Part 13

[105] ~Sperling~, som siden Foraaret 1654 havde taget Ophold i Hamborg, og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en trofast Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i dansk Tjeneste, ~Hagedorn~, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev indsat i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse var, at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance mellem ham og Ulfeldt samt dennes ældste Datter ~Anne Cathrine~ var faldet i Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene, som igjen overlod den til ~Hannibal Sehested~, da denne paa sin Hjemrejse fra Paris drog igjennem Landet. Se herom samt om de Forhør, Sperling underkastedes i Fængslet, det Uddrag af hans Selvbiografi, som er trykt i ~Suhm~'s Nye Saml. til den danske Hist. 3, 197-266; jvfr. ~Paus~ 2, 97-102; ~Nye danske Magazin~ 3, 30-36 samt ~Wolff~, Journ. for Politik 1815, 4, 270-80 og 1816, 1, 121-34, hvor nogle af Korfits Ulfeldts og Datterens Breve til Sperling ere trykte i Oversættelse.

[106] Eftersætningen mangler. -- I Randen er tilføjet: »_Samme Fengsel er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er gandske mørkt._«

[107] I Randen er tilføjet: »_Der Slozf. i de første Dage sang for sig, sagde hand: »Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten Rok?« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den Sang, hwem ded kunde wære._«

[108] I Randen er tilføjet: »_For att bedrøffwe oc forfærde Doctern lucte Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet, oc loed, som Presten skulle komme til hannem._« -- Ved Dommen, der afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv og Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod kom han aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December 1681.

Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa der bleff intet talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind, naar der bleff opluct, oc giorde sig stønnem lystig med Quinden, wille, hun skulle giøre _Reverenz_ for hannem, lærte hender, huordant hun skulle sætte siine Fødder oc bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte oc adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en Deel deraff til den Ende att bedrøffwe mig med min forrige Welstands Ihuekommelse: huordant ded gik til i mit Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig; fortelte derom heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc alt dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß imellem stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange _Christian_ i Trappen.

Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße oc wide, hwad nyt hender kom for, hun loed mig oc forstaa, att hun war i den Meening, att ieg kunde traalle; thi hun skreff mig til en Seddel[109], hwor vdi stoed, att hun bad mig sætte ont imellem Iomfrue _Carisse_ oc en Allefelt, med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender icke wært, men Skinckel war en braff Karl (_Carisse_ bleff siden gifft med Skinckel).[110] Saa som den Skriffwelse war aaben, saa wiste Kudsken diß Indholt, oc Quinden med. Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men sagde intet. Quinden kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille op, sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg swarte: »Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer hun oc loe hiertelig. Ieg spurte, om ded war att lee aff. »Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att ieg tencker paa den wiiße _Cathrine_, ieg før haffwer talt om, som gaff et Raad til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded war for et Raad. Hun sagde, der skulle tagis Haarene op, hwor twende Katte haffde reeffwis, oc de Haard skulle kastis imellem de toe, man wille sætte Spliid imellem. Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene icke ware begge soorte?« »Ho, ho!« sagde hun; »ieg hør wel, att I wed, hwordant ded skal wære.« »Ieg haffwer hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer hender den Konst, saa faar I Sucker _Candii_ igien, men lader icke Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader Pær bede Maren Bloks att forskaane mig med saadanne Begiæringer!« Att ded war i henders saa wel som i Marens Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff hun i mange Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige (naar hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa, att hand wiste den soorte Kunst), att de frycter for dem, de haffwer den _opinion_ om, oc tør icke giøre dem ont. Oc hænder ded sig en Dag til Middags Maaltiid, att Slosf. saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med de andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder, som ware paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands Dommer i Iylland, holte med Traal Konerne oc sagde, der war ingen Traal-Koner til[111]. Der Dørene bleffwe lucte, da haffde wii nok att snacke om Traal Koner, oc sagde hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er en Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som ieg haffde sagt før, att en Part haffde meere Wiidenskab end som en Part, oc en Part brugte derris Wiidenskab til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde skee naturlig Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke tillat vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med; ded war oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som hannem icke tilkom. Wii snackede saa lenge, att hun bleff wree oc lagde sig, soff en Søffn; dermed war den Wreede forbi.

