Part 11

Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden lallede[83] noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind, bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I maa troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«; tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maatte _divulgere_. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge [til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde; men hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed Naffn _Pær_ oc med en Fange, som heeder _Christian_ (bemelte Fange meldis widre om); hand gick løß i Taarnet.[84] Maren Blocks loed mig offte hælße wed for^{te} Kusk oc sendte mig adskillige Slags _canticeret_ Sucker oc _Zitroner_, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste. Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind, effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger: »Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete Rantzow[85] til i den Meening, att hender war min elendig forfallen Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane, som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue til _etc._ (De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade, saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt bort. Hun swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine; sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge _Pær_ ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.

[83] Jeg vilde foretrække at læse: ~tatlede~, men Skrifttrækkene synes ikke ret vel at tillade det.

[84] I Randen staar følgende Anmærkning: »_Naar som ieg spiiste, saa haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck. Kusken hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede Raßmus._«

[85] ~Margrete Rantzov~, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var gift med ~Ove Thott~ til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en Rejsning mod Svenskerne 1658-59, den samme Plan, hvis Opdagelse foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans Flugt fra Sverig; jvfr. ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 275 flg.

Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage, att ieg haffde intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff Kulle, thi der bleff icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar. Ieg begiærte nogle Gange aff Quinden, att hun wille formaa saa meget hoes Pær, att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick til Swar, hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg att wiide, att hun aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok, som holte mig i andre Tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig den 2. _September_, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden, om hun wiste, om der war et Kammers (thi Quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun swarte ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som wel fornam, att ieg haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I huem ded er, som sidder der, da skal den wist piinis.« Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis op, om der er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc i midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog kunde wære. Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct tilkiende, huilcken hun dog formerckede oc derfor forøgede den; thi effter att hun haffde til Middag talt med Pær[86], oc Dørene ware lucte, sagde hun: »Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille intet tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige saa, men føyede ded dertil, att hun haffde spurt hannem ad, men hand wille intet sware. Ieg satte mit Sind i Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa meere der oppe, oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«[87] »Huor aff wed I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde ieg, »att ieg haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i Morris; ieg meener, at om der sidder nogen, da skal de io giffue den Maed.« Att ieg war roelig i Sinded, behagede icke hender, huorfor hun med Pær oc hand med hender søgte att _troublere_ mig. Om anden Dagen, da effter Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed Pær), oc hand skulle drage min inderste Dør til sig, som gaar ind ad, stack hand Hoffueded frem oc sagde: »_Casset!_« Hun stoed nest wed Døren, loed, som hun icke forstoed ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en, der war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg forstoed hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed hannem. Huad Dag oc Nat ieg haffde, weed ingen vden Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage. Stønnem syntist mig, att ded kunde wel saa wære, att de haffde greeben hannem, ihuor wel att _Cassetta_ war Kongen aff Spaniens Vndersaatte, thi naar et Forræderi _suspiceris_, da _obserueris_ icke, huis Vndersaater de erre, som erre _susspecte_; laae den Nat oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand skulle komme i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde giordt min Herre den Willighed oc fult mig i Engeland,[88] huor wii skiltis fra huer andre, ieg maa sige: huor _Petcon_ oc hands Anhang skilte os ad oc førte mig fangen hid. Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt ieg vdi en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att miine Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see _Cassetta_ saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt mig, att en Spannier bleff piint: at der war bunden fiire Reeb om Hænder oc Fødder, oc huert Reeb giort fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff en Mand snart slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom mig syntist, att _Cassetta_ skreeg intet, meente ieg, att hand war døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden, som lenge haffde werret waagen, sagde: »O Herre Gud, Fruelille! huad skader Eder? Haffuer I ont? I haffuer saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa høyt!« Ieg swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel wære«, swarte ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I drømte; ieg kand taalke Drømme.« Ieg swarte: »I ded ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers kand der ingen saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg icke giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet anded att betyde, end som sagt er. Der effter Middags Maaltiid Døren bleff luct, sagde Quinden aff sig selff (thi ieg spurte hender icke meere om Fanger): »Der er ingen fangen; giff _Pær_ faa Skam for hands Sladder! Ieg spurte hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun aff mig. Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig ont.« Ded stoed saa hen til mit i _Sept._, da bleff ført fangen frem twende aff worris Tiennere, som bleffue sat i Wacten, den eene, Nels Kaiberg, som tiente for Taffeldecker, oc den anden, Frans --,[89] som tiente for Laquei. Effter nogle Vgers Forløb oc _examination_ bleffue de løß giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser: en gammel Mand wed Naffn _La Rosche_ oc en anden vng Karl, huis Naffn ieg icke wed. _La Rosche_ bleff ført her i Taarnet oc sat i Traalhullet. Der war kast en Dyne til hannem paa Gulffuet, der laae hand paa; war i nogle Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war Brød oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning war, att hand haffde _corresponderet_ med Corfitz, oc hand haffde loffuet att leuere Kongen aff Franckriige Crooneborg.[90] Den Kundskab haffde _Hannibal_ Sehested giffuen, som paa de Tiider war i Franckriig, oc hand haffde den aff en Herre, som da war _Hannibal_ til Wille oc haffde tilforne werret _La Rosche_ til Wille oc maaskee siden fortørnet sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til den Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom denne _La Rosche_ med den anden vnge Karl begierte at see mig, der ieg war i _Arrest_ i _Dovers_, huilcket oc skeede, att de giorde mig _la révérence_. Wel muligt, att hand wille haffue talt med mig oc sagt mig, huis hand haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig, ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle _Damer_, som ware komne did for att beskue mig, saa kunde hand icke komme til at tale med mig i Enrom, spurte mig, om ieg haffde den _Coemedie_ Bog, Greffuinnen aff _Pembrocg_ haffde laded vdgaa.[91] Ieg swarte: »Ney.« Hand loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den, meener ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig til en Adwarsel, som _Braten_ siden haffuer giort sig goed med. I huor om alting, saa liide _La Rosche_ vskyllig, oc kunde hand bekræffte med sin Eed, att hand aldrig talte med min Herre i siine Dage, mindre _corresponderte_ med hannem.[92] _In summa_: effter nogle Maaneders vskyllig Liidelser bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig igien. Den anden vnge Karl saed i _Arrest_ i et Kammers, som er wed Borrestuen. Hand bleff fangen for Selskab[s] Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße Mennisker bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender; Slosf. lucte oc selffwer min Dør. Ieg formerckede wel, att der war noget paa Færde, men ieg spurte om intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war twende Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded war. Imod de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »Ich habe zwey _parle mi franço_ gefangen; was die gethan haben, weis ich nicht.« Ieg spurte hannem icke widre derom, men hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).

