Part 5

Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene. Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved, og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med; der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære, der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete, at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting, og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd, der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at huske, var han blevet helbredet for.

Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed -- det de plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende år -- begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane, at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget, -- men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et laboratorium.

En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af at høre -- den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor uskyldig -- -- Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige. Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab. Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom ornens hjørnetænder.

Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra forfædrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af fornuft og tilbøjlighed; der blev ikke født uægte børn blandt dem. At karle og piger førte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt til slægt. Det var folk, der gemte på meget hårdsind og hidsighed, men den slog ikke ud i uregerlige drifter. Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde han set ham kaste lystne øjne efter gårdens piger, skønt han blev enkemand i sit fem og fyrretyvende år, og det faldt ham ikke ind at tænke sig, at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå i den henseende.

Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone, med det lange hår kæmmet op over issen og med det glatragede ansigt. Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud, som om han altid smilede, men i de små blå øjne var der et lille stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et kødben, der har mistro til en anden, der ser på den.

Hans havde hørt og set meget råt der hjemme, det gjorde ikke større indtryk på ham, end når han så på dyrene, der heller ikke undså sig -- det kom ham ikke ved. Da han boede i København, kunde det ske, at en kammerat gav ham et godt råd -- og der var vel også mange, som det var godt nok for; de, der »levede« mest med, havde unægtelig en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev hængende og fandt vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som de fløjtede en melodi til -- -- Hans kendte det meget godt, det var tjenestekarlemoralen; de havde den samme hjemme på egnen. Men det var lige ved at undre ham, da han så den gå igen i litteraturen; dær var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme slags, som når karlene om aftenen sad på gærdet med en kurv bajere og drøftede, hvad de havde oplevet, og hvad de skulde til næste gang, eller belærte de yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De mest opvakte af disse karle var altså rejst til København for at dirigere litteraturen; den havde nok også fået nyt liv og indhold, hørte han sige.

Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle år senere lae mærke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til hovedstaden for også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo, når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, som den gik der hjemme mellem piger og kællinger, når der ellers kun var børn til stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde, og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen.

Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme på egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det.

Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget som kunde vække hans uvilje eller virke på ham som et kald. Det tog ikke mange timer af hans liv at overveje det og blive færdig med det; han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte bøje uden om en pige eller kone, der kom i hans nærhed, så var det jo ikke andet, end hvad karlene i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det liv han førte, måtte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; bønderne der hjemme havde heller ikke stort begreb om at more sig, endskønt de var svært dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der havde bedre tag på at nyde livet, men så rådnede de vel op så meget tidligere.

Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den rene fornufts periode nærmede sig sin slutning. I hans sind, dær hvor alle de gamle stemninger havde rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen lå tyk og fast over det altsammen, og oven på groede hans forstand, hans duelighed; det var frugtbare år.

Så kom der endelig en dag, da han mente det var på tide at gøre noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt sig nok ingen og tilbød ham noget, hans dygtighed var bekendt, men han selv ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i stedet for sit arbejde; indflydelsesrige mænd måtte opsøges, anmodninger rettes, og for første gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst. Han egnede sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kræver. Bag hans bøn lå der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne formodning reagerede han allerede i bønnens øjeblik, og det gjorde ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, så skal I få .... Gud elsker en glad giver, står der, og menneskene ser gærne en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og skønt han hver gang forud var vis på, at han ikke opnåede noget, så gjorde det dog ikke noget skår i den harme, han følte, når hans vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre mennesker blev grundigt opfrisket.

Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, tænkte han; den, der endnu kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. -- En dag opsagde han sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lære bryggeri.

En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at tænke og arbejde og beslutte. Hans vækst er ikke færdig, selv om det gror i overfladen af hans sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der er dybere nede i mennesket, kan undertiden sammentrykkes og hærdes ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for, at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle til et dødt fyld af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der _vil_ modnes, skal en dag komme frem.

Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end følte til at beskæftige sig med sig selv, så undgik han ikke at lægge mærke til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham. Han hilste dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen synderlig vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden at han stadig blev mindet om, hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses; derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde forsøg i sin fritid, siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde tåle at være ledig.

Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af sindsbevægelse under et tordenvær, og en nat, da det var fuldmåne, huskede han med skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham vågen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som voksen mand skulde være nød til at føle sig syg af ansvar over noget, der var lige så hæsligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra vågnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom efter tur. Først stod det for ham i et indre syn -- og det var underligt, at han en gang havde troet det så fuldstændig glemt -- og så kom stemningerne og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det værste ved det altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over det; alt forekom så underlig nyt, og alligevel var det i højeste grad netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid slået dybere rødder. Der var noget, dybt i hans sind, der rørte sig og trængte op mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem.

Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte den gentagelsernes periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han havde gennemløbet sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte forfra. Han levede så at sige parallelt med alt, hvad han tidligere havde oplevet, han kom nærmere til det, han så det lige som gennem et slør, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe det eller slippe det.

Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes nødvendighed, så kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bevægelse, som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. Når han søgte at glemme ved uafbrudt arbejde, så mindede selve dette ham om hans barndoms sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive organismers hele livskraft og ævne til formering. Det er kun i et nu, at de eksisterer som en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt sig, dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne, sjælen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest nøgterne tanke, i den mest stemningsforladte handling. At kæmpe mod dem er at slå sig selv.

Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at gøre. De vidnede om, at han havde haft lykkelige øjeblikke; måske var det næste øjebliks virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet dem, men nu kom de tilbage og rørte ved hans sjæl som en uendelig mildhed -- --

Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov til at huske sin foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde og ventede, at alt det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt var det nu gået op for ham, at han ikke kunde være ansvarlig for, ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham; ved siden af ens vilje og forstand -- som man skal stå til regnskab for -- er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een uundgåelige overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig i, ligesom man må finde sig i sygdomme, der også delvis er uundgåelige; livet er ikke stoltere end som så, og man er ikke selv dets herre, endnu mindre sin egen.

I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig tilfredshed, mens han afventede, at hans fornuft atter skulde få herredømmet, ti i hans hede sind var der een længsel, som han allerede havde i drengeårene, når han misundte andre drenge deres ufølsomme sindsro: det var længslen efter nøgternhed. Altid -- også når tanken om kvinder faldt forstyrrende ind i hans arbejde -- stod dette for ham som det højeste gode: sindets kolde ligevægt; den alene var en anstrængelse værd, om den kunde vindes.

Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere af opholdet i provinsbyen; han kom nødvendigvis til at kende flere mennesker, og hans uvilje mod mennesker fik et mere personligt anstrøg; den nærmere omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. Han befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte endnu mere end hans tavshed. Mange følte sig ligefrem fornærmede ved hans måde at sige farvel på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde få til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske mere. Han var overhodet ikke af dem, man søgte tilbage til, når man en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret mand, og hans besindighed ansås for at være ualmindelig; folk indrømmede hans dygtighed og beklagede sig i samme øjeblik over »hans forbandede nøgternhed«.

Det er midt i det vildeste forår.

Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster.

Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem.

Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft. Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.

Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft og kan ikke holde igen på livets fylde, de springer ud og blomstrer med blå øjne og knækkede ribben.

Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den er sælsom at træde på; nogle vandrer over den med besvær og pusten, andre føler sig for lette og kan ikke hænge ved den.

Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig inden for tøjet.

Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at se, om denne lære endnu står ved magt.

Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han skrev.

Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder, hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne.

Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det, meget mere end der har været; nye modulasjoner findes på, det er slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige område. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv kvalt og med flået hals.

Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.

Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den står om en som vat og edderdun, men den er som vin at indånde. Nej meget mere berusende er den.

Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de dobbelt så hedt.

Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren.

Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel -- lige for tiden -- at alderdommen holder godt trit med visdommen.

Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar glemmes; der optræder maleriske bugter på retskafne menneskers livslinje. Om mange år kan der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og anger.

Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika. Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt knæk.

Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter fremviser hver dag nye huller.

Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blæser det dygtigt; blæst er omsætning.

Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed. Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.

Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. Og ikke mindre behjærtet brøler kæferter -- maskerede som fædrelandssange, når de kører hjem fra skovtur.

Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester eller glemmer dem helt og søger andre. De, der slet ingen har, får et udtryk i deres øjne, som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på lejlighed til at begå den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan fem år senere ikke forstå, hvad der gik af dem.

Unge enkers tårer tørres.

Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig ungdom tar sikkel på afbetaling.

Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne synes mere blå end i vinter.

Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og hænger sig.

Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft. Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers sure ansigter.

Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dråber på spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og indhyller forstanden i sin elledamp.

Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage lungespidser.

Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage vender sig stønnende i deres senge. Der går forår i mennesker, der har været syge hele vinteren, de begynder at komme sig og dør så med større kraft, end man skulde ha tiltroet dem.

Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst under grøn sæbe i mørket; pigebørn, der er mer end tvivlsomme, går med ægte guld på hovedgaderne; arresterne fyldes.

I levemænds degenererede hjærner skaber foråret vækst så godt som andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der blir meget at dække over og betale for; småbladene glæder sig ved forøget salg.

Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modsætninger frem ved siden af hverandre.

Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et aktuelt æmne: Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem ikke ære for en skilling. Gud alene æren!

Men på missjonshusets gavl er der en stærkasse, hvor en stær har begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden, som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men nu slås de om den.

Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og strå ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen. Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden. Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr.

Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed; den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et vers er forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.

Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.

Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare, hvordan det står til med deres talent, men solen maler også selv med meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.

Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning og vinterdrik, på nattevågen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hæsligt. Den graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som han er; han skal ikke længer være muldvarp; solen overdænger ham med lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et menneske.

Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem.