Part 4

Førend vi ganske overlade Conqueror til dens sørgelige Skjæbne, kunde det maaskee interessere Læseren at erfare nogle Enkeltheder om denne Begivenhed.

Hele Besætningen sendtes til Bermuda til Forhør og Krigsret, og denne kom til det Resultat, at Skibet var forlist, fordi der ikke var gjort tilstrækkelig Regning paa Afdrift og for lidt paa Strøm -- fordi den Vagthavende ikke havde havt Natkikkert ved Haanden -- og fordi Vendingen i sidste Øieblik var slet. Desuagtet blev Udfaldet af Dommen, som ovenfor meldt, meget mild; et andet Skib ved Navn Waterloo omdøbtes til Conqueror, og hele Besætningen kommanderedes derombord. Imidlertid fandt Admiralitetet, at Retten havde været vel lemfældig, og udstedte et Cirkulaire, hvori det undrede sig over Udfaldet og gjorde Marinens Officerer opmærksomme paa, at en Chef ikke kunde dække sig ved Overstyrmandens (Masterens) Ansvar. Cirkulairet gav igjen Anledning til en Debat i Overhuset, hvor man beklagede sig over Admiralitetets Anmasselse: at underkjende en Krigsretsdom og kaste en Skygge paa den frikjendte Linieskibschef. Debatten endte med, at Lord Palmerston "fandt det meget smukt, at Folk forsvarede Kapt. Sothebys Ret saa ivrigt, men han paalagde dem at interessere sig -- idetmindste lige saa meget -- for Hendes Majestæts Skibe, som for Kapt. Sotheby". (Latter og Ende paa Debatten).

Ved Hjælp af Passaten, der nu var med os, kom vi, efter at have forladt Rum-Key den 15de, hurtigt ned til Østpynten af Cuba, Kap Maisi. Her fik vi et engelsk Linieskib, Donegal, i Sigte, og vi seilede tre Dage sammen med det langs Sydkysten af den omtrent 136 Miil lange Ø Cuba. Ved Hjælp af Marryats Signalsystem -- der forstaaes af alle Nationers Skibe -- signalerede vi til det, at vi skulde til Havana, og det gav os en lignende Underretning. Det er morsomt at seile sammen med et andet Skib -- Notabene, naar man kan seile det agterud, og denne Tilfredsstillelse havde vi. Endskjøndt Donegal var bekjendt for at være en god Seiler, kom den dog c. 18 Timer efter os ind til Havana, hvor vi ankom den 21de Januar.

Naar man i kortere eller længere Tid har gjæstet de smaa Byer i Troperne, er det en særegen europæisk Følelse, hvormed man seer en By som Havana udfolde sine mægtige Omrids for Øiet. I Forhold til Byen staae Fæstningsværkerne ved Havneindløbet og Havnen selv, der vrimler af alle Nationers Skibe. Den mexikanske Krig hidførte, medens vi vare der, baade engelske, franske og spanske Orlogsmænd, der anløb Havana paa Reisen til Vera Cruz, og foruden at afgive Salut for det spanske Flag, deeltoge vi i Sørgesalut for Prinds Albert og Glædessalut over Prindsen af Asturiens Fødselsdag. Det var en evig Komplimentering og Retourneren af Visiter. Hs. kgl. Høihed Prinds Alfred, _midshipman_ ombord i det engelske Linieskib George, der kom fra Mexico og skulde hjem, blev her underrettet om sin Faders Død. Skjøndt den unge Prinds ikke modtog Besøg, lod han dog vor Chef vide, at han ønskede at tale med ham, og sendte gjennem ham en Hilsen til Gouverneuren for vore Øer, ledsaget af en Tak for den Modtagelse, der var bleven ham tildeel paa disse.

