Part 17

Ved Siden af dem hang hvide Gardiner løst ud over de store Vinduer, der vare slaaede tilbage indefter. -- Gennem den store Aabning saà de ud i Gaardens Mørkhed og dunkle Genskin af Salslyset. Udenfor Randen af Vinduet tegnede sig skarpt den hvide Sokkel og Piedestal af en Søjle; længere tilbage anede man en Kollonade paatvers, medens foran den en mat, fugtig Blinken i et tættere Mørke antydede Lavrbærtræerne. Men den gulige Bagmur med de levende og opefter malede Vedbendranker havde, saa langt Lyset naàde, Udseendet af et fint, kniplingshullet Træskærerarbejde, paa hvilket Glaskuplerne fæstede en Række svagt lysende Pletter med Kugleglans af store Dugdraaber, medens Jernopstanderne skimtedes under dem som Vandstraaler, -- uformede, dunkle Farver, som Øjet kun samlede til et Legeme ved Modellen af den Kandelaber, der fra Rækværket rejste sig lige uden for Vinduesaabningen. Men fra Lyslinjen opefter svømmede alt ud i et tykt Mørke, hvori Mure og Glastag forsvandt. Af og til kom en forfriskende kølig Luftstrøm ind, og bestandig lød den dæmpede, kogende Larm af en stor Bys aftenlige Liv.

Andestegen var kommen og fortæret. Hjorth tømte sit Glas med den røde fyldige Eremitage og lagde den bløde, gule Bri-Ost paa sit Smørrebrød. Han fik en forfriskende kølig og fugtig muggen Smag, der uvilkaarlig ledede hans Tanke hen til en Mælkekælder; det var, som om han indaandede hele dens Luft og var midt i den, ude paa Landet, langt borte fra Hovedstadsliv, Hoteller og fine Damer; med den raffinerede Nydelse af Sansernes Sceneforandring saà han ned for ubemærket at kunne lukke Øjnene. Og medens han rundt om i et dæmpet Lys syntes at se Mælkefladerne straale i de lave grønne Cylinderbøtter med en Glans som af Elfenbens-Ellipser, erindrede han med en minutiøs Nøjagtighed, med en Legemlighed som af en Hallucination, en smeltende hed Dag i Sommerferien, da Kristine og han vare tyet ned i Mælkekælderen, hvor hun havde overvældet ham med sine lystne og brutale Kærtegn. Men med èt forekom den hele Scene ham saa raa, at hele den finere Del af hans Væsen trak sig sammen og skød den fra sig. Han var glad ved igen at se Gasflammerne, Glasprismerne, Spejlene og de fine Dameansigter, der bøjede sig hen imod ham med en let Strøm af Vanilleduft, medens Fruen sagde: »Men Kære dog, De sidder jo og falder helt i Staver,« og Ellinor spurgte: »Er det Theologi, De grunder paa?«

-- Nej, det er saamæn -- nej, jeg -- det var -- noget af Vilhelm Tell ... Hvor den Gessler var udmærket.

I dette Øjeblik gik det pludselig op for ham med en Vished, der ikke var til at tage fejl af, at han ikke længer elskede Kristine -- ikke længer -- hvis han overhovedet nogensinde virkelig havde elsket hende. Men nu i alt Fald, nu var det noget andet, han stundede imod, ogsaa i det rent Ydre et andet Ideal, som hans Sanser attraàde ... Han saà hen paa Ellinor og spurgte sig selv: »Skulde det være hende?« --

Hun saà ikke længer saa godt ud. Hendes Smil var borte, Ansigtet havde et strængt Udtryk, og en Sænkning af Hovedet lod Hagen syne længere; -- hun lignede Faderen.

Ved en naturlig Idèassociation kom Hjorth til at tænke paa Provst Lindekærs Prædiken. Hvor den stod underlig mørk afstikkende til den glade Aften, som han tilbragte med hans Hustru og Datter! Han spurgte Fru Cecilie, om hun havde læst noget Referat af sin Mands Tale ved det sidste Missionsmøde. Det havde hun ikke. Han fortalte, hvad han havde læst i »Morgenbladet«.

