Part 6

Saaledes var Jens Oluf Rasmussen blevet.

Og i Dag havde altsaa hans Kone opdaget, at han i sit syge Had til Liv og Sundhed stjal sig til at spytte sine Sygdomsspirer ud paa Skolebørnenes medbragte Mad.

Ogsaa for Herskabet paa Havslundegaard blev det en krank Julefest ...

Thi første Juledag, Eftermiddag Klokken tre, fandt Fodermester Voldby, da han kom op paa Stænget for at brække et Skift Hø ned til Kreaturerne, Forvalter Jensen hængende død paa en af Hanebjælkerne -- og han havde nok først gjort Forsøg paa at drukne sig i Hesteparken, thi hans Tøj var vaadt og skident til midt paa Brystet.

-- Naa, saadan sku' _det_ ende ...! sagde Voldby og gav sig sindig til at skære Strikken over med sin Foldekniv -- Jakobsen! raabte han ned i Stalden, hvor Eleven gik og fordelte Høet rundt i Krybberne -- Jakobsen! ... Forvalteren har hængt sig heroppe!

-- Hva' _har_ han ...! sagde Jakobsen og slap den Favnfuld Hø, han havde staaet med, bardovs i Gulvet.

Jakobsen var en stor, sværlemmet Gaardmandssøn paa en sytten-atten Aar. Og det var første Gang, han var mellem Fremmede ...

Voldby baksede med Liget for at faa det op paa Armene:

-- Ja, han har ... og han er allerede kold ... Vil Du ta' imod ham.

-- _Nej!_

-- Sludder! Stil Dig nu op lige under Nedkastet, saa la'r jeg ham saa gelinde glide ... Naa bli'r det til noget!

Den Dødes strittende Ben viste sig allerede i Aabningen.

Jakobsen var bleven hvid som et Lagen og skjalv over hele Kroppen:

-- Jeg tør ikke, Voldby ...

-- Sludder! Ta' nu fat! ... _Har_ Du fat?

-- Ja ...

-- Ja, saa kommer han!

Forvalterens svære Krop gled langsomt frem gennem Hullet stiv som en Bjælke.

-- Jeg tør ikke, jeg tør ikke ...! stønnede Eleven.

-- Er Du _gal_, Dreng! Vil Du holde _fast_! Jeg _har_ jo sluppet!

Liget begyndte pludselig at tage Fart ud over det glatte Hø. Og idet det faldt tungt ned i Favnen paa Drengen, der ikke kunde magte det, trængte der sig en Lyd af indeklemt Luft frem af dets Hals: Bæ--uv! ræbede det lige ind i Ansigtet paa ham.

Men da slap Eleven vild af Rædsel sit Tag i den Døde og fôr tudende som en maanesyg Hund ud af Stalden:

-- Jeg forvinder 'et aldrig! skreg han -- Jeg forvinder 'et aldrig! Det skulde Voldby ikke ha' faaet mig til! Jeg forvinder 'et aldrig!

Og medens han flygtede hen over Gaardspladsen og ud over Markerne, svingede han sindssygt Armene rundt og rundt over sit Hoved som to Møllevinger ...

-- --

Allerede flere Dage førend Godsejeren vendte hjem fra Rigsdagen for at holde Juleferie, var der kommet en sær Uro over Forvalter Jensen. Han luskede og lurede omkring Jomfru Helmer, og hun havde ikke Fred for ham. Et Par Gange havde han endogsaa lagt Haand paa hende; og hun havde maattet tilkalde Hjælp for at faa ham vist ud af sit Værelse.

-- Jeg gør en Ulykke paa en af vos! truede han uden for Vinduet -- hvis Du la'r ham røre ved Dig!

Men hun lo imod ham:

-- Du hytter Dig vel, tænker jeg!

-- --

Saa kom Juleaften.

Nils Uldahl havde villet tvinge igennem, at Jomfru Helmer skulde inviteres over i Herskabsbygningen og spise med Familien. Men Fru Line havde paa sin rolige, ligevægtige Maade, der afskar enhver Diskussion, sagt, at i saa Tilfælde maatte han og Damen indtage Nadveren alene, for hun og Pigebørnene vilde da spise paa deres Værelser.

