Part 6
Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene: »Det maa Du ikke sige. Jeg vil ikke tænke noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der saa i al min Kærlighed, om jeg ikke engang skulde kunne føde Dig en Søn? Og din Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal hellerikke bære Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder, hvori ingen Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask og har Kræfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig vide. Skulde det saa end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du dog, naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortælle ham, at hans Moder havde sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil aldrig føle sig ganske moderløs.«
* * * * *
-- -- »Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspændt, ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun gærne ofrer Livet for at føde?«
Dette sagde hun, da hun i den mørke Aften stod ude paa Vejrbakken og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«
XXXI.
_8. Marts._
Det er nu bestemt, at Møllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter først endelig at have fattet sin Beslutning synes Mølleren beroliget. Saavidt vi kan skønne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt Smugbesøg i Møllen.
Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle. Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende hjemme.
Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter, alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag. Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at bifalde.
Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det, paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden Skrift Indvielsens Ord: _Til Vejrbakkens Gud_.
Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp, søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi, det vil være -- vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt --, naar den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser og Kaprifolier.
I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende, tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et Højalter.
XXXII.
_19. Marts._
Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste otte Dages lune Regn og bagende Sol har allerede bragt Skovbundens Blomster til at pible frem af det brune Løvdække, har allerede vakt Fuglesangen foroven.
Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende udenfor Møllerhuset, hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhængende og glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig et Godmorgen saa fornøjet, at hele Luften fyldes med Glæde. Men da jeg tænker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en føje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og være min Hu til Vilje, svimler det for mig.
* * * * *
Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets stærke Vin, som Solen perser af tusind gærende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg hører det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus er i os, dens liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe bøjer sig ind til mig, træt søger hun, med Hovedet lænet mod min Skulder, Støtte ved min Arm, og hun siger sagte:
»Hører Du den samme Sang som jeg?«
»Hvilken Sang hører Du?«
»Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjærnt, snart sukkende nær; snart spørgende og svarende, snart flydende sammen i et jublende Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens Bryllupssang, der lyder om os. Hører Du den ikke ogsaa?«
»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle Fugle, spring ud alle Træer. Stat tidligt op, smyk Jer og øv Jer. Vaaren er kommen alt nu, at I kan være rede. Thi naar Majdag rinder, staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. -- Jeg hører Naturen synge dit Bryllup ind.«
* * * * *
Vor Vej standses af en Bæk, der ellers risler med sparsomt Vand mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle Bredder. Kun hist og her rager en Sten op.
»Vi maa vel vende om?« spørger jeg.
Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er saa foraarsdoven,« siger hun. »Jeg vil nødig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bære mig?«
Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg løfter den store Pige, og jeg staar med hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde Legeme tæt mod mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke at styrte med hende.
... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bænken hinsides Bækken. Men Grethe lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit Øre:
»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.«
* * * * *
Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen. Brudefolkene længes mod Bryllupets Dag.
_21. Marts._
Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i min Alders første Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen »slog an«. Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet Tilladelse at indtræde i Ægtestanden.
Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Møllen. Den Gamle var i helt godt Humør iaften.
XXXIII.
_22. Marts._
Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Møllen. Lægen giver ganske godt Haab.
_Samme Dags Aften._
Der var nok blæst en stærk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke, det blæste noget videre, da jeg gik op til Møllen, men jeg tænkte jo hellerikke saa meget paa Vejret.
Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod.
Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede Plads.
Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt. Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun var ikke død.
En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder. Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende baaret ind.« -- Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.«
Vi bar hende ind, og Lægen kom.
Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen. Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en Hjærnerystelse eller et Brud.
* * * * *
Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete.
Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt. Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se. Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje. Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende Bud efter dem, naar han behøvede dem.
XXXIV.
_24. Marts._
Hun er død. Min Grethe, min kære Pige er død.
Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der intet Haab var. Feberen og Vildelsen begyndte om Natten, og Lægen gik om Morgenen uden at sige noget. Jeg kunde ikke spørge. Jeg forstod, det var overflødigt.
Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glæde frem i mit Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde født vort Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem græd hun, fordi hun ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at Barnet var død eller røvet fra hende. I de Øjeblikke blandede ogsaa Møllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede, at hendes Fader havde bragt Barnet op til Møllen, og bad mig saa bønligt hente det tilbage.
Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen kom, men gik hurtigt igen. Jeg talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig ikke. Hun laa mest med lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes næsten, det var bedre saadan. Jeg behøvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde hendes stakkels hede Haand i min og græde.
Pludselig slog hun Øjnene, store og klare, op.
»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte hun.
Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strøg sin Haand nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun:
»Du maa ikke græde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke slemt at dø. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa kærligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.«
En mørk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen: »Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa forfærdelig længe!«
Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var atter klare, men store Taarer trængte sig frem.
»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit Hoved tæt til mit. Der er noget, jeg vil sige Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt og inden jeg dør.«
Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede:
»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er saa sørgeligt, at jeg skal herfra, før jeg har født Dig den Søn, jeg havde lovet Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod; jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg føler det. Jeg bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig, der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hørte Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjærte, af hele min Længsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme, sige Gud paa hans Trone, at jeg gik grædende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at hvile som Brud i dine Arme.«
»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter, »at Du henter Fader herind.«
Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove, smilede til mig, lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.
XXXV.
_Løst Blad._
Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Følge af glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og Kærestefolk, værdige Mænd og Matroner, ja selv værkbrudne Stakler -- alle skal de med at se Vaaren paa Vejrbakken.
* * * * *
Strøende gylden Sol for alle Vinde fører Foraaret an, og de glade Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte Bedrifter.
»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig et Par, jeg vil fæste dem ved mit Bryst.«
»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter. Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«
»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til sin Rede.«
* * * * *
Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale; hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst.
»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og Glæden.«
»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.«
* * * * *
De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven.
»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det har regnet i Nat.«
»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.«
»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.«
»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.«
* * * * *
Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade Mennesker udbryder i høje Fryderaab:
»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs, og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der turde bryde en Gren!«
Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.«
XXXVI.
_30. Marts._
Idag er Grethe bragt til Hvile paa Kirkegaarden.
I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dér sad alle de gamle Kvinder og græd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede Hjærter, var gaaet bort midt i sin unge Glæde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem, sang med deres spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en Gang den Taage er forsvunden.« Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde glædet sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i sin Kiste, en Dødens Brud, klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og syet til sin Fest. -- Mit trætte, forpinte Hoved sank ned ved min gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et bedrøvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde trøstet mig og kælet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede: »Saa maa det da være saa skønt for ham at tænke paa, at hun ikke skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget godt og kærligt om ham, det kan han være forvisset om, og hænder der ham nogen stor Fortræd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan de trøstende omsvæver ham.«
-- Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over den gamle Bys Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende strængt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod, at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grædende gamle Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strænghed Helligbrøde, saa gød sig et Skær af bevæget Menneskelighed over hans skarpe Træk, og da han begyndte at tale, skælvede hans Stemme:
»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun troede at staa ved den største Jordelykkes Indgang. Men der er mig om hende intet fortalt uden Godt og Skønt. Hun synes ad egne Veje paa det høje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred. Jeg kender ikke dem, der er hendes Nærmeste og hvem hendes Død blev saa tungt et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har søgt den Trøst, jeg kalder den ene rette. Men mit Hjærte krymper sig i deltagende Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud skænke hende og dem sin Fred. Amen.«
Alene med Præsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over Døden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hører i mit Øre genlyde Præstens Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i Kval: »Du lyver Præst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan ikke dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede, skal ædes af Ormene. Alverdens Præster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds Fred, som for evigt jordedes med hende.«
Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Præsten har trykket min Haand -- jeg er ene.
Men først rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde stille saalænge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler.
Saa ene, saa ene.
XXXVII.
_April._
Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke skræmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig som en Fredløs.
En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre, parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet, ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk, sidst Du var her, kom Du med _hende_! Nu er Du alene, hun følger Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har Dødens kolde Pust splittet.«
Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger Ravnen Rede.«
I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal hente hende.«
Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen Stue, fra hendes egne trofaste Øjne.
Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder; hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke villet fælde Dommen over den.
* * * * *
-- -- Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted, søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den, glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.
XXXVIII.
_Sidste Dage i April._
Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er færdig. Rigtignok bandlyser den moderne literære Katekismus Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen fra Forfatteren til hans kære Læser. Et af de første Bud lyder: Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Værket, der har at tale for sig.