Part 20
Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde intet vdrette. Der Hs. _Majt._ Dronningen war i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løffte aff hannem med Haand oc Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da skulle ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. _Majt._ den 11. _Oct._{1671.} om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz. Der alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens Fødsel, sagde Landt Greff.: »O, wie wird die gefangene sich frewen!« Encke Dronningen spurte: »Hworfor?« Landt Greff. sagde Kongens Løffte. Encke Dron. harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff christnet; hendis _Caret_ kom paa Slos Platzen. Kongen _persuaderte_ hender endeligen att biie, intil Daaben war forrettet, maatte loffwe hender med Eed, att ieg skulle icke komme løß. Ded fortrød icke liided den dydige Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde sit Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit Løffte. Encke Dron. swarte: »Mein Sohn hat vorhin ein Gelübt gethan, das hat er mit dem Versprechen an Ewer Liebden gebrochen.« Landt G. sagde endeligen: »Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen, dan zum weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber an einem andern beßern Ort mit etwas Freyheit mögte geführet werden. Es ist dem Könige doch nicht _reputiirlig_, das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs Tochter, vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht.« Encke Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »Nu sol sie nicht auß kommen; da sol sie besitzen bleiben.« Landt G. swarte: »Wil Gott, so wird sie wol auß kommen, wan schon Ihr _Majt._ es nicht wollen,« stoed op oc gik vd.
Den 18. _Oct._ loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde Peder Iensen Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte hannem en Bog _tittuleret_: D. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden[205], den med en naadig Helsen fra Lant G. mig att tilstille. Ieg loed samme Dag wed Tøtzløff afflegge min plictskyllige Tacksigelse imod Hs. Durchl., oc bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig Anmoding til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded wille søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye Naade wille bewiiße oc sætte sit Naffn oc _symbolum_ i Bogen til en Admindelse aff Hs. Durchls. _Generosité_ oc Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi ded, att ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem Werden bekiendt; wille derfor giøre ded, ieg formaatte, oc Hs. Durchl. med gandske fürstlige _Familie_ indslutte i miine daglige Bønner til all Siæls oc Liiffs Welstand (ieg haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge Gud vnder mig Liiff).
[205] Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der -- fra 1667 af -- flere Udgaver af denne Bog, ja et Uddrag af den ved ~Chr. Østergaard~ er endog i den nyeste Tid (1846-56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.
Den 23. _Octob._ bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:
_1671._
_Ce qui n'est pas en ta puissance, Ne doit point troubler ton repos; Tu balance mal à propos Entre la crainte et l'espérence. Laisse faire ton Dieu et ton roy, Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy._
_Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous puisse tesmoigner, combien je suis_
_Madame Vostre très affectionée à vous servir [Monogram: DSD]._
Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl. att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme Leilighed _recommendere_ i Hs. Durchl. _continuerlige_ Naade _etc._
Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn _Margrete_, som war en Worning i Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder _Officerer_; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en andens _recommendation_ den for^{te} Margrete. Saa lenge att der war Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see, hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede _Dina_ forgiæffuis. Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed, tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe, som Gud mig paalagde, oc rant mig offte _Dinæ_ Bedriffter i Sinde, oc ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en _Dinas_ Træk? (Hun er goed derfor, haffde hun en Anfører, som _Dina_ haffde). Iblant anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,« loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc 5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke, oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war; foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage. Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem! Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang, hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med blaa Silcke oc _different_ Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa en _Auction_ i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde: »Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct, offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl« (siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!« Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.« Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden, oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin, thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for, _etc._ Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.« Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde ded selff oc wille ickun med den _invention_ see mit Tøy. Som ded war i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde, hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig, att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed, att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den _occasion_ kunde ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 [Symbol: Mark], oc hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde: »Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er _Moden_ i Hamborg«)[209].
[206] I Randen er bemærket: »_Samme Hund war en aff ißlandsk Art, icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den icke igien._«
[207] I Randen er bemærket: »_An. 1672 den 4. #Maj# bleff en aff Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage #Ducater# aff Kongens Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe, kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin Tienneste._«
[208] I Randen er bemærket: »_Hun giorde sig saa til aff ded, hun kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc talte Ord, huoroffuer hun bleff wree._«
[209] I Randen er bemærket: »_Paa den anden Strømpe war ingen Raed omkring. Slosf. talte aldrig derom._«
Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii. Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I« (sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ lb. Hand spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille annamme _Sacramentet_ derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed. Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte, sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I tage _Sacramentet_ paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig _Creatur_!« Hun swarte med en halff latterlig _Mine_: »Ieg sagde att wille tage _Sacramentet_ derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O _Dina_, tenkte ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded. Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded. Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger, intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen! Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes: »Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel; sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender. Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i Natt!« (Ey, _Dina_! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.
Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult et Aar, for Suagheds Skyld[210].
[210] I Randen er bemærket: »_Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit wed mig selff, men sagde intet._«
_Anno_ 1673 bleff _M. Moth_ forfremmet til att were _Vice_ Bißskob i Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att betienne H. _Emmeke Norbye_[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget til Weye hoes _Griffenfelt_. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] _Majt._ war naadig, wille der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.
[211] Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere Sjælesørger, Mag. ~Matthias Foss~, indviedes til Biskop over Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. Se ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 141.
[212] Han kaldes ellers (~Zwergius~, Siellandske Clerisie 1, 674 og ~Rørdam~, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar S. 166) ~Emmike Nedergaard~. 1676 blev han, som det ogsaa siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde 1692.
Samme Aar loed min Søster Elisabet _Augusta_[213] mig helse wed Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre sille end aldrig!« Loed hender intet sware.
[213] Jvfr. S. 42 Anm. 3.
En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6 Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister, wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge, førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte: »Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.
Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang{1673.} min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.« Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold, att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom den 24. _April_ 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn _Gert_, som haffde tient Slosf. for Kudsk.
Dette Aar{1674.} den .. _Maj_[214] dictede ieg en aandelig Wiiße, _Guds Goedhed imod mig at ihuekomme_, under den _Melodi_: _Nun ruhen alle Wälder_.
[214] Datoen er senere udslettet.
_1._