Part 5

Ihvorvel der ved denne religieuse Forestilling paa Kommando (der falder saa ganske i den engelske Smag) var Noget, der ikke tiltalte os, var der dog noget Rørende i at see disse smaa mørkladne Skabninger og høre deres spæde Stemmer hæve sig med Tillid til de Faderløses Fader. Alt lod ogsaa formode, at den kristelige Følelse, der søges vakt hos Børnene, understøttes af en omhyggelig Pleie og en sund Opdragelse; de smaa Kulier, der vare tarveligt, men net klædte, lode til at befinde sig vel i deres Fristed, som vi forlode med de bedste Ønsker for deres fremtidige Vel. Dog maatte vi forinden, efter Stedets Skik, skrive vore Navne i en Bog, hvori alle Besøg indføres.

Det var imidlertid blevet Eftermiddag; vi maatte derfor lade os nøie med, hvad vi havde seet, og kjøre tilbage til Port Spain. Der er ingen Ting fuldkommen i denne Verden, og vi maatte betale Dagens Glæde ved under hele Kjørselen, der varede et Par Timer, at blive indbalsamerede i umaadelige Støvskyer, der nu, da vi havde Vinden med os, stadig indhyllede os. Det var et Douchebad af Støv: Haar og Bakkenbarter bleve graa i et Øieblik, ikke at tale om Klæderne. Heden var ogsaa meget stor, og Sveden, som den fremlokkede, var just ikke skikket til at formindske Ubehageligheden ved den overvældende Tørhed. En alvorlig Børsten, Banken og Vasken, da vi kom ombord i Korvetten, gjorde imidlertid Ende paa denne støvede Poenitentsetilstand, og Indtrykket af den smukke Dag førte vi os ubeskaaret til Indtægt.

Efter c. 5 Dages Ophold, under hvilket Høfligheder vare udvexlede med Autoriteterne og Artighed fra forskjellige Sider viist Skibets Officerer, forlod Korvetten Port Spain den 6te Mai. Et Besøg til den bekjendte Beg Sø, der ligger paa Trinidad ved den sydlige Side af Paria Golfen, tillod Tiden ikke, hvorimod flere af Officererne benyttede Leiligheden til at skaffe sig udstoppede Fugle, navnlig Kolibrier, der forefandtes paa Øen i et rigt Udvalg og i meget skjønne Exemplarer.

Korvetten ankrede, efter 3 Dages Seilads, den 9de ved Fredrikssted.

Ved de danske Øer.

(9de Mai -- 1ste Juni).

I Begyndelsen af April Maaned forlod det sidste nordamerikanske Orlogsdampskib, Quaker-City, St. Thomas' Havn for at gaae hjem, og fra den Tid viste der sig ingen Orlogsmand af den nævnte Nation i vore vestindiske Farvande. De Efterretninger, som man i Vestindien modtog fra Krigens Skueplads, bleve ogsaa mere og mere fredelige. Alt tydede saaledes paa, at Korvetten, der den 1ste Mai havde været 10 Maaneder hjemmefra, ikke længere var nødvendig derude, eftersom Forholdene ved den Tid stillede sig, og man begyndte derfor at tænke paa Hjemreise. Ministeriet havde af de i den senere Tid indløbne Rapporter taget Anledning til at bemyndige Chefen til at forlade Stationen, naar Gouvernementet fandt det passende, og da Gouverneuren -- efter foregaaende Konference med Chefen -- under 24de Mai gav den Erklæring, at han for sit Vedkommende ikke ansaae Korvettens Nærværelse for nødvendig, berammedes Hjemseilingen at skulle finde Sted strax efter den europæiske Posts Ankomst den 1ste Juni.

