Part 9

Bugten ved Navarino danner en stor og rummelig Rhed, der ved Øen Sphacteria er beskyttet mod alle Vinde. Indløbet, knap en Qvartmiil bredt, har paa den østre Side Fæstningen Navarino, og paa den vestre Side, paa Spidsen af Øen Sphacteria, var der opkastet Forskandsninger. Inde i Bugten, lige for Indløbet, havde Tyrkerne fortøiet deres Skibe med Spring i tre Linier i Form af en Halvmaane; i forreste Linie havde de ankret deres sværeste Skibe: 3 Linieskibe, 2 raserede dito, 3 60 Kanons Fregatter foruden Fregatter af mindre Størrelse, samt Brandere. Den næste Række bestod af et stort Antal Fregatter og Corvetter: ialt flere end 60 Orlogsmænd, medens Transportskibe m. m. dannede den tredie Linie bagved Orlogsmændenes, i det Hele mere end 100 Seilere.

Med en Fart af 3 til 4 Miil stode vi ind, og uhindret passerede den engelske Division Fæstningsværkerne.[1] Som yngst lieutenant de vaisseau førte jeg Commandoen paa Bakken over Dæksbatteriet og havde herved Leilighed til frit at oversee Alt, hvad der foregik. Ogsaa „_Syrène_“ kom ind, uden at der blev skudt paa den, dernæst fulgte „_Scipio_“, Tyrker stode samlede i Klynger udenom Navarinos Fæstningsværker for at betragte de forbiseilende Skibe, og Alt fremstillede sig saaledes som fredeligt i høieste Grad — da faldt der nogle Geværskud i umiddelbar Nærhed af os. Den engelske Fregat „_Dartmouth_“ var ankret op tæt ved en tyrkisk Brander og havde sendt et Fartøi for at bringe den til at fjerne sig. Ved at see, hvorfra disse Geværskud kom, opdagede jeg Fregattens Fartøi langs Siden af Branderen og „_Dartmouth_“’s Officeer falde dræbt ned fra Branderens Faldreb, som han netop havde været iværk med at bestige. Det forekom mig, at Blodet rullede hurtigere i mine Aarer, det syntes, at Gaaden nu maatte blive løst, og med spændt Opmærksomhed fulgte jeg den videre Udvikling. „_Dartmouth_“ sendte strax et Fartøi, det andet tilhjælp; forgjæves søgte de at entre; endnu en Midshipman og et Par Mand saae jeg falde saarede ned fra Branderens Reling, — alt dette foregik i næppe et Pistolskuds Afstand fra os. „_Dartmouth_“ søgte nu selv at komme sine Fartøier tilhjælp; en Række rødkjolede Marinere, opstillede langs Fregattens Kobrygge, begyndte en levende Ild imod Branderen, og kort efter stod Røgen op af denne; rimeligviis var den bleven antændt for ikke at falde i Angribernes Hænder.

Med Møie vare vore Folk under alt dette blevne afholdte fra at bruge Kanonerne; da faldt der et Skud inde paa Rheden, uvist fra hvem, og i samme Øieblik gjenlød over hele Bugten Braget af henved tusinde løsnede Kanoner. Enhver rettede sin Ild imod den Fjende, der var ham nærmest, og i et Øieblik var Kampen almindelig.

Ogsaa Fæstningen Navarino begyndte nu at beskyde de sidste af de forbiseilende Skibe. Kæmpende maatte de søge deres Ankerplads, og det var ligeledes, efterat Kampen var i fuld Gang, at „_Scipio_“ Klokken tre Eftermiddag, under fortsat Brug af sine Kanoner, ankrede paa den Skibet anviste Plads.