-- Det var mø' strængt sagt, sagde Fruen med en misfornøjet Rysten paa Hovedet.

-- Maaske det ogsaa er lidt overdrevet ... Det er jo et fjendtligt Organ, -- grundtvigiansk.

-- Nej, det er nok rigtigt, at Fader har sagt det, sagde Ellinor.

-- Ja, det er jeg ogsaa bange for ... Jeg forstaar det slet ikke ... Aa, men i Virkeligheden mener han det ikke saa haardt ... De taler sig saadan op ... Det er med Præsterne ligesom med Digterne, man maa tidt tage det halve fra.

-- Men hvorfor skulde Fader ikke mene det? spurgte Ellinor. -- Det er jo sandt.

-- Nej, hvor kan du dog sige det, Barn? ... Tør du sætte dig til Dommer over andre, som du ikke forstaar?

De sad en Stund tavse. Saa sagde Ellinor pludselig: --

-- Jo, det er dog sandt ... For vilde Kristus have sagt til en vantro Filosof: »Idag skal du være med mig i Paradiset«, som han sagde til den troende Røver?

Nej heller ikke hende, tænkte Hjorth, -- hun er dog af en anden Aand end jeg. -- --

Fra denne Dag af havde Hjorth en haard Kamp at bestaa, en Strid, der, ligesom den i sig selv var af gammeldags Natur, bedst kan betegnes med det gammeldags Navn Striden mellem Pligt og Tilbøjelighed.

Det var vel hans Følelsesliv, der havde begyndt Revolutionen, og som nu var i Færd med langsomt og sikkert at trække Tankerne efter sig. Men det var kun en Del af hans Følelsesliv, den æsthetiske og den abstrakt religiøse. Hans moralske Følelser vare aldeles ikke begyndt paa at tage Del i Bevægelsen. Konsekvens er en logisk, ikke nogen psykologisk Fordring; psykologisk Konsekvens i stræng Forstand er snarere efter hele Udviklingsgangen en Umulighed. Moralske Rudimenter, der ligesom de legemlige fuldstændig have overlevet deres Omgivelser, findes mer eller mindre hos alle, nogle, ligesom Halehvirvlerne og Blindtarmen, hos hele Slægten, andre, ligesom Nervens Gennemgang i Overarmsbenet, kun hos enkelte Mennesker. Hos Hjorth var hele Moralen et saadant Kæmpe-Rudiment, og maatte være det, hvis den skulde bestaa; thi hans Fritænkeri var endnu for vagt og for lidt positivt gennemtænkt, til at der med Sikkerhed kunde bygges noget praktisk paa det. Saa var han da dualistisk Pligtmoralist med den Rigorisme, der tilhører Uerfarenhed i Livet og Vane til abstrakt Ræsonnering, med et Stænk af Pedanteri, en Rest af Skolemesteren, der altid har overhørt i »Du skal ikke --.«

Hans Forhold til Kristine stod for ham som noget helligt og ubrødeligt, skønt det kun havde levet Forlovelsens Halvliv. Fordi han var kommen paa det rene med, at han i Grunden ikke elskede hende, at hun aldrig vilde kunne udfylde hans Trang, fulgte derfor ingenlunde strax, at han maatte bryde dette Forhold. Maaske han dog tilsidst gjorde det, men saa vilde han handle umoralsk. Thi for ham var der ikke den fjærneste Tvivl om, at det var hans klare Pligt at være tro indtil Døden; netop det, at han havde Lyst til det modsatte, gav jo Pligten dens egentlige ophøjede Stempel. Dersom han havde haft en mere fremskreden Ven, der havde sagt ham, at det var pur Overtro, at det var hans Pligt at være tro imod sig selv og sit Ideal, at det var hans Pligt at bryde dette Forhold, hvori der fra hans Side ikke var Kærlighed, at han vilde handle umoralsk, dersom han lod det blive ved og ende med Ægteskab, -- saa vilde han næppe engang kunne have forbundet nogen Mening med disse Ord.