[86] I Randen er skrevet: »_Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg icke see ded, thi ded skeede paa Trappen._«

[87] I Randen er tilføjet: »_Der war oc icke._«

[88] Jvfr. S. 33.

[89] Efternavnet staar _in blanco_. Formodentlig var det den samme Tjener, som var med Forf. i England, se S. 33.

[90] I Randen er anmærket: »_Rimte ded sig icke wel _[med?]_, att min Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?_« -- Sammenhængen med ~La Roche~'s Sag er, saa vidt vi kjende den, følgende. I Aaret 1663, medens ~Hannibal Sehested~ opholdt sig i Paris som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede et fransk Fruentimmer, Demoiselle ~Langlois~, sig for ham og fortalte, at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af en Landsmand af hende ved Navn ~La Roche Tudesquin~, og som gik ud paa at overgive en Del af det danske Riges Fæstninger i en fremmed Magts Hænder. La Roche, som ikke længe i Forvejen havde været Kommandant i Nakskov, skulde til dette Øjemed have forbundet sig med en Del danske Militairpersoner af høj Rang, og navnlig skulde Kommandanterne paa Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i Forstaaelse med ham. Demoiselle Langlois havde selv Aaret i Forvejen overbragt Ludvig XIV. La Roches Tilbud, men var paa det Bestemteste bleven afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at han kjendte Andre, som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under den som en Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog Demoiselle Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og anden ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen havde været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men uden at have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af Holsten-Gottorp og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol. samt en derpaa grundet Fremstilling i ~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ 1808 S. 177-93). Anklagen imod La Roche havde imidlertid strax foranlediget, at han og en Landsmand af ham, ~Jacques Beranger~, som antoges at være Medvider i Sammensværgelsen, bleve eftersøgte, og allerede den 6. September bleve de da ogsaa virkelig anholdte i Bryssel, men da man nu forlangte dem udleverede, for at de kunde konfronteres med Vidnerne i Sagen, vægrede den spanske Regering sig i længere Tid herved, saa at Fangerne først det næste Aar kunde sendes til Kjøbenhavn, hvor de saa den 19. Juni (se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 32-33) bleve indsatte i Blaataarn. Hvad der ellers kom frem i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at sige, da den ovenfor nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker længere ned end til i November 1663, og Fremstillingen i ~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ aldrig blev fuldendt. Men af Leonora Christinas strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne efter nogle Maaneders Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog slutte, at Anklagen, forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var et fuldkommen ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have gjort sig skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed saa overraskende Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet Ideen. -- Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte Personer allerede i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens Sandheden er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da er dette en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der paa de nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre korrekte Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at der paa det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til, at Forf. netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har været mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset det for nødvendigt paa 2 forskjellige Steder at udskære og omarbejde et Blad o. s. v.).