Vi benyttede vort Ophold i Havana til at gjennemstreife den store By paa kryds og tværs. _»Fabrica de tabacos de la vuelta abajo«_ var et meget yndet Feltraab, og vi kom under Veir med det ret interessante Fænomen, at Huse, hvis Adresser vi havde fra diverse Cigarkasser, aldeles ikke existerede. Hvad der derimod existerede, var Snavs i Gaderne i den gamle By, hvorimod den nye (Forstæderne) var rummelig og reenlig. Pragtfulde Kafeer og Bygninger glædede Øiet, men meest tiltalende af Alt var en stor Plads, hvor den elegante Verden efter Solnedgang bevægede sig -- tilvogns, tilhest, tilfods -- i alle mulige Retninger. Her fik man ved den overordentlige Luxus i Toiletter og Ekvipager ret Begreb om den umaadelige Rigdom. Det var ogsaa interessant at iagttage den skarpe Demarkationslinie, som her existerer mellem Hvide og Farvede. "Indgang for Kouleurte" var malet paa Theatre og andre offentlige Steder, hvor man kunde see denne Samfundsklasse samlet paa eet Sted og ved Skillerum udelukket fra det øvrige Publicum.

Som en Mærkelighed kan man anføre, at de fornemme Familier i den kolde Aarstid (som det var under vort Ophold) for en stor Deel tage paa Landet, medens de derimod begive sig til Byen paa den varme Tid af Aaret, i hvilken den gule Feber grasserer stærkest. Vi have ikke faaet dette Fænomen tilfredsstillende forklaret.

Det maa noteres som en anden Mærkelighed, at denne By, der tæller 200,000 Indvaanere og besøges af et overordentlig Antal Skibe, ikke har noget Observatorium, der ved dagligt Signal angiver Tiden, saa at Skibene kunne verificere deres Kronometre. Det Første en engelske Bestyrelse vilde gjøre, vilde være at anlægge et saadant. For at faae Rettelsen bestemt paa vore Ure, henvendte vi os til Havnekaptainen, der boede i et stort Palais og modtog os særdeles høfligt; ved en Adjutant lod han os ledsage til en Urmager, hos hvem vi fik en Tid opgivet, der vel senere viste sig at være rigtig, men som vi dengang dog kun stolede paa, fordi den stemmede med den af os selv beregnede. Enhver betydelig Søstad bør sørge for at skaffe en officiel Garanti i saa vigtig en Sag som Kronometres Regulering; for en Orlogsmand, der altid har tre af disse, er det mindre nødvendigt, da de kontrolere hinanden indbyrdes; for en Koffardimand, der undertiden kun har eet Søur, er Sagen af betydelig Vigtighed.

Efter et behageligt Ophold, under hvilket Skibet var blevet forsynet med Kul og for endeel provianteret, forlode vi den 27de Januar Havana og stode Nord i. Gjennem Florida Golfen gik vi direkte til St. Croix, hvorhen vi efter en særdeles heldig Reise ankom den 6te Februar, og denne Tour havde saaledes i det Hele medtaget 5 Uger.

Ved de danske Øer.

(6te Februar -- 24de April.)

Under Heimdals Fraværelse paa ovennævnte Tour havde den engelske Korvet Cadmus luret i St. Thomas' Havn paa et Skib, der af den engelske Konsul i Havana var angivet at være udrustet til Slavehandel. Da dette Skib forlod Havnen, blev det forfulgt og taget af Cadmus udenfor det danske Territorium, og bragt til en engelsk Ø for at kondemneres. Besætningen blev imidlertid frigiven, da der ikke fandtes tilstrækkelige Beviser for, at den vilde tage Slaver i Fragt. Vel fandtes der Træ nok til at bygge et Mellemdæk og Demijohn'er til Vand i Mængde, samt et Kaart over Afrikas Kyst med Negerudførselsstederne understregede, men en Jury frikjendte, som sagt, Besætningen, hvorimod Skibet skulde dømmes ved en anden Domstol og antoges at ville blive kondemneret til Fordeel for Opbringeren.

Imellem England, Frankrig og Danmark existerer der en Traktat, ifølge hvilken deres Krigsskibe ere bemyndigede til at visitere mistænkelige Skibe af disse Nationer. Heimdal var forsynet med en slig Fuldmagt, men fik ikke Leilighed til at benytte den.

