Part 2

[3] Som et Exempel instar omnium skal jeg anføre, at Forf. lader Leonora Christina fortælle, at hun blev hensat "i det elendige Fangehus ved den lange Bro(!!), som kaldes Blaataarn". Midt i alt det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat (nemlig de a. St. S. 143-46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget Fabrikat, men han har herved ganske overset, at næsten alle de historiske Angivelser i dette Stykke (alene med Undtagelse af Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv har tilsat) ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige Skildring. Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt Hele for sig. Jeg er oftere stødt paa det og har det i dette Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra Karen Brahes Bibliothek (jvfr. ~Vogelsang~, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B. Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende Haandskrift for en Original).

[4] Den første findes i ~Ny kgl. Samling~ Nr. 2146,4. Afskrifterne af den latinske Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte, i samme Samling under Numrene 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3 Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at være "ex ipsius (d. e. Leonora Christinas) autographo", men, som allerede antydet, maa dette dog -- idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen -- kun forstaaes saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er gjort efter selve Originalen.

[5] Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme maa man endog antage, at det er Høyer selv, som har besørget den latinske Oversættelse, der gaar igjen i de mange Afskrifter.

I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det Forhold, der bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes saaledes, at Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som beskriver Opholdet i Fængslet, danner det første, endnu temmelig skizzerede Udkast til det Arbejde, som Leonora Christina et Aar efter Nedskrivelsen af hint -- Selvbiografien er, som anført, skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som vi nedenfor nærmere skulle se, begyndt 1674 -- tog sig for at udføre selvstændigt og efter en meget vidtløftigere Plan[6]. Hvad angaar de Grunde, som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort et Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en ganske forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al Sandsynlighed er blevet til for at tjene den yngre ~Sperling~ som Grundlag for hans Skildring af Leonora Christina i det af ham paatænkte Værk ~de feminis eruditis~ -- den er skrevet i Form af et Brev til en Ven af Forf., som er bosat i Hamborg, og som selv har forlangt en saadan Meddelelse --, er »Jammers-Mindet« idetmindste ~væsentlig~ skrevet for at læses og opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én Gang til en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. -- Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget nærmere tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.

[6] At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig, som Ligheden mellem dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan hidrøre fra, at det førstnævnte Værk er udskrevet efter det sidste, derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som det dog her, hvor Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for vidtløftigt at opregne.

Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder strax i sit Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive Maade, hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør det sandsynligt, at Leonora Christina selv har udført ogsaa dette Arbejde (jvfr. S. 223). Et egentligt Bind synes det aldrig at have haft. Dets første 24 Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige Fortale og et senere Tillæg til denne, ere upaginerede. Derefter følger paa 248 paginerede Sider den egentlige Skildring. Sidst kommer et Slags Appendix til denne paa 8 upaginerede Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt igjennem bevarende samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af Haandskriftet et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som det i flere Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til. Fortalen til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær. Udg. omtrent til S. 85) er skrevet med én og samme overordentlig faste klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har givet sig god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa, hvad hun vilde sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte i saa Henseende har det uden Tvivl været hende, at hun ikke længe i Forvejen havde nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det tilsvarende Afsnit, det vil sige det, som skildrer den første Tid af hendes Ophold i Fængslet, er udarbejdet i forholdsvis temmelig stor Detail. -- I de nærmest følgende Partier af Værket antager Haanden (efter et kort Overgangsstadium, i Udg. S. 85-97) et mindre tiltalende Udseende. Den bliver skjævere, magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at Skrivematerialiernes Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne Forandring, er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende, have været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand mellem Hovedmassen af det, der er skrevet med denne Haand, og Begyndelsen af Værket, skjønnes deraf, at Forandringen i Skrifttrækkene ledsages af nogle, vel uvæsentlige, men dog let kjendelige Forandringer i Retskrivningen (saaledes i Brugen af u og w, ck og k osv.). -- Henimod Slutningen af Værket (i Udg. fra omtrent S. 214) skifter Haanden endnu engang Udseende, den bliver igjen noget fyldigere og rundere, men Grunden hertil synes dog mindre at maatte søges i Noget, der staar i Forbindelse med Forf.s Person, end i den rent udvortes Omstændighed, at Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa igjennem Papiret (som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del af Haandskriftet end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt Forf. til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun overhovedet vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne Haand og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige Skildring, ogsaa det S. 266-72 trykte Appendix til hele Værket skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S. 14-18), hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt senere Tid end Fortalen selv. -- Nedskrivningen af Værket er begyndt 1674 og endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet derved, at den oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli) 1674, idet nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne Fortale ere ganske de samme som i Begyndelsen af den egentlige Skildring, men mere eller mindre afvigende fra Skrifttrækkene i de følgende Partier af Bogen, gjør det utvivlsomt, at Fortalen er den Del af Værket, som først er bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen af Værket angaar, maatte man efter Forf.s egne Udtalelser antage, at den havde fundet Sted i Fængslet selv, det vil sige inden den 20. Maj 1685 (se S. 265). Imidlertid er det sikkert, at idetmindste Noget af Skildringen af den sidste Dags Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end rimeligvis ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen (se S. 16 Anm. 2). Det kan endnu bemærkes, at skjønt Skildringen er ført frem i kronologisk Orden og ofte endog fra Dag til Dag, kan den dog kun i uegentlig Forstand kaldes en Dagbog. Udarbejdelsen er først begyndt 11 Aar efter, at de Begivenheder, hvormed den sammenhængende Beretning aabnes, ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det Skildrede og Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog egentlig først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s Fangenskab at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om en virkelig samtidig Skildring[7].