[91] ~Mary Sidney~, Grevinde af ~Pembroke~, en i sin Tid bekjendt Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: ~Antonius~, der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her er Tale, men derimod den langt berømtere Broder, ~Philip Sidney~'s Roman: ~The Countesse of Pembroke's Arcadia~, som i Slutningen af det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var en overordentlig yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv har kjendt denne Bog -- hvilket det ikke synes, hun har -- maatte hun efter Titelen nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren, og at Bogen var et Skuespil, har hun da formodentlig paa Lykke og Fromme gjættet sig til.

[92] I Randen er tilskrevet: »_La Roche haffde ieg aldrig seet før, icke heller hands #Compagnon#, førend i #Dovers#._«

Vdi samme _Sept._ Maanet døde Greff Rantzow; leffwede icke den Dag att see ded Billede _excequeris_, som hand saa wist haffde haabt att see, som den, der først haffde _introduceret_ den Maade aff Spott i diße Lande.[93]

[93] Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16 og 65. Grev Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. ~November~.

Den 9. _October_ bleff holded den Fæst med worris Princeße _Anna Sophia_ oc Cur-Prinsen aff Saxsen.[94] Om Morgenen, den Høytiid skulle angaa, sagde ieg til Quinden: »I Dag skal wii faste indtil imod Afften;« thi ieg tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg kunde faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i ded ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor wii skulle faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide i Afften.« Ieg laae oc tenkte paa den vstadige Lycke, att ieg, som for 28 Aar siden[95] haffde hafft lige saa stoer Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu fangen oc nest op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer bekümrede. Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher loede sig høre, sagde ieg: »Nu gaar de offwer Platzen til den stoere Sael med Bruden.« »Huor wed I ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg; »min Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for en?« spurte hun. »Ded kand ieg icke sige Eder« (swarte ieg). Oc saa som Trommeterne blæste, hwer Gang ett Sæt Maed bleff opborren oc _Confectet_, saa sagde ieg ded. Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne. Naar saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke Maed ennu!« Der Klocken gik til 3 Slet, sagde Quinden: »Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal wii haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem. Ded anded Sæt er icke vden for lit siiden opkommen; kand wii faa noget imod 7 Slæt, da faar wii icke føre.« Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom Slozf., vntskylte sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid meente, att ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening der om.[96] Anden Dagen bleff giort Riddere, oc ieg icke alleeneste sagde, hwær Gang Trometerne blæste: »Nu bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre _Herolden_ raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde), men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede ieg, efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded, som icke føre ware Riddere;[97] oc efftersom ded sig saa befant, saa troede Quinden fuld oc fast, att ieg kunde traale. Ieg formerckede ded paa hender, efftersom hun offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde wiide, hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening; tenkte, att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde wiide, hwad som skeede, kunde forhindre, att hun icke satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede oc icke nær saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte adskilligt om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc skille Hoerer wed derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder. Med samme Quinde haffde hun meget omgaaet.

[94] Festlighederne i Anledning af Kurprinds ~Johan Georg~ af Sachsens Trolovelse med ~Anna Sophie~, Frederik III.s ældste Datter, varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien foregik ikke, som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr. ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa meget lettere forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa samme Sted, faldt ind paa den 9. Oktober.

[95] Her har Forf. regnet fejl. Det var ikke 28, men 27 Aar siden, at hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober 1636.

[96] I Randen er tilskrevet: »_Slosf. fortelte Quinden noget om Statzen, oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg kunde wide noget effter forrige Tiiders Skik._« -- Iøvrigt synes denne Bemærkning ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.

[97] Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende slagne til Riddere: ~Ulr. Fr. Gyldenløve~, ~Hans Schack~, ~Peder Reedtz~, ~Joh. Christ. v. Kørbitz~, ~Claus v. Ahlefeldt~ og Statholder ~Fr. v. Ahlefeldt~, se ~Biørn~, Nye Saml. over Ridderne af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 21 Anm.