend _Majt._ reiste). Hands høye _Exc._[253] war reist med Kongen. Tøtzløff spurte, om ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war frii. Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa er ieg icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren oc hører, hwad Søster Daatter, Frøcken _Anna Catharina_ Lindenow[254], siger, om Hands høye _Exc._ ingen Bud haffwer sendt hender (effter Løffte), førend hand drog bort.« Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war borte, sagde ieg til _Ionatha_: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer ieg ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i Laaß; saa wil ieg giøre wed mit oc lade ded staa her, intil ieg kand lade ded affhente.« Hun bleff noget betuttet, dog icke bedrøffwet; tackede Gud med mig, oc der til Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff Ole, som war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte wel sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.

[251] Rejsen gik over Kolding til Norge.

[252] ~Frederik v. Ahlefeldt~, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og senere Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672 ophøjet i den danske Grevestand som Greve til Langeland, efter Griffenfeldts Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc. Jvfr. S. 24 Anm.

[253] ~Gyldenløve~.

[254] Hun var en Datter af Leonora Christinas i det Foregaaende oftere nævnte Søster ~Elisabeth Augusta~ og ~Hans Lindenov~ til Iversnæs.

Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands høye _Exc._ haffde laded hender wiide, att ded stoed hender friit for att følge mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff saa foraffskeeded, att hun wille komme sille op samme Dags Afften.

Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig, sendte Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed spørge, om ieg wille icke ud. Ieg loed sware, att ded war for lyst (maaske att der ware _curieuse_, som haffde Lyst at see mig).

Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis _Majt._ Dronningen, om ieg icke maatte haffwe den Naade att neederkaste mig for Hs. _Majts._ Fødder (ieg kunde komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen, saa ingen kunde see mig). Hendis _Majt._ loed sware, at hun torde icke tale med mig.

Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte Sloßf. Døren op for Søster Daatter[255] (i toe Aar haffde ieg icke seet hannem). Hands _Compliment_ war: »Nu, sköllen wii uns nu scheden?« Ieg swarte: »Ia, nu is de Tiid gekaamen.« Saa bød hand mig Haanden oc sagde: »_Ade!_« Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter loe hierteligen.

[255] Jvfr. ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 234.

Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster Daatter ud aff Taarnet. Hs. _Majt._ Dronningen formeente att see mig, der ieg gick ud; war gaaet hen paa en _Balcon_. Men ded war temmelig mørckt; tilmed haffde ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs need aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa wii næppeste kunde trenge os igien[nem] til _Careten_.

Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder oc 11 Dage.

Kong _Friderich_ den 3. loed mig fængsele _An._ 1663 den 8. _Aug._, Kong _Christian_ den 5. gaff mig Friiheden _An._ 1685 den 18. _Maj_. Gud welsigne min allernaadigste Arffwe-Konge med alle kongelige Lycksaligheder, unde Hs. kgl. _Majt._ Helbrede oc legge mange Aar til hands Alder! Dette ended i mit Fengsel[256].

[256] Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne Angivelse er urigtig, eftersom Forf. lige i Forvejen har beskrevet, hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe er Mere end Beretningen om de allersidste Dage eller den sidste Dag, som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien her er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe synderlig stor, da vi aabenbart have den sidste i den strax efter følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. ~Iuni~.« Om en lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet se S. 16 Anm. 2.

Den 19. _Maj_, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick ieg ud aff mit Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære! Hand giffwe mig Naade att erkiende hands guddommelige Welgierninger oc aldrig forgiætte mit Tack-Offer att frembære.

Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded skriffwærdigste, som sig inden miine Fengsels Døre med mig haffwer tildraget. Ieg leffwer nu i ded Haab, att Gud oc Kongl. _Maj._ ded saa wil behage, att ieg Eder selffwer denne Beretning kand lade see; hwor til Gud giffwe sin Naade!

Skreffwen paa Husum[257] den 2. _Iuni_{1685.}, huorhelst ieg forwenter Kongl. _Majts._ Hiemkomst fra Norge.

[257] D. e. ~Landsbyen~ Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt. At hun endnu nogle Maaneder senere opholdt sig paa dette Sted, sees af et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske Sager, Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere levede hun, som bekjendt, paa Maribo Kloster, der var hende anvist til Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16. Marts 1698.

* * * * *

[Hermed ender den egentlige ~sammenhængende~ Skildring. Hvad der følger -- i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade -- maa betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til forskjellige Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette Appendix ikke være meget yngre end Slutningen af selve Hovedberetningen.]