I ovennævnte Tidsrum forefaldt der ellers ikke noget af Interesse ved Øerne. En stor Deel amerikanske Skibe, hvori Sydstaterne havde Part, havde efterhaanden samlet sig i St. Thomas' Havn, hvor de lagde op og afmønstrede deres Mandskab, haabende paa bedre Tider. Et Rygte, der kort efter vor Ankomst jagede Korvetten fra St. Croix til St. Thomas, og som lød paa, at en i denne Havn liggende nordamerikansk Orlogsmand ved armerede Fartøier vilde opbringe indkommende sydlige Staters Skibe een Miil udenfor Havnen, viste sig at være ugrundet. De nordamerikanske Orlogsmænd forlode tvertimod efterhaanden Havnen, da Sumter i Europa havde udspilt den eventyrlige Rolle, den begyndte i de vestindiske Farvande, og da der desuden indløb Efterretning om, at Sydstaternes andet armerede Skib Nashville havde overgivet sig.

Den 17de Marts feirede Vicegouverneur Berg sit Embedsjubilæum, men var allerede dengang stærkt angreben af den Sygdom, som den 16de April endte hans Liv. Korvetten overførte i denne Anledning Gouverneur Birch til Begravelsen, ved hvilken den ydede de foreskrevne militaire Æresbeviisninger.

Da der paa denne Tid ikke var noget, der gjorde Opholdet ved vore Øer nødvendigt, erholdt Chefen Gouverneurens Tilladelse til at afgaae paa et 14 Dages Togt til Martinique og Trinidad, dels for at øve Besætningen, dels for at vise Flaget ved disse Øer.

Togt til Martinique og Trinidad.

(24de April -- 9de Mai.)

Efter 2 Dages Seilads fik vi den 26de Martinique i Sigte og passerede om Eftermiddagen St. Pierre, der ligger paa den nordvestlige Side af Øen og er den største By paa denne. Den har imidlertid ingen Havn, og navnlig i Orkantiden kunne Skibe aldeles ikke ligge her. Fort de France eller Fort Royal, der ligger i en Bugt nogle Miil sydligere, har derimod en taalelig Havn, og det var efter denne at vi satte vor Kurs. Indseilingen i Havnen, som gik for sig i Mørke, var ret eiendommelig, idet vi først fik Lodsen ombord, da vi, saa at sige, kun vare et Par Alen fra Ankerpladsen. Samme Lods vilde paadutte os, at der for kort Tid siden havde været en dansk Orlogsmand inde i Havnen, hvori vi jo med Sikkerhed kunde modsige ham, og det oplystes da ogsaa, at det havde været en Hollænder, som han, der deelte sine Landsmænds (især den simple Klasses) Uvidenhed i Geografi, hævde antaget for en Dansk.

For en vis Deel af det herværende Publikum syntes der saaledes at være Anledning til at "vise Flaget", hvilket vi gjorde næste Morgen, da Byen til Gjengjæld viste sig for os. Den svarede just ikke ganske til de Forestillinger som vi havde gjort os om den ved at see dens Lys Aftenen i Forveien; navnlig viste den sig at være meget mindre end antaget, dog var den venligt beliggende, og de høie Bjerge i Baggrunden (saavidt vides de høieste paa Antillerne) forøgede mægtigt Panoramaets Skjønhed. Vegetationen omkring Byen var, paa Grund af den rigelige Vandmængde fra Bjergene, usædvanlig frisk, og i Byen saae man en Overflødighed af smukke Haver. Det lader sig ikke nægte, at Franskmændenes Smag og Nethed er fremtrædende i Alt, hvad der møder Øiet. Nede ved Havnen var der en stor fiirkantet Plads, omgiven af prægtige Mango Alleer. Midt paa denne Plaine var der opreist et Monument over Napoleon den 1stes Gemalinde, Josephine, der som bekjendt var en Kreolinde og født paa Martinique, og hele Anlæget afgav en smuk, meget besøgt Spadsereplads. Vistnok maatte vi tilskrive Søndagen endeel af den almindelige Reenlighed og Nethed, vi mødte, men man følte dog, at den artige, velopdragne Tone ikke heller om Hverdagene var nogen fremmed Gjæst paa Stedet. Hvad vi derimod særligt maatte takke Søndagen for, var en ikke ilde udført Koncert, som Garnisonens Musikcorps, der talte omtrent 60 Instrumenter, gav om Aftenen, og hvis Vellyd forhøiede det Indtryk, som den tropiske Aften, den brogede Vrimmel og den glade Stemning meddeelte Sandserne. Musiken var virkelig smuk, og sammenlignet med den, vi af vore 2 Hornblæsere ombord opvartedes med, som en kvægende Manna i Ørkenen.

