Part 23

Den 12. _Aug._ dette Aar{1684.} fuldente ieg mit forretagende Werck, oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags rooßwærdige Quindis Persohner, baade om striidbare, om fornufftige Regentinner, om troefaste, om kyske, om gudfryctige, om dydige, om ulyckelige, om lærde oc om standhafftige, saa syntist mig, att de icke alle kunde regnis for _Heltinner_ att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte dennem i trende Parter, under Tittel aff _Heltinners Pryd_. Den første Part fremfører de striidbare _Heltinner_ i derris Pryd. Den anden Part melder om troefaste oc kydske _Heltinner_. Den tredie Part fremleder de standhafftige[242]. Hwer Part haffwer sin _Appendix_. Ieg haabis til Gud, att dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil, saa wil ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige oc offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende iklæde oc udstaffere.

[242] Af Værkets første Part -- men muligt dog i en anden Redaktion end den, der her omtales, jvfr. ~Bang~, Saml. af nyttige og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 149 -- haves en Afskrift i Karen Brahes Bibliothek (Nr. 315, 4^{to}), som ved Bibliothekarens, Hr. Adjunkt ~Vogelsangs~, Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel er: _Hæltinners Pryd. Den Første Part, Som melder om fornuftige Strii[d]bare #Regierende Hæltinner#_. Den indeholder Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende Kvinder: ~Deborah~, Dronning ~Margrete~, ~Thyre Danebod~, ~Elisabeth~ af England, ~Tomyris~, ~Isabella~ af Kastilien, ~Zenobia~, ~Johanna~ af Montfort, ~Artemisia~, ~Svanhvita~, ~Lagertha~, ~Berenguela~ af Kastilien, ~Hetha~, ~Margretha~ af Østerrig, ~Semiramis~, ~Amage~, ~Victorina~, ~Voada~, ~Olafa~, ~Camilla~, samt Amazonerne ~Marpesia~, ~Lampedo~, ~Antiope~, ~Orithyia~, ~Penthesilea~ og ~Thalestris~.

Om _Ionatha_, som mig nu betienner, wil ieg noget melde effter henders egen Beretning. Witløfftigheden wil ieg gaae forbi, paa hwad Maade hun kom fra sin Moder, men Meeningen er, att hun imod sin Moders Willie gifftede sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens Pedersen _Holme_. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget deraff antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger hun), fortrød hun ded, oc rant hender stetze i Sinde, att hun haffde fortørnet henders Moder oc giort meget ille. Moderen haffde oc skreffwen hender en haard Skriffuelse til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc anstillede sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange Maader som et kællen uforstandig Barn, stønnem oc som den, der haffde tabt sin Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc, efftersom hun war sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som paa et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde hannem engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig selffwer i Pæffling Søen, en anden Gang, att hun wille slaa ham ihiæl. Manden fryctede intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar hun gick ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen engang sat sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi ded Stæd behagede hender; war oc paa Weye att gaa did, men bleff hentet tilbage. Hun slog oc Manden engang paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene stoede neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da att slaa ham ihiæl, tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand soff, snackede wed sig selffuer høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene. Hand loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere. Dermed tog hand til Kiæppen oc tog den fra hender, spurte, hwad hun haffde i Sinde. Hun swarte: »Att slaa Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig offwer min Galskab« (fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste høyt oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede Aand oc giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun engang fick i Sinde att icke wille ligge hoes Manden, wille ligge paa en Benck i Kammerset. Hand gaff hender lenge goede Ord, men de formaatte intet. Hand sagde omsier: »Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers saa kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op, klædde hender gandske nøgen aff, klatzede hender med sin Haand paa henders Gatt oc kaste hender i Sengen. Hun swær, att hun icke i nogle Dage kunde sidde op paa sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag siden. Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra hender til West-Indien. Hand sendte hender med _retour_ Skiibene allehaande Warer, som hun kunde forhandle, saa hun haffde sin goede Ophold. Saa hænder ded sig, att Manden døer i West-Indien, oc en, som fører hender de Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff _Gouuerneuren_ der sammested wed Naffn --[243] i et Giæstebud, oc ded fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc _Gouuerneuren_ befryctede sig, att _Holme_ skulle sige om hands unde Forhold. Offwer denne Berætning bleff hun forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om Natten oc skiæntis med Wæcterne. Hun gick til _Admiralen_ paa Holmen oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde, oc beskylte den, hun intet kunde offwer bewiiße. Løb saa en Tiid lang, intil hun endeligen kom noget i Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom til mig. Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun paa henders Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun att haffwe saa høyligen fortørnet henders Moder oc dermed træcket Forbandelsen offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen; fremdrager aff den hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis Forsickring en boedfærdig Synder sig haffwer at forlade til. Stønnem er hun tungsinnet offwer Skrifftens Forklaring, som hender synnis icke paa alle Stæder at komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter ieg hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud inderligen, att hun er kommen til mig, huor hun finder Trøst oc Roelighed.

