Part 5

-- Nej, lille Sofie, det véd I, jeg bliver helst hjemme ... og særlig da i saadan et Blæstvejr.

-- Mor skulde engang spørge sine Kort, om Mor har godt af altid at sidde inde og svulme.

Det var Frøken Frederikke, der talte. -- Fru Line slog smilende efter hende:

-- Fy, din skidt Tøs, at gøre Nar af sin egen Mor!

-- Jamen Frederikke har Ret, sagde Anna -- Mor sidder altfor meget stille.

-- Mor begynder at ligne Madam Nærup! nikkede Charlotte. (Madam Nærup var Distriktets uformelige Fødselshjælperske.)

-- Mor er dejlig! sagde Frøken Sofie og saa forelsket paa Fru Line -- Mor ligner en Enkedronning!

-- Med Dobbelthage! supplerede Frederikke og trak sig uden for Skudvidde ...

Men sandt var det, at der i de sidste Aar var kommet noget bredt og matroneagtigt over Fru Uldahl. Hendes længe bevarede ungpigeagtige Slankhed var forsvundet. Men skøn var hun som altid med sit askeblonde Haar under den sorte Fløjelshue. Og hun førte sit Legeme med en Holdning og en rolig Anstand, der fik alle andre Kvinder, naar de kom i hendes Nærhed, til at synes smaa og ubetydelige.

-- _Tager_ Mor saa ikke med?

-- Nej, lille Sofie ... Og der er heller ikke Plads.

-- Jo, jeg kan sidde paa Bukken.

-- Nej, der skal Tyrk være, ellers gaar han rundt her og græder hele Eftermiddagen. -- Saa telefonerer jeg altsaa til Ravnsholt og spørger, om Onkel vil ha' Jer ...

Og det gjorde hun. Og Joachim svarede personlig fra sin Seng, at han glædede sig til at se »Firkløveret«.

Saa rent dødsens var han da ikke; om end hans Stemme havde lydt lidt mindre buldrende end ellers.

-- --

Køreturen til Ravnsholt foregik i den lille Charabanc. Siden Jomfru Helmers Københavnsrejse benyttede ingen af Gaardens Damer godvillig Landaueren. Og den gamle lukkede Karosse, Flueskabet kaldet, fra Etatsraadens Tid, var for tung for Vejene.

Frøkenerne sad bag i Vognen hyllet i Sjaler og Pelsværk, thi det var blæst op til en halv Storm.

Og foran paa Bukken sad Tyrk, der stor og mægtig ragede frem højt over Hovedet af Kusken.

Der blev ikke talt meget under Køreturen; man havde nok at gøre med at holde sammen paa Sjalerne. Kun af og til, naar Blæsten blev særlig ondartet, vendte Lars sig om fra Forsædet og raabte:

-- Frysser I, Frøkner?

Hvortil regelmæssig en af de unge Piger hylede:

-- Nej--i ...!

-- --

Uden for »Familiehuset« stod Spat-Marie og Maren Ørentvist og fløj i Blæsten:

-- Der er _di_ fra _Gaarden_! sagde Marie -- Se _Tyrken_!

Hun og Maren havde baaret Pigen Alexandra om i Læ af Gavlen. Skiftingen skulde gerne ud et Par Gange om Dagen, hvordan Vejret saa var, havde Doktoren sagt. Og nu sad hun i sin Stol indbyldtet i Dyner og Klæder. Man saa ikke andet af hende end hendes frygtelige Underansigt, hvis forlængede Kæbeparti lignede Trynen paa et Svin.

-- Da--a' ...! hilste Konerne ydmygt, da Vognen rullede forbi. Men straks derpaa tilføjede Spat-Marie lavmælt:

-- En op, en anden ned! Der ager _di_, og der sidder _hun_!

Frøkenerne nikkede venlig til Genhilsen. Men da Vognen var naaet et Stykke bort fra Huset, lød det pludselig fra Frederikke:

-- Hvem af os synes I, hun mest ligner?

De brast alle fire ud i en underlig anstrengt Latter; og Frøken Sofie sagde hurtig:

-- Vi taler ikke til Mor om, at vi har set hende!

Og saa forsvandt Huset bag Møllebanken.