Saasnart denne Bestemmelse var taget, begyndte Klargjøringen til Hjemreisen med den hyggelige Følelse, der altid knytter sig til Tanken om at gjensee Fædrelandet, som man i længere Tid har været borte fra. Men idet man kastede et Tilbageblik netop paa denne Tid, fremstillede sig ogsaa for Tanken de mange Hjem, som elskværdige Familiers Gjæstfrihed havde aabnet for os, og de venskabelige Baand, vi løsnede ved at sige Farvel til vore Øer; det var derfor heller ikke uden en oprigtig Følelse af Taknemlighed, vi toge Afsked med de vakkre Folk, vi under vort Ophold havde lært at kjende, og komme disse Linier dem for Øie, haabe vi, at de ville modtage den venlige Hilsen, som Heimdal paa denne Maade sender dem.

Medens Korvetten var i fuld Aktivitet med at lade Kul, Proviant o. s. v., samlede Gouverneuren, et Par Dage før Afreisen, Chefen og Officererne hos sig til en Afskedsfest, der vel var af en officiel Form, men havde den hjertelige Karakteer, som en længere Samvirken og et Samliv tilbragt i god Forstaaelse leder til. Det var os behageligt, af Gouverneuren at høre Korvettens Tjeneste anerkjendt, medens vi her gjøre os en Fornøielse af at anerkjende de liberale Hensyn, han tog til dens øvrige Mission, hvorved Tjenesten ogsaa vandt baade i Nytte og i Behagelighed.

Endelig var da Alt klar; Besøg vare aflagte, Hilsener til Danmark protokollerede, Regninger betalte, Kul, Vand og Proviant ombord, Posten ankommen, Ankeret lettet, Saluten givet, Kursen sat -- og den 1ste Juni sank først St. Croix og dernæst St. Thomas under den sydlige Horizont, og Atlanterhavet stod os aabent.

Hjemreise. Oversigt.

Endnu i Sigte af St. Thomas havde vi slukket Fyrene og taget Skruen op; thi Vinden var frisk og saadan, at vi med fulde Seil kunde løbe Nord efter. Men nu opdagede vi, at vi førte nogle vestindiske Snyltegjæster med os, som vi hellere vilde have efterladt -- Korvetten, der paa hele Touren havde seilet meget godt, gik tungt igjennem Vandet, og det kunde ikke være Andet end et tykt Lag af Muslinger og Langhalse paa Skibets Bund, der vanskeliggjorde vor Fremgang. Det viste sig ogsaa, efterat Korvetten var aftaklet og halet ind i Dokken herhjemme, at dette i høi Grad var Tilfældet. Et tykt Lag, en Slags Koraldannelse, tæt indvævet med Skaller, Søgræs og Langhalse, var udbredt over Skibets Bund fra For til Agter og gik betydeligt op ad Siderne; Agter gik det høiest op, For havde derimod Vandtrykket imod Bougen skyllet Noget bort.

Naar man skal hjem, vil man gjerne saa hurtigt som muligt afsted. Var der ikke sparet paa Seil under det øvrige Togt, blev der endnu mindre paa Hjemreisen; men alt hvad vi "satte Bovenbramseil til" (som det hedder i Visen) hjalp det dog ikke -- Farten vilde ikke over de 9 -- og det var først efter nogle Dages Forløb, da det Værste af vort uvelkomne Appendix var skyllet bort, at vi begyndte at gjøre noget mere Vei.