Den engelske Division havde indtaget en Stilling tværs for Tyrkernes Centrum, omtrent midt inde i Bugten. „_Syrène_“, i hvis Nærhed vor Post var os anviist, var søgt ind i en Klynge af Fjendens svære Fregatter henne imod Navarino, og „_Trident_“ ankrede op tæt agtenfor os. Ved en feil Manøvre var dette Skib nær raget ombord i os, og dets altfor store Nærhed var os under Fegtningen ofte til meget Besvær. Russerne toge Post noget vestligere og længere inde i Bugten, saa at vor Flaade kom til at danne en Halvcirkel, omsluttet af den Halvmaane eller Hestesko, som fremkom ved Ordningen af de tyrkiske Skibe. Afstanden imellem de Kæmpende var kun ringe; paa flere Steder var man ved Tilfældighed eller Overlæg endog kommen ind i Tyrkernes Rækker, og ingensteds havde man nogen enkelt Fjende at kæmpe imod, man blev beskudt af deres Skibe saavel i første som i anden Linie. „_Scipio_“ havde Navarinos Fæstning paa den ene Side og Fjendens Skibe paa den anden at rette sit Angreb imod, og navnlig var der et af disse, et raseret Linieskib, hvis Ild syntes at ville blive „_Syrène_“ farlig, imod hvilket „_Scipio_“’s Ild fornemmelig blev rettet. Den første Masts Fald ombord i dette Skib forekom mig som en betydningsfuld Begivenhed under Slagets Tummel og bragte mig til at juble over vore Kanoners Virkning. Jeg blev sendt ned paa underste Batteri for at meddele denne Begivenhed, og begeistrede Raab af „Vive le Roi“ gjenløde over hele Skibet. Efter halvanden Times Modstand maatte dette Skib bukke under; dets Agterskib var ved „_Syrène_“’s og vore Kugler blevet ødelagt og gjennemboret med store Aabninger, dets tvende andre Master bleve nedskudte, og snart efter gik der Ild i Skibet. Med sit Flag vaiende sprang det i Luften senere under Bataillen, som var det for at kundgjøre Meddelelsen om vor tilfegtede Seier.

Samtidig med „_Syrène_“ kom Admiralens Tender, Skonnertbriggen „_Alcyonne_“ ind paa Rheden og ankrede omtrent midt i Bugten i Nærheden af en tyrkisk Brander. Da Fegtningen begyndte, angreb „_Alcyonne_“ denne Brander; den overgav sig, og „_Alcyonne_“ vilde netop til at bringe den afveien, da Linieskibet „_Breslau_“, under dets Anluvning for at ankre, seilede ombord i Tenderen. Fra et Linieskibs Hytte gives ikke stor Agt paa en Skonnertbrig, og denne blev stedet i største Fare ved, at Linieskibets Anker hang ned lige over dens Bak og efter al Sandsynlighed maatte have ført „_Alcyonne_“ tilbunds, om man havde udført den givne Ordre til at lade Ankeret falde. Praien fra Skonnerten hindrede heldigviis denne Begivenhed; „_Breslau_“’s Relings-Anker havde imidlertid viklet sig saa fast ind i Skonnertens Reisning, at man havde Vanskelighed ved at faae den fra sig, og Følgen blev, at „_Alcyonne_“ blev slæbt afsted, bort fra sin Brander, og at Linieskibet forfeillede sin Ankerplads. Under disse Omstændigheder maatte man see ud for at søge det Sted, hvor Linieskibet kunde antages at ville gjøre størst Nytte; man var kommen endeel ned i Læ, henimod den russiske Eskadre, og, da det russiske Admiralskib syntes at være haardt betrængt af flere tyrkiske Skibe, der beskøde det langskibs, lykkedes det, sandsynligviis som Følge af Manøvreofficerens, senere Admiral (maréchal) Bruats Beslutningsraskhed, at bringe Skibet tilankers imellem Admiralens Skib og dets nærmeste Angribere og derved at undsætte det fra overhængende Fare. Efter Slaget begav Admiral Haydn sig ombord til „_Breslau_“’s Chef, Mr. de la Brétonnière, omfavnede ham og kaldte ham sin Redningsmand; kort, den uheldige Maade, paa hvilken „_Breslau_“ havde søgt sin oprindelig befalede Ankerplads, førte til et for Mr. de la Brétonnière og for den franske Division i det hele høist glimrende Resultat.

