Part 8

Ved Dagningen fik vi Slæbetoug fra Linieskibet „_Breslau_“, og ved Middag ankrede vi i Bugten ved Servi. Om Aftenen kom „_Provence_“ til Ankers i vor Nærhed, og det viste sig da, at hele dets Forskib var beskadiget, og at det dertil havde mistet sit Bougspryd, rimeligviis ved, at dette var tørnet mod vor Stormast under Paaseilingen.

Samtidig hermed kom vi til Klarhed om, hvorledes Paaseilingen var gaaet for sig. Med Bagbords Halse stod „_Scipio_“ ind mod Cerigo, da der varskoedes for en Seiler forude i Læ. Den vagthavende Officeer skynder sig forud, kan først Intet see, kan derefter ikke blive enig med sin svagsynede Næstcommanderende om, hvorledes Seileren ligger, og giver endelig Ordre til at lægge Roret op. Imidlertid er man kommen hinanden saa nær, at man ved at falde af troer at løbe lige ombord i den fremmede Seiler; der bliver givet Contraordre, Roret bliver lagt ned, og der bliver praiet til den anden Seiler, at han skal falde af; denne raaber, at han ligger i Vending; man veed ikke, hvad man først skal gribe til, man griber til slet Intet, og faa Øjeblikke efter er man ombord i hinanden. Dette er Ombordragningernes almindelige Historie.

En Mærkelighed var det, at en Mand ombord i „_Provence_“, der havde forstukket sig paa det efter al Sandsynlighed sikreste Sted i Skibet, nemlig inde i Vulingen, for at faae et Blund under sin Vagt, blev knust ved Ombordragningen; dog endnu mærkeligere var det, at samme Mand alt forlængst var bleven udslettet af Skibets Ruller som afgaaet ved Døden, da han var bleven forvexlet med en anden Mand, der udfor Algier var død af Feber. Dette synes just ikke at tale for synderlig Orden ombord i det omhandlede Linieskib.

Med Resten af Escadren fortsatte Admiral Rigny Reisen østerefter, og de to havarerede Skibe bleve overladte til sig selv. Inden Admiralen forlod os, var imidlertid en Commission bleven nedsat for at undersøge Skibene, og samtidig dermed var der givet Ordre til, at det mindst beskadigede Skib skulde udbedres paa det andet Skibs Bekostning. Med Spænding imødesaae vi naturligviis Resultatet af denne Undersøgelse. Heldigviis faldt den ud til vor Fordeel. Det første, vi reqvirerede fra „_Provence_“, var dens Stormast, og et vanskeligt og besværligt Arbeide begyndte nu for os paa Servi’s aabne Rhed med at udtage Stumpen af vor knækkede Mast og med at indsætte den nye med de ufuldkomne Midler, der stode til vor Raadighed. Efter 14 Dages Forløb vendte Admiralen tilbage; vi vare da atter seilklare, og den 13de October stode vi med ham og den øvrige Escadre vesterefter mod Navarino. Ogsaa „_Provence_“ forlod Servi ved samme Tid. Med en Storstang som Varemast og en anden Stang som Bugspryd saae den heelt havareret ud. Den sendtes til Toulon for at reparere.

Chefens næsten daglige Omqvæd, lige siden vi forlode Toulon, havde været: „Ikke en Eneste er der, som tager sig af Tjenesten herombord, aldrig har jeg troet at kunne træffe en Officeersbesætning saa blottet for al Kundskab til sit Fag. Ingen er her, som kan staae mig bi, selv maa jeg være overalt, see Alt, gjøre Alt; det er ikke til at holde ud!“ Om mig havde han faaet den Idee, at mit skarpe Syn især var fremtrædende om Natten. Han betragtede mig som en Slags Albino. Som Følge heraf blev jeg, til min Ærgrelse, ikke sjelden kaldet paa Dækket ifølge Chefens Ordre efter min Nattevagt, naar man troede at skimte Land eller øine Fyr. Jeg troer, at jeg tilfredsstillede ham; thi den jævnlige Udpurring vedblev, og mulig kan denne supponerede Natteseen have bidraget til at hæve mig i Baron Milius’ Omdømme.