Naar man gaaer ud til Vestindien, gaaer man fra Kanalen Syd i omtrent til Madeira, for at fange Østpassaten, der da jævnt blæser En ud til Vestindien; men netop denne Vind forhindrer fra at gaae samme Vei tilbage, og naar man forlader Vestindien, benytter man derfor Østpassaten til at strække Nord efter langs med Golfstrømmen. Østpassaten ophører omtrent ved Bermuda, og man skal nu fange Vestpassaten, der blæser fra New-York over mod Kanalen. Om Vinteren faaer man gjerne denne Passat med stiv Luft og fra vor herhjemme velbekjendte Kompasstreg NV.; om Sommeren derimod med en jævn frisk Vind, der spiller paa begge Sider af SV. Netop paa det Sted, hvor Maury har lagt Nordgrændsen for Østpassaten, mistede vi denne og fik Stille, hvorfor vi satte Dampen op, gik i 24 Timer, fik Vestpassaten, slukkede Fyrene og seilede saa igjen med den vestlige Vind, som vi paa een Dag nær holdt lige til Kanalen. Dampen er en herlig Indretning og, benyttet paa en hensigtsmæssig Maade, en Besparelse istedetfor det Modsatte. Ihvorvel man vil beskylde Dampen for at være en Repræsentant for en af Tidsaandens meest prosaiske Retninger, forsikkre vi, at det snarere er med en poetisk Følelse, man ombord betragter dens koncentrerede, sorte Skikkelse -- Kullene -- der i sig gjemme den umaadelige Kraft, som kan forstærke eller modarbeide Vinden og bringe Skibet igjennem Vandet, naar dette ved en dorsk Dønning, og Vinden ved slapt nedhængende Seil, afgive deres Falliterklæring. Der er intet mere dræbende ombord, end at ligge i et langvarigt Stille og rulle magtesløs i en død Sø, medens Seilene slaae ud og ind mod Reisningen, Solen brænder og en overbord kastet Flaskeprop kan holdes hele Timer i Sigte. "Ingen Skibsmagt" er det Udtryk, hvormed Skibsjournalen, denne officielle Referendar, betegner denne Stemning. I gamle Dage havde man kun den filosofiske Trøst, at "Stille er halv god Vind", at sætte imod denne trykkende Tilstand; stod den paa i længere Tid, kunde man komme paa Rançon med Vand og Proviant, hvad der ikke er saa poetisk, som man skulde troe; nu derimod bringer det Liv i Gemytterne, naar Skruen gaaer rundt og Skibet dandser afsted for at opsøge Vinden -- det er dog nok saa poetisk.

Som sagt, vi fik Vestpassaten og seilede vor Kurs den ene Dag som den anden, medens den daglige Tjeneste gik sin vante Gang og Korvetten mere og mere nærmede sig Hjemmet. Men inden dette drager os altfor stærkt ved at vise sine bekjendte Kyster, og medens vi ere paa vor eensformige Søreise, ville vi kaste Blikket tilbage til det, vi forlode, idet vi ville søge at give en samlet Oversigt over vort Ophold "ved de danske Øer".

* * * * *

At levere en Beskrivelse over vore Øer i Vestindien er ikke vor Sag. De ere beskrevne af Adskillige. John Knox har i 1852 udgivet _»A historical account of St. Thomas, with notices of St. Croix and St. Johns«_; Lieutenant Mariboe har i "Erindringer fra en Søreise" 1860 leveret en kort Skizze, og endelig er der i indeværende Aar udkommet tre Pjecer (af Hr. Arnesen, Hr. Elberling og _»Spectator«_) om Øerne, deres Forhold, Bestyrelse og Anliggender, i hvilke man kan finde de detaillerede Fremstillinger, som det ikke er disse Liniers Opgave at dvæle ved. Hvad vi nærmest agte at gjengive, er Korvettens Liv ved Øerne og det Indtryk, som disse have efterladt hos os -- vor Beretning er kun en Skjærv til den Gave, hvormed ovennævnte Forfattere have beriget Publikum.