Herover var Nils blevet saa forbitret, at han slet ikke havde vist sig den ganske Dag. Og da der Klokken syv blev kaldt til Bords, tog han demonstrativt sit Overtøj paa og gik ned i Økonomibygningen, hvor han tilbragte den hele Aften -- og Natten med.

Men om Morgenen havde Forvalteren passet ham op i Ladegaarden og truet ham paa Livet med en Todtenslæger. Og var det rasende Menneske ikke blevet overmandet af Gaardens Karle, havde han vel ogsaa udført sit Forsæt. Nu slog de ham i Stenbroen og slæbte ham over paa hans Kammer og laasede Døren.

Men op ad Formiddagen var han saa brudt ud. Og nu laa han fredelig og stille under et Hestedækken ovre i Foderloen ...

Samme Dags Aften ...

Oppe i Fru Lines store Soveværelse, der til Dels var møbleret som Salon, sad hun og Døtrene. De tyede altid her op i vanskelige Tider, thi de følte sig tryggere her end i Dagligrummene nedenunder, hvor Faderen pludselig kunde bryde ind og snakke op og lade som ingenting for saa lidt efter brummende at forsvinde igen, naar han mærkede, at hans Ord ingen Genklang fandt.

Frøken Anna sad som sædvanlig og læste, eller lod, som hun læste. Mest døsede hun over Bogen med Øjnene halvt lukkede.

Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad med deres Piber over et Parti Skak. Fru Uldahl lagde Kort op; og Frøken Sofie laa saa lang hun var henad Gulvtæppet med Tyrk som Hovedpude.

Der var Dødsensstille paa Gaarden. Klokken var mellem ni og ti. Paa Bordet under Hængelampen stod en Skaal med Klejner og Pebernødder.

Pludselig skød Fru Line lidt utaalmodig sine Kort sammen:

-- Nu skal vi i Seng, Børn!

-- Hvad er Klokken? spurgte Sofie uden at røre paa sig.

-- Et Kvarter i ti.

-- Hvordan tror Mor, at _hun_ vil ha' det i Nat?

Ved _hun_ forstod man mellem Damerne i Herskabsbygningen altid Jomfru Helmer.

-- Aa, hun er vist ligeglad! mente Charlotte med Ansigtet ned over Skakspillet.

-- _Træk!_ sagde Frederikke ivrig -- Det er _Dig_, der skal trække!

Saa blev der en Pause. Man hørte en Dør blive slaaet haardt i et Steds fjernt i Huset. Det var Nils Uldahl, der gik i Kælderen efter Vin. Han var igen begyndt kraftig at drikke, naar han var hjemme.

-- Tror Mor, at Far er ulykkelig? spurgte Frøken Sofie pludselig.

-- Ulykkelig ... lille Sofie?

-- Ja, jeg mener, om han saadan altid gaar rundt og er bedrøvet?

-- Næi ... hvorfor mener Du det?

-- Aa, ikke for noget ...

Fru Line rejste sig og gik hen til sin ældste Datter:

-- Nu skal vi i Seng, lille Anna.

-- Ja ... sagde Anna uden at løfte Øjnene fra Bogen.

-- Véd Mor, om Elev Jakobsen er kommen hjem? spurgte Sofie.

-- Nej ... men det er han vel nok ... Nu lukker jeg et Vindue op, Pigebørn, for Tobaksrøgen.

Frøken Sofie, der ligeledes havde rejst sig, gik hen og stillede sig ved Siden af Moderen foran det aabne Vindue ... det var det samme Vindue, hvorfra Søstrene havde set Faderen køre bort med sin Elskerinde ... Maanen og Stjernerne skinnede ned over den hvide Gaardsplads, hvor Sneen laa i sammenskovlede Hobe. Nede fra Stalden lød Stampen af en Hest; og langt borte i Parken tudede en Ugle.

Frøken Sofie fôr gysende sammen. Fru Line lagde en Arm om hende.

-- Fryser Du? Skal vi lukke?

-- Nej ... Se, hvor smuk Gaarden ser ud!

-- Ja ...

-- Hvad tænker Mor paa ... _lige nu_?

Fru Line smilede:

-- Paa at komme i Seng og sove.

-- Og véd Mor, hvad _jeg_ tænker paa?

-- Nej ...?