Naar han om Natten kom paa Dækket, var hans første Spørgsmaal til den vagthavende Officeer: „Hvor er Admiralen?“ Derpaa fulgte Spørgsmaal om de øvrige Skibe i Escadren, og vee den Officeer, som ikke var istand til at udpege den Seiler, som Spørgsmaalet gjaldt! Var et eller andet af Escadrens Skibe blevet tabt af Sigte, kunde det aldrig falde ham ind, at Skylden herfor kunde ligge hos dette Skib, der kunde være kommet bort fra sin Post; Feilen maatte nødvendig ligge i Mangel paa tilbørlig Opmærksomhed fra den vagthavende Officeers Side, og Omqvædet begyndte da forfra, blandet med Jamren og Beklagelse.

Efter Ombordragningen med „_Provence_“ blev det om muligt endnu værre. En Nat kommer han paa Dækket; min Ven Godin har Vagt. Han gjør nøiagtig Rede for de forskjellige Skibe, indtil Mr. Milius spørger om „_Breslau_“, hvortil Godin svarer, at den er ude af Sigte. Naturligviis giver Mr. Milius sin Forbittrelse Luft, medens han i Kikkerten speider efter det bortkomne Linieskib; med eet opdager han en svag Lysning i Horizonten og udraaber: „Er det ikke, som jeg siger, maa jeg ikke see Alt! Der er jo „_Breslau_“ henne i Sydost.“ Godin sætter Kikkerten for Øiet, seer hen i den angivne Retning og finder ud, at det ikke er nogen Lysning fra „_Breslau_“, man seer, men derimod den opgaaende Maane. „Maanen!“ udbryder Mr. Milius, „Maanen!“, og med Tanken henvendt paa Maanen spadserer han i nogen Tid op og ned ad Hytten. Lysningen kommer imidlertid nærmere, rimeligviis har det været Skinnet af en Nathuuslampe, der er kommet til Syne, og efter nogen Tids Forløb viser Omridset sig af det store Skib, der alt mere og mere nærmer sig for at søge sin Post. Denne Tildragelse glemte Mr. Milius aldrig. Naar han jamrede sig over at maatte gjøre Alting selv, at Ingen forstod sin Gjerning, hed det jævnlig i Fortsættelse deraf: „Men hvorledes skulde det vel kunne gaae i et Skib som dette, hvor Ingen uden jeg er istand til at see. Der er nu Mr. Margon“ — vagthavende Officeer paa Bakken, da „_Provence_“ seilede paa os — „han er blind paa begge Øine; Mr. Vandockum, han seer kun om Natten, og saa Mr. Godin! Nei det er altfor galt, Mr. Godin tager Linieskibet „_Breslau_“ an for Maanen!“ Denne Tirade maatte Godin ofte høre gjentaget i Messen; selv var han altid den Første til at lee ad denne mærkelige Feiltagelse.

Mr. Godins Endeligt.

Ved „_Scipio_“’s Ankomst til Toulon afgik Godin fra Skibet og blev ansat ved Værftet. En mørk og uhyggelig Aften i Januar Maaned sad jeg i al Ro og nød min Kaffe i Café de la marine, da min Ven Godin, indsvøbt i en stor Kappe, traadte ind. Jeg søgte at overtale ham til at drikke Kaffe med mig, men dertil, meente han, var der ikke tilstrækkelig Tid, da han skulde ind at rondere paa Værftet. Jeg kjendte hans Smag og foreslog ham dog idetmindste at tage et Glas „Absinthe“; dette meente han kunde gjøres af i en Fart; jeg troer endogsaa, at han fandt Tid til at tømme to Glas, hvorefter han trykkede mig i Haanden, sagde, at det havde været ham en udmærket Hjertestyrkning, og begav sig afsted for at røgte sin tjenstlige Gjerning.

