Part 19

[179] I Randen er bemærket: »_Der Præsten gik fra mig, talte hand med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der wille følge paa. #Walter# loe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock.« #NB.# Imens #Walter# saed i Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom._«

[180] Forf. sigter naturligvis herved til Dronning ~Sophie Amalie~.

[181] I Randen er bemærket: »_Ieg saae igiennem et Huul paa min vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff Skarn, stoere Klatzer._«

[182] I Randen er tilføjet: »_aff Bøger, som bleffue mig himmeligen laante, oc ded med be^{te} Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg kunde bekomme._«

[183] I Randen er bemærket: »_Chresten war icke wel tilfritz med den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig. Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden for saadan Gierning tilforne._«

Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen betiente mig[184]. Kongl. _Majt._ war stacket Tiid syg, døde hastig den 9. _Februarii_ 1670. Oc som samme Dag Klocken taal bleff ringet paa Slaattet, kunde ieg wel wiide, hwad ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte med hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde wel mercke paa mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun: »Ded kunde wel wære for Kongen, thi ded sidste ieg saae ham her i Trappen stiige aff Wognen, da kunde hand kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand giorde ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er wist.« Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod Klocken 4½ bleff i gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc ded aff en Dreng, Chresten da haffde. Den kalte ieg til mig til Døren oc spurte ham, huor for ded ringte Klocken tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke sige ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle icke røffwe ham. Saa sagde hand da, att Kongen war død i Morgenstunden. Ieg loed Taarene derris frii Gang, som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer Quinden forundrede sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded, hun sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge Chresten ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde. Hun giorde saa, men Chresten swarte hender, att hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op samme Afften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc spurte, huorfor der bleff ringet. Hand swarte mig saa sposk: »Wat is Iu daran gelegen? Lyded het nicht alle Dage?« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen: »Wat mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock, dat för Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird gelydt!« Hand tog sin Hat aff, giorde en Rewerentz oc sagde: »Waßet anders nicht, dat de Frue mii wolde?« Ieg swarte: »Iu St. Marten kombt ock wol en Mahl[185].« »St. Marten?« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem for Hullet; ded kunde ieg see, ded wiste hand wel[186]. Hand haffwer vden Tuiffl sagt ham Kongens Død oc giort hannem Haab att komme aff sit Fengsel. Gud tenkte et anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand war slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste i Madden, spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa, naar hand skulle tage Kanden bort. Chrestens Titler ware hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let er att efftertenke, hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg sendte hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom Chresten vd dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe ded. Ieg bad Chresten lade ded staae hoes ham, hand aad wel siden. Ded skeede engang, oc loed Chresten mig see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn[187]. Naar Chresten skulle wende _Walter_ i Sengen, da skreeg hand saa erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem oc bad Chresten icke wære saa vbarmhiertig imod hannem. Hand loe oc sagde: »Ded er en Schelm.« Ieg sagde: »Da er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.« Ded behagede Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste Gud hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder kom, som loed hannem begraffwe i den tydske Kircke[188].

[184] I Randen er bemærket: »_Paa de Tiider war 6 Fanger miine Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen, oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang mesten #Dorothee# Wiiße._« -- En tydsk Redaktion af Folkesangen om den hellige Dorothea finder man i ~Des Knaben Wunderhorn~ 2 Th. S. 325-27. Paa Dansk haves Visen i ~Nyerup~'s og ~Rasmussen~'s Udv. af danske Viser fra det 16-18 Aarh. 1 D. S. 29-34.

[185] Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde oversendt ~Peder Vibe~ et Exemplar af sit Skrift »~Høytrengende Æris Forsuar~« etc. med følgende »Devise«: ~Chaque pourceau a son St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien~; se ~Histor. Tidsskrift~ 3. Bd. S. 410 Anm.

[186] I Randen er tilføjet: »_Der ieg skulle haffwe Klæder, begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt, so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax._«

[187] I Randen er tilføjet: »_Chresten bar mig engang et Brøe att see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!_«

[188] Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke, se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af April Maaned 1670.

Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig igien, oc den Tiid war omme, ieg haffde loffwet den anden att beholde hender, kom _Cathrine_ neer, oc Karen til mig igien. Ded war let att bringe til Weye, thi Slosf. war icke wel tilfritz med _Cathrina_; hun gaff ham intet aff siine Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden, att ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget aff hender _etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som hand fornam, att min Forløßning icke war att wente.

[189] I Randen er tilføjet: »_Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til #Examen#, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk._«

Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig berætte, bad ieg Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten, D. Hans Læt[190]; den forrige Hoff Predicant, D. _Mathias_ Foß, haffde skrifftet mig første Gang i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering an; bleff aff Kl. _Majt._ oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen (som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf. mig sige wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt, ieg skulle bliffwe wed den Præst, ieg war want wed, saa att de _preperatoria_, som ded christelig Maaltiid behøffwede, bleff til anden Dagen hensat, da _Mag._ Buck kom til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med lang _Sermon_ Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig: Ihr Gnaden. Der hand satte sig, sagde hand: »Ich hätte gerne gewünschet, das _D._ Hans Læt wehre an meine Stelle gekommen.« Ieg swarte: »Das hätte ich auch gewünschet.« »Ia« (sagde hand), »ich weis wol, warumb Ihr das so woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir verbohten. Ihr habt schon einen vmb's Brot gebragt.« Ieg spurte hannem, om ieg nogen Tiid haffde begiært aff hannem att wiide nyt. »Nein« (swarte hand), »Ihr wißet wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt Ihr mir auch nicht gefraget.« »Meint der H. _Mag._ dan« (sagde ieg), »das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb neues zu wißen?« Der stutzet hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für Euch beym König zu sprechen.« (Ieg sagde:) »Dar kan wol etwas an sein.« Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader (ieg icke før haffwer hørt)[191]: om hand icke haffde talt for mig? (Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om mig, men icke til ded beste). Hand haffde flyd mig en Bog, som ieg endnu haffwer, er: _St. Augustini Manuali_[_sic_]; den haffde Statholder _Gabel_ kiøbt, ded sagde hand tiire end som engang, soer »bey Gott, das hätte dem Herrn Stathalter 1 Rdr. gekost« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr., _Gabel_ fik, for wii kom vd fra Borringholm[192], men ieg sagde intet dertil; maaske hand derfor _repeterte_ den Gaffwe saa tit). Ieg spurte hannem, hwem ieg haffde bragt om Brøded. (Hand swarte:) »Hans Balcke! Der hat Euch gesagt, das Rentmeister _Gabel_ Stathalter is, vnd das hätte er nicht thun sollen.« (Ieg sagde:) »Ich glaube nicht, das Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er hat's mir nicht als eine Heimligkeit gesagt. Man solte können sagen, der H. _Magister_ hätte Balke vmb's Brot gebracht.« Der bleff hand flux fortørnet for, oc der offwer falt adskillige _disputte_[193]. Hand begynte saa gott som fra ded første igien, att ieg wille haffwe D. Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich darauff gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm, dan den Schloz-Prediger oder einen andern.« (Hand spurte:) »Warumb einen andern?« (Ieg swarte:) »Darumb, das es nicht alleweile dem H. _Magister_ gelegen ist. Ich habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten müßen, vnd das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so das es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich ihm begiäre.« Hand saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware, sagde endeligen: »Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König Friderich todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!« Oc som hand _altererte_ sig, saa bleff ieg sædeligere oc med Sactmodighed spurte: hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede ded? Hand swarte: »Ich scbließe das darauß, das Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können einen andern Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich versichre Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König Friderich todt, so lebt König Christian.« Ieg sagde: »Das ist ein schlecht _Fundament_; Ewre Drew-Worte haben keinen Grundt. Habe ich dis Mahl keinen andern Beichtvater können erlangen, darumb ist es nicht gesagt, das ich ein ander Mahl nicht solte einen andern bekommen. Vnd was habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer werden?« Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle Gange: »Schlimmer, ia schlimmer wird's werden.« Saa swarte ieg oc wreedeligen: »Ey, so laat het heran weyen.« Derpaa bleff hand heel tavs, oc sagde ieg: »Ihr habt mir eine guthe Vorbereitung gemacht; nu, in Gottes Nahmen!« Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed end Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend _M._ Buck kom til mig, gik hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad ham, att hand wille sige til Knud, som da war Kammer _Page_[194], hwilcken _sacramensk_ Quinde ieg war, hwor ieg haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att tale til Doctern (som war en Vmulighed), oc ieg haffde _practiceret_ for att komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige Kammer _Pagen_ ded oc tii Gange: »Das ist ein _sacramensk_ Weib[195]!«

[190] ~Hans Sørensen Leth~ var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde 1688.