[7] Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges derved, at Forf. paa flere Steder, før hun naar ned til det angivne Tidspunkt, taler i den nærværende Tid, saaledes fremforalt S. 220. De Forhold og Begivenheder, som her skildres, henhøre til Aaret 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint Aar. Men for ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6 Dele af hele Værket være udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid, medens Forf. til den tilbagestaaende l/6 Del havde brugt over 10 Aar, viser ogsaa den Maade, hvorpaa de følgende Aars Begivenheder ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette af S. 224, hvor hun omtaler Noget, der foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer Begivenheder fra 1678 eller 1679. Hvad angaar de Grunde, der kunne have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere en Samtidighed mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil det maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar, med hvilket hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin Skildring, idet nemlig hendes Fremgangsmaade i det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig Analogi til den, hun fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at den til den 19. Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag, skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med Sandheden (se S. 265 Anm. 2 og S. 16 Anm. 2).

En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme Rettelser eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele Værket igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels imellem selve Textens Linier, dels -- og endnu hyppigere -- i Haandskriftets Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke Papir, som med en Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se S. 227 Anm. 2). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart angaa Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de alle vidne om den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet, saaledes ere navnlig de formelle Rettelser; der især gaa ud paa Valget af Ordene, paa Retskrivningen og paa Ordstillingen, interessante, fordi de tydeligt vise, at Forf. har haft den Mulighed for Øje, at hendes Skrift engang kunde blive offentliggjort[8]. Begge Slags Rettelser forekomme spredte over hele Værket, men i det første Afsnit af det ere dog de formelle de langt overvejende, idet Forf. her navnlig stadigt har rettet Ordstillingen i visse sammensatte Verbalformer og Verbalforbindelser (haft havde, gjort havde, berette kunde o. lign.) i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets senere Afsnit (havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent ere Rettelserne af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i omarbejdet Form er optaget enten paa det nærmest følgende Blad i Haandskriftet, eller, hvis Rettelsen er foretaget længere Tid efter Nedskrivningen, paa et Blad, som er indklæbet paa det udtagnes Plads. Anmærkningerne, som Forf. enten benytter til nærmere at udføre et i selve Texten løseligere berørt Punkt eller til at meddele Kjendsgjerninger, som hun ganske havde forsømt at medtage ved den første Nedskrivning, falde væsentlig i Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til Tiden, da saavel Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem, der ikke ere foretagne strax under den første Nedskrivning) som Anmærkningerne ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en forholdsvis temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige Skildring. Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt Sted, har underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og ved denne Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og Tilføjelser til den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte af Anmærkningerne give endog ved deres Indhold direkte tilkjende, at de ere nedskrevne i Fængslet (se saaledes S. 177 Anm.).

[8] Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at sammensmelte den oprindelige Fortale med det senere Tillæg til samme (S. 13 Anm.). Her foreligger et meget iøjnefaldende Exempel paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede Synspunkt.