_Anno_ 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß Daatter war kommen til mig, bleffwe wii først waer, att der war Steen-Gulff i wort Fengsels Kammers, efftersom et Stycke tilbaget Skarn aff hinder bleff opbrut, oc Steenene kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer Gulff. Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som iæffnede Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede mig ideligen, fast huer Dag, for att bryde ded op offweralt, oc ded paa een Gang: ded war snart giort. Ieg meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede paa engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck i ded beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att løßne et Stycke effter anden ded kunde lættere skee foruden Umage. Hun bleff weed sin Meening oc weed sin Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf. eller Taarngiemmeren att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet hender ind en Balle med Wand, saa lucte hand Dørene til. Ieg lagde mig i Sengen, tæckede mig tæt til offwer Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med Skarnet. Den Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel, oc der inne haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff. Hun lagde den Uhømskhed op i et Hiørne, oc war diß Mangfoldighed saa stoer som et stoert Bunde Læß. Ded bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids Tiid, da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg fryctede: wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog før end som ieg, thi hun kom ud i Lufften, men ieg bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen Lyßning war. Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende end som mig, saa hun war offte ferdig til att græde. Ieg loe oc giorde en Skiæmt der aff, sagde, hun wille haffwe noget att bestille, nu haffde hun faaet Tiids Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet. Kom der offwer i Erfaring, att een Loppe føder anden. Thi som ieg saae effter derris Mangfoldighed, oc huorledis de kunde swømme, bleff ieg waer, att nogle smaa Been krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et sær Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa min Finger, huoraff den liiden kom frem oc effterloed Fødsels-Tegn; sprang strax, men Moderen saed lided, førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit første Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang, indtil Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis paa den Maade, kand ieg icke wiide, men att de afflis aff Skarn oc Leer, ded haffwer ieg oc seet i mit Fengsel oc seet, huorledis de lit effter lit erre bleffwen fuldkommen oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war til, de aff bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.

Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om Kaal-Orme. Haffde{1682.} een Tiids Fordriff att see, huorledis de forandrede sig. Ormene ware alle et Slags til Syne, liige striibede oc aff liige Farffwer. Men effter alle komme icke Sommer-Fuule. Ded er artig att see, huorledis en Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad de kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme Traa) wed begge Siider, drager den offwer Ryggen frem oc tilbage offwer 50 Gange, alt paa et Stæd, bøyer sig stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc er sterck nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded er skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer [de] tycke for til med en Snuude, som er spitz til Enden, oc icke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder _Knorr_; haffwer liige saadanne Finder paa Ryggen oc saadanne Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa kommer der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme kommer aff begge derris Siider smaa stackede Orme som Maddicker, huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i den anden Ende. De omspinder sig selffwer med en stoer Geswindighed, en huer for sig. Siden spinder Ormen offwer dennem temmelig tyckt, welter dem omkring, saa de bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket som en Fluue, inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer der smaa Fluuer ud aff Bolden, oc seer Bolden ud liige som en Biie-Kuube. Ieg haffwer seet aff samme Slags Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste), men den leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde, strax den liiden war udkommen.

_Anno_ 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.

Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke, For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke, Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien. I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte, War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte, Men den er ickun et Weyr oc _Lycken_ meget liig, Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig. Den første bryder læt, den anden intet giælder, Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder; Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu, Weedst lided, om du snart for hender sætter U. Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister, Warstu end _Goliath_ oc engang til saa biister; Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa, Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa, Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender. Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar, Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.

Den 14. _Martii_ 1683 dictede ieg effterfølgende:

Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge: En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge; Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade, Foruden hand dermed forsickret war en Baade? Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed; De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage, Att der fast ingen war, som wille sig antage Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn, Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn. See, hoes _Betehste_-Floed i Børne Børens Alder Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war, Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre, Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre. Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt, Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge, War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.

Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue, Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer, Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer. Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.

_Anno_ 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.

Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig _Brahe_ regner Att wære første Tal aff de, hand onde tegner, Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig, Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig. Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde, I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde? Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag, Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag? O _Brahe_, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis, Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn, Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn. Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage, Beed, att dit Anslag maa Gud _Zebaoth_ behage, Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa, Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke, Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke. At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil Gud bede hiærtelig att sige _ia_ dertil.

Fortegnelse

over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.