Vi kunne ikke tilbageholde en Beklagelse over, at Korvetten, der ellers i alle Retninger var god at være i, savnede et Musikkorps. Et saadant medgives vel kun større Skibe, men Togtets Beskaffenhed burde i saa Henseende ogsaa have et Ord at sige. At have lidt Musik til sin Disposition ombord, er behageligt ved mange Leiligheder; det giver Besøgende Fornøielse og danner et billigt Supplement til den Høflighed, man saa gjerne vil vise mod Fremmede paa de forskjellige Steder, hvor man kommer hen -- Steder, som man næsten aldrig forlader uden en Taknemligheds Gjæld for modtagen Artighed og Gjæstfrihed. Men Musiken er ikke alene en Behagelighed; den virker oplivende paa Mandskabet, hvad enten dette gaaer rundt i Spillet, eller med en Dands om Aftenen ender Dagens Tjeneste; den virker gjennem Humeuret paa Sundheden og har i det Hele taget en dannende Indflydelse; derfor burde den ikke savnes paa et Skib, der er udsendt paa et Togt af en saadan Natur som Korvetten Heimdals.

Efter et Par Dages Ophold, hvilket nogle af Officererne benyttede til at tage op til St. Pierre, hvor der er en sjelden smuk botanisk Have, forlode vi den 29de Fort Royal og satte Kursen Vesten om St. Lucie, St. Vincent og Granada til Trinidad.

Den 1ste Mai om Morgenen fik vi Landet at see, om Formiddagen passerede vi igjennem _bocca di navio_ (Skibsløbet) ind paa Paria Golfen og ankrede ved Port Spain (Spanishtown, Port d'Espagne) om Middagen.

Saavel Anduvningen af Trinidad som Indseilingen dertil er baade interessant og smuk. I Almindelighed løber der langs med Nordkysten af Øen, som ved et Par smaa Øer med meer eller mindre brede Passager er skilt fra Fastlandets Nordøstpynt, en meget stærk Strøm vestefter, og denne frembringer, ved at mødes med Strømmen, der sætter ud fra Paria Golfen, utallige Hvirvler og Skumstriber. Ved tillige at gaae imod Bølgebevægelsen, der ogsaa, paa Grund af den staaende østlige Vind, er i vestlig Retning, tilveiebringer den sidstnævnte Strøm en betydelig Dønning i Havfladen. Endskjøndt Veiret var smukt og ganske stille, rullede vi, da vi kom ind i dette Belte, som om vi toge Overhalinger i en Storm; men da vi gik med fuld Kraft, vare vi snart indenfor Virkningerne af Oceanbevægelsen og inde i det smalle Indløb, hvor vi mødtes af den haarde udgaaende Strøm, der bød os ikke at avancere for rask, men see os om og nærved betragte de skovgroede Klippeblokke, hvoraf Øerne dannes, hvilket vi da heller ikke undlode.

