Part 22

[226] ~Otto Mauritius~, en tydsk Licentiat, der i flere Aar (i alt Fald fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som Spion og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige Aktor i Processen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald bleven arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened, Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September Maaned 1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i Fængslet. Jvfr. ~Wolff~, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg., 364 flg., 381; ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677 S. 515, 524, 580, 1678 S. 741; ~Nyt histor. Tidsskrift~ 6 Bd. S. 267-70.

[227] Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678, S. 735.

I _Gerts_ Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn _Iohan_, som war en Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff meget narret aff Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis Piige fixerte hannem, første Gang Pigen i hands Tiid skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet war icke langt fra derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler Tiid neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring. Der de hørte hannem komme paa Trappen, skylffte de sig. Hand fant Fengselet tomt, bedrøffwede oc iammerklagede sig. Iomfruen pippede som et Barn, saa hand fant hender bag en Dør. _Iohan_ bleff glad, fortælte mig siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes dem saa lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære wed ded skiiden Tøy?« Paa saadan Taabe Snack war intet att sige.

Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede mig med Læßen, Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte att knøtte oc sye paa mit Liigtøy, huortil ieg haffde kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.

Den 7. _April_{1679.} undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som gick neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene. Samme Fange haffde hafft Leilighed att faa siine Bolter aff, wiste oc, att Taabe _Iohan_ laae Taarn-Nøglen under sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc tilreede en Iern-Pind for att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren soff; lucte den listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n] oc gick ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.

I hands Sted kom een wed Naffn Olle _Mathisen_, en Skonning, som haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod Sidstningen aff dette Aar, den 25. _Dec._, bleff ieg syg aff en _Feber_, oc bleff _D. Mynchen_[228] befalet at besøge mig oc tage mig under sin _Cur_, hwilcken Befaling hand oc med stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand er en meget skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin _Cur_. Ieg kom 10 Dage der effter til min Helbred igien.

[228] D. e. ~Henrik Møinichen~, Christian V.s Livlæge. Han var født 1631, blev 1662 Hofmedicus, 1670 kongelig Livmedicus, 1687 Assessor i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.

Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed _Sitzel_ Klemmings Daatter sig aff Maren Blockis offwertale att troeloffue sig med een aff Kongens Liiff-_Garde_. Kom bort den 26. _Novem:_{1680.}.

I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed Naffn _Margrete_. Ded første ieg saae hender, kom hun mig noget fortenckelig for, oc syntist mig, att hun war med Barn; loed mig dog icke mercke dermed førend i _Ianuarii_ Maanet, sidste Dag{1681.}. Da giorde ieg hender Spørßmaal, huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun swarte dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc brugte hun sær Snid, som icke sømmer att antegne, for att bewiiße sin Løgn; men henders Snid kunde icke bestaae sig hoes mig, saa hun omsiider maatte bekiende ded. Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den war Kongens Liiff Karl, som war i _Arrest_ neere i Sloßf. Kammers, sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit Spørßmaal, men sagde icke att wære saa langt henne: den Tyckelse, hun haffde, war meere aff Fedme end aff Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun haffde worren ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en Dag spørger hender ad om henders Liiff oc Leffnet; saa forteller hun sin Herkomst, huor hun haffde tient, oc att hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin Fader, oc i ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I kiender hannem wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet Kongens Liiff-Karl paa Platzen, men ieg kiender hannem icke.« Hun loe oc swarte (paa sit Moders-Maal): »Neen, bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe Slosf:.« Ieg troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff med hender i Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde, som oc kom til mig. Ieg sagde hender den Mißtancke, ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min Mißtancke beroede, men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden selff haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille mig wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig offwer min Tale, twilffte paa, att saa war. Ieg sagde: »Enten saa er eller icke, saa skiller mig wed hender, io føre, io bedre.« Hun loffwede, att saa skulle skee, men ded skeede icke. _Margrete_ skyde intet att wære bekiendt, ded hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders Kone, der hun fick de Twillinger? Gick der icke en Dall langs need aff henders Bug?« Ole swarte: »Ded weed ieg icke. Spørger Anne ad!« _Margrete_ sagde, att der gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente, att hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget Klæde offwer Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »_Nu rørte sig den Guds Engel!_« Oc saa som Slosf. Quinde icke effterkom ded, hun loffwede, oc _Margrete_ Søster kom tit til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren skulle flye hender noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden skeede), huorfor ieg sagde til _Margrete_ en Dag: »I siger, att Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke sige hannem selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener I icke, att ieg wil haffwe noget aff ham til att føde mit Barn med?« »Da wil ieg sende Bud til hannem« (sagde ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil sige« (ded war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun bad mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io war henders Barne Fader. Slosf. kom effter min Begiæring. Ieg begynte Talen i Quindens Nærwærelse, sagde, at _Margrete_ war med Barn effter henders egen Siende; hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad, om hand wille. Hand spurte hender, om hun war med Barn. Hun swarte: »Ia! en Ii siin Fader dar tho.« »Ick?« (sagde hand oc loe) »Wat för en Snack is dat?« Hun foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder, huorledis war tilgaaen. Sloßf. sagde: »Wo dull is datt Wiiff!« Hun brugte flux Mund, saa ieg befalte hender att gaa ud; talte saa eene med Slosf., bad hannem wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa paa ded yderste med hender: att tøße henders Snack der fant hand wel Raad til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, att hand haffde ført hands Hoere op til at betienne mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn! Ieg haffwer alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. Miin Frue häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.« Effter denne Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig, att en engelsk Quinde haffde begiært att wære hoes mig, men kunde icke komme førend til Paaske.