Da Branderen saae sig fri for „_Alcyonne_“’s Nærhed, søgte den paa sin Side at komme til Nytte. Den blev antændt, med et stort Fartøi forude bugserede Mandskabet den fremad, og, da Vinden bar ned imod „_Scipio_“, nærmede den sig hurtig henimod os. Vi søgte at skyde den isænk, men forgjæves. Vi stak ud paa vor Kjæde og bestræbte os for at bakke os agterud, saa at den kunde gaae os foranom, men uden Nytte; Tyrkerne bleve ved at bugsere. En heftig Geværild blev rettet imod Fartøiet for at tvinge Mandskabet til at afstaae fra sit Forehavende, men ufortrødent vedbleve de at roe fremad, indtil Branderen med Stumpen af sin Stormast havde indviklet sig imellem Blinderaaen og vort Bugspryd — først da opgave de deres Anstrengelser og kom langs Siden. Baadens Besætning var 13 Mand, af disse var kun een Mand usaaret! De havde udført deres Forsæt med en Ihærdighed, der var heltemodig og en bedre Skjæbne værdig.

Branderen laa altsaa i lys Lue foran vor Boug. Vore Seil vare ikke beslaaede, Klyverbommen og den hele Sprydreisning blev antændt, Gallionen ligesaa, og vor Stilling blev i høi Grad kritisk. Førte af Vinden stode Luerne ind ad Klydsene paa underste Batteri med en saadan Voldsomhed, at de naaede Haandlangeren ved den forreste Kanon, der sorgløs kom fra Oplangningslugen med sit fyldte Koggers under Armen: Kardusen blev antændt, tolv Mand ved Kanonen bleve saarede, og der fremkaldtes derved et Øieblik en formelig Panik paa Batteriet, hvor det hele Mandskab styrtede agterefter og troede, at Skibet skulde springe i Luften. Paa Dækket anstrengte man sig med Pumper og Sprøiter; men bestandig greb Ilden mere og mere om sig; kun med største Vanskelighed kunde man for Heden komme til at bortkappe de antændte Ender, der førte op til Reisningen. Var Ilden naaet op til de ikke beslaaede Seil, vilde Skibets Redning have været umulig.

Under saadanne Omstændigheder seer man ikke sjelden en Selvopoffrelse lægge sig for Dagen, som maa opvække Beundring. Her saae man Matroser styrte sig lige i Ilden for at bortkappe vor Blinderaa, der fornemmelig holdt Branderen fæstet til Skibet. Flere af disse modige Folk døde af deres Brandsaar faa Dage efter under uhyre Lidelser.

Disse Folks Anstrengelser og Hjælpen af tililende Fartøier fra nogle engelske Fregatter samt fra „_Trident_“ skyldte „_Scipio_“ sin Frelse. Blinderaaen faldt, det lykkedes Fartøierne at faae Branderen bugseret noget forefter, saa at dens Mast kunde gaae fri af vort Spryd, og det brændende Skrog drev derefter ned i Læ, hvor det omsider opbrændte ved Kysten. Havde der været Krudtladning i Fartøiet, vilde vi sandsynligviis være blevne ødelagte.