-- --

Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig pludselig om:

-- Der kommer Hofjægermesterens, Frøkner!

Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame, fulgt af en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af Køretøjet, der ligeledes standsede.

Det var ganske rigtig Hofjægermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard og Frue. Han var en lyshaaret Kæmpe med et vældigt Fuldskæg, der naaede ham langt ned paa Brystet. Hun var høj, slank, næsten mager, med gnistrende sort Haar og smaa, gyldenlakbrune, længselsfulde Øjne. Dertil var hun stærkt sminket; og hendes Læber var smalle og blodrøde. Frøken Sofie havde engang sagt om hende, at hun saa »skæbnesvanger« ud.

-- Hvad Fanden, Pigebørn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte Hofjægermesteren.

-- Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen.

Frøkenerne kom frem af Sjalerne:

-- Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam!

-- Goddag, Goddag, Unger! Hofjægermesteren slog ud med Haanden -- Skal I til Ravnsholt? ... Vil Du _staa_! tordnede han i det samme til Hesten og strammede Tøjlerne, saa Dyret stejlede -- Hele Familien er nok paa Tæerne i Dag! lo han derpaa. -- Vi mødte Kragholmer-Kareten før med Fru Karen; hun kørte, som der var Ild i Enden paa hende.

-- Er Tante Karen ogsaa ...?

-- Ja--h! Alle Testamentejægerne er paa Krigsstien. Men den Gamle vil ikke se os for sine Øjne ... Det er dog Satan til Blæst! ... Men saa hold dog Kæft, Hunde! ... han har lukket Døren for sig, har Fatter Joachim, og sat Madam Pompadour født Henriksen udenfor paa Vagt. _Vi_ slap da ikke ind; og I andre gør det saagu' heller ikke!

-- Jo, Onkel har selv ... begyndte Frøken Anna.

Men før hun fik talt ud, foretog Hofjægermesteren et pludselig Chock imod Hundene, der fôr gøende og glammende rundt omkring Vognen, hvor _Tyrk_ fra Bukken sekunderede dem med sin Tøndebas -- Fanden skal staa i Jer! tordnede han og slog med sin Ridepisk ned mellem Dyrene, saa at de hylende spredtes til alle Sider -- Det er jo ikke til at høre Ørenlyd! ... Kom saa, Mona! Skægget flyver af mig! raabte han videre, da et Vindstød i det samme gav sig til at flaa i ham -- Her er ikke til at være! ... Farvel, Pigebørn! Og god Lykke! Ja, vi ser Jer vel ikke paa Hvidgaard, før vi skal dø? Men der bliver ikke noget at hole, for vi æder det op! ... Kom saa, Mona!

Det havde været Hofjægermesterinden umuligt at faa sin Hest til at staa rolig. Stormen og Hundene gjorde den nervøs. Den havde danset og stampet og prustet, saa at hendes Ridedragt var ganske oversaat med hvide Skumflager. -- Nu slog hun leende ud med Haanden til Afsked og satte i Firspring efter sin Mand fulgt af den halsende og larmende Meute:

-- Farvel, farvel! Og hils den dejlige Fru Line!

Frøken Sofie kiggede efter hende:

-- Tante Mona _er_ nu storartet! sagde hun afgjort -- Saa kan I andre sige, hvad I _vil_!

-- Jamen Gud, Pigebarn, lo Frederikke -- vi har jo ikke sagt et Muk!

Der kom et brølende Vindstød; og Frøkenerne forsvandt bag Sjalerne ...

Lidt efter tittede Frøken Sofie igen frem:

-- Der ligger Egesborg! sagde hun og pegede ud over Markerne mod en stor, hvid, firkantet Bygning, op til hvilken der førte en Allé af gamle, vejrbidte og halvt udgaaede Egetrær.

-- Ja, sagde Anna, som havde besøgt Gaarden i Bedsteforældrenes Tid -- der var dejligt! Sikke Stuer! Og sikken Udsigt fra Selskabsværelserne paa første Sal!

-- Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frøken Charlotte.

-- Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frøken Frederikke.

Men Frøken Sofie krøb ind bag sit Sjal og sukkede ...

-- --

Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strøg en lukket Vogn forbi for udgaaende:

-- Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken -- Jeg saa Fruen indvendig.