-- Jeg tænker paa, at hvis der nu med det samme kom gaaende en helt fremmed Mand dernede i Gaarden, saa vidste han ikke noget af, at Forvalter Jensen laa nede i Laden og havde hængt sig ...

-- _Skak!_ lød det i det samme triumferende fra Frederikke -- Og _mat_! ... Du er ogsaa _mat_!

-- Vigtigper! sagde Charlotte og fôr op og satte sig paa Skødet af Søsteren -- Lille Vigtigper! sagde hun og gav sig til at kæle for hende.

Og saa trak de Kageskaalen hen til sig og begyndte at spise af Pebernødderne, idet de gensidig puttede dem i Munden paa hinanden og lukkede efter med et Kys.

-- Usch! mumlede Frøken Anna -- det er væmmeligt at se paa Jer to ...!

* * * * *

Ovre i Asylet stak de tre Gamle forlængst under Dynerne. Deres Julegaver havde de anbragt paa Stolene foran Sengene. Kun Jomfru Rottbøl laa trofast med den fornemste af sine i Armen. Det var en stor, smukt paaklædt Dukke, som hun havde faaet af Frøkenerne, og som hun havde døbt Nikoline efter sin for femogtyve Aar siden afdøde yngste Datter ...

* * * * *

Det store Ur i Spisestuen slog tolv.

Tyrk, der laa paa Maatten foran Frøken Sofies Dør, bjæffede i Søvne. Han havde svagt fornemmet Lyden af knirkende Fodtrin paa Sneen udenfor i Haven.

Det var Sørine Folkekokkepige, der kom fra Julebesøg hos sine Forældre. -- Ved hendes Side gik Elev Jakobsen.

Hun havde fundet ham flakkende rundt nede i Strandskoven forfrossen og fortvivlet.

Og nu tog hun Drengen med hjem i sin Seng for at trøste og varme ham ...

Fru Karen Uldahl fra Kragholm var paa Julebesøg i Villa Seemann og sad i Dagligstuen og knasede Makroner i sig og drak Madeira.

Fru Rositta stod i Profil foran Vinduet og satte Traad i sin Synaal.

-- Men sødeste lille Pige, sagde Fru Karen overrasket -- Du er jo med Barn!

Rositta blev blodrød:

-- Kan det _ses_? spurgte hun og dalede hurtig ned paa Stolen ved Sybordet.

-- Ja, nu Du stod der imod Lyset ... Jeg troede for Resten, at det var et overstaaet Stadium hos Jer?

-- Det troede vi ogsaa selv, Tante Karen.

-- Hvor langt er Du henne?

Tanten saa yderst interesseret ud.

-- Paa femte Maaned.

-- Er Du ked af det?

-- Naa--aa ... det nytter jo ikke.

-- Næ--e, Du har altid været en lille Filosof!

Fru Karens Øjne blev nyfigne og skinnende:

-- Hør, lille Pige, sagde hun og lænede sig fortroligt hen mod Niecen -- er det sandt, at det er forbundet med en vis ... æ ... Vellystfornemmelse at føde et Barn?

Rositta rødmede atter:

-- Men Tante Karen dog ...!

-- Ja, det har jeg nemlig hørt ... Jeg har jo aldrig selv været i den Situation ... Men jeg har _læst_ om det.

Rositta bøjede Hovedet uden at svare. Fru Karen sendte hende et hvast Sideblik og fortsatte derpaa ganske uden Overgang:

-- Skal I til Havslunde paa Fredag?

-- Ja ... Isidor ... Jeg tager ikke med.

-- Kan Du forstaa, lille Pige, at de holder Selskab saa hurtig oven paa det Selvmord?

-- Naa--aa ...

-- Det er naturligvis Line, der vil vise Verden ...

-- Nej, det er dog vist Onkel Nils ...

-- Maaske. Men saa kunde _hun_ dog sætte sig imod denne Forargelse.

-- Det er vist ikke saa nemt ...

-- Aa, hvis hun _vilde_! Men hun gaar rundt der og behager sig i at spille den undertrykte ... Hun er en daarlig Kone for Nils; han skulde tages paa en hel anden Maade.

Fru Rositta smilede uskyldigt; men helt dybt inde i hendes Øjne kom og forsvandt en Lysprik ikke større end Spidsen af en Naal:

-- Ja, sagde hun rolig -- han burde have haft Tante Karen!