Medens Forskibet saaledes stod i Flamme, standsede Ilden intet Øjeblik fra vore Batterier, og heftig blev Slaget fortsat over hele Bugten. „_Syrène_“ fegtede tappert, Fregatten „_Armida_“, Capitain, senere Viceadmiral Hugon, var søgt ind imellem endeel tyrkiske Skibe og udmærkede sig ved den Maade, paa hvilken Fregatten blev ført i Ilden. Det samme var Tilfældet med den engelske Corvet „_Rose_“. I Slagets Hede drev et Par svære tyrkiske Skibe ombord i hinanden; senere, henad Kl. 5, viste der sig at være Ild i flere Skibe af Fjendens Linie, og Slagets Udfald kunde ved denne Tid ansees for at være afgjort. Fegtningen vedblev imidlertid uafbrudt, og noget efter Kl. 5 modtog „_Scipio_“ Ordre fra den engelske Admiral til fortrinsviis at rette sin Ild imod Fæstningen Navarino. Alt før vi ankrede, havde vi begyndt at beskyde dette Fort, der var os nær, samtidig med at vi rettede vor Ild imod de nærmest liggende Skibe, og snart bragtes Navarino til Taushed. Ogsaa i andre Dele af Bugten sagtnedes Ilden efterhaanden; Kl. 6 kan man antage, at den ophørte aldeles.

Rheden afgav da et vildt og særegent Skue. Røgen, der under Slaget havde gjort det umuligt at gjøre sig Rede for, hvad der foregik paa længere Afstand, havde fortrukket sig, Mørket var faldet paa, og sex til syv af Fjendens sværeste Skibe, der stode i Flammer, udbredte et rødligt Skjær over hele Bugten, ved hvilket man kunde gjøre sig et Begreb om den Ødelæggelse, der havde fundet Sted i Fjendens Rækker. Afmastede og brændende Skibe laae imellem hinanden, andre Skibe vare drevne eller havde forsætlig sat sig paa Land for at redde Mandskaberne, en Mængde, deriblandt to Linieskibe og endeel Fregatter, havde strøget for deres Modstandere, kort, den talrige tyrkiske Flaade var knust, og vi havde tilfegtet os en afgjørende Seier.

Skjøndt det er noget prosaisk, titstaaer jeg, at min første Bestræbelse, efterat forholdsviis Ro ved Skydningens Ophør begyndte at indtræde, var at søge at tilfredsstille min Hunger og Tørst. Vel vare Rationfadene paa Dækket blevne fyldte med Viin og Vand til Mandskabets Vederkvægelse, førend Slaget begyndte; men under Anstrengelserne for at faae Branderens Ild slukket, vare Pumperne, naar Vandet skortede, blevne fyldte med Rationfadenes Indhold. Ferskvandspumper til Dækket vare dengang endnu ikke blevne almindelige, og jeg kan sige, at den større Deel af „_Scipio_“’s Mandskab vansmægtede, da man omsider gav sig Tid til at hale Vand op fra Lasten. Det var forresten egent at see, hvor Vinen skummede, naar en Straale fra Sprøiterne blev rettet mod det brændende Bougspryd eller andre faste Gjenstande — slukke gjorde det vel ikke, men Ilden blev dog dæmpet, indtil den saa betimelige Bistand kunde ydes os.

Der forløb nu nogle Timer i Bekymring og Ængstelse. Hvorledes var det gaaet de andre Skibe? Hvorvidt vare Venner eller Kammerater forblevne uskadte under den stedfundne Kamp? Ethvert Fartøi, der kom ombord, blev bestormet med Spørgsmaal, og til vor store Glæde kunde vi efterhaanden slutte os til, at Tabet ombord i vore Skibe ikke var saa stort, som der havde været Anledning til at vente. Navnlig faldt en Steen mig fra Hjertet, da jeg erfoer, at min Ven, E. Suenson, Lieutenant ombord i „_Alcyonne_“, befandt sig vel. Næstcommanderende derombord, Mr. Dubourdieu, senere Viceadmiral, havde faaet et Been bortskudt, men forøvrigt syntes Tabet af Officerer og Mandskab kun at være forholdsviis ringe. Ombord hos os havde vi særlig at beklage vore ulykkelige forbrændte Folk, der i Lazarethet vaandede sig under Lægernes Behandling. Indhyllede i Plaster af hvidt Lærred over det hele Legeme, med Huller for Øjne, Næse og Mund, saae de Ulykkelige ud, som vare de maskerede, eller rettere, som vare de allerede afgaaede ved Døden.