Angaaende Værkets ~indre~ Beskaffenhed, enten man nu ved denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa Fremstillingsmaaden, vil Læseren selv være i Stand til at danne sig en selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et Par Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter Tiden fra Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August 1663 til hendes Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685, og dens væsentligste Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de smaa Begivenheder, Forf. der oplevede, hendes daglige Omgivelser, hendes Sorger og Betragtninger. Af og til kommer Forf. vel ogsaa til at omtale Personer og Forhold fra den Verden, som laa udenfor Taarnet, men ligesom dette i Almindelighed kun sker, forsaavidt hendes personlige Hændelser i Fængslet give Anledning dertil, saaledes ere de Bidrag, der herved ydes til Belysning af Fædrelandets almindeligere Historie, kun i sjeldnere Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes Mands Historie vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt, og dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes ikke indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer, som gave Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes egen Fængsling, maa bl. A. tilskrives den simple Grund, som hun selv etsteds anfører, at hvad hun ikke véd, det kan hun heller ikke sige. Hvorledes man nu iøvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed -- og selv under Forudsætning af Mandens Skyld lader den sig meget godt forklare deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu Intet var afgjort --, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens og Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og det mest gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om hun virkelig havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig selv, at hun i et Værk, som først og fremmest var bestemt for hendes Børn, ikke vilde anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste en Skygge paa deres Faders Minde, og dette maa da ogsaa tildels forklare hendes Tavshed med Hensyn til adskillige af hendes Mands tidligere Foretagender, som ikke tale til hans Fordel, om hun end naturligvis som den kjærlige Hustru har været tilbøjelig til at se disse i et meget gunstigere Lys end baade Samtiden og Eftertiden. Endelig maa man huske paa, at hendes Værk er nedskrevet i Fængslet, og skjønt ganske vist hendes Kaar i flere Henseender vare blevne forbedrede efter Christian V.s Thronbestigelse, var hun dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt saa usikker paa sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke mulig kunde falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig Uskyldigt blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. -- Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det en ikke ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som det oplyser paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det, der udgjør selve Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde mere løsrevne, hist og her indstrøede Træk; men fremfor Alt har dog Bogen en ganske overordentlig Betydning for Forf.s egen personlige Historie og som Bidrag til hendes Karakteristik. Den fremstiller for os et langt og hidtil saare lidet kjendt Afsnit af hendes Liv i en saadan Detail og Beskuelighed, at det er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne, og den giver et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som man ikke kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to Sider, at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde, der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed, altid viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre; som vel af og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket, men som aldrig fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed i enkelte Øjeblikke formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der tillader hende at afvinde de Hændelser, som møde hende, en humoristisk Side. Dernæst som den fine Iagttager, hvem Intet undgaar, og som, indskrænket efterhaanden i sine Observationer til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes nærmeste Omgivelser i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i hans hele personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres Karakter, at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand i Forening med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig Dannelse kunde sætte hende i Stand til at gjøre det. Men i det Hele er der næppe nogen af hendes Aands eller Hjertes Egenskaber, som ikke i det foreliggende Værk træder tydeligt frem for Læseren, og det er ikke den mindste Glæde, man har af Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle disse spredte Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de højeste Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.

Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder det næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden er Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt. Forf. fører en overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa, med hvor ringe Møje hun producerede, og skjønt Skildringen hist og her breder sig temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen er om de ubetydeligste Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet, saa at den aldrig bliver trættende. Ingen forstaar bedre end Forf. at tegne en Situation beskueligt eller at føre en menneskelig Skikkelse frem i hele dens fysiske og aandelige Særegenhed, og idet hun nu tillige foretrækker, saavidt muligt, at lade de handlende Personer optræde med deres egne Ord, opnaar hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin Skildring. Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes Sjæl, fra de mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under alle sine vexlende Former bevarer den dog bestandig som sit egentlige Væsensmærke en Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed, som er lige tiltalende og tillidvækkende. Endelig er den, uagtet de mange indblandede fremmede Ord, saa ægte dansk i sit Grundpræg, at vi overalt føle os i det nærmeste Slægtskab med den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt, allerbedst være i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at konstatere, at Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var sin Samtid overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet, upaatvivlelig maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske Prosaværk.

Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med Betragtningen af Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet om dens Troværdighed, eller rettere, da der ikke kan være Tvivl om Forf.s Vilje, Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har ~evnet~ at erindre de navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder -- der jo først ere nedskrevne flere Aar efter, at de vare foregaaede -- med en saadan Nøjagtighed, som den detaillerede Udmaling af dem vil give det Udseende af. Jeg for min Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at Skildringen af hine Begivenheder, idetmindste i alle væsentligere Træk, er fuldkommen korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner, som var allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et slaaende Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet i Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for Forræderi mod Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at lade hende se den ved Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen nedskrev en udførlig Fremstilling af det hele Forhør, som, efter Molbechs Forsikkring, »meddeler de afgivne Udsagn og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev der i hint Forhør, som varede halvfemte Time, afhørt 6-7 andre Vidner) »i samme Følge og i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde med samme Indhold som den optagne Protocoll« (~Nyt histor. Tidsskrift~ 4, 80). Og dertil kommer, at man, af hvad Leonora Christina plejede at gjøre i lignende Tilfælde, er berettiget til at antage, at Beslutningen om at nedskrive en Beretning om hendes Fangenskab allerede har dannet sig hos hende i selve Fangenskabets Begyndelse, hvoraf følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet saa meget nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed, forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og idelig maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder, indtil de tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk. Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed med Hensyn til det Meget i hendes Skildring, som ikke kan kontrolleres, kan anføres hendes Paalidelighed paa de allerfleste Punkter, hvor en Kontrol er mulig. At der hist og her findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o. desl. er Noget, som man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold til de mange fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene dog altid kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar man betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de ønske at verificere slige Angivelsers Rigtighed.