Nu var det Fru Uldahls Tur til at rødme; og hendes Øjne flammede ondt. Men da Rositta stadig saa lige uskyldig og uvidende ud, beroligede hun sig og nøjedes med at sige:

-- Ja, maaske ... Jeg har i det mindste vist mig en Opgave voksen, der var fuldt saa svær som hendes! ... Naa, føjede hun saa til -- Frantz har i de sidste Aar saamænd ikke givet nogen Grund til Klage; jeg er fuldt ud tilfreds med min Lod ... nu; og der gaar ikke en Dag, uden at Frantz er mig taknemmelig!

-- Jeg holder saameget af Onkel Frantz ... sagde Fru Rositta mildt.

-- Ja, han er saamænd ogsaa et rigtig erkegodt Menneske ... En Mand ender _altid_ med at blive det, hans Kone gør ham til! Nu skal vi snart ha' Sølvbryllup.

-- Ja, det skal I jo ... i April?

-- Ja; og hele Slægten skal samles, baade Heinemann'erne og Uldahl'erne.

-- Det bliver da morsomt ...

-- Ja; baade jeg og Frantz glæder os ogsaa meget dertil ... Det bliver netop en Søndag, saa vi begynder med at gaa i Kirke og takke Gud; og om Aftenen er der saa Middag paa Kragholm.

-- Naa!

-- Ja, Du og din Mand faar naturligvis ogsaa en Indbydelse.

-- Ja--e Tak ...

-- Apropos, lille Reseda ...

-- Det maa Du ikke kalde mig! afbrød den lille Frue heftig.

-- Men Herregud, det gør jo din Mand ...!

-- Ja, netop derfor! Ingen andre maa! Jeg vil ikke ha' det!

Hun var blevet ganske bleg af Ophidselse.

-- Naa, naa, godt Ord igen ...! sagde Fru Karen forbløffet -- Men det var det, jeg vilde sige, fortsatte hun saa -- véd Du, om Isidor har med Onkel Joachims Affærer at gøre? Man siger det.

Rositta var atter blevet rolig:

-- Saa--e? sagde hun -- Ja, jeg er ikke inde i min Mands Forretningssager.

-- Er han hjemme?

-- Nej, han er paa Kontoret.

-- Hør, kunde Du ikke underhaanden skaffe mig det at vide?

-- Nej, Tante Karen, det kan jeg ikke ... Isidor vilde tro, at jeg var blevet vanvittig.

-- Er det da sandt, at I aldrig taler sammen?

-- Naa--aa, det er maaske lidt overdrevent. Men da aldrig om den Slags Ting; de morer os ikke.

-- Det maa da være frygteligt!

Fru Rositta lo stille:

-- Tror Du ...?

Men Fru Karen, der var inde i sit, vedblev:

-- Har Du og din Mand været derovre?

-- Hvor?

-- Paa Ravnsholt ... nu han skal til at dø?

-- Vi kender ham jo næsten ikke.

-- ... Hvis din Mand er hans Executor!

-- Ja ...

-- Er han da det?

-- Det véd jeg virkelig ikke, Tante Karen.

Fru Uldahl satte vredt Tænderne i en ny Makron, saa at den brast med et Knæk:

-- Du er _ganske_ umulig, lille Rositta! Du _lever_ jo slet ikke i _denne_ Verden!

-- Naa--aa ... jo--o ... lidt ...

-- Pigebørnene fra Havslunde kom da ind til ham, da de var der.

-- Saa--aa, gjorde de det ...

-- Hvad mon de talte om?

-- Det véd jeg ikke ... Jeg véd ikke engang af, at de har været der.

-- Naa, ikke ... Jo, jeg tænkte saamænd ogsaa saa smaat paa at tage derover; det er jo Frantzes kødelige Onkel ... men man trænger sig jo nødig paa; det kunde saa let misforstaas.

-- Mon ...?

-- Ja--e, det kunde ... Og sæt, man ikke slap ind! De fra Hvidgaard galoperede derover en Dag; men hun, _Pompadour_, som Palle kalder hende, viste dem af.

-- Saa--e ...

-- Men jeg _under_ dem det!

-- Ja, det gør Tante vel ...