Madam Henriksen (af Hofjægermesteren døbt: Pompadour) hed den store, tavse Bondekone, der havde været Onkel Joachims Husbestyrerinde i henved tredive Aar. Hun var kommen til Gaarden, da hun var en fem-seksogtyve, havde styret Huset for ham til hans fulde Tilfredshed og engang imellem faaet et Barn med ham, ialt fire. Men de var alle døde kort efter Fødselen, og to af dem havde været ligesaa fæle og uhyggelige Misfostre, som Nils Uldahls og Spat-Maries Alexandra. Men selv havde Madam Henriksen fra sit Giftermaals Tid tre velvoksne Sønner, tre tavse, paalidelige og arbejdsomme Mennesker ligesom Moderen. De tjente alle paa Ravnsholt nu i forskellige Stillinger, spiste og sov sammen med de andre Karle og stod med Hatten i Haanden, naar de talte til Godsejeren. Men han kunde godt lide dem og udmærkede dem paa mange Maader baade for deres egen og for deres Moders Skyld.

-- --

Da Vognen med Tyrk og de unge Damer gjorde Holdt foran Hovedtrappen, kom Madam Henriksen frem i Døren:

-- Men Gud Fader, se Hunden! sagde hun og glemte helt at hilse paa Damerne -- har han sat der hele Vejen i det Vejr?

-- Ja, han har saamænd!

-- Det er Synd a' Jer ...

-- Aa, han er jo godt klædt paa!

-- Hvordan gaar det med Onkel?

-- Jo--e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen!

-- Madam Henriksen tænker slet ikke paa os andre! lo Frederikke.

-- Naa--e, _Menneskene_ klarer sig nok!

Frøken Sofie fløjtede Tyrk ned fra hans Sæde.

-- Der er Varme i Kontoret, hvis Frøkenen vil ta' ham der ind.

-- Maa vi andre ogsaa komme med?

-- Ja, værsgod ...

Madam Henriksen aabnede Døren til Kontoret. -- Det var et stort nøgent Rum med sandstrøet Gulv, simple Træmøbler og en lille, fedtet Voksdugssofa. Henne i et Hjørne buldrede en Jærnkakkelovn. Der var kun et Kappegardin for Vinduet.

-- Hvordan har Onkel det? spurgte Frøken Anna.

-- Jo--e ...

-- Maa vi komme ind til ham?

-- Ja, Frøknerne er jo _bestilt_ ... Men nu skal jeg hente Kaffen. Og Hunden kan faa et Fad Mælk.

-- Han vil hellere ha' Kaffe, Madam Henriksen.

Madammens Øjne voksede:

-- _Drikker han Kaffe?_

-- Ja--e ... lo Sofie.

-- Og saa skulde jeg hilse fra Godsejeren, at der stod Cigarer henne paa Hylden.

-- Tak ...

Pludselig rundedes Konens Øjne af en ny sindsforvirrende Tanke:

-- _Ryger_ han kanske ogsaa, _Hunden_?

Pigebørnene brast i Latter:

-- Nej, nej, nej!

-- Ja, vi kunde jo aldrig vide, naar I andre gør det! ... Men det ender skidt med den Rygen, tilføjede hun -- Tobak er for _Mandfolk_!

-- Fars Søstre røg jo ogsaa ... mente Frederikke.

-- Jamen, hvor røg de ikke ogsaa _hen_! sagde Pompadour -- Men nu gaar jeg ud efter Kaffen.

-- --

Da Kaffen var drukket, førte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimøbler stod stift opstillet langs Væggene, og hvor man maatte balancere frem i Gaasegang ad smalle »Løbere«.

Frøken Charlotte tog Mod til sig og spurgte:

-- Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam Henriksen?

-- Fordi Godsejeren ikke vilde se dem, lød det kort -- Og Frøknerne maa heller ikke gerne blive der ret længe; Godsejeren kan ikke taale det.

Fra Dagligstuerne naaede man gennem Spisestuen ud i en lang, skummel Korridor med mange Døre. Paa en Bastmaatte udenfor én af dem laa Rinaldo, Onkel Joachims gamle Hønsehund. Den var saa gammel, at det ikke længere gav nogen Lyd, naar den gøede.