[191] I Randen er bemærket: »_Iblant hands gruelige Eeder war oc denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en anden Prest betiente mig._«

[192] Jvfr. S. 7 Anm.

[193] I Randen er tilføjet: »_Fornam da, att ded war Aarsagen, huorfor Balcke kom bort._« -- Jvfr. S. 135 Anm. 2.

[194] D. e. ~Adam Levin v. Knuth~, Christian V's bekjendte Yndling.

[195] I Randen er bemærket: »_Christen, som war ille tilfritz med Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«._«

Samme Aar{1670.} sidst i _April_ bleff min Dør opluct om Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle _Damer_, som holte sig noget til Siide, førend hand haffde sagt: »Hir sind welke Hoff Iomfern, de hebben Verlöf an Iu toe spreken.« Først kom ind en Iomfrue, som ieg icke kiendte. Der paa kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken _Augusta_[196], hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen[197], som ieg oc nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst worris allernaadigste Dronning, som ieg meest beskuede, oc fant de _Liniamenter_ i henders Ansict, saaledis som Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc en stoer Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor Handsken war opskaarren. Hendis _Majt._ støttede sig til Slagborded strax effter Helsen, F. _Augusta_ løb hid oc did i hwer Wraa, Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. _Augusta_ sagde: »Fi, was is hir ein häßlich Gemach! Hir könte ich nicht einen Tag in leben. Mir wundert, das Ihr habt es so lange können außharren.« Ieg swarte: »Das Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält, vnd so lange Gott wil, so werde ich's außharren können.« Saa gaff hun sig i Snak med Slosf., som war halff fuld, oc talte med hannem om Balckis Gifftermaal, som effen haffde Bryllup samme Dag med sin tredie Hustrue; talte ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte allehaande Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper. Ieg swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper, om hun wille haffwe dem. Hun swarte hastig med en Eed oc soer, hun begierte dem icke. Ieg bleff noget spotsk offwer henders Spørßmaal oc fortreden offwer den Glæde, hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der hun spurte mig, om ieg oc haffde »Filz oder Wandtleüße«, swarte ieg hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »ob mein Schwager _Hanibal_ Sehested noch lebte[198]?« Ded Spørßmaal giorde hender lit taws, thi derpaa formerkte hun, att ieg kiente hender. Hun swarte intet. Curfürstinnen, som wel haffde hørt om de _Intriguer_ med min Swoger oc F. _Augusta_[199], gik i ded samme strax til Borded (der laa den Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind med sig), tog Bogen, slog den op oc spurte, om ded war min Bog. Ieg swarte, att ded war Quindens, som ieg haffde lært att læße, oc som ieg gaff Curfürstinnen sin tilbørlig _Tittel_ aff Durchleuchtigkeit, sagde F. _Augusta_: »Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr meint.« Ieg swarte: »Ich irre nicht.« Der effter giorde hun ingen wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den naadige Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte intet. Der Hindis _Maj._ bød mig Haanden, kyste ieg henders Haand oc holte den fast, bad Hs. _Maj._ _intercedere_ for mig, i ded ringste for nogen Lindring i mit Fengsel. Hendis _Majt._ swarte icke med Ord, men med grædende Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun græd meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded Rom, oc min Dør war luct, sagde baade Dronningen oc Curfürstinnen: »Das ist Sünde so mit ihr zu handlen!« En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »Gott gebe, das es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen.« F. _Augusta_ hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for Encke Dronningen, som sagde, att ieg haffde mig ded selff att tacke; ieg haffde fortient wære att handles med end som saa.