-- Ja, det ved Gud, jeg gør! Hvad vilde de der! ... Har din Mand talt noget om, lille Pige, at Joachim har gjort Testamente?

-- Nej ...

-- Ja, for Du véd vel, at han og Pompadour har levet som Mand og Kone i mange Aar! Og saa har hun jo de tre lange Bondelømler af Sønner, der driver rundt paa Gaarden.

-- De skal være saa dygtige ...

-- Ja, som Kreaturpassere! ... Men han testamenterer dem vel nok nogle Tusind Kroner hver ... Moderen har jo tjent ham tro -- baade i den ene og den anden Retning.

-- Ja, det er vel hende, der har styret hele den store Husholdning ...

-- Det ha'de han hende jo til! ... Og _Nils_ faar _ikke_ Ravnsholt! han og Joachim kan ikke døje hinanden siden den latterlige Historie med den Stok ... Men det er _det_, jeg stadig har bebrejdet Frantz, at han ikke har forstaaet at holde sig til ... og nu er det jo snart for sent!

Fru Karen løste Hattebaandene, nippede til sin Madeira og pustede ud.

Og Fru Rositta betragtede hende stjaalent fra Siden, halvt uvillig og halvt nysgerrig, idet hun dybt undrede sig over den Forskel, der, trods alt, kan være paa Mennesker ...

-- Har Du hørt noget om, lille Pige, at Nils vil købe Egesborg tilbage, hvis han arver Joachim?

-- Nej ...

-- Aa--r, Du er ganske umulig at tale med!

-- --

Lidt efter tog Fru Karen Afsked.

Da hun kom udenfor paa Vejen, sagde hun til sig selv:

-- Den kære Rositta, Gudbevares, hun kan saamænd være meget sød, men hun er og bliver dog et lille Fæ ...!

Fredagen mellem Jul og Nytaar var der altsaa Familiemiddag paa Havslunde ...

Selskabet sad om Bordet i den store Spisesal.

Nils Uldahl slog paa sit Glas og rejste sig. Der blev dødsensstille:

-- Mine Damer og Herrer! begyndte han -- Maa jeg paa min kære Hustrus og egne Vegne bringe Dem en hjertelig Tak, fordi De har gjort os den Glæde at møde frem her i Aften. Desværre kan vi ikke, saa ofte som vi gerne vilde det, nyde godt af Deres udsøgte Selskab. Jeg lever jo, som De véd, en stor Del af Aaret i en Art frivillig Landflygtighed, idet jeg sammen med en Del andre lige- og uligesindede Kaldsfæller sidder i Landets Raad og spinder det Tovværk og nitter de Planer, der holder vort lille Samfund flydende ... Men, mine Damer og Herrer, ihvor ærefuld og eftertragtet end denne Bestilling er, saa betænker jeg mig alligevel ikke paa at kalde de Husfædre tifold lykkeligere, der Aaret rundt kan dvæle i deres Families Skød, saaledes som for Eksempel min kære Broder Frantz! ... Og naar jeg nu derfor vender mig til Dig, min højtelskede Hustru, er det for at bringe Dig en ...

-- _Far_! ... Du _maa_ ikke! ... Hvor _kan_ Du dog! ... Du _maa_ ikke!

Frøken Sofie var sprunget op fra sin Plads og stod ligbleg med skinnende, taarefyldte Øjne og fægtede ganske ude af sig selv med Armene strakt frem imod Faderen:

-- Du _maa_ ikke ...! Jeg vil ikke ha' det ...! Du _maa_ ikke! gentog hun.

Fru Line skyndte sig hen til hende:

-- Men Sofie ... lille Sofie ...

-- Han _maa_ ikke, Mor! ... Sig det til ham! ... Hvor kan han dog nænne det ...!

-- Ja, ja, nu skal jeg sige det, nu skal jeg sige det ... Men kom Du nu med mig!

Og hun lagde en Arm om Datteren og førte hende ud ...

Nils Uldahl havde sin Niece Mona til Bords. Han havde, straks da Frøken Sofie begyndte at skrige op, sat sig med et beklagende Skuldertræk og livlig givet sig til at konversere sin Borddame. Men hans Øjne vogtede kolde og haarde paa Døren, Fru Line var gaaet ud af. Og da det varede ham for længe, inden hun igen viste sig, raabte han højlydt ned over Bordet:

-- Aa, Anna, vil Du ikke gaa op og se efter, hvor din Mor bliver af; man kan ikke saadan forlade sine Gæster!

