Part 1

Afskriverens bemærkninger:

I denne e-bog er kursiv gengivet med _understregning_, fed tekst med #firkanter# og s p a t i e r e t tekst med ~tilder~. Hævet tekst er angivet med ^ og krøllede parenteser, fx 4^{to} og for^{te}.

I den trykte bog er sidenoter anvendt til at angive årstal og evt. dato, hvor disse ikke fremgår af teksten. I nærværende e-bog er disse sidenoter gengivet direkte i teksten i {krøllede parenteser}. Fodnoter er markeret med [firkantede parenteser].

I teksten er trykt nogle symboler, som ikke har kunnet gengives i denne elektroniske udgave. Disse er angivet i e-bogen med [Symbol: ...]. Alle øvrige firkantede parenteser i teksten kommer fra den trykte bog.

Bagest i den trykte bog findes redaktørens liste over rettelser foretaget i forhold til det originale håndskrift. Da nærværende e-bogsudgave ikke gengiver originalens sidetal, er en supplerende liste bragt i forlængelse heraf, som gengiver rettelserne i en lidt længere kontekst og giver mulighed for at finde dem i teksten uden brug af sidetal.

I indledningen og noterne er åbenlyse trykfejl rettet uden yderligere anmærkning. I hovedteksten Iammers Minde er enkelte rettelser foretaget i forhold til den trykte udgave, nemlig:

- en række fejlvendte »anførselstegn« er rettet

- en ) er tilføjet i "Fortuiffuelse bortrycte[42])"

- "Skack wirrede[wirrrede] med Hoffueded"

- "Murmelen oc Tilraab[Tillaab]"

- "bestemme[betemme] med hannem!"

- en ekstra ) er tilføjet i "Swensken, som forraade hannem))"

- "liige som en Biie-Kuube[Biie-Kuue]".

LEONORA CHRISTINA ULFELDT's

"JAMMERS-MINDE".

EN EGENHÆNDIG SKILDRING

AF

HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685,

UDGIVET

EFTER DET ORIGINALE HAANDSKRIFT I GREV #J. WALDSTEIN WARTEMBERGS# EJE

AF

SOPH. BIRKET SMITH, Assistent ved Universitetsbibliotheket.

MED ET FORORD

AF

HS. EXCELLENCE GREV #JOHAN WALDSTEIN WARTEMBERG#, Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.

KJØBENHAVN. FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL). THIELES BOGTRYKKERI. 1869.

Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen, unweit des Schlosses Egeskov, in dem Dorfkirchlein zu Quærndrup die Gräber meiner dänischen Ahnen des Stammes ~Ulfeld~ besuchte, fasste ich den Entschluss, meiner frommen Ahnfrau ~Leonora Christinas~ Andenken -- des Enkels Pflicht erfüllend -- zu ehren durch Veröffentlichung jenes autographen Manuskriptes, das in meines seligen Vaters Erbschaft auf mich gelangte.

Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes Ulfeld, Ihrer Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und Staatskanzler, nur zwei Töchter. Sie waren vermählt, die eine, ~Elisabeth~, mit ~Georg Christ.~ Grafen ~Waldstein~, die jüngere mit Grafen Thun.

In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn ~Emanuel~, meinen sel. Vater, hatte meine Grossmutter Alles, was Ulfeldische Andenken waren, meinem Vater erblich überlassen, und so kam auf mich das Manuskript, das ich hiemit in Folge mehrfacher Aufforderung -- auch hohen Ortes -- durch die kundige Beihülfe des Herrn Soph. Birket Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter Descendenz nach ihrem Vater:

»~Corfitz~, des heil. Römischen Reichs Grafen von Ulfeld, Herrn der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof Kazof, Brödlich, Odaslowitz, und des Lehnes Zinltsch, Ritter des goldenen Vliesses, Obrist Erbland Silber Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu Hungarn und Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter bei der Ottomannischen Pforte, hernach Hof- und Staatskanzler, beeidetem Geheimen Rath und erstem Oberhofmeister.«

Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin Maria Theresia, unvergesslichen Andenkens, hoch in Ehren gehaltenen väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre bis zu jenem Zeitpunkte, als der geistreiche, der moralisch hohen Frau oft zu geniale Fürst Kaunitz sein Nachfolger ward.

In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige, klein geschriebene Folianten enthalten des Reichskanzlers M. S. -- die Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später aber mit den General-Staaten der Niederlande, sowie Ministerial-Protokolle während seiner ganzen Staatskanzlerschaft: Urkunden seines emsigen Fleisses und Ordnungsliebe; sowie die in diesen Folianten vorkommenden ~Original~-Schreiben und -Notaten seiner hohen Herrin Zeugenschaft ablegen von dem innigen, beinahe kindlichen Vertrauen, mit dem Sie ihn beglückte.