~rettet til~: Side 4, L. 15: mangen mange - 10, - 7: erre bedrøffuelige er bedrøffuelig - 13, - 25: Aars Aar - 15, - 8: anstegnet antegnet - 16, - 27-28: saa meget saa streng saa meget streng - 18, - 23: ded did - 20, - 3: ded de - 35, - 11: engentlig egentlig - 38, - 5: Abel Caht. Abel Cath. - 43, - 2: siine siin - 53, - 24: Teng Tegn - 54, - 11: ware stoer war stoer - --, - 24: Muhts Muths[258] - 56, - 26: vdi læste læste - 64, - 9: haffue der haffue den - --, Anm. 2 L. 4: haffue haffde - 65, L. 11-12: excequere excequeris - 78, - 29: Forsittighed Forsictighed - 86, - 18: Gud oc oc sin Gud oc sin - 94, - 21: sagte sagde - 96, - 1: Naar som Naar saa - 119, - 20: Salomones Salomonis - 120, - 1: sich sig - 122, - 10: Solsf. Slosf. - 123, - 11: legnede lignede - --, - 18: Hir Ihr - 124, - 1: Bodem Boden - 132, - 20: mok nok - 136, - 11: den dem - 141, - 22: Ppaa Kone Spaa Kone - 143, - 11: Eeed Eed - --, - 23: stoet stoed - 146, - 1-2: megen Forbandelser mange Forbandelser - --, - 8: Nawedren Nadweren - 149, - 5: Diffilcuteter Difficulteter - --, - 23-24: bekom igien en -- Quinde igien bekom en -- Quinde igien - 150, Anm. L. 3: skylffle skyffle - 153, L. 23: Fengselnerne Fengselerne - 157, Anm. L. 6: ia de - 163, - 1 L. 2: Lyße Lyß - 168, L. 22: att kommen att komme - 175, - 15: stax strax - --, - 29: glædeligt glædelig - 184, - 12: skulle meddeelte skulle meddeele - 193, - 17: att foractede att foracte - 194, - 24: hannem wollen haben wollen - 195, - 19: Ieg Ich - --, Anm. L. 1: Læhnelse Læhmelse - 196, L. 5: ich icke - 203, - 5: stoed paa ded Løffte, att stoed paa ded, att - 209, - 10: styffsede tyffsede - 210, - 22: Øffwelsee Øffwelse - 212, - 30: intet intil - 215, - 11: ad att - 217, Vers 3 L. 3: elffte elffwe - --, -- 4 - 2: stammer stæmmer - 225, L. 27: Bræct Bræck - 230, - 20: imellen imellem - 231, - 1-2: kunde haffde kunde haffwe - --, - 12: Taarn-Tuen Taarn-Stuen - 239, - 15: en en halff en halff - --, - 16: Gliemme Giemme - 245, - 23: Iii Ii - 246, - 4: ded icke ieg icke - 248, - 21: fortwilfflede fortwifflede - 249, - 1: nogen att nogen aff - --, - 12: met med - 251, - 30: Syge-Segn Syge-Seng - 255, - 17: optengnet optegnet - 260, - 12: Bad paa Bag paa - 262, - 13: haffwer sagde haffwer sagt - 268, - 4: Strømmer Strømper - 271, - 11: ey ey er ey

[258] Burde maaskee ikke have været rettet, da Forf. oftere i det Følgende skriver: Muht.

Rettelser til nærværende Udgave.

Side 37, Linie 7: ~liifarffue~ og Side 81, Linie 12: ~tog ware~ -- burde have været trykt: ~Liifarffue~ og: ~tog Ware~, i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere henne i Bogen.

Side 122, Anm. Linie 7-9. Ordene: ~eller om det -- givet af den~ udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i Anm. omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere Tid efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok udviser.

* * * * *

AFSKRIVERENS SUPPLERENDE FORTEGNELSE OVER SKRIVFEJL

Da denne e-bog ikke indeholder de sidetal, Sophus Birket-Smith har refereret til i sin "Fortegnelse over Skrivfejl i Haandskriftet", bringes her en supplerende liste, der gør det muligt for læseren at lokalisere de pågældende steder:

Side 4, L. 15: At ieg intet skal melde om saa mangen modige oc tunge Dagis Reiser, At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser,

Side 10, L. 7: Fortelning erre bedrøffuelige att paahøre oc kand de Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de

Side 13, L. 25: Fengsels ded elffte Aars, min Fengsels ded elffte Aar, min

Side 15, L. 8: Haffwer oc anstegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663 Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663

Side 16, L. 27-28: Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget saa streng Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng

Side 18, L. 23: løb hid oc ded, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i