Han forsøgte saa at komme Pligten til Hjælp ved at gøre sig selv rørt, idet han tænkte paa, hvorledes hun, da han talte om at studere Theologi, grædende havde sagt, at nu vilde han glemme hende for andre, som vare smukkere og klogere, og hun fik ham aldrig igen; og han forestillede sig, hvor rørende trofast hun havde gaaet og ventet paa ham i alle de Aar og endnu bestandig vilde vente paa ham, hvor heftig hendes Kærlighed var, hvorledes hun satte sin Lid til ham alene. Undertiden forsøgte han ogsaa at narre sig selv og overtale sig til at tro, at det kun var noget øjeblikkeligt, en forbigaaende Afkøling hos ham; hun maatte dog i Grunden passe for ham, hans Instinkt kunde ikke saaledes have forvildet sig. -- Hans Instinkt, -- det var den Tilfældighed, at hun var den første kønne Pige, han havde truffet, og som havde været indladende imod ham.

Saaledes gik han og pinte sig selv uden at være i Stand til at bryde Forholdet, men uden dog længer for Alvor at se Fremtiden personliggjort i hende.

XXVIII.

-- Naa, ja ellers er der jo ikke --, det er jo altsammen meget -- Ja, her var der nok ... Hm ... Ja, det er rigtigt ... Det Sted her synes jeg er temmelig uheldigt ... Vil De se selv ... De taler om de hedenske Guder, -- se her om Jupiter: »En Idè, der giver sig sit virkelige Liv i de verdenserobrende Individer, som den fremkalder« -- se, det er rigtignok meget betænkelige Udtryk, Hjorth ... Det ser jo ud, som om De tilskrev dem Personlighed.

-- Nej ikke Personlighed -- i alt Fald ikke mer end Paulus gør det i 1ste Corinthier ottende.

-- Ja, Paulus, -- ja men det maa vel nærmest forstaas som noget, han lader staa hen ... Hans egentlige Mening er vel det, han siger, at en Afgud er Intet i Verden -- i fjerde Vers.

-- Ja, men det er rigtignok ikke det samme som at han ikke er til, -- og hele Oldtidens Tankegang --

-- Jo, ganske vist, -- ja, jeg vèd jo nok, den almindelige Fortolkning, den gaar mest i Deres Retning ... Men det kommer dog ud paa noget andet ... Ser De dette her, det ser mig næsten pantheistisk ud ... Ja, jeg kan jo nok vide, De har ikke ment det saaledes ... De tænker Dem det vel nærmest saaledes, at disse Individers Karakter er bestemt ved hele den Folkekarakter, som ogsaa udtaler sig i Mythen.

-- Ja--a.

-- Ja, men saa er Udtrykket rigtignok ... »En Idè, der giver sig selv Liv« -- det er skam ren Pantheisme, Panlogisme, -- det maa være en Reminiscens af Hegel ... Ja, jeg gør Dem kun opmærksom paa den Fare for Misforstaaelse, som ligger deri ... De bør passe nøje paa den Slags Udtryk ... Saadan noget, det gaar ikke ved Examen ... Naa, men ellers var jo Afhandlingen som sædvanlig særdeles dygtig ... Farvel, Hjorth. --

Hjorth følte sig usædvanlig lettet ved at træde fra det lille Professorværelse ud i det halvmørke Rusauditorium, hvor en Snes Theologer sad og pinte sig med den nye Opgave. Henne under Vinduet vinkede Kleistrup ad ham.

-- Naa, hvordan var den saa?

-- Aa, saadan Confinium.

-- De er da ogsaa en heldig Kantøffel ... Min var sgu til non ... Sig mig, naar Pokker var det nu Luther døde?

-- 1546, 18de Februar.

-- Aah ja, Herregud!