-- Her skal vi ind, sagde Henriksen og strøg Hunden kærtegnende over Ryggen, før hun aabnede Døren. -- Men Frøknerne maa skræve over ham, for han kan ikke flytte sig.

Rinaldo løftede Hovedet, da han sansede de Fremmede, og markerede en Gøen ved at aabne og lukke Gabet et Par Gange; saa sank han sammen igen; og Damerne slap over ham ...

Inde i sit Soveværelse sad Onkel Joachim halvt oprejst i sin Seng støttet af mange Puder. Hans svære Krop var frygtelig afmagret og stod knoglet og kantet frem under Skjorten. Ansigtet var graagult, og det hvide Haar og Skæg pjusket og uredt.

De fire Søstre blev forskræmt staaende tæt inden for Døren, medens de uvilkaarlig famlede efter hinandens Hænder.

Joachim saa missende hen imod dem; hans Øjne var ligesom falmede:

-- Er det Firkløveret ...? spurgte han.

-- Ja ...

-- Ho, ho! lo han hult -- det betyder Lykke! ... Kom nærmere Tøse! Hans Stemme havde endnu bevaret en Del af sin gamle Klang.

Pigebørnene nærmede sig, men dog stadig i Klump.

-- Er I der allesammen? Jeg ser saa daarligt ...

-- Ja, vi er her allesammen ... det var Anna, der talte -- Hvordan har Onkel det?

-- Sæl Tak! Skidt! sagde den Gamle -- Kom helt herhen!

De unge Piger gled hen til Sengen. Joachim strakte en Haand frem og fik fat i en af dem:

-- Hvem er _det_?

-- Sofie ...

-- Jeg synes, Du tuder, Tøs? Ser jeg ud, som jeg skal dø?

-- Ja ... sagde Sofie og brast i høj Hulken.

Han slængte ligesom i Vrede hendes Haand fra sig ... I det samme gav et Telefonapparat, der stod paa Bordet ved Siden af Sengen, sig til at ringe.

-- Henriksen! sagde han buldrende -- spørg, hvad det er!

Pompadour, der havde puslet lydløst om i Værelset, satte Tragten for Øret:

-- Jovel, ja ... jo ... Nu skal jeg spørge Godsejeren! -- Det er Købmand Nielsen, der forhører, om vi kan hente de Oliekager i Morgen ...?

-- Nej, sagde den Gamle -- i Morgen skal vi køre Roer hjem.

-- Godsejeren vilde bevise ham en Tjeneste, sa'e han ...

-- Saa--e? Sig, at vi skal komme paa _Fredag_ ... Og ring af!

-- Jo ...

-- Hvem er saa _det_? spurgte han og greb fat i et af de andre Pigebørn.

-- Frederikke ...

-- Tuder Du ogsaa?

-- Næi ... Onkel bliver nok rask igen.

-- Sludder! Gu' gør jeg ej! ... Kys mig!

Frederikke bøjede sig ned og kyssede ham.

-- Det bliver nok det sidste Smask i denne Konges Tid! mumlede han.

-- Nu skal Frøknerne gaa ... sagde Madam Henriksen rolig, men bestemt -- Doktoren har sagt, at Godsejeren maa ikke snakke for meget.

Pigebørnene trak sig hen imod Døren:

-- Farvel, Onkel Joachim ... Og god Bedring ...

-- Farvel, Tøse! I faar hver tredive Tusind Kroner efter mig ... det var vel _det_, I vilde ha' at vide? ... _Men I giver ikke Jeres Vindbøjtel af en Far en Øre af dem, naar han nu snart gaar fallit! Hører I?_

-- Ja ...! sagde Anna forskrækket.

-- Og hør saa lidt her ... vedblev den Gamle, og der lagde sig et ondt og hoverende Smil om hans Mund -- Sig til ham fra mig, at det kan ikke nytte, at han snuser efter Elfenbensstokken, for jeg ta'r den med mig i Kisten, hæ!

-- --

Da de unge Damer igen sad bænket og indpakket paa Charabancen, spurgte Frøken Charlotte:

-- Hvad er det egentlig, Onkel fejler, Madam Henriksen?