Ved St. Thomas opholdt Korvetten sig meest, og laae da til Ankers indenfor et lille Steenrev (Prinds Robert), der ligger lige i det mod Syd vendende Havneindløb, indenfor hvilket det rummelige Havnebassin, omgivet af høie Bakker, udvider sig. Kaster man Blikket ind i Havnen, seer man Byen hæve sig malerisk paa sine tre Høie, idet den staaer i Forbindelse med Vandet ved en Mængde Broer, der ere Ladesteder for Kjøbmændene, hvis Skilte prange over dem med store Bogstaver. Tilhøire i Havnen (den østlige Side) ligge de oplagte Skibe, store Amerikanere og Andre, der ville være ude af Veien. Midt i Havnen, bekvemt for at komme og gaae, ligge gjerne Orlogsmændene, og tilvenstre (den vestlige Side) de store engelske Damppaketter tæt ovre ved en bakket lille Halvø, der kun ved en smal Strimmel er forbunden med Byen, og hvor deres Kulpladse, Broer og Magaziner saaledes ere udelukkede fra Andre, og for dem selv lige ved Haanden. Seer man ud af Havnen (sydefter), har man i det Fjerne St. Croix, og tilhøire paa en høi Bakke ved Indløbet Telegraphen paa Cowells Batteri, fra hvilket ethvert Skib, der nærmer sig Havnen, signaleres. Er det da den Tid, man kan vente Paketten fra Europa, holder man skarpt Udkig efter Kuglen paa Toppen, der bebuder Ankomsten, og det varer da ikke længe, inden den stolte Brevdrager bøier ind i Havnen, hvor en Mængde Baade vente dens Ankomst, ikke at tale om de Dampskibe, der gaae paa Bilinierne (Havana, Sydamerika og Luvartsøerne). Med Dampen oppe, hale de hen paa Siden af deres store Kammerat fra Moderlandet, som losser Baller og Brevsække lystigt ud til dem, der ikke saasnart have faaet Ladningen ind og Passagererne ombord, før de hilse med et Kanonskud og gaae deres forskjellige Veie. Man behøver blot at see saadan en Scene eengang, for at faae et Begreb om det Liv og den Velstand, som den, gjentaget hver 14de Dag, maa føre med sig til St. Thomas. Og dog afgiver Paketforbindelsen kun en lav Procent af de Penge, der tjenes i St. Thomas, hvor Handelsskibe, som oftest af betydelig Størrelse, komme og gaae bestandigt. Postforbindelsen er vel af Vigtighed og Interesse for Byen; men vi troe, at man har Uret i at antage, at St. Thomas vil falde, hvis Paketstationen blev forlagt til Antigua -- et Skræmmebillede, der i de senere Aar har foraarsaget mangt et aandeligt Mareridt, men paa hvis Virkelighed der nu neppe er Anledning til at troe. Medens vi vare derude, indgav Agenten for _»the Royal-Mail-Steam - Packet - Company«_ Hr. Cameron (der, i Parenthes være det sagt, for sine ved flere Leiligheder ydede Tjenester mod den danske Regjering, under vort Ophold udnævntes til Ridder af Dannebroge) tilligemed Hr. Rotmann (engelsk Ingenieur) et Andragende om at maatte anlægge en Flydedok, paa hvilket der under 29de April 1862 meddeeltes Koncession, og dette tyder ikke paa nogen Fraflytning, som man desuden vil betænke sig meget paa fra Kompagniets Side, idet man her har Alt, Dampskibene vedkommende, i saa god en Orden som man kan ønske sig.

For hele den store Fart fra Kap Horn og Kap gode Haab, samt Brasilien, til Europa og Nordamerika, er det en betydelig Fordeel, der ogsaa kommer St. Thomas tilgode, at Havarister af alle Størrelser kunne finde Hjælp i St. Thomas' Havn, istedetfor at løbe til Havana, der ligger henved 300 Miil i Læ af den. Allerede nu er Havarister en af St. Thomas' største Indtægtskilder, uagtet Skibe, der stikke over 11 Fod, ikke kunne repareres paa Bedingen, saa at man tør antage, at disses Antal vil stige betydeligt, naar der er en stor og bekvem Dok. Fra Korvettens Side anbefaledes ogsaa Forslaget, der endvidere indeholder den Bestemmelse, at "danske Orlogsmænd til enhver Tid skulle have Fortrinet fremfor andre Skibe til at komme i Dokken", samt at denne skal være 300 (eng.) Fod lang, 100 Fod bred og forholdsviis dyb -- Dimensioner, der ere meer end tilstrækkelige for hvilketsomhelst af vore Skibe.