Hjorth satte sig ned for at fuldende sin Afhandling, medens han svor en tavs Ed paa ikke tiere at give sig saadanne Blottelser. Men denne Gang var der ikke synderlig Fare; Kirkehistorien er et rart, nevtralt Omraade. -- --

Om Aftenen var Professor Petersen hos Lindekærs. Talen faldt paa Hjorth, hvem de beklagede at have set saa lidt til i den senere Tid, og Fruen kunde ikke blive træt af at rose ham. Han maatte være En, som Videnskaben og Kirken kunde vente sig noget af. Mente Professoren ikke ogsaa?

-- Jo--o, -- han er jo langt fra ikke uden Begavelse.

-- Jeg tròde ogsaa, han var meget flittig? spurgte Ellinor.

-- Ja, jo -- det er han, han er meget ihærdig, det er --

-- Og alsidig i sine Interesser, sagde Fruen.

-- Jo, ganske vist ... Han gaar paa Skriveøvelser hos mig i denne Tid, og det kan ikke nægtes, at hans Afhandlinger som oftest staar over de andres, -- naa, han er jo ogsaa ældre ... Men der mangler mig, jeg vèd ikke, han er mig noget tør, -- saa underlig tør.

-- Ja, det bliver vistnok snarere den videnskabelige Theologi end Præstegærningen, -- som vil passe for ham, bemærkede Provsten.

-- Ja--a ... Hm ... Men vi siger jo rigtignok ~pectus facit theologum~ ... Naa, Kundskaber har han som sagt, men--n -- --

For Fru Cecilie var denne Omtale af Hjorth ikke behagelig. Men Ellinor saà vist paa Professoren, idet hun paa hans betænkelige Ansigt med den fremskudte Mund og de indsugne Kinder læste en Bekræftelse paa sin Mistanke om, at Hjorth ikke var ganske »sikker«. --

XXIX.

Dampen af den theologiske Te var i Færd med at lette i den Suite af Værelser, som vare helligede denne ædle Drik, der var klarere end den Videnskab, til Ære for hvilken den skænkedes, -- saa klar, som vilde den ved uskyldig Blondhed fornægte sin Oprindelse fra det buddhistiske Orienten, hvori den maaske ikke havde saa ganske Uret. De langsomt nydende slubrede endnu de sidste Mundfulde i sig, og der var en almindelig Sætten-bort af Kopper i Vindueskarme, paa Borde og fremspringende Reolhylder, hvor der kunde findes en lille Plads blandt de opstablede uindbundne Bøger.

Fra Spisestuen paa den ene Side og fra Forstuen og Bibliotheksværelset paa den anden var der en Sammenstrømning mod det centrale Diskussions-Rum, det store Studerekammer, hvis Hængelampe straalede gennem de aabne Fløjdøre.

Herinde var der imidlertid ingen Siddepladser at finde. De vare forlængst optagne af Honoratiores, Professorens mere fortrolige Disciple, et Par Katheketer, der vare hans gamle Manuducenter, Kandidater og ældre Studerende paa Nippet til at blive det, -- og saa af nogle græsgrønne Russer, der havde usurperet de bedste Pladser med den samme Dristighed, hvormed Drenge i Overgangsaldren engagerer de mest feterede Baldronninger.

Professoren sad midt i Sofaen og havde paa hver Side, som et Par Adjudanter, Professorsønnen med den lange Næse, Kandidat Frederiksen, og hans Ven, Kandidat Thomsen, Stiftsprovstens Svigersøn, en fremtidig Kirkestøtte, der, som Kleistrup havde sagt til Hjorth, lignede Martensens Ethik i »Opbyggelsesbind«. Man stod lænet op mod Vægge og Reoler, fik en halv siddende Stilling paa Randen af det store Bord, hvor Bøgerne saa vidt muligt vare skubbede sammen i Midten, dannede levende Rækværker i begge Fløjdøre. Gardinerne vare trukne til Side og de gammeldags dybe Karme vare fulde af sorte, theologiske Blomster, som i et af de høje Stuevinduer sad i dobbelt Belysning, idet en Gadelygte glòde ind udefra, og spættede de mørke Ruder med lysende Hvirvelpunkter af Tøsneens store Flokker, der opfangede Lyset, medens de drev forbi. Fra de aabne, stærkt oplyste Vinduer hos Genboerne kom af og til Stumper af en høj Violinstemmes Dansemelodier. Ensomme Droscher rumlede gennem Gaden med snedæmpet Hjulrullen og nogle svirpende Pidskeslag, der fik et Par Hoveder i Vinduet til at dreje sig. Nu og da kastede en Sporvogn sin Bjældeklirren og Klokkeringning ind i Samtalens Hvisken og Mumlen.