I Porten til Værftet eller Arsenalet stod en Gefreider med en stor Lanterne tilligemed to Mand af Vagtmandskabet og ventede paa Lieutenanten. Ved hans Ankomst satte Ronden sig i Bevægelse, Lanternen forrest, saa Lieutenanten, medens de to Mand sluttede Toget. Regnen faldt ned strømmeviis, og haarde Vindstød bebudede Mistralens Komme. Man var naaet over en Bro, der istedenfor fast Gelænder havde lave Opstandere med løse Kjæder imellem, som forhen ved Indgangen til det kongelige Theater, og i Mørket søgte man hen imod den nærmeste Bygning, som kunde afgive noget Læ imod Blæsten, da Gefreideren pludselig spørger: „Hvor er Lieutenanten?“ De to Mænd komme til, ogsaa de havde tabt Lieutenanten af Syne; ved Lanternens Skin leder man efter Lieutenanten; men ingensteds er han at finde. Man søger tilbage til Vagten, afgiver Melding, Mandskab bliver sendt ud i alle Retninger, men forgjæves. Først den paafølgende Dag fandtes den ulykkelige Godin, indsvøbt i sin Kappe, som Liig i Canalen, der fra Havnen fører ind igjennem Toulons Værft. Det maa antages, at han den foregaaende Aften, da han med Kappen sluttet om sig gik over Broen, ved et Vindstød er bleven svungen hen til den ene Side, at han i Mørket er kommen Randen for nær, er snublet over den hængende Kjæde, der skulde tjene til Gelænder, og er derved falden i Vandet. Vinden har overdøvet hans Anskrig, Kappen har hemmet hans Bevægelser, og Resultatet var en brat og uventet Ende paa hans Liv.

Aldrig tænker jeg paa Godins Endeligt, uden at dertil knytter sig Erindringen om hans venlige Afsked fra mig hiin Aften i Café de la marine. Bevidstheden om, at han skyldte mig sin sidste Nydelse her i Livet, har altid staaet for mig som en tilfredsstillende Tanke, og hvor ubetydelig Tingen end er i sig selv, har jeg dog jævnlig forestillet mig, at Godin sendte mig Tak for den sidste Venlighed, som i denne Verden blev ham tildeel.

Navarino-Slaget.

Ombord i Linieskibet „_Scipio_“ deeltog jeg i Slaget ved Navarino den 20de October 1827.

Paavirket af den Enthusiasme, der overalt gjenlød for Grækenlands Frihed, afsluttedes den 6te Juli 1827 en Tractat i London imellem Frankrig, England og Rusland, med det Formaal at bringe den fortvivlede Kamp tilende, der alt i flere Aar havde bragt Skarer af unge Mænd fra saagodtsom alle Europas Lande til som Frivillige at stille sig under det græske Banner. Grækernes Sag kunde ved det anførte Tidspunct ansees for tabt. Paa nogle Fæstninger nær var næsten hele Morea i Tyrkernes Vold; Uenighed imellem Grækerne indbyrdes lammede ethvert af deres Foretagender, og, medens man i Europa høit priste de græske Anføreres Frihedsfølelse og Fædrelandssind, viste der sig hos mange af disse en Egenkjærlighed og en Hensynsløshed, der selv hos deres Undergivne maatte svække den Tillid, paa hvilken hine Anføreres Adkomst til Magten saagodtsom udelukkende var begrundet. I Forbindelse med disse forkastelige Egenskaber viste der sig ofte en Letsindighed, der især under Tyrkernes Beleiring af Athen traadte frem paa en oprørende Maade. Fra de philhelleniske Comiteer, der flere Steder og navnlig i Schweiz havde dannet sig, var der over Triest og andre Havne blevet tilsendt de beleirede Grækere saavel Klædningsstykker som Ammunition og Levnetsmidler, hvilke Gjenstande ved Skibenes Ankomst til Piræus bleve overleverede til de græske Førere. I Athen var der Mangel paa disse Fornødenheder, men endnu større Mangel paa dem var der blandt Tyrkerne, der stode udenfor og beleirede Staden. Under disse Omstændigheder øvede enkelte Førere saa ringe Control, at en ikke ubetydelig Deel af de modtagne Gaver blev solgt til Tyrkerne. Desværre viser denne Handel, at den gængse Opfattelse af de græske Forhold snarere var bygget paa historiske Minder end paa den ikke altid tiltalende Virkelighed. Utvivlsomt have de forskjellige Regjeringer været velbekjendte med de lidet opmuntrende Tilstande i Grækenland; men den offentlige Mening udtalte sig saa stærkt, at Regjeringerne tilsidst fandt sig bevægede til at give efter.