Fiire Dage her effter begynte _Margreta_ att klage sig att haffwe ont oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg tencker, att ded gaar mig ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg tenckte strax ded, ieg haffde fryctet for, hwad henders Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte strax effter Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg hannem min Mißtancke om _Margrete_, bad hannem giøre all sin Fliid for att flye den engelske Quinde op til mig samme Dag. I midler Tiid gick _Margrete_ op paa Hyßkenet, war oppe offwer 5 Korter, kom neer oc saae ud som en Døding; sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.« Ded, ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom ieg haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syen, hun da strax skulle haffwe bekient ded altsammen, oc ded wille ieg intet wiide); sagde derfor: »Naar I kommer i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I Afften kommer her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa ded »nu« eller andre henders Ord, men bleff wed, att der kom en anden Quinde. Ded skeede ocsaa, att den 15. _Martii_{1681.} om Afftenen kom _Margrete_ bort, oc i henders Sted en engelsk Quinde wed Naffn _Ionatha_, som haffde werret gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.

Der den _Margrete_ war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf. Kone, som sagde, att ieg haffde offwertalt _Margrete_ til att sige, att henders Mand war Fader aff _Margrete_ Barn.

Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen melde, huor bedragerske Wiiß de gott Folck siden gifftede denne _Margrete_. De giorde en Bogbinder Swend wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft, fremwiiste for hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie, henders Søsters Æcteskabs Breff[229].

[229] I Randen er bemærket: »_Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf. lapsalffwet med en Knippel paa hands Ryg, der #Margrete# war borte, oc hannem forreholt ded, hand haffde sagt, huis #Margrete# hannem om sin Tyckelse haffde berettet._«

Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud _D. Otto Sperlings_ haarde Baand, effter att hand haffde werret fangen her paa ded Blaa Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6 Dage[230]. Hand war lenge syg, dog icke sengeliggende. _Doctor München_ betiente hannem et Par Gange med siine _Medicamenter_. Hand wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle reede hands Seng, kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til erbød oc wille sige, att _Doctern_ war swag. Der maatte oc ingen wære tilstæde, naar hand lagde sig. Huordant hand kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der laae hand oc banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre] hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom; men en Fange, som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge, omsiier banckede paa Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger hannem, att Doct. haffde lenge bancket. Der Ole kommer ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff iklæd i en reen Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men talte gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem i Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis hand døe, som sagt er.

[230] Efter denne Angivelse skulde ~Sperling~ være født den 30. December 1601, men i sin haandskrevne Autobiografi (Orig. i Gl. kgl. Smlng. Nr. 3094, 4^{to}, Uddrag i ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd. S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602. Hvad nu ~Aarstallet~ angaar, kan der næppe være Tvivl om, at det er Leonora Christina, der har Uret. For Datoens Vedkommende er det derimod ikke saa ganske afgjort, eftersom hun i dette Punkt stemmer med den Afdødes Søn, ~Otto Sperling den Yngre~. Man ved dette deraf, at i ~Moller~'s Cimbria literata, hvor de allerfleste Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte af Sønnen, angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December som den Førstes Fødselsdag.