Denne spredte Samtale døde hen, da Professorens tavse Ansigt ved et ubestemt, ligesom famlende Smil antydede, at han ønskede Ordet for en kort Bemærkning til Forsamlingen.

Han vilde foreslaa, at de i Aften forenede sig til en Samtale om Ugens interessante Begivenhed: Licentiat Willumsens Disputats om Nadveren. Det kunde næppe være andet, end at den hos mange havde bragt forskellige Spørgsmaal frem, som det vilde være frugtbringende at klare, og han vilde derfor bede alle, som havde noget paa Hjærte, om at udtale sig. Licentiat Willumsen havde, som de uden Tvivl alle vidste, særlig fæstet sin Opmærksomhed paa et Punkt, som han fandt upaaagtet i Reformatorernes Nadverstrid, nemlig den karakteristiske Forskel mellem Kirkens Nadvere og den første Nadver, Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dèr selv havde været personlig tilstede. Der opstod da det Spørgsmaal, hvorledes Jesus da kunde give Disciplene sit Legeme og Blod, naar han stod midt iblandt dem, og hans Legeme endnu ikke var forklaret. Se, det var jo Hovedmomentet, at hans Legeme ikke var forklaret. Thi hvis han havde givet Disciplene det uforklarede, kødelige Legeme, som stod midt iblandt dem, selv om det nu kunde tænkes, saa vilde jo det første Maaltid være blevet forskelligt fra de andre, og Disciplene havde da faaet mindre end vi fik. Paa den anden Side, dersom han ikke dengang gav dem sit Legeme og sit Blod, saa faldt jo den lutherske og den katholske Nadverlære, -- saa kunde Indstiftelsesordene jo heller ikke senere være andet end symbolske. Det var derfor et Punkt, som de nyere Angribere af Læren, f. Ex. Rückert og Meyer, lagde megen Vægt paa. De erindrede, at Licentiat Willumsen besvarede Spørgsmaalet derhen, at Jesus ogsaa under sit jordiske Liv havde et forklaret aandeligt Legeme som Logos, og det var dette aandelige Legeme, som han havde meddelt Disciplene.

Professorsønnen, Kandidat Frederiksen, snød sin lange Næse og bemærkede, at han fuldstændig kunde slutte sig til denne Opfattelse. Den havde ogsaa et gammelt Forbillede i Kirken, idet allerede Irenæus og Gregor af Nyssa mente, at Brød og Vin var Logos' Legeme og Blod, og at Logos forbandt sig med Nadverelementerne, ligesom han havde forbundet sig med Legemet i Maria.

-- Ja, jeg maa dog sige, begyndte Kandidat Thomsen, at det forekommer mig farligt at indlade sig paa den Lære, da dog saadan et Legeme ikke har nogen Hjemmel i Skriften.

-- Naa, ja, sagde Professoren ... Hm ... Han henviser jo dèr til Forklaringen paa Bjærget, hvor det er ligesom om det jordiske forkrænkelige Legeme gennemstraaledes af det forklarede Legeme ved en momentan Forening.

-- Ja men, -- tillad mig, Hr. Professor, spurgte en ung Naiv, hvor skal man da tænke sig at dette forklarede Legeme ellers har opholdt sig, under Frelserens Levetid? ... Kan det have siddet oppe ved Guds højre Haand?