[109] I Randen er tilskrevet: »_Pær haffde for nogen Tiid siiden kast i et Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte Døren: »Iher Piige!« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en der aff oc Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg icke, thi hun haffde langt fleere forborgen paa sig._«

[110] Jvfr. S. 42 Anm. 1.

[111] Landsdommer i Jylland var dengang ~Villum Lange~. Mærkeligt nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra denne Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen, om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse af det for Dagen som den, der her tillægges ham; se ~Wolff~, Griffenfelds Levnet S. 43-44.

Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige, som sidder neere i Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om Eder, oc hwad I giør. Ieg haffwer sagt Pær om ded, I haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men hand haffwer soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes Eder her.« Ieg swarte: »Ded tiente hender intet at wære fangen med mig, ded spilte ickun henders Lycke; thi hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?« Fortælte om samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender lære, oc hwor dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen wille gierne see ded, I haffwer syd; I skal strax faa ded igien!« Ieg flyde Quinden ded, som, første Gang Dørene bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar ded til Dronningen (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt: »Man mögte ihr wol was zu thun geben!« »Das wäre nicht nötig. Es ist ihr guth genung! Sie hat es nicht beßer haben wollen!«). Ieg spurte offte effter ded syede Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for att faa ded fra Pigen igien.

Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg oc formaatte liided, loed Kudsken offte lucke op oc til for sig baade neere hoes Doctern oc oppe hoes mig. De Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte for der neere for ded uderste Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4 Døre lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke Silcke ind til mig[112] oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i miine Boxer!« Ieg loed saa, som ieg icke hørte ded, spurte Quinden ad, hwad ded war, hand sagde. Hun sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke troede ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre hannem Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands Boxer.« Der falt nu Latters Snak om. Imod att der skulle spiißis, saa siger ieg til Quinden: »Flyer Pær sit Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig giorde nogen Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris« (imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)

[112] I Randen er tilføjet: »_Saasom miine Linklæder bleff toen i Fadburstuen, hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa haffwe v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk, hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den Raffn haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg loe oc gaff hender Skiæmt til Swar._«

Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen (huilcken wii haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm, der wii der ware fangen)[113] bleff needer brut, oc en Støtte (eller hwad ded er) til min Herris Wanære opsat, kom Slosf. ind, der til Middag bleff opluct, oc satte sig paa min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att snacke om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt neer paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde smerte mig att haffwe mist, til min _Caret_ oc Hæste til. »Aber« (sagde hand) »das alles ist nichts gegen den schönnen Hoff!« (strøg den vd paa ded herligste;) »der lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den andren. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?« Ieg swarte: »Der König kan mit dem seinigen machen, was er wil; der Hoff ist eine gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!« Hand bleff alt wed att beiamre ded schiønne Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr zu finden; man wuste nicht die Stelle zu weißen, wo der Tempel vnd das kostbahre Königs Hauß gestanden.« Hand swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded, grundede et Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte hand io meere oc meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde befalet, att hand skulle spørge mig ad, om ieg begierte noget enten aff Køckenet, Kiælderen eller hoes Suckerbageren, da skulle ded skaffes mig; war oc befalet att giffwe mig _Confect_ oc Strøe Sucker toe Gange om Vgen, hwilcket oc skeede[114]. Ieg bad Slosf. att tacke Kongl. _Majt._ for den Naade, paa ded allervnderdanigste rooste, som billigt, Kongens Goedhed. Slosf. wille rooße Dronningen, haffde hand kundt hittet paa noget; sagde: »Die Königin ist auch eine liebe Königin!« Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter med en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad ieg wille haffwe til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet, oc ieg siden bekom, foruden Snørliif, ded wille Dronningen icke tilstæde. Aarsagen kunde ieg ingen Tiid faa att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg bekom et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag Wand, Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded, sagde hun, maatte ieg nok wære foruden; men der hun saae, att der staar et Kaabberstycke i Laaget: Herode Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun oc sagde: »Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!« Ded Kaabberstycke kom mig til att betencke, att ~Herodias~ haffde endnu Søstre i Werden.