Idet saaledes den projekterede Dok i sin Tid vil udfylde et Savn, som længe har været følt af de Skibe, der besøge Havnen, vil denne under alle Eventualiteter ved sin udmærkede Beliggenhed og sin naturlige Sikkerhed vedblive at bevare sin Vigtighed for den vestindiske Skibsfart -- uafhængigt af, om den er Station for den europæiske Post eller ei. Da Indløbet til Havnen ligger i Nord og Syd, er den østlige Passat bestandig en Sidevind for Skibene, der nemt kunne komme ind og gaae ud. Et Beviis herpaa er, at en lille Bugseerbaad, den eneste, der existerer, sjælden eller aldrig bruges og aldeles ikke kan betale sig. I Havnen selv er der fortræffelig Plads, og ingen Sø med nogensomhelst Vind. Det er aldeles ubeføiet, at man kalder den usund, hvilket den ikke har viist sig at være uden under Epidemier -- der bringes fra de befængte Steder netop ved Postforbindelsen. Der kan dog maaskee for Englænderne være nogen Grund til at antage Havnen for mindre sund, idet Postdampskibene ligge i den mindst sunde Deel af denne, tæt under den tidligere omtalte Halvø, der danner den vestlige Side af Havnen, og man har som en Grund hertil tænkt sig de store Kuloplag, der i den stærke Varme antages at udvikle usunde Gasarter. I den senere Tid har man tænkt sig, at en anden Grund kunde bidrage hertil, den nemlig, at den smalle Landtunge, der forbinder Halvøen med den egentlige Ø, paa en uheldig Maade stopper af for en stadig Forfriskning af Vandmassen. Under Korvettens Ophold havde man sin Opmærksomhed henvendt paa dette Spørgsmaal, og man kom til det Resultat, at denne Deel af Havnen ("Orkanhullet", saaledes kaldet, fordi Skibene fortøie der under slige Tilfælde) vilde vinde ved en Gjennemskæring af hiin Landtunge, idet den herved bevirkede Gjennemstrømning af Vandet deels vilde holde dette Parti fri for Mudder, og deels, ved stadigt at bortføre det bedærvede Vand, vilde fremkalde en forbedret Atmosfære. Fra Korvettens Side anbefaledes denne Gjennemskæring, som sikkert snart vil finde Sted, hvis den ikke alt er begyndt. Korvetten foretog ligeledes nogle Opmaalinger udenfor Havnen, hvor en ny, 17 Fods Grund opdagedes, om hvilken Bekjendtgjørelse udgik fra Gouvernementet.

Det er en broget Scene, der møder En, naar man træder i Land i St. Thomas. Masser af alle Slags Fartøier beleire Broen, hvor der er stort Koncilium Sladerastikum af Negere, Matroser, Negerinder og Børn i alle Aldere. Hvis Flaget paa det inderste Fort, der ligger ligeoverfor, ikke vaiede, skulde man ikke troe, at det var en dansk By man var kommen til -- mødte man imidlertid en Politibetjent af den gamle velbekjendte Skikkelse, var man dog overbeviist derom paa Øieblikket. Men det er ogsaa kun for et Øieblik, man herved kan bringes ind i Illusionen; thi gaaer man op ad Gaden, møder man den mørke Spanier, den livlige Franskmand, den alvorlige Engelskmand, den driftige Tydsker og den travle Amerikaner -- af Danske seer man kun Faa. Men skjøndt Nationaliteten ikke er stærkt repræsenteret, er Følelsen for Danmark ved flere Leiligheder fremtrædende, og den har i Vestindien bevaret sig paa en mærkelig Maade, især naar man seer hen til de mange forskjellige Elementer, hvoraf Befolkningen bestaaer.