-- Ja--a, nej, -- det bliver jo det gamle Spørgsmaal, De vèd nok, Hr. Christensen, om Logos i den Tid sad ved Guds højre Haand, -- De vèd, man har indvendt, at i modsat Fald vilde Treenigheden i denne historiske Periode -- den himmelske Treenighed vilde saa være bleven en Tohed ... Men det kan vi dog ikke antage, det vilde jo komme ud paa en Deling af Logos ... Logos maa jo have været helt i Kristus ... Naa, jeg brugte maaske før et overilet Udtryk, jeg sagde »en momentan Forening« -- de maa naturligvis tænkes forenede, -- men det indeholder unægtelig en Vanskelighed --

-- Det forekommer mig dog ikke vanskeligere, begyndte Professorsønnen, -- ikke vanskeligere at forstaa, at han i èn Legemlighed har haft to Legemer end at han i èn Personlighed har forenet to Naturer, saaledes at han f. Ex. paa samme Tid ~qva~ Logos var alvidende og ~qva~ Menneske indskrænket til de menneskelige Erkendelsesbetingelser. -- Saaledes, forekommer det mig, vilde der, ligesom vi har ~communicatio idiomatum naturarum~, ogsaa blive en ~communicatio idiomatum corporum~, hvoraf f. Ex. Forklaringen paa Bjærget var et ~genus auchematicum~.

-- Ja, det er ganske vist, det er en meget træffende Parallel, De dèr drager ... Overhovedet vil det jo altid være befrugtende, ja endogsaa nødvendigt ved dette Spørgsmaal bestandig at se hen til Læren om de to Naturer -- ikke sandt ... De vil erindre, at det var ogsaa Nadverstriden, som førte vore Reformatorer til en dybere Udvikling af denne Lære.

-- Jo, men der ligger ogsaa dèr Faren for at komme ind paa det doketiske, Hr. Professor, sagde Kandidat Thomsen, -- og det forekommer mig nok, at dette aandelige Legeme -- hører lidt derhen.

-- Aa, ja ... Hm ... Der er ganske vist Fare, -- men hvorledes vil De paa den anden Side?

-- Ja, jeg mener kun det kan løses i Troen.

-- Hm ... Ja, -- det bliver naturligvis ogsaa tilsidst -- vi er jo her paa et Punkt, hvor Videnskaben ikke kan sige det sidste Ord. -- --

-- Tillad mig, Hr. Professor, sagde en ung bleg Mand med et langagtigt, meget hulkindet og randøjet Ansigt, -- tillad mig at berøre et Spørgsmaal, der synes mig at staa i nær Forbindelse med det, vi netop omtaler. Licentiat Willumsen siger et Sted i sin Disputats, at det er ganske uantageligt, at Kristus selv har drukket af Kalken og spist af Brødet.

-- Hm ... Naa, ja, -- og De mener?

-- Ja, jeg synes, at Texten hos Matthæus, hvor han jo, efter Omdelingen af Kalken, siger til dem: »jeg skal fra nu af visselig ikke drikke af denne Vinstokkens Frugt, før den Dag, da jeg drikker den med eder i min Faders Rige« -- det forekommer mig, især paa Grund af Pronominet: ἐκ τούτου -- at det kun kan forstaas saaledes, at han selv har drukket af Kalken --

-- Jo, -- men--n, De erindrer sikkert, at hos Lukas findes disse Ord før Indstiftelsen --

-- Ja men Matthæus maa have Avtoriteten, da han selv var tilstede.

-- Ja, det er jo unægtelig, det --

-- Og Meyer mener ogsaa, at Jesus utvivlsomt har drukket af Nadverkalken, sandsynligvis efter Velsignelsen --

-- Ja--a -- hm -- men det bliver jo dog rigtignok -- det kan dog ikke nægtes, at der er noget meget stødende for vor Følelse dèr ... Ser De, paa den Maade kommer jo Jesus ligefrem til at have drukket sit eget Blod og spist -- det gaar jo dog ikke ... De maa huske paa, Hr. Hansen, at Meyer kan De ikke beraabe Dem paa, -- han er jo rationalistisk her, -- han mener jo netop ikke, at det virkelig er Jesu Legeme og Blod, ikke sandt! ... Han tager det jo symbolsk ... Men naar man ikke gør det, saa -- --

Professoren rystede paa Hovedet med et yderst betænksomt Udtryk og styrkede sig ved en Slurk The af den store Kontorkop, der stod foran ham paa Bordet.