Henad Aften lod Admiral Codrington forespørge ombord i alle Skibe, hvorvidt de, naar Landbrisen indfandt sig, vilde være istand til at staae ud af Bugten. Flaadens Havarier paa Master og Ræer vare af den Betydenhed, at dette ikke lod sig udføre. Tyrkerne havde sigtet for høit, og Reisningerne havde lidt mere end Besætningerne.

Vi forbleve altsaa liggende, uvisse om, hvorvidt Tyrkerne i Nattens Løb vilde fornye Slaget. Mandskaberne sov ved Kanonerne. Udmattede af Arbeide og Anstrengelse, sorte af Røg og Krudtdamp, laae Folkene henstrakte paa Dækket i Grupper, svagt belyste af de tændte Batterieslanterner. Hvilken Contrast med det Liv, som havde rørt sig for faa Timer siden! En Maler vilde have fundet fuldt op af Motiver, der vilde have vakt Interesse. I enkelte af Grupperne blev der samtalet om et eller andet Mærkeligt, som i Dagens Løb var forefaldet; sikkert er der af mange blevet tænkt paa Hjemmet og paa den Glæde, det vilde blive ved Hjemkomsten at fortælle om Dagens Begivenheder.

De brændende Fregatter sprang i Luften, en efter en, med voldsomme Brag. En lysende Søile steg op til en betydelig Høide, her udviklede Søilens Top sig i Form af en Champignon, Stumper og Stykker, synlige for Øiet, bleve førte tilveirs og spredte omkring i alle Retninger, saa paafulgte et Drøn, og dermed var Ødelæggelsens Værk tilende. Det var et storartet Skue. Senere viste det sig, at endnu flere tyrkiske Skibe vare ved at gaae op i Flammer, og hen ad Natten fløi ogsaa disse i Veiret. Landbrisen kom, og med den opstod ogsaa Bekymring for, at vor Flaade kunde blive angreben af fjendtlige Brandere; skarpt Udkig blev holdt, Fartøier holdtes beredte langs Siden for at fjerne dem, om saadanne skulde nærme sig, — da lød, noget efter Midnat, gjentagne Skud inde i Bugten i den russiske Escadres Nærhed. I et Nu var al Soven ophørt, og al Samtale forstummet. Man foer til Kanonerne, man speidede i den Retning, hvorfra Skuddene kom, men den mørke Nat skjulte Alt; først senere oplystes det, at Skuddene hidrørte fra Russerne, der havde fyret imod en tyrkisk Fregat, som med kappede Touge og forladt af sit Mandskab drev omkring i Bugten. Saaledes hengik Natten. Morgenen kom, og Landvinden ophørte. Det viste sig da til vor Overraskelse, at Tyrkerne, efterat have sat de fleste af deres Skibe paa Land, satte Ild paa Resterne af deres Flaade, rimeligviis af Frygt for, at de skulde falde i vore Hænder. Det Indre af Bugten blev nu et Ildhav. Lykkelige kunde vi prise os, at Tyrkerne ikke fattede deres fortvivlede Beslutning nogle Timer tidligere: Landbrisen førte lige ned imod os, og, havde Fjenden ved dennes Begyndelse ladet 50 eller flere brændende Skibe drive afsted for Vinden, er det rimeligt, at mange af os aldrig vilde være komne tilbage fra Navarino. Flaadens Stilling hiin Nat var i højeste Grad kritisk. At Admiral Codrington havde Følelsen heraf, derom vidner hans Forespørgsel den foregaaende Aften. Den vundne Seier kunde lettelig have beredt de allierede Flaaders Undergang.