Som Følge af Londoner-Tractaten afsendtes en Flaade-Afdeling fra franske Havne til Levanten. „_Scipio_“ udgjorde en Deel af denne Escadre, og i Følge med Linieskibet „_Provence_“ forlode vi Toulon ved Juli Maaneds Slutning. Vi anløb Milo — hvor den franske Consul Mr. Brèt henrykt viste os en nylig opgravet og af ham for den franske Regjerings Regning tilkjøbt Statue, den siden af Alle beundrede _Venus de Milo_ — og samledes i Naussa paa Øen Paros med den øvrige fra Brest udsendte Hovedstyrke, Linieskibene „_Breslau_“ og „_Trident_“. Paa hvilken Maade vi skulde træde op til Fordeel for Grækerne, vedblev imidlertid at være en Gaade, næppe alene for os, men rimeligviis næsten i lige Grad for de høie contraherende Magter selv, som i London havde afsluttet den Tractat, der havde bragt os til de græske Farvande.

Denne herskende Tvivl bragte os til med Længsel og Utaalmodighed at imødesee Fregatten „_Syrène_“’s Komme, ombord i hvilket Skib Contre-Admiral de Rigny’s Flag ved den Tid vaiede. Admiral Rigny havde alt i flere Aar været Commanderende for den franske Station i Levanten; baade for Sømandsdygtighed og som Leder af Diplomatiens Traade, hvad Orienten angik, havde han alt dengang erhvervet sig et bekjendt Navn, og ved hans Ankomst antoge vi, at det store Spørgsmaal skulde løses, om vor Nærværelse betød Krig eller blot skulde indskrænke sig til en fredelig Demonstration.

Admiralen kom; men, som det saa ofte gaaer, Gaaden løstes ikke. Escadren blev beordret til at holde krydsende imellem Kysten af Morea og Øerne, og kort efter gaves Ordre til at staae vesterefter hen imod Navarino. Her stødte vi til den engelske Flaades Division, 3 Linieskibe og nogle Fregatter stærk, og underlagde os Sir Edward Codrington, der førte sit Flag ombord i Linieskibet „_Asia_“. Vi vare saaledes 7 Linieskibe samlede, da vi den 24de September for første Gang fik den tyrkisk-ægyptiske Flaade isigte under Sapienza-Øerne, tæt østenfor Navarino, iværk med at krydse østerefter.

Ligesom Stormagterne havde ogsaa Tyrkerne ved denne Tid gjort en stor Anstrengelse for at føre Grækerkrigen tilende. Foruden Tropper havde Mehemet-Ali, Vice-Konge i Ægypten, i dette Øiemed fra Alexandrien afsendt en Flaade, der paa Øerne i Archipelagus skulde fuldføre det Udryddelsesværk, som det var lykkedes Ibrahim Pascha, Vice-Kongens Søn, allerede tildeels at gjennemføre paa selve Morea. Denne samlede Flaade — tyrkisk-ægyptisk-tunesisk — eller idetmindste en større Deel af den, var det nu, vi mødte paa dens Vei til Hydra, og det lod sig forudsee, at, forsaavidt Expeditionen lykkedes, vilde Hydra blive udsat for samme ulykkelige Skjæbne som tidligere var overgaaet Scios, hvor Grusomheder bleve udøvede, der selv under denne Krig kunde ansees for enestaaende.