Af offentlige Forlystelser findes ingen i St. Thomas. Af og til komme nogle Beridere og Taskenspillere tilreisende, undertiden endog Sangere; men der er intet fast Theater, ihvorvel Byen synes at være rig nok til at understøtte et saadant. Det eneste offentlige Forsamlingssted er en net lille Have (Kongens Have) nede ved Havnen, hvor Garnisonen spiller et Par Gange om Ugen; for Herrer er Iisboutiken, der ligger ved Begyndelsen af Byens lange Gade, et ret behageligt Samlingssted. At sidde der om Aftenen med en brændende Cigar og en _sherry-cobler_ (en Blanding af raspet Iis, _sherry_, Sukker og Lemon, som man nyder gjennem et Straa) og betragte de Forbigaaende, er en momentan Tidsfordriv, som især i Begyndelsen har megen Tillokkelse. Senere hen, naar Bekjendtskaber ere gjorte, foretrækker man en Familiekreds eller det velindrettede Athenæum, hvor der er et rigt Udvalg af aandelig Føde. At nyde Iis er man i Begyndelsen tilbøielig til i Varmen; men man bemærker snart, at den derved øieblikkelig tilveiebragte Kjøling meget mere lader En føle den efterfølgende Hede, og man indskrænker Brugen af Iis saa meget som muligt. Til at bevare Provisionerne er Isen imidlertid fortræffelig. Af disse ankommer der alle Slags: Kjød, Smør, slagtet Fjerkræ, Østers, Frugt o. s. v. med Iisskibene fra Amerika og udsælges fra Iisboutiken, der har Monopol paa denne Handel imod at skulle forpligte sig til altid at have et bestemt Kvantum Iis i Beholdning. I et Klima, hvor adskillige Ting ikke kunne holde sig Dagen over, er dette en meget god Indretning; selv om Varerne ere lidt dyrere end sædvanligt, indvindes dette ved, at man ikke behøver at bortkaste bedærvede Provisioner. Hovedgrunden til at Iishandelen er et Monopol, er dog vistnok den, at Isen er et vigtigt Middel ved Behandling af Febere.

Aftenselskabeligheden i Vestindien har ikke den samme Form som herhjemme -- hvad Theen og Smørrebrødet angaaer. Den sidste Artikel seer man ikke, uden naar en eller anden Familie beslutter, for en Afvexlings Skyld og af Opmærksomhed mod de danske Gjæster, for en enkelt Aften at leve paa Dansk. Man spiser til Middag Kl. 6, naar Solen er gaaet ned, og nyder derfor Intet til Aften. Dette medfører den Behagelighed, at man kan gjøre Besøg om Aftenen uden at falde til Uleilighed. I ethvert Huus, der eengang har aabnet sin Dør for En, er man om Aftenen velkommen til en Passiar og en Cigar, der altid nydes i Damernes Nærværelse, da den stærke Gjennemtræk i Værelserne gjør, at Røgen ikke generer. Hertil føies da gjerne et Glas Viin og Vand, Cognac og Vand, eller et Glas Øl, og man kan da bortfjerne sig med den rolige Bevidsthed, at man ikke er kommet for Madens Skyld.