I denne Pavse hørte nogle Theologer i Midten af Værelset ved det ene Hjørne af Bordet en ganske sagte Nynnen: --

-- Hans Endeligt var trist, han aad sig selv tilsidst. Og Tingelingeling -- --

Deres forbavsede Blikke mødte Hjorths ironiske Smil. Han sad paa Kanten af Bordet, dinglende med Benene, der slog Takt med Støvlerne. Der begyndte rundt om en Hvisken og sagte Fnisen.

Men Professorsønnen havde allerede genoptaget Diskussionen. Han advarede imod at lade en saadan Følelse blive afgørende overfor Mysteriet, -- saa kunde man forkaste det Hele om Anthropofagi. Han vilde minde om Baaders Ord, at vi alle paa en Maade sjælelig var Anthropofager. Paa samme Maade kunde man ogsaa sige, at vi alle vare Selvanthropofager. Vi havde jo det skønne Naturexempel med Barnet, som næres af Moderbrystet, der ligesom er dets eget Kød og Blod ... Og kunde man ikke tænke sig, at Jesus netop i dette Øjeblik, da hans Offerlidelse tog sin Begyndelse, styrkede sit menneskelige og forkrænkelige Legeme til Opstandelsen og Forklaringen ved at nyde sit eget forklarede Legeme, -- det samme, som nærer vort Opstandelseslegemes Spirer.

Hjorth fik ikke mere at høre. Han havde set sit Snit til at liste sig ud, og var hurtig nede paa Gaden. Den kolde Tøsne slog ham forfriskende i Ansigtet, og fra Vinduerne lige over for fløj Violinernes Valsemelodi opmuntrende ned til ham. Det forekom ham, at han havde frelst sig ud af et Galehus. Han glædede sig over, èn Gang dog at have givet sig Luft, over denne Drillelyst, der pludselig havde overvældet ham med et lystigt Indfald, ligesom naar han i gamle Dage paa Valgmøderne tirrede Bønderne. Hvor de vare blevne forbavsede, Theologerne! ... Og idet han saà op paa Vinduerne med Rækken af duknakkede Rygge, brast han i en saa voldsom Latter, at han maatte gribe fat i Lygtepælen for ikke at glide paa de snesjappede Fliser.

-- Han har da faaet nok, han dèr, hørte han en Mand sige til en anden paa Fortovet lige over for.

-- Ja, -- jeg har faaet nok! --

XXX.

-- Ja, jeg mærker nok, at du er bleven en hel Del mere radikal end jeg, sagde Jessen betænksomt efter at have faaet Ild i sin Pibe, der var gaaet ud under Disputen med Hjorth ... Naa, nu er du jo ogsaa bleven en lærd Theolog, jeg er kun Dilettant ... Ja, jeg mente jo nok altid, at du, -- skønt saa vidt havde jeg rigtignok ikke tænkt mig ... Og jeg kan heller ikke selv, -- nej en personlig Gud og Udødelighed, det kan jeg nu ikke tænke mig andet, og jeg vil dog ogsaa nok kalde mig Kristen, fordi jeg ikke tror paa alle de Dumheder, som de har gaaet og lavet sammen ... Naa, men for Resten bliver Forskellen vel ikke saa stor, og i alt Fald er vi begge komne paa den forkerte Side af Stregen ... De brændte sgu os begge to, hvis de bare kunde komme afsted med det, de Præster.

Hjorth fandt sig ikke foranlediget til at sige ham imod, idet han tænkte paa sin gamle Ven, Provst Lindekær, og hans Prædiken om at de var værre end Mordere og Kæltringer.

-- Naa, Fader, det maa du da ikke sige, indvendte hans Datter Nelly.

-- Jo, gu min Sæl brændte de os -- alle tre, for du maa da ikke tro, at du slap, skønt du er meget sød saadan at se paa ... De brændte Bob med, af Frygt for at vi skulde have lært ham at gaa og knurre ad Treenigheden, saa han kunde smitte de andre Hunde.