-- De kalder det Kræft i Leveren.

-- Mener Doktoren, at det er farligt?

-- Det gør han vel ...

Og idet hun kastede et Blik op mod Tyrk, der igen tronede paa Bukken, tilføjede Madammen -- Det var da rart, at Vinden har dovet sig lidt ... for Hundens Skyld.

Hofjægermester Palle Uldahl var en Brodersønnesøn af Etatsraadens Fader. Familien havde i to Generationer tjent sig en betydelig Formue som Plantageriejere paa St. Croix i den gode Tid. Palle var bleven opdraget hos sin Moders Slægt i Danmark; og da han var atten-tyve Aar, solgte Faderen, Jakob Reinhold, der imidlertid var bleven Enkemand, sine vestindiske Besiddelser, drog tilbage til Fædrelandet og købte efter Nils Uldahls Anvisning Herregaarden Hvidgaard, beliggende et Par Mil norden for Havslunde. Det var rart, at Familien blev samlet, mente Nils; det styrkede den og stivede den af mod det overhaandtagende Bondevælde. Men et Aars Tid senere ragede han og Jakob Reinhold uklar i Anledning af en fed Dame paa Byens Marked og blev Uvenner for Livstid.

Palle, der imidlertid havde lært Landvæsenet, kom nu hjem til Hvidgaard som en Slags Overinspektør. Det gik udmærket i en Aarrække, thi Fader og Søn holdt meget af hinanden og var altid kommet fortræffeligt ud af det sammen. Men saa arriverede der engang et Beriderselskab til Købstaden. Alle Egnens Uldahler mødte op til Premiéren, ogsaa Fader og Søn fra Hvidgaard. Men fra den Aftenstund at regne var Freden ogsaa for stedse forbi imellem dem.

-- --

Mona Lisa hed hun paa Programmet. Og hun var en Djævel af en Jokeyrytterske, slank og kattesmidig i sit kødfarvede Trikot; gnistrende sorthaaret og med gulbrune Salamanderøjne. Og særlig kunde hun, naar Hesten som Sortie satte over Barriéren med hende liggende henad Ryggen udstøde et Skrig, der fik de mandlige Tilskuere til at spjætte med Benene, som vilde de sætte efter hende ...

Ogsaa de to Uldahler fra Hvidgaard spjættede. Men de beherskede sig, idet de saa sky til hinanden uden at tale. -- Men den næste Aften var de igen i Circus. Og den næste igen, saalænge Selskabet gav Forestillinger i Byen. Dog sad de ikke oftere som første Aften ved Siden af hinanden. Og de kørte ikke længere frem og hjem sammen. De undgik hinanden og skulede ondt til hinanden.

Og saa skete det efter Ingwersens Beretning, at da Beriderne havde afsluttet deres Optræden og indskibet sig for at drage videre til andre Egne, dukkede Palle Uldahl, da Skibet var naaet et Stykke ud i Fjorden, pludselig op af Kahytten og gik lige hen til Mona Lisa og bad hende om at blive hans Kone. Og førend hun endnu havde faaet svaret, saa de gamle Jakob Reinhold staa ude i Agterstavnen og stirre paa dem, kridende hvid i sit Ansigt ... og rundt omkring paa Dækket stak frem bag hver sit Skjul Nils fra Havslunde, Frantz fra Kragholm og gamle Joachim fra Ravnsholt ... Da brast Mona i en bragende Latter og faldt Palle om Halsen. --

Et halvt Aars Tid efter døde Jakob Reinhold, og de to Unge flyttede ind paa Hvidgaard ...

Men Børn fik de ingen af: Thi paa alfar Vej gror intet Græs! siger gamle Jomfru Ingwersen.

Hvidgaard var en Idyl ...: en firelænget, énetages Bygning, hvidkalket med rødt Tegltag og omflydt af Grave med hvide Broer og hvide Svaner. Paa den gruslagte Gaardsplads en hvidkalket Sandstens-Fontæne og spraglede Paafugle, der slog Halerne i Hjul ... Og baade Gaard, Have og Park lunt gemt imellem høje, skovklædte Bakker. Vinden kunde hyle og brumme i Skovene oppe langs Bakkekammene, nede i Havens Gange og Gaardens Stuer var den stilleste Ro ...