_An._ 1682, i _April_ Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende aff et sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig, som war een steenig _Materie_, som haffde _quaguleret_ sig oc i miine Tarmer sig nederskut til _Fundamentet_. _D. Munchen_ brugte alle tienlige Midler til den Swaghed; kunde dog icke troe, att min Swaghed haffde den Beskaffenhed, som ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen kunde fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen loed sig finde. Hand meente, om saa war, da skulle de _Medicamenter_, hand haffde brugt, wel driffwe den ud, thi ded war den Dag, att ieg satte mig selffwer 3 Gange Klisterer[231]. Paa de Tiider maatte Doctoren reiße med _Majesteten_ til Holstein. Ieg brugte alt _Clisterer_ effter _D. Munchens_ Anordning, men ded war alt ded samme. Endeligen satte ieg mig en _Clister_ en Dag om Efftermiddagen, gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning om anden Dagen om Morgenen tiilig; da skiød en stoer Steen ud foruden anden _Materie_, oc slog ieg med en Hammer et Stycke aff den for att see, huorledis den war inden til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet. Den er nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i miine Giemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide, huorledis med mig tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F. Sitzele _Grubbe_[232]. _D. München_ loed begiere wed Tøtzløff att see Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme til mig, saa skulle hand faa den att see. Ieg wille icke sende den, thi ieg wiste wel, att ieg haffde icke faaet den igien.

[231] I Randen er tilføjet: »_Klistererne med anden naturlige #Materie# kom frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist trind, thi ieg kunde icke fatte den med et #Instrument#, ieg loed giøre mig._«

[232] Enke efter General-Feltmarskal ~Axel Urup~ til Beltebjerg (død 1671).

[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]

_Anno_ 1682 den 11. _Iuni_[233] dictede ieg effterfølgende aandelig Sang.

[233] Det vil sige paa den Dag, som Leonora Christina ansaa for sin Fødselsdag; jvfr. S. 15 Anm. Digtet er iøvrigt allerede tidligere trykt, skjønt efter en mindre god Afskrift, i ~Bang~'s Saml. af nyttige og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156-57; ~Schønau~'s Saml. af danske lærde Fruentimer S. 400-2 o. a. St.

Kand siyngis som:

_Siunge wii af Hiærtens-Grund._

_1._

Hwad er worris Leffnets-Iid Anded end som daglig Striid? Hwad er worris Arbeed dog, Som fremtrællis under Aag? Er ded anded end omsunst? Huor til Widenskab oc Kunst? Alt forswinder som en Dunst.

_2._

Huor for da bekümre sig For ded, som er Skygge, Swig, Oc saa kæck forfæcte wil[234] Ded, os icke hører til? Er oc nogen i den Stand, Att den Laanet holde kand, Naar paa æsker Eyermand?

[234] Formodentlig en Forkortning af: ~wille~.

_3._

Nøgen ieg til Werden kom, Nøgen fra, ded er min Dom. Herren gaff, oc Herren tog, Herren lægte, da hand slog; Loffwet wære Herrens Naffn, Som alt føyer til mit Gaffn! Hannem falder ieg i Faffn.

_4._

Gud, wilt du mig Naaden tee, Ieg dit Huuß igien maa see, Der Tack-Offer bære frem Som et martlet _Christi_ Læm, Siunge Loff din Guddoms Mact, Som langt offwergaar den Act, Mennisket hâr forrelagt?

_5._

Siger du oc saae til mig: Ieg ey haffwer Lyst til dig, Ieg wil, du skalt bliffwe quær! -- See, min Frælser! ieg er hær, Diine Domme ey forstaar, Men ieg weed, ihwor ded gaar: Gott Taal ey ond Ende faar.

Den 27. _Iunii_ sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med Begiæring att sye hender et Blomster, som war ritzet paa _Pergament_; sendte der hoes et anded Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff kunde see, huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded Arbeed, thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded dog oc sagde att wille giøre ded, ded beste ieg kunde. Den 9. _Iulii_ sendte ieg F. Hoffmesterinnen, F. Sitzel Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med tienstlig Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. _Majt._ Dronningen att frembære oc tale for ded som for en Lære Klud. Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc sagde, att ded stack ud frem for de andre, som nogle Greffwinner haffde syed for hender.

Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded gylden Arbeed oc sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne med tienstlig Begiering Hs. _Majt._ Dronningen [dennem] underdanigst att _presentere_. Hoffmesterinnen loed mig forsickre Dronningens Naade: Hendis _Majt._ wille giffwe mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu fornommen til.

Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke i ny aff mig optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft oc Sølff Frantzer; loed ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe Hendis _Maj._ underdanigst _presentere_, som ded i Naade optog. Den 29. _November_ fuldendte ieg med Arbeede, som ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet aff Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:

Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!

For den anden Ende dette: -- _N._ Puuden war stoppet med mit Haar. --

Naar som needleggis her mit Hoffwit paa mit Haar, Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.

Paa Øyen Klæded war syed:

Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer, Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer Oc dennem smycker ud i derris haffte Huud, At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud. Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue, Ieg, ieg skal see min Gud, ey fremmede for mig, Hiælp _Iesu_, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig[235]!