Det var et vidunderligt Skuespil at see de antændte tyrkiske Skibe efterhaanden springe i Luften. Flere af Skibene bleve antændte tilveirs, rimeligvis i Mærsene. Som kæmpemæssige Lys stode Reisningerne i Lue, Flammerne udbredte sig nedefter og lyste som mægtige Blus eller Fakler. Altsom Skrogene brændte, omspændtes Kanonerne af Ilden, de bleve da glødende, og som sidste Livsyttring faldt der da Skud i alle Retninger. Tilsidst fandt Flammerne Vei til Krudtmagasinet, Skibet hævedes, Masterne faldt for- og agterover, et forfærdeligt Brag paafulgte, og Alt var forbi.

Man vænner sig til Alt. Istedenfor at et Skib, der springer i Luften, under almindelige Omstændigheder vilde have fængslet Alles Blikke, blev dette efterhaanden for os en saa almindelig Begivenhed, at det næppe hos nogen ombord tiltrak sig særlig Opmærksomhed. Opad Dagen fandt man det næppe Umagen værd at see ud over Relingen for at betragte Røgsøilen, der steg op samtidig med et Skibs Sprængning, og længe efter, at de sidste Skibe vare gaaede i Luften, flød endnu de brændende Skibsskrog omkring — ved at miste endeel af den Vægt, der tyngede dem, vare de komne flot og bleve af Vinden drevne bort fra de Klipper, paa hvilke de vare landsatte.

Blandt de Skibe, der saaledes ødelagdes, var et tyrkisk Linieskib og flere Fregatter med tunesisk Flag, der saa godt som ikke havde været i Ilden. En af disse, af udmærket Skjønhed, førte den tunesiske Admirals Flag. Et andet udmærket smukt Skib, den 60-Kanons Fregat „_Guerrière_“, bygget i Marseille og udrustet med overordentlig Luxus for at stilles til Ibrahim-Paschas personlige Raadighed, blev landsat paa Klipperne ved Øen Sphacterie. Tyrkerne tilføiede sig paa denne Dag langt større Tab, end selve Fegtningen havde medført Dagen iforveien. Af deres Flaade blev kun tilbage en Fregat og enkelte mindre Skibe i tjenstdygtig Stand; foruden disse henlaae endnu forskudte, afmastede og ude af Stand til videre Brug Skrogene af to Linieskibe, et Par afmastede Fregatter og nogle mindre Orlogsmænd, en ringe Levning af en saa betydelig Styrke.

Der gaves nu Tid til nøiere at undersøge vort Skibs Tilstand. De Dødes og Saaredes Antal beløb sig til 42, deriblandt en Officeer, der var bleven ramt af Stumpen af en Kugle, sønderslaaet ved at slaa an imod en Jernstøtte paa underste Batteri. Vor Reisning havde lidt betydelig: et Skud var gaaet igjennem Fokkemasten, Forstangen og Krydsraaen vare splintrede af Kugler og gjorte ubrugelige, Bugsprydsreisningen var saagodtsom afbrændt, det staaende og løbende Gods var sønderskudt og vore Seil haardt medtagne. Flere Gange havde der været Ild, ikke alene i Tallierebene og i Røsterne, men paa selve Batterierne — med Hensyn til Ild vare vi særlig uheldige — dette havde dog ikke medført nogen Standsning i Kanonernes Betjening, og alene fra „_Scipio_“ viste det sig, at der var blevet affyret et Antal af 1500 Skud imod Fjenden. Flaadens Tab i sin Heelhed beløb sig til 177 Døde, blandt hvilke Chefen for det engelske Linieskib „_Genoa_“, og 475 Saarede. Tyrkernes Tab kan uden at overvurderes antages at have beløbet sig til henved 8000 Mand. I det Øieblik, de skulde knuse Grækerne, mistede de deres Flaade, deres bedste Matroser og hermed Midlerne til at gaae angrebsviis tilværks. De nødsagedes til udelukkende at tænke paa Forsvar, og sikkert maa det erkjendes, at Slaget ved Navarino reddede Grækernes Sag. At en Throne paa denne Dag skulde blive grundlagt, der senere skulde bestiges af en Prinds af det danske Kongehuus, var man dengang langt fra at ane.