[196] ~Augusta~ af Glücksborg (f. 1633, d. 1701), gift med Hertug ~Ernst Gynther~ af Sønderborg.

[197] Jvfr. S. 95.

[198] Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13. September 1666.

[199] Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede mod Hannibal Sehested; se ~Becker~, Samlinger 1 D. S. 51.

Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen aff Slottet, begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine Wegne wille anholde om en anden Præst mig att betienne, enten Slots Præst, Holmens Præst eller den, som betiente Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end _M._ Buk, saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes, thi hannem wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte noget, men endeligen bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som da war _M._ Rodolff _Moth_[200]. Gud, som altiid haffwer staaet mig biie i all min Widerwertighed, som haffwer sendt mig v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse, hand sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand trøstede mig med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig Mand, oc hand war min Talsmand hoes Kl. _Majt:_. Den første Naade, hand bragte mig til Weye, war, att ieg bekom ded anded Rom 1671 den 16. _Iuli_ oc Bispen D. I[e]spers Postil[201]. Siden effterhaanden større Naade, i ded att ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att kiøbe mig for, hwad Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille haffwe Tiiden med att fordriffwe[202].

[200] Søn af Livlægen ~Povl Moth~, og saaledes Broder til den senere Gehejmeraad og Oversekretair ~Matthias Moth~ og til ~Sophie Amalie Moth~, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662 Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672 Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds; døde 1675.

[201] Hermed menes naturligvis Jesper ~Brochmands~ bekjendte Værk.

[202] I Randen er bemærket: »_Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff #M.# Buks Bøger (der de bleffue #auctionerete#) adskillige, oc iblant andre den stoere #Foillant Martilegium#, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc #verterte# aff adskillige #Materier# aff spanske, #italienscke#, franzøske oc tydske #Authores#. Fornemmeligen udskreff ieg oc offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig ihuekommis som #striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde#._« -- ~Martilegium~ er uden Tvivl en Skrivfejl for ~Martilogium~, hvilket atter maa forstaaes som ~Martirologium~. Efter ~Hain~ (Repertorium bibliographicum Vol. 2 pag. 371) fører det ældste trykte ~tydske~ Martyrologium Titelen: ~Martilogium~ der heiligen (Strassburg, 1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske og engelske Martyrologier Titelen: ~Martilloge~ eller ~Martiloge~. -- Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende oftere omtalte Værk: ~Heltinders Pryd~.

Samme Aar bleff Henders _Maj._ Dronningen fructsommelig, oc Hs. _Mts._ Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff Hæßen, kom hid for att legge hender i Baßel-Seng. Den 6. _Septem._ besøgte Hendes Durchleuchtighed mig vdi mit Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin Følge en Princeße aff Curland[203], som war troeloffwet med Landt Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein aff Slæct, oc sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen hælßede mig med et Kyß, oc siden de andre. Den sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun haffde kiendt mig før i Welstanden in den _Hag_, da hun war Iomfrue hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene i Øygnene. Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne oc slette Tilstand. Ieg tackede Hendis Durchleuchtighed for den naadige Medliidenhed, hun haffde med mig, sagde, att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe til att forlindre miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe dennem[204]. Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »Ich sehe wol, Ihr nembt mich an für eine andre.« Ieg sagde: »Ihr Durchleuchtigkeit _Port_ vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht können verbergen, wehre Sie schon in Bawer Kleider.« Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde, ded skulle hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig oc sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender paa henders fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt Greffwinnen: »Ihr kennet diese nicht,« oc tog paa Princeßen aff Curland; sagde saa, hwem hun war, saa oc, hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte om den Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc sagde der hoes: »_Et moy pas moins._« Ieg tackede Henders _Altesse très humblement et la prioit en cette occation de faire voir sa généreuse conduitte_. Hendis Durchl. saae til Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke for lenge skulle tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand, trygte min Haand oc sagde: »_Croyez moy, je fairez mon possible._« Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl. Affskeed med et Küß.

[203] ~Marie Amalie~, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift) med Landgrevinde ~Hedvig Sophies~ næstældste Søn ~Carl~.

[204] Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand) om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i ~Molbech~'s Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.