Part 5
-- -- Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund havde Du mit Hjærte.«
Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.«
XXIV.
_December._
Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget, jeg kaldte en Lykke, og jeg ransagede mit Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede i det, fandt jeg i en eller anden Krog det saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har vidst, at der vilde komme det Øjeblik, før eller senere, hvor Pragten falmede.
Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den Næring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du hendes Øje sløres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du spørger, og hun svarer med et aandsfraværende Smil et ligegyldigt Ord. Det er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din Sjæl Billedet af din Elskede med Øjne som kolde Løgne og med et Smil, hvis Spot stivner dit Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke. Du er dens Bytte.
Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed dræber Lykken.
Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at begære, intet mere at frygte. Ingen Dag at ønske om igen, ingen Dag at ønske anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig.
Den Lykke, den eneste, er min.
Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har søgt den ude i den Verden, hvor man gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde ude for at finde den, har hidset mig op og trættet mig ud i dens Forfølgelse.
Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjærnt og stille Sted. Jeg hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en dejlig Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skræmme den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte. Og se, en Dag sang Lykken derinde.
-- -- Jeg har ransaget mit Hjærte, der skjuler sig ingen Tvivl i det. Jeg har vaaget ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede Grethes hulde Billed.
Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand.
XXV.
_Julenat._
Da jeg i Eftermiddag kommer op til Møllen, ser jeg, at der er to Jule-Gæster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Børn af en Fisker nede ved Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De skal for første Gang til Juletræ. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, søger de en forsigtig Dækstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i Toppen af et Juletræ, kælen og indsmigrende, med gul krøllet Top og store lyseblaa Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og mandfolkevigtig og med brune Øjne, der blinker af lunt Humør.
Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Træet er tændt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden. Bagefter kommer Mølleren og jeg med vore Piber. Børnene er straks helt stumme af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de frem for sig, mens Grethe dansende fører dem rundt om Træet. Jeg hvisker til hende: »Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.« »Ja,« svarer hun, »tænk at holde Jul med Dig og saadanne to.«
Det varer dog ikke længe, før Børnene frimodigt giver sig hen i Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter, som tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil de bliver trætte og søvnige og med bittesmaa glippende Øjne bæres om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind og sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.
Endnu brænder Lysene paa Træet, og den Gamle siger: »Der maa være flere Lys iaar. Sidst var der mørkt foran mig, men iaar synes jeg, jeg skimter et Lysskær.«
»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit Hoved op til hans Skulder, »der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg vilde ikke for min Skyld tænde de mange Lys. Men denne Juleaften har Vejrbakken haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil det være hver Juleaften herefter, for han her« -- hun tager min Haand og lægger den i den Gamles -- »han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig Lov til det.«
Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store Taarer pibler frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud velsigne Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Søn, har jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme, naar vi talte om Grethe, har jeg hørt, at De holdt af hende.«
-- -- Før jeg gaar, fører Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner ikke, men smiler, som de i Søvne følte den Kærlighed, der staar ved deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor vidunderlig dejligt, om det var vore egne!«
* * * * *
Grethe følger mig ud paa Bakken. Det er den skønneste stjærneklare Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Højre for os skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hører det, naar en Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdækkede Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse.
»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker Grethe. »Ja, og Fred i Menneskenes Hjærter,« svarer jeg.
Men da vi vender os om, staar Møllen med sine store sorte Vinger lige for os. Jeg mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg spørger: »Blev Du bange for Møllen?«
»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen til at fryse af at staa saalænge.«
XXVI.
_Nytaarstid._
Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og ganske den gamle By.
Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger; naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og holdt Karneval Uger igennem.
Saa fantastisk det staar for min Erindring:
Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads, der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses. Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne, Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer sent paa Natten.
* * * * *
Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder. Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.
»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«
Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.
XXVII.
_7. Januar._
Idag kom der Slædepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlægger, der drilsk spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af et stort literært Foretagende, som han paatænker. De Vilkaar, han kunde byde, er saa gode, at jeg foreløbig ikke behøvede at frygte økonomiske Vanskeligheder.
For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver: At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger, jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat, Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor.
Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks Tavshed:
»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt. Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken. Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. -- Men vil Du, at jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt, hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker Dig.«
Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte.
Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren.
XXVIII.
_Slutningen af Januar._
Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Spørgsmaal, som plejer at være det første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg tænkte: Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om det, som unge Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rødme over. Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig?
Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte hende idag.
Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op. Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger, halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.«
Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden genvandt hun sin Alvor og sagde -- vi gik i Skoven --: »Lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod, efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om jeg har Ret eller Uret.
Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den -- vistnok af Mændene -- udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er saa stort, at I behøver det.
Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser forgæves ledt efter _Barnet_. Mange begejstrede Ord har Du ødslet paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans Evighedstanke. -- Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide, at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder. Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da, selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din Kærlighed forjætter mig.«
* * * * *
»Har jeg saa« -- spurgte Grethe -- »haft Uret i ikke at foruroliges af din Fortid?«
Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød.
XXIX.
_Februar._
Det er, som Grethe siger. Det staar ikke vel til med hendes Fader.
Vi er komne under Vejr med, at han i den senere Tid flere Gange, mens vi var ude, har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke ved hans forblommede Ord, og nu forleden saa' vi ham, da han gik derfra. Han sneg sig bort som En, der er bange for at blive overrasket. Drejede sagte Nøglen om og lyttede for hvert Skridt.
Vi har været inde i Møllen for at se, om vi kunde opdage, hvad han foretog sig. Alt stod tilsyneladende urørt.
I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde føle Lyst til en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der rummer saamange Erindringer for ham. Det ængstende er kun den fordulgte Maade, hvorpaa han aflægger sine Besøg, og den Omhu, hvormed han søger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade være at sige Ting, som røber ham.
En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i Sofaen, rykkede han tæt hen til mig og hviskede: »De har nok lagt Mærke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Møllen? Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem, hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun mener, at jeg ikke kan klare mig selv længer og at der kunde ske mig en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter og jeg nænner ikke at gøre hende imod. Men havde jeg ellers noget Ærind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen saa godt som nogen Ung med to karske Øjne.«
I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Møllen. Det er ikke blot i Nattens Drømme -- som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dør, har hørt --, at han fantaserer om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Væsen, der bærer Nag til ham og som han frygter Hævn af.
Forgangen Aften sagde han til mig:
»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der altid staar, er en underlig Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflægs, blev det jo en anden Sag. Men Møllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at gaa, saalænge dens Kræfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget ydmygende i det, at Folk, som ikke véd bedre Besked og som ikke har kendt den i de Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen, kunde falde paa at tro, at den overhovedet ikke _kan_ gaa. Nej, jeg har ikke handlet ret mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den til en Yngre, da jeg selv blev gammel og træt, eller jeg burde have skudt den som en Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at føre den paa Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.«
Grethe, der var kommen ind og havde hørt de sidste Ord, gjorde et Tegn til mig, og jeg sagde:
»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Møllen. De vilde gøre vel imod den ved at rive den ned. Saa er den død og borte og faar Fred, og De med.«
»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede Mølleren. »Ja, naturligvis, det maa sagtens saa være. Men man gaar ikke til det med let Sind. Man véd dog aldrig, om der ikke kunde være Gærning for den endnu en Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.«
»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den nye Mand er jo kommen, og han har helleringen Brug for Møllen.«
»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede den Gamle. »Den nye Mand har selv ladet sin Mølle staa.«
* * * * *
-- -- Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa have hendes Fader til at tillade Møllens Nedrivning.
XXX.
_Sidst i Februar._
Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I Møllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behøver, kan jeg vel digte mig til. Foreløbig skal Resthonoraret for min nye Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa mig for min Letsindighed, men jeg vil, at hun skal være den smukkeste og fineste Brud, som den gamle By har sét. Bryllupet skal staa i Stiftelsens lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen skal som Brudepiger følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker vi et Glas Champagne med Brudefølget, men der skal ogsaa være sød fransk Vin for dem, der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem, lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lægge sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i Møllerhusets øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige siden Grethes Moder døde. Det er Maj, Bøgen nys udsprungen, Luften fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine Elskovsmelodier.
Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og drømmer om den end større Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer.
Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides Gyder og Stræder, hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle Peblingegyde, der i Trappeafsatser bugter sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret Murværk, er saa snæver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi søger ud paa de høje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde Luft, varme og rødmussede af den gode Bevægelse vender vi saa hjem til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert fremad. Grethe til sit Udstyr.
Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og Dækketøj, stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en doven Brud til Brudesengen. Den skal klædes med Lagener, sømmede, stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset være. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trædes Traaden, mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at kysse de kære travle Hænder.
En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lærred ud i bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler underfundigt. Endelig brister min Nysgærrighed, og jeg spørger: »Er det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketøj?«
»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes Skjorter.«
Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg: »Pas paa, Barn, at ikke dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at ordne Sønnens Udstyr.«