Dagen efter Slaget erindrer jeg, at jeg ombord i „_Alcyonne_“ med fornøiet Sind spiste Messens sidste tilbageværende Høns til Middag i Suensons og andre Kammeraters Selskab. Naturligviis var der lutter Jubel og Glæde. Samme Dag benyttede jeg en Leilighed, der gaves, til over Ancona at afsende Brev saavel til Forældrene som til Admiralitetet og til Kammerherre Juel, vor Minister i Paris. Disse Breve vare de første, der i Kjøbenhavn gav Meddelelse om Slaget, ligesom ogsaa Juel igjennem dem fik den første Underretning, der naaede ham om den tilfegtede Seier. Senere meddeelte han mig, hvor behageligt det havde været ham at kunne optræde med Efterretninger fra sikker Kilde, hidrørende fra en dansk Officeer, der havde deeltaget i Slaget.

„_Asia_“ og endnu et engelsk Linieskib saavelsom „_Syrène_“, havde mistet deres Mesansmaster, og fem Dage forblev Flaaden paa Navarinos Rhed, for saavidt muligt at udbedre den lidte Skade. Den 25de October stode vi ud af Bugten uden at blive beskudte fra de fjendtlige Fæstningsværker; en „Ordre du jour“ fra Admiral Rigny, i hvilken han roste det udviste Mod, blev oplæst, og under rungende Raab af „Vive le Roi!“ løb vi agtenom den engelske Admiral og Admiral Rigny, der imidlertid havde heist sit Flag ombord i Linieskibet „_Trident_“. Ogsaa vor Chef holdt fra Hytten en Tale til det samlede Mandskab; jeg troer, at det var første Gang, han erkjendte, at der dog fandtes nogen Dygtighed blandt hans Undergivne. Talen sluttede han med tre Gange at gjentage Raabet: „Vive la République!“ En Officeer trak ham i Ærmet og tilhviskede ham: „Vive le Roi“. Nu kom Raabene „Vive le Roi“ igang, og under disse Raab vendte Mr. Milius sig om og sagde: „Der seer man, hvad gammel Vane fører med sig.“

Ogsaa fra Admiral Codrington udgik en Dagsbefaling, der særlig fremhævede den eendrægtige Samvirken blandt de allierede Magters Skibe, der havde sikkret et saa afgjørende Resultat. „Menederen Ibrahim“, hed det i dette temmelig lange Actstykke, „havde lovet ikke at forlade Navarino og ikke at gjøre Modstand imod de allierede Magters Flaade; han har skammelig brudt sit givne Ord.“

„Cheferne for de forbundne Magters Styrke havde lovet at ødelægge den tyrkiske og ægyptiske Flaade, dersom et eneste Kanonskud blev rettet imod deres Flag, og med de kjække Mænds Bistand, der staae under deres Commando, have de bogstavelig opfyldt dette Løfte; af en Flaade, der talte flere end 60 Orlogsmænd, ere kun een Fregat og 14 mindre Skibe tilbage, istand til at stikke i Søen — — —.“

Flaaden opløstes. I Følge med Linieskibet „_Breslau_“, „_Syrène_“ og „_Alcyonne_“ bleve vi sendte til Toulon for at udbedre de stedfundne Havarier. Reisen blev ligesaa rig paa Savn og Møisommeligheder, som den var haard og langvarig. 40 Dage medgik, inden vi naaede fransk Havn; fra de andre Skibe bleve vi skilte; under Sardinien borttog Søen Resten af vor Gallion samt det Opstaaende langs Kobryggen. Vedvarende Storm og bestandig Modvind gjorde denne Reise til en af de ubehageligste, som jeg nogensinde har oplevet. Endelig naaede vi Toulon; her fik vi 25 Dages Quarantaine, og mere end to Maaneder hengik saaledes, førend vi frit kunde bevæge os paa Frankrigs Jordbund.