Man indseer, at Gaaden, der allerede havde givet Anledning til fuldt op af Væddemaal og af Gisninger iblandt os, her truede med at blive løst. I to Dage forbleve vi i umiddelbar Nærhed af den tyrkiske Flaade. Man kan tænke sig, med hvor stor Interesse vi betragtede disse tyrkiske Skibe, der undertiden vare os saa nær, at flere af dem om Natten endog kom ind i vor Linie. Enkelte svære Fregatter, byggede i Livorno og Marseille, udmærkede sig ved sjelden Skjønhed, kun vansiredes de fleste af de sværere Skibe ved at have et Fartøi opheist tværs under Blinderaaen. Alle manøvrerede de slet, og sikkert antager jeg, at, dersom det var kommet til Fegtning, vilde vi have vundet en afgjørende Seier.

Der blev underhandlet; Admiral Rigny løb med „_Syrène_“ ind til Navarino, og ved hans Bestræbelser lykkedes det at bringe en Overeenskomst tilveie med Ibrahim-Pascha, ifølge hvilken Foretagendet imod Hydra blev opgivet. Ibrahim var en Mand med fremragende Dygtighed, ubøielig, stolt som alle tyrkiske Befalingsmænd, og paa Admiral Rigny’s Forlangende om, at han skulde sende de ægyptiske Skibe tilbage til Alexandrien, gav han et bestemt Afslag. Aldrig, om man end anvendte Magten, vilde han indvillige heri, og heller vilde han vove det Yderste end forlade Morea uden paa sin Faders udtrykkelige Befaling. Man forestillede ham, at ligeoverfor den Styrke, hvorover man raadede, vilde ethvert Foretagende tilsøes fra hans Side være frugtesløst; at, naar Stormagterne i Alexandrien lagde Spørgsmaalet om Krig eller Fred i Vægtskaalen, vilde Mehemet-Ali ikke kunne vægre sig ved at udstede Ordre til den ægyptiske Styrkes Hjemkaldelse, og omsider lykkedes det at bringe den anførte Overeenskomst istand, ifølge hvilken den tyrkiske Flaade skulde vende tilbage til Navarino. Samtidig hermed forpligtede Ibrahim sig til uden Ophold at forlange nye Forholdsordrer fra Alexandrien, samt endvidere til ikke førend saadanne nye Ordrers Modtagelse at benytte sin Flaade, hverken til nogetsomhelst Foretagende imod Rebellerne eller til noget fjendtligt Skridt imod de allierede Magters Styrke.

Russerne, 4 Linieskibe og 3 Fregatter stærke, under Ledelse af Contre-Admiral Haydn, der førte sit Flag ombord i „_Azof_“, stødte kort Tid efter til os. Endnu nogen Tid efter forbleve vi udenfor Navarino; men, efterat Overeenskomsten vel var afsluttet, ansaaes den samlede Flaades Tilstedeværelse ikke længer for at være nødvendig, idetmindste foreløbigen; enkelte Krydsere bleve tilbage for at iagttage, hvad vi allerede kaldte „Fjendens“ Bevægelser, hvorefter Russerne begave sig til Malta og Admiral Codrington til Zante, som dengang var en engelsk Besiddelse, medens Admiral Rigny med Hovedstyrken af den franske Escadre stod østerefter.

Da var det, under Krydsning i det smalle Farvand imellem Servi og Øen Zerigo, at Linieskibet „_Provence_“ om Natten løb ombord i „_Scipio_“, ved hvilken Ombordragning „_Provence_“ foruden andre Havarier mistede sit Bugspyd, og „_Scipio_“ fik sin Stormast knækket. Vor Skade blev vel som tidligere anført udbedret ved, at „_Provence_“ afgav sin Stormast til os, hvorefter dette Skib i havareret Tilstand blev sendt tilbage til Toulon; men man kan tænke sig, hvor haardt det maa have tynget paa Admiral Rigny netop paa dette Tidspunct at see sin Styrke formindsket ved Tabet af en saa vigtig Deel af den ham underlagte Escadre.