At sige i Jakob Reinholds Tid. Thi med Fru Mona holdt ogsaa Stormen og Uroen sit Indtog paa Hvidgaard, og Idyllen fløj over i Historien.

Hun føg nemlig som et Uvejr gennem Huset. Vægge blev revet ned, Døre og Vinduer blev flyttet, Lofter blev hævet, og Gulve blev sænket. Og da hun havde raset færdig indendørs, gik hun løs paa Haven og Parken. Hun vilde ha' _Vuer_! sagde hun. Og hun lod de stolteste Træer fælde, naar de stod hendes Planer i Vejen. Ja, ud for sine Dagligstuevinduer lod hun endogsaa Skoven hugge om og Bakken skære igennem, saa at Østenstormen nu strøg livsaligt ned gennem Haven, afsved Roserne og fik Kakkelovnene til at ryge. Men hun beordrede Roserne gravet op og Skorstenene forlængede, hvorved hun ødelagde baade Havens og Bygningens Skønhed:

-- _Blæse_ med _det_, sagde hun -- bare vi faar _Luft_!

Og for at holde sig med Selskab, naar Manden var af Gaarde, gav hun sig til at samle paa Hunde. Hun drev det til paa én Gang at huse fjorten, alle af forskellig Race. En grand danois stor som et Føl og videre ned til en Bologneser ikke større end en god Rotte.

-- --

Fru Monas Vugge havde staaet paa en fjerde Bagsal i København; og hun var døbt Elise Mortensen.

Men nu hed hun altsaa Hofjægermesterinde Uldahl og regerede uindskrænket over sin Kæmpe af en Mand, der aldrig havde tænkt sig Muligheden af at kunne nyde de Glæder hos en Kvinde, som hun bød paa. -- Hendes Legeme var som levende Ild, naar han søgte det. Hun slog sammen om ham som Flammer. Og han lod sig frydefuld fortære.

-- Hvis jeg nu var bleven gift med din Far ...? sagde hun til ham engang midt under en saadan Ildsvaade.

Og uden Tøven svarede han:

-- Saa var jeg bleven din Elsker!

Hvorpaa han atter forsvandt i Luerne.

Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en Dag kort før Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dør, der førte ind til Lejligheden.

Da hun saa ham, slog hun Hænderne sammen i Rædsel:

-- Men, hvad er det dog, Du bestiller, Jens Oluf!

Han vendte sig hurtig:

-- Hvad har Du her at gøre?

-- Aa, Jens Oluf, Jens Oluf ...!

-- Gaa din Vej, Oline!

-- Jeg synes, Du staar og spytter paa Børnenes Mad, Jens Oluf ... Aa Gud, aa Gud, hvad skal det dog blive til med Dig!

Han gik frem imod hende med Hænderne løftet som til Slag:

-- Nu _gaar_ Du, Oline! Eller jeg svarer ikke for mig selv!

Men saa fik han et Hosteanfald og sank sammenknuget og foroverbøjet ned paa en Bænk. Konen løb til og støttede hans Hoved med sine Hænder. Inde i Skolestuen larmede Børnene.

-- Jens, Jens, dette kan jo ikke blive ved ... hun tænkte kun paa den frygtelige Opdagelse, hun havde gjort; Børnenes Tummel _hørte_ hun ikke ...

Hosteanfaldet var overstaaet. Den Syge lukkede Øjnene og lænede sig kraftløs tilbage mod Væggen. Store, tunge Sveddraaber gled ham ned over Ansigtet.

Konen tog sit Lommetørklæde frem og tørrede dem af:

-- Skal jeg ikke slippe Børnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs?

-- Nej ... i Overmorgen skal de jo ha' Juleferie ... han aabnede langsomt Øjnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mørke Ringe; og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, træt, ydmygt, forpint og forjaget:

-- Jeg véd snart ingen Raad længere, Oline ...

-- Jamen, hvor ku' Du dog gøre det?

-- Jeg ku' gøre det, der var meget værre, naar _det_ kommer over mig ...

-- Hvad for nogen Mellemmader er det, Du har spyttet paa?

-- Det er vel de tre, der staar aabne ...