Ved St. Thomas forstaaer man Byen, skjøndt det kun er Øen, der bærer dette Navn; men de enkelte Plantager ere af ringe Betydning -- Byen har Handelen og Livet for sig selv. Plantagerne have efterhaanden opgivet Sukkerdyrkningen, og lægge istedetfor Vind paa Kreaturer, paa hvilke de have Afsætning til Byen og Skibene. At St. Thomas er en Frihavn, forøger jo Omsætningerne, og Kjøbmændene, der ere lavt beskattede, gjøre gode Forretninger. Var man Statistiker, vilde man vist faae at see, at det er en ganske kjøn Sum, der hvert Aar forsvinder i de mange Fremmedes Lommer, og det er da ikke saa underligt, at disse ere loyale og tilfredse med _status quo_. Forøvrigt beskjæftige disse Folk jo en Mængde Arbeidere, og der er altid nok at tjene for Negrene -- men netop derfor søge disse det mindst mulige Arbeide for den høieste Betaling, og den Bevidsthed, at de altid kunne faae et _»job«_, naar det kniber, gjør dem dovne og lidet elskværdige. Deres meest yndede Bestilling i St. Thomas er at drive omkring med en Baad i Havnen, anløbe alle Skibe, og ved Salget af Konkylier, Frugt, Peber-Edike, Cigarer o. s. v. snyde alle Nysankomne, og hvem der forresten vil lade sig trække op af dem. Flere af Kjøbmændene have "Gigger" (lange Fartøier), hvormed de sende deres Agenter eller selv gaae ombord i de indkommende Skibe, og her er da Beskjæftigelse for 6 _à_ 8 Negre paa et saadant Fartøi. I Byen træffer man disse drivende omkring; Nogle tigge, Andre røre deres Herrers Heste, Andre igjen ride deres egne -- men Alle kultivere de paa bedste Maade det _otium_, som er _pulvinar diaboli_. En vindskibelig Haandværkerklasse seer man saare lidt til; Alt indforskrives direkte, saasom: færdige Klæder, Skoe, Pynt, Huusholdningsgjenstande, o. s. v. Gaaer en Lampe itu, da kaster man den bort og kjøber en ny -- Reparationsarbeide er altfor kostbart. Negerinderne leve for det meste af at vaske og sælge Frugt paa Gaderne, og en stor Mængde af dem dele Mændenes løse Anskuelser, Levemaade og Ulyst til stadig Beskjæftigelse.

Vi saae et slaaende Beviis paa Dovenskaben hos St. Thomas' Negerbefolkning, naar vi halte hen til Kuloplagene (hvad der forekommende tilbødes os af det engelske Selskabs Agent) for at fylde Kul. Dette Arbeide udførtes af Fruentimmer -- ikke fra St. Thomas -- men fra de omliggende Smaaøer, navnlig Tortola, og disse Kvinder udmærkede sig ligesaameget ved Flid, som Stedets ved Dovenskab. Ifølge Negerindernes Vane at bære Alt paa Hovedet, bare de paa denne Maade Kullene i Kurve paa en 60 Pd., og vare, paa en kort Hviletid nær, i Arbeide fra om Morgenen til Solnedgang; men saa havde de ogsaa tjent en Dollar (11 Mk. 4 Sk.). Man har et Exempel paa, at En af dem ved dette Arbeide sammensparede saameget, at hun kjøbte sin Broder fri. Han var Slave paa en af de spanske Øer.

Ere Negrene paa St. Thomas undertiden mindre oplagte til Arbeide, ere de dog altid særdeles vel oplagte til Fornøielse; i at dandse ere de navnlig utrættelige. I Juletiden slaae de sig rigtig løs, og "Negerballerne" ere da i fuld Gang. Vi ere saa heldige at kunne byde Læseren et Billede af et saadant Bal. Salen er belyst af to Praase; men paa den svage Belysning bøder den overgivne Lystighed. Man troe ikke, at Toiletterne ere simple -- tværtimod: den sorte Skabning omsluttes af de meest blændende hvide Stoffer; paa Baand og Kniplinger er der ingen Mangel. Der gives baade blaserede Personligheder og lystige Springfyre blandt Herrerne, for hvis Vedkommende den hvide Frakke er i ligesaa stor Mode, som den sorte Kjole hos Europæerne. Musiken -- en Tromme og en Klokke -- er noget tarvelig; men Trommeslageren søger at multiplicere sig ved at tage Hælene tilhjælp, og han har et rigeligt Akkompagnement i Latter og Snak og i Dandsens vilde Tummel. Hver af de Dandsende vælger desuden sin egen Takt, hvilket frembringer et Kaos, som det er komisk nok at overvære.