Imedens „_Scipio_“’s Udbedring gik for sig paa Servi’s Rhed, og Stormagternes Flaade var spredt øster- og vesterpaa, løb en tyrkisk Division ud fra Navarino og styrede op imod Bugten ved Korinth, hvor Cochrane havde søgt at bringe Grækerne Hjælp. Tyrkiske Skibes Udløben fra Navarino maatte ansees som et Brud paa den sluttede Overeenskomst; ved Underretning herom løb Admiral Codrington med „_Asia_“ og et Par tilstedeværende Fregatter øieblikkelig ud fra Zante, han traf de tyrkiske Skibe noget søndenfor Patras, og med Magt tvang han dem til at vende tilbage til Navarino.

Denne Begivenhed bragte de forenede Magters Flaader til skyndsomst paany at samle sig for Navarino. Ved vor Ankomst dertil, ved Midten af October, var den engelske og den russiske Escadre alt paa Stedet, og en streng Blocade blev nu haandhævet for Indløbet til denne Havn. Flere østerrigske Orlogsmænd, som vilde søge derind, bleve afviste, Flaadens Smaaskibe krydsede om Natten saagodtsom i Havneløbet, og hver Dag stode vi i Linie lige ind under Fæstningsværkerne og udførte vore Manøvrer. Det var en streng Tid for de vagthavende Qvarteerchefer, især ombord i et Skib, der alt havde prøvet, hvad en Ombordragning havde at betyde. Omgiven at Linieskibe og Fregatter, i mørke October-Nætter, var det næsten et Under, at Paaseilinger ikke fandt Sted, om man end ganske sikkert ikke sjelden kom sin For- eller Agtermand endeel nærmere end meget nær. Flere Gange kom man næsten til at berøre hinanden; men af Ulykker forefaldt der heldigviis dog ingen.

Spændingen imellem Tyrkerne og den udenfor liggende Flaade tiltog imidlertid med hver Dag. En engelsk Fregat, der blev sendt ind til Navarino for at underhandle, blev saagodtsom afviist, og Conferencer ombord i „_Asia_“ imellem vor Flaades Admiraler bleve alt hyppigere og hyppigere. Under vore daglige Manøvrer vare vi istand til at følge, hvad der foregik inde paa Navarinos Rhed, og vi saae der, hvorledes Tyrkerne fortøiede deres Skibe i Orden, ankrede dem med Spring, kort, syntes at gjøre Alt færdigt til Forsvar i paakommende Tilfælde. Man kunde efterhaanden forudsee, at Gaaden snart maatte blive løst enten paa den ene eller paa den anden Maade.

Aarstiden var vidt fremrykket; at holde Blocaden i lang Tid paa samme Maade som hidtil lod sig vanskelig udføre, og endelig den 18de October om Aftenen Klokken 10, efter en langvarig Raadslagning ombord hos Admiral Codrington, løb „_Syrène_“’s Tender, Skonnertbriggen „_Alcyonne_“, os agtenom og praiede til Chefen ifølge Admiralens Ordre, at det var Hensigten den paafølgende Dag at staae ind med Escadren til Navarino.

Naturligviis blev denne Meddelelse modtagen med Enthusiasme; dog hermed var endnu ikke Gaaden løst, om det end var let at forudsee, at, naar de tvende Flaader kom i saa umiddelbar Nærhed af hinanden, vilde et enkelt Skud fra en af Siderne kunne blive Signal til en afgjørende Kamp, hvis Følger kunde strække sig langt ud over Moreas Grændser. Ogsaa synes dette Hensyn længe at have afholdt Admiral Codrington fra at tage nogen endelig Beslutning, der kunde medføre et saa overordentligt Ansvar; det hedder sig, at det først var efter Modtagelsen af en Depeche fra Lord-High-Admiral Hertugen af Clarence, senere Kong William IV, „the sailor King“, at han bestemte sig til at staae ind med Flaaden til Navarino, idet Hertugen, der tidligere havde været tilsøes under Sir Edwards Commando, i Marginen af denne Depeche skal have skrevet med Blyant: „Go on Ned!“ Dette Vink, udgaaet fra Marinens Høistcommanderende, skal have været afgjørende for den engelske Admirals Beslutning.