Det er temmelig almindeligt antaget, at Trinidad engang har været landfast med Amerika, og ved en Jordrevolution er skilt derfra; og der er meget der taler for denne Formodning. De høie Bjerge, som omgive hele Nordkysten af Sydamerika, sporer man i Formation og Skikkelse over paa Trinidad, og naar man kommer ind paa Paria Golfen, der imod Trinidadsiden er af meget ringe Dybde, opstaaer let den Tanke, at idetmindste en Deel af den før har været tør. Allerede en Miil fra Port Spain har man 5 _à_ 6 Favne Vand, og begynder at spore Mudderet, hvoraf det er opfyldt. Vi ankrede ½ Miil fra Byen paa lidt over 3 Favne, og nogenlunde dybtgaaende Skibe kunne ikke komme nærmere. Fra Byen, hvis Baggrund dannes af Bjergenes Affald, strækker sig Syd efter en stor Slette, som med betydelige Skove gaaer ned til Paria Golfen; det er denne Slette, paa hvilken de største og fleste Plantager ere anlagte. Man har begyndt ved Foden af Bjergene og arbeider sig nu ud imod Golfen, idet Skoven, ved at fældes eller brændes, forvandles til Agerjord. Der staaer imidlertid meget tilbage at indvinde paa denne Maade, og i den anden Retning lægge de store Bjerge betydelige Hindringer iveien for Kommunikationen. Kun omtrent 1/10 af Øen er opdyrket.

Port Spain er en smukt anlagt, rummelig og reenlig By, der udmærker sig ved brede og luftige Gader (nogle af dem ere endog en Fjerdingvei lange), gode Boutiker og flere i stor Stiil opførte, offentlige Bygninger, blandt hvilke een er bleven til paa en ret mærkelig Maade. Da nemlig Prinds Alfred med Linieskibet St. Georg i 1861 besøgte endeel af de vestindiske Øer, havde man Haab om, at han ogsaa vilde besøge Trinidad, og der blev opført en kolossal Bygning til hans Modtagelse, da Gouvernementshuset ikke var stort nok til en saadan _fête_, som man agtede at give. Men Prindsen skuffede Forventningen, og Huset, der kun egner sig til Ballokale, staaer endnu ubenyttet. Det skal have kostet henved 100,000 Rdl.

Et Springvand i Midten af en stor Allee, der fra Havnen gaaer tværs igjennem Byen, og en særdeles elegant Iisboutik fortjene ogsaa at nævnes som Befordrere af Behagelighed og Komfort.

En Kjøretour, som den danske Konsul foranstaltede for Chefen og nogle af Officererne, var meget interessant, da den, foruden at føre os igjennem det rige Landskab, tillod os at besee flere Plantager. Den største Frugtbarhed, Yppighed og Afvexling omgav os, idet vi rullede ud ad Veien, navnlig vare store Træer i meget smukke fritstaaende Grupper tilstede, og yderst tilhøire dannede den mørke Skov en dyb -- man kunde næsten sige tungsindig -- Modsætning til sin Fjende, den lyse Sukkermark, der i Aarenes Løb bekriger den, og tilsidst vil vinde en fuldkommen Seir ved aldeles at fortrænge den. En rigelig Vandmængde findes paa Sletten, der endog paa mange Steder ved Draining maa forvare sig imod en altfor stor Overflod af det ellers i Tropeegnene saa velkomne Element.