[243] Navnet staar ~in blanco~, men af det Følgende sees, at det er ~Jørgen Iversen~, den første danske Gouvernør paa St. Thomas, som der er Tale om.

Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte hun, at den _Gouuerneur_, som melded er, om hwilcken hun haffde for^{te} Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde hun til mig: »Ieg hører, att den Schelm er kommen hid. Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.« Ieg spurte hender, huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre hannem.« Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg Eder icke komme ud.« Oc saa som hun er et Menniske, hwis Mage ieg icke haffuer kiænt, thi hun kand skiænde med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale oc Laeder der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße mig, huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff _Gouuerneuren_ (hun er en liiden spærlæmmet Quinde). Saa _figurerte_ hun sig, att henders Fiinde saed paa en Stoel, oc hun wille haffwe en stoer Kniiff under sit Forklæde. Naar hand sagde til hender: »Quinde, hwad wil I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded Sted, men gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet aff hannem. Ieg sagde: »Ded er dog saa skammeligt att døe for Bødels-Haand.« »O ney!« (swarte hun) »ded er ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc meente hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere end den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß en anden. Ieg spurte hender, om hun icke meente, att den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney« (swarte hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen maa wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller Menniskens Lowe; oc hwad siger oc befaler os ded 5. Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med forrige Ord, gierne att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff den Schelm. (_N._ Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør Synd aff ded, som er ingen Synd, oc ded, som er Synd, wil hun icke lade paßere for Synd. Hun siger, att ded er Synd att slaae en Hund, en Kat eller Fuell ihiæl: de uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda større Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad engang, om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney« (swarte hun), »den, der haffwer slaget Bestet ihiæl, den haffwer giort Synd.« Hun swær, att om hun endeligen skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en Bødel, da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller adskillige Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten haffwer slaget derris egen Beester eller sultet dennem. En Fortælling wil ieg icke forbigaa, som er heel artig. Hun saalte (siger hun) engang en Slacter nogle Swiin. Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder sammen oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer de arme Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff dem? Ney, ded wil ieg icke!« kaste Pengene til dem igien. Ieg spurte hender: om hun icke wiste, att man slacter Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren haffde kiøbt dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke skiøt derom; men saa att binde de arme Beester oc høre dennem skriige, ded kunde ieg icke liide.« Ded skulle wære for witløfftigt att optegne alle henders _extravagante_ Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men med all ded er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med stoer Omhygelighed.

Bemelte _Gouuerneur_, der hand war paa Reisen igien tilbage til _West-Indien_, bleff hand aff nogle Fanger, som ware paa Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne kom weed underlig Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe] for derris Mißgiærningers Skyld dømt til Døde[244]. _Ionatha_ syntis, att _Gouuerneuren_ haffde faaet alt for goed en Døe, oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld skulle miste Liiffuet. Ieg øffwer mig med _Ionatha_ i ded engelske Sprog. Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun i mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc saa som hun læßer flittig den engelske Bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle Ord, saa underwiißer ieg hender, efftersom ieg icke alleeneste aff forregaaende oc effterfølgende Ord kand wiide Meeningen, men endoc, att somme Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden _accent_. Oc kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften. Hun siger sig att wære _calvinsk_, er dog icke i de _Calvinisters_ Meening. Ieg _disputerer_ aldrig med hender i henders Meening. Hun gaar altiid til Alters i Dronningens Kircke[245]. Der hun engang kom derfra til mig igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en Quinde om _Religionen_, hwilcken haffde sagt hender i henders Øygne, att hun war ingen _Calvinist_. Ieg spurte hender ad, [aff] hwad _Religion_ den Quinde holte hender da for att wære. Hun swarte: »Ded maa Gud wiide. Ieg bad hender skiøtte sig selffwer« (sagde _Ionath[a]_), »ieg war en Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis Ord (men ieg sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer derris Troe.«

[244] Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig Beretning i ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1683 S. 350-51 og 367-68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden« afgaaet fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger. Det var imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri blandt Mandskabet, som nu, i Forening med nogle af Fangerne, myrdede Kaptajnen og en hel Del andre Personer, som vare ombord, deriblandt ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, ~Jørgen Iversen~, og hans spæde Søn. Senere lykkedes det dog en af de Fanger, som ikke havde deltaget i Komplottet, at blive Herre over Skibet, som han nu førte hjemad igjen. Det stødte paa Grund udenfor Gøteborg, men ved den derværende Gouvernørs Bistand reddedes Besætningen, og Rebellerne førtes nu til Kjøbenhavn, hvor en Del af dem kort efter henrettedes.

[245] Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde tro, Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt -- af Dronning Charlotte Amalie selv -- den 20. April 1688), men en Sal med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns Slot, hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert Kirke blev opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det idetmindste ~taaltes~, at ogsaa Andre af hendes Trosbekjendelse fik Adgang. I en i Rentekammerarkivet opbevaret Fortegnelse over Slottets Inventarium 1679 -- hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig ~A. Petersen~, har staaet til min Raadighed -- findes de nævnte Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse som her, nemlig: »~Droning. Mayt. Kircke~, i det første Inventarium kaldit Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om Størrelsen af den Menighed, som her forsamlede sig -- man vil erindre, at de Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse -- skal jeg anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende ~Siddepladser~ i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder. -- En Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. -- Tiufge gemehne Fyrrebencke.« -- Jvfr. ogsaa ~Dansk Minerva~ 1816, Februar, S. 42 flg.