Dieser ruhige, bedachte Staatsmann aber war der direkte Enkel des unruhigen, übermüthigen

~Corfitz~, des Römischen Reichs ersten Grafen von Ulfeld, Reichs Hofmeister in Dänemark u. s. w. und seiner ihn anbetenden, geistreichen Gemahlin ~Leonora Christina~, nach einem ihrer Söhne:

~Leo~, R. Grafen Ulfeld, Kaiser Carl VI. Geh. Rath, Feldmarschall und Vice-König in Catalonien, und seiner Gemahlin geb. Gräfin von Zinzendorf.

Sorgsam verwahrte ich so das M. S. als auch alle übrigen Reliquien und Nippen meiner dänischen Ahnfrau, deren erhabner Charakter und Leiden Theilnahme, Interesse und Ehrfurcht einzufliessen so sehr geeignet sind. Darunter mehrere schriftliche Andenken und Gedichtsfragmente, Gebete und im Kerker verfertigte Frauen-Arbeiten (einige mit blondem Haare gestickt), ein golddurchwirktes Taufhemdchen mit Kaputze, wahrscheinlich von ihren Kindern zur heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet Chr. IV. in blauem Email, und viele Bildnisse (auch das Original-Öhlbild, dessen Copie im Titelblatt sichtbar) etc. etc.

Bei der direkten Überkommung des M. S. von meiner Ahnfrau an ihre Kinder und Kindes Kinder in gerader Linie konnte wohl in mir nie ein Zweifel entstehen über dessen Echtheit. Dennoch gab ich fremden Zureden nach, um die Authenticität desselben vollkommen zu constatiren. In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung des H. Herausgebers.

Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte nicht geschlossen, so hat man doch -- tempus omnia sanat -- jenen ominösen Gedenkstein der Vergessenheit und dem Bauschutte zugewiesen, der seine »Schuld verewigen sollte.« Edel im Vergessen und Verzeihen hat die grosse nordische Nation jenen ein vorleuchtend Beispiel gegeben, die dem grossen Feldherrn und Retter des Kaiser-Reiches vor nordischer Gefahr, ~Albert~ Herzog zu ~Friedland~, jenen Platz noch nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla zu Wien gebührt.

Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen, der Menschen Thaten und Gedanken lenkenden Triebfedern anbelangt, so sei mir, dem Enkel, der fast zur Überzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein so hochbegabtes, edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint, mit so inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder Gluth und Liebe nie hätte festhalten können an jenem, der dessen unwürdig gewesen wäre.

Cairo am 8. December 1868. #Joh.# Gr. #Waldstein#.

Indledning.

I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og brede sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner, støder man af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere Former end de sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger udviser en Afvigelse fra de almindelige Regler, som staar i mærkelig Samklang med det Overordentlige i deres Natur. En saadan Skikkelse er ~Leonora Christina Ulfeldt~. Det Store udgjør det egentlige Væsensmærke ved denne navnkundige Kvindes Personlighed, og det Usædvanlige danner det fremtrædende Træk i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende kun at minde om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal med den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende paa en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens højeste Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere Afsnit af sit Liv nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde og lange Vedvaren næppe danner en mindre paafaldende Modsætning til Menneskenes almindelige Lod end den tidligere Herlighed. Og hvad det Store i hendes Personlighed angaar, vil Ingen nægte, at hendes Viljes mægtige Energi og hendes ubetvingelige Daadskraft, hendes Aandsevners Skarphed og høje Udvikling, Styrken af hendes Kjærlighed, den Heroisme, hvormed hun traadte Ulykken under Øjne, og det gudhengivne Mod, hvormed hun bar den, frembyder et Indbegreb af saamange store Kræfter og ophøjede Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede paa en enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine Første. Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem, som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt, i en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til hendes Gunst, forstaar man let Grunden til, at der blandt alle de Kvinder, som den danske Historie melder om, ikke findes nogen, hvis Navn Folket holder højere i Ære, eller hvis Minde det gjemmer med større Trofasthed end netop hendes.

Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen om Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den historiske Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for hende. Jeg vil ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora Christinas Liv og Personlighed, der i sig selv synes at maatte være en af de smukkeste og taknemligste Opgaver, Nogen kunde ønske sig, paa en enkelt tarvelig Undtagelse nær overalt træder frem som kun et Led i Fremstillingen af hendes hende langt underordnede Ægtefælles Historie, men den Mangel paa Kritik, som er gjennemgaaende i næsten alle Bearbejdelser af denne sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget følelig Maade til det Meste af det, der er skrevet om Leonora Christina. ~Molbech~ er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af Æmnet har medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4 Afhandlinger, i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv (~Historisk Tidsskrift~ 3 Bd. S. 313-476 og ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 1-98 og 369-441), ere da ogsaa ikke blot ubetinget det bedste Bidrag, der haves til Begges Historie, men de bære særlig for den Sidstes Vedkommende Vidne om, at saa rigtigt som Overleveringen i det Store har fastholdt Billedet af denne udmærkede Kvinde, er der dog endnu bestandig overordentlig Meget at udfylde og ændre i det Enkelte. Men selv Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der skulde udrettes. Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om det Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier, blev aldrig fuldført. -- Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie, indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve og Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa hende, og som hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i Bibliotheker og Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen af det raa Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres, endnu ingenlunde erstatter Savnet af Bygningen selv, er Antallet af de Aktstykker, der saaledes ere bragte for Dagen, næsten forsvindende i Forhold baade til Mængden af det virkelig forhaandenværende Stof og i Forhold til Udstrækningen og Betydningen af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.

Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et ualmindeligt Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i den danske Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og paalideligt Stof til en Skildring af et længere Afsnit af Leonora Christinas Liv, men som allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling, der kan antages at ville udøve ikke ringe Tiltrækning ogsaa ved sine rent formelle Fortrin. Man vil forstaa, at jeg taler om den egenhændige Skildring af Leonora Christinas Fangenskab i Blaataarn, som her fremlægges for Offentligheden. Ejeren af det Haandskrift, hvori denne Skildring indeholdes, Hs. Exc. Grev J. ~Waldstein~, har allerede i sit Forord antydet, hvorledes det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte dette mærkelige Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle Bemærkninger om forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden den af Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.

Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien, Hr. Kammerherre ~Falbe~, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn, at det nævnte Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums Kundskab. Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet med her til Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets Authenti bekræftet. Dette frembød ingen videre Vanskelighed. Selv uden Hensyn til det Vidnesbyrd om dets Ægthed, der -- som Grev Waldstein i sit Forord siger -- allerede indeholdes i dets Nedarvelse i lige Linie fra Leonora Christina selv, maatte endog en temmelig flygtig Undersøgelse af dets hele indre og ydre Beskaffenhed nødvendig føre til den fuldeste Overbevisning om, baade at Leonora Christina var Skildringens virkelige Forfatter, og at vi i det foreliggende Haandskrift havde hendes egenhændige Original for os. Det Sidste fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder ved Skrivemaaden, som vanskelig kunne skildres, men som ere saa meget mere talende for Beskueren: af den Maade, hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare rettede og omskrevne for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere; af den Mængde mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare skrevne i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved et senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet af Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende samme Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik en Række mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig maa være Tilfældet med et Værk, hvis Udarbejdelse strækker sig over en længere Aarrække; og af mange andre lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde dog naturligvis kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med anerkjendt ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette Bevis blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. ~Gundorph~ paa den mest fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige Bibliothek (Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4^{to})[1], og Ligheden mellem Skriften i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at man, naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette Værk, kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet selv. Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor ~P. G. Thorsen~. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at blive bekjendt med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora Christina -- tildels ogsaa fra en tidligere Tid --, som findes i Gehejmearkivet (»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var her ganske det samme.

[1] De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til Anna Brahe?) er dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til Anna Brahe) 5. Januar 1692, det tredie (til Otto Sperling den Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme) 4. Oktober 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt Gehejmeraad ~Bülow~ til Sanderumgaard og ere trykte i ~Nyt Aftenblad~ 1826 S. 228-30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er henført til det urigtige Brev.

Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste var bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden nærmere taget under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen af paatænkt, at Manuskriptet skulde besørges aftrykt i Wien, og at Værket skulde udkomme paa en derboende Boghandlers Forlag. En saadan Ordning af Sagen maatte vistnok i flere Henseender ansees for mindre heldig. Foruden det, at Skriftet baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold maatte antages at ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde man temmelig sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes Nogen, som med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade, og dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med Vished kunde vides ikke at besidde mere end en ganske ringe Del af det historiske Apparat, som maatte ansees for nødvendigt, for at en Udgiver skulde blive i Stand til blot nogenlunde at udfylde Læserens Kundskab med Hensyn til de mange mindre bekjendte Personer og Forhold, som omtales i Haandskriftet. Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da skriftligt udviklede for Grev Waldstein -- bl. A. ogsaa gjennem Hr. Kammerherre Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste Interesse --, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan i Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at Haandskriftet skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk Boghandlers Forlag, idet dog Grev Waldstein forbeholdt sig selv at yde et Bidrag til de med Udgivelsen forbundne Omkostninger. Uden alt Hensyn til, om den, hvem det efter denne Ordning af Sagen blev overdraget at besørge Udgivelsen -- og hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa Henseende paahviler --, virkelig har løst sin Opgave paa en nogenlunde fyldestgjørende Maade, har Grev Waldstein alene ved den Fordomsfrihed, der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det, som Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet sig Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed, som da overhovedet hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive fortjener saa meget mere Paaskjønnelse, da han selv ikke forstaar Dansk og derfor kun middelbart vil kunne blive delagtig i den Nydelse, som han gjennem dette Værk utvivlsomt vil berede mangfoldige Andre. Ogsaa det fortjener med Tak at nævnes, at man næppe herfra havde yttret et Ønske om at kunne medgive Bogen et Portrait af Forfatterinden, før Grev Waldstein lod et ham tilhørende Originalmaleri af Leonora Christina føre til Kjøbenhavn, hvorved det først er blevet muligt at tilvejebringe et Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke kunstneriske Udførelse[2], men ogsaa ved den Troskab, hvormed det gjengiver Originalens Karakter.

[2] Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at der er nogen Forskjel paa Aftrykkenes Godhed.

Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere, maa det være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet literairt Arbejde af Leonora Christina, som paa en vis Maade staar i temmelig nært Forhold til »Jammers-Mindet«. Leonora Christina var i det Hele en meget produktiv Natur. Det er bekjendt, at hun, medens hun boede paa Maribo Kloster, forfattede forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét vides at være bleven opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af hvilke nogle længe have været trykte, medens andre første Gang se Lyset ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et stort Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette Slags, som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok de Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af sit eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok af mere indirekte Art, kan man maaske betragte en Række Aktstykker (3 Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør), som hun udarbejdede, da hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen for sin Mand, der var sat under Anklage som mistænkt for Forræderi mod den svenske Regering. Af direkte Skildringer fra hendes Haand af større eller mindre Afsnit af hendes Liv vides der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der været endnu flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været trykt, nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se S. 4 Anm. 2). En anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den ikke mere at være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes og hendes Mands Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660-61 (se S. 6). Endelig kommer -- foruden »Jammers-Mindet«, ved Omfang, Indhold og Form udentvivl den betydeligste af alle disse Skildringer -- det Arbejde, som jeg egentlig her nærmest vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi; hvori Forf., vistnok paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog i én sammenhængende Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs afvexlende Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod Aaret 1673. Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som gav sig ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er bleven offentliggjort. Det blev udgivet paa Dansk -- oversat, som det hed, efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en af Leonora Christinas Svigersønner -- i ~Bang~'s Samling af nyttige og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125-47. Men denne saakaldte Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i Virkeligheden ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger fabrikeret Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste og plumpeste Fejl[3], at man ikke forstaar, hvorledes den et eneste Øjeblik har kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes det har været muligt, at de historiske Forfattere lige ned til den nyeste Tid (Molbech danner dog en Undtagelse) have kunnet benytte den som Hovedkilde eller idetmindste jævnsides med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora Christinas Historie. Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man virkelig en Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte Selvbiografi. Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige Aarhundrede den bekjendte Lærde og Samler Christian ~Reitzer~ og blev, kort efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til Frederik IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af samme Bibliothek beskrevet af Andreas ~Høyer~ i hans ~Nova Litteraria~ Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var paa Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen nu er, eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne sige. Det synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde bevares under de danske Kongers personlige Værge, og maaske er den gaaet tabt ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa var, kunde vi dog nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der mellem det store kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste én Afskrift af den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget forkortet latinsk Oversættelse[4]. Beskrivelsen i Nova Litteraria er saa tydelig, at der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter repræsentere det samme Værk, som Høyer kjendte[5]; og at vi paa den anden Side i dem virkelig besidde en fra Leonora Christinas egen Haand udgaaet Selvbiografi, fremgaar, foruden af mange andre Kriterier, ogsaa af en Sammenligning med det her udgivne Skrift og navnlig da med den Del af det, som omhandler den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er paa dette Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter og »Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen den samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge Steder, men hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende Værk, der i det Hele er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok, hist og her dvæler noget udførligere ved Enkeltheder, og især hvor det indfører Personer talende, sker dette ikke sjeldent med ganske de samme Ord som dem, »Jammers-Mindet« anvender.