[113] Jvfr. S. 7 Anm. 1. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa Graabrødre-Torv se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 472 flg. Nedbrydningen fandt Sted i Juli 1664, se ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 33; ~Militairt Repertorium~ 2 R. 5 Bd. S. 385.

[114] I Randen er tilføjet: »_Strøe Suckeret war i reent Papir, deraff betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille #notere#; giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc med Øll #præpareret#. Min Pen war giort aff en Hønße Winge; Ridskabet war et Stycke Flint. Den er endnu til Stæde._« -- Denne Anmærkning er senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den imidlertid i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne Anmærkning, har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den senere Anmærkning lyder saaledes: »_Ieg skreff adskilligt ud aff Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn war aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge, med Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme._«

Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring en tydsk Bibel, sagde der hoes: »Das thue ich aus guthem Hertzen, habe deßen kein Befehl; die Königin weis es nicht.« »Das gleube ich« (swarte ieg), oc tackede hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded wel. Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin Bønnebog igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en Morgen oc en Afften Bøn oc alle Morgen oc Afften Suk, hwilcket hun Afften oc Morgen læste for mig. Ieg erbød mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et _Abc_. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke, ieg war gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente med _raison_ att _persuadere_ hender for att haffwe noget att fordriffwe Tiiden med; men ded war langt fra: hun wiste saa meget, hender giordis fornøden. Ieg søgte alt effter noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war bleffwen war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen op, haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded Rom, bad ieg Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun tog ded, spurte dog icke, hwor til. Ieg _præparerte_ ded Leer med Øll, giorde adskilligt, aff hwilcket offte noget giordis om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens Billede oc Quindens Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt ind att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord kunde sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte (thi ieg wiste wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun wille wel sige engang, hwad ieg tog mig til), saa _formerte_ ieg et Begre offwer Hælten aff ded halffwe Pot-Begre, mig gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til trint, satte ded paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder Bunden diße Ord: ... _il y a un ... [voyez?] un Auguste_[115]. Ieg haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade ded kunde berettis, hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden saa høyt haffde forsoeren icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad ieg giør?« »Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel giøre Eder goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff Leer; ded maa hand wel wiide.« Hun giorde saa, oc en tre Dage der effter kom hand ind til mig, war heel mild oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg swarte: »Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc træt der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget imellemstund att giøre, men ieg maatte io icke. Hand spurte, hwor til ieg wille haffwe ded Leer, Quinden haffde baarren ind til mig; hand saae ded nok, der hun bar ded ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat Lapperi aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg hannem først Quindens Billede; ded behagede hannem meget wel, efftersom ded lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde strax: »Dißes alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König sehen[116]; vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den Händen zu haben für Zeit Verdreib.« Ieg war wel tilfritz. Dette skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid kom hand intet ind. Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet mir baldt in Vnglück gebracht!« »Wie so?« (spurte ieg). »Ich habe den König eine _supplication_ von Euch gebracht! Die Königin wurd es nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte: »»So! Bringst du mir nu _suppli[cationen]_ von _Leonora_?«« Ich erstarrete, sagte: »»Gnädigster König! Ich habe nichts schrifftliches gebracht!«« »»Sehe hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers etwas fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, das ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb Gnade. Der guthe König nam mich in Verantwortung, vnd gefiel ihm die _invention_ nicht vbel. Ia, ia, mein liebes Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer Man tod wehre, Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben[117]!« Ieg war i Meening, att mine V-wenner wiste wel, att min Man war døe. Ieg fik saa att giffwe mig til Fritz med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte Slosf. aldrig effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom hwer Afften ind oc saed lenge oc snackede med mig; war swag, oc kom hannem tungt att stiige op aff de Trapper. Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.