I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel, hun hitzis op med til Kongens Gemack. Stoelen løb paa Tritzerne for hastig need, saa hun falt neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne. Samme Aar tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker, end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket, oc imellem Maaltiiderne holte sig inne.

Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:

En Beretning om #Minde# oc #Moed#, Gud til Ære optegnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.

Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte, Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte; Dog kand gott _Minde_ læt fremfaret søge op, Oc _Moded_ giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop. Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye Min Ungdoms-Welstands Iord med sit Siær att ompløye? Den Iord nu ligger ley oc kand ey giffwe Fruct, De Fuurer bliffwer strax aff onde Fald tilluct. I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage; Der Alderen tiltog, tiltog oc Weddermoed, Ded gick mig icke saa, som ded for Werden loed. Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder. Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind! I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind, I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel; Hwad kan ey _Mact_ oc _Niid_, naar de findis sammel? Guds Goedhed mindis wil, som rackte mig sin Haand, Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand. Der alt ont hoffwitku[l]ds indfalt paa mig tilliige, Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige, Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc _Moed_, Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig _goed_.

Hwad _Moed_ udrette kand, wil ieg nu lit betracte. Den, dermed pryded er, maa sig wel lycklig acte; Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff, Opfrisker gammel Krop, som er swag, kaald oc stiiff. Ieg meener saadant _Moed_, som aff Fornufften føris, Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris. Ded snarer hænder sig, att _Moeded_ falder plat For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat, End for en gammel Mand, der weed, hwad Werden giffwer, Aff lang Forfarenhed, oc hwad Spil Lycken driffwer; Den fatter et got _Moed_, som er et skiudfrii Skiold Mod alle haarde Puff oc Mactens Offwerwold. _Moed_ giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter For anded end for Laan, som icke holdis kand En eeneste _Minut_, naar æsker Eyermand. _Moed_ Bloded frisker op, som Krafft igien uddeeler Til Leffwer, Lunge, Milt oc andre Kroppens Leeder; _Moed_ giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til, Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil. _Moed_ fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter, Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter; _Moed_ wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.

Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer, For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer; Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag Gud naadelig endnu mig under denne Dag. Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under; Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder, Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract, I høyen Allerdom bewiißer sin Almact, Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke! Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke! Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey, Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.

Skreffwen 1684 den 28. _Februarii_, som er 36 Aars Dagen, att høyloffligste Konning _Christian_ den fiærde sagde Werden Goede Nat, oc ieg min Wersens Welfart.

Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi; haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.

_Anno_ 1685 den 14. _Ianuario_ forlystede ieg mig att giøre nogle Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under _Tittel_:

_En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne._

De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til Hænde[246].

[246] Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne, er trykt hos ~Hofman~, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326-31.

Den 20. _Feb._ døde den kongl. Frue Moder, Dronning _Sophia Amalia_. Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men der{1685.} hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden wille icke biie Kongl. _Majts._ Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.

Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke Friiheden.

_Ionatha_, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole, som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens _Lacqueiers_ Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang Tiid siden sagt for _Ionatha_ (som tilforne til en aff miine andre Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun, talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best, hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg mig.« _Ionatha_ oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.

Den 15. _Marti_ holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom _Ionatha_ fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« _Ionatha_ war fast i sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen). »Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de trøstige.

Den 26. _Marti_ holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc bleff henders Liig ført til _Roskild_.

Den 21. _April_ _supplicerte_ ieg Kongl. _Majt._ paa effterfølgende Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning _Christian_ den _fiærdis_ Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i _Oval_. Ded haffde ieg _illumineret_ med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring, den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:

Min Sønne Søn oc største Nafne, Du ligner mig i Mact oc Moed; Lad ded min Læfning oc nu gafne, At du som ieg est Naade goed.

Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye _Excellentz Gyldenløwe_ til, tienstligen beded hannem for^{te} _Supplicque_ Kongl. Majt. vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse forhiælpe. Hands høye _Exc._ war da noget _incommoderet_ aff sin gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. _April_[248].

[247] Formodentlig den samme, som ~Borro~ i sin Tid mentes at have helbredet ham for, se ~Herholdt~ og ~Mansa~, Saml. til den danske Medicinalhistorie 1 Bd. S. 176-77.

[248] Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se ~Jonge~, Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 488) og opbevares nu paa Rosenborg.

Aff alt dette wiste _Ionatha_ intet. _Peder Iensen Tøtzløff_ war den, som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig en Trøst i mit Fængsel, bewiist mig adskillige Tiennester, saa ieg er hannem meget forplict. Oc beder ieg Eder, miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste Tiennester i alle muulige Maader att wedderlegge.