-- Far ... lød det bønligt fra Charlotte og Frederikke.

Men han lod, som om han ikke hørte det, og tilføjede:

-- Sig, at hun skal komme straks!

Og Frøken Anna rejste sig og gik ...

Lidt efter traadte Fru Uldahl ind rolig og behersket:

-- Undskyld ...! smilede hun, idet hun tog Plads.

I samme Nu rejste Nils sig:

-- Ja, mine Damer og Herrer, fortsatte han, som om intet var hændet -- jeg vilde altsaa bede Dem tømme et Glas for _Hjemmene_! Og til Dig, min kære Hustru, vil jeg adressere en hjertelig Tak for, hvad Du gennem mange Aar har været specielt for Hjemmet her paa Havslundegaard! Samt desuden en Tak for ...

-- Nils, Nils ...! lød det manende fra Frantz Uldahl.

Men Nils forstærkede sin Stemme for at overdøve ham:

-- _... en Tak for den Kærlighed til Deres Fader, som Du stedse har forstaaet at indpode vore Børn! ... En Skaal altsaa for Hjemmet repræsenteret ved Fru Line Uldahl-Ege født Sørensen!_

Alle Gæsterne rejste sig; og Fru Line løftede smilende, men lidt bleg, sit Glas imod dem.

Hvorpaa hun rolig vendte sig om mod Pigerne, der stod afventende ved Buffeten:

-- Ja, saa kan I godt servere videre, Olga og Marie ...

-- Satan til Kone! mumlede Hofjægermester Palle beundrende -- Hvor har hun den _Verden_ fra!

-- --

I Havesalen og de tilstødende Dagligstuer serveredes Kaffen.

Alle Kroner og Lampetter var tændt. Og rundt fra Væggene stirrede Forfædrenes malede Portrætter ud over Forsamlingen: Olaf Uldahl, Slægtens Grundlægger; og Mathias Uldahl, som havde købt og opbygget Egesborg; og Etatsraaden og Etatsraadinden; og Frøken Natalia og Frøken Bettina unge og skønne i dybt nedringede Kjoler og med kostbare Smykker paa Hals og Arme ...

Men skønnest af alle Billederne var dog det legemstore Digt over Fru Line, der hængte paa Havesalens Midtervæg. -- Hendes Mand havde i Tidernes Morgen ladet hende male af Landets største Maler. Og hun stod der paa Lærredet, som Nils Uldahl første Gang havde set hende hin Formiddag i Husum Krohave, stor og yppig under et bugnende Æbletræ og plukkede Frugt ned ... den Frugt, der skulde blive hende til Kundskaben paa Godt og Ondt! Hendes fine regelmæssige Ansigt og gyldenblonde Haar lyste i Solen; og Maleren havde lagt i hendes dunkelblaa Øjne hele den sprøde Længsel efter »Lykken«, der gør Ungdomsaarene til saa koglende-løgnagtig-forjættelsesrig en Skærsommernatsdrøm ...

-- Er _det_ Fruen? spurgte Møller Hammer, en af Nils Uldahls Folketingsstillere, han stod og stirrede betaget paa Billedet.

-- Ja, det er Fruen ... sagde Isidor Seemann, der stod hos.

-- Ja, Tiden gaar, og Vingerne suser! nikkede Mølleren -- Skal vi gaa ind og kæve en Kognak, Herredsfuldmægtig?

Post-Ole bragte Morgenen efter Gildet den triste Meddelelse til Havslundegaard, at nu var det rent ud kontant skidt med Godsejeren paa Ravnsholt; hvis han da ikke allerede _var_ død.

Nils Uldahl satte sig øjeblikkelig i telefonisk Forbindelse med Kragholm og Hvidgaard. Og de tre Slægtninge besluttede at køre sammen over til Onkelen og at tage Isidor Seemann med for at have juridisk Hjælp ved Haanden, om fornødent gjordes.

Op ad Formiddagen mødtes de fire Herrer derfor igen paa Havslunde. Og efter en kraftig Frokost kørte de af Sted i Fruens Landauer. Alle fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne.

Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige Historier. Men lidt efter lidt »slog« Kulden og Frokosten dem, de blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen. Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen. Han sad lysvaagen og morede sig med at studere sine Slægtninges Ansigter, nu Søvnen havde lagt dem blot.

Især var det Kragholmer-Manden, der interesserede ham.

Frantz Uldahls røde, fedladne Ansigt havde nemlig ikke engang nu, han slumrede sødelig, mistet det mærkelige hemmelighedsfuldt poliske Udtryk, som i de senere Aar mere og mere havde præget det. Det var, som gik han svanger med en Viden, der hvert Øjeblik truede med at faa ham til at briste ud i en høj Latter:

-- Ha, ha--a! Der kan I bare se! _Det_ havde I vist ikke troet om mig!

Han gjorde sig øjensynlig den største Umage for at tøjle denne sin indre Lystighed. Men helt lykkedes det ham aldrig. Den trængte paa og trængte paa og var derfor endt med at lægge over hans tykke, godmodige Solsikke-Aasyn et Skær af permanent Bristefærdighed, der ofte fik Fru Karen, bedst som de sad hjemme i Stuerne paa Kragholm, til irriteret at udbryde:

-- Men, _Frantz_, dog, hvad _er_ det, der morer Dig saa utroligt? Det er dog ikke til at holde _ud_ at se paa det Grinebiderfysiognomi!

Saa slukkedes Frantz's Ansigt brat, Trækkene slappedes og ligesom døde:

-- Det er ingenting, lille Karen, sagde han -- ingen Verdens Ting!

Men straks efter sprang der saa igen en Smilemuskel frem, og saa nok en og en til ... og snart lyste han paa ny af den samme hemmelighedsfulde og kildrende indre Heiterkeit.

Selv naar han sov, bevarede hans Ansigt som Regel et vist overstadigt Udtryk. Fru Karen havde iagttaget Fænomenet, engang han var faldet i Søvn ved Middagskaffen. Cigaren havde han tabt, og Armene hang slappe ned. Men Rynkerne i Øjenkrogene spillede, og Mundvigene var i stadig polisk Bevægelse.

Uhyggelig til Mode var Fru Karen ikke blevet, thi det var der ingen Grund til, saa pærehenrykt Manden saa ud. Men hun var blevet arrig og usikker.

Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange Tider havde hans Opførsel ikke givet Anledning til mindste Uro ... Men _nu_! Hvad _kunde_ det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren!

Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende:

-- _Skulde_ han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen ved Siden af hende!

Og straks samme Nat havde hun listet sig til at stryge en Tændstik og bøje sig hen over ham:

_Og se, der laa han udstrakt paa Ryggen med Dynen op under Hagen og det store, skikkelige Ansigt lysende af den forborgneste undersøiske Fryd!_

-- --

Just saaledes laa han ogsaa nu i sit Hjørne af Vognen: Øjenvifterne gik, og Smilene legede; han var ved at kvæles af Latter; indtil han pludselig forløstes i hjerteligt: Haa, haa, haa--aa! og vaagnede.

Herredsfuldmægtigen lænede sig leende over imod ham:

-- Hvad er det dog, Onkel har siddet og moret sig saa kostelig over hele Tiden?

Frantz saa betuttet paa ham:

-- Ingenting, min Dreng, ingen Verdens Ting! mumlede han -- Jeg har da vel ikke _sagt_ noget?

-- Jo, Onkel talte en Gang noget om _Østers_!

Den Gamle blev blussende rød:

-- Snak ikke om det ...! hviskede han hurtig, da Nils og Palle i det samme begyndte at røre paa sig.

Hofjægermesteren gabede:

-- Hvor langt er vi?

-- Ved Hejredal Kro ...

-- Jeg bryder mig Fanden om at arve noget som helst, lød det pludselig fra Nils -- men _Stokken vil_ jeg sgu ha'!

-- Ppø--ø ...! blæste Frantz.

-- Hvad for en Stok? spurgte Palle, der havde glemt Historien.

-- Tipoldefars ... som den gamle Bandit, Joachim, stjal fra Far i sin Tid.

-- Han _vandt_ den! ... i Karoline, rettede Frantz.