Meddelelsen fra „_Alcyonne_“ foer som en elektrisk Gnist igjennem hele Skibet. Øieblikkelig blev der purret ud, man gik iværk med at rydde Batterierne, der blev viist Spring agterfra og fastgjort til Sværankerne, og Alt blev gjort færdigt til Slag. Jeg troer, at Mr. Milius, idetmindste blandt de franske Chefer, var den Eneste, der i Nattens Løb i alle Enkeltheder beredte sig paa denne Mulighed. I Activitet stod Mr. Milius ikke tilbage for Nogen.

Den 19de var det Stille. Flaaden laa ubevægelig, og vi vare henviste til Gisninger, der naturligviis bleve fremsatte i stort Antal. Cheferne kaldtes ombord til Admiralen, Skibenes Poster bleve dem anviste, og der blev givet Ordre til, at intet Angreb maatte finde Sted, medmindre Tyrkerne begyndte Fjendtlighederne. For det Tilfælde, at en Kamp skulde udvikle sig, og tyrkiske Skibe under denne skulde overgive sig, blev der paa den Høistcommanderendes Vegne givet streng Befaling til, at intet tyrkisk Skib maatte besættes, selv om det skulde stryge sit Flag, da ingen Krig var erklæret, og det saaledes kunde forudsees, at Spørgsmaalet om Priser senere kunde medføre særegne Vanskeligheder — kun maatte det første Kanonskud, der faldt, ansees som Signal til Fjendtlighedernes Begyndelse, og Enhver maatte da gjøre sit Bedste.

Dagen den 19de syntes aldrig at skulle faae Ende. Den 20de om Morgenen endnu Stille; men ved Middag sprang en let Brise op fra Syd-Ost; Slag-Orden blev dannet, den engelske Division forrest, dernæst de franske Skibe, agterst Russerne, hver Admiral i Spidsen for sin Escadre, Fregatter og mindre Skibe i Læ af Linien.

Klokken 1 blev gjort Signal til klart Skib, og for første Gang hørte jeg Trommen lyde med Alvor og Betydning.

Det var et stolt Syn i hiin Tid at see et Linieskib beredt til at gaae en Fegtning imøde; Alt, hvad der til daglig Brug belemrer Dækkene, saasom Skodder, Lukafer, ja selv Skodderne, der danne Chefens Kahyt, er fjernet, fra For til Agter har man fri Udsigt over den lange Række Kanoner, der truende peger ud imod Fjenden. Kanonbesætningerne staae opstillede langs Siderne af deres Kanoner, beskjæftigede med at fjerne Alt, hvad der kan hemme Skydningens Hurtighed eller medføre nogen Afbrydelse af den; Kugler og Projectiler ere opstablede i Kanonernes Nærhed, brændende Lunter ere fordeelte for at være paa rede Haand, om der skulde blive Brug for deres Anvendelse, og iborde seer man anbragt ved hver Kanon Pistoler, Huggerter, Entrebiler m. m., til Brug, om det skulde komme til Entring. Uagtet den forventningsfulde Spænding, der er præget i Alles Miner og Bevægelser, ere Ro og Orden herskende over det Hele, og selv den mindst Begeistrede vilde blive betagen ved Indtrykket af den Kraft, som 80 Kanoner og 700 Mands Besætning, samlede indenfor Linieskibets begrændsede Rum, ere istand til at udvikle ligeoverfor enhver af Fortidens Modstandere. Vistnok er det, at et Pandserskib i vore Dage er en stærkere Krigsmaskine, men imponerende som de fordums Linieskibe med deres to eller tre Rækker Kanoner er det ikke. Her, som i saameget Andet paa Søen, er det Poetiske traadt tilbage for den jernhaarde Modstandskraft.