[115] Ordene: ~vnder Bunden -- Auguste~ ere senere overstregede, og saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele. Det er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne Maade ere gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet her, eller om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen har opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa igjen udslettet, hvad hun allerede havde givet af den. Hvad der taler herfor, er ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder synes at være for faa til at kunne have indeholdt en »Supplication«, men ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens man efter Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi (hvor Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa antage, at Indskriften idetmindste fuldt saa meget har været rettet til Dronningen. Det paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes (jeg citerer efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4): »Notre femme forme un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y met le nom du Roy & de la Reine, le met sur trois boutons, & au dessous le fond elle écrit à la Reine.«

[116] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siden, att ded aff Leer war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff en Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde Kongen oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff til Weye._« -- I ~Holger Jacobæus~'s Museum regium har jeg dog ikke fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696 eller i den af 1710.

[117] I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid Efterretningen om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde opfundet for at undgaa Efterstræbelser.

Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff mig en Bog, som er heel artig, _tittuleret_ #Wunderwerck#[118]. Den er _in folio_, gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg nøyis wel med den Gaffwe. Oc som hand saed lenge vd paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede med mig, saa for trød ded den forgifftige Quind[119]; sagde til Pær: »War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa wel, som hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb vd oc tog den Kniiff, der ligger vde paa Borded, oc stak den i ham? Mig kunde hun let faa Liiffwet aff, siden ieg sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf. torde icke komme ind til mig i langsommelig Tiid[120], satte sig vden for min vderste Dør oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der wantist intet med (ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre Aar effter den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa til Alters, stoed hand vden for min inderste Dør oc tog sin Hue aff, bad mig om Forladelse: hand wiste, att hand haffde giort mig imod, men hand war en Tienner. Ieg swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!« Der hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget til Pær om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded. Vden Twiffl haffwer hun skiælt Slosf., thi hun war saa wree, att hun puste; kunde icke holde den Wreede i sig, men sagde: »Skam faa den gamle Narr! Giff Fanden besætte ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer hun, »om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde ham!« oc spøttede. Ieg sagde omsier: »Hwad gaar ded Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab? Taber I noget der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke _Ordinantzen_, da i ded ringste wærer intet wree paa dem, der giør ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder, om I icke fortryder ded onde, I haffwer giort, oc icke forliger Eder med Eders Moedstandere, førend I søger att forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde: »I gott Folk tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!« Hun spurte: »Giør ieg Eder noget?« Ieg swarte: »Ieg wed icke, hwad I giør. I kand lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun en lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab: hun haffde aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget ont. Ieg sagde: »Ieg hører, att I giør Eder reen med Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit Sæde med en _furie_ oc sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en Phariseer?« »Sacte, sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os er wree, saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig med en sposk _Mine_ oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke goed, naar I bliffwer wree! I haffwer nok Ord der for, att I vdi gamle Dage icke kunde taale meget, men slog strax. Mens --« (dermed taw hun). »Hwad meere?« (sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont, om ieg wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen noget, som ieg icke kunde liide? Nu langt bedre! De haffwer icke behoff att necte mig Kniiff for den Skyld, att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg giøre med miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl med miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat paa ham, oc hwad kunde mig skee wære, end mig skeer? Derfor farer ickun i Mag!« Hun teeg stille oc giorde ingen _Miner_ fleere, war bedrøffwet, torde intet klage sig for Slosf:. Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed ieg icke, thi der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct, da haffde hun græt[121]. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg Slosf. til Lycke oc sagde: »Ihr seid glücklich! Ihr könt Euch mit Gott vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig werden; das ist mir verbothen« (ieg haffde twende Gange begiert Prest til mig paa anded Aar, oc bleff hwer Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu saed; ieg haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte mig Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig; man syndede saa wel med Tancker, som med Ord oc Gierninger; hwor for Slosf. loffwede icke att afflade med Begiering, att der maatte komme en Præst til mig; spurte, hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant, som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse[122].« Hand sagde: »Das wird wol swärlich geschehen.« Ieg war til Fritz, hwem ded war. En Maanets Tiid der effter bleff ieg beræt aff den tydske Præst M. _Hieronimus_ Buk[123], som første Gang war heel skickelig, men talte meere om Lowen end om _Evangelium_. Slosf. ynskede mig til Lycke, oc ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded til Weye.