-- Saa ta'r jeg dem med mig ... Du kan jo saa sige til Børnene, at de kan komme ud i Køkkenet og faa noget andet ... Jeg siger saa til dem, at det er Hunden, der er rendt med dem.

-- Ja ...

Konen rejste sig og gik hen til Vindueskarmen, hvor der laa mange Stabler smaa Frokostpakker. Hun tog de tre øverste, hvis Papir var løsnet. Saa vendte hun sig. Den Syge var igen sunket tilbage mod Væggen. I Skolestuen var Larmen vokset: Børnene raabte, skreg, lo og trampede.

-- _Skal_ jeg ikke hellere kvitte dem for i Dag, Jens, at Du kan faa lidt Ro?

-- _Nej_ ...! sagde Degnen pirrelig, rejste sig med et Ryk og gik ind til Børnene.

I samme Nu, han viste sig i Døren, forstummede al Lyd derinde.

-- --

Jens Oluf Rasmussen var, ligesom Lig-Johanne, et Vildskud paa den Uldahlske Stamme.

Men Jens var en Søn af _Nils_.

Overleveringen fortæller, at denne en Dag i sine bedste Aar kom ridende fra Thorsminde ind paa Rasmus Olufsens Gaard, Lillegaarden, et Fæste under Egesborg Gods.

-- Er din Kone hjemme? spurgte han.

-- Jo, sagde Rasmus Olufsen med Huen i Haanden -- hun er oppe i Stuen.

-- Vil Du holde ved Hesten saalænge ... jeg skal tale med hende.

-- Jo, sagde Rasmus Olufsen.

Tyve Minutter senere red Hr. Nils atter bort. Og ni Maaneder efter blev Jens født.

Han blev Rasmus Olufsen og Hustrus første og eneste Barn. Og han blev et sygeligt Barn, underlig nervøs og forknyt; men skrap til Bogen, hvorfor han senere kom paa et Seminarium, hvor han klarede sig vel. Og efter et Par Hjælpelærerpladser rundt i Omegnen fik han paa Sogneboernes Opfordring Ansættelse her ved Havslunde Skole.

Nu var han kommen til Kræfter, og smuk og statelig saa han ud med sin ranke Skikkelse og sit store Fuldskæg. Og da han var af et mildt og kærligt Sindelag, blev han vel lidt af Børn og Voksne. I Kirken klang hans kønne Røst højt over alle andres. Pigerne saa mildt til ham. Og omsider blev han gift med en velhavende Gaardmandsdatter fra Nabosognet ... Men et halvt Aar efter brød saa Sygdommen ud.

Det var »Brystsygen«. Han hostede hult og tæredes hen. Det var, som prikkede der ham tusinde Naale i Lungerne, sagde han. Hans Ansigt blev lille og gulblegt bag Skægget. Og hans Øjne blev onde. Thi han, der før havde været blid og mild og nynnende seminaristglad, begyndte lidt efter lidt at hade Livet, og hvad Livets var. Han var kun syvogtyve Aar gammel, men følte sig, alt som Sygdommen skred frem, bitter og mistrøstig som en Olding, der ikke taaler at se Ungdommen gro og glædes omkring sig. I Skolen, hvor han før havde været elsket og forgudet af Børnene for sin forstaaende Munterheds Skyld, sad han nu tavs og haard og vogtede agtpaagivende paa en Overtrædelse for med Skadefryd at slaa ned over Synderen. Og det var helst de rødmussede og livsstruttende, han udvalgte sig som Ofre:

-- Er _Du_ en stor Dreng? kunde han spørge, og Smilet om hans smalle Mund blev lystent og rovdyragtigt -- Nej, nu skal jeg vise Dig, hvordan det er at blive stor! og med sine magre Fingre greb han Forbryderen fat i de smaa Haar ved Tindingerne og løftede ham i Vejret:

-- Voks, voks! sagde han og løftede højere og højere, indtil den arme Synder balancerede heltoppe paa Spidsen af sine smaa, fortvivlede Tæer:

-- Saadan er det at vokse, min Dreng! sagde han -- Saadan er det at blive stor! ... Og nu kan Du gaa ned og glæde Dig!

Og han sendte Fyren bort med et Spark, saa han trimlede ...

-- --