Blandt de Plantager vi besaae, var Orange Grove den største og tillige den, hvis sindrige og smukke Indretning mest opvakte vor Beundring. Den var anlagt efter en storartet Maalestok. Tyve til tredive Mennesker vare beskjæftigede med at føde den tunge Valse med Sukkerrør; saasnart En havde aflæsset sin Dragt paa den brede Rende, der førte ned til Valsen, gik han strax tilbage for at hente en ny Dragt. Der var saamegen Plads, at 3 _à_ 4 Mand kunde komme til paa engang, og en ustandset Kommen og Gaaen fandt Sted mellem Valsehuset og Pladsen udenfor, til hvilken store Karrer jævnlig ankom fra Marken, belæssede med Rør. Disse vare afskaarne i omtrent 1½ Alens Længde og bleve lagte saaledes paa Renden, at de fra Ende til anden bleve trukne igjennem Valsen. For at jævne dem og styre dem ind under denne stod der to Mænd, een paa hver Side, bevæbnede med store, tunge Knive, hvormed de jævnligt huggede løs, idet de i det Hele taget sørgede for en ligelig Ansamling til Valsen. Den udpressede Saft lededes igjennem Render til det nærliggende Kogehuus, og til at bortføre de knuste Rør var der anbragt en sindrig Mekanisme, idet nemlig en Seildugsrem af Valsens Brede, var udspændt om to Ruller (den ene tæt under Valsen og den anden oppe). Disse, der vare satte i Forbindelse med Dampmaskinen, holdt den øverste Flade af Seilduget (der modtog de udpressede Rør) i en bestandig Bevægelse opad og afladede saaledes uophørligt disse paa Loftet, hvor de bleve pakkede paa Vogne, der ved en paa Støtter anlagt Sporvei førtes over Gaarden til Loftet af det Huus, der skulde tjene dem til Opbevaring. Ned i dette Huus bleve de da væltede og pakkede, for at tørres og senere bruges til Brændsel. Kogehuset og et storartet Apparat til Romdestillationen, hvilke vi ogsaa besaae, vare ligeledes vel konstruerede og i fuld Virksomhed. Det Sukker, der produceredes, var dog langtfra saa smukt som St. Croix Sukker, hvilket laae i den Omstændighed, at det ikke kunde betale sig at fabrikere et Produkt, der, idet det blev finere, ogsaa vilde blive dyrere. Hvad der navnlig sætter Planterne en bestemt Grændse, er, efter deres eget Sigende, en Forhøielse i den engelske Told paa Sukker af en vis Kvalitet, og de tvinges saaledes til at levere et middelmaadigt Produkt, paa hvilket de imidlertid ikke savne Afsætning. Denne Plantage tilvirkede aarligt circa 900 Fade Sukker, et Antal, der, hvor lav en Beregning man end ansætter, dog repræsenterer en kjøn lille Kapital. Efter Sigende skal der paa Trinidad være et Par enkelte Plantager, der producere 12 _à_ 1400 Fade om Aaret.

Vaaningshuset, som vi kjørte forbi, havde en fortryllende Beliggenhed og var omgivet af en stor indhegnet Plaine med smukke Trægrupper, der ikke ubehageligt mindede om en engelsk Park; ligeledes var den lille By for Arbeiderne ved Plantagen anlagt med særegen Orden og Nethed.

Hvad der imidlertid paa denne lille Udflugt glædede Øiet, var ikke alene Naturen, til hvilken man fornemlig føler sig henviist i Tropeegnene; men det var ogsaa Menneskene. I den af Kulier næsten udelukkende bestaende Arbeiderbefolkning finder man en Race, der staaer langt over Negerracen. Kulierne besidde vel ikke saamegen raa Kraft som Negrene, de ere spinklere af Legemsbygning og en Kuli kan ikke paa en Arbeidsdag præstere det Samme som en af Afrikas Sønner; men de ere ingenlunde svage. Lægger man til deres mindre Styrke deres Nøisomhed og Arbeidsiver, da bliver Totalsummen ikke ufordeelagtig, og det bedste Beviis paa deres Anvendelighed er det store Antal af dem paa Øerne i Vestindien, især de engelske. Paa Trinidad ere de i Særdeleshed fremherskende -- man seer dem overalt; navnlig på Orange Grove saae vi kun een Neger, alle de andre vare Kulier. Fruentimmerne saae vi ikke meget til; de anvendes i Regelen i Marken og udmærke sig fremfor Negerinderne ved det sædelige Liv, de føre. Ægteskabsovertrædelser straffes efter Sigende strængt af Mændene, der alene herved betegne det høiere Trin, de indtage ligeoverfor Negeren, hvis mere dyriske Natur, forværret under Slaveriets Tryk, har sløvet Blufærdighedsfølelsen.