[235] Disse Vers ere tidligere trykte hos ~Pontoppidan~, Marmora Danica T. 1. pag. 265; ~Thura~, Gynæceum Daniæ p. 45-46; ~Bang~, Saml. af nyttige Mat. 2, 158; ~Hofman~, Portraits histor. 5 partie pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; ~Schønau~, Saml. af lærde Fruentimer S. 402-3, o. a. St.

Henders _Maj._ Dronningen war mig stetze naadig, sendte mig paa nye{1683.} en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff for hender att føde oc derris Spind Hs. _Majt._ att igien sende. Den dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantzer, Zitroner oc aff de stoere _Almenacker_[236], oc ded med en Dwerre, som er ret en hurtig Karl. Hands Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster Sophia Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.

[236] Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne »Historien-Calender«, der var i Kvart.

De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe, war meget høfflig oc goed imod mig, sendte mig adskillige Gange _Zitroner_, _Pommerantzer_, _Multibær_ oc andre Fructer effter Aarsens Tiider.

En Iomfrue, som war aff Slæct en _Donep_[237], sendte mig oc et Par Gange Fruct.

[237] Formodentlig en Skrivfejl for: ~Donop~. En hessisk Familie af dette Navn var i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kommen herind; se ~Lexicon over adel. Familier~ 1 Bd. S. 120.

Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret Silcke aff Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke wiste wel att omgaaes med; loed mig bede att reede ded. Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg icke gierne effterloed (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine Heltinner), men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit nesten 20 Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens Hiærte imod mig (der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg aldrig weed att haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede U-naade). Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed nogle Gange i forrige Aaringer weed siine høye _Ministri_ giøre Forbøn for mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war Swarret meget hart, oc derris Titler »Forrædre« oc »lige saa goede som ieg«; wiiste dennem paa Døren. All den Naade, mig aff Kongl. _Majt._ wederforis, som: med ded uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg selffwer maatte raade for, oc den regierende Dronnings Goedhed imod mig, fortrød Encke Dronningen paa ded hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste Maade Kongl. _Majt._ tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et _Clavicordium_, fortrød hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til derfor; huor ud offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde, att Kongen haffde spurt hannem ad, huor hand kom til att flye mig et _Clavicordium_. »Ick«, sagde Slosf., »stund verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.« (Ieg tenckte: du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg saae hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte, hwem der haffde sagt Kongen aff ded _Clavicordium_. Hand swarte: »De aalde Königinn; se häfft ere _Spionen_ öffwer all, end se häfft den König so hart thogesprocken, dat het en Schande is, dat he Iu so grote Friiheit gifft;« tog med ded samme til _Clav._, lige som hand wille tage ded med sig (oc sagde:) »Ii moeten dat nicht häbben.« (Ieg sagde:) »Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. _Maj._ miinen allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst vergönt is, tho kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff. Dat _Clavic._ is kehnen im Wege und de königliche Frue Moder tho kehnen Schaden.« Hand drog alt derpaa oc wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat ick daför gegewen häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat ii wil.« (Hand sagde:) »Dat wil ick den König säggen.« Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden intet om talt[238], oc haffwer ieg ded _Clavicordium_ endnu, leger dog siælden der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine _Heltinner_, paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom eller oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra mig[239], saa kom ded icke i Eders, miine hierte kiære Børns, Hænder.

[238] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siiden, att Kongen haffde leet, den Tiid hand sagde Hs. Mt. mit Swar om #Clavicordiummet#, oc sagt: »Ia, ia«._«

[239] Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr. S. 126 Anm.) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end den oftnævnte Peder Jensen ~Tøtzløff~, hvem hun holdt meget af (se S. 261 og 271-72), og som endog senere synes at have fulgt med hende til Maribo.

Den 24. _Septr._ bleff min Skriffte Fader _M. Iohan Adolf_ forfremmet; bleff Probst til _wor Frue Kircke_[240]. Hand tog en meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig oc wærret min Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor nødig ieg mistede hannem!

[240] Jvfr. S. 226 Anm. 2.

I Begyndelsen aff dette Aar{1684.} war min Skriffte Fader H. Peder _Collerus_, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig oc med sin Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær Mand, men icke Bornemand[241].

[241] ~Peder Danielsen Colerus~ (f. 1631) var først Slotspræst ved Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder, blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder og 1683 Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne Stilling 1707.

Den 3. _April_ bleff mig sendt i Dronningens Naffn en gammel skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte den for att wære den Umage quit). Den war bit aff en Maar Kiæfften itue, saa Tungen hengte ud paa den eene Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden; der war en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit, skiuttede paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded war meget kiendeligt, att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed offwer sin Formue. Mig bleff sagt, att Hs. _M._ Dronningen haffde meget ælsket den Hund. Ded war en liiden _Bollognes_; hands Naffn war _Cavaillier_. Dronningen meente, att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg haabtist ded samme.