Sammenligner man en Kuli og en Neger, hvad det Ydre angaaer, da maa Sympathien tale for den Første. Kulien har et livligt, ofte ædelt Ansigt og en spinkel, men slank og senestærk Skabning; i sin Gang og i sit Væsen lægger han Selvfølelse og Gratie for Dagen. Hans sorte, glindsende Haar falder enten i Lokker over Skuldrene eller ogsaa er det tilbagestrøget og bundet i Nakken; Hovedtøiet bestaaer i et let broget Tørklæde, dog gaae de ofte uden Hovedbedækning. Et Stykke Tøi snoet om Lænderne er deres eneste Dragt, naar de arbeide; men altid bære de Arm- og Ankelringe, og undertiden bære de om Halsen en Kjæde eller et Baand med en Mynt eller Medaillon hængende paa Brystet. Paa disse Prydelser sætte de meget Priis, og de anskaffe sig dem af et saa ædelt Metal, som de kunne faae Raad til. Deres Levemaade er, som alle Hinduers, overmaade tarvelig og bestaaer næsten udelukkende af Riis; de skulle ligeledes være meget ædruelige.

Man kan maaskee finde det utilbørligt at anstille en Sammenligning mellem Kulien og Negeren, idet man vil anføre, at den sidste under det demoraliserende Slaverisystem er sunken ned til sin nuværende lave aandelige Tilstand. Herom er heller ingen Tvivl; men det maa dog erindres, at Negeren er Slave i sit eget Fødeland, og at det netop er den Omstændighed, der har bragt ham i fremmed Trældom. I selve Negerens sandselige Natur ligger Spiren til hans Undergang i aandelig Henseende, og den pludselige, uforberedte Frigivelse har i Almindelighed været et Onde istedetfor et Gode, saavel for ham som for hans Herrer. Vi sige i Almindelighed; thi der gives jo adskillige Undtagelser, som vise, hvorledes det mere dyriske Instinkt hos Slaven har forædlet sig til Skarpsindighed og Intelligens hos den Frie; men de filantropiske Ideer, som man for Negerens Vedkommende bringer med sig fra Europa, faae dog et slemt Stød, naar man i længere Tid betragter Racen i Vestindien.

Dømmer man efter, hvad man seer, da skjønne vi ikke rettere, end at Kulien i sin primitive Tilstand staaer langt over Negeren, hvis ofte fremtrædende idiotiske Præg vækker Mistvivl om Muligheden af denne Races Evne til at forædles alene ved aandelige Midler. Blandingen med det hvide Blod maa vel snarere tænkes at kunne bidrage hertil. Med Kulierne synes det Omvendte at være Tilfældet, idet man nemlig i deres intellektuelle Evner seer den solidere Grundvold, hvorpaa den fremskridende Kulturtilstand kunde bygges.

Efter at have indtaget en lille Frokost hos en med Konsulen bekjendt engelsk Familie, der kom os imøde med stor Hjertelighed, kjørte vi til vor Udflugts yderste Maal, en deilig Dal ved Navn Eldorado, hvor vi besøgte en ret interessant Institution, et Asyl for forældreløse Kulibørn. Igjennem den vel anlagte Bygning førtes vi af Forstanderinden, en ældre engelsk Dame, som med stor Forekommenhed fremviste de forskjellige Lokaliteter, der udmærkede sig ved Reenlighed, god Orden og praktisk Indretning. Anstalten bestaaer ved frivillige Bidrag af de paa Trinidad boende Europæere og har til Formaal indtil det 14de Aar at opdrage Børnene i den kristelige Religion, idet den tillige udvikler deres Anlæg for praktisk Virksomhed i det borgerlige Liv og saavidt muligt skaffer dem Ansættelse, naar de skulle ud i Verden. Stiftelsen tæller omtrent 60 Børn i alle Aldere fra 2 til 14 Aar. Da vi kom, vare de ude i Haven og Marken; men en Klokke forsamlede dem i Skoleværelset, hvor Præsten fra den nærliggende By gjorde En og Anden nogle faa Spørgsmaal, hvorpaa han begyndte en Psalme, som Børnene istemmede.